Punktafgifter er særlige afgifter på fx emballage, spiritus, chokolade og spil. Nogle punktafgifter kaldes også miljø- og energiafgifter, det gælder fx afgifter på el og olie.

Som udgangspunkt skal din virksomhed registreres for punktafgifter, hvis den fremstiller varer her i landet eller køber punktafgiftspligtige varer i udlandet. Det gælder også, hvis den fx afbrænder biogas i større anlæg. 

Der er flere former for registrering (oplagshaver, varemodtager, midlertidig varemodtager, vareafsender, fjernsalg). Registreringsformen afhænger af den enkelte punktafgiftslov.

Indberet punktafgifter

Registrer din virksomhed for punktafgifter på indberet.virk.dk

Husk at indberette statsstøtte inden den 1. september 2019

Virksomheder, der modtager mere end 500.000 euro pr. støtteordning på miljø- og energiområdet, skal huske at indberette dette inden den 1. september 2019. Statsstøtten kan være modtaget som fx godtgørelse af afgift eller anvendelse af lempet afgiftssats på miljø- og energiområdet.

Læs mere og indberet på siden Indberetning af EU-statsstøtte

Fra den 1. juli 2019 indføres registreringsmulighed som oplagshaver i emballageafgiftsloven

Den 1. juli 2019 kan virksomheder, der importerer emballageafgiftspligtige varer fra udlandet til salg til private kunder, vælge at lade sig registrere som oplagshaver i stedet for varemodtager.

Læs mere i nyhedsbrevet

Tinglysningsafgiftsloven ændres den 1. juli 2019

Den 1. juli 2019 ændres afgiften for tinglysning af pant i fast ejendom og andelsboliger (tinglysning af pant i Tingbogen og Andelsboligbogen).

Læs mere i nyhedsbrevet

Fjernsalgsbestemmelser i CFC-, konsum-is- og forbrugsafgiftsloven

Den 1. juli 2019 indføres der fjernsalgsbestemmelser i CFC-, konsum-is- og forbrugsafgiftsloven. Det betyder, at virksomheder, der ved fjernsalg sælger afgiftspligtige eller dækningsafgiftspligtige varer til Danmark, som udgør minimum 280.000 kr., og driver virksomhed med momspligtige varer, skal registreres som oplagshaver efter den pågældende afgiftslov hos Skatteforvaltningen.

Læs mere i nyhedsbrevet

Krav om sikkerhedsmærker på udvalgte afgiftsfri tobaksprodukter

Fra den 20. maj 2019 skal cigaretter og rulletobak have sikkerhedsstempelmærker. I skal bestille og påsætte et nyt afgiftsfrit sikkerhedsmærke på de cigaret- og rulletobaksprodukter, som ikke er afgiftspligtige og sælges fx i lufthavne eller på skibe.

Læs mere i nyhedsbrevet

Ændring af afgiftsregler pr. 1. april

Fra den 1. april 2019 ændres afgiftsreglerne på en række områder. Læs mere i følgende nyhedsbreve:

Afgiftsperioden for afgift af spil (offentlige forlystelser) ændres

Reglerne om emballageafgift ændres

Chokoladeafgiftsloven ændres

Afgifterne for konsum-is ændres

Afgiften af øl og vin ændres

Lystfartøjsforsikringsafgiften ændres

Afgiften af elektriske sikringer til stærkstrømsanlæg afskaffes

Afgiften af kaffeerstatning og kaffetilsætning afskaffes

Bevilling for afgiftsgodtgørelse ved eksport af varer ophører

Kravet om banderoler på cigaretpapir ophører

Affaldsafgiftsloven ændres

Afgiften af kardusskrå, snus og anden røgfri tobak ændres

Afgiften på antibiotika og vækstfremmere afskaffes

Den 1. april 2019 afskaffes afgiften på antibiotika og vækstfremmere, der anvendes som tilsætningsstoffer til foderstoffer. Brugen af tilsætningsstoffer i foder er EU-reguleret, og størstedelen af de afgiftspligtige stoffer er i dag allerede forbudt. Der gives ikke godtgørelse for varer, der allerede er beskattede i forbindelse med afskaffelsen. 

Læs om ændringerne i lov nr. 1728 af 27. december 2018

Afskaffelse af afgifter på registrering af ejer- og pantrettigheder på fly

Den 1. april 2019 afskaffes registreringsafgiften af luftfartøj. Virksomheder, der førhen har afregnet registreringsafgift for luftfartøjer via storkundeordningen, skal derfor ikke længere være registreret herfor og skal derfor afmelde sig storkundeordningen.

Ændringerne står i lov nr. 270 af 26. marts 2019.

Præcisering af bestemmelse vedrørende fiskale repræsentanter i skadesforsikringsloven

Fra den 1. april 2019 skal skadesforsikringsafgiftspligtige virksomheder, der har hjemsted uden for EU, og hvor hjemstedslandet ikke har en gensidig bistandsaftale med Danmark om inddrivelse, lade sig registrere ved en dansk repræsentant (”fiskal repræsentant”). Denne præcisering i loven om afgift af præmier på skadesforsikringer ændrer ikke ved Skattestyrelsens nuværende praksis på området.

Læs mere i lov nr. 1728 af 27. december 2018.

Afgiften på lystfartøjsforsikringer og elvarmeafgiften for sommerhuse sættes ned

Fra den 1. februar 2019 sættes afgiften på lystfartøjsforsikring ned fra 1,34 % til 1,00 %. Lempelsen gælder for alle lystfartøjsforsikringer, hvor forsikringspræmien skal betales den 1. februar 2019 eller senere.

Fra den 1. februar 2019 indføres der også mulighed for, at elforbrug i sommerhuse og ferielejligheder (til eget brug) under visse betingelser kan bruge den lempede elvarmeafgiftssats, som allerede gælder for helårsboliger.
Den lave sats er på 0,259 kr. pr. kWh i 2019. Den gælder for den del af forbruget, som er over 4.000 kWh årligt.

For at benytte den lave elafgift skal sommerhuset eller ferielejligheden være registreret som el-opvarmet i Bygnings- og Boligregistret (BBR). Den lave sats gælder ikke, hvis ferielejligheden bliver lejet ud. 

Desuden skal elektriciteten leveres til enten:

  • et aftagenummer, som kun vedrører ferielejligheder til eget brug eller sommerhuse

  • eller et varmeproducerende fælles anlæg, der kun forsyner boligenheder, der er registrerede som el-opvarmede ferielejligheder til eget brug eller sommerhuse i Bygnings- og Boligregistret (BBR).

Læs mere i lovforslag nr. 132 på ft.dk, som blev vedtaget den 29. januar 2019.

Mere om den nye bagatelgrænse på 10.000 kr. for visse afgifter

Fra den 1. januar 2019 blev der indført en bagatelgrænse på 10.000 kr. for lukkede nikkel-cadmium batterier, CFC, emballage, foderfosfat, konsum-is, kvælstof, opløsningsmidler og forbrugsrelaterede varer.

Ændringen betyder, at virksomheder kan afmelde registreringen for afgiften, hvis virksomheden højst har angivet en afgift på 10.000 kr. i deres senest afsluttede regnskabsår, og de på baggrund af den planlagte erhvervsaktivitet ikke forventer at ligge over grænsen i fremtiden. Selvom virksomheden afmelder sig registreringen, skal den stadig føre regnskab over mængden af de afgiftspligtige varer, så det kan dokumenteres, at bagatelgrænsen ikke overstiges.

Hvis virksomheden afmelder registreringen og senere finder ud af, at afgiften alligevel er over 10.000 kr. på et år, skal den registrere sig for afgiften igen. Registreringen skal være fra den dato, hvor virksomheden finder ud af, at bagatelgrænsen vil blive overskredet. Fra og med denne dato skal virksomheden igen indberette og betale afgiften. Der skal dog ikke indberettes og betales afgift for perioden før registreringen.

Hvis den betalte afgift er over 10.000 kr. pr. år, skal virksomheden fortsat være registreret for afgiften, og indberette og betale afgiften som normalt. Bemærk at den nye bagatelgrænse ikke er et bundfradrag. Virksomheden skal derfor stadig betale hele afgiftsbeløbet.

Læs mere om ændringen af emballageafgiftsloven mv. i lov nr. 1431 (retsinformation.dk).

Opdateret: Afgiften på øl er sat ned den 1. januar 2019 for mindre bryggerier

Dette er en opdateret (og gældende) version af nyhedsbrev af den 27. december 2018, om at afgiften på øl blev sat ned den 1. januar 2019 for mindre bryggerier. Nyhedsbrevet indeholdte desværre en fejl i punktet omkring fremstilling af mere end 20.000 hl øl, i afsnittet Sådan bliver de nye ølmoderationssatser.

Det fremgik fejlagtigt, at man skulle lægge 14,29 til, hvorimod det korrekte er, at man skal trække det beregnede beløb fra 14,29. Den korrekte beregningsmåde fremgår i det opdaterede nyhedsbrev, hvor der desuden er tilføjet supplerende oplysninger under afsnittet Husk at indberette til tiden, hvor fremgangsmåden ved indberetning uddybes.

Læs det opdaterede nyhedsbrev om afgiften på øl er sat ned den 1. januar 2019 for mindre bryggerier

Opdatering af nyhedsbrev om progressionsgrænserne for tillægsafgift på visse spil 

Nyhedsbrevet om progressionsgrænserne for tillægsafgift på visse spil er opdateret. Progressionsgrænserne for tillægsafgift på visse spil angives ”per måned” for både landbaserede kasinoer og spilleautomater.
 
Læs det opdaterede nyhedsbrev om progressionsgrænserne for tillægsafgift på visse spil

Afgiftsændringer på flere områder fra 1. januar 2019

Ændring på spilafgiftsområdet: Den 1. januar 2019 ændres reglen for, hvordan man beregner afgift af varegevinster. Den tidligere bundgrænse på 200 kr. sættes op til 750 kr. Dette gælder dog ikke for kontantgevinster, hvor bundgrænsen forbliver 200 kr. Læs mere i lovforslag nr. 103. og i Nyt til virksomheder: Bundgrænsen for afgift af varegevinster sættes op.

Ændring på spilafgiftsområdet: Den 1. januar 2019 stiger de årlige grænser for tillægsafgifter (progressionsgrænserne) for både landbaserede kasinoer og spilleautomater i spillehaller og restaurationer. Læs mere i lovforslag nr. 100 og i Nyt til virksomheder: Fra årsskiftet stiger progressionsgrænserne for tillægsafgift på visse spil.

Lavere afgift på el og elvarme: Den 1. januar 2019 nedsættes elafgiften med 4 øre, hvilket betyder, at det kommer til at koste 88,4 øre pr. kWh. Elvarmeafgiften nedsættes med 15,2 øre pr. kWh fra og med 2021. Læs mere i lovforslag nr. 86, og i Nyt til virksomheder: Afgiften på el og elvarme sættes ned.

Afskaffelse af emballageafgift på pvc-folier: Den 1. januar 2019 afskaffes emballageafgift på pvc-folier. Det betyder at registrerede virksomheder efter den 1. januar 2019 ikke skal betale emballageafgift på pvc-folier. Læs mere om lov nr. 1434 og i Nyt til virksomheder: Emballageafgift på pvc-folier afskaffes den 1. januar 2019.

Afskaffelse af pvc-afgift: Den 1. januar 2019 afskaffes afgiften på pvc og ftalater. Det betyder, at registrerede virksomheder efter den 1. januar 2019 ikke skal betale afgift for varer, som har indhold af blød pvc. Læs mere om lov nr. 1434 og i Nyt til virksomheder: Afgiften på pvc afskaffes den 1. januar 2019.

Lavere ølafgift for mindre bryggerier: Den 1. januar 2019 sænkes afgiften på øl for bryggerier, der fremstiller 200.000 hektoliter øl eller mindre om året. Læs mere om grænserne i ølmoderationsordningen i lovforslag 103 og i Nyt til virksomheder: Afgiften på øl sættes ned den 1. januar 2019 for mindre bryggerier.

Ny bagatelgrænse på 10.000 kr. for nogle afgifter

Fra den 1. januar 2019 indføres der en bagatelgrænse på 10.000 kr. for en række punktafgifter. Bagatelgrænsen gælder for: Lukkede nikkel-cadmium batterier, CFC, emballage, foderfosfat, konsum-is, kvælstof, opløsningsmidler og forbrugsrelaterede varer.

Virksomheder skal dermed ikke registrere sig og betale afgift, hvis den indfører eller modtager afgiftspligtige varer, hvor afgiften er højst 10.000 kr. om året. Perioden skal følge virksomhedens regnskabsår, og den må højst være på 12 måneder.

Læs mere om ændringen af emballageafgiftsloven mv. i Lov nr. 1431 (retsinformation.dk).

For de fleste punktafgifter gælder, at det er måneden, der er afgiftsperioden med frist for at indberette den 15. i måneden efter afgiftsperiodens afslutning.

Se i virksomhedskalenderen på forsiden af skat.dk under Erhverv eller i Den juridiske vejledning, hvad der gælder for den enkelte type punktafgifter. Fristerne for de forskellige perioder står i virksomhedskalenderen, og fristerne for den enkelte punktafgift står i Den juridiske vejledning:

Den juridiske vejledning, afsnit A.B.4.4.1, Periode, frist og metode for at angive og betale afgift

Du kan også se fristerne på virksomhedens registreringsbevis i TastSelv Erhverv. Eller log på TastSelv Erhverv og se de åbne perioder, som systemet har dannet.

Netbank

Brug betalingslinjen, som du har fået på kvitteringen for din indberetning. Du kan også finde betalingslinjen under Stamoplysninger i din skattekonto i TastSelv Erhverv.

Betaling til skattekontoen

Nets (PBS)

Vil du betale med Nets (PBS), kan du tilmelde dig i TastSelv Erhverv.

Tilmelding til Nets (PBS)

Udenlandsk konto

Tilføj dit se-nummer, og hvilken punktafgift du betaler, fx i kommentarfeltet.

Betal fra en udenlandsk konto
IBAN-nummer: DK87 0216 4069 1633 94
Swiftkode: DABADKKK
Konto: 02164069163394
Kontohaver: Skattestyrelsen

Regler for rettidig betaling

Din betaling er rettidig hvis:

  • Du betaler via netbank, og beløbet bliver trukket på din konto senest på dagen for udløbet af betalingsfristen, og betalingen er sket efter bankens forretningsbetingelser for overførsler.
  • Du betaler via indbetalingskort senest på dagen for udløbet af betalingsfristen.
  • Du betaler via Nets LeverandørService og har godkendt betalingstrækket på TastSelv Erhverv senest kl. 16 bankdagen før betalingsfristens udløb.
  • Du betaler ved at anmode din bank om at overføre beløbet, og beløbet overføres fra din konto til Skattestyrelsens konto senest dagen for udløbet af betalingsfristen.

Uanset om du er registreret eller ej, kan du i visse tilfælde have krav på godtgørelse eller fradrag for en punktafgift. Læs mere i den enkelte punktafgiftslov. 

Den juridiske vejledning, afsnit A.E Punktafgifter

For uddybende og fyldestgørende juridisk information, se Den juridiske vejledning.