Dato for udgivelse
06 Oct 2021 13:08
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
13 Sep 2021 10:14
SKM-nummer
SKM2021.516.ØLR
Myndighed
Østre Landsret
Ansvarlig styrelse
Skattestyrelsen
Sagsnummer
BS-27900/2021
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Når man vil klage
Emneord
Urigtige oplysninger, særlige grunde, omkostninger
Resumé

Med henvisning til, at det grundet kærendes afgivelse af urigtige oplysninger måtte bero på hans egne 
oplysninger, at det havde været nødvendigt for ham at anlægge retssag mod Skatteministeriet om hans 
skatteansættelse for 2009, tiltrådte landsretten byrettens kendelse om, at der forelå sådanne særlige 
grunde, at hver part skulle bære egne omkostninger, jf. retsplejelovens § 312, stk. 3. 

Reference(r)

Retsplejelovens § 312, stk. 3. 

Henvisning

Den juridiske vejledning 2021-2, afsnit A.A.10

Redaktionelle noter

Tidligere instans: Landsskatteretten, jr. nr. 13-6762381 

Tidligere instans: Byretten, ej offentliggjort 

Parter

A

(v/advokat Kasper Bech Pilgaard)

mod

Skatteministeriet

(v/advokat Tim Holmager)

Afgørelsen er truffet af landsretsdommerne

Ole Dybdahl, Nikolaj Aarø-Hansen og Sune Dalgaard-Nielsen (kst.) 

Ved afgørelse af 9. juli 2021 har Retten i Y1 (sag BS-47676/2018-ROS) bestemt, at hver part bør bære egne omkostninger ved sagen, jf. retsplejelovens § 312, stk. 3.

A har ved kæreskrift af 19. juli 2021 kæret afgørelsen med påstand om, at han skal tilkendes sagsomkostninger med 500.000 kr., subsidiært et mindre beløb. Til støtte for påstanden har han i kæreskriftet anført følgende:

"ANBRINGENDER

Til støtte for den nedlagte påstand gøres det overordnet gældende, at A har opnået medhold i sagen både ud fra en beløbsmæssig betragtning og ud fra en samlet vurdering af parternes synspunkter og konsekvenserne af sagens udfald.

... ...

Retten i Y1 har besluttet, at der ikke skal udmåles sagsomkostninger i sagen under henvisning til retsplejelovens § 312, stk. 3, uden dog konkret at anføre hvilke forhold Retten har lagt nærmere vægt på.

Af bestemmelsen fremgår, at sagsomkostningerne kan ophæves, hvis særlige grunde taler herfor.

Det er imidlertid vanskeligt ud fra Rettens begrundelse at identificere, hvilke konkrete grunde Retten har lagt vægt på ved vurderingen.

Det klare udgangspunkt i retsplejelovens § 312 er, at den tabende part skal betale sagsomkostninger til modparten.

Det gøres overordnet gældende, at A har vundet sagen.

I nærværende sag er resultatet af retsforliget, at As skatteansættelse for indkomståret 2009 nedsættes med kr. 28.875.000 svarende til ca. kr. 12.127.500 ved en skatteprocent på 42 (aktieindkomst).

Herudover blev indkomståret 2009 hjemvist til yderligere behandling hos Skattestyrelsen. På nuværende tidspunkt har Skattestyrelsen ikke behandlet hjemvisningen, hvorfor det er uvist, hvorvidt hjemvisningen fører til yderligere ændringer af As skattepligtige indkomst for indkomståret 2009.

Af landsretternes notat om sagsomkostninger i civile sager fremgår, at sagsomkostningerne i en sag med en økonomisk værdi på mere end kr. 5,75 mio. fastsættes skønsmæssigt, efter en vurdering af hvad der skønnes rimeligt henset til sagens omfang og karakter.

Det gøres gældende, at påstandsbeløbet på kr. 500.000 konkret må anses for et rimeligt beløb i nærværende sag, under hensyntagen til at en eventuel forhøjelse som følge af hjemvisningssagen for 2009 alene vil være af minimal karakter, og den samlede økonomiske betydning af sagens resultat udgør en meget væsentlig nedsættelse af As skattepligtige indkomst.

Det er alene i det omfang, at Skatteministeriet kan påpege særlige grunde, at udgangspunktet om, at A skal tilkendes sagsomkostninger, kan fraviges.

... ...

Skatteministeriet har for Retten i Y1 nedlagt påstand om, at ministeriet skal tilkendes sagsomkostninger, jf. retsplejelovens § 312, subsidiært at ministeriet skal tilkendes sagsomkostninger jf. retsplejelovens § 318, og mere subsidiært at sagsomkostningerne skal ophæves jf. retsplejelovens § 312, stk. 3.

