Dato for udgivelse
06 Apr 2022 13:21
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
14 Mar 2022 14:39
SKM-nummer
SKM2022.177.BR
Myndighed
Byret
Ansvarlig styrelse
Skattestyrelsen
Sagsnummer
BS-27946/2020-NAE
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Personlig indkomst
Emneord
Krænkelse, retsbeskyttet, skattefrit, medicinsk udstyr
Resumé

Sagsøgeren, der havde udviklet et medicinsk udstyr, benævnt lusesnapper, solgte i 2007 en mængde lusesnappere til et italiensk firma. Efter uenighed om ændringer af det på emballagen trykte batchnummer og udløbsdato indgik sagsøgeren i 2016 forlig med det italienske firma. Ifølge forliget betalte det italienske firma 1 mio. euro, svarende til 7.435.900 kr. til sagsøgeren, hvilket beløb sagsøgeren var blevet beskattet af.

Retten anførte, at sagsøgeren ikke, som hævdet, havde opnået en retsbeskyttet forventning om, at beløbet var skattefrit.  

Imidlertid fandt retten det godtgjort, at forligsbeløbet skulle dække den krænkelse, som sagsøgeren mente sig udsat for i forbindelse med de foretagne ændringer af produktets emballage, og sagen blev hjemvist til fornyet behandling i Skattestyrelsen.

Reference(r)

Statsskatteloven §4

Henvisning

Den Juridiske Vejledning 2022-1, C.C.2.1.2.1

Redaktionelle noter

Tidligere instans: Landsskatteretten jr.nr. 19-0024307

Parter

A

(v/advokat Thomas Rønfeldt)

mod

Skatteministeriet

(v/advokat Birgitte Kjærulff Vognsen)

Afgørelse truffet af landsdommer

Tine Bransholm Ginnerup.

Sagens baggrund og parternes påstande

Retten har modtaget sagen den 10. juli 2020.

Sagen drejer sig om, hvorvidt A er skattepligtig af et beløb på 1 mio. euro svarende til 7.435.900 kr., modtaget i forbindelse med et forlig indgået den 14. december 2016 med et Y2-landsk selskab, G1-virksomhed.

A har nedlagt følgende påstande:

"Principalt: Sagsøgte, Skatteministeriet, dømmes til at anerkende, at Skattestyrelsens forhøjelse, af sagsøgerens indkomst ved afgørelse af 10. januar 2019, stadfæstet af Landsskatteretten ved afgørelse af 25. februar 2020, nedsættes til kr. 0.

Subsidiært: Sagsøgte, Skatteministeriet, dømmes til at anerkende, at sagen hjemvises til fornyet behandling ved Skattestyrelsen."

Skatteministeriet har nedlagt påstand om frifindelse.

Dommen indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a.

Oplysningerne i sagen

Det fremgår af oplysningerne i sagen, at G1-virksomhed. i egenskab af forhandler, i 2007 købte medicinsk udstyr - 20.000 lusenappere - for ca. 2 mio. kr. af enkeltmandsvirksomheden G2-virksomhed, der var ejet af A.

I 2016 indgik A i en dialog med G1-virksomhed. vedrørende G1-virksomhed.’ salg af nogle af lusesnapperne, der da havde overskredet sidste salgsdato, og var påført et nyt batchnummer og ny udløbsdato samt fortsat var udbudt til salg på internettet. Bl.a. følgende fremgår af mail af 10. juni 2016 herom, jf. den danske oversættelse:

"Kære (red. information 1 fjernet)

Jeg modtog i dag det af G3-virksomhed købte varelager.

Jeg må indrømme, at det var en chokerende oplevelse. Et samlet antal (red. information 2 fjernet). Alt pakket, som da det solgt til G1-virksomhed. Batchnummer og udløbsdato var systematisk blevet fjernet på de enkelte kasser. Dette må anses som stærke beviser.

Jeg forstår ikke, hvorfor et selskab som G1-virksomhed vil deltage i sådan en handling. Som advokat er I vel klar over rækkevidden af det juridiske aspekt. Ikke alene er dette et brud på EU’s rådsdirektiv 93/42/EEC - som dokumentfalsk er det også en kriminel handling, eftersom kassen oprindeligt var bekræftet af mig og følgelig ikke måtte ændres. Vi har undersøgt engelsk strafferet, som ikke adskiller sig væsentligt fra dansk ret - en straf kan involvere fængsel, ikke kun for de personer, der udfører handlingen men også for den ansvarlige ledelse.

G1-virksomhed ringede til mig for at løse problemet med 700 ud af de oprindelige 10000 enheder i 2012 men ville ikke betale omkostningerne. Den eneste løsning var at destruere produktet. Jeg fik at vide, at produktet var blevet destrueret sidste år, men i stedet tog G1-virksomhed egenhændigt loven i egen hånd. G1-virksomhed fjernede udløbsdatoen på det produkt, som efter hensigten skulle sælges til 7000 børn. Det er den historie, som offentligheden vil kunne forstå. I er repræsenteret i Y7-land og produktet har været tilgængeligt på G4-virksomhed indtil nu. Risikoen er ikke til at fatte.

Personligt er jeg blevet løjet overfor og er blevet ekstremt ydmyget. G1-virksomhed bringer mit brand "(red. information 3 fjernet)" i fare, hvis de overlever hele historien.

Det gør egentlig ikke så meget, hvordan dette produkt endte på markedet med mærkningerne fjernet - ansvaret skal udelukkende placeres hos G1-virksomhed. Ikke desto mindre er I nødt til at give mig alle oplysninger om denne tvist. Vi er nødt til at opspore produktet og se, hvad der kan forventes.

Jeg afventer jeres omgående tilbagemelding med forslag til, hvordan en formel proces kan undgås, hvis det foretrækkes at begrænse skadens omfang."

Ved brev af 29. november 2016 afviste Skat at give et bindende svar til A vedrørende spørgsmålet om beskatning af en aftalt bod. Bl.a. følgende fremgår af afgørelsen:

"…

Bindende svar - afvisning

Du har anmodet om bindende svar på følgende

Spørgsmål:

1.      En virksomhed har begået svig ved dokumentfalsk og leveret usande oplysninger.

For at undgå strafferetlig forfølgelse og retssag om ærekrænkelse og tort har virksomheden indgået aftale om en bod for forholdet. Er udgiften at betragte som en driftsomkostning?

2.      Såfremt beløbet ikke falder til betaling af en eller anden årsag, vil modtager da kunne foretage skattemæssigt fradrag for tabet og omkostningerne, forbundet med indgåelsen af aftalen og eventuel inddrivelse?

Svar

Anmodningen afvises, jf. skatteforvaltningslovens § 21, stk. 1 og 2.

Se SKATs nærmere begrundelse for afvisningen nedenfor.

SKAT skal beklage, hvis du ved telefonisk henvendelse hertil har fået at vide, at du kan få bindende svar på dine spørgsmål således som du har stillet dem.

Faktiske forhold

Du oplyser, at der er indgået aftale om hemmeligholdelse, hvorfor de omhandlede virksomheder er anonymiseret med betegnelserne A og B.

Virksomhederne A og B er henholdsvis engrossaftager og producent vedrørende medicinalprodukter.

Du beskriver i anmodningen om bindende svar, hvordan virksomhed B har opdaget, at virksomhed A ikke har destrueret et datoudløbet produkt, men videresolgt det til andre forhandlere. Dine spørgsmål relaterer sig til de to virksomheders undersøgelser i forbindelse med at undgå strafferetlig forfølgelse og retssag mv

Der er i denne beskrivelse af de faktiske forhold, kun medtaget de oplyste forhold mv., som anses relevante i forhold til, at anmodningen om bindende svar afvises.

SKATs begrundelse for afvisningen

Enhver kan hos told- og skatteforvaltningen få et bindende svar på spørgsmål om den skattemæssige virkning for spørgeren af en disposition, som spørgeren enten har foretaget eller påtænker at foretage. Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 21, stk. 1.

Det er et krav, at anmodningen om bindende svar angår en konkret skattemæssig virkning af en disposition for en konkret spørger. Det vil sige handlinger, der har en skattemæssig konsekvens for den navngivne spørger, hvad enten handlingen fører til skattebetaling eller skattefritagelse. Der kan således ikke gives bindende svar på en generel forespørgsel.

Da spørgernes identitet ikke er oplyst, kan SKAT ikke identificere, hvilken konkret spørger, SKAT forpligter sig i forhold til og hvilken konkret skatteyder, der kan påberåbe sig det bindende svar.

SKAT anser den indsendte anmodning om bindende svar som en generel forespørgsel.

SKAT afviser derfor at give bindende svar med henvisning til skatteforvaltningslovens § 21, stk. 1.

…"

Den 14. december 2016 indgik A et forlig med G1-virksomhed. Af den danske oversættelse af forliget fremgår bl.a.:

"FORLIGSAFTALE

Nærværende Aftale (herefter "Aftalen") er indgået mellem:

G1-virksomhed., et selskab stiftet i henhold til Y2-landsk ret med hjemstedsadressen, Y1-adresse, anmeldt til selskabsregisteret i (red. information 4 fjernet), repræsenteret ved IC i dennes egenskab af administrerende direktør (herefter "G1-virksomhed")

på den ene side -

og

G2-virksomhed [*], et selskabet stiftet i henhold til dansk ret med hjemstedsadresse i Danmark, Y3-adresse, anmeldt til selskabsregisteret under CVR-nummer ...11 (herefter "G2-virksomhed"), repræsenteret ved A, født den [*] i [*], skattekode [*], (herefter "A") i dennes egenskab af bestyrelsesmedlem i G2-virksomhed (G2-virksomhed og A udgør og skal anses at udgøre én enkelt part i dette Procesdokument, som defineret nedenfor, og benævnes også samlet "Selskabet")

på den anden side -

(G1-virksomhed og Selskabet benævnes også samlet "Parterne" og hver for sig "Part").

Indledning

A.     G1-virksomhed og Selskabet har ageret som parter i henhold til visse uformelle aftaler, hvorefter Selskabet har solgt et vist antal enheder af et sæt kaldet "(red. information 5 fjernet)" med dertil hørende genopfyldningssæt (samlet benævnt "Produktet").

B.      G1-virksomhed har forhandlet Produktet og kommercielt udnyttet dette i Y2-land.

C.     Efter forhandlingen og den kommercielle udnyttelse af Produktet opstod der uenighed mellem Parterne om visse ændringer, der influerede på emballeringen af et bestemt antal enheder af Produktet, solgt af G1-virksomhed i perioden fra slutningen af 2021 og frem til begyndelsen af 2013, særligt i relation til det på emballagen trykte batchnummer og udløbsdato (herefter "Enhederne"). Der verserer fortsat uenigheder og/eller tvister mellem Parterne i relation til de skader, som Selskabet hævder at have lidt som konsekvens af G1-virksomheds forhandling og kommercielle udnyttelse af Enhederne (herefter "Tvisterne").

D.     Parterne har frivilligt tilbagekaldt Enhederne i Y2-land, hvorefter de har informeret G1-virksomheds forhandlere om de potentielle mangler ved emballeringen af Enhederne (herefter "Tilbagekaldelsesindsatsen").

E.      Samtidig har G1-virksomhed informeret den relevante afdeling hos det Y2-landsk sundhedsministerium i overensstemmelse med den bedst anvendelige praksis (herefter "Kommunikationen").

F.      Parallelt med Tilbagekaldelsesindsatsen og Kommunikationen har Parterne indledt forhandlinger med henblik på afgørelse af Tvisterne.

G.     I forlængelse af den gennemførte forhandling og efter en nøje gennemgang af de forhold, som sagen drejer sig om, uden dog på nogen måde at anerkende hinandens respektive krav, uenigheder og interesser, er Parterne blevet enige om at indgå nærværende aftale (herefter "Aftalen") med henblik på en forligsmæssig løsning af de Tvister, der udspringer af ovennævnte stridspunkter, og med det formål at undgå en eventuel retssag.

På grundlag af ovennævnte præmisser, som udgør en væsentlig del af nærværende Aftale, har Parterne DERFOR aftalt og betinget sig følgende, som Parterne har til hensigt at være bundet af:

1. Fortolkning I nærværende Aftale gælder følgende:

a.      Alle anvendte overskrifter er alene indsat med henblik på at fremme overskueligheden og skal således ikke tages i betragtning ved fortolkningen af Aftalens øvrige klausuler.

b.      Med mindre der af teksten fremgår en klar modsatrettet hensigt, gælder følgende: (i) henvisninger til ental omfatter også flertal og omvendt; (ii) en henvisning til en aftale eller et dokument skal forstås som en henvisning til den aftale eller det dokument med eventuelle revisioner eller ændringer, der til enhver tid er gældende i henhold til betingelserne deri; (iii) en henvisning til en lov, regel eller bestemmelse skal forstås som en henvisning til den lov, regel eller bestemmelse med eventuelle revisioner, ændringer, kodifikationer, erstatningsbestemmelser eller nye vedtagelser, helt eller delvis, der til enhver tid er gældende, herunder alle love og bestemmelser bekendtgjort i henhold dertil; (iv) de heri indeholdte nummererede eller litrerede punkter, tekstafsnit og underafsnit henviser til punkter, tekstafsnit og underafsnit i nærværende Aftale, (vii) "herunder" (og med tilsvarende betydning "indeholde") skal forstås som herunder men ikke begrænset til den generelle gyldighed af enhver formulering eller beskrivelse, der går forud for denne term.

2. Bekræftelser og indeståelser

2.1  Ved udfærdigelsen og underskrivelsen af nærværende Aftale

a)giver Selskabet uigenkaldeligt (i) over for G1-virksomhed og dette selskabs koncernforbundne selskaber, ledende medarbejdere, direktører, medlemmer, ansatte og aktionærer såvel som dets interessesuccessorer og adkomsthavere afkald på alle krav og/eller søgsmålsgrunde af en hvilken som helst art (herunder renter, sagsomkostninger og udlæg), som Selskabet har eller måtte få imod G1-virksomhed, men som udspringer af eller i forbindelse med Tvisterne, Enhederne, Tilbagekaldelsesindsatsen og, generelt, i forbindelse med ethvert forhold eller omstændighed, hvortil der er henvist i indledningen ovenfor, uanset om sådanne krav, interesser og/eller søgsmålsgrunde aktuelt er fremsat, overvejes fremsat eller er kendt; og (ii) fritager G1-virksomhed og dette selskabs koncernforbundne selskaber, ledende medarbejdere, direktører, medlemmer, ansatte og aktionærer såvel som dets interessesuccessorer og adkomsthavere fra ethvert faktisk eller potentielt ansvar for (og er indforstået med ikke at ville indlede retssag eller søgsmål mod dette selskab på baggrund af) et eventuelt eller eventuelle krav, interesser og/eller søgsmålsgrunde af en hvilken som helst art (herunder renter, sagsomkostninger og udlæg), uanset hvor og om disse er udsprunget af eller i forbindelse med Tvisterne, Enhederne, Tilbagekaldelsesindsatsen, forhold og, generelt, omstændigheder, hvortil der er henvist i indledningen ovenfor, uanset om sådanne krav, interesser og/eller søgsmålsgrunde aktuelt er fremsat, overvejes fremsat eller er kendt,

b)G1-virksomhed er indforstået med at betale til Selskabet et beløb, stort EUR 1.000.000 (én million) (herefter" Betalingen") på datoen for udfærdigelsen og underskrivelsen af nærværende Aftale. Betalingen skal ske kontant i umiddelbart tilgængelige midler via elektronisk overførsel til G2-virksomhed’ bank, kontonummer [*].

2.2  Under udfærdigelsen og underskrivelsen af nærværende Aftale afgør Parterne endeligt og definitivt enhver tidligere, verserende, potentiel og fremtidig stridighed angående et hvilket som helst andet krav, retssag, fordring, rettighed, tilgodehavende, gæld eller indsigelse, som de måtte have i forhold til enhver relation imellem dem i forbindelse med Enhederne og de ovenfor i indledningen nævnte fakta og forhold. I denne henseende skal nærværende Aftale anses som en generel afgørelse og friholdelse, således at forstå at nærværende Aftale skal være bindende og have virkning til fordel for Parterne, deres respektive moderselskaber, datterselskaber og koncernforbundne selskaber såvel som deres interessesuccessorer og adkomsthavere.

2.3  For overskuelighedens skyld, forudsættes det, at alle omkostninger og udgifter, der forfalder til betaling i forbindelse med Tilbagekaldelsesindsatsen og Kommunikationen, skal betales af G1-virksomhed alene.

2.4  Selskabet anerkender og accepterer herved, at formålet for G1-virksomhed med at indgå nærværende Aftale også er til fordel for dette selskabs ledende medarbejdere, direktører, medlemmer, ansatte, aktionærer og datterselskaber (herefter samlet benævnt de "Relevante Parter") i henhold til Artikel 1411 i den Y2-landsk retsplejelov (contratto a favore di terzi). Enhver anden af disse Relevante Parter skal være berettiget til at drage fordel af bestemmelserne i nærværende Aftale uden nogen forudgående skriftlig erklæring.

3. Gensidige erklæringer og garantier

Hver Part i henhold til nærværende Aftale erklærer og garanterer herved følgende over for den respektive anden Part og efter alle Parters underskrift af Aftalen: (i) den person, der udfærdiger og underskriver nærværende Aftale på vegne af en Part er fuldt berettiget og bemyndiget til at indgå Aftalen og til at opfylde alle den pågældende Parts forpligtelser som anført heri eller som forudsat, og den underskrivende selskabsleder er behørigt bemyndiget via alle foreskrevne selskabsretlige handlinger til at underskrive og udlevere nærværende Aftale samt alle de heri anførte dokumenter på vegne den pågældende Part; (ii) forud for udfærdigelsen og underskrivelsen af nærværende Aftale har den pågældende Part orienteret sig fuldt ud om betingelserne, indholdet, bestemmelserne og virkningerne af Aftalen og om alle de fakta og betingelser, der er fyldestgørende og nødvendige for beslutningen om at udfærdige og underskrive nærværende Aftale, og har nydt godt af rådgivningen fra sin udpegede advokat eller advokater i så henseende; og (iii) nærværende Aftale udgør en gyldig, bindende og retskraftig forpligtelse for den pågældende Part, idet dens betingelser er retmæssige og retfærdige, og den udgør en rimelig afgørelse på uenighederne imellem dem.

4.  Fortrolighed

4.1 Regnet fra datoen for Parternes indgåelse af nærværende Aftale og frem til udløbet af det 5. år fra aftaledatoen er Parterne enige om, at de hver især skal hemmeligholde og iagttage fuld fortrolighed med alle oplysninger modtaget fra den anden Part og afgivet af den anden Part i relation til Tvisterne, Enhederne, Tilbagekaldelsesindsatsen og, generelt, vedrørende ethvert forhold eller anliggende, hvortil der er henvist i indledningen ovenfor, såvel som med alle betingelser og bestemmelser i nærværende Aftale samt med ethvert dokument eller enhver oplysning, anset udformningen deraf, som den ene Part har udvekslet med eller oplyst til den anden Part i forbindelse med ovennævnte Tvister, forhold, anliggender, krav, interesser og/eller søgsmålsgrunde, uanset karakteren deraf, forhandlinger eller klausuler i nærværende Aftale, og uanset om de pågældende oplysninger eller dokumenter måtte være mærket "fortroligt" (herefter under ét "Fortrolige Oplysninger"), og må ikke udnytte, videregive eller meddele ret til at gøre brug af de Fortrolige Oplysninger, bortset fra på et "behov-for-atvide" grundlag for dets egne eller dets koncernforbundne selskabers egne bestyrelsesmedlemmer, ledende medarbejdere, direktører, ansatte, revisorer, rådgivere og/eller forsikringsselskaber og andre potentielle friholdende personer, i det omfang denne videregivelse er rimeligt nødvendig i forbindelse med udførelsen af dennes forpligtelser eller udøvelsen af dennes rettigheder i henhold til eller i forbindelse med nærværende Aftale eller på anden måde i forbindelse med Tvisterne, Enhederne, Tilbagekaldelsesindsatsen og, generelt, med ethvert forhold eller anliggende, hvortil der er henvist i indledningen ovenfor. I det omfang videregivelsen til en person er legitimeret i henhold til nærværende Aftale forud for videregivelsen af Fortrolige Oplysninger, skal hver af Parterne i henhold til Aftalen forsøge at indhente en sådan persons accept af, at denne vil hemmeligholde og ikke gøre brug af de Fortrolige Oplysninger til andre formål end dem, der måtte være tilladt i henhold til eller vedrøre nærværende Aftale eller på anden måde i forbindelse med Tvisterne, Enhederne, Tilbagekaldelsesindsatsen og, generelt, med ethvert forhold eller anliggende, hvortil der er henvist i indledningen ovenfor. Hver af Parterne skal straks efter at have konstateret en eventuel uberettiget brug eller videregivelse af Fortrolige Oplysninger underrette den anden Part derom.

4.2 De ovenfor i punkt 4.1 indeholdte hemmeligholdelsesforpligtelser gælder ikke, i det omfang den modtagende Part (herefter "Modtageren") er forpligtet til at videregive de Fortrolige Oplysninger i henhold til gældende lov, forordning eller bekendtgørelse fra en regeringsmyndighed eller fra retten i en kompetent jurisdiktion og, eventuelt efter omstændighederne, har ansøgt om at blive undtaget fra dette lovkrav eller myndighedskrav eller indstilling og tilbagekaldelse af bekendtgørelsen forudsat at Modtageren i dette tilfælde forinden har underrettet den anden Part derom, i det omfang det er tilladt efter gældende lov, og der er givet tilstrækkelig mulighed til at gøre indsigelse over for videregivelsen eller at kræve iagttagelse af fortrolighed dermed.

…"

Den 11. juni 2018 rettede Skat henvendelse til A på baggrund af oplysninger fra Y4-land om As udenlandske forhold i 2016. Bl.a. følgende fremgår herom af korrespondancen mellem A og Skat:

"Besked fra Kunde Afsendt d. 14.06.2018 15:57

Emne: Indkomst og fradrag i Indkomst og fradrag for 2016 og tidligere år fået forslag til ny årsopgørelse

I forlængelse af skrivelse af 12. juni 2018 modtaget i e-boks om ændring af indkomst for udlandet, skal hermed oplyses at det omtalte indestående ikke er en indkomst og vel næppe heller indberettet af F1-bank som sådan, men et beløb, der er udbetalt al en udenlandsk virksomhed som engangsbeløb som bod ved forlig som følge af strafbare handlinger begået af pågældende virksomhed mod undertegnede. I modsat fald havde virksomheden lidt væsentlige tab og anseelse samt gennemgribende kontrol al sundhedsmyndigheder.

Aftalen er indgået 14. december 2016 for at undgå strafferetlig forfølgelse og midlerne blev anbragt i Y4-land med henblik på etablering af virksomhed i pågældende land. Banken er bekendt med beløbets indbetaler og er således bekendt med, at det ikke drejer sig om en indtægt.

if. beløbet er ikke driftrelateret og der er ikke betalt moms al beløbet idet, der ikke er tale om leverance.

Der er Ikke tale om erstatning for tab.

Svar fra SKAT — modtaget d. 18.06.2018 14:42

Hej A

Tak for din henvendelse.

Vi er umiddelbart enige med dig i at beløbet ikke er skattepligtigt.

Dog bør beløbet angives som en udenlandsk formue pr. 31/12 2016 og fremadrettet vil du være skattepligtig af et evt. afkast.

Venlig hilsen

(red. information 6 fjernet)

"

Skattestyrelsen traf den 10. januar 2019 følgende afgørelse:

"…

Afgørelse: Vi har ændret din skat

Skattestyrelsen har gennemgået grundlaget for din skat for 2016.

Resultatet er, at vi ændrer din indkomst med i alt 7.435.900 kr.

Selvom vi har gennemgået grundlaget for din skat, udelukker det ikke, at vi på et senere tidspunkt vil se på samme periode igen.

Skattestyrelsens ændringer

Indtægt som følge af forlig af 14. december 2016. Indtægten er skattepligtig efter statsskattelovens § 4 og beskattes som personlig indkomst efter personskattelovens § 3.                                               7.435.900 kr.

                                                              

Sagsfremstilling og begrundelse

1. Beskatning af indkomst fra G1-virksomhed

1.3. Retsregler og praksis

Statsskattelovens § 4 og § 5, der omhandler de skattepligtige og skattefri indtægter.

Skatteforvaltningslovens § 26, der omhandler de almindelige frister for ændring af skatten.

Den juridiske vejledning 2018-2, afsnit C.A.1.1, C.A.3.7 og C.C.2.1.6.

C.C.2.2.2.17 "Konventionalbod er et beløb, som den part, der overtræder en aftale om en konkurrenceklausul,skal betale, dog forudsat, at det fremgår af kontrakten, at en overtrædelse af konkurrenceklausulen udløser en bod.

En konventionalbod kan ifaldes uafhængigt af, om modparten har lidt et tab, ved at konkurrenceklausulen er blevet overtrådt. Boden er nærmere en straf for at bryde en indgået aftale om en konkurrenceklausul og dermed krænke den anden parts ret."

Den juridiske vejledning 2018-2, afsnit C.C.2.I .2.1 - Strafbar erhvervelse At en indkomst er erhvervet ved en strafbar handling udelukker ikke i sig selv, at indkomsten kan beskattes.

Dobbeltbeskatningsoverenskomsten med Y2-land vedrørende indkomstskatter og forhindring af skatteunddragelse, bekendtgørelse nr. 8 af 12. februar 2003 artikel 23.

1.4. Skattestyrelsens bemærkninger og begrundelse

Statsskattelovens § 4 opstiller den almindelige hovedregel for beregningen af bruttoindkomsten. Alle indtægter, både engangsindtægter og tilbagevendende indtægter, regnes med ved indkomstopgørelsen uden hensyn til den nærmere karakter af den virksomhed eller de omstændigheder, der har ført til erhvervelsen. Det er uden betydning for skattepligten, om indtægten erhverves i Danmark eller i udlandet (globalindkomstprincippet).

Skattepligtige indtægter kan erhverves på mange forskellige måder, og udgangspunktet er, at al indkomst er skattepligtig. Se herved Den juridiske vejledning 2018-2 afsnit C.A.1.1.

Du har i indkomståret 2016 modtaget et beløb på 1 mio. EUR fra det Y2-landsk firma G1-virksomhed ifølge forlig af 14. december 2016. Det er din opfattelse, at der er tale om en skattefri bod af pønal karakter for dig personligt indgået på baggrund af virksomhedens drift med bagvedliggende rettigheder. Du mener ikke, det er en erstatning i anledning af et tab.

Der er ikke specifikke skatteretlige regler, der generelt regulerer beskatning af erstatninger eller bøder.

Udgangspunktet for, hvordan disse beskattes, følger derfor af de grundlæggende principper i statsskattelovens § 4 og § 5.

Det følger heraf, at når erstatningen/boden er et engangsbeløb, skal erstatningen beskattes som det, den træder i stedet for. Det er derfor afgørende at få fastlagt, hvad det udbetalte beløb fra G1-virksomhed dækker. Se herved Den juridiske vejledning 2018-2 afsnit C.A.3.7 og C.C.2.1.6.

Vi er enige med dig i, at udbetalingen ikke dækker et indtægtstab i din tidligere virksomhed. Der er således ikke tale om, at virksomheden har lidt et konstaterbart tab eller et mere ubestemmeligt tab.

Der er herved henset til, at din virksomhed i forbindelse med salget af lusesnappeme til G1-virksomhed i 2007 fik fuld betaling for produktet.

Vi finder heller ikke, at der er tale om en skattefri bod for tab af selve indkomstkilden/et skattefrit formuetab. Der er ikke noget i det fremsendte materiale og de meddelte oplysninger, der peger i den retning. Du har da også stadigvæk din virksomhed, idet du har berigtiget den opfattelse, vi havde fået på mødet i Skattestyrelsen om, at din virksomhed med salg af lusesnappere var ophørt. Du kan imidlertid ikke slutte modsætningsvist sådan, at hvis virksomheden ikke var ophørt, var det en skattefri erstatning for tab af indkomstkilden. Se statsskattelovens § 5 og Den juridiske vejledning 2018-2 afsnit C.A.3.7.

Vi finder ikke, som tidligere anført af dig, at der er tale om en aftalt konventionalbod. I har således ikke i den oprindelige aftale om salg af lusesnappere indgået en sådan aftale, der i øvrigt som oftest indgås i forbindelse med indgåelse af konkurrenceklausuler. Vi finder heller ikke, at vederlaget er udbetalt som følge af en krænkelse af dine rettigheder. Dit patent på produktet ophørte i øvrigt i 2012, hvorfor du ikke længere havde nogen særlige rettigheder over produktet. Vedrørende det oplyste på mødet om et eventuelt produktansvar for din virksomhed, må dette også afvises. Vi finder således ikke, at du oprindeligt har produceret et defekt produkt, hvorfor reglerne om produktansvar allerede af den grund ikke finder anvendelse. Der var således ingen defekt, da produktet blev bragt i omsætning af dig.

Vi er enige i, at beløbet fra G1-virksomhed ikke skal indgå i din virksomheds driftsregnskab, idet der ikke tale om en indtægt erhvervet som led i den løbende drift, ligesom beløbet ikke dækker et indtægtstab.

Du mener ikke, at boden er fradragsberettiget for G1-virksomhed og dermed ikke skattepligtig for dig. Du henviser til vejledningen om bod med pønal karakter. Vi finder ikke, at dette er et argument i denne sag. Afsnit C.C.2.2.2.17 i Den juridiske vejledning afgrænser fradragsretten for selvstændigt erhvervsdrivende, hvor udgifter til bod og bøder som hovedregel ikke kan fratrækkes ved indkomstopgørelsen, fordi de falder uden for driftsomkostningsbegrebet. Dette er vi ikke uenige i, men i din sag er det et spørgsmål om skattepligt for dig. Det er ikke muligt at udlede, hvordan indtægten skal beskattes hos dig ud fra eventuel manglende fradragsret for G1-virksomhed.

Vi finder det heller ikke godtgjort, at det forholder sig sådan, at du har fået pengene på grund af en strafbar handling mod dig personligt, da der efter vores opfattelse ikke er foregået noget strafbart i forhold til dig. Ved at G1-virksomhed ændrer på holdbarhedsdatoen er det forbrugeren/køberen af produktet, der ikke får den vare, de forventer. Det må i den forbindelse fremhæves, at G1-virksomhed ifølge det indgåede forlig ikke anerkender noget som helst, men at beløbet gives til dig med et ønske om at slutte sagen i mindelighed for at undgå, at striden ender i retten. Punkt G i forliget betoner således:" further to the negotiation carried out, upon full review of the issues at stake, the Parties, without in any way recognizing the respective claims, arguments and demands, have agreed to enter into this Agreement in order to amicably settle the Disputes arisen from the above mentioned issued and to avoid any litigation thereof." Oversat: "i forlængelse af den forhandling der har fundet sted, er parterne efter en fuldstændig gennemgang af stridspunkteme og uden på nogen måde at anerkende de respektive påstande, argumenter og krav blevet enige om i mindelighed at indgå en aftale for at afgøre den strid, der er opstået på baggrund af ovenstående punkter og for at undgå, at striden ender i retten". G1-virksomhed anerkender således ikke noget som helst og er ikke forpligtet til at give dig en erstatning/bod, herunder betaling for et strafbart forhold mod dig, hvorfor ydelsen skattemæssigt set ikke findes at være en egentlig erstatning/bod, se Den juridiske vejledning 2018 afsnit C.A.6.

Ud fra det fremlagte materiale er det vores opfattelse, at der er tale om et vederlag, som du oppebærer personligt for ikke at gå videre med din opdagelse af, at G1-virksomhed har ændret på batchnummeret og holdbarhedsdatoen. Dette vederlag findes omfattet af den almindelige regel om skattepligt efter statsskattelovens § 4. Du har i din indsigelse anført, at det fremgår af denne formulering, at det er betaling for tavshed om strafbare forhold. Du henviser i den forbindelse til straffelovens § 281/afpresning og § 299/bestikkelse. Hertil bemærkes, at vi overhovedet ikke ved vores bedømmelse af, hvad beløbet fra G1-virksomhed dækker, har vurderet eller taget stilling til, hvorvidt du har begået noget strafbart, idet vurderingen heraf ikke henhører under Skattestyrelsens kompetence. Med vores formulering henviser vi til, at I har indgået et forlig for at slutte sagen om de ændrede holdbarhedsdatoer uden retssag og uden yderligere tiltag fra din eller G1-virksomheds side. Dette vederlag findes omfattet af den almindelige regel om skattepligt efter statsskattelovens § 4. Du påpeger i din indsigelse, at det virker generelt forkert, at skattemyndighederne har et skatteprovenu af indkomster, der er fremkommet gennem strafforhold er skattepligtige på lige fod med øvrige indtægter. Se herved Den juridiske vejledning 2018-2, afsnit C.C.2.1.2.1 - Strafbar erhvervelse. Den ledende dom på området er TfS 1999, 86 HRD: Skatteyderen havde haft en indtjening ved at sælge stjålne pallet. Med henvisning til, at skatteyderen på den måde faktisk havde oppebåret en fortjeneste, fandt Højesteret, at beløbet skulle beskattes, fordi det ikke i sig selv udelukker beskatning, at fortjeneste er erhvervet på grundlag af en strafbar handling.

Du har i din indsigelse opfordret os til at fremlægge vores responsum på din mail af 14. juni 2018.

Som anført, rettede du den 14. juni 2018 henvendelse til os i anledning af, at du den 12. juni 2018 havde modtaget en mail i din e-boks om kontroloplysninger fra udlandet. Du skrev til Skattestyrelsen og forklarede om det indestående beløb som anført under "dine bemærkninger" (punkt 1.2 i dette brev). Vi svarede den 18. juni 2018, at vi umiddelbart var enige i, at beløbet ikke var skattepligtigt. Vores vejledende svar om, at vi umiddelbart var enige med dig i, at beløbet ikke var skattepligtigt, finder vi ikke, du kan støtte ret på. Du oplyste, at du havde fået pengene ved et forlig, som en bod for et strafbart forhold begået mod dig. Som anført tidligere findes der ikke at være tale om en bod for et strafbart forhold begået mod dig. Da svaret således er afgivet ud fra denne urigtige forudsætning, kan du ikke støtte ret på svaret, der i øvrigt kun var af vejledende karakter. Du findes endvidere ikke at have disponeret i tillid til vores vejledende udtalelse, idet du har oppebåret indtægten i 2016, og vores svar er afgivet i juni 2018. Din indtægtserhvervelse var derfor helt uafhængig af vores svar. Se herved Den juridiske vejledning afsnit A.A.2.7 og A.A.4.3.

Du har i dine bemærkninger til vores forslag ønsket at få oplyst, hvornår og i hvilken sammenhæng sætningen "vi afventer yderligere bemærkninger ved uenighed" indgår. Denne sætning var ikke med i det svar, du fik af os den 18. juni 2018. Denne sætning er knyttet til denne sag og henviser til, at vi afventer dine yderligere bemærkninger til vores forslag til afgørelse af 12. november 2018, inden vi træffer afgørelse.

Vi finder derfor, at beløbet på 1. mio. EUR er skattepligtigt for dig som personlig indkomst efter statsskattelovens § 4 og personskattelovens § 3.

Vi har omregnet indtægten med valutakursen den 14. december 2016, som var på 743,59. Det betyder, at du skal beskattes med 7.435.900 kr. i 2016. Vi har anvendt kursen pr. denne dato, idet du findes at have erhvervet ret til indtægten ved indgåelse af forliget samt udbetaling af indtægten. Vi har anvendt kursen som offentliggjort på Nationalbankens statistikbank.

Artikel 23 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten med Y2-land medfører, at vederlaget beskattes i Danmark, idet Danmark efter denne artikel har beskatningsretten til andre indkomster.

Derfor kan vi ændre din skat

Vi kan tage din skat op på nuværende tidspunkt, idet du som selvstændigt erhvervsdrivende er omfattet af den ordinære ligningsfrist i skatteforvaltningslovens § 26. Det betyder, at vi kan ændre din skat frem til den 1. maj 2020, og at ansættelsesændringen skal foretages senest den 1. august 2020.

…"

Landsskatteretten stadfæstede ved afgørelse af 26. februar 2020 Skattestyrelsens afgørelse, dog med følgende begrundelse:

"…

Landsskatterettens afgørelse

Modtaget pengeoverførsel

Til den skattepligtige indkomst skal medregnes den skattepligtiges samlede årsindtægter efter bestemmelsen i statsskattelovens § 4. Det er uden betydning for skattepligten, om indtægten erhverves i Danmark eller i udlandet.

Hvis det konstateres, at en skatteyder har modtaget indtægter af en vis størrelse, som ikke kan ses at være selvangivet, kan indkomsten forhøjes. Det følger af fast praksis, hvilket kan udledes af SKM2O11.208H. Det påhviler skatteyderen at godtgøre, at disse indtægter stammer fra midler, der allerede er beskattet, eller som er undtaget fra beskatning. Der henvises til SKM200S.905H. Det er således klageren, der har bevisbyrden for, at overførslen stammer fra allerede beskattede midler eller i øvrigt ikke er skattepligtige.

Den skattemæssige behandling af erstatninger afgøres efter praksis efter et substitutionsprincip, således at en erstatning, der udbetales som engangsbeløb, skatteretligt behandles som det, erstatningen træder i stedet for, hvilket bl.a. fremgår af SKM2017. 383.LSR.

Klageren har i indkomståret 2016 modtaget € 1.000.000, svarende til 7.435.900 kr., som følge af et forlig indgået med den Y2-landsk virksomhed G1-virksomhed.

Landsskatteretten finder ikke, at betalingen kan sidestilles med en erstatning, da der ikke ses at være fastlagt eller anerkendt noget tab.

Herved er henset til, at forliget alene henviser til påståede tab (“[..) damages that the Company alleges"). Ligeledes er henset til uenighederne mellem parterne, vedrørende spørgsmålet om klagerens eventuelle tab ifølge forligsteksten var uafklarede (“Pending"), hvilket fremgår af punkt C i afsnittet “Recitals".

Ifølge punkt 2.2, under aftalens Artikel 2, afskar klageren sig definitivt fra at forfølge forhold omfattet af forliget. Herved må spørgsmålet om G1-virksomheds mulige erstatningsansvar anses for efterladt som uafklaret mellem parterne.

Landsskatteretten finder endvidere ikke, at betalingen kan anses for at være en bod eller konventionalbod, da det ikke ved forligsaftalen er anerkendt, at klageren har været forurettet.

Der henvises til, at aftalens formål var at afslutte uenighederne mellem parterne på mindelig vis, samt at undgå retstvist (“Litigation"), hvilket fremgår af punkt G i afsnittet “Recitals".

Ligeledes henvises til Artikel 2, hvor det under punkt 2.1 (a) fremgår, at klageren og dennes virksomhed forpligter sig til at friholde G1-virksomhed for ethvert krav, der måtte udspringe at forhold, der direkte eller indirekte er omfattet af aftalen. At punkt 2.1 (b) fremgår G1-virksomheds forpligtelser, der alene består i at betale forligsbeløbet.

Slutteligt henvises til, at parterne har indgået aftalen (“the Agreement") uden at anerkende påstande, anbringender eller krav fra modparten (“[...) without in any way recognizing the respective  claims, arguments and demands"), hvilket fremgår af punkt 6 i afsnittet “Recitals".

Landsskatteretten finder endvidere ikke, at det modtagne beløb kan sidestilles med godtgørelse for tort i henhold til erstatningsansvarslovens § 26, der omhandler retsstridig krænkelse af en andens frihed, fred, ære eller person, eller i øvrigt andre bestemmelser i erstatningsansvarsloven.

Klageren findes herefter ikke at have godtgjort, at forligsbeløbet modtaget fra G1-virksomhed ikke er skattepligtigt i henhold til statsskattelovens § 4, og der ses ikke at være hjemmel til at fritage beløbet fra beskatning.

Forhåndstilkendegivelse

En uformel forhåndstilkendegivelse er som udgangspunkt ikke bindende for skatteforvaltningen. Men forhåndstilkendegivelsen kan helt undtagelsesvis blive bindende for skatteforvaltningen ved en efterfølgende afgørelse, hvis den opfylder de særlige betingelser, som retspraksis stiller.

Retspraksis bygger på almindelige forvaltningsretlige principper om tilbagekaldelse og ugyldighed af forvaltningsafgørelser. Det er en grundlæggende forudsætning for, at en uformel forhåndstilkendegivelse kan blive bindende, at spørgeren har modtaget en klar, positiv og entydig tilkendegivelse og disponeret i overensstemmelse med den.

Selvom de nævnte betingelser undtagelsesvis er opfyldt, vil relevante urigtige eller ændrede forudsætninger under alle omstændigheder betyde, at den uformelle forhåndstilkendegivelse ikke bliver bindende for skatteforvaltningen.

Det er borgeren der skal bevise, at der foreligger en uformel forhåndstilkendegivelse fra myndigheden, og at denne efter sit indhold har skabt en retsbeskyttet forventning for skatteyderen, hvilket bl.a. udledes af SKM2004.517.ØLR.

Repræsentanten har anført, at klageren havde fået en berettiget forventning om, at betalingen var fritaget for beskatning, henset til SKAT´s besvarelse af klagerens spørgsmål, som fremsat i e-mail dateret 18. juni 2018.

Landsskatteretten finder ikke, at tilkendegivelsen, om at Skattestyrelsen “umiddelbart er enig", er en entydig og specifik tilkendegivelse. Klageren havde herved ikke en berettiget forventning om, at betalingen var fritaget fra beskatning. Forudsætningerne for tilkendegivelsen har ændret sig, og SKAT er først på et senere tidspunkt kommet i besiddelse af fornøden dokumentation for de omtalte forhold.

Endelig bemærkes, at tilkendegivelsen blev givet efter, at klageren allerede havde modtaget indtægten og undladt at selvangive denne, hvorfor Landsskatteretten ikke finder det dokumenteret, at tilkendegivelsen har haft en indvirkning på klagerens dispositioner i forbindelse med modtagelsen.

Landsskatteretten stadfæster herefter Skattestyrelsens afgørelse.

…"

Forklaringer

A har forklaret, at han er uddannet læge. Han arbejdede på hospitalet i Y5-by frem til 1995. Derefter arbejdede han i ca. 6 måneder i Sundhedsstyrelsen og derefter med indførelse i G5-virksomhed i sygehusvæsenet. Siden (red. information 8 fjernet) har han arbejdet med opfindelser og udvikling af produkter, (red. information 7 fjernet). Han har i forbindelse hermed sat sig ind i reglerne om medicinsk udstyr og patenter mv. Fra 2003 arbejdede han med at udvikle de af sagen omhandlede lusesnappere, der blev forhandlet af G2-virksomhed, som han ejede. G2-virksomhed havde patentrettighederne på lusesnapperen frem til 2010. G2-virksomhed lukkede i 2010 og i 2012 genoptog han fremstillingen i eget navn og overtog patentet. Han blev i den anledning registeret i Lægemiddelstyrelsens database som fabrikant af lusesnapperne, som man skal for at kunne fremstille medicinsk udstyr. Dette krav stilles for at fremme patientsikkerheden, herunder i forbindelse med benyttelsen af produktet, som man som fabrikant hæfter for. Lusesnapperen er medicinsk udstyr klasse 1. G1-virksomhed, der er et Y2-landsk selskab, aftog i 2007 20.000 lusesnappere fra G2-virksomhed, der betalte Skat af indtægten. Derefter hørte G2-virksomhed ikke mere fra G1-virksomhed, der ikke på noget tidspunkt reklamerede over lusesnapperne.

I slutningen af 2012 blev han kontaktet af G1-virksomhed, der gjorde opmærksom på, at lusesnapperne var udløbet. De spurgte ham om, hvilke muligheder, der var for alligevel at sælge dem. Han kontaktede derfor Lægemiddelstyrelsen for at få oplyst, hvilke muligheder, der var, og hvad hans ansvar i bekræftende fald ville være. Lægemiddelstyrelsen oplyste, at alle lusesnapperne ville skulle behandles som nye produkter, hvilket vil sige, at hvert enkelt produkt skulle testes og omemballageres med korrekte oplysninger, herunder nye udløbsdatoer, og nyt batchnr. Det var fortsat ham, der var ansvarlig for udstyret. G1-virksomhed forventede, at han ville sætte sit stempel på uden nærmere gennemgang. De tilbød ham 3.000 euro herfor. Det ville han imidlertid ikke. De aftalte derfor, at produkterne i stedet skulle destrueres. I 2014 ringede han til G1-virksomhed, der bekræftede overfor ham, at de udløbne produkter var blevet destrueret.

I 2016 opdagede han, at der var nogle lusesnappere til salg på G4-virksomhed. Han købte 10 stk. og konstaterede derved, at udløbsnr. og batchnr. maskinelt var blevet fjernet fra pakningerne. Der var sat en label over der, hvor mærkningen havde været. Efterfølgende opdagede han, at der var sat yderligere et stort varelager på 5.000 stk. til salg på G4-virksomhed. Han opkøbte i maj 2016 hele lageret for at have dokumentation. Udløbsnr. og batchnr. var også blevet fjernet fra disse pakninger, og der var sat en label over der, hvor mærkningen havde været. De så ud på samme måde som de 10 stk., han tidligere havde købt. Sælgeren, G3-virksomhed, var først modvillig i forhold til at oplyse, hvor de havde produkterne fra, men endte med at oplyse, at de havde købt produkterne af et firma ved navn G6-virksomhed, der havde købt dem fra G1-virksomhed. G6-virksomhed - der henviste til, at de havde en fortrolighedsaftale med G1-virksomhed - ville ikke oplyse, hvornår de havde modtaget produkterne fra G1-virksomhed. Han kontaktede derfor G1-virksomhed, der oplyste, at de ikke kunne sige, hvornår produkterne var blevet solgt til G6-virksomhed. Det undrede ham, da der skal være fuld sporbarhed på medicinsk udstyr. Han kontaktede derfor en Y2-landsk advokat i Y6-by. Denne viste sig dog at have en dobbeltinteresse i sagen, idet advokaten forsøgte at fremstå som mellemmand i løsningen. Advokaten holdt f.eks. uden hans samtykke og uden at orientere ham møder med og korresponderede med G1-virksomhed, hvorfor han selv endte med selv at presse G6-virksomhed for at få oplyst af G6-virksomhed, hvordan og hvornår det var afstedkommet, at de havde modtaget lusesnapperne fra G1-virksomhed. Få dage efter blev han kontaktet af G1-virksomhed, der fortalte ham, hvordan det hang sammen. Det endte med, at de aftalte at finde en løsning på den krænkelse, han havde været udsat for. Der gik dog flere måneder, hvor G1-virksomhed trak tingene i langdrag. Sluttelig truede han med at gå i retten, hvorefter forliget af 14. december 2016 kom på plads. G1-virksomhed oplyste, at de havde valgt deres egen løsning, da han ikke ville medvirke for de 3.000 euro.

Beløbet på 1 mio. euro skulle dække den krænkelse det var, at G1-virksomhed solgte et udløbet ulovligt produkt i hans navn og som han havde patent på under foregivende af, at han var ansvarlig for produktet, og at produktet levede op til gældende krav, velvidende at de udtrykkeligt havde aftalt, at produkterne skulle destrueres. Det havde G1-virksomhed også bekræftet, at de var blevet. Han var undervejs i forløbet i kontakt med de danske lægemiddelmyndigheder, der sagde, at det var svig, og at de meget gerne ville assistere i relevant omfang med henblik på at få det ulovlige salg bragt til ende. Da det ud fra emballagen fremstod som om, at han havde leveret produktet uden udløbsdato, ville han i første omgang blive holdt ansvarlig for produktet, og derudover var det skadeligt for hans navn, virksomhed og patent. Hans intention var, at G1-virksomhed skulle straffes med en bøde og forhindres i at gøre tilsvarende igen. Han ville have en bod og en undskyldning for det, G1-virksomhed havde gjort. G1-virksomhed har til gengæld fået en afklaring og er sluppet for en retssag. Der kom i aftalen en tavshedsklausul ind, fordi G1-virksomhed forlangte det. Han kontaktede en dansk advokat om ordlyden. Denne sagde, at det kunne han godt skrive under på med det nævnte formål. Før kontakten blev underskrevet anmodede han Skat om en bindende forhåndstilkendegivelse med henblik på at afklare, om der skulle afholdes eventuel Skat af beløbet, der i bekræftende fald skulle have været højere. Han fik telefonisk at vide, at det kunne han godt få, uanset at parterne blev holdt anonyme. Han regnede derfor med, at det var i orden. Til trods herfor modtog han efterfølgende en modsatrettet afgørelse fra Skattestyrelsen.

Parternes synspunkter

A har i sit påstandsdokument anført bl.a.:

"…ANBRINGENDER:

Til støtte for de nedlagte påstande gøres i ikke prioriteret rækkefølge følgende anbringender gældende:

1. Berettiget forventning

Det gøres gældende, at sagsøgeren har opnået en berettiget forventning om, at modtagelse af bodsbetalingen var fritaget for beskatning.

Sagsøgeren har - som følge af korrespondancen med SKAT i juni 2018, jf. bilag 9 - fået en berettiget forventning om, at SKAT ikke ville medregne betalingen i sagsøgerens personlige indkomst.

Sagsøgeren reagerer straks på SKATs henvendelse af 12. juni 2018, hvor SKAT retter henvendelse i forhold til sagsøgerens konto i Y4-land.

Sagsøgeren skriver allerede 2 dage efter henvendelsen til SKAT via skattemappen, som han blev bedt om i skrivelsen af 12. juni 2018, hvordan forholdet omkring betalingen til den Y4-landsk konto forholdt sig.

SKAT skriver tilbage til sagsøgeren, at der umiddelbart er enighed om, at der er tale om en skattefritaget betaling, og opfordrer alene sagsøgeren til at angive betalingen som udenlandsk formue.

I forbindelse med korrespondancen mellem sagsøgeren og SKAT anmoder SKAT ikke på et eneste tidspunkt om yderligere forklaring omkring betalingen eller betalingens betingelser.

SKAT anmoder ligeledes ikke om yderligere dokumentation for betalingen eller aftaler, der understøtter/bekræfter betalingen af den 1 mio. EUR, hvad den stammede fra, hvad den bestod af og øvrige forhold i forbindelse med betalingen af boden til sagsøgeren.

Derudover vejleder SKAT ikke sagsøgeren om betydningen af den korrespondance der er mellem sagsøgeren og skattemedarbejderen via SKATs tast selv system/skattemappen, om det er en korrespondance, der kan sidestilles med en afgørelse eller ikke.

Der er således ingen vejledning om, hvad ret sagsøgeren kan støtte på den vurdering skattemedarbejderen fortager, om korrespondancen skal betragtes som en afgørelse, der kan klages over, eller om afgørelsen er endelig.

Der bliver heller ikke vejledt om, hvorvidt sagen efterfølgende vil blive taget ud til manuel behandling.

Det eneste, der sker er, at SKAT vurderer, at sagsøgeren ikke er skattepligtig af betalingen, og at det anbefales, at sagsøgeren registrerer en udenlandsk formue, så eventuelt efterfølgende afkast af denne formue kan blive behandlet skattemæssigt korrekt.

Dette efterlever sagsøgeren 100 %, hvilket ikke er anfægtet af hverken Skattestyrelsen, Skatteankestyrelsen eller Landsskatteretten skulle være tilfældet.

Sagsøgeren bliver ikke på noget tidspunkt i korrespondancen med skattemedarbejderen gjort opmærksom på, at sagsøgeren eventuel ikke kan støtte ret på det svar og den vurdering, som sagsøgeren modtager fra SKAT.

Det skal dertil bemærkes, at sagsøgeren anvender den kommunikationsform, som sagsøgeren bliver bedt om i skrivelsen af den 12. juni 2018 - det vil sige med andre ord sige, at sagsøgeren anvender SKAT´s egent system igennem skattemappen. Sagsøgeren opfylder og følger til punkt og prikke de anvisninger SKAT kommer med til sagsøgeren.

Sagsøgeren efterlades således med det klare indtryk, at sagsøgeren har efterlevet det som SKAT anmodede om i skrivelsen af 12. juni 2018, at rette henvendelse til SKAT for at redegøre for beløbet på 1 mio. EUR, der stod på en af sagsøgeren registreret konto i Y4-land, og efterfølgende at registrere formuen, så senere afkast kan beskattes i Danmark.

På baggrund af disse omstændigheder gøres det gældende, at sagsøgeren har opnået en berettiget forventning i overensstemmelse medpraksis på området, som eksempelvis kommer til udtryk i SKM 2016.195 BR. Her var spørgsmålet, om et selskab, i forbindelse med en af SKAT udført moms- og arbejdsgiverkontrol, blev bibragt en retsbeskyttet forventning om, at selskabet i forbindelse med et af selskabet etableret grænsehandelskoncepter med et tyske selskab, opfyldte betingelserne for salg af campingvogne til danske kunder uden opkrævning af dansk moms.

Selskabet havde under kontrolbesøget på en række punkter ikke belyst grænsehandelskonceptet på et korrekt og fyldestgørende grundlag, hvorfor selskabet ikke, i henhold til byretten, kunne have en berettiget forventning om, at SKAT ikke senere ville anfægte selskabets salg af campingvogne.

Der var altså tale om, at skatteyderen ikke havde givet de forklaringer, som skattemyndighederne havde bedt om, hvorfor skattemyndighederne ikke havde haft et fyldestgørende grundlag at give en berettiget forventning på baggrund af.

Det gøres gældende, at sagsøgeren i nærværende sag har givet alle de oplysninger SKAT havde bedt om, og sagsøgeren har redegjort fyldestgørende for situationen. Dette er som allerede nævnt ikke anfægtet nogen steder, hverken af Skattestyrelsen, Skatteankestyrelsen eller Landsskatteretten.

I en anden sag, SKM 2009.39 Ø, havde skattemyndighederne ved et besøg i en virksomhed ikke opdaget, at der ved en fejl ikke var betalt flyrejseafgift. Skatteyderen kunne ikke støtte ret på, at skattemyndighederne ikke havde opdaget denne fejlagtige håndtering.

Der var altså tale om, at skatteyderen ikke direkte havde spurgt til flyafgifterne, og at SKAT derved ikke havde opdaget dette.

I nærværende sag har sagsøgeren helt åbenlyst forklaret alt overfor SKAT, og spurgt direkte til beskatningen af betalingen fra G1-virksomhed til sagsøgeren. Der er således ikke forhold, som SKAT ikke blev gjort bekendt med.

Det er derfor kendetegnende for den praksis der ligger, som også er citeret i den juridiske vejledning afsnit A.A.4.3.3 "Positiv og entydig Indhold", at skatteyderne ikke har en retsbeskyttet forventning om noget mere, eller noget andet, end det SKAT har taget stilling til.

Det er ikke tilfældet i denne sag. Her har SKAT, på et oplyst grundlag, taget stilling til betalingen af boden på 1 mio. EUR og erklæret, at de umiddelbart var enig i skattefriheden af denne betaling.

Var SKAT imidlertid ikke enige, eller i tvivl, skulle SKAT have vejledt sagsøgeren om, at sagen ville overgå til yderligere manuel behandling, idet SKAT var i tvivl om, hvorvidt der var tale om skattefrihed eller skattepligt. Eller som det mindste have vejledt sagsøgeren om, at sagsøgeren ikke kunne støtte ret på svaret.

Sagsøgeren bliver imidlertid ikke vejledt om nogle af disse elementer. Der bliver end ikke anmodet om yderligere materiale, yderligere redegørelse eller andet, herunder eventuel dokumentation for den udbetalte bod.

Det skal endvidere fremhæves, at sagsøgeren i korrespondancen med SKAT har anført præcis de samme faktuelle forhold, som sagsøgeren har anført over for Skattestyrelsen, Skatteankestyrelsen, Landsskatteretten, og som sagsøgeren nu fastholder overfor retten. Der er således ikke på noget tidspunkt ændret i sagsøgerens forklaring/redegørelse omkring grundlaget for betalingen.

Det gøres derfor gældende, at sagsøgeren har en retsbeskyttet berettiget forventning om, at den gennemførte betaling er fritaget for beskatning.

¨¨¨¨

Det fremgår imidlertid klart af sagen, at skattemyndighederne har ændret forklaring om, hvad Skattestyrelsen anså betalingen som værende udtryk for.

Først var der ikke skattefrihed, idet Skattestyrelsen ikke mente, at sagsøgeren stadig havde sin virksomhed.

Da sagsøgeren gjorde Skattestyrelsen opmærksom på, at sagsøgeren fortsat havde sin virksomhed, valgte Skattestyrelsen som det andet at ændre begrundelse for beskatningen til, at der var tale om betaling for sagsøgerens tavshed, idet der i forliget, jf. bilag 7 er indsat en helt almindelig bestemmelse om tavshed i forliget.

Den Sagsøgte har i den forbindelse ikke svaret på sagsøgerens [opfordring 1], hvor sagsøgeren anmodede den sagsøgte om at redegøre for, hvorfor den aftale om tavshed, som fremkommer af bilag 7 skal medføre, at Skattestyrelsen kan betragte sagsøgeren som havende modtaget bestikkelse og betaling for sin tavshed, men den aftale som Skatteminister LK underskrev med de kriminelle bagmænd i 2019 i forbindelse med udbytteskandalen ikke skal føre til det samme resultat for staten eller Skatteministeren.

Landsskatteretten fastholdt i sin afgørelse, at sagsøgeren havde fået betaling for sin tavshed, til trods for, at sagsøgeren ikke har forhold sig tavs, men tvært imod havde oplyst alle myndigheder, samarbejdspartnere mv., om det kriminelle forhold G1-virksomhed har begået.

Det er derfor svært at se, hvad det er sagsøgeren skulle have været tavs omkring.

Tavsheden blev alene et issue, idet skattestyrelsen blev overrasket over, at sagsøgeren stadig havde den virksomhed, som sagsøgeren havde, da han modtog betalingen fra G1-virksomhed.

Men de faktuelle forhold har IKKE forandre sig, eller været forklaret forkert eller anderledes af sagsøgeren, end det sagsøgeren forklarende i forbindelse med henvendelsen til skattestyrelsen.

For retten har skatteministeriet også ændret forklaring omkring de faktuelle forhold løbende. Først fastholdt den sagsøgte den faktuelle grundlag, som skattestyrelsen endte med at træffe afgørelse om, nemlig betaling for tavshed, mens den sagsøgte skatteministeriet i de sidste to processkrifter siger, at der kan være tale om betaling for tavshed ELLER eksempelvis betaling for procesbesparende omkostninger.

Selv den sagsøgte skifte forklaring om/ opfattelse af, hvilket faktisk grundlag der er tale om, endda uden at ville imødekomme sagsøgerens opfordring til afklaring af de faktuelle grundlag, og uden i øvrigt at fremlægge dokumentation for sin påstand, eller i øvrigt anvise hjemmel der skulle gøre 1) betaling for tavshed eller 2) sparede procesomkostninger skattepligtig i henhold til dansk skattelovgivning.

Det gøres derfor samlet set gældende, at sagsøgeren fik en berettiget forventning om skattefrihed ved modtagelse af bodsbetalingen gennem korrespondancen med skattestyrelsen, som følge af en forklaring og faktiske omstændigheder, der på alle tidspunkter har været de samme og af sagsøgeren udlagt som værende de samme.

2. Ikke skattepligtig indkomst efter statsskattelovens § 4

Det gøres gældende, at betalingen ikke kan karakteriseres som en indtægt for sagsøgeren i den forstand eller betydning som anlagt i statsskattelovens § 4, og at betalingen derfor ikke skal medregnes i sagsøgerens skattepligtige indkomstopgørelse.

Selv Indkomstbegrebet er bredt i sin anvendelse, men anvendelsen af statsskattelovens indkomstbegreb i § 4 er ikke ubetinget eller ubegrænset i sin anvendelse. Som det fremgår af loven;

"§ 4

Det fremgår meget tydeligt af statsskatteloven, at der er tale om skattepligt af den skattepligtiges "samlede Aarsindtægter".

Definitionen af indtægter fremgår ikke direkte af loven, men er eksempelvis defineret i skatteretten 1, 6. udgave 2015, side 181 som;

"En gennemlæsning af de mange indtægtstyper giver et indtryk af de underliggende skattepolitiske hensyn. Indtægterne er således kendetegnende ved at omfattet løbende erhvervsmæssige vederlag, uden hensyntagen til den nærmere erhvervsmæssige karakter (litra a), løbende afkast ved udlejning, borforpagtning etc. af formueaktiver, hvad enten disse er af materiel eller immateriel karakter (litra b), øvrige personlige vederlag omfattende embedsbolig, pensioner, ventepenge, livrenter, understøttelser og gaver (litra C), formueafkast herunder renter, udbytter etc. (litra e) samt indtægter fra "lotterispil, samt spil og væddemål" (litra f)." [egen understregning]

Det er hævet over enhver tvivl, at sagsøgeren ikke har vundet i lotteri eller spil. Sagsøgeren har ikke modtaget formueafkast. Sagsøgeren har endvidere ikke modtaget pensioner, ventepenge, livrenter, understøttelser og gaver fra G1-virksomhed.

Der er således heller ikke tale om løbende afkast ved udlejning, borforpagtning etc. af formueaktiver, hvad enten disse er af materiel eller immateriel karakter, idet sagsøgeren ikke har udlejet eller bortforpagtet noget som helst.

Det gøres derimod gældende, i modsætning til det den sagsøgte anførte, at litra a ikke dækker over enhver indtægt, men alene dækker over løbende erhvervsmæssige vederlag uden hensyntagen til den nærmere erhvervsmæssige karakter, altså om der er tale om vederlag for selvstændig virksomhed eller for arbejde i lønmodtagerforhold.

Det gøres samtidig gældende, at sagsøgeren alene modtager beløbet en gang. Der er derfor heller ikke tale om et løbende erhvervsmæssigt vederlag. Der er tale om en engangsbetaling, der tillige ikke er dækket af bestemmelsens øvrige litra b - f.

Det gøres gældende, at der ikke er hjemmel i statsskatteloven til at beskatte sagsøgeren af det engangsbeløb sagsøgeren modtager som betaling for den krænkelse af sagsøgeren, som G1-virksomhed har begået, og som G1-virksomhed tillige har accepteret at have begået allerede fordi, G1-virksomhed indgår forlig herom.

Havde G1-virksomhed ikke begået dette krænkende forhold, ville G1-virksomhed på ingen måde have indgået forlig, for i dette tilfælde ville der ikke være noget at indgå forlig om, da sagsøgeren ikke har solgt noget til, eller haft en aftale med G1-virksomhed, som G1-virksomhed havde misligholdt. Betalingen er alene udsalg af, at G1-virksomhed krænker sagsøgeren ved at sælge produkter, efter end udløbsdato, men med sagsøgeren som ansvarlig producent, hvilket er i strid med lægemiddelloven.

Samtidig gøres det gældende, som ordlyden af statsskattelovens § 4, og litteraturen anfører, den løbende erhvervelse af indkomster fra selvstændigt erhverv eller som lønmodtager, der har været kernen i statsskattelovens anvendelsesområde.

Den sagsøgte har gjort gældende, at der skulle eksistere et "ekstra" bredt indkomstbegreb, der ikke behøver en erhvervsmæssig aktivitet, der understøtter betalinger (altså indkomstbegrebet, ydelse og modydelse), men at også andre engangsbetalinger, der ikke direkte er nævnt i statsskatteloven, som eksempelvis gaver, skulle være skattepligtig i henhold til statsskattelovens § 4, alene af den grund, at skatteyderen modtager disse.

Den sagsøgte har imidlertid ikke fremlagt hverken administrativ praksis eller retspraksis der viser, at ordlyden af statsskatteloven, skatterettens grundlov, skulle indeholde mere, end hvad lovens ordlyd anviser, nemlig at det er den løbende indkomstnydelse, der er skattepligtig.

Statsskatteloven har jo netop taget stilling til engangsbetalinger, der er skattepligtige, hvis de er udtryk for en gave.

Det gøres i den sammenhæng gældende, at betalingen fra G1-virksomhed på ingen måde kan betragtes som en gave, idet sagsøgeren og G1-virksomhed ikke kan antages at være i et "gavemiljø" i forhold til hinanden.

Det der er tale om er en gangs bodsbetaling for den krænkelse som G1-virksomhed har begået mod sagsøgeren, og denne form for engangsbetalinger er direkte fritaget for beskatning efter statsskattelovens § 4, idet statsskattelovens § 4 alene sigter mod den løbende indkomsterhvervelse.

I den sammenhæng skal det fremhæves, at skattestyrelsen jo netop selv har fremhævet i afgørelsen, at der var tale om, at sagsøgeren efter skattestyrelsens opfattelse modtog betaling;

"Ud fra det fremlagte materiale er det vores opfattelse, at der er tale om et vederlag, som du oppebærer personligt for ikke at gå videre med din opdagelse af, at G1-virksomhed har ændret på batchnummeret og holdbarhedsdatoen."

Altså en engangsbetaling for opdagelsen, efter skattestyrelsens opfattelse.

Som det allerede er nævnt, har forfatterne til skatteretten 1, 6. udgave 2015 på side 181 anført den skattepolitiske hensigt bag statsskattelovens § 4. På side 195 fremhæver forfatterne imidlertid, hvad der konkret skal forstås med lovens årsindtægtsbegreb, altså indkomsten.

Det fremgår af side 195;

"SL § 4, litra a, omhandler ethvert vederlag eller overskud fra personlig virksomhed med de undtagelser, der følger af SL § 5. Som det fremgår, har statsskattelovens fædre navnlig haft erhvervsmæssig virksomhed for øje, hvad enten denne udøves som selvstændig personlig virksomhed, ved deltagelse i interessentskab, kompagniskab m.v. eller ved lønmodtagervirksomhed."

Det fremstår igen meget klart, at det udelukkende er levering mod vederlag, der er skattepligtig i henhold til statsskattelovens § 4, litra a.

Det fremgår videre af skatteretten 1, 6. udgave side 196;

"bestemmelsen omfatter herudover ethvert vederlag i form af honorar m.v. uden hensyntagen til, om den honorerede virksomhed hverken kan betegnes som lønmodtagervirksomhed eller selvstændig erhvervsvirksomhed."

Dette kunne umiddelbart henlede opmærksomheden på andre typer vederlag, end dem der udspringer af den løbende indkomst erhvervelse, men længere nede på samme side anfører forfatterne om honorar og dettes kendetegn, at det er;

"… kendetegnende for honorarvirksomhed, at dette omfatter enkeltstående personlige ydelser ofte af intellektuel karakter, der vederlægges med et fast honorar."

Det fremgår derfor endnu engang meget klart, at de indkomster, der skal indgå i årets samlede indkomster efter statsskattelovens § 4, stammer fra levering mod vederlag i en erhvervsmæssig sammenhæng, enten som selvstændig, som lønmodtager eller som honorarmodtager.

Det gøres gældende, at uanset hvilken af de tre former, skal der dog leveres en vare eller ydelse for at modtage vederlaget, hvis vederlaget skal være skattepligtigt.

Sagsøgeren har ikke leveret noget til G1-virksomhed, for at modtage betalingen på den 1 mio. EUR. Sagsøgeren havde allerede år forinden solgt, og indtægtsført det vederlag, som sagsøgeren modtog, da sagsøgeren solgte lusesnapperne til G1-virksomhed. Sagsøgeren leverede heller ikke nogen ydelse til G1-virksomhed i forbindelse med forliget.

Det gøres derfor også gældende, at sagsøgeren ikke har, eller kan antages at have leveret noget som helst til G1-virksomhed i forbindelse med forliget. Forliget bliver indgået for at parterne sammen kunne bestemme, hvilken bod G1-virksomhed skulle betale til sagsøgeren for at have krænket sagsøgeren i henhold til lægemiddelloven, ved at sælge de af sagsøgeren købte produkter efter deres udløbsdato, ved at fjerne Batchs-nummeret på produkterne, hvilket også er i strid med lægemiddelloven, og ved at sælge varerne efter forfalskning i sagsøgerens navn, hvilket er i strid med varemærkeloven.

Den betaling, der bliver betalt som følge af forliget, skal heller ikke dække et konstateret tab fra sagsøgerens side. Sagsøgeren har ikke lidt noget økonomisk tab, eksempelvis ved manglende indkomst eller tab af indkomstgrundlag, idet sagsøgeren allerede havde solgt varerne til G1-virksomhed, og modtaget betaling herfor, hvilket allerede år forinden var blevet beskattet i Danmark.

Det eneste, sagsøgeren udsættes for, er en krænkelse af sagsøgerens professionelle navn ved, at produkter bliver solgt i sagsøgerens navn efter, at Batchnummer og udløbsdato er fjerne/ændret.

Det gøres derfor gældende, at sagsøgeren ikke har modtaget et vederlag omfattet af statsskattelovens § 4, eller nogen anden speciallovgivning, men modtaget en bodsbetaling for den krænkelse sagsøgeren blev udsat for af G1-virksomhed, hvilket der ikke er hjemmel til at beskatte, hverken i statsskatteloven eller speciallovgivning på skatteområdet.

Det forhold, at Landsskatteretten 1) ikke foretager en vurdering af, hvorvidt der er tale om en allerede beskattede eller 2) ikke undersøger om der er tale om en skattefritaget overførelse, gør ikke i sig selv overførelsen skattepligtig.

Det gøres gældende, at Landsskatteretten end ikke har foretaget den nødvendige vurdering i relation til skattepligt efter statsskattelovens § 4, idet Landsskatteretten alene konstaterer, at sagsøgeren ikke har dokumenteret, at de midler der indsættes på kontoen i Y4-land, stammer fra allerede beskattede midler.

Men denne vurdering er som anført toleddet. Enten stammer midlerne fra allerede beskattede midler, hvilket ikke er tilfældet i denne sag, hvorfor sagsøgeren i første omgang spørger Skattestyrelsen, hvordan overførelsen til kontoen i Y4-land skal håndteres, altså om der så i stedet er tale om en skattefritaget betaling.

Sagsøgeren anmoder tillige om bindende svar fra skattestyrelsen for at få dette forhold afklaret, men skattestyrelsen afviser at svare på dette, idet sagsøgeren ikke kan oplyse navnet på G1-virksomhed på dette tidspunkt, jf. bilag 16.

Landsskatteretten vurderer slet ikke, om der er tale om en bod, der er fritaget for beskatning.

Landsskatteretten antager bare, som Skattestyrelsen, at sagsøgerens betaling er udtryk for betaling for tavshed i henhold til forligsaftalen, og undlader derfor helt at undersøge, om det måske var mere nærliggende, som sagsøgeren har gjort gældende under hele sagen, at der var tale om betaling for den krænkelse, som G1-virksomhed beviseligt har udsat sagsøgeren for.

Begrundelse som landsskatteretten og skattestyrelsen anvender, og som den sagsøgte skatteministeriet fastholde runder denne sag, medfører i stedet, at det er sagsøgeren, og ikke G1-virksomhed, der har begået et kriminelt forhold, idet Landsskatterettens afgørelse om beskatning bygger på, at sagsøgeren har fået betaling for sin tavshed, hvilket er modtagelse af bestikkelse, der er et kriminelt forhold efter dansk strafferet.

Det er derfor AFGØRENDE vigtigt, at retten forholder sig til, om 1) skattestyrelsen har kompetencen til at vurdere, at sagsøgeren skal beskattes som følge af, at sagsøgeren har begået et strafbart forhold, 2) om skattestyrelsen har kompetencen til at vurdere, at G1-virksomhed IKKE har begået et strafbart forhold i henhold til lægemiddelloven, og at det derfor ikke er en bodsbetaling, der overføres til sagsøgeren og 3) om den sagsøgte skatteministeriet helt kan undlade konkret at fastslå, hvad det er for en betaling sagsøgeren modtager for at definere den konkrete beskatning dette aktiv skal underlægges.

Det gøres gældende, at der IKKE er kompetence til denne strafferetlige vurdering, som den sagsøgte selv anfører i duplikken, hvorfor skattestyrelsen og landsskatterettens afgørelse må være ugyldige.

Skattemyndighederne, både skattestyrelsen, landsskatteretten og skatteministeriet anviser således, at Sagsøgeren skulle have gjort sig skyldig i et strafbart forhold (modtagelse af bestikkelse), selvom hverken skattestyrelsen, landsskatteretten, ombudsmanden eller skattestyrelsens borger og retssikkerhedschef vil politianmelde sagsøgeren for dette forhold.

Sagsøgeren har endda forsøgt at lave en selvanmeldelse, men dette ville politiet ikke modtage.

Det skal imidlertid gentages, at det ikke er sagsøgeren der begår et kriminelt forhold for at modtage betalingen - altså modtagelse af bestikkelse.

Som allerede skrevet, så har sagsøgeren forsøgt at få politi, Skatteministeriets Borger og retssikkerheds-chef, jf. bilag 10 og bilag 11 og Folketingets ombudsmand, jf. bilag 12 og bilag 13 til at tage stilling til.

Politiet afviste som skrevet at starte en undersøgelse af sagsøgeren og henviste til, at Skattestyrelsen måtte anmelde sagsøgeren til politiet. Det har hverken Skattestyrelsen, Skatteankestyrelsen, Landsskatteretten eller borger og retssikkerhedschefen villet gøre, selvom både skattestyrelsen og landsskatteretten bygger beskatningsgrundlaget på en antagelse om, at sagsøgeren har modtaget betaling for sin tavshed - altså modtaget bestikkelse.

Det gøres derfor gældende, at der ikke er noget legitimt grundlag der underbygger Skattestyrelsen og Landsskatterettens beskatningsgrundlag som værende betaling for tavshed. Ingen instanser har villet tage stilling til dette, end ikke politiet, men alligevel er der truffet afgørelse om beskatning af sagsøgeren som følge at modtaget betaling for tavshed.

Det fremgår derudover af den almindelige forvaltningsret, at myndighederne kan og skal foretage vurderingen af, om et forhold falder inden for en given bestemmelse eller ikke, den retlige kvalifikation, jf. eksempelvis Niels Fenger i Forvaltningsret, 2018, s. 491):

"Hvor det hører med til en forvaltningsmyndigheds opgave at vurdere spørgsmål, som forudsætter særlig sagkundskab, følger det af officialmaksimen, at myndigheden har ansvaret for, at den nødvendige sagkundskab inddrages i de konkrete sager. Er myndigheden ikke selv i besiddelse heraf, måden rette henvendelse til andre myndigheder eller eventuelt til private virksomheder. F.eks. er det ved virksomhedsgodkendelser efter miljøbeskyttelsesloven almindeligt at kommuner inddrager rådgivende ingeniørfirmaer, jf. om privat bistand til sagsoplysningen også kapitel, afsnit 3.3."

Det fremgår således også meget klart, at i tilfælde, hvor myndighedens afgørelse kræver særlig sagkundskab, skal myndigheden, for at overholde officialprincippet, indhente sagkundskab til at vurdere spørgsmålet.

Skattestyrelsen har til brug for afgørelsen foretaget en selvstændig vurdering af, om der overfor sagsøgeren er begået et strafbart forhold, en krænkelse af sagsøgeren ved, at G1-virksomhed i strid med lægemiddelloven og det bagvedliggende direktiv, idet G1-virksomhed, efter udløbet af produktets udløbsdato bringer produktet i omsætning i sagsøgerens navn, og med sagsøgerens producentinfo.

Baggrunden for denne vurdering er, at der, i henhold til skatterettens almindelige principper, som det fremkommer af statsskattelovens § 4 - 6, ikke skal gennemføres nogen beskatning af skatteyderen, hvis denne skatteyder har modtaget en bodsbetaling for den krænkelse skatteyderen har været udsat for.

Det kræver således en vurdering af den bagvedliggende situation/hændelse, før nogen myndighed kan foretage en retlig en retlig kvalifikation af, om der er tale om udbetaling af en skattefri bodsbetaling. Denne vurdering har Skattestyrelsen selv foretaget og kommet frem til den vurdering, at der ikke skulle være foretaget/gennemført noget strafbart forhold imod sagsøgeren, der kan berette en skattefritaget bodsbetaling for denne krænkelse, der er konsekvensen af overtrædelsen af lægemiddelloven i sagsøgerens navn.

Nu anføres det imidlertid af Skatteministeriet, at Skatteministeriet ikke kan vurdere et strafbart forhold, idet Skatteministeriet ikke har kompetence til at foretage denne vurdering.

Dette må være et udslag af det anførte af den nuværende ombudsmand i dennes bog forvaltningsret, som der er henvist til oven for, hvorefter vurderingen af det strafbare forhold kræver særlig sagkundskab, som Skatteministeriet eller skattestyrelsen ikke er i besiddelse af, men måske vil være til rådighed i en anden myndighed.

Skattestyrelsen har dog ikke ulejliget sig med at efterleve den forpligtelse, som den nuværende ombudsmand anfører i det oven for citerede, at det alene er i overensstemmelse med officialprincippet, hvis Skattestyrelsen konsulterer sagkundskab for at foretage en vurdering til brug for at udfylde reglen. Her reglen om, at der er skattefrihed for bodsbetalinger, hvis forholdet kan kvalificeres som en bod.

Endnu værre er det, at skatteministeriet i duplikken anfører, at Skatteministeriet end ikke har kompetence hertil.

Skatteministeriet starter således med at anføre, at skatteministeriet ikke kan foretage vurderingen, men undlader at få sagkundskaben til så at foretage denne undersøgelse. I duplikken anfører skatteministeriet at skatteministeriet set ikke har kompetence dertil, men får fortsat ikke sagkundskaben, som ombudsmanden foreskriver det, til at foretage vurderingen, så der kan blive klarhed over det faktum, som skattestyrelsen, landsskatteretten og skatteministeriet vil lægge til grund for beskatningen, så retten kan træffe en korrekt afgørelse.

Det faktuelle grundlag skal fastlægges helt præcist, for Skattestyrelsen har gjort gældende, at;

1)  der er ikke sket noget strafbart i forholdet mellem sagsøgeren og G1-virksomhed,

2)  betalingen kan således ikke være udtryk for en bodsbetaling, for dette kræver et strafbart forhold,

3)  men sagsøgeren har fået betaling for ikke at gå videre med sit krav, som

Men hvad skulle det krav være opstået på baggrund af, hvis ikke det er på baggrund af den krænkelse af sagsøgerens produkt og producentnavn?

Trods sagsøgerens mange opfordringer til den sagsøgte for at få den sagsøgte til at tage stilling til, hvad det er for et grundlag sagsøgeren er sat i skat af, har den sagsøgte skatteministeriet ikke ville besvare disse. Det må klart komme skatteministeriet processuelt til skade.

Det gøres derfor gældende, at skattestyrelsen har truffet afgørelse på baggrund af et faktum, der bygger på, at der ikke er begået noget strafbart forhold mod sagsøgeren - på trods af, at det G1-virksomhed gør, er i direkte strid med, og strafbart i henhold til lægemiddelloven, der bygger på EU-direktiv og varemærkeloven, men samtidig, at der skulle være indgået et forlig mellem G1-virksomhed og sagsøgeren om, at der bliver betalt for, at sagsøgeren ikke går videre med sit krav.

Man kan hertil opstille de retoriske spørgsmål, hvordan skulle der være opstået et krav mellem G1-virksomhed og sagsøgeren, hvis ikke G1-virksomhed skulle have begået et strafbart forhold?

Sagsøgeren har ikke leveret nogen ny ydelse eller vare til G1-virksomhed, hvorfor kravet ikke kan opstå på den baggrund.

G1-virksomhed har ikke misligholdt en aftale mellem sagsøgeren og G1-virksomhed, hvorfor der ikke kan opstå et krav som følge af erstatning for misligholdelse af kontrakt.

Det eneste, der medfører et krav, er, at G1-virksomhed i strid med lægemiddelloven, der bygger på EU-direktiv, og varemærkeloven, på strafbar måde, krænker sagsøgeren, hvilket medfører, at sagsøgeren har et bodskrav mod G1-virksomhed, som indfries ved et forlig.

Sagsøgeren når imidlertid, jf. bilag 3 og bilag 4 at rette henvendelse til G3-virksomhed, der havde købt de forfalskede Lusesnappere af G1-virksomhed, til de danske lægemiddelmyndigheder, jf. bilag 17 og til G4-virksomhed, jf. bilag 15, hvor varerne blev solgt.

Alle relevante parter, der kunne have en interesse i at vide, at G1-virksomhed havde forfalsket sagsøgerens produkt var informeret, før der blev indgået aftale om bodsbetaling, hvori tavshedsklausulen var indarbejdet.

Herudover henvendte G1-virksomhed sig selv til de Y2-landsk lægemiddelmyndigheder. Det gøres derfor gældende, at det efter alt at dømme må være en værdiløs klausul, der imidlertid er en almindelig fast bestanddel af ethvert forretningsmæssigt forlig, der ikke i sig selv repræsenterer nogen værdi for parterne. Men betaling for tavshed - det er det ikke. Dertil har sagsøgeren kontaktet alle der kunne have en interesse i G1-virksomheds forseelse.

Hertil skal tillige anføres, at der ikke fremgår noget som helst i forliget om, at sagsøgeren skal tilbagebetale helt eller delvist den 1 mio. EUR, hvis tavsheden brydes. Hvis det var betaling for tavshed, ville det være naturligt at brud på tavsheden var sanktioneret i tavshedsklausulen, hvis tavsheden var det afgørende for forliget.

Det fremgår imidlertid intet sted af bilag 7, bilag A, at en brud på tavsheden har nogen form for konsekvens for sagsøgeren, hvorfor det alene af den grund virker besynderligt, når skattestyrelsen, landsskatteretten og skatteministeriet lægger til grund som et faktum, at betalingen på 1 mio. EUR er betaling for tavshed, når G1-virksomhed ikke selv har sikret tilbagebetaling af den ene mio. EUR, hvis sagsøgeren brød tavsheden.

Det har derfor forholdets natur imod sig, lige som det ikke fra skattestyrelsen, landsskatteretten eller skatteministeriets side er dokumenteret, dels at der skulle være tale om betaling for tavshed, dels hvis dette var tilfældet, hvad værdien så er, nu parterne selv, herunder særligt G1-virksomhed der betaler boden, ikke har sikret sig sanktion for overtrædelse af tavsheden, hvis de skulle have betalt 1 mio. EUR for denne tavshed og dels det forhold, at sagsøgeren har oplyst og haft kontakt til alle parter, som G1-virksomhed kunne være interesseret i, at sagsøgeren ikke tog kontakt til, herunder samarbejdspartnere og myndigheder.

Det gøres derfor gældende, at både Landsskatteretten og Skattestyrelsen og nu også skatteministeriet, i direkte modstrid med Ombudsmandens rapport af 22. marts 2018, blot indsætter et faktum - en virkelighedsopfattelse - der på ingen måde er underbygget af subjektive eller objektive kendsgerninger, blot for at gennemføre en beskatning.

Det eneste faktum der er underbygget, både objektivt og subjektivt er sagsøgerens, idet sagsøgeren har fremlagt bilag 6, bilag 7 og bilag 14 der viser, at G1-virksomhed erkender at have begået det strafbare forhold, at forfalske sagsøgerens produkt, at have solgt det, selvom der var aftale om ikke at gøre dette, at anerkende at skulle betale en bod for sin brøde.

Som svar på sagsøgerens opfordringer omkring beskatningsgrundlaget ender skatteministeriet med at anføre i duplikken, at Skattemyndighederne ikke skal anvise, hvad der er grundlaget for en given beskatning.

Dette harmonerer dårligt med det anførte oven for af den nuværende ombudsmand. Skattemyndighederne skal netop, i overensstemmelse med officialprincippet, vurdere faktum, før der kan træffes en gyldig afgørelse.

Denne retlige kvalifikation kræver et givet faktum til at styre den retlige kvalifikation, og har skattemyndighederne ikke selv denne sagkundskab, som det allerede er anført af Skatteministeriet ikke er tilfældet, skal sagkundskaben konsulteres, for en afgørelse er i overensstemmelse med Officialprincippet.

Det har Skattemyndighederne ikke på noget tidspunkt. Skattestyrelsen har anført, at der ikke kan være tale om en skattefritaget bodsbetaling, idet der ikke er begået noget strafbart forhold mod sagsøgeren. Igen en kvalifikation af et strafbart forhold, som Skatteministeriet direkte i duplikken anfører, skattemyndighederne ikke kan foretage.

Skatteministeriet kommer i stedet med en meget vag formulering om, at " Ud fra forligsteksten kunne betalingen være et udslag af procesøkonomiske overvejelser. Af forligsteksten fremgår også en tavshedsklausul."

Korrekt, men det kunne også være som sagsøgeren anfører, at det er en bodsbetaling for den kriminelle handling, som G1-virksomhed har begået i sagsøgerens navn, hvilket i øvrigt er dokumenteret som tilfældet i bilagsmaterialet.

Det er netop derfor der i dansk forvaltningsret eksisterer et officialprincippet. Myndighederne skal foretage en fyldestgørende undersøgelse af, hvilket faktum, der skal finde anvendelse, og derefter anvende jus på dette faktum. Den retlige kvalifikation.

Det gøres i den sammenhæng gældende, at Skattestyrelsen og nu Skatteministeriet foretager en omvendt vurdering - en procedure der er i strid med forvaltningsloven. Skattemyndighederne har fundet den jus, der vil medføre beskatning for sagsøgeren, og skattemyndighederne undlader herefter at konsultere fagkundskaben, som ombudsmanden udtrykkeligt har udtalt, at myndighederne er forpligtet til, til at vurdere, om det faktum, man afviser, også kan afvises. Det er i bedste fald i strid med god forvaltningsskik.

Dertil skal det anføres, at Skattestyrelsen og Landsskatteretten har lagt til grund, at sagsøgeren skulle have modtage betaling for tavshed, grundet tavshedsklausulen i forligsteksten.

Hvis dette forhold skal stå til troende, vil Skattestyrelsen og Skatteministeriet beskatte sagsøgeren for at have modtaget bestikkelse, uden Skatteministeriet også her har indhentet en sagkyndig udtalelse fra eksempelvis politiet om, hvorvidt der kan være tale om bestikkelse.

Skulle man endelig følge Skatteministeriets påstand om betaling for tavshed, savner denne påstand i øvrigt enhver form for proportionalitet.

Man kunne stille det retoriske spørgsmål, hvem skulle være villig til at betale 1. mio. EUR for, at sagsøgeren skulle påtage sig en tavshedsklausul efter, at sagsøgeren, som det allerede er dokumenteret i sagen, har oplyst de danske lægemiddelmyndigheder, de Y2-landsk lægemiddelmyndigheder, G1-virksomheds samarbejdspartnere, der havde aftaget de ulovligt omsatte varer samt erhververe af produkterne om, at G1-virksomhed havde solgt varerne i strid med reglerne på lægemiddelområdet, og at varerne var udløbet rent datomæssigt.

Det savner derfor enhver proportionalitet og logik at antage, at det skulle være et udslag af betaling for tavshed eller i øvrigt procesøkonomi, som anført af Skatteministeriet, at nogen skulle betale for noget, der i virkeligheden ikke er noget værd.

Skattestyrelsen har heller ikke foretaget nogen vurdering af værdien af en eventuel tavshedsklausul.

Det forhold virker i sig selv som værende i strid med officialprincippet og god forvaltningsskik, at Skattestyrelsen, og nu Skatteministeriet antager, at betaling alene kan dække over et forhold, betaling for tavshed, og at denne betaling skulle kunne udløse en betaling på 1. mio. EUR. Dette er en helt uproportionel antagelse af anføre.

Det gøres derfor sammenfattende gældende, at sagsøgerens ikke er skattepligtig af betalingen som en betaling for tavshed, idet dette vil medføre en betragtning om, at sagsøgeren har begået et strafbart forhold, som ingen myndighed har kompetence til at vurdere, hvorfor dette ikke kan lægges til grund for beskatningen.

Det gøres ligeledes sammenfattende gældende, at sagsøgeren ikke kan være skattepligtig af 1 mio. EUR ud fra en betragtning om, at der skulle være betaling for tavshed, idet en tavshedsklausul i en forretningsmæssig aftale normalt ikke repræsentere nogen selvstændig værdi, og særlige ikke gør det i denne sag, idet alle interesserede parter er gjort opmærksom på G1-virksomheds lovbrud.

3. Betaling af skattefritaget bodsbetaling

Det gøres gældende, at i tilfælde af at betalingen under alle omstændigheder har karakter af en bod.

En bod er ifølge Den juridiske vejledning afsnit C.C.2.2.2.17 vedrørende udgiftssiden defineret som følgende:

"Ordet betyder bedring, dvs. genopretning, og er for det første en økonomisk sanktion mod fx en arbejdsgiver for at have brudt en faglig overenskomst.

Dernæst kan bod betyde en økonomisk oprejsning, som "skadevolder" skal betale til "skadelidte" uden hensyn til, hvor stort det lidte tab er. Bod er i den betydning en mellemting mellem en straf og en erstatning."

Dette er definitionen ud fra et udgiftsmæssigt perspektiv, men ud fra skatterettens symmetri, kan begrebsdannelsen ikke være anderledes, for den person der modtager bodsbetalingen.

Det fremgår således ikke noget sted, at det er en betingelse for, at en betaling kan være omfattet af begrebet "bod", at betaling af boden skal ske som følge af nærmere defineret misligholdelse, som skattemyndighederne har gjort gældende, der er defineret og aftalt på forhånd og dermed før det sanktionsudløsende forhold er indtrådt.

Derimod er det ifølge SKATs egen juridiske vejledning, alene en betingelse, at der er tale om en økonomisk sanktion.

Herudover fremgår det af det ovenfor citerede fra SKATs juridiske vejledning, at en bod kan betyde en økonomisk oprejsning uden hensyn til, hvor stort det lidte tab er.

Det gøres derfor også gældende, at der dermed ikke behøver at være lidt noget økonomisk tab, idet boden er en genopretning af den krænkelse, som skadevolderen har forvoldt på skadelidte, hvilket ikke behøver at være økonomisk, men kan være faktisk, omdømmemæssigt, psykisk mv.

Sagsøgeren har i processkrifterne sammenlignet sagen med de bodsbetalinger, som en lang række unge danske mænd og kvinder er blevet dømt til at betale til en unge kvinde, hvis billeder og video de har delt i den medieomtalte "Umbrella-sag".

I "Umbrella-sagen" får en ung kvinde delt billeder af sig selv i afklædt tilstand. De unge mænd og kvinder, der har delt disse billeder, er dømt til at betale en bod til kvinden.

Ikke en erstatning for et lidt økonomisk tab, for det har kvinden ikke lidt, men en bod for den krænkelse disse unge mænd og kvinder har forvoldt den unge kvinde.

I et sådan tilfælde vil der også være tale om en skattefritaget bodsbetaling fra de unge mænd og kvinder, der har delt kvindens billeder, til den unge kvinde, idet også denne bodsbetaling falder ind under definitionen i den juridiske vejledning.

Uden at situationerne er direkte sammenlignelige medfører Skattestyrelsen og Landsskatterettens afgørelse alligevel, at der sker en skattemæssig forskel på den krænkelse sagsøgeren har været udsat for og den krænkelse den unge kvinde har været udsat for.

Sagsøgerens produkter er blevet forfalsket, solgt selvom de har været over sidste anvendelsesdato, med de mulige skader dette kunne have forvoldt på anvenderne af produkterne, med et personligt ansvar for sagsøgeren som producent og registreringsindehaver ved lægemiddelmyndighederne, samt den personlige og navnemæssige krænkelse dette medfører.

Sagsøgeren har heller ikke lidt noget økonomisk tab, idet sagsøgeren allerede havde solgt produkterne til G1-virksomhed, modtaget betaling herfor, og selvangivet dette.

Derfor er der alene tilbage, at sagsøgeren bliver krænket, idet G1-virksomhed forfalsker produktet, erkender dette, og betaler sagsøgeren en bod for denne krænkelse vis det forlig der indgås mellem sagsøgeren og G1-virksomhed.

Begrebet "bod" er ligeledes defineret flere steder i civilretten, herunder særligt i formueretten.

For så vidt angår betydningen af den civilretlige regulering i skatteretten, henvises der i det hele til afgørelsen SKM 2004.297 H, samt Nikolaj Vinthers ph.d.-afhandling "civilrettens styring af skatteretten.

Det fremgår af Højesterets præmisser, og af Nikolaj Vinthers bog, at i tilfælde, hvor skattemyndighederne ønsker en anden begrebsdannelse end civilretten opstiller, skal der være en klar hjemmel der foretager en definition.

Det er der ikke vedrørende bod, hvorfor civilretten må lægges til grund i skatteretten for så vidt, angår dette punkt.

I Den Store Danske juridiske ordbog er "bod" defineret af Mads Bryde Andersen som følgende:

"… i ældre dansk ret var bod en økonomisk oprejsning, som skadevolder skulle betale skadelidte uden hensyntagen til tabets størrelse. Bod var således en mellemting mellem straf og erstatning. I dag findes begrebet i aftaler om konventionalbod (i visse aftaleforhold kaldet dagbod)." [egen understregning]

Her fremgår det således ikke som en betingelse - eller som et typetilfælde - at boden er aftalt på forhånd, det vil sige på et tidspunkt, der ligger forud for det tidspunkt, hvor det sanktionsudløsende forhold indtræder.

Det vigtige er, at boden står i stedet for en erstatning, idet boden er udtryk for reguleringen mellem parterne af et forhold, der ikke har de almindelige erstatningsretlige forudsætninger for lidt økonomisk tab m.m., og som skal pålægge den ene part en straf for den krænkelse, denne part har påført den anden.

I dette tilfælde kan sagsøgerens sag dog sammenlignes med den unge kvinde, hvis nøgenbilleder bliver delt. Hun lider heller ikke noget økonomisk tab der kan erstattes. Hun ville således ikke kunne opnå en erstatning efter den almindelige erstatningsret. Hun mister ikke sit indkomstgrundlag, men bliver udsat for en personlig krænkelse, hvorfor de unge mænd og kvinder skal betale en bod til hende.

Det samme med sagsøgeren. Registreringen i lægemiddelstyrelsen er personlig, hvorfor den krænkelse der sker fra G1-virksomheds side, er direkte personlig i relation til sagsøgeren, lige som den krænkede kvinde med billederne.

Sagsøgeren mister heller ikke sit indkomstgrundlag eller en manglende indkomst eller lider et økonomisk tab, hvorfor sagsøgeren heller ikke efter den almindelige erstatningsret kunne opnå erstatning. Sagsøgerens bliver blot personligt krænket, grundet den lovovertrædelse G1-virksomhed foretager, og for denne krænkelse aftaler parterne en bodsbetaling. Der er ikke i civilretten forskel på behandlingen af en aftalt bod og en idømt bodsbetaling, hvorfor disse begge efter skatteretten er fritaget i henhold til statsskattelovens § 5.

Hertil kan tilføjes, at krænkeren i sagsøgerens sag selv omtaler betalingen som en bøde/bod, jf. bilag 18, før der indgås aftale om betaling af den ene mio. EUR, hvilket også stemmer godt overens med den danske definition, at bod er dels pålæggelse af straf og erstatning for noget andet end et økonomisk tab.

Det gøres derfor gældende, at betalingen ikke skal medregnes i sagsøgerens skattemæssige indkomst-opgørelse, idet der er tale om en bodsbetaling for genopretningen af den krænkelse, G1-virksomhed har begået mod sagsøgeren, der i henhold til statsskattelovens §§ 4 - 6 IKKE er skattepligtig, idet en bodsbetaling er fritaget efter § 5, hvorfor sagsøgerens skattepligtige indkomst skal nedsættes til kr. 0.

Hjemvisning

Som det fremgår af beskrivelsen oven for, og af de fremlagte faktuelle forhold, så er sagsøgeren stadig, på dagen for hovedforhandlingen, i tvivl om, hvad det konkret er skatteministeriet og skattestyrelsen/landsskatteretten, beskatter sagsøgeren af.

Er det betaling for tavshed, altså en beskydning mod sagsøgeren om, at sagsøgeren selv har begået et strafbart forhold, ved at modtage bestikkelse for at bevare sin tavshed?

Er det betaling for at have sparet procesomkostninger i stedet for at have ført en sag mod G1-virksomhed for at blive tilkendt en bod fra domstolene, som sagsøgeren med sikkerhed ville have været blevet idømt, grundet G1-virksomheds overtrædelse af lægemiddeloven, og det dertil hørende EU-direktiv?

Er det blot en skattepligt, alene af den grund, at midlerne tilgår sagsøgerens konto, uden skattestyrelsen, landsskatteretten eller skatteministeriet i øvrigt skal tage stilling til, hvad faktum denne betaling dækker over, så sagsøgeren er bevidst om det jus der herefter kan anvendes?

Det fremgår også meget tydeligt, at skattestyrelsen, landsskatteretten og skatteministeriet, i strid med det der fremgår af Niels Fengers bog almindelig forvaltningsret, IKKE konsulterer fagkundskaben for at fastslå, dels om der er begået et strafbart forhold af G1-virksomhed over for sagsøgeren således, at der er grundlag for at ifalde bodsbetaling. Skattestyrelsen antager i stedet blot, at dette ikke er tilfældet, at de ikke kan se det strafbare forhold. Landsskatteretten tager slet ikke stilling til spørgsmålet og skatteministeriet anfører, at skatteministeriet IKKE har kompetence til at vurdere forholdet, MEN vil alligevel fastholde afgørelsen fra skattestyrelsen, der bygger på denne antagelse.

Det fremgår heller ikke, at skattestyrelsen, landsskatteretten eller skatteministeriet har konsulteret fagkundskaben i overensstemmelse med Niels Fengers anførte krav til den offentlige forvaltning, da skattestyrelsen, stadfæstet af landsskatteretten beslutter, at sætte sagsøgeren i skat af en betaling for tavshed. Ingen af disse forvaltningsretlige organer spørger politi eller andre, om der er tale om bestikkelse. Skattestyrelsen antager blot, at skattestyrelsen kan bestemme, at betaling for tavshed ikke er det samme som at anklage og sætte sagsøgeren i skat af et kriminelt forhold, UDEN at dette kriminelle forhold er fastslået ved dom.

Skatteministeriet fastholder også på dette punkt skattestyrelsens anbringende, men anfører samtidig på sagsøgerens opfordringer, at skatteministeriet ikke har kompetence til at vurdere strafbare forhold - men for alligevel ikke afklaret spørgsmålet med fagkundskaben i andre ministeriet/styrelse eller politi/anklagemyndighed.

Sagen bygger således på en fuldstændig udokumenteret påstand om, at sagsøgeren skulle have modtaget betaling for tavshed - altså have begået et kriminelt forhold ved at modtage bestikkelse, uden at dette på noget tidspunkt er fastslået ved dom.

Da skatteministeriet bliver opfordret til at tage stilling til denne påstand er svaret i stedet, at skattemyndighederne slet ikke skal anvise, hvad det er sagsøgeren bliver beskattet af. Men det er jo ikke tilfældet. Det følger direkte af skatteforvaltningsloven og forvaltningsloven, at borgerne på en klar og præcis måde skal kunne identificere og imødegå de afgørelser, staten vil træffe imod dem.

Det gøres derfor gældende, at sagen her er så uoplyst og uklar for sagsøgeren fra skattestyrelsen side, at hvis ikke retten kan give sagsøgeren medhold i den principale påstand, skal sagen hjemvises til fornyet behandling ved skattestyrelsen så sagsøgeren bliver i stand til at identificere, hvad det er skattemyndighederne mener, sagsøgeren har modtaget af skattepligtig indkomst/betaling.

…"

Skatteministeriet har i sit påstandsdokument anført:

" 2. ANBRINGENDER

2.1 Beskatning af det modtagne beløb

Skatteministeriet gør overordnet gældende, at sagsøgeren er skattepligtig af det beløb på 7.435.900 kr., som sagsøgeren modtog i indkomståret 2016, i forbindelse med den indgåede aftale med G1-virksomhed., jf. statsskattelovens § 4.

Statsskattelovens indkomstbegreb i § 4 er meget bredt, jf. også ordlyden af bestemmelsen, som angiver, at de opregnede indtægter alene er eksempler på skattepligtige indtægter. Udgangspunktet efter statsskattelovens § 4 er således, at alle indtægter regnes med ved indkomstopgørelsen og er skattepligtige, uanset om de indgår i bestemmelsens opregning af indtægter, medmindre de er omfattet af undtagelserne i statsskattelovens § 5 eller andre lovbestemmelser. Det fremgår endvidere af statsskattelovens § 4, at al indkomst er skattepligtig, hvad enten den hidrører fra Danmark eller udlandet.

Både engangsindtægter og tilbagevendende indtægter er skattepligtige i henhold til statsskattelovens indkomstbegreb i § 4.

Det påhviler sagsøgeren at godtgøre, at det omhandlede beløb på 7.435.900 kr., der ubestridt er modtaget af sagsøgeren, er undtaget fra beskatning, jf. UfR2011.1599H og SKM2008.905.HR.

Denne bevisbyrde har sagsøgeren ikke løftet.

Beløbet er modtaget af sagsøgeren i henhold til en forligsaftale indgået med G1-virksomhed (bilag 7).

Ifølge indholdet af den indgåede forligsaftale er der ikke grundlag for at anse beløbet for at være undtaget fra beskatning. Sagsøgerens synspunkter vedrørende beløbets kvalificering har ikke støtte i indholdet af det forlig, som sagsøgeren har tiltrådt.

Beløbet på 7.435.900 kr. kan ikke sidestilles med en erstatning, der er fritaget fra beskatning.

Ifølge forligsaftalen er der således ikke fastlagt eller anerkendt et tab. Der kan bl.a. henvises til forligets afsnit C under "Recitals"/"Indledning" (bilag 7, side 2, afsnit C), hvor følgende er anført:

"Certain differences of opinions and/or disputes between the parties are still pending in relation to the damages that the Company alleges that is has suffered as a consequence of the distribution and commercialization of the Units by G1-virksomhed (the “Disputes")".

“Der verserer fortsat uenigheder og/eller tvister mellem Parterne i relation til de skader, som Selskabet hævder at have lidt som konsekvens af G1-virksomheds forhandling og kommercielle udnyttelse af enhederne (herefter "Tvisterne").

Det fremgår også af forligets afsnit G under "Recitals", at der ikke er anerkendt noget krav (bilag C, side 3, afsnit G).

Sagsøgeren har da også selv oplyst, at han ikke har lidt noget tab, jf. stævningen, side 12, 4. afsnit.

Sagsøgerens synspunkt om, at der er tale om en aftalt bod/konventionalbod, (stævningen side 12, 4. og 6. afsnit) har heller ikke støtte i forligsaftalen.

Det er slet ikke anerkendt i forligsaftalen, at sagsøgeren har været forurettet. Der henvises herved blandt andet til punkt G i afsnittet "Recitals", hvor det fremgår, at parterne ikke anerkender de fremførte påstande, argumenter og krav.

En konventionalbod er et beløb, som den part, der overtræder en aftale om en konkurrenceklausul, skal betale, dog forudsat, at det fremgår af kontrakten, at en overtrædelse af konkurrenceklausulen udløser en bod, jf. Den juridiske vejledning, 2016-2, afsnit C.C.2.2.2.17. Udgifter til bod, bøder og konfiskation i selvstændig erhvervsvirksomhed mv.

Der er ingen støtte i aftalen for, at beløbet udbetales, fordi G1-virksomhed. overtræder en konkurrenceklausul.

Det fremgår derimod af aftalens punkt G "Recitals" (bilag 7, side 2), at aftalen indgås med henblik på at bilægge tvister i mindelighed og at undgå retstvist. Der er således anført følgende:

"Further to the negotiation carried out, upon full review of the issues at stake, the Parties, without any way recognizing the respective claims, arguments and demands, have agreed to enter into this agreement (the “Agreement") in order to amicably settle the Disputes arisen from the above mentioned issues and to avoid any litigation thereof.

I forlængelse af den gennemførte forhandling og efter en nøje gennemgang af de forhold, som sagen drejer sig om, uden dog på nogen måde at anerkende hinandens respektive krav,cuenigheder og interesser, er Parterne blevet enige om at indgå nærværende aftale (herefter "Aftalen" men henblik på en forligsmæssig løsning af de Tvister, der udspringer af ovennævnte stridspunkter, og med det formål at undgå en eventuel retssag." (min understregning).

Beløbet skal derfor beskattes som skattepligtig indkomst i medfør af statsskattelovens § 4.

2.2 Retsbeskyttet forventning

Det bestrides, at sagsøgeren har opnået en retsbeskyttet forventning om, at det modtagne beløb er skattefrit. Et retsbeskyttet forventningsprincip gælder ikke generelt inden for skatteretten.

De få tilfælde, hvor en skatteyder kan støtte ret på en materielt forkert tilkendegivelse, er koncentreret om tilfælde, der vedrører et faktisk skøn, der har betydning for skatteyderens bevismæssige stilling.

Tilkendegivelsen skal være egnet til at have indflydelse på den skattepligtiges dispositioner. Den skal være klar, positiv og entydig, jf. Den juridiske vejledning 2016-2, afsnit A.A.4.3.3 og afsnit A.A.4.3.4. Sagsøgerens synspunkt om at have opnået en retsbeskyttet forventning om, at det modtagne beløb ikke skulle beskattes, støttes på en e-mail-korrespondance med SKAT fra den 18. juni 2018 (bilag 9, s. 1).

E-mailen fra SKAT er således modtaget længe efter, at aftalen med G1-virksomhed blev indgået i december 2016.

Allerede af den grund kan sagsøgeren ikke have opnået en retsbeskyttet forventning om, at de omhandlede beløb ikke er skattepligtigt.

SKATs e-mail opfylder heller ikke betingelsen om at være klar og entydig.

…"

Parterne har under hovedforhandlingen nærmere redegjort for deres opfattelse af sagen.

Rettens begrundelse og resultat

Vedr. spørgsmålet om bindende forhåndstilkendegivelse

Retten finder, at tilkendegivelsen fra Skat i mail af 18. juni 2018, hvorefter “Vi er umiddelbart enige med dig i at beløbet ikke er skattepligtigt", ikke er en entydig og specifik tilkendegivelse. Dertil kommer, at Skat først på et senere tidspunkt kom i besiddelse af fornøden dokumentation for forligsbeløbet, og at tilkendegivelsen først blev givet mere end 2 år efter, at A havde indgået forliget med G1-virksomhed. og efter udløb af fristen for selvangivelse.

På denne baggrund finder retten finder, at A ikke har opnået en retsbeskyttet forventning om, at det omhandlede beløb ikke er skattepligtigt.

Vedr. indholdet af forligsaftalen

Retten lægger som ubestridt til grund, at G1-virksomhed. efter udløb af holdbarhedsdatoen i strid med en aftale med A om at destruere de udløbne produkter ændrede udløbsdatoer og batchnr. og forsatte med at sælge og udbyde produkterne til salg på internettet.

På baggrund af forklaringen fra A sammenholdt med ordlyden af forligsaftalen - jf. herved navnlig indledningen sammenholdt med punkt 2.1.a. - og den fremlagte korrespondance mellem A og G1-virksomhed. forud for forligets indgåelse finder retten det godtgjort, at forligsbeløbet skulle dække den krænkelse, A mente sig udsat for i forbindelse med, at G1-virksomhed. uberettiget havde ændret udløbsdatoer og batchnr. på produkter, som var produceret og solgt under As patent, og som derefter blev bragt i omsætning efter udløbsdato, til trods for, at der mellem parterne var indgået en aftale om, at produkterne skulle destrueres.

Skattemyndighederne ses ikke at have taget stilling til spørgsmålet om beskatning af forligsbeløbet under disse forudsætninger. Sagen hjemvises derfor til fornyet behandling i Skattestyrelsen i overensstemmelse med As subsidiære påstand.

Sagsomkostningerne er efter sagens værdi, forløb og udfald fastsat til dækning af advokatudgift med 175.000 kr. og af retsafgift med 4.000 kr., i alt 179.000 kr. A er ifølge det oplyste ikke momsregistreret.

THI KENDES FOR RET:

Sagen hjemvises til fornyet behandling ved Skattestyrelsen.

Skatteministeriet skal til A betale sagsomkostninger med 179.000 kr.

Beløbene skal betales inden 14 dage.

Sagsomkostningerne bliver forrentet efter rentelovens § 8 a.