I de sager, der har været rejst vedrørende anden virksomhed, synes der overvejende at have været lagt vægt på rentabilitetsbetragtninger, men også andre af de under afsnit E.A.1.2.2 nævnte kriterier er indgået ved afgørelserne. Se bl.a. TfS 1995, 44 LSR.

Fradrag indrømmet

SKM2004.244.LSR. En virksomhed omfattende virksomhedsrådgivning kunne anses for etableret og drevet erhvervsmæssigt. Virksomheden blev opstartet i juli 1999 og opnåede en omsætning i 1999 og 2000 på henholdsvis 24.492 kr. og 32.216 kr. Virksomheden havde underskud i begge år, og ophørte med udgangen af 2000. Fradrag for underskud blev godkendt, ligesom der blev godkendt fradrag for udgifter til juridisk assistance mv., jf. SL § 6, stk. 1, litra a.

TfS 1999, 250 LSR. Skatteyderen havde i 1994 og 1995 købt og solgt 9 biler, som havde været indregistreret i skatteyderens og ægtefællens navn og yderligere købt og solgt 4 uindregistrerede biler. Bilerne var videresolgt med fortjeneste. Landsskatteretten fandt, at skatteyderen havde drevet erhvervsmæssig virksomhed med køb og salg af brugte biler.

I TfS 1991, 525 ØLD blev en dykkervirksomhed anset for erhvervsmæssigt drevet med den begrundelse, at virksomheden ikke havde været udsigtsløs med hensyn til på længere sigt at opnå reelt overskud, og skatteyderen havde været fagligt velkvalificeret. Skatteyderen var uddannet dykker og havde startet egen dykkervirksomhed, men havde af økonomiske grunde været nødt til at tage andet fuldtidsarbejde. Hans ansættelsesforhold gjorde det muligt for ham at påtage sig dyknings- og bjærgningsopgaver, når sådanne forekom. Skatteyderens materiel var professionelt og havde kun været brugt til erhvervsmæssigt formål. På grund af en særlig opgave gav virksomheden overskud i et efterfølgende år, og dette viste, at virksomheden ikke havde været udsigtsløs med hensyn til på længere sigt at opnå reelt overskud. 

TfS 1991, 506 LSR. En skatteyder, der tidligere havde været fuldtidsbeskæftiget ved fiskeri, og som senere havde påbegyndt erhvervsfiskeri som bierhvervsfisker, havde tilrettelagt fiskeriet med erhvervsmæssig forsvarlig drift for øje, og de fremkomne underskud vedrørte en periode, hvor virksomheden havde været under opbygning. På denne baggrund godkendte Landsskatteretten, at de fremkomne underskud var fradragsberettigede efter SL § 6, stk. 1, litra a.

SKM2008.641.BR. Byretten gav skatteyder medhold i, at udgifter afholdt til bl.a. udvikling og patentering var afholdt i en igangværende erhvervsmæssig virksomhed. Udgifterne var dermed fradragsberettigede. Skatteministeriet har ikke anket dommen, men kommenteret den i SKM2008.854.DEP. Det fremgår bl.a. heraf, at det ifølge retspraksis er en betingelse for at anse en virksomhed for erhvervsmæssig - og dermed for adgangen til fradrag for afholdte udgifter - at der er en vis minimumsomsætning (intensitetskravet), samt at virksomheden udøves med henblik på rentabel drift (rentabilitetskravet). De kriterier vil fortsat som udgangspunkt være afgørende. Dommen, er imidlertid udtryk for, at der i visse (specielle) tilfælde kan være tale om erhvervsmæssig virksomhed, uanset at det ikke lykkes at opnå afsætning af virksomhedens produkt. 

SKM2011.637.BR. En virksomhed med hudpleje- og skønhedsklinik, som var drevet i personligt regi, blev ikke anset for erhvervsmæssig, og der kunne derfor ikke gives fradrag for underskud for indkomståret 2002. Det var ikke godtgjort, at der forud for opstart af virksomheden var udarbejdet et realistisk budget, at budgettet løbende var blevet revideret i overensstemmelse med de faktiske økonomiske forhold, og at virksomhedens forretningsplan havde dannet grundlag for virksomhedens drift. Da virksomheden desuden havde haft negativt resultat i 2000-2003, og der ikke i perioden var afholdt lønudgifter til ejeren og virksomhedens daglige administrator, lagde retten til grund, at virksomheden ikke var etableret og drevet med udsigt til at opnå en rimelig fortjeneste.

SKM2010.585.SR. En virksomhed, der beskæftigede sig med salg af softwareprogrammer via iTunes blev ikke anset for erhvervsmæssig. Skatterådet fandt derimod, at der var tale om ikke-erhvervsmæssig virksomhed (hobbyvirksomhed), således at udgifter til anskaffelse af digitalcentraler til modeljernbane med henblik på udvidelse af produktets anvendelsesområde samt indkøb af software kunne fratrækkes skattemæssigt efter nettoprincippet.

SKM2009.757.VLR stadfæstede SKM2008.637.BR. Sagen drejede sig om, hvorvidt en personligt ejet virksomhed, hvis formål var at opføre og sælge bæredygtige beboelseshuse på forretningsmæssige vilkår, kunne foretage fradrag for virksomhedens underskud. I det relevante indkomstår udgjorde omsætningen 0 kr., og virksomheden havde et underskud før renter på  123.168 kr. I de tre efterfølgende år indtil ophør af virksomheden var denne ligeledes underskudgivende, og omsætningen udgjorde også her 0 kr. Landsretten fandt herefter, og efter bevisførelsen i øvrigt, at virksomheden ikke havde haft en sådan økonomisk og driftsmæssig intensitet, at den kunne anses som erhvervsmæssigt drevet. Betingelserne for fradrag efter SL § 6, stk. 1, litra a, var derfor ikke opfyldt. 

SKM2009.644.SR. En tømrers udstykning og efterfølgende salg af grunde fandtes ikke at udgøre en selvstændig erhvervsmæssig virksomhed, der kunne indgå i virksomhedsordningen.

SKM2009.244.BR. Sagen drejede sig om, hvorvidt skatteyderen i indkomståret 2003 drev erhvervsmæssig virksomhed i skattemæssig henseende ved filmproduktion og dermed havde ret til fradrag for virksomhedens underskud i indtægt ved anden virksomhed. Virksomheden med produktion af dokumentarfilm startede i 2001, og de første film var efter det oplyste færdige i 2003. Der var i perioden afholdt udgifter på omkring 90.-100.000 kr. om året. Der havde ikke været nogen indtægter i virksomheden. Skatteyderen havde etableret virksomheden ved frigivelse af etableringskontomidler. Retten fandt, at der ikke i skatteyderens virksomhed ved filmproduktion havde været den rentabilitet, som kendetegner en virksomhed drevet med indkomsterhvervelse for øje.

SKM2009.4.BR. Et selskab blev stiftet i 2001 med henblik på import og videresalg af fiskerbåde. Selskabet blev stiftet bl.a. ved indskud af en båd. Sagen vedrørte indkomstårene 2004 og 2005, men i ingen af selskabets leveår havde der været indtægter fra salg af både. Derimod havde der i 2005 været indtægter fra salg af en barkmaskine og en anhænger. Retten fandt efter en samlet vurdering, at virksomhedens drift havde haft en så ringe intensitet, og at selskabet rentabilitet havde været så dårlig, at selskabet ikke kunne anses for at have været drevet erhvervsmæssigt i skatteretlig henseende i de to år. Retten fandt endvidere ikke, at selskabets problemer kunne karakteriseres som begyndervanskeligheder i opbygningsfasen eller forbigående vanskeligheder.

SKM2009.60.ØLR stadfæstede SKM2008.441.BR. Et automobilværksted havde i indkomstårene 1998 - 2000 haft en beskeden omsætning på mellem 38.000 kr. og 63.000 kr. Byretten fandt, at virksomhedens beskedne omsætning i al væsentlighed var udtryk for den begrænsede intensitet, hvormed virksomheden var drevet. På den baggrund og under hensyntagen til, at virksomhedens resultat ville have været endnu ringere, såfremt ejeren og dennes søn havde modtaget vederlag for det arbejde, de havde udført i virksomheden, blev virksomheden ikke anset for erhvervsmæssig. Landsretten bemærkede, at virksomheden i indkomstårene 1997, 1998, 2000 og 2001 havde et underskud før renter. Et beskedent overskud i indkomståret 1999 skyldtes udelukkende, at virksomheden havde fået et forholdsvist stort tilskud fra kommunen vedrørende aktivering af bistandsklienter. Endvidere lagde retten vægt på, at hvis rimelige lønudgifter havde været medtaget i virksomhedens regnskaber, ville virksomheden i alle årene 1998-2005 have haft betydeligt underskud. På den baggrund fandt landsretten, at virksomheden ikke havde været erhvervsmæssig i indkomstårene 1998 og 2000, og stadfæstede allerede af den grund byrettens dom, hvorefter underskuddene ikke kunne fratrækkes i anden indkomst.

SKM2006.527.ØLR. Skatteyderen, der i en årrække havde drevet frimærkehandel, gjorde gældende, at virksomheden var erhvervsmæssigt drevet i indkomstårene 2000 og 2001, og påstod sine skatteansættelser for disse indkomstår hjemvist. Landsretten frifandt Skatteministeriet under henvisning til, at frimærkehandlen, som havde eksisteret fra 1982, i ni ud af 10 år (1999-2001) havde givet underskud, selv uden at der var afsat beløb til forrentning af kapital og til driftsherreløn. Hertil kom, at skatteyderen ikke i nogen af årene af virksomhedens eksistens havde udarbejdet budgetter eller andet til belysning af virksomhedens økonomiske situation og rentabilitet. Skatteyderen havde selv oplyst, at han brugte ca. 6-10 timer ugentligt på virksomheden, og at han havde fuldtidsbeskæftigelse som bademester ved siden af. En skønsmand forklarede i overensstemmelse med afgivet skønserklæring, at konjunkturerne for almindelig frimærkehandel med kilovarer var faldende og havde været faldende i nogle år. Endelig havde Landsskatteretten ved en kendelse fra 2002 fundet, at virksomheden i indkomstårene 1997-1999 var ikke-erhvervsmæssigt drevet. Landsretten fandt på baggrund af ovennævnte, at der ikke var et sikkert grundlag for at antage, at virksomheden ville udvikle sig således, at den ville kunne give rimelig fortjeneste.

SKM2006.428.ØLR. En skatteyder åbnede en marskandiserbutik sammen med en kompagnon. Virksomhedens omsætning udgjorde i perioden 1. juli - 31. december 2001 10.893 kr. og i perioden 1. januar - 30. juni 2002 16.887 kr. Landsretten fandt under henvisning hertil, at butikken var af så underordnet omfang, at den ikke opfyldte kravene til økonomisk og driftsmæssig intensitet og dermed ikke kunne anses som erhvervsmæssigt drevet. Det forhold, at skatteyderen og hans kompagnon efter 2 måneders drift blev ramt af sygdom, kunne ikke føre til et andet resultat, ligesom det ikke er en forudsætning for at kunne underkende virksomhedens erhvervsmæssige karakter, at der er gået en vis periode.

SKM2006.21.VLR. Skatteyderen påbegyndte i 1998 en virksomhed, som bestod i udlejning af festlokaler. Virksomheden blev drevet fra hans ejendom, der var en nedlagt skole. Skatteyderen havde i det omhandlede indkomstår, 2001, haft en omsætning på 7.000 kr. og havde et underskud på 36.211 kr. Landsretten fastslog, at virksomheden i alle årene havde haft et så underordnet omfang, at virksomheden allerede som følge heraf ikke kunne anses for erhvervsmæssig i skatteretlig henseende. Landsretten anførte videre, at omsætningens beskedne størrelse i forhold til investeringen i ejendommen også førte til, at virksomheden ikke kunne anses for etableret med henblik på rentabel drift.

SKM2003.366.ØLR. Skatteyderen drev en genanvendelsesvirksomhed med køb og salg af brugte ting. Virksomheden havde på sjette år givet underskud. Landsretten fandt ikke, at der var grundlag for at antage, at virksomheden ville udvikle sig således, at den ville kunne give en rimelig fortjeneste. Retten henviste bl.a. til, at det af økonomiske grunde havde været nødvendigt for skatteyderen kun at holde åbent i 6 timer 3 dage om ugen og at tage supplerende arbejde for at få økonomien til at hænge sammen. Retten anså ikke virksomheden for erhvervsmæssigt drevet.

SKM2002.9.VLR. Skatteyderen drev to virksomheder, der solgte henholdsvis flybilletter og madvarer. Landsretten fandt ikke, at virksomhederne ville kunne drives rentabelt og give skatteyder en rimelig honorering af hans arbejdsindsats. Skatteyderen var derfor ikke berettiget til at foretage fradrag for virksomhedernes underskud. Landsretten fandt endvidere ikke, at skatteyderen kunne foretage fradrag for driftudgifter samt afskrivninger på driftmidler i en tredje virksomhed, idet denne virksomhed ikke havde været igangværende i det pågældende år. 

TfS 1999, 863 HRD. Sagen vedrørte spørgsmålet om fradrag for underskud ved gallerivirksomhed. Højesteret fandt, at det ved afgørelsen af, om en virksomhed som den pågældende måtte anses for erhvervsmæssig, måtte indgå med betydelig vægt, om virksomheden kunne anses for etableret og drevet med udsigt til at opnå en rimelig fortjeneste. Da virksomheden i indkomståret 1992 var underskudsgivende på femte år, måtte det efter Højesterets opfattelse være en forudsætning for at anse driften i 1992 for erhvervsmæssig med fradragsret efter SL § 6, stk. 1, litra a, at der var et sikkert grundlag for at antage, at virksomheden ville udvikle sig således, at den ville kunne give en rimelig fortjeneste. Højesteret fandt ikke, at det fornødne grundlag for en sådan antagelse var tilstede.

TfS 1997, 293 VLD. Skatteyderen, der havde fuldtidsarbejde som landbrugsvikar, påbegyndte som fritidsarbejde virksomhed med produktion af fotoplatter og foto- og videoproduktion. Virksomheden ansås ikke for erhvervsmæssigt drevet, i hvilken forbindelse landsretten bemærkede, at skatteyderen ikke havde foretaget nærmere regnskabsmæssige undersøgelser eller analyser, før han som en fortsættelse af fritidsvirksomhed etablerede foto- og videovirksomheden, ligesom produktionen heller ikke kunne anses tilrettelagt på en sådan måde, at virksomheden i skattemæssig forstand kunne anses for erhvervsmæssig.

TfS 1996, 845 LSR. En vejformand, der havde eksperimenteret med henblik på at fremstille isolerings- og byggematerialer af halm, havde haft udgifter før renter og afskrivninger på 55.753 kr. Fradrag for udgifterne blev afvist, idet det ikke ansås for godtgjort, at virksomheden på længere sigt ville give overskud. Der kunne heller ikke gives fradrag efter LL § 8 B eller dagældende § 8 L.

TfS 1991, 57 ØLD. Fradrag nægtet, fordi virksomheden havde haft et så beskedent omfang og en så ringe udsigt til rentabilitet, at den ikke kunne anses erhvervsmæssigt drevet. I sagen havde skatteyderen, der var selvlært inden for elektronik, udviklet en højkvalitetsforstærker, men virksomheden havde i en periode på 5 år hverken varesalg eller varekøb. Landsretten fandt, at virksomheden havde været af et så beskedent omfang og havde haft en så ringe udsigt til rentabilitet, at den ikke kunne anses for erhvervsmæssig. Se tilsvarende TfS 2000, 16 VLD. 

En gocartkørers underskud ved handel med dele til gocarts kunne ikke fratrækkes.

TfS 1994, 752 ØLD. En road racingkørers underskud kunne ikke fratrækkes. Aktiviteten blev ikke anset for at være drevet erhvervsmæssigt. 

TfS 1998, 216 ØLD. En virksomhed med drift af en racerbil/dragster havde ikke det for en erhvervsmæssig virksomhed fornødne omfang, ligesom landsretten lagde til grund, at driften ikke havde udsigt til at blive rentabel.

SKM2006.142.SR. Skatterådet fandt, bl.a. på baggrund af de regnskabs- og budgetmæssige oplysninger om dragracingvirksomheden, at en dragster-racerbil ikke var et erhvervsmæssigt driftsmiddel. 

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter