Afskrivningslovens kapitel 2 indeholder i §§ 2 - 13 reglerne om afskrivning på driftsmidler og skibe. AL §§ 2 - 4 indeholder visse fælles regler med en række generelle betingelser for at påbegynde og foretage afskrivning på driftsmidler og skibe. De øvrige bestemmelser i kapitlet er opdelt i regler for udelukkende erhvervsmæssigt benyttede driftsmidler og skibe (AL §§ 5 - 10), og delvis erhvervsmæssigt benyttede driftsmidler og skibe (AL §§ 11 - 13).

Reglerne i AL kapitel 2 finder anvendelse på alle driftsmidler, der benyttes erhvervsmæssigt, hvad enten ejeren er bogførings-/regnskabspligtig eller ikke, og hvad enten ejeren driver selvstændig erhvervsvirksomhed eller ikke, jf. LSRM 1981, 5.

Maskiner, inventar og andre driftsmidler kan afskrives efter reglerne i AL kapitel 2, såfremt de udelukkende eller delvis anvendes erhvervsmæssigt, jf. AL § 2.

Vestre Landsret fastslog i SKM2003.255.VLR, at campinghytter ikke er driftsmidler i afskrivningslovens forstand. Retten udtalte, at campinghytterne, der siden opførelse på campingpladsen ikke var flyttet, efter deres karakter, udformning og materialevalg måtte være anskaffet og opført med henblik på varig forbliven på stedet. Husbåde anses for skibe i afskrivningslovens forstand og afskrives som sådan, jf. SKM2003.418.LR. Se E.C.2.4.

I SKM2009.479.VLR fandt retten, at udgifter til dræning- og vandingsanlæg vedrørende en golfbane, ikke kan anses for driftsmidler, og derfor ikke afskrives efter afskrivningslovens kapitel 2. (Udgifterne kunne heller ikke afskrives efter AL § 27, da denne bestemmelse alene vedrører jordbrugsbedrifter).

I SKM2003.365.VLR tog landsretten stilling til, om biler, som en bilforhandler anvendte som demonstrationsvogne, udlejnings- og personalebiler, kunne anses som varelager eller driftsmidler. Biler anvendt til udlejning og/eller som personalebiler og i begrænset omfang som demonstrationsvogne anså retten for at opfylde betingelserne for skattemæssig afskrivning som driftsmidler. Biler anvendt som demonstrationsvogne var efter rettens opfattelse anskaffet med henblik på videresalg, hvorfor de måtte anses for at   være en integreret del af bilforhandlerens virksomhed med salg af nye biler og kunne således ikke betragtes som anlægsaktiver. For Højesteret angik sagen alene spørgsmålet om, hvorvidt betingelserne for at foretage skattemæssige afskrivninger på demonstrationsbiler var opfyldt. Højesteret stadfæstede på dette punkt landsrettens afgørelse. Se SKM2005.147.HR.

Se også TfS 1999, 390 LSR, hvor et autofirma havde indregistreret et antal biler, i virksomhedsregi betegnet demo-biler, der dels var stillet til rådighed for selskabets sælgere til privatkørsel, således at hver sælger rådede over en bil til privatkørsel, dels anvendtes til erhvervsmæssig kørsel. Den erhvervsmæssige kørsel bestod dels i demonstrationsture med kunder, dels i erhvervsmæssig transport i virksomhedens regi. Bilerne var som oftest den seneste model og havde en anvendelsestid i virksomheden på 1 - 1½ år. Demobilerne var principielt ikke til salg men blev alligevel solgt direkte til kunderne. Landsskatteretten fandt i den foreliggende sag, at bilerne måtte anses som en del af varelageret. Der var herved bl.a. henset til omsætningshastigheden for demobilerne i det omhandlede år, og at bilerne som oftest var seneste model.

Se om afgrænsningen mellem omsætningsaktiver omfattet af varelagerloven og driftsmidler omfattet af afskrivningsloven endvidere afsnit E.B.2.6.1.2.

Om lønmodtageres adgang til at foretage afskrivninger henvises til .

Der er kun tale om erhvervsmæssigt benyttede driftsmidler, hvis de anvendes i den pågældendes eget erhverv eller er udlejet, hvorimod der ikke er tale om erhvervsmæssigt benyttede driftsmidler, såfremt de uden vederlag stilles til rådighed for andre, se dog afsnit E.C.2.1.1.

Det er uden betydning for adgangen til at foretage skattemæssige afskrivninger, om de pågældende driftsmidler er anskaffet som nye eller brugte.

Se om opgørelse af afskrivningsgrundlaget afsnit E.C.2.4.1.

Det er ejeren, der kan foretage afskrivning (se om ejerskab i DJV afsnit C.C.2.4.1.2.2). Afgørende for, om et aktiv skal afskrives efter reglerne om udelukkende erhvervsmæssigt benyttede driftsmidler og skibe eller reglerne om delvist erhvervsmæssigt benyttede driftsmidler og skibe, er den brug, ejeren selv gør af aktivet. Et aktiv skal kun afskrives efter reglerne om delvist erhvervsmæssigt benyttede driftsmidler og skibe (blandede aktiver), hvis ejeren selv gør privat brug af aktivet. Hvis ejeren af en virksomhed f.eks. stiller en bil til rådighed for en funktionær, så denne ved siden af den erhvervsmæssige anvendelse kan benytte bilen til privat kørsel, skal bilen således afskrives efter reglerne om afskrivning på udelukkende erhvervsmæssigt benyttede driftsmidler og skibe. Se endvidere afsnit E.C.2.4 og E.C.2.5.1.

Driftsmidlerne i et interessentskab afskrives efter afskrivningslovens kapitel 2 om udelukkende erhvervsmæssig benyttelse, når den pågældende interessent alene benytter driftsmidlet erhvervsmæssigt, men efter reglerne om delvis erhvervsmæssig benyttelse, når han tillige benytter det privat. Er det kun en af interessenterne, der benytter driftsmidlet såvel erhvervsmæssigt som privat, skal han afskrive efter reglerne om delvis erhvervsmæssig benyttelse, medens de øvrige interessenter skal afskrive efter reglerne om udelukkende erhvervsmæssig benyttelse. Den andel af en bil, der tilhører medinteressenten, skal betragtes som en arbejdsgiverbil, og værdien heraf beskattes efter reglerne for firmabiler, jf. .

Udgifter til anskaffelse af edb-software kan ligeledes afskrives efter reglerne i afskrivningslovens kapitel 2, uanset om der alene er tale om erhvervelse af en tidsubegrænset brugsrettighed i medfør af en softwarelicensaftale eller lign., jf. AL § 2, stk. 2.

Bestemmelsen skal sammenholdes med AL § 6, stk. 1, nr. 4, hvorefter hele anskaffelsessummen for edb-software kan vælges fradraget (straksafskrevet) i den skattepligtige indkomst for anskaffelsesåret.

Det almindelige krav om ejerskab fraviges i de tilfælde, hvor erhververen på grund af de særlige ophavsretlige forhold ikke opnår den råderet over softwaren, der svarer til almindelige ejerbeføjelser, f.eks. retten til at overdrage, udleje eller mangfoldiggøre softwaren.

Den gængse måde at overdrage edb-software på sker i form af licensaftaler, hvor erhververen opnår en nærmere fastsat brugsret til det pågældende eksemplar af softwaren. Omfanget af brugsretten kan variere, men vil typisk indeholde adgang for licenshaveren til at bruge softwaren i sin virksomhed til interne formål. Licenshaveren vil således bl.a. ikke have adgang til at overdrage brugsretten til det pågældende software til tredjeperson. Brugsretten vil oftest være tidsubegrænset og derfor kun kunne ophæves af licensgiveren ved licenshaverens misligholdelse.

At edb-software behandles efter reglerne i afskrivningslovens kapitel 2 indebærer, at alle dette kapitels regler finder anvendelse på edb-software. Dette betyder bl.a., at AL §§ 11 - 13 om delvis erhvervsmæssigt benyttede driftsmidler og skibe også kan finde anvendelse på anskaffet edb-software.

