I de tilfælde, hvor skatteyderen efter fraflytningen fortsat har rådighed over en helårsbolig, vil dette normalt være en tilstrækkelig betingelse til at anse bopælen for opretholdt, medmindre skatteyderen har haft til hensigt at bosætte sig varigt i udlandet, se TfS 1991, 132 LSR (kendelsen er kommenteret i TfS 1991, 125) og TfS 2000, 168 LSR. Som eksempler på fortsat bopæl kan udover de ovenfor under afsnit D.A.1.1.2 nævnte afgørelser anføres: LSRM 1982, 185 LSR, UfR 1982, 558 HRD, TfS 1986, 552 LSR, TfS 1987, 475 LSR, SKM2006.50.VLR.

Vestre Landsret har ved dom af 27. november 2007 SKM2008.29.VLR fastslået fuldt skattepligt til Danmark på grund af rådighed over bolig.

Sagen drejede sig om, hvorvidt skatteyderen havde opgivet fuld skattepligt til Danmark ved udgangen af 1993, om skatteyderen personligt eller hans engelske selskab var rette indkomstmodtager for indtægter for udlejning af facadeplads på ..., Danmark, om facadeudlejningen var momsfritaget eller momspligtig levering mod vederlag samt om leverancer af elektricitet m.v. var momspligtige.

Landsretten nåede frem til, at skatteyderen ikke havde godtgjort, at han fra udgangen af 1993 havde opgivet sin bopæl i Danmark. Skatteyderen var herefter fuldt skattepligtig til Danmark, jf. kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, i indkomstårene 1994-2002. Landsretten nåede endvidere frem til, at udlejningsvirksomheden i perioden 1994-2002 måtte anses for drevet af skatteyderen personligt.

Ved byretsdom af 1. oktober 2007 SKM2007.710.BR blev den fulde skattepligt anset for bevaret, idet bopæl ikke blev anset for opgivet.

Sagsøgeren, som havde meldt flytning til Tyskland og havde erhvervet en møbleret lejlighed i Tyskland, blev efter en konkret bevisbedømmelse anset for ikke at have opgivet sin bopæl i Danmark. Retten lagde herved bl.a. vægt på, at sagsøgeren rådede over et sommerhus i Danmark, som tidligere havde været benyttet som helårsbeboelse af sagsøgerens søn, samt at sagsøgerens mindreårige datter blev boende i sagsøgerens helårshus, da sagsøgeren etablerede en bopæl i Tyskland. Sagsøgerens søn flyttede endvidere omkring samme tidspunkt ind på ejendommen.

Retten fandt endvidere, at sagsøgeren måtte anses for at have haft midtpunktet for sine livsinteresser i Danmark, jf. artikel 4, stk. 2, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Tyskland. Retten lagde herved bl.a. vægt på, at sagsøgerens børn boede i Danmark, og at sagsøgeren fortsat arbejdede i Danmark.

Sagsøgeren blev derfor anset for fortsat at være skattepligtig til Danmark.

I TfS 1999, 929 LR, påtænkte en skatteyder at flytte til Storbritannien sammen med sin ægtefælle og sin 13 årige søn for en periode af ca. 6 år, dels af hensyn til mandens helbred og dels af hensyn til sønnens skolegang. I Storbritannien havde familien erhvervet en beboelsesejendom i sameje med mandens forældre, hvor familiens andel af købesummen var blevet finansieret via et lån ydet af mandens far. Familien bevarede sit danske landsted under udlandsopholdet og ville i fraflytningsperioden benytte det som fritidsbolig - formentlig i op mod halvdelen af året på grund af de fortsat stærke tilknytningsforhold. Mandens eneste indtægtskilde fra Danmark ville være udbytter og bestyrelseshonorarer fra to danske selskaber. Der var ingen erhvervsmæssige indtægter i Storbritannien, men manden modtog ofte kontante gaver fra sine forældre. Under hensyntagen til disse forhold ansås den fulde skattepligt til Danmark for opretholdt, ligesom Danmark blev anset for bopælsland i dobbeltbeskatningsaftalens forstand.

I TfS 1996, 51 HRD blev en skatteyder, der emigrerede fra Danmark til Storbritannien ultimo 1981, anset for fuldt skattepligtig her til landet. Højesteret lagde vægt på, at skatteyderen havde bevaret en bopælsmulighed på sit danske gods, uanset det blev fremført, at hovedbygningen var lejet ud. Ud over bopælsmuligheden på godset var skatteyderen gået i realitetsforhandlinger om at købe en anden ejendom, inden han flyttede fra Danmark. Uanset at sidstnævnte ejendom, på skatteyderens forlangende, fik ændret status fra helårsbolig til sommerhusbeboelse , tillagde Højesteret ejendommens indretning og de af ham foretagne forbedringer af afgørende betydning. Man fandt også, at han havde benyttet ejendommen i et ikke uvæsentligt antal dage i den omtvistede periode. Derfor fandtes han også at have haft skatteretlig bopælsmulighed i denne ejendom. Skatteyderen havde på intet tidspunkt erhvervsmæssige aktiviteter i Storbritannien. Reglen i KSL § 7, stk. 1, fandtes uden betydning i den pågældende sag.

I en anden Højesteretsdom, SKM2001.388.HR var en skatteyder fraflyttet sin ejerlejlighed i Danmark den 25. juni 1984, og var ifølge en F-54-erklæring udstedt af de spanske myndigheder fra samme dato bosat i Spanien. Vedkommende solgte ejerlejligheden i december 1984 med overtagelse af køber den 1. marts 1985. Endvidere solgte skatteyderen en anden ejerlejlighed til et ApS, hvori den pågældende selv var direktør og dette selskab erhvervede samtidig yderligere en lejlighed i samme ejendom. I juni 1984 købte skatteyderen et sommerhus i Danmark. Højesteret lagde til grund, at sommerhuset havde været benyttet i betydeligt omfang, og at den af selskabet erhvervede lejlighed ansås at have stået til rådighed for skatteyderen. Den pågældende blev ikke anset for at have opgivet sin bopæl i Danmark, og efter en samlet bedømmelse var skatteyderen hjemmehørende til Danmark.

Se endvidere SKM2004.257.HR, hvor Højesteret ligeledes fandt, at skatteyderen havde bevaret rådighed over en bopæl i Danmark.

I SKM2009.583.BR fandt retten efter en samlet vurdering, at skatteyderen først tog bopæl i Spanien den 3. september 2005 samtidig med at hans bopælsmulighed i Danmark bortfaldt. Skatteyderen havde forinden i flere perioder opholdt sig i Spanien, men retten fandt ikke, at skatteyderen herved havde taget bopæl i Spanien. Retten lagde vægt på, at skatteyderens hustru fortsat boede i Danmark i et sommerhus, og at hun fortsat var tilknyttet arbejdsmarkedet i en del af perioden. Den 3. september 2005 blev en container med et større parti indbo afskibet fra Danmark. Samme dag rejste skatteyderen sammen med sin hustru til Spanien. Skatteyderens skattepligt til Danmark ophørte fra denne dag, hvorfor pensionsudbetalinger efter dette tidspunkt ikke skulle medregnes til indkomsten i Danmark. Dommen er også omtalt under afsnit D.A.1.1.2.2.

I SKM2005.396.LSR tiltrådte Landsskatteretten et bindede ligningssvar, hvorefter en pensionist, der efter planlovens bestemmelser havde en personlig ret til at bo i sit sommerhus hele året, ansås for at have bevaret en bopælsmulighed her i landet. Hans fulde skattepligt var derfor bevaret efter fraflytning til udlandet.

Ny tekst startModsatte resultat nåede Østre Landsret til i SKM2011.417.ØLR. En mand, der var marrokkansk gift, var fraflyttet Danmark pr. 15. oktober 2006 til Marokko, og spørgsmålet var, om hans fulde skattepligt til Danmark ophørte på dette tidspunkt. Sagsøgeren havde tidligere boet til leje i en lejlighed i en ejendom, som hans selskab ejede. Lejligheden blev på fraflytningstidspunktet udlejet til sønnen, og ejendommen blev senere solgt til sønnen. Manden og hans selskab ejede endvidere flere udlejningsejendomme i Danmark. Landsretten lagde bl.a. til grund, at der ikke var stillet et værelse til rådighed for den pågældende i lejligheden, at den pågældende ikke havde mulighed for at lade selskabet opsige sønnens lejemål i medfør af lejeloven for selv at bo i lejligheden, og at sønnen ikke ville efterkomme et eventuelt ønske fra sin far om at fraflytte lejemålet uden iagttagelse af lejelovens almindelige opsigelsesregler. Det blev også lagt til grund, at sagsøgeren kun besøgte Danmark i få uger efter fraflytningen, og at han drev erhvervsvirksomhed i Marroko. Det blev herefter anset for godtgjort, at sagsøgeren ved fraflytningen ikke længere havde bopæl i Danmark i KSL § 1, stk. 1, nr. 1´s forstand, idet landsretten bemærkede at udlejningsvirksomheden i Danmark, hvor der som led i den almindelige drift med jævne mellemrum var ledige lejemål, herunder på fraflytningstidspunktet, ikke kunne føre til et andet resultat.Ny tekst slut

I SKM2006.168.SR afgjorde Skatterådet at, A som er efterlønsmodtager har ret til at anvende sit sommerhus til helårsbolig. Derfor vil A ved fraflytning til Spanien fortsat være fuldt skattepligtig til Danmark. Skatterådet tiltrådte, at As fulde skattepligt til Danmark vil ophøre, såfremt han overdrager sin halvdel af sommerhuset til ægtefællen B i forbindelse med, at han og B flytter til Spanien.

I vejledningen til planloven afsnit VIII om sommerhusområder, er der i punkt D anført: "Er huset ejet i sameje mellem flere personer, har de enkelte medejere hver for sig ret til helårsbeboelse, hvis de i øvrigt opfylder betingelserne. Sædvanligt formuefællesskab i et ægteskab betragtes i denne relation som sameje. Tilhører huset den ene ægtefælle som særeje, skal den pågældende opfylde betingelserne.

Som eksempel på, at rådighed over helårsbolig ikke er tilstrækkelig for at bevare skattepligten efter KSL § 1, stk. 1, nr. 1, henvises til SKM2009.482.VLR Sagen drejede sig om, hvornår skatteyderens fulde skattepligt til Danmark ophørte, jf. KSL § 1, stk. 1, nr. 1. Landsskatteretten og byretten var nået frem til, at den fulde skattepligt til Danmark allerede var ophørt i juli 2000. Skatteyderen gjorde gældende, at den fulde skattepligt først ophørte marts 2001. Uanset at skatteyderen havde rådig over en bolig tilhørende hans bror i perioden mellem juli 2000 og marts 2001, fandt landsretten på baggrund af en række konkrete omstændigheder, at skatteyderen efter juli 2000 ikke var fuld skattepligtig til Danmark, jf. KSL § 1, stk. 1, nr. 1. Retten henså bl.a. til, at skatteyderens altovervejende erhvervsmæssige aktiviteter lå i USA efter erhvervelsen af farmen i USA i juli 2000, hvorimod hans erhvervsmæssige aktiviteter i Danmark alene bestod i besiddelsen af en mindre udlejnings ejendom. Skatteyder havde i en årrække forud beskæftiget sig med landbrug, og det havde formodningen imod sig, at han ikke i betydeligt omfang var tilstede på farmen i opstartsfasen. Det blev i dette lys tillagt særlig betydning, at skatteyderen havde afmeldt sin mobiltelefon i Danmark, at han afhændede sin bil, og at han i 1999 fik visum til USA og fik udstedt social security number i USA. Ved afgørelsen blev det tillige tillagt bevismæssig vægt, at skatteyder fra skattesagens begyndelsen ikke var fremkommet med nærmere oplysninger eller dokumentation for hans rejser til og fra USA, selvom skattemyndighederne havde efterspurgt sådanne oplysninger. Dommen er også nævnt under afsnit D.A.1.1.2.3

Skatterådet tog i SKM2009.539.SR stilling til skatteyders fulde skattepligt, hvor han, istedet for et sommerhus, påtænkte at købe en helårsbolig uden bopælspligt forud for flytningen fra Danmark, eller alternativt købe en helårsbolig uden bopælspligt efter flytningen fra Danmark. Skatterådet bekræftede, at skatteyders fulde skattepligt efter Kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, ikke ophører, hvis han køber en helårsbolig uden bopælspligt inden, at han fik solgt den bolig, som han havde rådighed over forud for flytningen fra Danmark. Skatterådet bekræftede også, at der vil indtræde fuld skattepligt, jf. kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, hvis skatteyderen købte en helårsbolig uden bopælspligt efter, at han havde opgivet den oprindelige bopæl. Det blev i afgørelsen bl.a. lagt vægt på skatteyderens fortsatte tilknytning til Danmark, og at skatteyderens ophold i Danmark ikke kunne anses som kortvarige pga. ferie eller lignende. Fuld skattepligt til Danmark ville derfor indtræde ved spørgers første erhvervsmæssige ophold i Danmark efter, at han havde erhvervet helårsbolig her.

Ægtefæller
Hvis en ægtefælle flytter til udlandet, uden at dette står i forbindelse med en egentlig ophævelse af samlivet, vil den pågældende ægtefælle i skattemæssig henseende sædvanligvis anses for at have bevaret bopælen her, hvis den tilbageværende ægtefælle opretholder det fælles hjem. Som eksempel herpå kan nævnes afgørelserne UfR 1975, 1079 HRD, TfS 1987, 195 LSR, TfS 1982, 187 LSR (dobbeltdomicil løst til fordel for Spanien) samt TfS 1990, 560 LR. Modsat dog TfS 1986, 299 ØLD, hvor den fraflyttede ægtefælles skattepligt blev anset for ophørt. Til grund herfor lå bl.a., at den anden ægtefælles forbliven i Danmark havde midlertidig karakter. I SKM2005.207.ØLR fandt retten, at en skatteyder havde bevaret sin fulde skattepligt til Danmark, uagtet han havde erhvervet en lejlighed i England og var undergivet indkomstskattepligt der. Ægtefællen blev boende på den hidtidige bopæl i Danmark, og Højesteret havde anset skatteyderen for fuldt skattepligtig og hjemmehørende i Danmark for et tidligere indkomstår, jf. SKM2005.79.HR.

Ved SKM2007.375.VLR lagde landsretten til grund, at skatteyderen ikke havde bevist, at han havde opgivet sin bopæl i Danmark, hvorfor skatteyderen var fuld skattepligtig til Danmark. Landsretten lagde herved bl.a. vægt på, at sagsøgeren, forud for det pågældende indkomstår, havde stået tilmeldt folkeregisteradresse i Danmark på sin ægtefælles ejendom, og at skatteyderen igen var tilmeldt denne adresse. Endvidere blev der lagt vægt på, at samlivet med skatteyderens ægtefælle ikke havde været ophævet i det pågældende indkomstår, og at skatteyderen var på adressen hos ægtefællen 36 gange i indkomståret svarende til det af skatteyderen opgjorte befordringsfradrag.

Som eksempler på afgørelser, hvor den fraflyttede ægtefælles bopæl er anset for ophørt som følge af samlivsophævelse, se LSRM 1984, 175 og TfS 1986, 611 LSR.

Samboende
Er der tale om papirløse samlivsforhold, vil spørgsmålet om den fraflyttedes fortsatte bopæl bero på en konkret vurdering af samlivsforholdets karakter, jf. TfS 1987, 25 LSR. Der vil ofte i disse situationer yderligere være tale om, at den fraflyttede samlivspartners fulde skattepligt afhænger af en samlet vurdering af de foreliggende omstændigheder, f.eks erhvervsmæssige interesser og tilknytning til det andet land, se således TfS 1988, 506 HRD og TfS 1989, 155 VLD. En tilsvarende samlet bedømmelse kan i særlige tilfælde medføre fortsat bopæl uanset boligmulighedens form, jf. UfR 1987, 888 HRD og TfS 1991, 308ØLD (vekslende boligmuligheder) og TfS 1988, 411 LSR (bolig i tilknytning til kontor på campingplads). Rådighed over sommerhuse behandles særskilt nedenfor under D.A.1.1.2.2.

Landsskatteretten har ved kendelse SKM2008.407.LSR anset den fulde skattepligt til Danmark for bevaret i forbindelse med fraflytning til England, idet klager fortsat ejede halvdelen af en ejerlejlighed, som efter fraflytningen var beboet af kæresten.

Bopæl kan på den anden side set ikke anses for bevaret, hvis skatteyderen ikke under en eller anden form - helt eller delvis - har rådighed over en bolig her i landet, se TfS 1998, 606 HRD og TfS 1998, 556 LSR.

En samlet bedømmelse kan omvendt føre til, at rådighed over en helårsbolig ikke er tilstrækkeligt til at anse bopælen for opretholdt, se LSRM 1977, 1 og UfR 1982, 708 ØLD (Brasiliensdommen) samt TfS 1985, 335 ØLD.

Bopæl hos forældre
Hvis en skatteyder, der har boet hos sine forældre, og som midlertidigt, i en kortere periode, flytter til udlandet uden at etablere fast bopæl dér, vil bopælen i Danmark normalt blive anset for opretholdt, hvis boligmuligheden hos forældrene bevares under udlandsopholdet.

I SKM2001.22.LSR rejste en skatteyder sammen med sin kæreste på ferie i USA. Han havde inden afrejsen fået klarlagt, at han ikke ville kunne  opnå arbejdstilladelse derovre. Inden afrejsen flyttede han hjem til sine forældre, hvor han fik stillet en selvstændig kælderlejlighed med værelse, køkken, bad og gildesal til rådighed. Hans indbo m.v. blev opbevaret dér under udlandsopholdet. Han havde beholdt sin bil her, ligesom han  fortsat havde bevaret sin bankforbindelse, sine forsikringer, sit A-kassemedlemsskab og lignende i Danmark. Under hensyntagen til, at

  • skatteyderen hele tiden havde haft til hensigt at vende tilbage til Danmark efter udlandsopholdets afslutning,
  • skatteyderen til stadighed havde haft en reel boligmulighed her i landet,
  • skatteyderen rent faktisk vendte tilbage til Danmark, og
  • skatteyderen ikke havde etableret en fast bopæl i USA under opholdet der,

anså Landsskatteretten den fulde skattepligt efter KSL § 1, stk. 1, nr.1, for opretholdt under det godt et år lange udlandsophold. Heraf fulgte, at der ikke skulle foretages omregning til helårsindkomst, ligesom han opnåede et fuldt års personfradrag.

Personen blev anset for fuldt skattepligtig og hjemmehørende i Danmark, SKM2008.432.ØLR

Sagsøgeren arbejdede i indkomstårene 1999 og 2000 som lastbilchauffør for et dansk anpartsselskab. Indtil marts 1999 var han tilmeldt folkeregisteret på sine forældres bopæl i Dannmark, hvorefter han meddelte fraflytning til England.

Landsretten udtalte, at det påhvilede sagsøgeren at godtgøre, at han opgav sin bopæl i Danmark i forbindelse med fraflytningen til England, hvilket landsretten efter en konkret vurdering ikke fandt godtgjort. Sagsøgeren blev derfor anset for fuldt skattepligtig til Danmark, jf. kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1.

Landsretten lagde til grund, at sagsøgeren havde en fast bopæl til rådighed i såvel Danmark som i England, men efter en samlet bedømmelse af sagsøgerens tilknytning til henholdsvis Danmark og England tilkom beskatningsretten Danmark, jf. artikel 4, stk. 2, litra a, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og England.