Det er en forudsætning for omkostningsfradrag efter SL § 6, stk. 1, litra a, at dispositionen falder inden for virksomhedens naturlige rammer.

Udgifter til tilvejebringelse af et nyt indkomstgrundlag, herunder startudgifter som f.eks. stiftelsesomkostninger, er ikke fradragsberettigede efter SL § 6, stk. 1, litra a.

Afgørelser

SKM2011.689.BRNy tekst start(Indbragt for landsretten).Ny tekst slut Et selskab A/S ønskede fradrag for bl.a. konsulentydelser, som angiveligt var afholdt, fordi man ønskede at flytte produktionen til Østeuropa. Retten fandt, at udgifterne snarere var afholdt  i forbindelse med aktionærernes etablering af et selvstændigt selskab og ikke som en driftsomkostning for selskabet A/S. Der blev derfor nægtet fradrag efter SL § 6, stk. 1, litra a. 

SKM2009.508.SR. Skatterådet blev spurgt, om der var fradrag for udgifter afholdt ved udarbejdelsen af et konceptudviklingsprojekt, hvortil der var ydet tilskud fra en fond. Skatterådet kunne ikke bekræfte, at udgifterne kunne fratrækkes som driftsomkostninger, idet rådet fandt, at der var tale om etableringsomkostninger. Skatterådet fandt derimod, at en del af udgifterne kunne fradrages efter den dagældende bestemmelse i LL § 8 I, ligesom en del af udgifterne kunne afskrives som forbedring på bygninger. Skatterådet bekræftede endelig, at tilskuddet var skattepligtigt.

SKM2008.967.HR (Stadfæstelse af SKM2005.450.VLR). Højesteret anså et kommanditselskabs udgift til honorar til udbyderen af det pågældende anpartsprojekt for en etableringsudgift for kommanditselskabet. Afgørelsen er nærmere omtalt under E.C.4.3.   

SKM2008.719.ØLR. Skatteyderen - en telekommunikationsvirksomhed - havde afholdt udgifter til såvel eksterne rådgivere som til egne medarbejderes rejser og ophold i forbindelse med dels faktiske køb af aktier, dels ikke gennemførte køb af aktier. Skatteyderen købte og forsøgte at købe såvel majoritetsaktieposter som minoritetsaktieposter i de undersøgte selskaber. Efter SKM2007.773.HR og SKM2007.775.HR havde Skatteministeriet taget delvist bekræftende til genmæle for så vidt fradrag efter (den dagældende bestemmelse i) LL § 8 J for advokat- og revisorudgifter ved gennemførte køb. Skatteyderen gjorde gældende, at der forelå formueforvaltning, hvorfor udgifterne knyttet hertil var fradragsberettigede, jf. SL § 6, stk. litra a. Heri var landsretten ikke enig. Landsretten lagde til grund, at skatteyderens udgiftsafholdelse var et led i skatteyderens ønske om at fastholde og udbygge sin position på telemarkedet og skabe fortsat vækst i form af opbygning af en international forretning. Videre fandt landsretten, at en del af de i sagen omhandlede udgifter var anvendt til advokat- og revisorbistand og ikke til f.eks. investeringsrådgivning. Efter forklaringerne lagde landsretten til grund, at virksomheden ikke ved opkøbene havde fokuseret på, hvordan man kunne komme ud af selskaberne igen. Investeringerne var derfor ikke alene et led i kapitalanbringelse, men udtryk for langsigtede investeringer med henblik på udvidelse af skatteyderens virksomhed, herunder i form af etablering af udenlandske aktiviteter. Derfor var de af skatteyderen afholdte udgifter ikke formueforvaltningsudgifter som led i en aktiv kapitalforvaltning i form af venture-investeringer, men derimod afholdt som led i udvidelse af skatteyderens bestående virksomhed. Der var derfor ikke fradragsret efter SL § 6 a. (Om retsstillingen for fradrag for udgifter i forbindelse med venture-investeringer, se afsnit E.A.2.1.2 om den nugældende bestemmelse i LL § 8 J).  

Ny tekst startSKM2012.238.HR (Tidligere instanser SKM2010.511.ØLR og SKM2008.615.LSR).Ny tekst slut Et selskab manglede kapacitet til drift af it-systemer for kunder og afholdt udgifter til ingeniør- og arkitektbistand i forbindelse med planlægningen af et byggeri . Da selskabet skiftede ejere, blev kapacitetsbehovet løst, og det planlagte byggeri opgivet. Selskabet fratrak udgiften som en driftsomkostning i medfør af SL § 6, stk. 1, litra a. Ny tekst startHøjesteret fandt, at udgifterne ikke havde en sådan forbindelse til virksomhedens eksisterende drift, at de kunne anses for fradragsberettigede driftsomkostninger, jf. SL § 6, stk. 1, litra a. Da driftscentret ikke blev etableret og taget i brug, kunne udgifterne desuden ikke afskrives, heller ikke efter SL § 6 a.Ny tekst slut

SKM2007.775.HR. Et selskab havde gjort gældende, at udgifter til advokat og revisor i forbindelse med erhvervelse af bestemmende aktieposter i nogle selskaber kunne fradrages efter SL § 6, stk. 1, litra a. Dette begrundedes med, at udgifterne var afholdt for at erhverve, sikre og vedligeholde selskabets indkomst, idet opkøbene var nødvendige for at selskabet kunne fastholde sin position hos selskabets kunder og dermed sin løbende indkomst. Højesteret fandt imidlertid, at der ved erhvervelsen af aktieposterne skete en udvidelse af den bestående virksomhed ud over dens hidtidige rammer, hvorfor der ikke var fradragsret for de omhandlede udgifter til advokat og revisor efter SL § 6, stk. 1, litra a. Udgifterne ansås i stedet omfattet af den dagældende bestemmelse i LL § 8 J. (Afgørelsen er tillige omtalt under E.B.5.3.1.)

SKM2007.468.LSR. En kommanditist kunne ikke fradrage sin andel af en udgift til et rådgivningshonorar, idet dette måtte anses for at vedrøre rådgivning før kommanditselskabets etablering og derfor måtte betragtes som en ikke-fradragsberettiget etableringsudgift. 

SKM2002.155.HR. Et kommanditselskab ønskede at ansætte 3 personer, som var ansat i K/S B, over for hvilket de 3 personer havde påtaget sig en konkurrenceklausul. Det blev aftalt, at kommanditselskabet skulle overtage virksomheden fra K/S B, og at de 3 personer herved blev frigjort fra konkurrenceklausulen og kunne arbejde for kommanditselskabet. Kommanditselskabet betalte i forbindelse hermed et vederlag på 1,4 mio. kr. betegnet goodwill til K/S B. K/S B havde ikke fraskrevet sig retten til at konkurrere på markedet. Landsskatteretten fandt, at vederlaget udgjorde betaling for, at K/S B ikke påberåbte sig konkurrenceklausulerne. Landsretten afviste desuden, at vederlaget var knyttet til afståelse af kundekreds eller lignende (goodwill). På den baggrund fastslog landsretten, at vederlaget udgjorde en etableringsudgift og ikke en fradragsberettiget driftsudgift. Dommen blev stadfæstet af Højesteret.

TfS 1994, 296 ØLD. Landsretten fandt, at en taxachaufførs udgift til indskud i taxavognmændenes økonomiske forening i forbindelse med etablering som selvstændig vognmand måtte betragtes som en ikke-fradragsberettiget etableringsudgift.

I TfS 1990, 422 ØLD nægtede landsretten et grovvareselskab fradrag for udgifter til kreditprovisioner og stempel ved låneoptagelse, da udgifterne i det væsentligste havde tjent til forbedring af selskabets indtægtsgrundlag. Udgifterne kunne heller ikke fradrages i medfør af LL § 8, stk. 3, litra c.

Se også TfS 1986, 146 LSR, hvor låneomkostninger blev anset for ikke-fradragsberettigede etableringsudgifter. Se tillige TfS 1989, 575 LSR, LSRM 1972, 81 LSR, LSRM 1982, 69 LSR og skd. 1979.50.224.

Hvis en udgift ikke har til formål at udvide eller forbedre det hidtidige indkomstgrundlag, men derimod alene at sikre de hidtidige indtjeningsmuligheder, er der mulighed for fradrag forudsat, at der kan påvises en aktuel driftsmæssig begrundelse for dispositionen. Hvis den driftsmæssige begrundelse foreligger, udelukker det således ikke fradrag, at udgiften i realiteten indebærer en tidsubestemt sikring af indkomstgrundlaget.

I TfS 1987, 315 HRD betalte et vognmandsfirma i forbindelse med indmeldelse i en fragtmandshal et indskud i fragtmandshallen på 175.000 kr. Ifølge foreningens vedtægter tilfaldt beløbet foreningen endeligt og blev ikke betalt tilbage, da fragtmanden udtrådte af fragtmandshallen. Beløbet blev betalt, for at selskabet kunne få en ny holdeplads til erstatning for en mistet holdeplads i københavnsområdet, hvor man i forvejen drev virksomhed. Højesteret fandt, at formålet med at afholde udgiften i det væsentlige var at sikre virksomhedens hidtidige konkurrencedygtighed og indkomst, og udgiften blev herefter anset for en driftsomkostning, der kunne afskrives efter SL § 6, stk. 1, litra a. Det bemærkes, at der for Højesteret ikke var nedlagt påstand om fradrag for indskuddet i afholdelsesåret. For landsretten var der nedlagt påstand om afskrivning efter dagældende LOSI § 15, stk. 1, jf. § 2, nr. 5, hvilket blev afvist, fordi selskabet ikke erhvervede en rettighed af økonomisk værdi. 

Se også UfR 1980, 712 HRD (Trælastkompagniet), der er omtalt under E.A.2.1.3

I TfS 1988, 321 LSR havde en dyrlæge for at bevare sin indtjening i forbindelse med skærpet konkurrence etableret nye klinikker i omegnen. Klinikkerne blev etableret som selvstændige anpartsselskaber, hvorfra dyrlægen modtog et fast månedligt honorar for udført arbejde. Dyrlægeforeningen anlagde sag mod dyrlægen, idet der ifølge foreningens vedtægter kun måtte oprettes klinikker på den adresse, der var udgangspunkt for dyrlægens praksisudøvelse. Dyrlægen tabte sagen, og skattesagen vedrørte de medgåede sagsomkostninger og en bøde til dyrlægeforeningen på 5.000 kr. Landsskatteretten indrømmede fradrag for udgifterne, der ansås for afholdt for at fastholde et hidtidigt indtægtsgrundlag. Se nærmere E.B.5.5 om fradragsret for bøder.

I en ikke offentliggjort landsskatteretskendelse af 21. september 1987 havde 4 melmøller, der tilsammen stod for alt salg af mel til det danske marked, i fællesskab opkøbt en konkurrerende virksomhed, hvis tilstedeværelse på markedet i en kortvarig periode havde udløst en priskrig med deraf følgende fald i de 4 møllers indtjening. De 4 møller købte virksomheden med det formål at nedlægge den og sikre, at der ikke fremover ville ske mølledrift fra ejendommen, hvilket skete ved at ejendommen blev pålagt en servitut. Ejendommen og produktionsapparatet blev herefter afhændet, hvorved de 4 møller blev påført et tab. En væsentlig årsag til tabet var den servitut, der blev pålagt ejendommen. Landsskatteretten tiltrådte det daværende Statsskattedirektorats indstilling om, at omkostningerne ved servitutten (tabet) var fradragsberettigede.

Særlige fradragsregler
Anlægs-/etableringsbetragtningen i statsskatteloven er i et vist omfang blevet modificeret i senere særlovgivning. Der henvises til:

LL § 8, stk. 1, om rejser og reklameudgifter E.B.3.2 og E.B.3.7.2
LL § 8, stk. 3, om stiftelsesomkostninger og provisioner ved lånoptagelse A.E.1.3
LL § 8 B om forsøgs- og forskningsudgifter E.B.3.11
AL § 43 om tilslutningsafgifter E.C.5.7.

LL § 8 I er ophævet

LL § 8 I er ophævet med virkning fra og med indkomståret 2010. Udgifter omfattet af LL § 8 I, som ville være fradragsberettigede ved etablering eller udvidelse af erhvervsvirksomheden i indkomståret 2009, kunne dog fradrages i indkomståret 2010, hvis etableringen eller udvidelsen af erhvervsvirksomheden først skete i 2010. Dette fremgår af af Lov nr. 525 af 12. juni 2009 om ændring af aktieavancebeskatningsloven og forskellige andre love §§ 12, nr. 2, og 22, stk. 2 og 19.

Bestemmelsen er senest omtalt i LV Erhvervsdrivende 2010-2, men af vejledningen.

Højesteret har efterfølgende i dommen SKM2011.587.HR stadfæstet Østre Landsrets dom offentliggjort som SKM2009.196.ØLR.

LL § 8 J gældende til og med 2009/2010 er nu ophævet

LL § 8 J som affattet i lovbekendtgørelse nr. 176 af 11. marts 2009 er ophævet med virkning fra og med indkomståret 2010. Udgifter omfattet af LL § 8 J, som ville være fradragsberettigede ved etablering eller udvidelse af erhvervsvirksomheden i indkomståret 2009, kunne dog fradrages i indkomståret 2010, hvis etableringen eller udvidelsen af erhvervsvirksomheden først skete i 2010. Dette fremgår af af Lov nr. 525 af 12. juni 2009 om ændring af aktieavancebeskatningsloven og forskellige andre love §§ 12, nr. 3, og 22, stk. 2 og 19.

Bestemmelsen omtales senest i LV Erhvervsdrivende 2010-2 afsnit E.A.2.1.4.2, men omtalen er herefter udgået af vejledningen.

Der er dog efterfølgende afsagt en række domme og landsskatteretskendelser vedrørende bestemmelsen: 

Højesteret har i dommen SKM2011.602.HR stadfæstet SKM2010.151.ØLR. Sagen vedrørte udgifter til advokater og revisorer, investeringsbanker, prospektskrivning, ejendomsopmåling mv. afholdt med henblik på gennemførelse af en grenspaltning. Det indskydende selskab, A, beholdt en division af virksomheden, medens en anden division blev overført til et nystiftet selskab, B. I forbindelse med børsnotering af det nye selskab solgte selskabet A nogle aktier i dette. Landsretten udtalte at selskabets A´s udgifter til spaltning af selskabet A, til børsnotering af selskabet B og til selskabet A´s salg af aktier i B ikke havde en sådan tilknytning til selskabernes drift - dvs. til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten - at udgifterne kunne anses som driftsomkostninger, der kunne fradrages efter SL § 6, stk. 1, litra a. Selskabet fik ej heller medhold i, at udgifterne kunne afskrives efter SL § 6 a. Selskabet B blev desuden tilskudsbeskattet af udgiften til selskabets børsnotering og halvdelen af de øvrige udgifter, som selskabet A havde afholdt, idet selskabet B blev anset for rette omkostningsbærer. Højesteret udtalte, at der ikke var tale om udgifter vedrørende driften, herunder dennes rationalisering, men udgifter vedrørende en ændring af selskabsstruktur, børsnotering og aktiesalg. Højesteret tiltrådte derfor, at udgifterne ikke var fradragsberettigede efter SL § 6, stk. 1, litra a. Højesteret tiltrådte også, at selskabet A ikke havde fradrag for udgifterne efter den dagældende bestemmelse i LL § 8 J, idet der ved spaltningen ikke var sket en udvidelse, men en indskrænkning af virksomheden.

Ny tekst startSKM2012.70.HRNy tekst slutændrer SKM2010.458.VLR. Et hollandsk moderselskab, M, indgik i med et sælgerselskabet S om køb af samtlige aktier i D1 A/S. Købet var betinget af sælgers efterfølgende godkendelse. Umiddelbart efter aftalens underskrivelse skulle M stille bankgaranti over for sælger som sikkerhed for sine og en eventuel rettighedshavers forpligtelser i henhold til aftalen. Forud for aftalen havde M med bistand fra revisor og advokat foretaget bl.a. due diligence-undersøgelser af D1 A/S. Udgifterne blev afholdt af M i henhold til fakturaer udstedt af rådgiverfirmaerne i september og oktober 1999. Det fremgik af købsaftalen mellem M og S, at M uden samtykke fra S kunne overdrage sine rettigheder og forpligtelser i henhold til aftalen til et af M ejet datterselskab. Hvis et datterselskab, der fik overdraget disse rettigheder og forpligtelser, ophørte med at være M's datterselskab, skulle rettigheder og forpligtelser i henhold til aftalen føres tilbage til M eller et andet af M's datterselskaber. M skulle desuden sørge for, at det eventuelle datterselskab overholdt alle M´s forpligtelser efter aftalen, og M kunne ikke frigøre sig for denne forpligtelse. Da S den 21. december 1999 bestemte, at aftalen om salget af D1 A/S skulle gennemføres, købte M et skuffeselskab, og overdrog samme dag sine rettigheder og forpligtelser i henhold til aftalen fra august til D2 A/S, der blev holdingselskab for D1 A/S. D2 A/S lånte midler hos M til at købe D1 A/S.

Højesteret fandt, at der reelt var tale om en udvidelse af M´s erhvervsvirksomhed, og at D2 A/S derfor ikke havde fradragsret jf. den dagældende bestemmelse i LL § 8 J, stk. 1, for de rådgiverudgifter, som M havde afholdt. Der var ikke grundlag for at anse M´s betaling af udgifterne for et midlertidigt udlæg afholdt for D2 A/S. Udgifterne var afholdt i M´s egen interesse med henblik på M´s køb af en dansk erhvervsvirksomhed. (Højesteret ændrede dermed landsrettens dom, hvor et flertal havde fundet, at D2 A/S var rette omkostningsbærer for udgifterne, som var omfattet af LL § 8 J, stk. 1. Landsretten nægtede dog fradrag med den begrundelse, at M havde modtaget fakturaerne i 1999, og beløbet således kunne opgøres på dette tidspunkt. Udgifterne hørte derfor til i indkomståret 1999 og kunne ikke fradrages i indkomståret 2000).

SKM2011.545.ØLR. Sagsøgerne i sagen var to selskaber ejet af en kapitalfond. Det ene selskab var holdingselskab for det andet selskab, som havde erhvervet et driftsselskab, der havde en større virksomhed. I forbindelse med opkøbet var der afholdt en række udgifter dels til kapitalfondens forvaltningsselskab, dels til andre rådgivere, herunder advokat og revisor.

I forbindelse med låneoptagelsen havde de to selskaber påtaget sig en direkte forpligtelse til at betale alle långivernes udgifter, der med rimelighed var afholdt af disse til rådgivning m.v. fra advokater og revisorer. Landsretten fandt, at dette var en sædvanlig betingelse for at yde et lån af denne karakter og størrelsesorden, og at alternativet til dette lånevilkår ville være et højere lånegebyr til långiverne. Landsretten fandt, at de to selskabers betaling af långivernes rådgivningsomkostninger havde en så direkte og nær tilknytning til gældsstiftelsen, at de to selskaber kunne tillægge disse omkostninger til den faktiske anskaffelsessum, jf. den dagældende KGL § 26, stk. 4.

Derimod fandt landsretten, at de andre rådgivningsudgifter ikke kunne tillægges lånets faktiske anskaffelsessum. Landsretten fandt under henvisning til sagens omstændigheder, at de beløb, som de to selskaber efter købet havde betalt til egne rådgivere, herunder kapitalfondsforvalterselskabet, for rådgivning m.v. forud for og i forbindelse med købet af driftsselskabet og finansieringen heraf, ikke havde den fornødne tilknytning til låneoptagelsen men havde karakter af et honorar for den overordnede strukturering og tilrettelæggelse af investeringsprojektet. Landsretten henviste bl.a. til, at de to selskaber alene skulle betale disse beløb, såfremt købet var blevet gennemført, ligesom de ikke var kontraktpart i forhold til rådgiverne, hvilket var et selskab i tilknytning til kapitalfondsforvalteren. Landsretten afviste også, at der var fradragsret efter den dagældende LL § 8 J, stk. 1. Landsretten bemærkede, ud over det ovenfor anførte, endvidere, at de to selskaber ikke indgik i et koncernforhold med kapitalforvalterselskabet. (Sagsøgerne har indbragt denne del af sagen for Højesteret).

Ny tekst startSKM2012.431.BR (tidligere instans SKM2012.39.LSR). Sagen vedrørte spørgsmålet om, hvilke udgifter i forbindelse med et kapitalfondsopkøb, der kunne fradrages i medfør af den dagældende bestemmelse i LL § 8 J. Landsskatteretten havde fastslået, at det købende selskab i det væsentligste ikke var berettiget til at fradrage advokat- og revisorudgifter, idet disse fandtes at være afholdt over for kapitalfondsforvalterne (projektomkostninger). Landsskatteretten tillod dog samtidig fradrag for enkelte udgiftsposter. Landsskatterettens kendelse efterlod på dette punkt tvivl om, hvilke udgifter, der i en kapitalfondssag kunne henføres til et investeringsprojekt, og dermed bl.a., hvilke udgifter der var fradragsberettigede i henhold til den dagældende bestemmelse i LL § 8 J. Skatteministeriet indbragte Landsskatterettens kendelse på dette punkt for domstolene. Skatteministeriet gjorde til støtte for synspunktet om manglende fradragsret gældende, at der var tale om ikke fradragsberettigede projektomkostninger. Skatteministeriet gjorde endvidere gældende, at selskabet ikke havde udvidet sin virksomhed, samt at der var tale om omkostninger til rådgivning om finansiering, der ikke kunne fradrages efter LL 8 J. Endelig gjorde Skatteministeriet gældende, at selskabet ikke havde afholdt advokat- og revisorudgifter. Selskabet tog bekræftende til genmæle over for Skatteministeriets påstand efter sagens anlæg.Ny tekst slut  

Se desuden SKM2010.660.LSR og SKM2010.812.LSR.

(LL § 8 J i den fra 1. januar 2010 gældende affatning omtales ovenfor under E.A.2.1.2 under Formueforvaltning).

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter