Selv om fastlæggelsen af kildeskattelovens bopælsbegreb ved fraflytning i princippet sker ud fra en samlet bedømmelse af skatteyderens forhold, viser praksis, at den fortsatte rådighed over en helårsbolig spiller en central rolle ved bedømmelsen.

Den fortsatte dispositionsret over den indtil fraflytningen benyttede bolig, eller eventuelt en anden bolig, vil sædvanligvis være ensbetydende med, at bopælen anses for opretholdt, medmindre boligen udlejes/fremlejes uopsigeligt for udlejeren/fremlejeren i mindst 3 år. Denne praksis er støttet på en række afgørelser , se f.eks. landsskatterettens kendelser i TfS 1986, 16 LSR, 1986, 552 LSR og 1987, 475 LSR samt TfS 1982, 558 HRD og TfS 1987, 281 VLD. Se også TfS 1992, 316 HRD, hvor skatteyderen opholdt sig 7 år i udlandet med sin familie og ikke havde anden tilknytning til Danmark end ejendomsret til et parcelhus. Den fulde skattepligt blev opretholdt, da huset udelukkende havde været udlejet i perioder på under 3 år. Der kan dog være så klare indikationer på, at en skatteyder og dennes eventuelle familie har til hensigt fast at blive boende i udlandet, at der ses bort fra 3-års-betingelsen, jf. TfS 1998, 652 LSR.

Told- og Skattestyrelsen har i TfS 1994, 217 anset 3-års-betingelsen for opfyldt, selvom:

  • en udlejer klausulerer lejemålet således, at lejemålet kan opsiges af vedkommende med et kortere varsel end 3 år, såfremt boligen sælges og som følge heraf overtages af en ny ejer i umiddelbar fortsættelse heraf, eller
  • lejemålet forinden udløbet af 3-årsperioden opsiges af lejeren eller lejemålet ophører af anden grund, f.eks. på grund af af lejerens død, og nyt lejemål herefter indgås bindende for udlejeren for den resterende del af 3-årsperioden, eller
  • udlejeren tilkendegiver at ville vende tilbage til Danmark efter 3-års-periodens udløb.

Som eksempel på en proformaudlejning henvises til UfR 1976, 925 HRD.

I de tilfælde, hvor skatteyderen efter fraflytningen fortsat har rådighed over en helårsbolig, vil dette normalt være en tilstrækkelig betingelse til at anse bopælen for opretholdt, medmindre skatteyderen har haft til hensigt at bosætte sig varigt i udlandet, se TfS 1991, 132 LSR (kendelsen er kommenteret i TfS 1991, 125) og TfS 2000, 168 LSR. Som eksempler på fortsat bopæl kan udover de ovenfor under afsnit D.A.1.1.2 nævnte afgørelser anføres: LSRM 1982, 185 LSR, UfR 1982, 558 HRD, TfS 1986, 552 LSR, TfS 1987, 475 LSR, SKM2006.50.VLR.

Vestre Landsret har ved dom af 27. november 2007 SKM2008.29.VLR fastslået fuldt skattepligt til Danmark på grund af rådighed over bolig.

Sagen drejede sig om, hvorvidt skatteyderen havde opgivet fuld skattepligt til Danmark ved udgangen af 1993, om skatteyderen personligt eller hans engelske selskab var rette indkomstmodtager for indtægter for udlejning af facadeplads på ..., Danmark, om facadeudlejningen var momsfritaget eller momspligtig levering mod vederlag samt om leverancer af elektricitet m.v. var momspligtige.

Landsretten nåede frem til, at skatteyderen ikke havde godtgjort, at han fra udgangen af 1993 havde opgivet sin bopæl i Danmark. Skatteyderen var herefter fuldt skattepligtig til Danmark, jf. kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, i indkomstårene 1994-2002. Landsretten nåede endvidere frem til, at udlejningsvirksomheden i perioden 1994-2002 måtte anses for drevet af skatteyderen personligt.

Ved byretsdom af 1. oktober 2007 SKM2007.710.BR blev den fulde skattepligt anset for bevaret, idet bopæl ikke blev anset for opgivet.

Sagsøgeren, som havde meldt flytning til Tyskland og havde erhvervet en møbleret lejlighed i Tyskland, blev efter en konkret bevisbedømmelse anset for ikke at have opgivet sin bopæl i Danmark. Retten lagde herved bl.a. vægt på, at sagsøgeren rådede over et sommerhus i Danmark, som tidligere havde været benyttet som helårsbeboelse af sagsøgerens søn, samt at sagsøgerens mindreårige datter blev boende i sagsøgerens helårshus, da sagsøgeren etablerede en bopæl i Tyskland. Sagsøgerens søn flyttede endvidere omkring samme tidspunkt ind på ejendommen.

Retten fandt endvidere, at sagsøgeren måtte anses for at have haft midtpunktet for sine livsinteresser i Danmark, jf. artikel 4, stk. 2, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Tyskland. Retten lagde herved bl.a. vægt på, at sagsøgerens børn boede i Danmark, og at sagsøgeren fortsat arbejdede i Danmark.

Sagsøgeren blev derfor anset for fortsat at være skattepligtig til Danmark.

I TfS 1999, 929 LR, påtænkte en skatteyder at flytte til Storbritannien sammen med sin ægtefælle og sin 13 årige søn for en periode af ca. 6 år, dels af hensyn til mandens helbred og dels af hensyn til sønnens skolegang. I Storbritannien havde familien erhvervet en beboelsesejendom i sameje med mandens forældre, hvor familiens andel af købesummen var blevet finansieret via et lån ydet af mandens far. Familien bevarede sit danske landsted under udlandsopholdet og ville i fraflytningsperioden benytte det som fritidsbolig - formentlig i op mod halvdelen af året på grund af de fortsat stærke tilknytningsforhold. Mandens eneste indtægtskilde fra Danmark ville være udbytter og bestyrelseshonorarer fra to danske selskaber. Der var ingen erhvervsmæssige indtægter i Storbritannien, men manden modtog ofte kontante gaver fra sine forældre. Under hensyntagen til disse forhold ansås den fulde skattepligt til Danmark for opretholdt, ligesom Danmark blev anset for bopælsland i dobbeltbeskatningsaftalens forstand.

I TfS 1996, 51 HRD blev en skatteyder, der emigrerede fra Danmark til Storbritannien ultimo 1981, anset for fuldt skattepligtig her til landet. Højesteret lagde vægt på, at skatteyderen havde bevaret en bopælsmulighed på sit danske gods, uanset det blev fremført, at hovedbygningen var lejet ud. Ud over bopælsmuligheden på godset var skatteyderen gået i realitetsforhandlinger om at købe en anden ejendom, inden han flyttede fra Danmark. Uanset at sidstnævnte ejendom, på skatteyderens forlangende, fik ændret status fra helårsbolig til sommerhusbeboelse , tillagde Højesteret ejendommens indretning og de af ham foretagne forbedringer af afgørende betydning. Man fandt også, at han havde benyttet ejendommen i et ikke uvæsentligt antal dage i den omtvistede periode. Derfor fandtes han også at have haft skatteretlig bopælsmulighed i denne ejendom. Skatteyderen havde på intet tidspunkt erhvervsmæssige aktiviteter i Storbritannien. Reglen i KSL § 7, stk. 1, fandtes uden betydning i den pågældende sag.

I en anden Højesteretsdom, SKM2001.388.HR var en skatteyder fraflyttet sin ejerlejlighed i Danmark den 25. juni 1984, og var ifølge en F-54-erklæring udstedt af de spanske myndigheder fra samme dato bosat i Spanien. Vedkommende solgte ejerlejligheden i december 1984 med overtagelse af køber den 1. marts 1985. Endvidere solgte skatteyderen en anden ejerlejlighed til et ApS, hvori den pågældende selv var direktør og dette selskab erhvervede samtidig yderligere en lejlighed i samme ejendom. I juni 1984 købte skatteyderen et sommerhus i Danmark. Højesteret lagde til grund, at sommerhuset havde været benyttet i betydeligt omfang, og at den af selskabet erhvervede lejlighed ansås at have stået til rådighed for skatteyderen. Den pågældende blev ikke anset for at have opgivet sin bopæl i Danmark, og efter en samlet bedømmelse var skatteyderen hjemmehørende til Danmark.

Se endvidere SKM2004.257.HR, hvor Højesteret ligeledes fandt, at skatteyderen havde bevaret rådighed over en bopæl i Danmark.

I SKM2009.583.BR fandt retten efter en samlet vurdering, at skatteyderen først tog bopæl i Spanien den 3. september 2005 samtidig med at hans bopælsmulighed i Danmark bortfaldt. Skatteyderen havde forinden i flere perioder opholdt sig i Spanien, men retten fandt ikke, at skatteyderen herved havde taget bopæl i Spanien. Retten lagde vægt på, at skatteyderens hustru fortsat boede i Danmark i et sommerhus, og at hun fortsat var tilknyttet arbejdsmarkedet i en del af perioden. Den 3. september 2005 blev en container med et større parti indbo afskibet fra Danmark. Samme dag rejste skatteyderen sammen med sin hustru til Spanien. Skatteyderens skattepligt til Danmark ophørte fra denne dag, hvorfor pensionsudbetalinger efter dette tidspunkt ikke skulle medregnes til indkomsten i Danmark. Dommen er også omtalt under afsnit D.A.1.1.2.2.

I SKM2005.396.LSR tiltrådte Landsskatteretten et bindede ligningssvar, hvorefter en pensionist, der efter planlovens bestemmelser havde en personlig ret til at bo i sit sommerhus hele året, ansås for at have bevaret en bopælsmulighed her i landet. Hans fulde skattepligt var derfor bevaret efter fraflytning til udlandet.

Ny tekst startModsatte resultat nåede Østre Landsret til i SKM2011.417.ØLR. En mand, der var marrokkansk gift, var fraflyttet Danmark pr. 15. oktober 2006 til Marokko, og spørgsmålet var, om hans fulde skattepligt til Danmark ophørte på dette tidspunkt. Sagsøgeren havde tidligere boet til leje i en lejlighed i en ejendom, som hans selskab ejede. Lejligheden blev på fraflytningstidspunktet udlejet til sønnen, og ejendommen blev senere solgt til sønnen. Manden og hans selskab ejede endvidere flere udlejningsejendomme i Danmark. Landsretten lagde bl.a. til grund, at der ikke var stillet et værelse til rådighed for den pågældende i lejligheden, at den pågældende ikke havde mulighed for at lade selskabet opsige sønnens lejemål i medfør af lejeloven for selv at bo i lejligheden, og at sønnen ikke ville efterkomme et eventuelt ønske fra sin far om at fraflytte lejemålet uden iagttagelse af lejelovens almindelige opsigelsesregler. Det blev også lagt til grund, at sagsøgeren kun besøgte Danmark i få uger efter fraflytningen, og at han drev erhvervsvirksomhed i Marroko. Det blev herefter anset for godtgjort, at sagsøgeren ved fraflytningen ikke længere havde bopæl i Danmark i KSL § 1, stk. 1, nr. 1´s forstand, idet landsretten bemærkede at udlejningsvirksomheden i Danmark, hvor der som led i den almindelige drift med jævne mellemrum var ledige lejemål, herunder på fraflytningstidspunktet, ikke kunne føre til et andet resultat.Ny tekst slut

I SKM2006.168.SR afgjorde Skatterådet at, A som er efterlønsmodtager har ret til at anvende sit sommerhus til helårsbolig. Derfor vil A ved fraflytning til Spanien fortsat være fuldt skattepligtig til Danmark. Skatterådet tiltrådte, at As fulde skattepligt til Danmark vil ophøre, såfremt han overdrager sin halvdel af sommerhuset til ægtefællen B i forbindelse med, at han og B flytter til Spanien.

I vejledningen til planloven afsnit VIII om sommerhusområder, er der i punkt D anført: "Er huset ejet i sameje mellem flere personer, har de enkelte medejere hver for sig ret til helårsbeboelse, hvis de i øvrigt opfylder betingelserne. Sædvanligt formuefællesskab i et ægteskab betragtes i denne relation som sameje. Tilhører huset den ene ægtefælle som særeje, skal den pågældende opfylde betingelserne.

Som eksempel på, at rådighed over helårsbolig ikke er tilstrækkelig for at bevare skattepligten efter KSL § 1, stk. 1, nr. 1, henvises til SKM2009.482.VLR Sagen drejede sig om, hvornår skatteyderens fulde skattepligt til Danmark ophørte, jf. KSL § 1, stk. 1, nr. 1. Landsskatteretten og byretten var nået frem til, at den fulde skattepligt til Danmark allerede var ophørt i juli 2000. Skatteyderen gjorde gældende, at den fulde skattepligt først ophørte marts 2001. Uanset at skatteyderen havde rådig over en bolig tilhørende hans bror i perioden mellem juli 2000 og marts 2001, fandt landsretten på baggrund af en række konkrete omstændigheder, at skatteyderen efter juli 2000 ikke var fuld skattepligtig til Danmark, jf. KSL § 1, stk. 1, nr. 1. Retten henså bl.a. til, at skatteyderens altovervejende erhvervsmæssige aktiviteter lå i USA efter erhvervelsen af farmen i USA i juli 2000, hvorimod hans erhvervsmæssige aktiviteter i Danmark alene bestod i besiddelsen af en mindre udlejnings ejendom. Skatteyder havde i en årrække forud beskæftiget sig med landbrug, og det havde formodningen imod sig, at han ikke i betydeligt omfang var tilstede på farmen i opstartsfasen. Det blev i dette lys tillagt særlig betydning, at skatteyderen havde afmeldt sin mobiltelefon i Danmark, at han afhændede sin bil, og at han i 1999 fik visum til USA og fik udstedt social security number i USA. Ved afgørelsen blev det tillige tillagt bevismæssig vægt, at skatteyder fra skattesagens begyndelsen ikke var fremkommet med nærmere oplysninger eller dokumentation for hans rejser til og fra USA, selvom skattemyndighederne havde efterspurgt sådanne oplysninger. Dommen er også nævnt under afsnit D.A.1.1.2.3

Skatterådet tog i SKM2009.539.SR stilling til skatteyders fulde skattepligt, hvor han, istedet for et sommerhus, påtænkte at købe en helårsbolig uden bopælspligt forud for flytningen fra Danmark, eller alternativt købe en helårsbolig uden bopælspligt efter flytningen fra Danmark. Skatterådet bekræftede, at skatteyders fulde skattepligt efter Kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, ikke ophører, hvis han køber en helårsbolig uden bopælspligt inden, at han fik solgt den bolig, som han havde rådighed over forud for flytningen fra Danmark. Skatterådet bekræftede også, at der vil indtræde fuld skattepligt, jf. kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, hvis skatteyderen købte en helårsbolig uden bopælspligt efter, at han havde opgivet den oprindelige bopæl. Det blev i afgørelsen bl.a. lagt vægt på skatteyderens fortsatte tilknytning til Danmark, og at skatteyderens ophold i Danmark ikke kunne anses som kortvarige pga. ferie eller lignende. Fuld skattepligt til Danmark ville derfor indtræde ved spørgers første erhvervsmæssige ophold i Danmark efter, at han havde erhvervet helårsbolig her.

Ægtefæller
Hvis en ægtefælle flytter til udlandet, uden at dette står i forbindelse med en egentlig ophævelse af samlivet, vil den pågældende ægtefælle i skattemæssig henseende sædvanligvis anses for at have bevaret bopælen her, hvis den tilbageværende ægtefælle opretholder det fælles hjem. Som eksempel herpå kan nævnes afgørelserne UfR 1975, 1079 HRD, TfS 1987, 195 LSR, TfS 1982, 187 LSR (dobbeltdomicil løst til fordel for Spanien) samt TfS 1990, 560 LR. Modsat dog TfS 1986, 299 ØLD, hvor den fraflyttede ægtefælles skattepligt blev anset for ophørt. Til grund herfor lå bl.a., at den anden ægtefælles forbliven i Danmark havde midlertidig karakter. I SKM2005.207.ØLR fandt retten, at en skatteyder havde bevaret sin fulde skattepligt til Danmark, uagtet han havde erhvervet en lejlighed i England og var undergivet indkomstskattepligt der. Ægtefællen blev boende på den hidtidige bopæl i Danmark, og Højesteret havde anset skatteyderen for fuldt skattepligtig og hjemmehørende i Danmark for et tidligere indkomstår, jf. SKM2005.79.HR.

Ved SKM2007.375.VLR lagde landsretten til grund, at skatteyderen ikke havde bevist, at han havde opgivet sin bopæl i Danmark, hvorfor skatteyderen var fuld skattepligtig til Danmark. Landsretten lagde herved bl.a. vægt på, at sagsøgeren, forud for det pågældende indkomstår, havde stået tilmeldt folkeregisteradresse i Danmark på sin ægtefælles ejendom, og at skatteyderen igen var tilmeldt denne adresse. Endvidere blev der lagt vægt på, at samlivet med skatteyderens ægtefælle ikke havde været ophævet i det pågældende indkomstår, og at skatteyderen var på adressen hos ægtefællen 36 gange i indkomståret svarende til det af skatteyderen opgjorte befordringsfradrag.

Som eksempler på afgørelser, hvor den fraflyttede ægtefælles bopæl er anset for ophørt som følge af samlivsophævelse, se LSRM 1984, 175 og TfS 1986, 611 LSR.

Samboende
Er der tale om papirløse samlivsforhold, vil spørgsmålet om den fraflyttedes fortsatte bopæl bero på en konkret vurdering af samlivsforholdets karakter, jf. TfS 1987, 25 LSR. Der vil ofte i disse situationer yderligere være tale om, at den fraflyttede samlivspartners fulde skattepligt afhænger af en samlet vurdering af de foreliggende omstændigheder, f.eks erhvervsmæssige interesser og tilknytning til det andet land, se således TfS 1988, 506 HRD og TfS 1989, 155 VLD. En tilsvarende samlet bedømmelse kan i særlige tilfælde medføre fortsat bopæl uanset boligmulighedens form, jf. UfR 1987, 888 HRD og TfS 1991, 308ØLD (vekslende boligmuligheder) og TfS 1988, 411 LSR (bolig i tilknytning til kontor på campingplads). Rådighed over sommerhuse behandles særskilt nedenfor under D.A.1.1.2.2.

Landsskatteretten har ved kendelse SKM2008.407.LSR anset den fulde skattepligt til Danmark for bevaret i forbindelse med fraflytning til England, idet klager fortsat ejede halvdelen af en ejerlejlighed, som efter fraflytningen var beboet af kæresten.

Bopæl kan på den anden side set ikke anses for bevaret, hvis skatteyderen ikke under en eller anden form - helt eller delvis - har rådighed over en bolig her i landet, se TfS 1998, 606 HRD og TfS 1998, 556 LSR.

En samlet bedømmelse kan omvendt føre til, at rådighed over en helårsbolig ikke er tilstrækkeligt til at anse bopælen for opretholdt, se LSRM 1977, 1 og UfR 1982, 708 ØLD (Brasiliensdommen) samt TfS 1985, 335 ØLD.

