Fradrag for moms af faste udgifter
Du kan trække momsen fra på udgifter (foretage fradrag), som du løbende har i din momspligtige virksomhed (faste omkostninger). Det gør du ved at indberette den som købsmoms.
Hvis dine udgifter vedrører din momspligtige omsætning i din virksomhed, kan du fuldt ud trække momsen fra. Det gælder for eksempel udgifter til:
- Husleje (hvis der er moms på fakturaen).
- Køb af og udgifter til reparation og vedligeholdelse af driftsmidler, fx maskiner, værktøj, inventar i fabrik, butik eller kontor, fiskerfartøjer.
- Arbejdstøj og uniformer, der tilhører virksomheden, og som personalet bruger under arbejdet.
- Mobiltelefon, når telefonen kan anses for et driftsmiddel, der vedrører virksomhedens salg af varer og momspligtige ydelser.
- Blade, fagblade, faglitteratur, personale- og kundeblade, herunder tidsskrifter. Ugeblade og tidsskrifter, der lægges frem i virksomheden som led i kundeservice.
- Blomster til udsmykning af fx restauranter og frisørsaloner.
- Varme, el, gas og vand til virksomheden.
- Reklameartikler og reklametryksager.
- Rengøring.
- Sikkerhedsudstyr.
- Telefon (fastnet).
- Kontorartikler.
- Revisor.
Find ud af, hvad du kan trække fra i moms
Har du en enkeltmandsvirksomhed uden ansatte, kan du med vores enkle læringsguide i fem trin finde ud af, hvornår du kan trække momsen fra, og hvornår du ikke kan. I guiden får du masser af hjælp til at undgå fejl, så du kan få et pletfrit momsregnskab.
Særlige regler
Der gælder særlige regler for moms af udgifter til bil.
Der gælder også særlige regler, hvis udgifterne vedrører moms af investeringsgoder såsom køb eller ombygning af fast ejendom, og ved køb af for eksempel maskiner og andet driftsinventar (aktiver) over 100.000 kr.
Tjek, om en virksomhed er registreret for moms eller har ansatte
Du kan tjekke, om de virksomheder, du samarbejder med, er registreret for moms, eller om de er registreret som arbejdsgiver - altså har ansatte. Hvis virksomheden ikke er registreret, kan du risikere at miste dit fradrag.
Tjek, om virksomheden er registreret for moms i Danmark
Tjek, om er virksomheden er registreret som arbejdsgiver og har ansatte
Hvis du samarbejder med en udenlandsk virksomhed, har du mulighed for at kontrollere, om de er momsregistreret i deres hjemland. Der kan være krav om, at den udenlandske virksomhed skal være registreret i RUT (Registeret over udenlandske tjenesteydere).
Tjek momsnumre i EU/EØS (ec.europa.eu)
Tjek, om udenlandske virksomheder står i RUT (virk.dk), og læs om reglerne
Har du både momspligtig og momsfri omsætning, skal du fordele momsen af de udgifter, som vedrører både din momsfrie og din momspligtige omsætning (delvist fradrag). Det kan for eksempel være udgifter til husleje, lys, vand og varme eller revisor.
Sådan beregner du den delvise fradragsprocent
Den fradragsprocent, du skal regne dig frem til, er udtryk for, hvor stor en andel af momsen du kan trække fra på for eksempel din husleje.
Du skal bruge salgstallene fra det foregående regnskabsår, når du gør købsmomsen for en momsperiode op. Når regnskabsåret er gået, skal du regulere det fradrag, som du har taget i løbet af året, så dit endelige momsfradrag kommer til at passe med forholdet mellem årets momspligtige salg og årets samlede salg.
Eksempel på beregning af delvist momsfradrag | |
Samlet salg af varer og ydelser | 300.000 kr. |
Salg af momspligtige varer og ydelser | 100.000 kr. |
Salg af momsfrie varer og ydelser | 200.000 kr. |
Beregning af fradragsprocent: |
34 procent |
Det samlede salg er både det momspligtige salg og det momsfrie salg. Du skal ikke regne momsen med i det momspligtige salg.
Når du køber varer, du også bruger privat, som for eksempel en computer, skal du foretage et skøn over, hvor meget du bruger varen henholdsvis privat og arbejdsmæssigt. Skattestyrelsen vil normalt godkende dit skøn, men du skal kunne forklare, hvordan du er kommet frem til fordelingen.
Har du et aktiv (for eksempel en printer), som du både bruger til momspligtige og momsfrie aktiviteter i virksomheden og til private formål, skal du først lave et skøn over den private anvendelse. Derefter skal du for det resterende beløb foretage en fordeling på baggrund af omsætningen i din virksomhed (se eksemplet under "Delvist fradrag, når du også har momsfri virksomhed" ovenfor).
Eksempel:
Du indkøber forskelligt computerudstyr, som du også vil bruge privat. Du skønner, at den private andel af forbruget udgør 25 procent, den resterende tid bruges computeren til opgaver i din virksomhed (momspligtig og momsfri).
Køb af computer med diverse udstyr | 20.000 kr. |
Moms 25 procent: 20.000 x 0,25 | 5.000 kr. |
Pris i alt | 25.000 kr. |
Når du skal beregne, hvor meget moms du kan trække fra, skal du først trække den private andel fra.
Momsbeløbet i alt | 5.000 kr. |
Privat andel 25 procent: 5.000 x 0,25 | 1.250 kr. |
Det resterende momsbeløb, som skal fordeles mellem den momspligtige og den momsfrie virksomhedsdel: 5.000 - 1.250 |
3.750 kr. |
Den momspligtige del udgør 34 procent (fra tidligere eksempel): 3.750 x 0,34 |
1.275 kr. |
Momsen, du kan trække fra i dette eksempel, udgør altså 1.275 kr.
Find ud af, hvad du kan trække fra i moms
Har du en enkeltmandsvirksomhed uden ansatte, kan du med vores enkle læringsguide i fem trin finde ud af, hvornår du kan trække momsen fra, og hvornår du ikke kan. I guiden får du masser af hjælp til at undgå fejl, så du kan få et pletfrit momsregnskab.
Momsregistrerede virksomheder kan få momsfradrag for hotelovernatninger med 100 procent og for restaurantudgifter med 25 procent af momsbeløbet.
Fakturaen fra hotellet skal være opdelt, så det er tydelig, hvor meget overnatningen koster, og hvad restaurantydelsen (fx morgenmad) koster.
Hotelovernatninger og restaurantudgifterne skal være udelukkende erhvervsmæssige og skal knytte sig til virksomhedens momspligtige aktiviteter. Udgifter til hotelophold og restaurantbesøg af delvis privat karakter giver ikke ret til fradrag.
Restaurantudgifter
Du kan trække 25 procent af momsen fra på de restaurantudgifter, virksomheden har for en handelsrejsende i forbindelse med dennes rejseaktiviteter. Du kan også trække 25 procent af momsen fra på restaurantudgifter, virksomheden har i forbindelse med deltagelse i kongresser, konferencer og lignende.
Fradragsretten omfatter udgifter, som virksomheden afholder for både virksomhedens ansatte og virksomhedens ejer og fx forretningsforbindelser.
Holder virksomheden møder for egne ansatte ude i byen, er der også fradrag.
Virksomheden kan få fradrag for momsen af bespisning (fx kaffe og kage eller frokost) i forbindelse med møder, hvis møderne har et strengt erhvervsmæssigt formål.
Det kan for eksempel være i forbindelse med:
- Møder med forretningsforbindelser
- Bestyrelsesmøder
- Interne møder i virksomheden med fagligt indhold, herunder også temadage
- Interne kursusaktiviteter.
Konkret, uvarslet overarbejde
Generelt kan du ikke få momsfradrag for udgifter til dækning af kost mv. til medarbejdere. Dog kan du foretage momsfradrag for bespisning, hvis der er tale om konkret, uvarslet overarbejde.
Med konkret og uvarslet menes, at overarbejdet ikke må være planlagt på forhånd, ligesom det heller ikke må være normalt, at man har overarbejde. Der vil derfor kun være tale om overarbejde, som bliver varslet umiddelbart før ophør af normal arbejdstid.
Sociale arrangementer
Udgifter, som virksomheden har i forbindelse med sociale arrangementer for personalet, er der ikke fradrag for. Det gælder for eksempel personalefester, jubilæumsarrangementer og lignende arrangementer.
For uddybende og fyldestgørende juridisk information, se Den juridiske vejledning om fradrag