I SL § 6, stk. 2, beskrives privatforbruget som "udgifter anvendt til egen eller families underhold, betjening, nytte eller behagelighed, ... til gaver eller på anden måde".

I praksis er der ofte tale om en vanskelig bevisbedømmelse af, om en udgift er privat eller erhvervsmæssig. Udgifter, der sædvanligt forekommer for de fleste skatteydere uafhængigt af, om der udfoldes bestræbelser på at erhverve indkomst, vil som hovedregel have karakter af privatforbrug. Dette gælder fx udgifter til beklædning og fortæring og udgifter til privat bolig og husførelse. Uanset at sådanne udgifter indirekte kan siges at være af betydning for muligheden for at erhverve indkomst, er fradrag udelukket, fordi afholdelsen af udgiften ikke kan siges at være foranlediget af ønsket om at erhverve indkomst, men derimod er et udslag af rent private interesser om behovstilfredsstillelse.

Fradragsret kommer dels på tale, hvor erhvervsudøvelsen påfører skatteyderen påviselige merudgifter af den pågældende karakter, dels hvor der i øvrigt påvises en konkret erhvervsmæssig begrundelse for at afholde udgiften.

Fradrag indrømmet 
SKM2009.368.BR. En advokat kunne fratrække udgiften til internetforbindelse, der gav mulighed for opkobling hjemmefra til advokatvirksomhedens PC-system, idet udgiften således var medgået til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, jf. SL § 6 a, stk. 1, litra a. (Dommen er vedrørende sagens øvrige forhold stadfæstet ved SKM2011.3.ØLR).

SKM2003.187.LR. En landmands udgift til sygeforsikring kunne fratrækkes som en driftsudgift, jf. SL § 6, stk. 1, litra a. En eventuel erstatning skulle medregnes som skattepligtig indtægt efter SL § 4.

SKM2002.279.HR. Fradrag for udgifter til kattehold på en landbrugsejendom. Højesteret lagde til grund, at kattene alene opholdt sig i ejendommens driftsbygninger og ikke havde adgang til stuehuset, og at formålet med katteholdet udelukkende var at bekæmpe rotter og mus i driftsbygningerne. Højesteret fandt herefter, at katteholdet havde en sådan relevant driftsmæssig begrundelse, at udgiften til kattefoder kunne fradrages, jf. SL § 6, stk. 1, litra a. Der var ikke grundlag for at anse en del af udgiften for en privat udgift.

SKM2001.66.ØLR. Landsretten anså udgiften til en interessents hjerteoperation for at være en fradragsberettiget driftsomkostning for medinteressenterne. Interessenten blev anset for indkomstskattepligtig af et tilsvarende beløb. Se nærmere afsnit E.B.3.1.

TfS 1997, 513 LSR. En dyrlæge fik fradrag for udgiften til at anskaffe sig stort kørekort. Landsskatteretten fandt, at udgiften hverken kunne anses for afholdt med henblik på at tilgodese private behov eller med henblik på at ændre eller udvide klagerens indtjeningsgrundlag. Endvidere fandt Landsskatteretten, at der var den for fradrag fornødne direkte tilknytning til indkomsterhvervelsen.

TfS 1996, 161 VLD. En reception afholdt i anledning af direktørens 60-års fødselsdag blev anset for forretningsmæssigt begrundet for virksomheden, hvorefter udgifterne var fradragsberettigede. Se endvidere afsnit E.B.3.7.6.

TfS 1995, 18 LSR. En psykolog blev indrømmet fradrag for udgifter til supervision hos en anden psykolog.

TfS 1994, 132 VLD. Fiskere, der ikke anvender havfradraget, og som har afholdt merudgifter til kost på grund af arbejdet, kan fratrække merudgiften, se endvidere LV Almindelig del A.F.2.11.

TfS 1989, 243 LSR. En tandlæges udgifter til beskyttelsesbriller blev anset for driftsudgifter. Modsat i LSRM 1982, 126 LSR omtalt nedenfor.

 

Fradrag nægtet

Ny tekst startSKM2012.11.VLR ændrer byrettens dom i SKM2010.498.BR. Et areal ved en virksomhed blev afgræsset af shetlandsponyer. Ponyerne tilhørte personligt virksomhedsejeren og hendes samlever, der drev virksomheden, og det havde derfor formodningen for sig, at ponyerne blev anskaffet og holdt til private formål. Det afgræssede areal havde i perioden før og efter de pågældende indkomstår henligget brak. En skønsmand havde anslået, arbejdet med pasningen af dyrene til 250-300 timer årligt. På den baggrund og efter karakteren af virksomheden havde virksomhedsejeren ikke løftet bevisbyrden for, at udgifterne til hegn og hestefoder havde haft en sådan direkte sammenhæng med driften af virksomheden, at udgifterne kunne trækkes fra, jf. SL § 6, stk. 1, litra a.Ny tekst slut

SKM2011.98.BR. En rækkeudgifter, herunder skærmbriller blev anset for ikke fradragsberettigede privatudgifter. (Indbragt for landsretten men efterfølgende hævet.)

SKM2010.669.ØLR (tidligere instans SKM2009.376.BR). Skatteyderen, der drev en restaurant, ønskede fradrag for udgifter til indkøb af købmandsvarer, i alt ca. 75.000 kr., og havde fremlagt månedsafregninger fra købmanden samt følgesedler og kvitteringer, der dækkede en del af indkøbene. Landsretten fandt, at da der var betydelige uregelmæssigheder i skatteyderens bogførings- og regnskabsmateriale, havde han ikke løftet bevisbyrden for den påståede fradragsret.

SKM2009.235.SR. Afgørelsen vedrørte en direktør og hovedaktionær i et selskab. Selskabet havde i en periode på 14 dage afholdt udgifter til personlig beskyttelse af direktøren, idet han oplyste, at han følte sig truet af en af selskabets forretningsforbindelser. Udgiften blev anset som yderligere løn til direktøren, som han således blev beskattet af, idet der ikke forelå tilstrækkelig dokumentation for dels, at der var tale om trusler og dels, at truslerne i givet fald vedrørte selskabet.

SKM2008.106.HR (stadfæster SKM2006.171.ØLR). Et selskab havde ikke fradrag for udgifter til et fly, idet udgifterne måtte anses for afholdt i eneanpartshaverens private interesse.

SKM2010.549.HR (tidligere instans SKM2007.518.ØLR). En popsangerinde ønskede fradrag for udgifter til scenebeklædning med 11.620 kr. og til hår og makeup m.v. med 10.499 kr. Skattemyndighederne havde skønsmæssigt anerkendt et fradrag på i alt 5.000 kr., som landsretten fandt alene angik udgifterne til scenebeklædning, mens beløbet ikke omfattede udgifter til hår og makeup m.v. Højesteret udtalte, at udgifter til tøj, frisør og makeup m.v. i almindelighed anses som privatudgifter, der ikke er fradragsberettigede i medfør af statsskatteloven. Højesteret fandt i lighed med landsretten, at sangerinden ikke havde godtgjort en sådan direkte sammenhæng mellem på den ene side indkomsterhvervelsen i 2001 og alle de udgifter, som hun havde krævet fradrag for, at der var grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes skønsmæssige fastsættelse af de fradragsberettigede udgifter.

SKM2007.46.ØLR vedrørte bl.a. spørgsmålet om, hvorvidt et selskab kunne få fradrag for sundhedsudgifter afholdt til fordel for selskabets hovedaktionær, som også var selskabets direktør og eneste ansatte. Landsretten fandt, at sundhedsudgifterne efter deres art som udgangspunkt var af privat karakter, og fandt det ikke godtgjort, at selskabet havde en sådan direkte erhvervsmæssig interesse i at afholde udgifterne, at de kunne betragtes som fradragsberettigede driftsomkostninger.

SKM2006.411.LSR. En tandlæge fik ikke fradrag for udgiften til deltagelse i kursus vedrørende NLP Practitioner, da kurset gik ud over rammerne for ajourføring og vedligeholdelse af den tidligere erhvervede uddannelse som tandlæge. Tandlægen fik heller ikke fradrag for udgifterne til Mensendieck undervisning, da de var af privat karakter.

SKM2007.321.HR (stadfæster SKM2005.170.ØLR). Skatteyderen blev nægtet en lang række fradrag bl.a. for telefon, leje af bil, benzin, parkeringsafgift, Brobizz og advokat, idet det ikke var dokumenteret eller sandsynliggjort, at de fradragne beløb var erhvervsmæssigt begrundet.

SKM2003.255.VLR. Skatteyderne ejede flere sommerhuse, hvoraf et blev benyttet privat. Landsretten fandt det ikke godtgjort, at nogle udgifter, der ifølge fakturateksten vedrørte det privat benyttede sommerhus, retteligt skulle være afholdt på et af udlejningssommerhusene. Der kunne derfor ikke ske fradrag for disse udgifter.

SKM2008.416.BR. Skatteyderen nægtedes fradrag for udgiften til et kaffestel, da han ikke havde løftet bevisbyrden for, at der ikke var tale om en privatudgift.

TfS 1984, 307 ØLD. Landsretten nægtede en regnskabschef fradrag for en udgift på 9.550 kr. til børnepasning.

LSRM 1984, 98. En hospitalsansat læge, som på grund af et handicap måtte benytte kørestol for at passe sit arbejde, kunne ikke afskrive anskaffelsessummen, idet der blev henset til, at kørestolen - ud over at tjene til udførelsen af det indtægtsgivende arbejde - virkede til afhjælpning af brugerens handicap.

LSRM 1982, 126 LSR. En tandlæges udgifter til briller blev anset for privatudgifter, idet der ikke var tale om specielle arbejdsbriller, men almindelige briller, der kunne anvendes privat.

I praksis opstår der ofte spørgsmål om fordeling af en udgift på henholdsvis fradragsberettigede driftsomkostninger og privatudgifter. Dette gælder fx kørselsudgifter, repræsentationsudgifter, kursus- og rejseudgifter fagforeningskontingenter, se nærmere afsnit E.B.3.

Om interesseforbundne parter, se afgørelser under E.A.2.1.3.