Ifølge denne artikel må der ikke ske diskriminering af et lands statsborgere ved at disse i den anden stat pålægges en anderledes eller mere byrdefuld beskatning.

Stk. 1 og 2 indeholder en beskyttelse mod diskrimination begrundet i statsborgerskab.
Stk. 3 indeholder en beskyttelse mod diskrimination af et fast driftssted, som et foretagende i den ene kontraherende stat har i den anden kontraherende stat.
Stk. 4 indeholder en beskyttelse mod diskrimination ved at renter, royalties og andre udbetalinger fra et foretagende i den ene kontraherende stat til en person, hjemmehørende i den samme stat tillades fradraget ved opgørelsen af foretagendets skattepligtige indkomst, medens dette ikke tillades, hvis personen er hjemmehørende i den anden kontraherende stat.
Stk. 5 indeholder en beskyttelse mod diskrimination af personer, der er hjemmehørende i den pågældende stat, fordi de pågældende personer ejes eller kontrolleres af en eller flere personer, der er hjemmehørende i den anden stat.

Fra praksis vedrørende diskriminationsbestemmelserne i de enkelte overenskomster se skd. 1979.50.69 (forhøjet pensionsbidrag), LSRM 1983, 62 LSR, TfS 1985, 173 DEP, TfS 1990, 61 DEP og TfS 1998, 221 LSR( fradrag for indbetaling til udenlandsk pensionsordning), TfS 1984, 204 DEP (indirekte opgørelse af F/S's indkomst), TfS 1987, 94 LSR (arbejdsløshedsunderstøttelse fra Tyskland), TfS 1989, 311 LSR (angestellte rente), TfS 1997, 560 LSR (barselsorlovsydelse fra Tyskland), TfS 1988, 203 DEP (sømand fra Færøerne), TfS 1994, 539 TSS (fradrag for uerholdeligt løntilgodehavende) og TfS 2000, 172 LSR (dagældende LL § 15, stk. 8 var diskriminerende overfor fransk moderselskab). I SKM2007.75.VLR udtalte Landsretten, at det hverken stred mod diskriminationsbestemmelsen i artikel 41 i den mellem Danmark og Tyskland indgåede dobbeltbeskatningsoverenskomst eller mod EF-traktatens bestemmelser om ikke-diskriminering, at Danmark ved lov nr. 861 af 30. november 1999 ændrede princippet for lempelse fra eksemption til credit.

Indenfor EU har EF-domstolen statureret, at filialer af udenlandske selskaber skal have samme mulighed som indenlandske selskaber for at blive underkastet en lavere beskatning, TfS 1999, 585 og TfS 2000, 86. EF-domstolen har endvidere statueret, at det er diskriminerende at betinge skattemæssige fordele ved sambeskatning mellem ægtefæller af, at begge bor i arbejdsstaten, TfS 2000, 627. Se endvidere TfS 2000, 84, 85, 87, 629, 773, 2001, 410 og 556. Fra seneste praksis se fx TfS 2003, 681 og 683 samt TfS 2004, 601 og 602. I SKM2002.62.LSR fandt Landsskatteretten på grundlag af EU-retlige regler, at delårsindkomstens omregning til helårsindkomst ville stille klageren ringere end en person, der er fuldt skattepligtig til Danmark i hele indkomståret. I SKM2002.138.LSR ændrede Landsskatteretten en bindende forhåndsbesked således der blev indrømmet fradrag for bidrag til fransk statspension, der svarede til en dansk pensionsordning med løbende udbetalinger, idet nægtelse heraf måtte anses for stridende mod EF-traktatens diskriminationsforbud. I SKM2001.203.LSR har Landsskatteretten ligeledes indrømmet fradrag for franske sociale bidrag, der var betalt før der var indført hjemmel for fradrag i LL § 8 M i 1997. Der blev lagt vægt på, at der var intern hjemmel til fradrag for danske arbejdsmarkedsbidrag. I SKM2009.452.LSR fandt Landsskatteretten ikke, at de danske regler om udbytteskat var diskriminerende i relation til EU's regler om arbejdskraftens frie bevægelighed, idet der ikke var grundlag for at antage, at den forskellige behandling af udbytter fra her i landet hjemmehørende selskaber til hhv udenlandsk invsteringsinstitut og en dansk udloddende investeringsforening, indebar en diskrimination af sammenlignelig situationer.

Om ikke-diskrimineringsregler i international beskatning, se i øvrigt SU 1993. 306.

Denne artikel beskriver den fremgangsmåde, der skal følges, når der opstår vanskeligheder eller tvivlsspørgsmål med hensyn til fortolkning eller anvendelse af en DBO.

Den gensidige aftaleprocedure, som er beskrevet i artiklen, anvendes i praksis hovedsageligt til at fastlægge beskatningsretten i tilfælde, hvor der er opstået dobbeltbeskatning. Bestemmelsen indeholder 3 typer af gensidige aftaler:

  1. Konkrete beskatningssager (rejst på skatteyderens initiativ), jf. stk. 1 og 2
  2. Generelle fortolkningsspørgsmål (primært rejst på skattemyndighedernes initiativ), jf. stk. 3, 1. pkt.
  3. Rådføring om undgåelse af dobbeltbeskatning på områder, der ikke er omfattet af overenskomsten (primært rejst på initiativ af den kompetente myndighed), jf. stk. 3, 2. pkt.

I Danmark var tidligere told- og skattestyrelsen tillagt bemyndigelse til at træffe afgørelser efter dobbeltbeskatningsoverenskomster, som den kompetente myndighed, jf. dagældende bekendtgørelse nr. 520 af 25/6 2002 om myndighedsinddeling og sagsudlægning. Bemyndigelsen var dog efter samme bekendtgørelses § 5, stk. 1, begrænset til afgørelser i konkrete sager, jf. ovenfor nr. 1.  Det følger nu af bekendtgørelse nr. 1029 af 24/10 2005 om den kompetente myndighed, at det er told- og skatteforvaltningen, som er kompetent myndighed til at træffe afgørelser efter dobbeltbeskatningsoverenskomster. Begrænsningen til, at det kun gælder afgørelser i konkrete sager er imidlertid bortfaldet. Det følger af bekendtgørelse nr. 1029, at afgørelser truffet af told- og skatteforvaltningen ikke kan påklages til anden administrativ myndigthed.

Under sagbehandlingen i Danmark er anmodningen undergivet regler om aktindsigt i forvaltningsloven, jf. TfS 1993, 503 (Folketingets ombudsmand).

I forbindelse med 2008 - opdateringen af modeloverenskomsten er der indsat et nyt stk. 5 i artikel 25 om voldgift i tilfælde, hvor en national ordinær domstol eller forvaltningsdomstol ikke allerede har taget stilling. Der er knyttet fyldige kommentarer til bestemmelsen

Ad 1)

Finder skatteyderen (person eller selskab), at foranstaltninger truffet af en eller begge de kontraherende stater fører til dobbeltbeskatning, kan vedkommende indbringe sin sag for SKAT. Sagen skal normalt indbringes inden tre år efter den første meddelelse, jf. art. 25, stk. 1, der resulterer i en dobbeltbeskatning. Fristen har til formål at beskytte administrationerne mod sene klager, jf. pkt. 17 i bemærkningerne til art. 25. Indgives sagen rettidigt, afbrydes interne forældelsesfrister herefter. Den enkelte overenskomst kan eventuel indeholde en længere frist. Efter artikel 21 i den tidligere overenskomst med Tyskland kunne skatteyderen uanset adgangen til at anvende et internt retsmiddel, rette henvendelse til de kompetente myndigheder. I SKM2002, 307.TSS blev det herefter fastslået, at der kunne ske ekstraordinær genoptagelse efter danske regler i tilfælde med dobbeltbeskatning, hvor det skønnes at være overflødig at gennemføre en mutual agreement forhandling. Se også SFL § 27, stk. 1, nr. 4, hvorefter der kan ske ekstraordinær genoptagelse i tilfælde hvor en udenlandsk skattemyndighed har truffet afgørelse, der har betydning for berskatnignen af den skattepligtige. Det er en betingelse, at den danske skattemyndighed anerkender afgørelsen. Bestemmelsen skal sikre, at en skattepligtig - i tilfælde, hvor en dansk skattemyndighed konstaterer, at der foreligger dobbeltbeskatning - kan få ændret skatteansættelsen efter udløbet af den ordinære ansættelsesfrist, uden at det vil være nødvendigt at gennemføre en for både skatteyder og myndigheder tidskrævende gensidig aftaleprocedure med det formål at skabe hjemmel for fristgennembrud. Reglen kan også anvendes for at hindre dobbelt ikke-beskatning. Indeholder overenskomsten ingen bemærkninger om frister, finder de interne forældelsesregler anvendelse. 

Sagen skal indbringes for den kompetente myndighed i den stat, i hvilken skatteyderen er eller var hjemmehørende i det år hvor beskatningen har været eller vil blive pålagt. Skatteyderen skal påvise eller sandsynliggøre, at beskatningen ikke vil være i overensstemmelse med bestemmelserne i den pågældende dobbeltbeskatningsoverenskomst. Det vil også være muligt at indlede en gensidig procedure på baggrund af et bindende svar om en grænseoverskridende beskatningssituation, såfremt det kan sandsynliggøres, at den anden stat vil anlægge en anden fortolkning af dobbeltbeskatningsspørgsmålet end det, som fremgår af det bindende svar. I praksis er der indledt en gensidig aftaleprocedure i en sag, hvor der var tale om en beskatning, der kunne være i strid med bestemmelserne i overenskomsten, jf. 1994, 539 TSS.

Der er ingen pligt til at nå frem til et resultat eller krav om at lade sagen afgøre af en uvildig instans i tilfælde af fortsat uenighed, jf. OECD's kommentarer til art. 25, pkt. 26. Se i modsætning hertil om voldgiftskonventionen indenfor Den Europæiske Union foran under artikel 9.

En anmodning om gensidig aftaleprocedure kan indsendes til SKAT, selv om sagen verserer som klagesag efter reglerne i skatteforvaltningsloven. Viderebehandling af sagen vil dog for det meste afvente resultatet af klagesagen. TfS 2000, 815 ØLD vedrører et tilfælde af et østrigsk selskabs arbejdsudleje af østrigske og andre nationaliteters medarbejdere til et dansk casino. Efter dansk opfattelse havde det danske casino instruktionsbeføjelsen mv. over de pågældede personer, således Danmark efter artikel 15, stk. 2 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Østrig måtte anses for at være tillagt beskatningsretten. Efter stævning var udtaget, blev der mellem de danske og østrigske skattemyndigheder opnået enighed om, at Østrig havde beskatningsretten til lønindkomsten for indkomståret 1991, idet bemærkningerne om arbejdsudleje først blev indsat i OECD - modeloverenskomsten i 1992, hvor Østrig i øvrigt ikke tog forbehold. Før 1992 var det dansk praksis, at følge den kontraherende stats opfattelse af arbejdsudlejebegrebet. 

Fra praksis i konkrete beskatningsssager kan henvises til TfS 1994, 313 DEP, TfS 1994, 535 TSS, TfS 1994, 536 TSS, TfS TfS 1994, 655 TSS, TfS 1996, 270 DEP, TfS 1996, 898 TSS. Der henvises endvidere til TfS 1994, 150 TSS, TfS 1998, 307 DEP, TfS 1999, 156 DEP

Ad 2 og 3

For så vidt angår indgåede generelle gensidige aftaler (2) kan fra praksis nævnes TfS 1997, 62 TSS og SKM 2001, 535.TSS. Begge vedrører fortolkningen af grænsegængerreglerne med Sverige i den nordisk dobbeltbeskatningsoverenskomst. Der kan endvidere henvises til SKM2004.270.TSS, hvori Danmark og Schweiz indgår aftale om at såvel schweiziske som danske udloddende og kontoførende investeringsforeninger under visse forudsætninger kan tilbagessøge udbytte- eller renteskat i den anden stat på deres medlemmers vegne.

Der vil ikke kunne indgås en generel gensidig aftale, der ændrer eller udvider en dobbeltbeskatningsoverenskomst. En sådan ændring eller udvidelse skal ske ved en protokol, der gennemføres ved lov.

Landsskatteretten har i nogle tilfælde haft mulighed for at tage stilling til en generel gensidig aftale. Se TfS 1985, 474 LSR, der vedrørte en skatteyder bosat i Frankrig. Skatteyderen var deltager i et interessentskab, der ejede fire udlejningsejendommei Danmark. De fire ejendomme blev solgt. Den tidligere dobbeltbeskatningsoverenskomst med Frankrig var fra 1957 og fortjeneste ved salg af fast ejendom var ikke direkte omtalt i overenskomsten. Landskatteretten lagde en skriftsveksling mellem det franske og danske skatteministerium til grund. De to ministerier var blevet enige om, at fortjeneste ved salg af fast ejendom ikke var omfattet af overenskomsten. Skatteyderen blev derfor beskattet i Danmark af salget, hvilket ikke var til hans fordel. Den indgåede aftale havde ikke været kundgjort. At skriftsvekslingen var afgørende for resultatet viser TfS 1995, 642, hvor Landskatteretten i en tilsvarende sag vedrørende dobbeltbeskatningsoverenskomsten med Holland nåede frem til det modsatte resultat.

Hvis en i Danmark fuldt skattepligtig skatteyder i forbindelse med indkomsterhvervelse i en anden stat bliver pålagt at betale skatter, som kan søges tilbage, fordi Danmark har beskatningsretten til den pågældende indkomst, må skatteyderen selv udfærdige en anmodning på en af den pågældende stat udfærdiget blanket, der herefter kan attesteres af det regionale skattecenter

Det samme gælder, hvis en virksomhed, der udfører arbejde i udlandet, bliver pålagt at betale afgifter, der ikke er omfattet af en DBO, men som kan søges tilbage mod dokumentation af fuld skattepligt til Danmark.

Artikel 26
I medfør af artikel 26 skal de kontraherende stater under visse nærmere betingelser udveksle oplysninger, der er nødvendige for at gennemføre bestemmelserne i den indgåede DBO.

Artikel 26 består af 5 stykker. Det følger af stk. 1, at bestemmelsen anvendes på skatter af enhver art altså både direkte og indirekte skatter. Det følger videre, at bestemmelsen kan anvendes til at indhente oplysninger om ikke-hjemmehørende personer og at oplysningerne ikke er begrænset til skatter omfattet af dobbeltbeskatningsaftalen. Stk. 2 indeholder regler, der sikrer fortroligheden omkring udveksling af oplysningerne. Bestemmelsen begrænser personkredsen, der kan modtage oplysninger, og specificerer de formål, som oplysningerne kan bruges til. Stk. 3 indeholder undtagelser fra pligten til at udveksle oplysninger. Stk. 4 og 5 fastsætter, at uanset undtagelserne i stk. 3 kan en stat ikke undlade at efterkomme en anmodning om udlevering af oplysninger, fordi den ikke selv er interesseret i disse oplysninger, eller fordi oplysningerne er undergivet regler om bankhemmelighed m.m. Den nuværende version af artikel 26 er godkendt af OECD's Committee on Fiscal Affairs i juli 2005.

Udveksling af kontroloplysninger skal ske til følgende adresse:

Skattecenter Randers
Toldbodgade 3
8900 Randers
Fax: 7237 7150

Udveksling af oplysninger finder sted på tre forskellige måder:

  1. Udveksling af oplysninger efter anmodning 
  2. Automatisk udveksling af kontroloplysninger
  3. Spontan udveksling af oplysninger

Udveksling af kontroloplysninger skal altid foregå gennem den kompetente myndighed, jf. ovenfor for Danmarks vedkommende. Kun oplysninger, der er udvekslet gennem de kompetente myndigheder kan forventes at have retsgyldighed. Alle former for kontroloplysninger, som er modtaget fra en anden stat er undergivet særlig tavshedspligt og må ikke videregives til uvedkommende. Tavshedspligten fremgår foruden af dobbeltbeskatningsoverenskomsterne af SFL § 17.

Med virkning fra 1. januar 2006 er der i skattekontrollovens § 8 Y indsat hjemmel til, at told- og skatteforvaltningen under forbehold af gensidighed kan indgå aftaler med de dertil kompetente myndigheder i fremmede stater, Færøerne og Grønland om bistand i sager, der vedrører lovgivning, som administreres af told- og skatteforvaltningen. Aftalerne kan især omfatte følgende:

    1. Tilvejebringelse af oplysninger
    2. Opkrævning og inddrivelse af skat
    3. Overførsel af foreløbig og endelig skat
    4. Sikkerhedsstillelse for betaling af skattekrav
    5. Foranstaltninger til at hindre, at foreløbig skat trækkes i mere end én stat.
    6. Forkyndelse af dokumenter

Told- og skatteforvaltningen skal bistå de kompetente myndigheder i fremmede stater, Færøerne og Grønland, i det omfang dette fremgår af en aftale, som nævnt ovenfor, af en dobbeltbeskatningsoverenskomst eller af Danmarks forpligtelser i henhold til EU-retlige regler, jf. § 8 Y, stk. 2.

Danmark har udover dobbeltbeskatningsaftalerne tiltrådt forskellige kollektive aftaler m.v. Disse regulerer i et vist omfang samme område som dobbeltbeskatningsaftalerne. I de situationer hvor der udveksles oplysninger både efter kollektiv aftale m.v. og en dobbeltbeskatningsaftale, har det ene udvekslingsgrundlag ikke forrang for det andet.

  • Danmark har tiltrådt EF-bistandsdirektiv 77/799/EØF med senere ændringer (2003/93/EF, jf bek. nr. 1186 af 12. december 2003) om gensidig bistand mellem medlemsstaternes kompetente myndigheder inden for området direkte skatter og indirekte skatter, jf. lovbekendtgørelse nr. 1016 af 24. oktober 2005 og lov nr. 965 af 5. december 1986. Om forståelsen af direktivet se TfS 2000, 628 (EF-domstolen).
  • Rentebeskatningsdirektiv 2003/48/EF. Direktivet gennemfører en indberetningspligt til de kompetente myndigheder i etableringslandet for så vidt angår den etablerede betalende agents rentebetalinger til den retmæssige ejer, hjemmehørende i en anden medlemsstat. For så vidt angår Belgien, Luxembourg og Østrig erstattes indberetningspligten i stedet af en pligt til at tilbageholde kildeskat i en overgangsperiode (15% i 3 år, 20% de efterfølgende 3 år og derefter 35%). Indberetningspligten følges i direktivets artikel 9 op af en automatisk informationsudvekslingspligt til den medlemsstat, hvor den retsmæssige ejer er hjemmehørende i medfør af direktiv 77/799/EØF. Indberetningspligten er indsat i en ny bestemmelse i SKL § 8 X, jf. lov nr. 221 af 31. marts 2004. Indberetningspligten har virkning for indkomst der udbetales eller godskrives den 1. januar 2005 eller senere. En forudsætning for direktivets gennemførelse er, at der indgås aftaler med en række områder om automatisk udveksling af oplysninger om renter. Sådanne aftaler er herefter indgået med virkning fra 1. juli 2005 med Guernsey (BKI nr. 24 af 29. august 2005), Isle of Man (BKI nr. 25 af 29. august 2005), Jersey (BKI nr. 26 af 29. august 2005), De Britiske Jomfruøer (BKI nr. 29 af 29. august 2005) ogTurks and Caicos Islands (BKI nr. 32 af 29. august 2005). Med disse områder er der aftalt indeholdelse af kildeskat i en overgangsperiode og derefter automatisk informationsudveksling. Med følgende områder er der aftalt umiddelbar automatisk informationsudveksling: Aruba (BKI nr. 23 af 29. august 2005), De Nederlandske Antiller (BKI nr. 27 af 29. august 2005), Anguilla (BKI nr. 28 af 29. august 2005), Cayman Islands (BKI nr. 30 af 29. august 2005) og Montserrat (BKI nr. 31 af 29. august 2005.
  • Nordisk bistandsaftale af 7/12 1989, jf. bekendtgørelse nr. 42 af  30. april 1992 og overenskomst af 19. juni 1991 i henhold til artikel 20 i bistandsaftalen.
  • OECD og Europarådets konvention om gensidig administrativ bistand i skattesager, jf. lov nr. 132 af 26. februar 1992 og bekendtgørelse (international) nr. 8 af 6. februar 1996 som ændret ved bekendtgørelse (international) nr. 29 af 29. oktober 2001. Konventionen er ratificeret af Aserbajdsjan, Belgien, Danmark, Finland, Frankrig, Island, Italien, Nederlandene, Norge, Polen, Storbritannien, Sverige, USA og Tyskland. Canada og Ukraine har underskrevet konventionen, men der foreligger endnu ikke de fornødne ratifikationer. Konventionen omfatter Grønland, men ikke Færøerne. Konventionen omfatter skatter, moms og afgifter. Italien har med virkning fra 1. maj 2006 tiltrådt bistandskonventionen med visse reservationer, jf. SKM2006.660.SKAT. Polen har med virkning fra 14. februar 2006 ophævet en reservation i relation til bistandskonventionen, jf. SKM2006.661.SKAT. Med virkning fra 1. januar 2007 om fatter konventionen også Færøerne, jf. BKI nr 11 af 21/02/2007
  • Bilaterale underaftaler om udveksling af oplysninger med Holland, jf. BKI nr. 58 af 1. juli 1999, Letland, jf. BKI nr. 31 af 15. maj 2000, Rusland, jf. BKI nr. 15 af 22. april 2002, Polen, jf. BKI nr. 1 af 13. februar 2004, Litauen jf. BKI nr. 8 af 27. februar 2004, Tjekkiet, jf. BKI nr. 4 af 8. februar 2005,Tyskland, jf. BKI nr. 11 af 29. april 2005, Canada, jf. BKI nr. 42 af 2. december 2005, Belgien, jf. BKI nr. 49 af 9. december 2008,
  • Bilaterale aftaler (Skatteinformationsudvekslingsaftaler) med Isle of Man, jf. jf. BKI nr. 29 af 1. oktober 2008 (ikraftrædelse den 26. september 2008, ),  Guernsey, jf. BKI nr. 22 af 16. juni 2009 og Jersey, jf. BKI nr. 23 af 16. juni 2009 (ikrafttrædelse 6. juni 2009), Caymanøerne, jf. BKI nr. 9 af 12. januar 2010 (ikrafttrædelse 6. februar 2010), Bermuda, jf. BKI nr 49 af 9. december 2009 (ikrafttrædelse 24. december 2009), De Britiske Jomfruøer, Jf. BKI nr. 27 af 22. april 2010 (ikrafttrædelse 22. april 2010), Gibraltar, jf. BKI nr. 8 af 15. januar 2010) og San Marino, jf. BKI nr. 34 af 4. maj 2010 (ikrafttrædelse 23. april 2010). Der er endvidere indgået skatteinformationsudvekslingsaftaler med følgende lande/stater: Kongeriget Nederlandene for så vidt angår Aruba og De Nederlandske Antiller, St. Kitts og Nevis, St. Vincent og Grenadinerne, Anguilla, Antigua og Barbuda, Turks- og Caicosøerne, St. Lucia, Cookøerne, Samoa, San Marino, Andorra, Bahamas,Dominica og Grenada. Der er endnu ikke udstedt BKI'er desangående. Der henvises i øvrigt til intern vejledning K nr. 01 "kontroloplysninger - udveksling med udlandet; direkte skatter"

Artikel 27
Bestemmelsen er ny og er indsat i forbindelse med 2003-opdateringen.
Stk. 1 fastslår, at staterne skal bistå hinanden ved opkrævning, og at denne bistand ikke er begrænset af art. 1 og 2.
Stk. 2. definerer hvad et skattekrav er. Renter, straftillæg og inderivelsesomkostninger er en del af skattekravet.
Stk. 3 fatsætter de betingelser, der skal være opfyldt for at inddrivelse kan ske. Betingelsen er, at kravet kan tvangsfuldbyrdes i den stat, der anmoder om bistand, og at skattyderen ikke kan forhindre en sådan tvangsfuldbyrdelse. Hvis en tvansfuldbyrdelse ikke kan ske, førend kravet er endeligt afgjort, kan der ikke fremsættes krav om inddrivelse i den anden stat. Den anden stat skal opkræve skatten efter de regler, der gælder i denne stat.
Stk. 4 fastslår, at bistanden kan ske for så vidt angår foreløbige retsmidler (arrest). Dette kan også ske selv om kravet endnu ikke kan tvangsfuldbyrdes i den stat, som anmoder om bistand.
Stk. 5 fastslår, at forældelsesreglerne i den stat, som har modtaget anmodningen, ikke finder anvendelse. Det er altså forældelsesreglerne i den stat, der anmoder om bistand, der skal anvendes. Videre bestemmes, at den fortrinsstilling, et lands skattekrav har, ikke kan orpetholdes i den stat, der modtager anmodningen.
Stk. 6 fastslår, at den stat, der modtager en anmodning skal lægge skattekravet uprøvet til grund for inddrivelsen.
Stk. 7 fastslår, at den stat, der fremsender anmodningen straks skal underrette den anden stat, såfremt kravet ikke længere kan tvangsfuldbyrdes. Anmodningen skal herefter enten suspenderes eller tilbagekaldes.
Stk. 8 fastslår visse begrænsninger i forpligtelserne for den stat, som modtager anmodningen.

Flere af de af Danmark indgåede dobbeltbeskatningsoverenskomster indeholder bestemmelser om bistand i forbindelse med inddrivelse. Fra den dansk-tyske overenskomst se TfS 1999, 807 VLK. Vedrørende inddrivelse af danske skattekrav i udlandet henvises der til T&S-cirkulære 1990-9.

I SKM2007.31.ØLR modtog en skatteyder, der var bosiddende i Frankrig invalidepension fra en dansk pensionskasse. Selvom skatteyderen ikke længere var skattepligtig til Danmark blev Danmark anset for berettiget til at inddrive skatteyderens skatterestance ved at foretage indeholdelse efter kildeskattelovens § 73, stk. 4 i A-skatten, uden der af den grund var tale om dobbelteskatning omfattet af overenskomsten mellem Danmark og Frankrig. Dobbelbeskatningsoverenskomstens bestemmelser om gensidig bistand i forbindelse med skatteindrivelse udelukkede ikke, at de danske myndigheder selv foretog indeholdelse i udbetalingerne fra pensinskassen. 

Fra den dansk-tyske overenskomst se endvidere SKM2005.117.HR, hvori Højesteret tiltrådte Østre Landsrets afgørelse om, at det rejste tyske skattekrav ikke var forældet efter dansk eller tysk ret.

Som nævnt under artikel 26 er der med virkning fra 1. januar 2006 indsat en bestemmesle i skattekontrollovens § 8 Y, der bl.a. giver told- og skatteforvaltningen mulighed for under forbehold af gensidighed at indgå aftaler om opkrævning og inddrivelse af skat, overførsel af foreløbig og endelig skat, sikkerhedsstillelse for betaling af skattekrav, og foranstaltninger til at hindre, at foreløbig skat trækkes í mere end én stat. Samtidig er reglen i kildeskattelvoens § 88 ophævet. 

Den indtil 1. januar 2006 gældende bestemmelse i KSL § 88, stk 1, der afløses af skattekontrollovens § 8 Y, er en udmøntning af artikel 25 i den dansk-grønlandske dobbeltbeskatningsaftale af 18. oktober 1979. Det er her aftalt, at når en person eller et selskab mv. i den ene del af riget udbetaler løn og pension, som kan beskattes i den anden del af riget, skal den pågældende foretage indeholdelse af kildeskat til den anden del af riget.

Efter § 88, stk. 1, er skatteministeren bemyndiget til at indgå aftaler med Færøerne og Grønland om, at Danmark skal indeholde færøsk og grønlandsk kildeskat.Aftalerne skal være gensidige, så Færøerne og Grønland også skal indeholde dansk kildeskat. For så vidt angår den gældende aftale med Grønland, er der fastsat nærmere regler om kildeskat til Grønland i kildeskattebekendtgørelsen §§ 38-40.

Efter § 88, stk. 2, er skatteministeren bemyndiget til at indgå aftaler med fremmede stater om overførsel af skat. Herefter kan danske skattemyndigheder overføre skatter, som de har opkrævet vedrørende en indkomst, der skal beskattes i en anden stat, til dækning af den anden stats skattekrav af samme indkomst. Det er en betingelse, at aftalerne er gensidige, så fremmede stater også kan overføre skatter, som de har opkrævet vedrørende en indkomst, der skal beskattes her i landet, til dækning af de danske skattekrav af samme indkomst.Aftaler om overførsel af skat kan dog kun indgås med fremmede stater, hvis skattemyndigheder arbejder sammen med danske skattemyndigheder i et særligt omfang, nemlig stater, som er omfattet af EF's bistandsdirektiv eller OECD/Europarådets bistandskonvention.

Danmark har indgået en aftale af 19. juni 1991 med de andre nordiske lande om overførsel af forskudsskatter, som er opkrævet i én stat, men som vedrører lønindkomst, der beskattes i en anden stat. Denne aftale blev indgået med hjemmel i (den nu ophævede) lov nr. 74 af 31. marts 1953 om indgåelse af overenskomster med fremmede stater til undgåelse af dobbeltbeskatning mv. Aftalen gælder fortsat.

Efter § 88, stk. 3, kan skatteministeren fastsætte nærmere regler om opkrævning og afregning af skatter, der er omfattet af aftaler, som nævnt i stk. 1 og 2.

Vedrørende gensidig administrativ bistand til inddrivelse, se Den nordiske bistandsaftale af 7/12 1989, OECD og Europarådets bistandskonvention, som er nævnt ovenfor under artikel 26, Rådets direktiv 76/308/EØF om gensidig bistand ved inddrivelse af fordringer i forbindelse med visse bidrag, afgifter, skatter og andre foranstaltninger med senere ændringer jf. lovbekendtgørelse nr. 778 af 16. september 2002 af lov om gensidig bistand ved inddrivelse af visse EF-fordringer m.v. samt de ovenfor under artikel 26 nævnte bilaterale aftaler indgået med Holland, Letland, Rusland, Litauen og Belgien.

Artikel 28
De skattemæssige begunstigelser, som ansatte ved diplomatiske eller konsulære repræsentationer nyder, berøres ikke af en indgået DBO.

Artikel 29
Ifølge denne artikel kan en DBO udvides til at omfatte enhver stat eller ethvert område, for hvis internationale forbindelser en af de kontraherende stater er ansvarlig.