Ny tekst startI SKM2011.693.BR (appelleret) var et selskab ikke i stand til at løfte bevisbyrden for, at software indskud som apportindskud havde den selvangivne værdi.Ny tekst slut

Bestemmelsen i AL § 2, stk. 3, indeholder en negativ afgrænsning af visse aktiver, hvorpå der ikke kan afskrives. Det er aktiver såsom antikviteter og andre aktiver, der efter deres art og anvendelse normalt ikke udsættes for værdiforringelse. Dette er en lovfæstelse af tidligere gældende praksis. Denne praksis er stadig retningsgivende for afgrænsningen mellem driftsmidler, der undergår en forringelse ved erhvervsmæssig anvendelse, og driftsmidler der som antikviteter og lign. ikke undergår en forringelse.

Der er anerkendt afskrivning på antikke møbler og tæpper, der benyttes erhvervsmæssigt på en sådan måde, at de undergår forringelse ved brugen. I LSRM 1970, 80 blev antikke møbler og lysekroner i en ejendomsmæglers kontor dog sidestillet med kunstgenstande, hvis værdi ikke forringes ved brugen, jf. tilsvarende LSRM 1981, 119.

Spørgsmålet om, hvorvidt ægte tæppers værdi forringes, må afgøres ud fra et konkret skøn. Ved skønnets udøvelse må der henses til, om tæppet er anbragt således, at det udsættes for slitage. Desuden må der henses til tæppets pris. Tæpper i erhvervsvirksomhed er behandlet i LSRM 1981, 119 og LSRM 1982, 101.

Med hensyn til musikinstrumenter er afskrivning nægtet på cello i LSRM 1976, 140. Afskrivning blev ligeledes nægtet på violin i LSRM 1954, 67, mens der i LSRM 1975, 172 blev godkendt afskrivning på et flygel.

I SKM2004.258.ØLR blev afskrivning på litografier ophængt i et hotel anerkendt. Det var under sagen ubestridt, at værdien af litografierne var forringet siden anskaffelsen. På baggrund af en skønsrapport og skønsmandens forklaring i retten, lagde retten til grund, at en ikke uvæsentlig del af værdiforringelsen skyldtes, at litografierne blev udsat for lys og derfor falmede. Denne værdiforringelse anså retten for at være en følge af litografiernes erhvervsmæssige brug som udsmykning af hotellet. Da det endvidere var ubestridt, at litografierne udelukkende var anvendt erhvervsmæssigt, fandt retten, at betingelserne i den tidligere gældende afskrivningslov for at der kunne foretages afskrivninger var opfyldt. Det forhold, at litografierne var udsat for en værdiforringelse af andre årsager end den erhvervsmæssige brug, kunne i følge retten ikke føre til et andet resultat.

Kunstnerisk udsmykning
I afsnit E.C.5.9 beskrives bestemmelserne om udgifter til kunstnerisk udsmykning i AL §§ 44 A og 44 B. Bestemmelserne finder anvendelse fra og med indkomståret 2002. Afskrivningsadgangen er udvidet med virkning for udgifter afholdt til kunstnerisk udsmykning, når udsmykningen er erhvervet i indkomståret 2005 eller senere.

Af retspraksis for afskrivning på udgifter til kunstnerisk udsmykning afholdt forud for indkomståret 2002 kan nævnes:

Afskrivning på bronzestatuer og malerier, som en skatteyder havde anskaffet til opstilling eller ophængning i virksomheden, er blevet nægtet, jf. LSRM 1961, 116, LSRM 1964, 132 og Skat 1990.5.383 (TfS 1990, 246 LSR). En revisor kunne ikke fratrække udgifter til indkøb af serigrafier til udsmykning af kontorer, idet det måtte antages, at serigrafierne ikke undergik en sådan forringelse ved slid og ælde, som forudsættes i afskrivningsloven. Derimod kunne udgifterne til de udskiftningsrammer, som serigrafierne var indsat i, fratrækkes, LSRM 1982, 24.