Til støtte herfor har ministeriet overordnet henvist til følgende forhold:

•      A oplyste ikke SKAT om, at hans fulde skattepligt ikke var ophørt.

•      Skattestyrelsen har efterfølgende forhøjet As skatteansættelse for de efterfølgende år, herunder for 2010 med udlodningen af udbytte.

... ...

Det gøres overordnet gældende, at uanset hvordan sagens resultat vurderes i forhold til parternes synspunkter, vil resultatet være, at A har vundet og derfor også skal tilkendes sagsomkostninger.

Skatteministeriet har i processkrifterne for Retten i Y1 forsøgt at tegne et åbenbart forkert billede af As motiver og beskyldt ham for med forsæt at have "foranstaltet", at det først var for byretten, at spørgsmålet om skattepligt blev behandlet.

Synspunktet er tilsyneladende, at A i 2012 ved sagens opstart skulle have været "klogere" end både sin egen rådgiver og SKAT og have protesteret mod konklusionen om, at hans fulde skattepligt var ophørt i forbindelse med fraflytningen til Schweiz. Ved den manglende protest har han ifølge ministeriet forsøgt at "udnytte systemet" og unddrage sig skattebetaling for de senere år.

Det bemærkes i den forbindelse, at afgørelsen af, hvorvidt den fulde skattepligt er ophørt eller ej, er en juridisk vurdering, som man ikke kan "aftale sig til". Skattemyndighederne er således forpligtede til at træffe en materielt korrekt afgørelse om skattepligten baseret på de for sagen relevante faktiske forhold, ligesom skattemyndighederne er forpligtede til at oplyse sagen på tilstrækkelig vis, forinden en afgørelse træffes.

Det fremgår da også af sagen, at skatteankenævnet i afgørelsen bemærker, at spørgsmålet om skattepligt er uafklaret som følge af SKATs betragtning om "enighed". Dette forhold bevirker naturligvis, at undertegnede ved sagens behandling for Landsskatteretten blev opmærksom på denne problemstilling og derfor drøftede de faktiske forhold omkring ophør af skattepligt med A.

Dette fremgår tydeligt af indlægget til Landsskatteretten, … hvori der redegøres nærmere for de faktiske forhold vedrørende skattepligten og ophøret.

Det giver sig selv, at et synspunkt om, at skattepligten ikke er ophørt, samtidig indebærer, at der skal ske beskatning for de år, som nu er omfattet af den fulde skattepligt. Dette forhold har A på intet tidspunkt bestridt.

Ligeledes har han heller ikke skjult for SKAT, at der i 2010 skete udlodning af udbytte til det schweiziske selskab, hvilket fremgår direkte af sagsnotatet fra 2012.

Beskatning af de efterfølgende år er således en naturlig følge af As synspunkter og derfor heller ikke et forhold, der kan medføre, at A må anses for at have tabt sagen - uanset den konkrete indkomstopgørelse.

Centralt er ligeledes, at A eksplicit tilbød Landsskatteretten at fremkomme med yderligere dokumentation for sine forhold, herunder de kalenderoplysninger som Skatteministeriet lagde afgørende vægt på, da ministeriet tog bekræftende til genmæle vedrørende beskatningen af aktieavance for indkomståret 2009.

Det er derfor også uforståeligt, at ministeriet påstår at, at A på uforsvarlig måde har forårsaget, at sagen blev trukket ud, når Landsskatteretten ikke engang fandt det nødvendigt at inddrage yderligere oplysninger, uanset Landsskatteretten selv er forpligtet til at træffe en materielt korrekt afgørelse og anmode om det for sagen relevante materiale i medfør af officialprincippet.

Faktum er, at hverken SKAT, skatteankenævnet eller Landsskatteretten anmodede om nogen oplysninger vedrørende As skattepligt på trods af officialprincippet, og på trods af at A allerede i 2016 gjorde opmærksom på problemstillingen og loyalt tilbød at fremlægge relevant dokumentation for synspunktet.

A har på ingen måde kunnet påvirke eller forudse den særdeles lange sagsbehandlingstid i Landsskatteretten, men har naturligvis under hele forløbet alene haft ønske om at få sagen afsluttet hurtigst muligt.

Det er derfor også evident, at A har vundet sagen, uanset om vurderingen foretages alene i relation til påstanden i retsforliget, eller såfremt vurderingen medtager konsekvenserne for de efterfølgende indkomstår, der er en direkte konsekvens af As hovedanbringende i sagen.

Det fremgår af sagens akter, at A har gjort skattemyndighederne opmærksomme på SKATs fejlvurdering så hurtigt som muligt, efter at skatteankenævnet gjorde opmærksom på problemstillingen, og at han loyalt har søgt sagen oplyst over for Landsskatteretten.