Bopæl hos forældre
Hvis en skatteyder, der har boet hos sine forældre, og som midlertidigt, i en kortere periode, flytter til udlandet uden at etablere fast bopæl dér, vil bopælen i Danmark normalt blive anset for opretholdt, hvis boligmuligheden hos forældrene bevares under udlandsopholdet.

I SKM2001.22.LSR rejste en skatteyder sammen med sin kæreste på ferie i USA. Han havde inden afrejsen fået klarlagt, at han ikke ville kunne  opnå arbejdstilladelse derovre. Inden afrejsen flyttede han hjem til sine forældre, hvor han fik stillet en selvstændig kælderlejlighed med værelse, køkken, bad og gildesal til rådighed. Hans indbo m.v. blev opbevaret dér under udlandsopholdet. Han havde beholdt sin bil her, ligesom han  fortsat havde bevaret sin bankforbindelse, sine forsikringer, sit A-kassemedlemsskab og lignende i Danmark. Under hensyntagen til, at

  • skatteyderen hele tiden havde haft til hensigt at vende tilbage til Danmark efter udlandsopholdets afslutning,
  • skatteyderen til stadighed havde haft en reel boligmulighed her i landet,
  • skatteyderen rent faktisk vendte tilbage til Danmark, og
  • skatteyderen ikke havde etableret en fast bopæl i USA under opholdet der,

anså Landsskatteretten den fulde skattepligt efter KSL § 1, stk. 1, nr.1, for opretholdt under det godt et år lange udlandsophold. Heraf fulgte, at der ikke skulle foretages omregning til helårsindkomst, ligesom han opnåede et fuldt års personfradrag.

Personen blev anset for fuldt skattepligtig og hjemmehørende i Danmark, SKM2008.432.ØLR

Sagsøgeren arbejdede i indkomstårene 1999 og 2000 som lastbilchauffør for et dansk anpartsselskab. Indtil marts 1999 var han tilmeldt folkeregisteret på sine forældres bopæl i Dannmark, hvorefter han meddelte fraflytning til England.

Landsretten udtalte, at det påhvilede sagsøgeren at godtgøre, at han opgav sin bopæl i Danmark i forbindelse med fraflytningen til England, hvilket landsretten efter en konkret vurdering ikke fandt godtgjort. Sagsøgeren blev derfor anset for fuldt skattepligtig til Danmark, jf. kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1.

Landsretten lagde til grund, at sagsøgeren havde en fast bopæl til rådighed i såvel Danmark som i England, men efter en samlet bedømmelse af sagsøgerens tilknytning til henholdsvis Danmark og England tilkom beskatningsretten Danmark, jf. artikel 4, stk. 2, litra a, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og England.

Den fortsatte besiddelse af et sommerhus eller anden ejendom, der ikke kan sidestilles med en helårsbolig, vil som udgangspunkt ikke konstituere bopæl, forudsat sommerhuset alene anvendes til ferie eller lignende, jf. TfS 1989, 245 LSR. Foreligger der andre væsentlige tilknytningsmomenter til Danmark, typisk i form af væsentlige erhvervsinteresser, vil afgørelsen om fortsat bopæl ske på grundlag af en samlet bedømmelse af de foreliggende omstændigheder, se f.eks. TfS 1987, 178 LSR og SKM2007.710.BR (gengivet under D.A.1.1.2.1).

Skatterådet anså i et bindende svar SKM2008.646.SR den fulde skattepligt for ophørt, idet det sommerhus personen ejede alene blev anvendt til ferie og lignende.

Ny tekst startI SKM2011.153.SR kunne skatterådet ikke bekræfte, at spørgers fulde skattepligt, jf. kildeskattelovens § 1, ville ophøre pr. dato for fraflytning til Spanien, da spørger forsat ansås for at have bopæl til rådighed her i Danmark. Spørger ejede foruden 2 helårslejligheder, som efter planen skulle udlejes på uopsigelige 3-årige lejekontrakter, et sommerhus, som spørger ifølge planlovens bestemmelser havde en personlig ret til at bebo hele året.Ny tekst slut

I SKM2009.583.BR fandt retten efter en samlet vurdering, at skatteyderen først tog bopæl i Spanien den 3. september 2005 samtidig med, at hans bopælsmulighed i Danmark bortfaldt. Skatteyderen havde forinden i flere perioder opholdt sig i Spanien, men retten fandt ikke, at skatteyderen herved havde taget bopæl i Spanien. Retten lagde vægt på, at skatteyderens hustru fortsat boede i Danmark i et sommerhus, og at hun fortsat var tilknyttet arbejdsmarkedet i en del af perioden. Den 3. september 2005 blev en container med et større parti indbo afskibet fra Danmark. Samme dag rejste skatteyderen sammen med sin hustru til Spanien. Skatteyderens skattepligt til Danmark ophørte fra denne dag, hvorfor pensionsudbetalinger efter dette tidspunkt ikke skulle medregnes til indkomsten i Danmark. Dommen er også omtalt i afsnit D.A.1.1.2.1

Det samme vil være tilfældet, hvis et sommerhus rent faktisk fungerer som skatteyderens sædvanlige bolig, jf. TfS 1985, 169 LSR. Hvis et sommerhus benyttes som boligmulighed i forbindelse med varetagelse af et arbejde, vil der ligeledes være tale om andet formål end ferie eller lignende, jf. TfS 1996, 846 LR. Der blev dog ikke statueret bopæl i et tilfælde, hvor skatteyderen under sit ophold i et sommerhus nogle uger om året uden vederlag bistod sin søn med pelsningsarbejde på en minkfarm, jf. TfS 1990, 163 LSR (afgørelsen er kommenteret i TfS 1990, 158). Derimod blev der statueret fuld skattepligt i et tilfælde, hvor skatteyderen boede med sin familie i England samtidig med, at han mandag-fredag arbejdede som direktør i Danmark og i den forbindelse bl.a. overnattede i sit sommerhus her, jf. TfS 1991, 261 LR.

Hvis sommerhuset ikke kan karakteriseres som usædvanligt med hensyn til pris og størrelse, vil det næppe kunne bevirke, at bopæl er opretholdt, forudsat det udelukkende anvendes i ferieøjemed, og har status som sommerhus, jf. TfS 1990, 163 LSR.

I TfS 1996, 51 ØLD blev der statueret fuld skattepligt bl.a. under hensyn til sommerhusets indretning og størrelse samt omfanget af de investeringer, der var foretaget til forbedring af ejendommen. Der kan også henvises til TfS 1987, 178 LSR, hvor bl.a. sommerhusets karakter er anført til støtte for afgørelsen om fuld skattepligt samt SKM.2001.388 HRD (gengivet under afsnit D.A.1.1.2.1).

Pensionister, der efter planlovens regler har opnået ret til at benytte et sommerhus som helårsbolig, anses at have bopælsmulighed i sommerhuset uanset, at der er tale om et sommerhus, jf. SKM2005.396.LSR, hvor Landsskatteretten tiltrådte et bindede ligningssvar, hvorefter en pensionist, der efter planlovens bestemmelser havde en personlig ret til at bo i sit sommerhus hele året, ansås for at have bevaret en bopælsmulighed her i landet. Hans fulde skattepligt var derfor bevaret efter fraflytning til udlandet.

Om ophør af den fulde skattepligt afgjorde Skatterådet i SKM2006.168.SR at, A som er efterlønsmodtager har ret til at anvende sit sommerhus til helårsbolig. Derfor vil A ved fraflytning til Spanien fortsat være fuldt skattepligtig til Danmark. Skatterådet tiltrådte, at As fulde skattepligt til Danmark vil ophøre, såfremt han overdrager sin halvdel af sommerhuset til ægtefællen B i forbindelse med, at han og B flytter til Spanien. Ægtefællen havde ikke personlig ret til at bo i sommerhuset hele året.

I vejledningen til planloven afsnit VIII om sommerhusområder, er der i punkt D anført: "Er huset ejet i sameje mellem flere personer, har de enkelte medejere hver for sig ret til helårsbeboelse, hvis de i øvrigt opfylder betingelserne. Sædvanligt formuefællesskab i et ægteskab betragtes i denne relation som sameje. Tilhører huset den ene ægtefælle som særeje, skal den pågældende opfylde betingelserne.

 

Praksis viser, at opretholdelse af bopæl ved fraflytning i altovervejende grad støttes på objektive kriterier. Skatteyderens subjektive hensigter er dog undertiden også tillagt betydning, se f.eks. TfS 1986, 299 ØLD og TfS 1998, 652 LSR. Tilsvarende TfS 1991, 132 LSR samt TfS 1987, 25 LSR, hvor boligmulighed hos en tidligere samlever blev tillagt delvis betydning, fordi parterne efterfølgende giftede sig. Endelig kan nævnes TfS 1987, 333 HRD, hvor skatteyderens fraflytning ikke blev anset for definitiv som følge af dispositioner omkring afståelse af erhvervsinteresser. Det blev lagt til grund, at det var en afgørende forudsætning for skatteyderens beslutning om at opgive bopæl i Danmark, at der blev indgået aftale om salg af aktierne. Beslutningen om opgivelse af bopæl i Danmark kunne derfor først anses som definitiv ved parternes underskrivelse af aftalen, selvom anmeldelse af flytning til folkeregister, flytning fra Danmark og køb af hus i Irland var sket på et tidligere tidspunkt. Dommen er også nævnt under afsnit D.A.1.1.2.4.

I SKM2010.47.VLR blev appellanten, der i 2000 flyttede fra Danmark og lejede en bolig i Tyskland, anset for fuld skattepligtig til Danmark i årene 2000, 2001 og 2002, efter hvilket tidspunkt han igen flyttede til Danmark. Der blev lagt vægt på, at appellanten ejede et sommerhus i Danmark, at den væsentligste del af appellantens erhvervsindtægt stammede fra et selskab, hvori han var hovedaktionær, at appellanten i en periode opretholdt forholdet til sin datters mor, der havde bopæl i Danmark, hvor appellanten fortsat opholdt sig i betydeligt omfang i Danmark. Beskatningsretten blev endvidere anset for at tilkomme Danmark i henhold til artikel 4, stk. 2, litra a, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Tyskland og Danmark.  

Se også SKM2009.482.VLR. Sagen drejede sig om, hvornår skatteyderens fulde skattepligt til Danmark ophørte, jf. KSL § 1, stk. 1, nr. 1. Landsskatteretten og byretten var nået frem til, at den fulde skattepligt til Danmark allerede var ophørt i juli 2000. Skatteyder gjorde gældende, at den fulde skattepligt først ophørte i marts 2001. Uanset at skatteyderen havde rådighed over en bolig tilhørende hans bror i perioden mellem juli 2000 og marts 2001, fandt Landsretten på baggrund af en række konkrete omstændigheder, at skatteyder efter juli 2000 ikke var fuld skattepligtig til Danmark, jf. KSL § 1, stk. 1, nr. 1. Retten henså bl.a. til, at skatteyderens altovervejende erhvervsmæssige aktiviteter lå i USA efter erhvervelsen af en farm i USA i juli 2000, hvorimod hans erhvervsmæssige aktiviteter i Danmark alene bestod i besiddelsen af en mindre udlejningsejendom. Skatteyder havde i en årække forud beskæftiget sig med landbrug, og det havde formodningen imod sig, at han ikke i betydeligt omfang var tilstede på farmen i opstartsfasen. Det blev i dette lys tillagt særlig betydning, at skatteyderen havde afmeldt sin mobiltelefon i Danmark, at han afhændede sin bil, at han i 1999 fik visum til USA og fik udstedt et social security number i USA. Ved afgørelsen blev det tillige tillagt bevismæssig vægt, at skatteyder fra skattesagens begyndelse ikke var fremkommet med nærmere oplysninger eller dokumentation for hans rejser til og fra USA, selvom skattemyndighederne havde efterspurgt sådanne oplysninger. Dommen er også nævnt under afsnit D.A.1.1.2.1

De mere sekundære momenter, der afspejler en tilknytning til Danmark, f.eks. ejerskab til en her i landet indregistreret bil, medlemskab af foreninger og lignende, tillægges ikke selvstændig betydning, men kan indgå i en samlet bedømmelse.

Når den hidtidige helårsbolig ønskes afstået i forbindelse med fraflytningen, kan der særligt i salgssituationer opstå tvivl om, på hvilket tidspunkt bopælen skal anses for opgivet, hvis huset ikke er solgt ved fraflytningen.

Ophør af bopæl er ikke absolut betinget af, at salg har fundet sted, idet karakteren af skatteyderens salgsbestræbelser sammenholdt med vedkommendes faktiske flytning til det andet land, f.eks. flytning af indbo, kan bevirke, at rådigheden over boligen må anses for opgivet under forudsætning af, at salget senere gennemføres.I dommen UfR 1982, s. 708 ØLD blev bopælen dog anset for opgivet, selv om forsøg på salg af huset blev indstillet, idet det blev lagt til grund, at skatteyderen havde haft en hensigt om varigt at bosætte sig i udlandet. Som et konkret eksempel på at bopælen i en salgssituation ikke var opgivet ved fraflytningen, henvises til TfS 1987, 333 HRD og TfS 2000, 168 LSR.

En fisker, der i 1983 og 1984 var beskæftiget på et dansk indregistreret skib i de grønlandske farvande, lejede 1. juni 1983 et værelse i Grønland. Det lykkedes ham først at få solgt sin ejerlejlighed i Danmark pr. 1. sept. 1984. Vestre Landsret lagde til grund, at han i tiden 1. jan. 1983 - 31. aug. 1984 havde haft en ejerlejlighed til fri rådighed i Danmark, medens han i Grønland kun disponerede over et mindre, lejet værelse, ligesom han periodevis opholdt sig i Danmark. Han havde derfor ikke opgivet sin bopæl i Danmark. Ophold på skibet måtte, da dette var indregistreret som hjemmehørende i Danmark, anses for ophold i Danmark, således at han efter DBO''en med Grønland måtte anses for bosat i Danmark, jf. TfS 1994, 232 VLD.

Hvis en skatteyder er undergivet fuld skattepligt såvel til Danmark som til et andet land, foreligger der dobbeltdomicil.

I SKM2010.78.HR fandt Højesteret, at appellanten var fuldt skattepligtig til Danmark. Appellanten, der var russisk gift og havde ophold i Danmark, Rusland og Letland, var som følge af sin tilknytning til Danmark fuldt skattepligtig her i landet. I 1990 solgte appellanten sin ejendom i Danmark og meldte flytning til England. I samarbejde med en russisk partner etablerede han i 1991 et selskab i Rusland. Han blev efterfølgende gift med sin russiske ægtefælle og flyttede ind i hustruens lejlighed i Moskva. I 1994 etablerede han en møbelforretning i Letland, hvor han også anskaffede sig en lejlighed. Et dansk anpartsselskab, hvori appellanten var eneanpartshaver og direktør, havde i 1992 købt en ejendom i Danmark, hvorfra selskabet drev erhvervsvirksomhed. Ejendommen indeholdt en beboelseslejlighed, der fortrinsvis blev anvendt af appellanten som kontor mv. Han kunne benytte sine forældres sommerhus, som han overtog i 1995, og i 1996 købte han tillige et sommerhus i nærheden af anpartsselskabets ejendom.   

I perioden 1995-1997 havde appellanten efter sin egen opgørelse opholdt sig hhv. 176, 165 og 171 dage i Danmark mod hhv. 38, 28 og 51 dage i Rusland og 54, 111 og 76 i Letland.

Højesteret udtalte, at appelanten - under hensyn til omfanget af hans ophold i Danmark, hvorunder han varetog sine erhvervsmæssige interesser, og under hensyn til det oplyste om hans boligforhold - måtte anses for i perioden 1995-1997 at have haft bopæl i Danmark. Højesterert tiltrådte derfor, at appellanten var fuldt skattepligtig her i landet. Der var heller ikke for Højesteret fremkommet oplysninger, der gav grundlag for at tilsidesætte den skønsmæssige ansættelse af appellantens indtægter, ligesom der ikke i øvrigt var grundlag for at hjemvise sagen.

I SKM2010.47.VLR blev appellanten, der i 2000 flyttede fra Danmark og lejede en bolig i Tyskland, anset for fuld skattepligtig til Danmark i årene 2000, 2001 og 2002, efter hvilket tidspunkt han igen flyttede til Danmark. Der blev lagt vægt på, at appellanten ejede et sommerhus i Danmark, at den væsentligste del af appellantens erhvervsindtægt stammede fra et selskab, hvori han var hovedaktionær, at appellanten i en periode opretholdt forholdet til sin datters mor, der havde bopæl i Danmark, hvor appellanten fortsat opholdt sig i betydeligt omfang i Danmark. Beskatningsretten blev endvidere anset for at tilkomme Danmark i henhold til artikel 4, stk. 2, litra a, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Tyskland og Danmark.

Højesteret har i dom SKM2007.501.HR fastslået det skattemæssige hjemsted til i Danmark i forbindelse centrum for livsinteresser.

Personen der drev en IT virksomhed, meldte i 1991 flytning til  Belgien i forbindelse med indgåelse af en tidsbegrænset kontrakt med Kommissionen. Han boede frem til sommeren 1993 i 2 forskellige lejligheder i Belgien. Herefter hævdede han at have boet dels hos en ven, dels i et pensionat frem til 1996.

Personens kone og deres mindreårige søn blev boende i Danmark i familiens ejendom men opholdt sig dog i Belgien i en periode på ca. et år fra 1992-1993, umiddelbart efter at personen havde fået en blodprop i hjertet og derefter var sygemeldt i en periode.

IT virksomheden blev fortsat drevet fra personens bopæl i Danmark, og indtægterne i IT virksomheden oversteg gennem hele perioden hans indtægter fra Kommissionen, som hidrørte fra tidsbegrænsede kontrakter.

Personen, der ikke havde indgivet selvangivelse til de belgiske skattemyndigheder eller betalt skat i Belgien, havde først for Højesteret gjort gældende, at han var fuldt skattepligtig til Belgien og havde skattemæssigt hjemsted der.

Højesteret fandt det ubetænkeligt at fastslå, at personen havde den stærkeste personlige og økonomiske forbindelse til Danmark og dermed var hjemmehørende i Danmark i årene 1992-1995, jf. den dansk-belgiske dobbeltbeskatningsoverenskomst, artikel 4, stk. 2.

Østre Landsret har i en dom afsagt den 22. december 2006 SKM2007.135.ØLR vedrørende dobbeltdomicil fastslået såvel skattepligt som skattemæssigt hjemsted.

Klageren har i 1997 og 1998 haft rådighed over en bolig i Danmark. Klageren var derfor fuldt skattepligtig til Danmark i henhold til kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1.

Klageren har imidlertid i disse år tillige haft rådighed over en bolig i Sverige, og er efter det oplyste tillige fuldt skattepligtig til Sverige. Beskatningsretten til klagerens indkomster for 1997 og 1998 må derfor fastlægges ud fra bestemmelserne i de for 1997 henholdsvis 1998 gældende overenskomster mellem de nordiske lande til undgåelse af dobbeltbeskatning for så vidt angår indkomst- og formueskatter.

Det afgørende for, om Danmark har beskatningsretten til klagerens indkomster for 1997 og 1998 er herefter i henhold til bestemmelserne i den fællesnordiske dobbeltbeskatningsoverenskomst af 12. september 1989 respektive den fællesnordiske dobbeltbeskatningsoverenskomst af 23. september 1996 i første række, om klageren i 1997 henholdsvis 1998 har været hjemmehørende i Danmark eller i Sverige.

Klageren skal i henhold til artikel 4, stk. 2, i overenskomsterne anses for at være hjemmehørende i den stat, med hvilken han har de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser (midtpunkt for sine livsinteresser), jf. overenskomsternes artikel 4, stk. 2, litra a. Hvis det ikke kan afgøres, i hvilken stat han har midtpunkt for sine livsinteresser, skal han anses for at være hjemmehørende i den stat, i hvilken han sædvanligvis har ophold, jf. overenskomsternes artikel 4, stk. 2, litra b.

Det er over for Landsskatteretten godtgjort, at klageren i 1997 og 1998 havde stærke personlige og økonomiske forbindelser til Sverige. Det er imidlertid ikke godtgjort, at hans personlige og økonomiske forbindelse til Sverige var stærkere end hans personlige og økonomiske forbindelse til Danmark. Der er herved særlig henset til, at klageren i 1997 og 1998 oppebar størstedelen af sin indtægt i Danmark, til at klageren havde sommerhus i Danmark, og til at klageren i hele 1997 såvel som i hele 1998 delte bolig med CC, der er indrejst til Danmark ved udgangen af 1996, og som efter det oplyste var klagerens elskerinde. Det kan under disse særlige omstændigheder ikke tillægges afgørende betydning, at klageren i 1997 alene var ansat på en 2-årig prøvekontrakt ved G1 hospital. Det må derimod under henvisning til det oplyste om klagerens samliv med CC og om, at klageren var ansat i en fuldtidsstilling ved G1 hospital, antages at klageren i 1997 og 1998 sædvanligvis har haft ophold i Danmark.

Klageren var herefter i 1997 og 1998 hjemmehørende i Danmark i henhold til overenskomstens artikel 4, stk. 2.

Den dobbeltbeskatning, som kan forekomme i sådanne tilfælde, løses ved hjælp af DBO'erne eller reglerne i LL § § 33 og 33 A. Der henvises til afsnit D.C.1, D.C.2 og D.D.2. Hvis en DBO ikke indeholder en bestemmelse, der i tilfælde af dobbeltdomicil tager stilling til skattemæssigt hjemsted,  lader Danmark artikel 4 i OECD's Modelkonvention finde anvendelse. Det vil sige at en gensidig forhandling mellem de kompetente myndigheder alene er nødvendig, hvis en person bliver anset for hjemmehørende i begge lande, jf. f.eks. TfS 1995, 731 LR, TfS 1999, 803 ØLD og TfS 2000, 168 LSR.

Skatterådet afgjorde i 2010 samtidigt 2 sager om piloter, der begge udførte arbejde på fly i international trafik og havde dobbeltdomicil, der fik forskelligt udfald. I SKM2010.140.SR fandt Skatterådet, at spørger ikke var skattepligtig til Danmark af beløb, som var udbetalt til ham af et cypriotisk selskabs filial i Letland, hvori spørgeren var ansat. Spørger var ugift og boede i Letland, hvor han tilbragte mere end 300 dage om året. Selvom spørger havde en andelsbolig, hvori et værelse stod til hans rådighed, anså Skatterådet spørger for at være hjemmehørende i Letland. I SKM2010.141.SR fandt Skatterådet, at spørger var skattepligtig til Danmark af beløb, som blev udbetalt til ham af det cypriotiske selskabs filial i Letland, hvori spørgeren var ansat. Spørger var gift i Danmark og havde 2 børn, der alle boede i Danmark. Spørger havde en lejlig til rådighed i Letland, hvor han opholder 4-5 dage om ugen. Dog var spørger i Danmark hver weekend og somme tider også midt på ugen, hvis han havde 1½ dag fri. Det blev lagt til grund, at boligen i Danmark måtte anses for spørgers egentlige hjemsted, som følge af familiens ophold, samt at det forhold, at spørger forsøger at opretholde sig i Danmark i al sin fritid, således at opholdet i Letland begrænses til det mest nødvendige og alene med henblik for at udføre sine opgaver som pilot.   

Som nævnt i afsnit D.D.2, om artikel 4, vil Danmark, såfremt en person med dobbeltdomicil efter den konkrete DBO anses for hjemmehørende her i landet, som bopælsland have beskatningsretten til den pågældende persons globalindkomst. Hvis DBO'en derimod bestemmer, at personen må anses for hjemmehørende i det andet land, der således bliver bopælsland, får Danmark i stedet status som kildeland. I dette tilfælde skal der ved indkomstopgørelsen til Danmark kun medregnes indtægter, som Danmark efter DBO'en særskilt har beskatningsretten til i sin egenskab af kildeland. Hvis en skatteyder vil påberåbe sig en DBO, hvor Danmark bliver kildeland i DBO´ens forstand, skal der foreligge en attestation fra skattemyndigheden i domicillandet vedrørende bopæls- og skattepligtsforhold, jf. f.eks. afsnit D.D.2 om artikel 10.

Begrænsning af fradragsret
Hvor Danmark, som ovenfor nævnt, kun har status som kildeland, kan vedkommende personer alene fratrække udgifter, der vedrører indtægter, som Danmark efter den pågældende DBO kan beskatte, jf. KSL § 1, stk. 2.

Eksempelvis vil en person, der bevarer sin fulde skattepligt til Danmark, i forbindelse med at vedkommende tillige bliver fuldt skattepligtig i et andet land, og som efter en DBO anses for hjemmehørende der, ikke kunne fradrage almindelige renteudgifter, f.eks. renter vedrørende forbrugslån. Det skyldes, at renteudgifterne ikke har tilknytning til en indkomst, som Danmark efter overenskomsten kan beskatte. Ligeledes vil private indbetalinger på pensionsordninger omfattet af pensionsbeskatningslovens afsnit I ikke give fradrag i den danske indkomst.

Ved lov nr. 560 af 7. juni 2006 om ændring af PBL, PSL og KSL blev der mulighed for fradrag for udgifter til arbejdsløshedsforsikring, såfremt disse udgifter efter udenlandske skatteregler ikke kan fradrages i den indkomst, som Danmark efter en DBO ikke kan beskatte.

På den anden side vil eksempelvis prioritetsrenter vedrørende en fast ejendom beliggende i Danmark kunne fradrages i den danske indkomst, idet Danmark efter DBO'erne har beskatningsretten til indkomst af fast ejendom i Danmark. Begrænsningen af fradragsretten omfatter dog ikke de tilfælde, hvor der er tale om grænsegængere med dobbeltdomicil, der har valgt beskatning efter kildeskattelovens afsnit I A (KSL § § 5 A - 5 D) , jf. afsnit D.B.8.

Aktieudbytter, renter og royalties
I mange af de af Danmark indgåede DBO'er er kildelandets beskatningsret med hensyn til aktieudbytter, renter og/eller royalties begrænset til en nærmere angivet procent af bruttoindkomsten (jf. afsnit D.D, D.E). Danmark er desuden som kildeland i nogle tilfælde helt afskåret fra at beskatte sådanne indtægter. Dette gælder også, for så vidt angår personer med dobbeltdomicil, der efter den pågældende DBO må anses for hjemmehørende i et andet land, selvom sådanne personer for så vidt er skattepligtige her til landet efter KSL § 1.

Dette indebærer bl.a., at hvis en sådan person f.eks. modtager aktieudbytte fra danske selskaber, som normalt kunne beskattes med 28 pct. (2012: 27 pct.), 42 pct. efter PSL § 8 a, vil den danske skat, der kan pålignes det omhandlede udbytte, ikke kunne overstige den procent af bruttoudbyttet, som Danmark under hensyn til sin status som kildeland efter DBO'en har ret til at beholde.

Se endvidere TfS 1994, 656 TSS vedrørende periodisering af renter for en her i landet bosat skatteyder, der i en del af indkomståret i henhold til den dansk-grønlandske DBO havde sit skattemæssige hjemsted i Grønland.

Personer, som udelukkende med henblik på virksomhed i De Europæiske Fællesskabers tjeneste, tager ophold i en anden medlemsstat (end Danmark), skal betragtes, som om de har bevaret deres bopæl i Danmark, jf. art. 14 i protokol om EU's privilegier mv. Denne bopælsmæssige tilknytning til hjemlandet vedvarer under hele ansættelsesperioden uanset skatteyderens øvrige dispositioner, og skatteyderen kan ikke give afkald på sin bopælsmæssige (og dermed skattemæssige) tilknytning til hjemlandet, jf. skd.71.611. Se i øvrigt afsnit D.F.

En ægtefælle til en EU-ansat er ligeledes omfattet af protokollens art. 14, medmindre vedkommende er "selverhvervende", hvorved forstås, at ægtefællen har selvstændig indkomst fra lønarbejde eller liberalt erhverv og lign.

For børn af EU-tjenestemænd fortsætter den fulde skattepligt til Danmark, så længe forældrene tager vare på eller forsørger børnene. Dette kriterium er opfyldt for børn under 18 år. Det samme gælder for børn over 18 år, der er under skole- eller erhvervsmæssig uddannelse, dog længst til det 26. år, jf. bilag VII i vedtægten for tjenestemænd og øvrige ansatte i De europæiske Fællesskaber.

Fuld skattepligt til Danmark ophører, når bopæl her i landet opgives, medmindre der foreligger fuld skattepligt efter andre bestemmelser i KSL § 1.

Til brug for skattemyndighedernes bedømmelse af skattepligtsforholdene i forbindelse med fraflytning er der udarbejdet nogle blanketter, 04.029 (vedrørende bopælsforhold her i landet og i udlandet) og 02.034 (vedrørende attestation af bopæl i udlandet, engelsk udgave), 02.035 (tysk udgave), 02.036 (fransk udgave), 02.037 (spansk udgave) . Blanketterne er tilgængelige på på internettet på www.skat.dk.

Udrejse til Grønland og Færøerne sidestilles med udrejse til fremmed stat:

  • Udrejse til Grønland med bevarelse af bopæl her i landet: Der vil foreligge fuld skattepligt både her og i Grønland. Beskatningsproblemerne løses via DBO'en med Grønland. Se afsnit D.E.
  • Udrejse til Grønland med opgivelse af bopæl her i landet: Den fulde skattepligt her til landet bortfalder.

Hvis en person ophører med at være fuldt skattepligtig, uden at der er tale om dødsfald, eller hvis en person efter bestemmelserne i en DBO bliver hjemmehørende i udlandet, Grønland eller Færøerne, anses af- og nedskrivningsberettigede aktiver, som Danmark ikke efter fraflytningen har beskatningsretten til, for afhændet på ophørstidspunktet. Aktiverne anses for afhændet til handelsværdien på ophørstidspunktet, dog højst med et beløb svarende til anskaffelsessummen, jf. KSL § 10. Se også afsnit D.B.4.3.

Fraflytningsbeskatningen er begrænset til at omfatte af- og nedskrivningsberettigede aktiver. Omfattet er derfor aktiver, der er afskrivningsberettigede efter blandt andet afskrivningslovens regler. Selvom et aktiv er afskrevet til nul, er det fortsat omfattet af fraflytningsbeskatningen. ABL § 38 og KGL § 37 finder anvendelse i forhold til aktiver omfattet af disse bestemmelser.

Told - og Skattestyrelsen har udtalt, at det alene er aktiver, der efter ophør af fuld skattepligt, respektive domicilskift efter en DBO, der ikke længere er omfattet af dansk beskatningsret, som kan anses for afhændede i relation til KSL § 10. Ved afgørelsen af, om et aktiv er omfattet af dansk beskatningsret, må der lægges vægt på såvel interne danske regler som bestemmelser i DBO'erne.

For så vidt angår faste ejendomme, beliggende her i landet, og aktiver, der er tilknyttet et forretningssted her i landet, vil ophør af skattepligt efter KSL § 1 ikke udløse fraflytningsbeskatning , idet der i sådanne tilfælde vil indtræde begrænset skattepligt efter KSL § 2, ligesom der fortsat vil foreligge dansk beskatningsret efter DBO'erne, jf. TfS 1996, 322 TSS.

Hvis aktiver eller passiver er tilknyttet udlandet, f.eks. gennem et fast driftssted, finder DBO'en med det pågældende land anvendelse. Dette får betydning i forhold til aktiver og passiver, der er tilknyttet et land, hvor DBO'en bygger på exemptionprincippet. I disse tilfælde lempes for så vidt angår genvundne afskrivninger. Derimod vil det forhold, at aktiver i det udenlandske faste driftssted anses for afhændet, kunne udløse genbeskatning af underskud fra faste driftssteder og faste ejendomme i exemptionlande, jf. ligningslovens § 33 D.

De af Danmarks DBO'er, der bygger på creditprincippet (eller matching-credit) finder ikke umiddelbart anvendelse, da lempelse her forudsætter en faktisk betalt skat i udlandet.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter