Fastlæggelse af det relevante beskatnings- og fradragstidspunkt
Inden for enkelte områder af den gældende skattelovgivning er det udtrykkeligt foreskrevet, efter hvilke principper en indtægt eller en udgift tidsmæssigt skal placeres. 

Er der ikke taget stilling til principperne for den tidsmæssige placering af indtægten eller udgiften, må fastlæggelsen af det relevante beskatningstidspunkt og fradragstidspunkt ske i overensstemmelse med SL §§ 4 og 6.

SL § § 4 og 6 indeholder ikke en entydig angivelse af, hvilke principper, der er afgørende for, i hvilket af flere mulige indkomstår en indtægt eller en udgift skal påvirke indkomstopgørelsen, og der kan således ikke af bestemmelserne udledes et entydigt krav om anvendelse af et bestemt periodiseringsprincip.

På baggrund af fortolkning og udfyldning af bestemmelserne i statsskatteloven og anden relevant lovgivning har der imidlertid udviklet sig en praksis for, hvilke periodiseringsprincipper, der skal anvendes. Disse periodiseringsprincipper omtales nedenfor under E.A.3.1 og E.A.3.2.

Under E.A.3.3 omtales reglerne for indkomstår og omlægning heraf.

Der vil normalt ikke være nogen tvivl om, hvornår en given indtægt skal medtages ved indkomstopgørelsen, allerede fordi de forskellige tidspunkter, der kan komme på tale - retserhvervelsestidspunktet, forfaldstidspunktet og betalingstidspunktet - alle falder i det samme indkomstår.

Hovedreglen:

Retserhvervel-
sesprincippet
Den almindelige hovedregel er, at en indtægt skal medregnes ved indkomstopgørelsen på tidspunktet for den endelige retserhvervelse. Se hertil UfR 1981, 968 H. Faktureringstidspunktet er følgelig uden selvstændig betydning for beskatningstidspunktet, jf. således også TfS 1998, 608 ØLD refereret nedenfor under afgørelser og SKM2001.416.HR. Faktureringstidspunktet kan imidlertid være sammenfaldende med eksempelvis retserhvervelsestidspunktet, men det er i dette tilfælde retserhvervelsestidspunktet, der er afgørende.

Sædvanlige handelsforhold
Erhvervsindtægter skal som hovedregel medtages ved indkomstopgørelsen, når der er erhvervet endelig ret til en bestemt ydelse, jf. UfR 1981, 968 H. I kontraktforhold kan det beskatningsmæssige tidspunkt fastlægges som det tidspunkt, hvor en kontraktpart har udført det, han ifølge den gensidigt bebyrdende kontrakt har forpligtet sig til at yde, idet han herved har erhvervet et endeligt og ubetinget krav på en modydelse, der er opgjort eller kan opgøres i penge eller penges værd. Se til illustration heraf TfS 1994, 409 LSR om indkomstskattepligt ved en genbrugsvirksomheds modtagelse af genbrugsmateriale. Se også SKM2006.568.LSR, hvor forudbetalinger til en konsulent- og undervisningsvirksomhed, der udviklede og gennemførte kurser, først skulle indtægtsføres af virksomheden, når kurserne var gennemført.

Ved almindelig erhvervsmæssig handel erhverver sælger af en vare således først ret til modydelsen, når han har opfyldt sin leveringspligt, hvorfor indtægten først skal tages i betragtning på leveringstidspunktet, se TfS 1998, 697 LSR, der er refereret nedenfor under afgørelser, LSRM 1952, 120 og LSRM 1970, 16. At modydelsen først forfalder eller betales senere er uden betydning, se LSRM 1971, 119.

Overdragelse af formuegoder/ejendele

Ved overdragelse af formuegoder - bortset fra sædvanlige handelsforhold - er tidspunktet for aftalens indgåelse afgørende for beskatningstidspunktet, fordi ejendomsretten overgår til køberen ved aftalen, selvom tidspunktet for opfyldelsen af handlen først indtræder på et senere tidspunkt.

Ved salg af fast ejendom er der således erhvervet ret til salgssummen allerede ved underskrivelse af købsaftale, medens overtagelsesdagen, tidspunktet for skøde eller tinglysning af skødet er uden betydning i denne relation, se Ny tekst startDJV Erhvervsbeskatning, afsnit (C.H.2.1.7)Ny tekst slut og TfS 1998, 650 ØLD.

Også ved overdragelse af andre formuegoder er beskatningstidspunktet lig med tidspunktet for indgåelse af aftalen, se afsnit E.C.4.4.1 om henholdsvis sælgers og købers afskrivningsadgang ved salg af aktiver, der er omfattet af afskrivningsloven.

Se også SKM2006.738.ØLR, mere udførligt gengivet i afsnit E.C.2.4.9.1, hvor landsretten fandt, at det i året, hvor sagsøgeren havde opnået en frivillig akkord, stod som usandsynligt for parterne, at sagsøgeren ikke ville acceptere et uigenkaldeligt købstilbud, som et selskab - ejet af sagsøgerens ledelse - havde afgivet, og at afståelse af sagsøgerens leasingportefølje dermed var sket i akkordåret.

Erstatninger til Slom-producenter
Erstatninger, som udbetales til visse producenter af mælk (de såkaldte Slom-producenter), som midlertidigt har været forhindret i at udøve deres virksomhed, er skattepligtig indkomst. Erstatningsbeløbet skal indtægtsføres, når producenten erhverver ret til beløbet. Retserhvervelsestidspunktet indtræder, når producenten har accepteret det erstatningstilbud, som EU-Direktoratet har fremsendt, jf. Højesterets dom refereret i TfS 2000, 953. Se også TfS 1994, 269 TSS.

Enkeltbetalingsordningen
SKM2006.803.SR. Skatterådet fandt, at modtagere af støtte efter enkeltbetalingsordningen, der først har fået meddelelse om afgørelsen efter den 31. december 2005, efter anmodning bør kunne vælge at blive beskattet af støtten i ansøgningsåret 2005. Skatterådet lagde afgørende vægt på følgende forhold:

  • der var tale om en afgørelse fra en offentlig myndighed, der var forsinket af administrative årsager
  • der var tale om en periodisk ydelse, dvs. en ydelse, der udbetales år for år og
  • ydelsen klart vedrørte et bestemt kalenderår.

Retningslinier for behandling af sager om anmodning om ændring af beskatningstidspunkt for støtte efter enkeltbetalingsordningen er offentliggjort som SKM2007.110.SKAT.

Gaver
Indtægt i form af gaver anses for skattepligtig i det år, hvor gavetilsagnet kommer til modtagerens kundskab, og han dermed erhverver ret til gaven. Hvis gavemodtageren giver betingelsesfrit afkald på gaven, før gaveløftet er opfyldt, skal der ikke ske beskatning.

Legater m.v.
Om legater m.v. se Ny tekst startDJV Personbeskatning, afsnit (C.A.6.5).Ny tekst slut

Leje-/leasingindtægter
Leje-/leasingindtægter skal henføres til den periode, som lejen vedrører. Dette gælder også, selv om lejen måtte være forudbetalt for en flerårig periode, og selv om lejekontrakten er uopsigelig fra begge parters side. En eventuel tinglysning af lejekontrakten er uden betydning for beskatningstidspunktet. Se dog Ny tekst startDJV Fast Ejendom, afsnit (C.H.2.1.6.13)Ny tekst slut  om timeshare.

Serviceydelser
Østre Landsret har i TfS 1995, 462 ØLD fastslået, at forudbetalinger for løbende edb-ydelser skal periodiseres over de skatteår, som forudbetalingerne vedrørte. Landsretten anfører i dommens præmisser, at tidspunkterne for skatteyders endelige erhvervelse af retten til de forudbetalte beløb må anses at indtræde i takt med forløbet af kontraktsperioden, hvorfor indtægten skattemæssigt må periodiseres tilsvarende. Skatteministeriets departement har i sin kommentar i TfS 1995, 811 DEP udtalt, at dommen ikke antages at få konsekvenser for de situationer, hvor der leveres serviceydelser i forbindelse med salg af en hovedydelse, f.eks. en vare. Her vil retserhvervelsestidspunktet for vederlaget stadig være det tidspunkt, hvor der betales for hovedydelsen. Oprettes der derimod en særskilt kontrakt om levering af serviceydelser i tilknytning til salget af hovedydelsen, vil der skulle foretages periodisering i overensstemmelse med dommen. Dommen er også nævnt i E.B.2.6.7 for så vidt angår udgiftssiden.

Acontohonorarer
En egentlig forudbetaling skal ikke indtægtsføres, før der erhverves ret til beløbet. Hvis der sker successiv retserhvervelse, således at der er erhvervet endelig ret til et acontohonorar, skal dette medregnes, når acontoregning er eller kunne have været fremsendt og forlangt betalt. Dette kan være tilfældet, når acontohonoraret modtages.

Tilbagebetaling/efterbetaling af ejendomsskatter og moms, lønsumsafgift m.v.

Tidspunktet for beskatning af tilbagebetalte ejendomsskatter, moms og lønsumsafgift er forpligtelsestidspunktet/retserhvervelsestidspunktet. Det følger af princippet i SL § 4, at en indtægt som hovedregel skal medtages ved indkomstopgørelsen i det indkomstår, hvor der er erhvervet endelig ret til beløbet.

Se Skat 1990.10.793, (TfS 1990, 454) hvor nye direktiver fra EF medførte, at udlejningsvirksomheden ikke var momspligtig. Landsskatteretten fandt, at efterbeskatning af hensatte momsbeløb som påstået af virksomheden og indstillet af Told- og Skattestyrelsen skulle foretages på tidspunktet for de nye direktiver og ikke i hensættelsesårene. Fradragene i hensættelsesårene kunne således opretholdes.

Hvornår forpligtelses- eller retserhvervelsestidspunktet indtræder, er afhængigt af, om der er en tvist om kravet, således at beskatningstidspunktet udskydes, eller ej.

Efterbetaling/tilbagebetaling uden tvist

Efterbetaling eller tilbagebetaling af ejendomsskatter, moms og lønsumsafgift skal som udgangspunkt fradrages eller beskattes i det indkomstår, beløbene faktisk vedrører, dvs. det år, hvor skatten/momsen/lønsumsafgiften ville have haft indflydelse på indkomstopgørelsen, hvis den havde været afregnet/beregnet korrekt.

Praksis er kommet til udtryk i landsskatteretskendelsen SKM2009.451.LSR. I denne sag var selskabets krav på tilbagebetaling af for meget indbetalt moms allerede opstået på det tidspunkt, hvor der var foretaget en forkert afregning og indbetaling. Desuden var tilbagebetalingskravet ikke bestridt, og SKAT havde ikke inden for rimelig tid efter, at efterreguleringskravet var fastslået, varslet konsekvensændring af selskabets skatteansættelser i de indkomstår, som forhøjelserne oprindeligt vedrørte. Det fremgår af kendelsen, at tilbagebetaling af moms og lønsumsafgift skal henføres til de indkomstår, som efterreguleringen vedrører og ikke til tilbagebetalingsåret.

Efterbetaling/tilbagebetaling med tvist, der udskyder fradrags- eller beskatningstidspunktet

En anden situation foreligger, hvis efterbetaling eller tilbagebetaling af ejendomsskatter, moms eller lønsumsafgift skal ske efter, at der har været tvist om kravets berettigelse, således at beskatningstidspunktet må anses for udskudt. Beskatningstidspunktet bliver udskudt, indtil der ved dom eller administrativ afgørelse bliver opgjort et efterbetalings- eller tilbagebetalingskrav. I disse tilfælde skal fradrag eller beskatning ske i det indkomstår, hvor der er konstateret en endelig retlig forpligtelse for den erhvervsdrivende eller SKAT til at betale beløbet.

Hvis beskatningstidspunktet er udskudt på grund af en tvist, bør SKAT i de tilfælde, hvor der foreligger en afgørelse, der fastslår efterbetalings- eller tilbagebetalingskravet, imødekomme ansøgninger fra erhvervsdrivende, der ønsker skatten/momsen mv. henført til skatteansættelsen for det indkomstår, som den vedrører, dvs. til det år, hvor den ville have haft indflydelse på indkomstopgørelsen, hvis skatten/momsen m.v. havde været beregnet korrekt. Dette gælder kun i de tilfælde, hvor det er muligt at genoptage skatteansættelsen i henhold til de gældende frister i SFL §§ 26 og 27, jf. § 34 a, stk. 4. Reglerne om ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelsen er nærmere beskrevet i DJV Processuelle regler for SKATs opgaver afsnit A.A.8.2.3.

For så vidt angår moms og lønsumsafgift har SKAT i et styresignal, SKM2009.651.SKAT, præciseret, at ovennævnte er gældende ret.  Princippet fremgår endvidere af ØLD af 30. nov. 1979 skd. 54.248 og af TfS 1995, 227, der bl.a. vedrørte ejendomsskatter.

AMBI

Det nu ophævede TSS-cirkulære 1995-21 omhandler den skattemæssige behandling af AMBI.

Om tilbagebetaling af AMBI se SKM2008.827.VLR, der ændrede SKM2008.54.BR. Denne sag behandlede 2 spørgsmål. Det første var, om skatteyder havde et tilbagebetalingskrav på AMBI. Da dette var blevet bekræftet af 2 retsinstanser, opstod det næste spørgsmål, hvornår beløbet skulle beskattes, hvilken tvist ligeledes verserede ved 2 retsinstanser. M.h.t. til det 1. spørgsmål afsagde byretten i oktober 2000 dom om, at skatteyderen havde et krav på tilbagebetaling af AMBI med tillæg af renter. Skatteministeriet ankede i november 2000 efter eksekutionsfristens udløb byrettens dom til landsretten, og i den forbindelse udbetalte Skatteministeriet den 24. oktober 2000 beløbet til skatteyderen. Landsretten afsagde dom ultimo 2001, hvor byrettens dom blev stadfæstet. Skattemyndighederne beskattede beløbet i 2001, hvor sagsøgeren erhvervede endelig ret til beløbet ved afsigelsen af den endelige dom. Nu startede tvisten om beskatningstidspunktet, idet skatteyderen påstod beløbet beskattet i 2000. Heri fik skatteyderen medhold, idet byretten anerkendte, at retserhvervelsestidspunktet for så vidt angår bestridte krav er det tidspunkt, hvor der foreligger et forlig eller en endelig dom. I sin begrundelse for at fravige retserhvervelsesprincippet lagde byretten vægt på, at Skatteministeriet havde anket sagen om tilbagebetalingskravets berettigelse efter eksekutionsfristens udløb, og at Skatteministeriet frivilligt havde opfyldt førsteinstansens dom, ligesom byretten lagde vægt på, at landsretten i det hele stadfæstede byrettens dom. Skatteministeriet ankede dommen om beskatningstidspunktet til landsretten, som fandt, at beløbet skulle beskattes i 2001 og således henholdt sig til den almindelige hovedregel om retserhvervelsesprincippet, idet landsretten lagde vægt på, at der indtil Østre Landsrets ankedom bestod en reel tvist om kravet, og at indtægten derfor ikke kunne anses for endeligt erhvervet førend på dette tidspunkt.

Se endvidere

SKM2003.371.VLR. Ved en afgørelse fra Told- og Skattestyrelsen i 1997 fik sagsøgeren medhold i tilbagebetaling af AMBI betalt af sagsøgeren i 1989. Landsretten fandt, at tilbagebetalingsbeløbet - i overensstemmelse med retserhvervelsesprincippet - skulle beskattes i 1997 og ikke i 1989, fordi den ordinære frist for genoptagelse af skatteansættelsen for 1989 var udløbet, og fordi betingelserne for ekstraordinær genoptagelse ikke var opfyldt.

Se endvidere SKM2003.71.VLR omtalt nedenfor under E.A.3.2 fradragstidspunkt, afgørelser.

Renteindtægter
Renteindtægter skal som hovedregel først beskattes på det tidspunkt, hvor de forfalder til betaling. Se afsnit LV Almindelig del afsnit A.D.1.3.  om afvigelser herfra, herunder om reglerne i LL § 5A og § 5B.

Hensættelser til imødegåelse af service- eller garantikrav
Se E.B.2.6.7.

Igangværende arbejder
Se E.B.2.6.2.

Udbytte
Se A.A.2.1.

Aktier
Se S.G.2.5.

Kursgevinster m.v.
Se A.D.2.

Lønindtægter m.v.
Lønindtægter og anden A-indkomst, feriegodtgørelse, tantieme og lign. er omtalt i LV Almindelig del afsnit A.A.2.1 og A.B.1.1, A.B.1.2. og A.B.1.3.

Underhold m.v.
Om underhold og understøttelser i henhold til en forpligtelseserklæring henvises til afsnit A.A.2.1 og A.B.6.

Afgørelser
TfS 1986, 391 LSR. Et selskab medregnede i indkomstopgørelsen den i regnskabsåret modtagne leverandørbonus. Selskabet havde forskudt regnskabsår. Leverandørerne, der alle havde kalenderåret som regnskabsår, fastsatte og udbetalte bonus efter kalenderårets udløb. Landsskatteretten fandt, at leverandørbonusbeløbene først kunne anses for endeligt erhvervet af selskabet ved afslutningen af de pågældende leverandørers årsregnskaber.

TfS 1988, 663 LSR. Provisionsindtægter for en salgsagent inden for møbelbranchen, der ikke havde nogen skriftlig aftale med agenturgiverne, blev i skattemæssig henseende anset for erhvervet på det tidspunkt, hvor møbelfabrikken afsendte møblerne med faktura til kunden og kopi til agenten.

TfS 1989, 224 LSR. De forudbetalinger, som et selskab havde modtaget og afgivet i forbindelse med licensaftaler, blev anset for omfattet af statsskatteloven, da der ikke var tale om salg af patenter. Forudbetalingerne skulle således indtægts-/udgiftsføres i de år, hvor de var modtaget eller erlagt, da de ikke kunne kræves tilbage.

TfS 1998, 5 ØLD. Landsretten fandt det ikke godtgjort, at et afkald på forpagtningsafgift var givet forud for retserhvervelsen, og landsretten lagde til grund, at afkaldet var givet på et tidspunkt, hvor der var erhvervet endelig ret til forpagtningafgiften. Forpagtningsafgiften blev ikke anset for uerholdelig på retserhvervelsestidspunktet, og eftergivelsen af afgiften var ikke nødvendig for skatteyderens indkomsterhvervelse.

TfS 1998, 202 ØLD. Landsretten fandt, at skatteyder pr. 31. december 1988 havde udført det arbejde, som ifølge kontrakten påhvilede ham, således at han på dette tidspunkt havde erhvervet ret til administrationsvederlaget og skulle beskattes af beløbet i 1988. Den omstændighed, at afregning ifølge kontrakten skete i det omfang, interessentskabet havde modtaget provenu ved salg af træer, fandtes ikke at skabe en sådan usikkerhed om kravets beståen, at skattepligten kunne udskydes til senere år.

TfS 1998, 401 LSR. Landsskatteretten fandt, at et selskab først kunne anses for at have erhvervet endelig ret til kompensation for en affaldsafgift for året 1995 i 1996, hvor selskabet på baggrund af indgiven ansøgning havde fået endeligt bindende tilsagn om udbetaling af kompensation.

TfS 1998, 608 ØLD. En skatteyder, der havde ydet konsulentbistand i 1989, havde først fremsendt faktura i 1990, hvor honoraret også blev betalt. Skatteyder selvangav konsulenthonoraret i 1989. Landsretten fandt det godtgjort, at skatteyder havde erhvervet endelig ret til honoraret i 1989.

TfS 1998, 697 LSR. Vederlag for tilslutning til edb-net samt løbende servicering skulle indtægtsføres i takt med mangelfri levering af ydelserne. 2 retsmedlemmer, herunder retsformanden, lagde ved afgørelsen afgørende vægt på kontraktsmaterialets bestemmelser, hvorved vederlaget forfaldt forud efter en fastlagt plan og omfattede betaling for løbende tilslutning til nettet, overførsel af filer m.v. samt løbende servicering. Selskabet havde i medfør heraf erhvervet ret til vederlaget i takt med en mangelfri levering af ydelserne. Der blev ved afgørelsen henset til princippet i TfS 1995, 462 ØLD, omtalt nedenfor under serviceydelser.

TfS 2000, 509 LSR. Udstedelse af gavekort anset for en aftale om køb med forudbetaling. Landsskatteretten fandt, at der først var erhvervet endelig ret til de herved opnåede indtægter ved indløsning af gavekortene.

SKM2001.276.LSR. En kunstner fraflyttede Danmark den 19. juni 1996. Kunstneren havde fået udbetalt honorar og acontobetalinger i forbindelse med pladeindsinger m.v. Landsskatteretten lagde til grund, at kunstnerens fulde skattepligt til Danmark var ophørt ved opgivelsen af kunstnerens lejlighed den 19. juni 2001. Under hensyn til praksis vedrørende forfatterrettigheder m.v. fandt Landsskatteretten, at kunstneren alene kunne anses for skattepligtig til Danmark af de acontoudbetalinger, der var udbetalt til klageren inden fraflytningen den 19. juni 1996.

SKM2001.112.LSR. Et benzinselskab ydede et investerings- og moderniseringstilskud vedrørende et benzinanlæg. Tilskuddet blev anset for et skattepligtigt driftstilskud for ejeren. Landsskatteretten var på baggrund af byggeregnskabet og faktura fremsendt i overensstemmelse med byggeregnskabet af den opfattelse, at ejeren af anlægget havde erhvervet endelig ret til beløbet i 1996, hvor også både byggeregnskab og faktura forelå. Tilskuddet skulle følgelig medtages i ejerens indkomstopgørelse for 1996.

SKM2001.532.ØLR. Et salgsvederlag for afståelse af knowhow på 32,5 mio. kr. skulle beskattes hos det sælgende selskab i det indkomstår, hvor selskabet havde erhvervet endelig ret til vederlaget, som skulle erlægges i form af aktier i et tjekkisk joint venture-selskab ved apportindskud af knowhowen. En påtaget mulig indbetalingsforpligtelse på aktierne 10 år efter afståelsestidspunktet kunne ikke fradrages i det skattepligtige vederlag i afståelsesåret. Landsretten fandt ikke, at der med knowhow-salgsaftalen, var aftalt en flerårig ydelse. Landsretten fandt endvidere ikke, at levering efter aftalen først fandt sted, når knowhow var implementeret og produktionen omlagt.

SKM2002.383.LSR. Tilskud fra EU og staten, der udbetaltes til et selskab i rater i takt med et anlægsprojekts færdiggørelse, var indkomstskattepligtigt og skulle indtægtsføres på udbetalingstidspunkterne.

SKM2003.166.HR. En skatteyder stiftede sammen med sin bror et I/S - som drev byggevirksomhed - efter en årrække stiftedes et A/S. Der blev indgået en samarbejdsaftale mellem selskabet og I/S'et, hvorefter der ved leverancer ikke blev beregnet avance, og der skete ikke fuld og samtidig fakturering.

Samhandelen mellem I/S'et og selskabet skete ved, at I/S'et leverede materialer, arbejdskraft og underleverandørydelser til selskabet, der alene var kontraktpart i forhold til bygherrerne.

Højesteret lagde til grund, at I/S'et til selskabet skulle levere ydelser efter tilbud eller efter regning, og at samhandelen derfor ikke kunne være baseret på et princip om resultatdeling. Højesteret fandt derefter, at I/S'et havde erhvervet ret til vederlag fra selskabet ved leveringen af ydelserne, og at vederlaget derfor var umiddelbart skattepligtig indkomst for I/S'et, også selv om leverancerne ikke blev faktureret straks ved leveringen. Skattemyndighederne havde derfor været berettiget til at korrigere I/S'ets indkomst i de tilfælde, hvor I/S'et ikke månedligt havde indtægtsført leverancer til selskabet, eller hvor leverancer var indtægtsført med for høje eller for lave beløb i forhold til I/S'ets egen indkøbspris. Jf. ligeledes afsnit E.A.2.1.3.

SKM2003.352.LSR. En skatteyder, der drev virksomhed med produktion og salg af planteprodukter, skulle først indtægtsføre modtaget fragtstøtte i det indkomstår, hvor fragtstøtten beløbsmæssigt kunne endeligt opgøres. Landsskatteretten henså til, at den pågældende først ved meddelelsen om den konkrete fragtstøtte kunne anses at have et retskrav på et nærmere angivet støttebeløb.

SKM2003.389.HR. Højesteret fandt, at pligten til at betale skat af et interessentskabs overskud påhvilede interessenterne direkte, og interessenterne var derfor skattepligtige af deres andele i selskabets overskud i det år, interessentskabet erhvervede endelig ret til de indtægter, der var grundlag for overskud. Beskatningen hos interessenterne blev ikke udskudt, selv om overskuddet som led i en sædvanlig regnskabsprocedure - først blev opgjort, fordelt og udbetalt til interessenterne efter udgangen af indkomståret.

SKM2005.374.VLR. Sagsøgeren, der havde udført arbejde for et firma, gjorde gældende, at vedkommende ikke havde modtaget et honorar i 1996, og derfor ikke skulle indtægtsføre dette, og at beløbet i hvert fald måtte anses for endeligt tabt i 1996. Landsretten fandt, at sagsøgeren ikke havde godtgjort, at vedkommende ikke havde fået udbetalt beløbet. Sagsøgeren, der havde solgt goodwill, blev endvidere anset for skattepligtig af den samlede afståelsessum, selv om den sidste rate ikke måtte være blevet betalt.

SKM2005.439.LSR. Et engros-selskab havde hidtil fulgt det princip skattemæssigt at indtægtsføre leverandørbonus i udbetalingsåret. Skattemyndighederne ændrede i det påklagede indkomstår ansættelsen, idet bonus rettelig skulle indtægtsføres i optjeningsåret. Retten fandt, under henvisning til principperne for korrekt indkomstansættelse, at indtægten samtidig skulle fratrækkes fejlagtigt indtægtsført udbetalt bonus.

SKM2006.569.LSR. En aftale om, at en bokser ikke skulle have udbetalt et honorar før afslutningen af en retssag, udskød ikke tidspunktet for beskatningen af honoraret.

SKM2005.497.LSR. En elnetvirksomhed, hvis indtægter var begrænsede og regulerede efter reglerne i elforsyningsloven, havde opnået indtægter, der oversteg den tilladte indtægtsramme, hvorfor der forelå såkaldt overdækning, jf. § 26 i bekendtgørelse nr. 325 af 10. oktober 2001. Elforsyningsvirksomheden var i et vist omfang forpligtet til at udligne det for meget indtjente ved en senere reduktion af virksomhedens tariffer. Virksomheden havde mulighed for at modregne overdækningen i en eventuel underdækning for senere år i reguleringsperioden. Landsskatteretten kunne under disse omstændigheder ikke tiltræde, at overdækningen kunne fradrages i selskabets indkomstopgørelse før en eventuel udbetaling til forbrugerne.

SKM2006.766.LSR. En elnetvirksomhed, der havde underdækning i henhold til § 45, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 944 af 29/10 2001 (bl.a. udstedt i medfør af energiforsyningslovens § 70), skulle ikke medregne underdækningen til virksomhedens skattepligtige indkomst, før underdækningen eventuelt opkrævedes hos kunderne. Landsskatteretten henviste til SKM2005.497.LSR.

SKM2006.767.LSR. Et forsyningspligtselskab ansås ved udgangen af indkomståret at have et retskrav på betaling fra selskabets kunder svarende til Energitilsynets forud godkendte priser, jf. elforsyningslovens § 72, stk. 2, og betalingernes størrelse kunne endeligt opgøres på dette tidspunkt. At energitilsynet i henhold til elforsyningslovens § 72 efter indkomstårets udløb kunne forpligte selskabet til at sænke elprisen i efterfølgende perioder til de kunder, selskabet havde på dette tidspunkt (overdækning), ændrede ikke ved at selskabet havde et endeligt retskrav på betaling fra kunderne allerede ved udgangen af indkomståret.

SKM2008.532.SR. Tilbagebetaling af overdækningsbeløb, som X kommune havde foretaget efter aftale med Energitilsynet, til individuelle varmeforbrugere, der helt eller delvist havde indregnet de betalte varmebidrag ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, skulle medregnes hos modtagerne ved opgørelsen af skattetilsvaret i det indkomstår, hvori modtagelse af kreditnota skete. Det forudsattes ved besvarelsen, at faktureringstidspunktet/kreditnotaens dato var sammenfaldende med det tidspunkt, hvor Energitilsynet havde truffet aftale om at udbetale overdækningsbeløbet som et engangsbeløb til de omhandlede varmeforbrugere, og at samme varmeforbrugere uden unødigt ophold modtog/blev gjort bekendt med retserhvervelsen og dermed den indtrådte skattepligt. Se også SKM2009.234.SR.

SKM2007.415.SR. Skatterådet kunne bekræfte, at kompensation betalt af A til de med A koncernforbundne selskaber B og C, for ophævelse af en leveringsaftale, baseret på en aftale indgået mellem parterne ultimo 2006, var skattepligtig i 2006 for B og C og fradragsberettiget i 2006 for A.

SKM2007.450.SR. Betalingsrettigheder og mælkekvoter anset anskaffet i 2006, hvor bindende aftale om overdragelse var indgået.

SKM2007.552.BR. Sagen omhandlede periodisering af en driftstabserstatning efter brand i produktionslokaler. Retten lagde til grund, at sagsøgeren havde erhvervet endelig ret til driftstabserstatningen i indkomståret 2003, hvor branden indtrådte, hvor der efterfølgende blev indgået aftale om erstatningsopgøret, og hvor beløbet blev udbetalt. Retten udtalte, at en indtægt efter SL § 4 og retspraksis i almindelighed skulle indtægtsføres på tidspunktet for den endelige erhvervelse af retten dertil, og fandt ikke, at sagsøgeren havde godtgjort, at der med hensyn til driftstabserstatninger skulle gælde en fast administrativ praksis, som gav ret til periodisering af sådanne erstatninger. Under hensyn til, at erstatningen blev udbetalt før udløbet af indkomståret 2003 under den klare forudsætning, at virksomheden blev reetableret, og idet sagsøgeren selv var herre over, om den i 2003 påbegyndte retablering skulle fuldføres, fandt retten endvidere ikke, at de til udbetalingen knyttede vilkår om tilbagebetaling kunne bevirke, at selskabets ret til erstatningen i skattemæssig henseende skulle betragtes som en såkaldt suspensivt betinget ret.

SKM2008.913.BR (Appelleret, men efterfølgende hævet). Sagen behandler bl.a. spørgsmålet om, hvornår hovedanpartshaveren skulle beskattes af tantiemebeløb. I den forbindelse lagde byretten til grund, at hovedanpartshaveren igennem flere år havde foretaget private hævninger på selskabets mellemregningskonto, og at den gæld, han herved oparbejdede, blev udlignet ved, at der på generalforsamling afholdt efter regnskabsårets slutning blev besluttet at tildele ham en tantieme, der temmelig præcist svarede til gældens størrelse. Retten fandt, at hovedanpartshaveren havde erhvervet endelig ret til tantiemen allerede ved regnskabsårets udløb, og ikke først ved den formelle godkendelse på den efterfølgende generalforsamling. Retten henså ved sin afgørelse til, at tantiemen blev tildelt årligt og hvilede på en fast praksis, således at tantiemens størrelse blev fastsat efter størrelsen af den gæld, der var oparbejdet på mellemregningskontoen, og hvor hovedanpartshaveren i kraft af sin bestemmende indflydelse i selskabet reelt kunne beregne tantiemen allerede ved regnskabsårets udløb. Ydermere stemte dette med de regnskabsmæssige posteringer i selskabet.

SKM2009.122.SR. Skatterådet fandt, at et andelsforenings udbetaling af bonus og forrentning af indskudskapital først skulle beskattes hos modtagerne i det år, hvor størrelsen blev vedtaget på generalforsamlingen.

SKM2009.761.VLR (Tidligere instans  SKM2009.47.BR). En skatteyder havde i hvert af indkomstårene 1999, 2000 og 2001 fået udbetalt 700.000,- kr. fra et kommanditselskab, som han var medejer af. Det påhvilede skatteyderen at bevise, at beløbene ikke skulle beskattes eller ikke skulle beskattes i udbetalingsårene, og bevisbyrden var skærpet som følge af, at transaktionerne var foretaget mellem interesseforbundne parter. Der forelå ikke skriftlig dokumentation for, at skatteyderen havde haft krav på udbetaling af honorar fra kommanditselskabet, og han havde ikke alene ved de afgivne forklaringer bevist, at han forud for indkomstårene 1999, 2000 og 2001 havde erhvervet endelig ret til nogen del af de udbetalte beløb. De udbetalte beløb blev derfor beskattet i indkomstårene 1999, 2000 og 2001, og det forhold, at beløbene tillige måtte være indgået i skatteyderens skatteregnskab for 1990, kunne ikke føre til et andet resultat.

SKM2010.169.BR. Skatteyderen havde i 2006 bogført en indtægt for salg af en bådmotor. Han gjorde indledningsvis gældende, at han først efter 2006 havde erhvervet ret til beløbet. Under sagen skiftede han forklaring og sagde, at han allerede i 2005 havde erhvervet endelig ret til det bogførte beløb. Retten kom frem til, at det ikke var dokumenteret, at der var erhvervet endelig ret til beløbet i et andet indkomstår end 2006, hvor beløbet var bogført.

Ny tekst startSKM2011.99.SR. Et selskab, som afholdt udgifter til etablering af et kraftvarmeværk, modtog betalinger - herunder forudbetalinger - fra to aftagere af varme fra værket til dækning af selskabets omkostninger til afskrivning og forrentning ved etablering af værket. Betalingerne skulle periodiseres over aftalens løbetid (20 år).Ny tekst slut

Ny tekst startSKM2011.38.BR Lejeindtægter skulle henføres til den periode, som lejen vedrørte, hvorimod betalingstidspunktet ikke var afgørende.Ny tekst slut

Ny tekst startSKM2011.108.SR. En leverandør af IT-sikkerhedstjenester skulle kun indtægtsføre et initial licensing fee (som dækkede retten til at benytte edb-program, men ikke til løbende opdatering) på faktureringstidspunktet. På dette tidspunkt var der erhvervet endelig ret til beløbet, idet der var sket mangelfri levering af denne del af produktet. Et subscription fee, som dækkede den løbende opdatering, skulle derimod periodiseres over hele kontraktperioden og således indtægtsføres i de indkomstår, hvor der skete mangelfri levering af opdateringerne.Ny tekst slut

Ny tekst startSKM2011.389.VLR stadfæster SKM2010.427.BR.Ny tekst slut En forsikringssum vedrørende stjt lys- og lydudstyr blev anset for driftsmidler i skatteyderens erhvervsvirksomhed, og skulle derfor efter AL § 48 behandles som en salgssum. Da der havde været reel tvist om en del af forsikringssummen, skulle denne del først fragå som en salgssum i afskrivningssaldoen og udløse beskatning i 2003, hvor skatteyderen erhvervede endelig ret til beløbet.

Hvis retten til en indtægt er betinget, er beskatningstidspunktet afhængigt af betingelsens indhold og betydning i det konkrete aftaleforhold. 

Hvis betingelsen nærmest har karakter af en formsag, f.eks. tinglysning af et skøde i forbindelse med en ejendomshandel, og der i realiteten ikke er tvivl om, at betingelsen vil blive opfyldt, indtræder beskatning allerede på aftaletidspunktet. Betingelser, der ikke udskyder beskatningstidspunktet, betegnes som resolutive.

Afgørelser
TfS 1999, 114 LSR: Et tilskud var ydet i 1995 af en leverandør i forbindelse med etablering af en varekredit til indehaverne af en nyerhvervet købmandsforretning. Tilskuddet blev anset for skattepligtigt for modtageren på tildelingstidspunktet, selvom retten til tilskuddet ville bortfalde, hvis samhandlen ophørte inden 1. december 1998. Landsskatteretten anførte i forbindelse med afgørelsen, at det ved betingede aftaler var udgangspunktet, at betingelserne ansås for resolutive således, at aftalen skatteretligt blev tillagt virkning fra aftalens indgåelse. Landsskatteretten fandt ikke, at de i aftalen anførte betingelser udskød beskatningstidspunktet.

SKM2006.696.VLR. Sagen vedrørte den skattemæssige behandling af et markedsføringstilskud ydet af en købmandskæde til en nystartet købmand. Købmandens erhvervelse af tilskuddet var betinget af 5 års samhandel, og tilskudsbeløbet var i denne periode deponeret. Købmandskæden stillede imidlertid samtidig en varekredit af samme størrelse som tilskuddet til rådighed for købmanden. Betingelsen om de 5 års samhandel blev i det konkrete tilfælde ikke opfyldt, men landsretten gav Skatteministeriet medhold i, at tilskuddet og kreditten måtte ses i sammenhæng, og at resultatet af den samlede aftale mellem parterne var, at tilskuddet reelt blev stillet til rådighed ved samarbejdsforholdets begyndelse, hvorfor købmanden med rette var beskattet af tilskuddet på dette tidspunkt.

Se desuden TfS 1995, 904 LSR, hvor en fisker havde modtaget meddelelse om udbetaling af tilskud til ophugning af et fiskerfartøj under nærmere angivne betingelser. Landsskatteretten anførte, at det ved betingede retserhvervelser måtte afgøres ud fra en konkret vurdering, om opfyldelsen af betingelsen var forbundet med en sådan usikkerhed, at beskatningstidspunktet blev udskudt til det tidspunkt, da betingelsen var opfyldt. I det konkrete tilfælde, hvor opfyldelsen alene havde beroet på klagerens egne forhold og i øvrigt ikke kunne anses for usikker, fandt Landsskatteretten, at retserhvervelsestidspunktet måtte fastlægges til det tidspunkt, hvor fiskeren havde modtaget meddelelse om tildeling af tilskuddet.

I TfS 1998, 712 LSR fandt Landsskatteretten, at ejendomsretten til nogle skibsanparter var overgået til selskabet på aftaletidspunktet, hvor aftalen var endelig og bindende for parterne. Betingelser i vedtægterne og købsaftalerne om komplementarens efterfølgende godkendelse af overdragelsen for at frigøre sælgeren for hæftelsen fandtes ikke at have suspensiv virkning.

SKM2006.689.SR. Betingelser i en købsaftale vedrørende fast ejendom, hvorefter salget var betinget af, at arealet blev godkendt til byzoneformål og offentlige formål og at fortjenesten ved salget af arealet var omfattet af betingelserne om skattefritagelse i EBL § 11, udskød efter skatterådets opfattelse ikke aftaletidspunktet. Der var herved henset til, at der på aftaletidspunktet ikke forelå reel usikkerhed om, hvorvidt aftalen ville blive opfyldt.

SKM2008.42.SR. Et aktiesalg betinget af en godkendelse fra en konkurrencemyndighed fandtes skattemæssigt at være gennemført på tidspunktet for aftalens indgåelse, idet der alene ansås at foreligge en ubetydelig usikkerhed om aftalens gennemførelse. Det fandtes ikke at ændre herved, at afregningen for aktierne eventuelt først ville finde sted på et senere tidspunkt.

Hvis betingelsen er af en sådan karakter, at der hersker reel usikkerhed om, hvorvidt aftalen bliver gennemført, f.eks. ved køb af en ejendom, hvor købet er betinget af salg af en anden ejendom til en bestemt pris inden 1 måned, indtræder beskatning først, når betingelsen er opfyldt. Sådanne betingelser, der udskyder beskatningstidspunktet, betegnes som suspensive.

Afgørelser
Se til eksempel TfS 1992, 129, hvor Ligningsrådet fandt, at betingelserne knyttet til nogle tegningsrettigheder, der var tildelt en række medarbejdere, havde en sådan suspensiv karakter, at der ikke forelå nogen endelig retserhvervelse forud for det tidspunkt, hvor det kunne konstateres, om medarbejderen opfyldte betingelserne for at udnytte tegningsrettighederne.

Tilsvarende TfS 1993, 332 LSR, hvor Landsskatteretten i overensstemmelse med Ligningsrådets besvarelse fandt, at betingelserne for tildeling af warrants til medarbejderne var af en sådan suspensiv karakter, at retserhvervelsen var udskudt, til betingelserne var opfyldt.

TfS 1996, 35 LSR: En fodboldspiller modtog en bonus for kampe spillet med henblik på deltagelse i slutrunden til europamesterskaberne i 1992. Det var en afgørende betingelse for udbetaling af bonus, at Danmark kvalificerede sig til slutrunden. Da Danmark kvalificerede sig til slutrunden i 1992, ansås beløbet først for optjent i 1992, uanset om kampene var spillet i 1991.

SKM2001.204.LSR. En ejer af en servicestation indgik en aftale med et olieselskab om ombygning af servicestationen. Det blev i den forbindelse aftalt, at ejeren skulle modtage et lån/tilskud til modernisering. Beløbet, der i øvrigt var rentefrit, skulle tilbagebetales over en 10-års-periode med lige store beløb pr. år. Olieselskabet eftergav løbende de årlige afdrag, hvis ejeren stadig aftog hele sit forbrug af motorbrændstoffer hos olieselskabet. Hvis ejeren derimod opsagde sin kontrakt med olieselskabet, gik konkurs eller døde, forfaldt restgælden til betaling. Landsskatteretten lagde til grund, at låneaftalen indebar sådanne retlige forpligtelser for ejeren, at der ikke var grundlag for ved opgørelsen af ejerens indkomst at behandle lånet anderledes end andre lån. De eftergivne beløb var derfor først skattepligtige for ejeren, når de blev eftergivet. (Retsformanden, der dissentierede, mente derimod at betingelserne var resolutive).

SKM2007.502.SR. Skatterådet bekræftede, at der først skulle ske indeholdelse af A-skat og AM-bidrag på udbetalingstidspunktet eller senest 6 måneder efter, at medarbejderne havde erhvervet endelig ret til udbetalinger fra en bonusordning. Bonusudbetalingen bestod af et fast månedligt investeringsbeløb, en løbende tilskrivning af overskudsandel og en andel af værdien af projektet ved dets afslutning. Der ville ikke ske udbetaling af bonus, hvis det pågældende ventureprojekt ikke blev gennemført som planlagt. Ved en medarbejders fratræden var det op til ledelsen at vurdere, om medarbejderen var berettiget til bonus. Da udbetaling fra bonusordningen ikke kunne finde sted, hvis projektet afsluttedes inden målopfyldelse, eller hvis medarbejderen døde inden dette tidspunkt, ansås retserhvervelsen udskudt, indtil det endelige bonusbeløb kunne opgøres.

SKM2008.96.SR. Skatterådet fandt, at det skattemæssige tidspunkt for indgåelse af en salgsaftale om overdragelse af en ejendom med en privat 3.mand, der var betinget af lokalplansvedtagelse, var udskudt indtil det tidspunkt, hvor betingelsen var opfyldt.

SKM2008.674.LSR. Et kommanditselskabs ret til provision ved salg af avisabonnementer ansås for endelig erhvervet på det tidspunkt, hvor abonnementsaftalen betaltes af abonnenten, idet der var usikkerhed om, hvorvidt abonnementerne ville blive betalt ved selskabets salg af disse.

Se også SKM2007.552.BR om driftstabserstatning. Afgørelsen er omtalt under afsnit E.A.3.1.1.

SKM2008.920.SR. Skatterådet kunne bekræfte, at der i følgende situation forelå en sådan usikkerhed om, hvorvidt køberetten ville blive gjort gældende, at beskatningstidspunktet først indtræder, når køberetten effektueres: Spørgeren påtænkte at indgå en køberetsaftale med en potentiel køber, hvorefter en fast ejendom skulle afstås til en fastsat minimumspris, men med mulighed for en opjustering af prisen baseret på udviklingen i nettoprisindekset. Ved aftalens indgåelse skulle spørgeren honoreres med en optionspræmie på 1,43% af den samlede købesum. Hvis køberetten blev udnyttet, ville præmiebeløbet indgå som en del af den samlede overdragelsessum, mens beløbet vil tilfalde spørgeren, hvis køberetten ikke udnyttes. Om optionspræmien fastslog Skatterådet, at beløbet ikke skulle beskattes på det tidspunkt, hvor der er opnået ret til det, men indgå som en del af overdragelsessummen på det tidspunkt, hvor køberetten udnyttes, og hvis køberetten ikke udnyttes, skal beløbet beskattes som om, at en del af ejendommen er afstået. 

SKM2008.933.SR. Skatterådet bekræftede, at det skattemæssige tidspunkt for indgåelse af en salgsaftale om overdragelse af en ejendom mellem en privat person og et selskab, hvilken aftale var betinget af lokalplanvedtagelse, og at den køberetsberettigede måtte have meddelt, at han vil udnytte køberetten, var udskud til det tidspunkt, hvor betingelserne var opfyldt.

SKM2008.952.SR. Skatterådet slog indledningsvis fast, at der i sagen var tale en køberetsaftale, og at en sådan udmærker sig ved ikke at være en afståelse, men først bliver det, når/hvis køberetten udnyttes. Det forudsættes dog, at aftalen er baseret på faktiske usikkerhedsmomenter, hvor parterne ikke med sikkerhed kan forudse resultaterne. Herefter kunne Skatterådet bekræfte, at en sådan køberetsaftale ikke mistede denne sin status som følge af, at den køberetsberettigede havde tilladelse til at foretage konkrete undersøgelser på et jordareal. Det forhold, at køberettens udnyttelsesperiode var begrænset af sælgeren, tillagde Skatterådet ikke nogen betydning.

Fradrag efter SL § 6, stk. 1, litra a, forudsætter efter praksis, at der er opstået en endelig retlig forpligtelse til at betale det pågældende beløb, og at beløbet kan opgøres endeligt, hvorimod der normalt ikke stilles krav om, at beløbet er betalt eller er forfaldent til betaling, jf. således også TfS 1996, 227 LSR.

Fuldt fradrag eller fordeling
I de tilfælde, hvor udgiften vedrører flere indkomstår, kan der blive tale om, at udgiften skal fordeles over de relevante indkomstår. Dette følger af SL § 6, stk. 1, litra a, hvoraf det fremgår, at der må sondres mellem udgifter, der kan fradrages i deres helhed i indkomståret og fradragsberettigede udgifter, der skal fordeles over flere indkomstår (ordinær afskrivning).

Hvis udgiften går til anskaffelse af et aktiv med omsætningsværdi, følger periodefordelingen af de forskellige afskrivningsregler. Afskrivningsloven indeholder således regler for langt de fleste tilfælde, hvor der kan foretages skattemæssige afskrivninger. Der kan dog fortsat foretages skattemæssige afskrivninger med hjemmel i SL § 6, stk. 1, litra a. Eksempelvis afskrives rationaliseringsudgifter med hjemmel i SL § 6.

Driftstab
Driftstab kan normalt fratrækkes, når tabet og dets størrelse er endeligt konstateret. I TfS 1987, 559 ØLD henviste Østre Landsret dog nogle forgæves afholdte projektudgifter til afskrivning i medfør af SL § 6, stk. 1, litra a. Vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt der er fradrag for driftstab, henvises til afsnit E.A.2.5.

Forudbetalte udgifter
En forudbetalt udgift, der fradrages efter SL § 6, stk. 1, litra a, skal periodiseres i det omfang udgiften kan henføres til flere indkomstår. En forudbetalt erhvervsmæssig udgift, der tjener til at erhverve, sikre eller vedligeholde virksomhedens indkomst, skal således periodiseres i det omfang udgiften kan henføres til flere indkomstår. 

Vedrører en afholdt driftsomkostning i det hele et senere indkomstår, skal udgiften fradrages i dette senere indkomstår. Det kan f.eks. være løn for januar måned forudbetalt i december måned.

SKM2007.426.LSR. En finansiel virksomheds forudbetaling af løn i december 2003 for januar måned 2004 kunne ikke fradrages i indkomståret 2003. Fradrag kunne heller ikke indrømmes efter gældende administrativ praksis for forudbetalinger, idet fradrag efter denne praksis forudsætter, at forudbetalingen rækker ind over to indkomstår og ikke dækker en periode på mere end 12 måneder (se om nævnte praksis umiddelbart nedenfor).

Landsskatteretten har i en kendelse offentliggjort i SKM2003.447.LSR fastslået, at forudbetalinger, der vedrører flere indkomstår, men højst 12 måneder, ikke skal periodiseres, men kan fratrækkes straks i betalingsåret. Det bemærkes, at afgørelsen ikke tager stilling til indtægtssiden, hvorfor praksis herom er uændret, jf. E.A.3.1.1.

SKM2006.683.LSR. Et selskab havde indgået en aftale med sit moderselskab om leje af erhvervslokaler. Lejen skulle betales årligt forud med forfald den 31. december. Landsskatteretten fandt, at i henhold til den gældende praksis på området for lejeindtægter og udgifter, skulle datterselskabet periodisere sine lejeudgifter over den periode, som lejen vedrørte. Den endelige retlige betalingsforpligtelse ansås således for opstået løbende hen over lejeperioden. Da datterselskabets lejebetaling pr. 31. december 2004 dækkede perioden fra 1. januar til 31. december 2005, kunne lejeudgiften fratrækkes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst for 2005, hvilket også blev støttet af, at lejeudgiften i det hele vedrørte et senere indkomstår end forudbetalingsåret. Det forhold, at selskabet underskrev lejeaftalen og betalte lejen den 23. december 2004, og at lejen i henhold til den indgåede lejeaftale var forfalden til betaling den 31. december 2004, var ikke afgørende i relation til fradragstidspunktet. Den gældende praksis for forudbetalinger på højst 12 måneder forudsatte efter landsskatterettens opfattelse, at forudbetalingen rakte ind over to indkomstår. Da lejen i det foreliggende tilfælde vedrørte perioden fra 1. januar til 31. december 2005, var der ikke i sagen tale om en forudbetaling, der vedrørte flere indkomstår, og den foreliggende situation var derfor ikke omfattet af den praksis, der gjaldt for forudbetalinger på højst 12 måneder.

SKM2007.311.SR. Skatterådet bekræftede, at en engangsydelse på 229.960 kr. ekskl. depositum på 120.000 kr., der skulle betales i forbindelse med leasing af en stationcar for en 1-årig periode til brug for blandet privat og erhvervsmæssig kørsel kunne fradrages med den fordelingsprocent, der fremkommer ifølge den førte kørebog. Skatterådet fandt ikke grundlag for at antage, at det skattemæssige ejerskab til bilen var overgået til forespørgeren. Da der var sammenfald mellem leasingperioden og indkomståret, var det ikke aktuelt at periodisere den samlede leasingudgift over de indkomstår, hvortil udgiften kunne henføres. Det var derfor uden betydning for fradragsretten, at den samlede leasingydelse på 119.248 kr. blev betalt i form af en forholdsmæssig stor førstegangsydelse og forholdsvis små månedlige afdrag. Dog skulle den samlede leasingudgift fordeles ligeligt over indkomståret. Skatterådet fremhævede, at fradrag for leasingydelserne - uanset forfaldstidspunkt - skulle henføres til det indkomstår, som ydelserne vedrørte.


Reklameudgifter
For reklameudgifter bemærkes, at udgiften kan fradrages, hvad enten der ved den afholdte reklameudgift tilsigtes opnået salg i det pågældende eller senere indkomstår, jf. LL § 8, stk. 1, se afsnit E.B.3.6.

Tab på debitorer
Se afsnit E.B.2.6.5.

Lønmodtageres erhvervsudgifter
Se afsnit A.F.1.

Renteudgifter
Se afsnit A.E.1.1.2. Forfaldstidspunktet er som hovedregel afgørende for fradragsretten for renteudgifter. Forfalder renten for en længere periode ved låneoptagelsen, vil alene renteudgifter, der vedrører indkomståret, kunne fratrækkes.

Ejendomsskatter
Se afsnit E.K.2.2. Beløb, der er anvendt til ejendomsskatter, er i et vist omfang fradragsberettigede i henhold til LL § 14.

Pensions-
beskatningsloven
Se afsnit A.C.1.1.

 

Afgørelser
En ekstraordinær leasingafgift skulle ikke periodiseres, da den blev anset for betaling for den værdinedgang, der skete ved en maskines ibrugtagning, jf. TfS 1992, 437 LSR.

TfS 1991, 400, kommenteret i TfS 1991, 394 DEP, drejede sig om tidspunktet for fradragsret for forpagtningsafgifter. Skatteyder havde forpagtet 4 landbrug. Forpagtningsafgiftens størrelse afhang af den såkaldte kapiteltakst, dvs. et beregnet gennemsnit af salgspriserne for årets høst. Den endelige forpagtningsafgift kunne således først opgøres efter årets udløb. Afgiften blev derfor erlagt dels som acontobeløb, dels gennem en restafregning, der forfaldt til betaling efter indkomstårets udløb. Spørgsmålet var, om det var en betingelse for fradrag, at afgiften var forfalden, eller om det var tilstrækkeligt, at der forelå en retlig forpligtelse til at opgøre afgiften efter kapiteltaksten, således at den for det pågældende indkomstår skyldige afgift kunne fradrages i det indkomstår, hvor også høstindtægten skulle beskattes. I SL § 6 a benyttes terminologien udgifter, som i årets løb er anvendt. Efter bestemmelsen kræves hverken, at en udgift er forfalden eller faktisk afholdt. LL § 14, stk. 1, anvender samme terminologi, idet forpagtningsafgifter m.v. skal være anvendt i indkomstårets løb. Af denne årsag tog Skatteministeriet bekræftende til genmæle over for sagsøgerens påstand, således at fradrag for den del af forpagtningsafgiften, der ikke var forfalden ved årets udløb, blev godkendt.

Se desuden SKM2002.226.HR (tidligere TfS 1999, 571 ØLD og TfS 1996, 34 LSR), hvor skatteyderen ultimo 1992 købte en anpart i et nystiftet kommanditselskab, hvis formål var at erhverve fast ejendom og beplante denne med juletræer og pyntegrønt og derefter afhænde ejendommen efter 8 års ejertid. Kommanditselskabet købte en ejendom og indgik med en planteskole en aftale om beplantning. Virksomheden indkøbte inden udgangen af 1992 træer i henhold til beplantningsaftalen, og skatteyderen fratrak i 1992 en afskrivning på 20 pct. af udgiften til beplantning, ligesom den pågældende fratrak udgift til plantning af læhegn. Højesteret lagde til grund, at arbejdsydelsen i forbindelse med udplantning og genplantning af træer udgjorde en væsentlig del af, hvad planteskolen forpligtede sig til over for kommanditselskabet. Denne arbejdsydelse var ikke præsteret i 1992. Højesteret fandt herefter, at skatteyderen ikke var berettiget til at fratrække sin andel af udgifterne til plantning af træer og udgifter til etablering af læhegn i indkomståret 1992.  

TfS 1996, 174 ØLD. En speditør havde i 1988 misligholdt sine forpligtelser ifølge nogle speditøraftaler. Selvom speditøren ikke havde anerkendt et heraf følgende erstatningskrav, lagde retten vægt på, at det må have stået speditøren klart, at denne havde misligholdt sine forpligtigelser, og at det med stor sikkerhed ville føre til et erstatningskrav. I 1988 solgte speditøren speditørfirmaet og et parcelhus og afsatte provenuet til dækning af erstatningskravet. Speditøren anerkendte kravet i 1989. Da det med fornøden sikkerhed kunne fastslås, at driftstabet var opstået i 1988, havde speditøren fradrag for tabet i dette indkomstår.

TfS 1999, 547 VLD. Landsretten afviste, at virksomheden i regnskabsåret 1993 kunne hensætte et beløb til tab på varer, der blev taget retur i 1994. Landsretten lagde ved afgørelsen vægt på, at den forpligtelse, som sagsøgeren havde påtaget sig med hensyn til returvarer, alene kunne anses for en eventualforpligtelse, som først aktualiseredes, når varerne blev taget retur, og omfanget af forpligtelsen kunne konstateres.

SKM2001.375.LSR. En banks udgifter (hensættelser) til fratrædelsesgodtgørelse til medarbejdere kunne først fratrækkes i forbindelse med den enkelte medarbejders fratræden og ikke på tidspunktet for indgåelse af en "senioraftale".

SKM2001.631.LSR. Hensættelser af udgifter til hovedeftersyn af et fly blev anset for løbende vedligeholdelsesudgifter, som først var fradragsberettigede, når de var afholdt.

SKM2003.71.VLR. En skatteyder havde haft en sag med de norske skattemyndigheder om efterbetaling af told for nogle år i starten af 1990'erne. I 1995 traf Tolddistriktchefen i Trondheim en afgørelse i sagen, og i 1997 blev sagen afgjort af Toll- og (den øverste administrative myndighed på området). Skatteyderen indbragte sagen for domstolene i 1998, hvor sagen blev forligt i 2000. Da skatteyderen, også efter Toll- og Avgiftsdirektoratets afgørelse i 1997, havde været af den opfattelse, at toldmyndighedernes krav var uberettiget, og havde anlagt sag i 1998, fandt Landsretten, at der i 1997 havde været en reel tvist om toldmyndighedernes krav. Kravet kunne derfor ikke anses for at være endeligt fastslået i dette år, og fradrag kunne ikke ske i dette år.

SKM2004.469.ØLR. En skatteyder påstod i indkomståret 1996 at have afholdt fradragsberettigede udgifter til istandsættelse af køkken samt døre og vinduer i en udlejningsejendom, der blev solgt ved skøde af 3. april 1996. Landsretten bemærkede, at ordrebekræftelse vedrørende levering og montering af køkkeninventaret ikke var underskrevet, ligesom det var uoplyst, hvornår aftalen om udskiftning af døre og vinduer blev indgået. Da fakturaerne for de nævnte arbejder var dateret henholdsvis den 8. maj 1996 og den 20. maj 1996, fandtes skatteyderen herefter ikke at have godtgjort, at aftalerne om arbejdernes udførelse blev indgået, før der ved skatteyderens underskrivelse af det betingede skøde forelå en endelig og bindende aftale om ejendommens overdragelse. Allerede af denne grund kunne udgifterne ikke anses for fradragsberettigede vedligeholdelsesudgifter, men måtte alene anses for avancereducerende omkostninger i forbindelse med ejendommens salg.

SKM2007.415.SR. Skatterådet kunne bekræfte, at kompensation betalt af A til de med A koncernforbundne selskaber B og C, for ophævelse af en leveringsaftale, baseret på en aftale indgået mellem parterne ultimo 2006, var skattepligtig i 2006 for B og C og fradragsberettiget i 2006 for A.

SKM2009.563.HR stadfæstede SKM2007.752.ØLR. Et feriepengetilgodehavende for en tidligere ansat, der forfaldt i indkomståret 1998, kunne ikke fratrækkes i indkomståret 1999. Ligeledes fandtes udgifter til regnskabsassistance at være forfaldne til betaling forud for indkomståret 1999, hvorfor der ikke kunne ske fradrag for udgiften i dette indkomstår.

SKM2008.1025.SR. Skatterådet bekræftede, at udgifter til modydelser, der indgår i leverancer af medicinsk udstyr på baggrund af EU-udbud, og som selskabet er kontraktligt forpligtet til at levere, anses som salgsomkostninger, som kan fradrages indkomstopgørelsen løbende i takt med, at udgifterne afholdes. De modydelser, der var tale om, var bl.a. produktspecifik træning for læger, sygeplejerske mv. og efteruddannelse inden for fagområdet til det leverede udstyr.

SKM2009.35.ØLR. Sagen drejede sig om, hvorvidt et selskab (agenturgiver) var berettiget til fradrag for provisionsudgifter til en italiensk agent. Spørgsmålet var, om der forelå en retlig forpligtelse for agenturgiver til at betale provisionsbeløbet i 1999. Under sagen anerkendte Skatteministeriet, at sagsøgeren var berettiget til fradrag for ca. 700.000 kr. ud af det omtvistede beløb på ca. 1.390.000 kr. Ved dommen fik ministeriet medhold i, at selskabet ikke var retlig forpligtet til at betale det resterende beløb i 1999. Landsretten lagde herved vægt på, at agenten ifølge agentaftalen alene havde krav på provision af gennemførte handler, og at handlerne ifølge aftalen ansås for gennemført, når der i henhold til en faktura var sket leverance, og kunden havde betalt. Restbeløbet, der blev beregnet i 1999 på grundlag af da udstedte fakturaer, men som først blev betalt af kunderne i 2000, kunne derfor først fratrækkes i 2000, hvor der forelå en endelig forpligtelse til at betale dem.

SKM2010.156.LSR (tidligere instans SKM2008.709.SR). Et selskab påtænkte at udbetale et særligt vederlag (bonus) til sine navngivne, men ikke ledende medarbejdere i form af såkaldte fantomaktier uden aktionærers sædvanlige rettigheder. På den måde ville selskabet i et vist omfang sidestille sine medarbejdere med selskabets aktionærer, således at ejere af fantomaktierne modtog udbytte under nærmere anførte betingelser, herunder at der blev udloddet udbytte til de rigtige aktionærer, eller, at selskabets aktier blev solgt. Selskabet havde ifølge Skatterådet fradragsret jf. SL § 6, stk. 1, litra a, for udgift til bonusbeløb i det indkomstår, hvor beslutningen om at udlodde udbytte, blev truffet, og Landskatteretten statuerede, at der i tilfælde af salg ville være fradragsret i det år, hvor aktionærerne aftalte at sælge aktierne i selskabet. 

SKM2010.169.BR. Sagen vedrørte bl.a. spørgsmålet om, hvorvidt skatteyderen havde ret til fradrag for et beløb, der var hensat i 2005, men som hverken var indtægtsført eller hensat i 2006. Retten lagde til grund, at beløbet efter sædvanlig praksis skulle indtægtsføres det efterfølgende år. Herefter kunne skatteyderen medtage de reelle udgifter i regnskaberne. Skatteyderen, som ikke havde dokumenteret udgifterne, fik derfor ikke fradrag.

SKM2010.401.BR (Appelleret). En skatteyder havde i forbindelse med sin forskningsvirksomhed fået trykt og udgivet 3 bøger om sit forskningsarbejde. Retten fandt, at bogudgivelserne var omfattet af varelagerloven. Udgiften til fremstilling af bøgerne kunne i medfør af SL § 6a sammenholdt med VL § 1 fradrages i den skattepligtige indkomst i det omfang, bøgerne blev solgt eller på anden måde udgik af varelageret, eller hvis varelageret faldt i værdi. Der var ikke hjemmel til at pålægge det første eksemplar af udgivelsen en væsentlig større andel af trykkeudgiften end de følgende eksemplarer i samme oplag, som påstået af skatteyder. 

SKM2010.458.VLR (Appelleret). Et hollandsk moderselskab havde købt et selskab og afholdt i den forbindelse i 1999 udgifter til advokat og revisor. Et nyetableret datterselskab indtrådte i handlen efter en "eller ordre" klausul, og moderselskabet viderefakturerede i indkomståret 2000 udgifterne til det købende datterselskab. Dette selskab ønskede herefter fradrag for udgifterne i henhold til den dagældende LL bestemmelse i § 8 J i indkomståret 2000. Et flertal i landsretten udtalte, at beløbet havde karakter af udgifter til advokat og revisor afholdt i forbindelse med det købende datterselskabs erhvervsvirksomhed, jf. LL § 8 J, stk. 1. Det udelukkede ikke fradragsret for datterselskabet efter denne bestemmelse, at bistanden blev rekvireret af moderselskabet, før det blev besluttet, at aktierne skulle købes af datterselskabet. Denne beslutning blev truffet i december 1999 og indebar samtidig, at det stod klart, at datterselskabet var rette omkostningsbærer af udgifterne til undersøgelser forud for aktiekøbet. Moderselskabet havde modtaget i 1999, og beløbet kunne således opgøres på dette tidspunkt. Udgifterne hørte derfor til i indkomståret 1999 og kunne ikke fradrages i indkomståret 2000. (Dissens). (Dommen er af selskabet indbragt for Højesteret). 

SKM2010.716.BR. Et tab på et pantebrev kunne tidligst konstateres ved en fogedforretning, og ikke medtages i regnskabet før dette tidspunkt.

Ny tekst startSKM2011.264.ØLR ændrede byrettens dom i SKM2010.250.BR. Sagen drejede sig om, hvorvidt en virksomhedsejer kunne fradrage et tab, der var opstået som følge af dokumentfalsk begået af en revisor, der var tilknyttet virksomheden som konsulent og fungerende regnskabschef. Landsretten lagde modsat byretten til grund, at virksomhedens kontrolorganisation og fuldmagtsforhold var forsvarlige. Tabet var derfor fradragsberettiget, jf. SL § 6 a. Dog fandt landsretten, at tabet først kunne fradrages i 2005, selv om det under en fogedsag i 2000 blev konstateret, at den revisor, der havde begået forfalskningerne var insolvent. Landsretten henviste til, at erstatningssagen mod trediemand først var afsluttet i 2004, og at kravet mod den erstatningspligtige var endeligt opgjort i 2005.Ny tekst slut

Den skattepligtige indkomst opgøres på grundlag af indkomsten i indkomståret, jf. KSL § 22, stk. 1. Indkomståret er kalenderåret. Består skattepligten kun i en del af et år, er indkomståret det nævnte tidsrum.

En selvstændigt erhvervsdrivende kan vælge et andet indkomstår end kalenderåret (forskudt indkomstår), jf. SL § 4 og KSL § 22, stk. 2, jf. stk. 1. Se herom nedenfor under E.A.3.3.2 og E.A.3.3.3.

Har den selvstændigt erhvervsdrivende et andet indkomstår end kalenderåret, opgøres den skattepligtige indkomst efter de regler, der gælder for det kalenderår, som det forskudte indkomstår træder i stedet for.

Et bagudforskudt indkomstår kan tidligst begynde den 1. marts i kalenderåret forud for det kalenderår, som det bagudforskudte indkomstår træder i stedet for. Et fremadforskudt indkomstår kan senest begynde den 1. februar i det kalenderår, som det fremadforskudte indkomstår træder i stedet for., jf. KSL § 22, stk. 1.

Indkomstansættelsen for et år, hvor regnskabet omlægges, skal som normalt foretages på grundlag af en 12 måneders periode, jf. SL § 4. Se herom Cirkulære om opkrævning af indkomst- og formueskat efter kildeskatteloven (kildeskattecirkulæret) kapitel 6 samt SKM2006.578.DEP.

Reglerne i KSL § 22 om omlægning til forskudt indkomstår er ændret (objektiveret) ved lov nr. 509 af 7. juni 2006 (Lettelse af administrative byrder) (L169), som trådte i kraft 8. juni 2006. Ved samme lov indsættes et nyt stk. 3 i KSL § 99. Se om disse regler nedenfor under afsnit E.A.3.3.2 og E.A.3.3.3.

Om selskabers indkomstår, se LV Selskaber og aktionærer afsnit S.C.1.0.

Om forskudt indkomstår i forbindelse med ophør af skattepligt, se LV Dobbeltbeskatning afsnit D.B.4.2.

Betingelser
En selvstændigt erhvervsdrivende kan uden tilladelse fra SKAT omlægge sit indkomstår til forskudt indkomstår, når følgende betingelser, som fremgår af KSL § 22, stk. 2, er opfyldt:

En selvstændigt erhvervsdrivende kan anvende et andet indkomstår end kalenderåret, hvis det er begrundet i de forhold, der gør sig gældende for den skattepligtige, såsom hensyn til sæson, brancheændring, personaleferie eller nye forretningsforbindelser (også benævnt "særlige forhold"). Bestemmelsen omhandler kun forhold, der gør sig gældende for den skattepligtige. Derfor vil forhold, som gør sig gældende for den, der udarbejder den skattepligtiges skatteregnskab mv., ikke kunne være "særlige forhold". Landmænd vil ofte være omfattet af begrebet "særlige forhold", når de har planteproduktion, eftersom de kan henvise til hensynet til sæson, SKM2006.578.DEP

SKM2008.438.DEP: Skatteministeriets departement udtalte, at en omlægning, som alene eller primært har det formål, at få skattekrav omfattet af en akkord, falder uden for anvendelsesområdet for KSL § 22, stk. 2.

Se om omlægning af grunde, som ikke er omfattet af § 22, stk. 2, nedenfor under E.A.3.3.3 om § 22, stk. 3.

Tilbagelægning fra et forskudt indkomstår, der efter de hidtil gældende regler er godkendt af skattemyndighederne, til kalenderårsregnskab kan ske uden ansøgning, hvis omlægningen er begrundet i et eller flere af de hensyn, som er nævnt i KSL § 22, stk. 2, og omlægningen gennemføres efter lovens ikrafttræden, SKM2006.578.DEP.

Ligeledes vil omlægning fra et forskudt indkomstår til et andet forskudt indkomstår kunne ske uden tilladelse, hvis der er begrundet i de nævnte "særlige forhold".

Omlægning af et indkomstår kan kun ske, hvis alle indkomstperioder kommer til beskatning, og såfremt intet indkomstår overspringes eller dubleres.

Eksempel på bagudforskydning uden overspringelse: Skatteyderen har som udgangspunkt et indkomstår, der følger kalenderåret. Indkomståret 2009 følger som det sidste kalenderåret. Indkomståret 2010 ønskes omlagt. I stedet for kalenderåret ønskes et bagudforskudt indkomstår begyndende 1. juli og sluttende 30. juni. Inden udgangen af 2010 skal SKAT have besked om omlægningen. Som følge af omlægningen, og fordi ingen indkomstperioder må overspringes, består indkomståret 2010 - som er et overgangsår - af perioden 1/1-2010 - 30/6-2010. Skatteansættelsen for indkomståret 2010 omfatter imidlertid 12 måneders perioden 1/7-2009 - 30/6-2010, jf. nedenfor. (Perioden 1/7-2009-31/12-2009 indgår derfor i skatteansættelsen for begge indkomstårene 2009 og 2010.) Indkomståret 2011 begynder 1/7-2010 og slutter 30/6-2011.

Eksempel på fremadforskydning uden dublering: Skatteyderen har som udgangspunkt et indkomstår, der følger kalenderåret. Indkomståret 2009 følger som det sidste kalenderåret. Indkomståret 2010 ønskes omlagt. I stedet for kalenderåret ønskes et fremadforskudt indkomstår begyndende 1. februar og sluttende 31. januar. Inden udgangen af 2010 skal SKAT have besked om omlægningen. Som følge af omlægningen, og fordi ingen indkomstperioder må dubleres, består indkomståret 2010 - som er et overgangsår - af perioden 1/1-2010 - 31/1-2011. Skatteansættelsen for indkomståret 2010 omfatter således 13 måneder, som omregnes til en 12 måneders periode med omregningsfaktoren 12/13. Indkomståret 2011 begynder 1/2-2011 og slutter 31/1-2012.

Som det fremgår af Kildeskattecirkulærets (cirkulære nr. 135 af 4. november 1988) kapitel 6 og SKM2006.578.DEP finder skatteansættelsen altid sted på grundlag af en 12 måneders periode ved omlægning af indkomstår, uanset at overgangsåret omfatter en kortere (hhv. længere) indtjeningsperiode.

Der er med indførelse af de objektiverede regler ikke sket nogen ændring af mangeårig praksis. Behandlingen af eventuelle engangsindtægter og engangsudgifter følger ligeledes mangeårig praksis.

Et indkomstår, der afviger fra kalenderåret, skal begynde den første i en måned.

Den selvstændigt erhvervsdrivende skal inden udløbet af det indkomstår, der ønskes omlagt, give meddelelse herom til SKAT. Den skattepligtige kan, såfremt der er mulighed for det, indsende meddelelsen til SKAT digitalt, jf. KSL § 22, stk. 4.

Ved valg af et andet indkomstår end kalenderåret skal en samlevende ægtefælle anvende samme indkomstår.  Dette gælder dog ikke, hvis omlægningen ønskes foretaget i det år, hvori ægteskabet er indgået. Det følger således af KSL § 100, 1. pkt., at indkomsten ansættes på grundlag af det hidtil anvendte indkomstår for det kalenderår, hvori ægteskabet er indgået. Hensynet til at kunne gennemføre en forskellig beskatning af parterne henholdsvis før og efter ægteskabets indgåelse betyder, at anvendelsen af samme indkomstår for ægtefællerne i denne situation må udskydes ét år.

Ændring af den samlevende ægtefælles indkomstår sker på grundlag af meddelelsen til SKAT fra den anden ægtefælle, og den samlevende ægtefælle behøver således ikke selv at give meddelelse om omlægningen til SKAT.

Efter KSL § 99, stk. 2, skal en af ægtefællerne - hvis deres indkomstår ved ægteskabets indgåelse ikke er sammenfaldende - ændre sit indkomstår, så det bliver sammenfaldende med den anden ægtefælles indkomstår. Ægtefællerne skal senest ved indgivelse af selvangivelsen vedrørende det kalenderår, hvori ægteskabet indgås, oplyse, hvilket fælles indkomstår ægtefællerne fremtidig agter at anvende.

Sker omlægningen efter KSL § 22 af et indkomstår, hvori ægtefællerne har indgået ægteskab, behøver ægtefællerne ikke at iværksætte den nævnte procedure i § 99, stk. 2, hvis det indkomstår, som ønskes omlagt, udløber før ægtefællernes selvangivelsesfrist, jf. KSL § 99, stk. 3. Ægtefællen skal i denne situation give besked om omlægningen inden indkomstårets udgang, og SKAT vil ved modtagelsen af meddelelsen også registrere ændringen af indkomstår for den samlevende ægtefælle.

Eksempel på omlægning af indkomstår efter ægteskabsindgåelse: Indkomståret 2010, der hos den ene ægtefælle (manden) begynder den 1/3-09 og slutter 28/2-10 (dvs. er bagudforskudt), ønskes omlagt til et fremadforskudt indkomstår begyndende 1/2 og sluttende 31/1. Ægteskabet indgås i december 2009. Inden udgangen af februar 2010 giver manden SKAT meddelelse om omlægningen. Som følge af omlægningen, og fordi ingen indkomstperioder må dubleres, består indkomståret 2010 - som er et overgangsår - af perioden 1/3-09 - 31/1-11 - altså af 23 måneder. På grundlag af meddelelsen til SKAT ændres den anden ægtefælles (hustruens) indkomstår, og denne behøver således ikke at oplyse herom i forbindelse med indgivelsen af selvangivelsen for indkomståret 2009 i foråret 2010. Omlægningen af hustruens indkomstår 2010 sker således, at det kommer til at bestå af perioden 1/1-2010 - 31/1-11.

SKM2008.145.LSR: Landsskatteretten fandt, at efter ordlyden af dagældende KSL § 99 havde klageren og hendes ægtefælle været berettiget til at anvende forskudt indkomstår efter indgåelse af ægteskab den 1. september 2004. Der var efter rettens opfattelse hverken i lovens ordlyd eller forarbejder sagligt grundlag for en af et skattecenter truffet afgørelse om omlægning af indkomståret til kalenderår. Skattecentret var inden sagens afgørelse vidende om, at valget af kalenderåret ville medføre et betydeligt restskattetillæg for klageren. Skattecentrets afgørelse måtte derfor anses at være truffet i strid med proportionalitetsprincippet, idet centret ved valget af fælles indkomstår efter KSL § 99 ikke havde valgt det mindst indgribende indgreb over for klageren.

Hvis et tidligere benyttet indkomstår ønskes omlagt af andre grunde end dem, der er nævnt ovenfor under E.A.3.3.2 (KSL § 22, stk. 2) hos den skattepligtige, kræves der tilladelse hertil fra SKAT, jf. KSL § 22, stk. 3.

Ansøgning om tilladelse skal indsendes inden udløbet af det indkomstår, der ønskes omlagt, jf. § 22, stk. 3. Den skattepligtige kan, såfremt der er mulighed for det, indsende ansøgningen digitalt til SKAT, jf. KSL § 22, stk. 4.

Det således valgte indkomstår kan ikke senere fraviges uden tilladelse fra SKAT.

I forbindelse med tilladelsen til omlægning vil der normalt være stillet betingelse om, at regnskabsåret lægges tilbage til kalenderåret med virkning for året efter, at virksomheden er solgt. Selvom der ikke udtrykkeligt er stillet betingelse herom, må tilladelsens forudsætninger siges at være faldet bort ved virksomhedsafståelse, hvorfor den skattepligtige i året umiddelbart efter virksomhedsafståelsen atter skal anvende kalenderåret som indkomstår. SKAT påser i en sådan situation, at indkomståret bliver omlagt til kalenderår, SKM2006.578.DEP.

SKM2008.438.DEP. Skatteministeriet udtalte, at kriterierne for omlægning viser, at omlægningen skal være begrundet i hensynet til virksomhedens drift. En omlægning, som alene eller primært har det formål, at få skattekrav omfattet af en akkord, falder efter ministeriets opfattelse uden for bestemmelsens anvendelsesområde. Efter ministeriets opfattelse ville det ikke kunne forventes, at SKAT i en sådan situation vil imødekomme en anmodning om tilladelse til omlægning efter KSL § 22, stk. 3. Svaret måtte efter ministeriets opfattelse gælde såvel i tilfælde, hvor virksomheden ophørte efter det af kreditorerne vedtagne akkordforslag (likvidationsakkord), som i de tilfælde, hvor virksomheden ifølge akkordforslaget fortsatte.

Betingelse
Det er en betingelse for godkendelse af det indkomstår, der afviger fra kalenderåret, at det begynder den første i en måned.