For skatteydere, der er bosat her i landet, skal der ved beskatning af indtægter fra udlandet forholdes på følgende måde:

Gevinst/tab fra udlandet på realiserede fordringer/gæld i fremmed valuta, skal medregnes ved indkomstopgørelsen jf. KGL § 16 (fordringer) og § 23 (gæld).

Ved opgørelsen af gevinst/tab skal både børs- og valutakurssvingninger medregnes, se Ligningsvejledning almindelig del afsnit A.D.2.

Skattepligten for gevinst/tab fra udlandet af fordringer/gæld i danske kroner reguleres af KGL § 14, jf. § 38. Det afgørende for skattepligten er i disse tilfælde, om fordringen/gælden opfyldte mindsterentekravet på udstedelsestidspunktet, se Ligningsvejledning almindelig del afsnit A.D.2.

KGL § 37 indeholder en særregel for beskatning af kursgevinster. Den sidestiller ophør af dansk skattepligt eller domicilskift efter en DBO med realisation, hvorved beskatning af kursgevinster bl.a. udløses ved fraflytning.

Reglen er af hensyn til personer med kort ophold i Danmark modificeret således, at den som udgangspunkt kun finder anvendelse, hvis skattepligten ophører efter at have bestået i mindst 7 år ud af de seneste 10 år.

Der henvises i øvrigt til Ligningsvejledning almindelig del afsnit A.D.2.

Andre indtægter fra udlandet (herunder renteindtægter) medregnes efter kursen på den pågældende valuta på erhvervelsestidspunktet.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter