Du har pligt til at oplyse dit finansielle institut om dine identifikationsoplysninger, når du bor i eller uden for Danmark og har fx konti, depoter eller lån i Danmark eller i udlandet. Det skyldes, at danske finansielle institutter, fx banker, pensionsselskaber og realkreditinstitutter, har pligt til at kunne dokumentere, at de ved, hvem deres kunder er.

Har du adresse i udlandet, kan du forvente, at dit finansielle institut jævnligt vil bede dig om at opdatere de oplysninger, de har om dig. Det drejer sig blandt andet om din bopælsadresse og dit skatteidentifikationsnummer i udlandet.

Oplysningerne skal bl.a. bruges til at indberette oplysninger om dine finansielle konti og depoter til Skattestyrelsen. 
Har dit finansielle institut ikke sikker viden om din identitet, kan Skattestyrelsen i yderste konsekvens inddrage indestående og aktiver på dine indlånskonti og depoter. Du kan læse mere om dette i afsnittet "Hvis dit finansielle institut ikke har sikker viden om din identitet".

Skattestyrelsen bruger de indberettede oplysninger fra de finansielle institutter til at fortrykke fx renter, udbytter, aktieavance og pensionsindbetalinger på årsopgørelsen. Der kan dog være situationer, hvor Skattestyrelsen ikke fortrykker oplysninger, fx hvis du er begrænset skattepligtig til Danmark. Desuden bruges oplysningerne til kontrolformål. Vi deler oplysningerne med myndigheder og virksomheder, der har et konkret formål og lovmæssig ret til at modtage oplysningerne. Formålene kan fx være beregning af offentlige ydelser eller bankers kreditvurdering. 

Hvis du har bopæl i andet land end Danmark, eller er du skattemæssigt hjemmehørende til et land, som Danmark har indgået udvekslingsaftaler med, sender vi oplysninger om dine konti og depoter til skattemyndighederne i de pågældende lande. Læs mere om dette i afsnittet "Hvilke aftaler har Danmark indgået med skattemyndigheder i udlandet?".

Her på siden kan du blandt andet læse om de forpligtelser, som de finansielle institutter har i henhold til skattelovgivningen. Finansielle institutter skal herudover også indhente identifikationsoplysninger efter andre love og internationale aftaler. Vil du vide mere om "kend din kunde-reglerne" i Lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask og finansiering af terrorisme (hvidvaskloven), kan du fx læse om dette hos Finanstilsynet.

Danmark har indgået internationale skatteaftaler om udveksling af oplysninger med mere end 100 lande. Aftalerne retter sig imod danske finansielle institutter. Formålet med aftalerne er at sikre global skattebetaling og bekæmpe international skatteunddragelse.
Skattestyrelsen udveksler oplysninger om finansielle konti til skattemyndighederne i udlandet efter disse aftaler:

I 2012 indgik Danmark og USA en aftale om automatisk udveksling af finansielle oplysninger, den såkaldte FATCA-aftale.
Hvis du er skattemæssigt hjemmehørende til USA, og dit finansielle institut ikke kan efterleve retningslinjerne og ikke indhenter fyldestgørende information om dig som kunde, kan dit finansielle institut blive pålagt strenge sanktioner fra de amerikanske skattemyndigheder. Du kan finde mere information om aftalen på den amerikanske skattemyndigheds hjemmeside.

I 2014 indgik Danmark en multilateral aftale om automatisk udveksling af finansielle oplysninger, den såkaldte CRS-aftale. CRS-aftalen danner rammen for den internationale standard for automatisk udveksling af finansielle oplysninger mellem Danmark og mere end 100 andre lande. Oversigt over lande, der er med i aftalen.
Du kan finde mere information om aftalen på OECD’s hjemmeside om automatisk udveksling af skatteoplysninger.

Der udveksles automatisk oplysninger om bl.a. finansielle handler i Norden efter denne aftale. Aftalen omfatter Finland, Norge, Sverige, Grønland, Færøerne og Danmark. Den Nordiske Bistandsaftale er med til at sikre, at der udveksles yderligere oplysninger mellem de nordiske lande. Du kan finde mere information om aftalen i den juridiske vejledning.

Når du opretter en konto, depot eller lån i et finansielt institut, har du pligt til at afgive dine identifikationsoplysninger. Hvis der sker ændringer af dine identifikationsoplysninger, skal du underrette dit finansielle institut om det senest 1 måned efter, at ændringerne er sket.

Du skal oplyse følgende til dit finansielle institut:

  • navn og adresse
  • bopælsland, hvis du har en udenlandsk adresse
  • cpr-nr.
  • cvr-nr., hvis intet cpr-nr. (for eksempel enkeltmandsvirksomhed)
  • se-nr., hvis intet cvr-nr.
  • fødselsdato, hvis intet se-nr.

Hvis du har bopæl og/eller er skattemæssigt hjemmehørende i udlandet, skal du også afgive disse identifikationsoplysninger:

  • TIN - Tax Identification Number (skatteidentifikationsnummer)
  • fødselsdato
  • fødselssted og fødselsstat, hvis intet TIN

Der skal oplyses TIN på alle lande, hvortil du er skattemæssigt hjemmehørende. 
Oplysninger afgives ved at afgive en egenerklæring. Det kan du læse mere om i afsnittet "Når du opretter en konto eller et depot, skal du oplyse, hvor du er skattemæssigt hjemmehørende".

Danske finansielle institutter har adgang til CPR-registret og vil derfor automatisk få besked, hvis du bor i Danmark, eller du flytter hjem til Danmark efter at have boet i udlandet. De vil dog først få oplysningerne, når du har meddelt din nye adresse til CPR-registeret. 
Hvis du har adressebeskyttelse, modtager dit finansielle institut ikke oplysning om din nye adresse. I denne situation skal du derfor selv give informationen om din nye adresse til dit finansielle institut.

Bor du i udlandet, eller flytter du til udlandet, skal du oplyse om din udenlandske adresse til dit danske finansielle institut.  Det skal ske senest 1 måned efter, at du har skiftet bopælsadresse.
Der skal samtidig oplyses TIN på alle lande, hvor du er skattemæssigt hjemmehørende. Oplysninger gives ved at afgive en egenerklæring. Du kan læse mere om dette i afsnittet "Når du opretter en konto eller et depot, skal du oplyse, hvor du er skattemæssigt hjemmehørende".

Som kunde i et finansielt institut kan du blive bedt om at afgive en såkaldt egenerklæring, når du opretter en konto eller et depot. 
Flytter du til udlandet eller fra ét land til et andet land, så skal du afgive en ny egenerklæring.

Hvad er en egenerklæring?

Begrebet egenerklæring er valgt som dansk oversættelse af det engelske begreb Self Certification.
Skattestyrelsen stiller krav om, at der skal afgives en egenerklæring. Du kan som kunde i et finansielt institut opleve varierende udformning af egenerklæring, da det enkelte finansielle institut selv udformer egenerklæringen.
Egenerklæringen anvendes af dit finansielle institut til at indhente dit skatteidentifikationsnummer i det land eller de lande, hvortil du er skattemæssigt hjemmehørende. Hvis du er skattemæssigt hjemmehørende i Danmark, er skatteidentifikationsnummer dit CPR-nr.

TIN er forkortelsen for Tax Identification Number og er dit skatteidentifikationsnummer. Det anvendes til at identificere dig som skatteyder. Dit cpr-nr. er dit TIN i Danmark. 

Flytter du til udlandet og/eller er skattemæssigt hjemmehørende i et eller flere lande, skal du oplyse dit udenlandske skatteidentifikationsnummer (TIN) til dit finansielle institut. Hvis det pågældende land ikke udsteder TIN, skal du i stedet oplyse fødselssted og fødselsland. 
Har du behov for yderligere informationer om TIN, kan du finde det på OECD’s hjemmeside.

Har du skattemæssigt tilhørsforhold til USA?

Er du skattemæssigt hjemmehørende til USA efter amerikanske regler, skal du oplyse dit amerikanske TIN til dit finansielle institut.
Har du behov for yderligere informationer om TIN for USA, kan du læse mere på den amerikanske skattemyndigheds hjemmeside.

I Danmark bestemmes dit skattemæssige hjemland efter regler om, hvad dit tilhørsforhold er til bopæl og/eller opholdssted. I USA er skattesystemet baseret på både bopæl og/eller opholdssted samt statsborgerskab. Amerikanske statsborgere skal betale skat i USA på grundlag af deres statsborgerskab, uanset hvor i verden de er bosat. Fødested i USA giver typisk amerikansk statsborgerskab og dermed skattepligt til USA.

Finansielle institutter i Danmark skal derfor registrere oplysninger om, hvorvidt du som kunde er amerikansk statsborger. Hvis dit finansielle institut har oplysninger, der kunne indikere, at du kan være amerikansk statsborger, kan du blive bedt om at bekræfte eller afvise dette ved brug af en egenerklæring.
Er du født i USA, vil det ikke være nok at afvise dit amerikanske statsborgerskab ved brug af en egenerklæring. I denne situation skal dit finansielle institut indhente flere typer beviser. Bl.a. et bevis i form af pas eller anden myndighedsudstedt legimitation for, at du har indfødsret i et andet land end USA.
 
Du kan læse nærmere om egenerklæring i afsnittet "Når du opretter en konto eller et depot skal du oplyse, hvor du er skattepligtig".

Hvis du ikke har givet dit finansielle institut oplysning om ændring af dine identifikationsoplysninger, fx ny adresse i udlandet, kan dit finansielle institut ikke opfylde deres indberetningspligt til Skattestyrelsen.
Hvis dit finansielle institut ikke har sikker viden om din identitet, kan Skattestyrelsen pålægge dit finansielle institut at spærre dine konti/depoter i 24 måneder og herefter inddrage indestående/aktiver på kontoen/depotet. Spærringen af kontoen/depotet ophæves på det tidspunkt, du indsender identifikationsoplysninger til dit finansielle institut.