I sager om udlejningsvirksomhed, især bådudlejning, vil den blotte forekomst af privat benyttelse af de aktiver, der indgår i virksomheden, som udgangspunkt udelukke, at virksomheden anses for erhvervsmæssigt anlagt. Se endvidere DJV Erhvervsbeskatning, afsnit C.C.3.1.6.3 om udlejning af afskrivningsberettigede driftsmidler og skibe.

Rentabilitet
I sager om bådudlejning lægges der især vægt på et rentabilitetssynspunkt, dvs. om der er udsigt til, at virksomheden giver et afkast, som står i et rimeligt forhold til den investerede kapital.

Dette fremgår af de 2 ledende højesteretsdomme på området, TfS 1991, 233 HRD og TfS 1984, 332 HRD. Det er i disse sager ikke tillagt afgørende betydning, at der ikke kan påvises en personlig interesse i erhvervelsen af udlejningsbådene og i begge tilfælde har bådudlejerne udfoldet normale udlejningsbestræbelser. Det var afgørende for sagernes udfald, at der ikke var udsigt til, at virksomheden kunne give et forsvarligt afkast af den investerede kapital.

TfS 1991, 233 HRD vedrører et ægtepar, der som bibeskæftigelse drev en virksomhed med salg og udlejning af speedbåde, windsurfere og lystbåde samt udstyr hertil. I virksomheden indgik en lystbåd, der senere blev erstattet med en større lystbåd. Til trods for, at ægteparret havde udfoldet normale udlejningsbestræbelser, havde virksomheden kun haft relativt små lejeindtægter. Skatteyderen havde ingen særlige faglige forudsætninger for at drive virksomheden, og der var i forbindelse med etableringen alene opstillet et grovbudget for det første år, udvisende et mindre overskud før renter. Virksomheden havde i hele perioden givet underskud før afskrivninger og renter. Højesteret fandt ikke, at virksomheden havde haft udsigt til at opnå indtægter, der ville stå i et rimeligt forhold til den investerede kapital og anså ikke bådene for anskaffet med erhvervsmæssig forsvarlig drift for øje.

I TfS 1984, 332 HRD havde sagsøgeren, der var direktør i et autofirma, anskaffet en motorsejler for at leje den ud. Skatteyderen opnåede momsrefusion på købet, der var lånefinansieret. Der blev forsøgt udlejning af båden i det følgende år, men det lykkedes kun i begrænset omfang. Skatteyderen forsøgte udlejning gennem et udlejningsbureau og forsøgte også selv at udleje båden. Udlejningsindtægterne var imidlertid meget begrænsede i de 2 omhandlede indkomstår, og der var underskud før afskrivninger. Båden overgik derfor til privat brug. Direktøren var sejlkyndig, men et under sagen udmeldt syn og skøn støttede hans forklaring om, at båden ikke hidtil havde været benyttet privat.  Da der ikke var udsigt til at opnå indtægter, der ville stå i et rimeligt forhold til den investerede kapital og under hensyn til udlejningsvirksomhedens omfang og manglende naturlige sammenhæng med skatteyderens erhvervsmæssige forhold i øvrigt, ansås båden ikke for anskaffet med erhvervsmæssig forsvarlig drift for øje.

SKM2009.92.BR. Retten fandt at skatteyderen ikke kunne opnå fradrag for underskud ved bådudlejning i sine øvrige indtægter, idet skatteyderen ikke havde godtgjort, at der var udsigt til, at udlejning af båden kunne ske erhvervsmæssigt forsvarligt.

SKM2002.617.ØLR Landsretten fandt, at der ikke på længere sigt var udsigt til, at udlejning af båden kunne ske erhvervsmæssigt forsvarligt.

SKM2002.395.HR Højesteret fandt, at bådudlejningsvirksomheden ikke havde en naturlig sammenhæng med skatteyderens erhvervsmæssige forhold i øvrigt, eller at bådudlejningsvirksomheden var etableret og drevet med udsigt til opnåelse af indtægter, der stod i rimeligt forhold til størrelsen af den investerede kapital.

SKM2002.199.VLR Et selskab fik ikke fradrag for udgifter i forbindelse med klargøring af en båd til udlejning. Selskabet drev virksomhed med udlejning af bemandede skibe til bl.a. Øresundskonsortiet. I 1998 forespurgte Øresundskonsortiet selskabet om at få yderligere en båd stillet til rådighed. Selskabet indkøbte derefter en båd, men da det viste sig, at båden ikke uden væsentlige ombygninger kunne opnå de fornødne godkendelser, meddelte selskabet konsortiet, at man ikke kunne påtage sig opgaven. Båden blev herefter sat til salg og solgt i maj 1999. Båden havde, ubestridt, aldrig været anvendt erhvervsmæssigt i selskabets drift. Landsretten fandt, at selskabet ikke havde fradragsret for de udgifter, der var afholdt vedrørende båden, hverken efter SL § 6, stk. 1, litra a eller e, og at betingelserne for at foretage skattemæssige afskrivninger ikke var opfyldt.

TfS 1999, 706 HRD. I Højesterets bemærkninger henviser flertallet til, at fradragsadgang er betinget af, at udlejningsvirksomheden har en naturlig sammenhæng med skatteyderens erhvervsmæssige forhold i øvrigt eller er etableret og drevet med udsigt til opnåelse af indtægter, der står i et rimeligt forhold til størrelsen af den investerede kapital således, at virksomheden i sig selv er erhvervsmæssigt forsvarlig og ikke alene baseret på fradrag af de skattemæssige afskrivninger. Flertallet anså ikke anskaffelsen af båden for sket med erhvervsmæssigt forsvarlig drift for øje, ligesom flertallet bemærkede, at der ikke ses at have været begrundet forventning om en væsentligt bedre fremtidig udvikling end oprindeligt budgetteret.

I TfS 1996, 28 HRD fandt retten ligeledes, at skatteyderen ikke drev erhvervsmæssig virksomhed, selvom retten lagde til grund, at den pågældende båd var velegnet til udlejning, at der blev foretaget normale udlejningsbestræbelser, og at skatteyderen ikke selv benyttede båden i udlejningsperioden. Bortset fra 2 år var der i udlejningsperioden på 7 år et årligt underskud på den primære drift. Ved vurderingen af, om anskaffelsen og driften af båden var erhvervsmæssig forsvarlig, tillagde Højesteret det betydning, at det på baggrund af et af skatteyderen udarbejdet driftsregnskab måtte have stået skatteyderen klart, at der fra begyndelsen af udlejningsperioden var budgetteret med et urealistisk lavt omkostningsniveau, ligesom lejen var for højt budgetteret. Endvidere lagde Højesteret vægt på, at skatteyderen i forbindelse med nyudlejning fortsatte med at fastsætte udlejningsprisen på grundlag af en uændret budgettering af indtægter og omkostninger, selvom resultatet klart viste, at der ikke var grundlag herfor.

I TfS 1996, 570 HRD lagde Højesteret til grund, at det primære sigte med udvikling og produktion af en båd, var deltagelse i  Admiral's Cup.

Se også TfS 1996, 498 HRD, TfS 1996, 552 ØLD, TfS 1996, 572 ØLD, TfS 1996, 916 ØLD, samt TfS 1998, 200 HRD, TfS 1998, 311 ØLD og TfS 1998, 369 ØLD.

I TfS 1995, 828 HRD fandt Højesteret, at den båd, som skatteyderen havde købt, ikke var anskaffet med henblik på erhvervsmæssig forsvarlig drift. Landsretten fandt, at skatteyderen ikke før anskaffelsen af båden havde foretaget en budgetmæssig vurdering eller en analyse af virksomhedens rentabilitet. Højesteret stadfæstede landsrettens dom.

Se TfS 1994, 531 VLD og TfS 1999, 29 VLD, hvor Landsretten fandt, at der ikke var grundlag for at statuere, at der ved udlejningsvirksomhedens etablering havde været udsigt til at opnå et resultat, der stod i rimeligt forhold til den investerede kapital. Se også TfS 1999, 405 ØLD, TfS 1993, 362 VLD og TfS 1990, 162 VLD.

Der henvises til xDJV Personbeskatning afsnit C.A.2.2.1x vedrørende den skattemæssige behandling af indtægt ved udlejning af driftsmidler i relation til personskatteloven.