Hvis visiteringsfunktionen vurderer, at din henvendelse er en indsigelse over sagsbehandlingen, får du en kvittering med oplysning om, at den er modtaget, og at den er sendt videre til den person, der skal behandle indsigelsen.
Det betyder, at din indsigelse bliver sendt til direktøren eller fagdirektøren i den styrelse, som den vedrører. Direktøren eller fagdirektøren er nemlig første instans i behandlingen. Her gennemføres en vurdering af de punkter, du er utilfreds med, og de involverede medarbejdere høres. Når indsigelsen er færdigbehandlet, får du svar fra direktøren eller fagdirektøren.
Hvis en fagdirektør svarer, orienteres styrelsens direktør om din indsigelse og svaret, inden fagdirektøren sender det til dig. Det skyldes et ønske om at sikre en ensartet og korrekt behandling af alle.
Er du ikke tilfreds med svaret, har du mulighed for at få det behandlet af Borger- og retssikkerhedschefen, der er anden instans i behandlingen af indsigelser over Skatteforvaltningens sagsbehandling.
Borger- og retssikkerhedschefen indhenter og vurderer materialet fra den første behandling af din indsigelse og det svar, du modtog. På den baggrund kommer Borger- og retssikkerhedschefen med en udtalelse, der er endelig.