Personer vil som udgangspunkt ikke være skattepligtige af gevinst på en fordring, og der er heller ikke fradragsret for et eventuelt tab.   
For selvstændigt erhvervsdrivende, der ikke anses for næringsskattepligtige efter KGL § 13, men efter SL §§ 4-6, vil der dog efter en konkret vurdering kunne være fradragsret for tab på udlån ud fra et driftsomkostningssynspunkt, se de under 2.8.2 omtalte kriterier.    
Tab på fordringer i udenlandsk valuta er omtalt i A.D.2.4.Fradrag indrømmet i:
  • (kaution for forpagter)
  • (kaution for køber af hus)
  • (kaution for leverandør)
  • Skat 1985.10.281 (kaution for leverandør)
  • (kaution for underentreprenørs leverandør)
  • (landmands udlån til slagteri)
  • TfS 1999, 182 (Appelleret) Selvskyldnerkaution aktualiseret ved 2 selskabers tab på valutaterminsforretninger. Tab ved kautionistens indfrielse af gæld omfattet af dagældende KGL § 6, stk.1.
Fradrag nægtet i:
  • (kaution for leverandør, ny produktion)
  • (landmandskaution for andelsselskab)
  • (kaution for leverandør, nyt virksomhedsområde)
  • (aktionærers kaution for køber af selskabets ejendom)
  • (advokats kaution for klient)
  • (depositum, udvidelse af virksomhed)
  • (depositum for forpagtningskontrakt, ny virksomhed)
  • (kaution for brancheforening, forbedring af leverandørveje)
  • TfS 1995, 295 (udlån til og ikke deltagelse i interessentskab)
Hvis kautionisten/långiveren helt eller delvist er ejer af det retssubjekt, der foretages udlån til, eller stilles sikkerhed for, påhviler der kautionisten/ långiveren en tung bevisbyrde for, at dispositionen ikke er foretaget af hensyn til formueinteresserne i støttemodtagerens virksomhed, men derimod er begrundet i hensynet til kautionistens/långiverens egen løbende indtjening. Eksempelvis skal kaution m.v. over for et datterselskab eller en hovedaktionærs kaution over for det af ham ejede selskab behandles på samme måde som kaution m.v. over for uforbundne subjekter - dvs. at der må stilles krav om en aktuel driftsmæssig begrundelse inden for de naturlige rammer af skatteyderens hidtidige virksomhed. I praksis er skatteyderen sjældent i stand til at løfte denne bevisbyrde. Som eksempler kan nævnes: Skd. , Skd. , , , , og samt Told•Skat Nyt 1992.24.804 og .
Af nyere afgørelser kan nævnes TfS 1998, 255 Landsretten fandt, at skatteyder havde erhvervet endelig ret til lejebetaling fra skatteyders selskab. En tilbageførsel af lejebetaling til selskabet ansås af  landsretten for sket med henblik på at sikre selskabets overlevelse. Lejebeløbet skulle med henvisning hertil  medregnes ved opgørelsen af skatteyders personlige indkomst. Tilsvarende skulle et beløb  som skatteyder havde erhvervet ret til i forbindelse med varesalg til selskabet,  medregnes ved opgørelsen af skatteyders personlige indkomst. Landsretten anså det ikke for godtgjort at en tilbageførsel af beløbet havde forbindelse med indkomsterhvervelsen i skatteyders personlige virksomhed.
Desuden TfS 1998, 314 Tab på udlån til eget selskab ikke anset for fradragsberettiget.
Det følger af denne praksis, at det ikke er en tilstrækkelig driftsmæssig begrundelse, at skatteyderen via kautionen tilstræber at sikre en løbende lønindtægt fra selskabet, f.eks. fra et ansættelsesforhold som direktør.   
I havde skatteyderen omdannet sin personligt drevne tømrerforretning til et selskab. Efter at selskabet var trådt i likvidation som insolvent, havde skatteyderen som kautionist indfriet selskabets kassekredit. Vestre Landsret fandt, at der ikke var fradragsret for den del af tabet, som måtte hidrøre fra kautionsforpligtelsen, som efter skatteyderens relationer til selskabet måtte anses for et formuetab. Derimod godkendtes fradrag for tilgodehavende husleje og vedligeholdelsesudgifter. Dommen blev af skatteyderen indbragt for Højesteret, men anken blev hævet.    
Østre Landsret nægtede i TfS 1992, 302 et byggeselskab fradrag for tab på kaution for et datterselskab. Moderselskabet havde forpligtet sig til at yde konsulentbistand og kautionerede for datterselskabets byggelån. Til gengæld herfor modtog moderselskabet et fast månedligt vederlag. Da datterselskabet gik konkurs, blev moderselskabets kautionsforpligtelse aktuel med deraf følgende tab for moderselskabet. Landsretten fandt ikke, at moderselskabet havde været i næring med kaution, og kautionstabet kunne derfor ikke anses for opstået i tilknytning til selskabets løbende indkomsterhvervelse. Landsretten fandt derimod, at tabet var en følge af moderselskabets interesse i at bevare sin kapital i datterselskabet.     
I TfS 1996, 713 drev en skatteyder et personligt firma, som han omdannede til et selskab med sig selv som direktør og hovedaktionær. Selskabet skulle samarbejde med et ægyptisk selskab i forbindelse med opførelse af en cementfabrik. Som led i den indgåede kontrakt stillede et pengeinstitut garantier over for den ægyptiske kontraktspart, og hovedaktionæren påtog sig i den forbindelse kautionsforpligtelser over pengeinstituttet. Landsretten fandt, at det tab, som hovedaktionæren led ved at vedstå sig kautionsforpligtelsen, ikke var fradragsberettiget. Retten lagde vægt på, at kautionsforpligtelsen vedrørte en kontrakt, hvori hovedaktionærens selskab og ikke han selv var kontraktspart, og at kautionsforpligtelsen havde tjent til at værne hovedaktionærens kapitalinteresser i selskabet og selskabet som indkomstkilde for ham.   
En skatteyder havde drevet virksomhed inden for modebranchen, her i landet i form af anpartsselskab, men i andre lande som personlig virksomhed. De personlige virksomheder var bl.a. afhængige af vareleverancer fra selskabet. Skatteyderen havde, medens dette samarbejde stod på, kautioneret for det danske selskabs kassekredit. På grund af selskabets konkurs måtte skatteyderen indløse bankgælden. Landsskatteretten godkendte i fradrag for den del af tabet, der svarede til kassekredittens maksimum under samarbejdet med de personlige virksomheder.    
I anså 2 retsmedlemmer i Landsskatteretten et indskud i et andelsselskab til opfyldelse af medlemmernes hæftelse for selskabets forpligtelser for fradragsberettiget efter SL § 6 stk. 1, litra a. Indskuddet var pålagt i henhold til vedtægterne. Retsformanden, var enig med Told- og Skattestyrelsen i at nægte fradrag. Der blev truffet afgørelse efter stemmeflertallet.    
Praksis er meget tilbageholdende med at indrømme fradrag for tab på udlån eller ved kaution, der påtages med henblik på at sikre løn og honorarindtægter, se , , , , , TfS 1995, 17 og Vestre Landsret i skd. , hvor en ingeniør sammen med nogle andre medarbejdere i et ingeniørfirma kautionerede for et lån, som arbejdsgiveren havde optaget. Arbejdsgiveren gik konkurs og kautionsforpligtelsen blev effektiv. Ingeniøren fik ikke fradrag for det lidte tab, da kautionsforpligtelsen måtte anses for påtaget, for at ingeniøren fortsat kunne bevare sin arbejdsplads. Tabet var derfor et formuetab.   
I fik et selskab fradrag for et kautionstab, da selskabet sammen med et andet selskab havde kautioneret for en repræsentants optagelse af lån til køb af bil. Repræsentanten var ansat i begge selskaber, der havde samme kundekreds. Påtagelsen af kautionsforpligtelsen blev anset for at være sket i stedet for at købe en firmabil til repræsentanten og dermed en normal driftsmæssig disposition.   
Det er fast antaget i praksis, at der ud fra et omkostningslignende synspunkt ikke er mulighed for at opnå fradrag for tab på aktier m.v., der er omfattet af . indeholder således en udtømmende opremsning af fradragsmulighederne for sådanne tab, se f.eks. ,   og .