Det kan derfor heller ikke tilregnes ham, at Landsskatteretten traf en forkert afgørelse, og at han derfor blev nødsaget til at søge denne afgørelse ændret ved domstolene.

Heller ikke tvisten vedrørende de efterfølgende indkomstår kan føre til en konklusion om, at A ikke har fået medhold, da A ikke fik den fornødne tid til at fremskaffe materiale for i alt otte særskilte indkomstår til Skattestyrelsen, forinden den endelige afgørelse blev truffet. Derfor var han nødsaget til at påklage afgørelsen."

Skatteministeriet har påstået afgørelsen stadfæstet og har til støtte herfor i kæresvarskrift af 23. august 2021 anført følgende

"ANBRINGENDER

Skatteministeriets argumentation er gengivet i ministeriets to indlæg af 23. oktober og 17. november 2020, hvori ministeriet har redegjort udførligt for sagens forløb og for ministeriets argumentation til støtte for påstandene. Ministeriet havde påstået, at A skulle pålægges sagsomkostninger, og i sidste række (som en mere subsidiær påstand), at omkostningerne som minimum måtte ophæves.

Ministeriet henviser i det hele til bemærkningerne i disse 2 indlæg, som derfor ikke gentages her. Skatteministeriet gør altså de samme anbringender gældende til støtte for påstanden om stadfæstelse som blev gjort gældende til støtte for påstandene for byretten, dvs. at ministeriet til støtte for stadfæstelsespåstanden også påberåber sig de anbringender, der blev gjort gældende til støtte for den principale og subsidiære påstand for byretten.

Som det fremgår af parternes indlæg har retorikken været ganske hård. Fra ministeriets side skyldes det, at det efter ministeriets opfattelse - rent ud sagt - vil være stærkt stødende, hvis A tilkendes sagsomkostninger. Som uddybet i ministeriets indlæg til byretten har hans adfærd foranlediget, at han ikke er beskattet korrekt gennem årene 2010-2018, og at han dermed - i første omgang - har undgået en beskatning på ca. 44 mio. kr. Og hans adfærd har også afstedkommet et meget betydeligt ressourcespild hos myndighederne og domstolene. Hvis han under disse omstændigheder så samtidig tilkendes sagsomkostninger, vil det være i en situation, hvor han selv har foranlediget sagen, fordi han afgav urigtige oplysninger, som kunne have ført til, at han undgik beskatning af et meget betydeligt beløb. Under disse omstændigheder bør omkostningerne i hvert fald ophæves."

Byretten har ikke haft bemærkninger til kæremålet.

Landsretten afsagde

KENDELSE

Efter indholdet af parternes forlig sammenholdt med de under retssagen nedlagte påstande og parternes anbringender finder landsretten, at A må anses for at have fået fuldt medhold vedrørende spørgsmålet om nedsættelse af hans indkomst for indkomståret 2009. Han har således som udgangspunkt krav på fra den tabende part at få erstattet de udgifter, som retssagen har påført ham, jf. retsplejelovens § 312, stk. 1. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at de afledte skattemæssige konsekvenser af nedsættelsen samlet set eventuelt vil medføre en højere skatteansættelse for A i et eller flere efterfølgende indkomstår.

Da den i retssagen omtvistede skatteansættelse for 2009 på det foreliggende grundlag imidlertid må anses at have været foretaget med føje på baggrund af navnlig As urigtige oplysning om flytning fra Danmark til Schweiz, som han ikke har berigtiget under parternes forudgående tvist ved de administrative klageorganer, finder landsretten, at det beror på hans egne forhold, at det har været nødvendigt for ham at anlægge retssagen. På den baggrund, og da han først i stævningen gjorde gældende, at den nævnte oplysning var urigtig, og da dokumentationen herfor først fremkom under skriftvekslingen af retssagen, finder landsretten, at der foreligger sådanne særlige grunde, jf. retsplejelovens § 312, stk. 3, at forholdet efter en samlet vurdering bør medføre, at hver part skal bære egne omkostninger ved retssagen, selv om A efter forligets indhold må anses for at være den vindende part.

Landsretten stadfæster derfor byrettens afgørelse.

Efter kæresagens udfald skal A i sagsomkostninger for landsretten betale 2.500 kr. til Skatteministeriet til dækning af udgifter til advokatbistand inkl. moms.

THI BESTEMMES:

Byrettens afgørelse om sagsomkostninger stadfæstes.

I sagsomkostninger for landsretten skal A inden 14 dage betale 2.500 kr. til Skatteministeriet. Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.

Sagen sluttet.