Det følger af AL § 18, stk. 2, 3. pkt., at udgifter til tilbygning kun kan behandles som ombygnings- eller forbedringsudgifter, når tilbygningen udgør en naturlig del af den eksisterende bygning. Tilbygninger er herefter arealudvidelser af en eksisterende bygning. At tilbygningen udgør en naturlig del af den eksisterende bygning indebærer, at der fysisk skal være en sammenhæng, og at bygningen fungerer som et hele. Er tilbygningen derimod meget væsentlig, og kan den fungere selvstændigt, må tilbygningen behandles som en selvstændig ny bygning, hvorpå der skal afskrives efter de almindelige regler i AL § 14, uanset eventuel fysisk forbindelse til den eksisterende bygning ved mellemgange eller lignende. Bestemmelsen indebærer på dette punkt en stramning i forhold til tidligere praksis. Som et eksempel på at en tilbygning udgør en naturlig del af en eksisterende bygning, kan nævnes pakke- og kølerum, der opføres i forbindelse med væksthuse, idet der foregår en produktionsproces, der starter i væksthusene, fortsætter i pakkerummet og ender i kølerummet. Ofte foregår produktionen i et væksthusgartneri på den måde, at nye kulturer er placeret ét sted, mens ældre kulturer er placeret et andet sted. I løbet af produktionsprocessen flyttes kulturerne således fra et sted til et andet. Også i denne situation må kravet om, at den allerede eksisterende bygning og det nye tilbyggede væksthus fungerer som et hele anses for opfyldt. For så vidt angår udbygning med nye væksthuse, vil vurderingen afhænge af indretningen og anvendelsen af disse.

Hvis udgifterne til opførelse af tilbygningen ikke kan anses som ombygnings- eller forbedringsudgifter, skal udgifterne afskrives særskilt som vedrørende en selvstændig bygning. Nybygninger og selvstændige tilbygninger giver herefter alene adgang til at foretage ordinære afskrivninger, jf. AL § 14.

Fra praksis efter den tidligere afskrivningslov kan nævnes TfS 1987, 460 ØLD, hvor landsretten nægtede straksafskrivning af en udgift afholdt til opførelse af et drivhus, der bortset fra installationerne ikke var fysisk forbundet med de øvrige gartneribygninger på ejendommen. Uanset drivhusets driftsmæssige forbindelse med de øvrige bygninger og dets beliggenhed nær op ad disse, måtte det anses for en selvstændig bygning, og kunne ikke betragtes som en ombygning eller forbedring af de bestående bygninger. For at opførelse af et drivhus skal kunne betragtes som en tilbygning til en allerede eksisterende bygning kræves således, at der er gennemgang mellem enkelte drivhuse.

Endvidere kan nævnes TfS 2000, 590 LSR, hvor et nyt stuehus, der er tilbygget et afsnit af driftsbygningerne, ikke i relation til bestemmelsen i den tidligere AL § 20 kunne anses for en blandet bygning, idet der efter Landsskatterettens opfattelse var tale om opførelse af en nybygning. Der kunne således ikke foretages straksafskrivning (nu straksfradrag). Bygningerne havde et fælles murafsnit og indre gennemgang, men fremtrådte i øvrigt som to selvstændige bygninger.

Yderligere kan nævnes følgende afgørelser:

SKM2002.47.LSR: Et administrationsafsnit og en tidligere opført lagerhal, som administrationsafsnittet var blevet sammenbygget med, udgjorde én samlet bygningsmasse, der fremtrådte som et naturligt funktionelt hele. Administrationsafsnittet fandtes derfor at være en tilbygning, hvorfor der kunne foretages straksfradrag, jf. AL § 18, stk. 2.

SKM2002.589.LSR: Opførelse af en svinestald i tilknytning til en allerede eksisterende svinestald ikke blev anset for en tilbygning i afskrivningslovens forstand. Der blev lagt vægt på, at den eksisterende svinestald var på 690 m2, mens den nye svinestald var på 1.823 m2, at bygningerne ikke var naturligt sammenhængende, da de havde forskellig bredde, og at bygningerne kunne fungere selvstændigt i forhold til hinanden.

SKM2003.530.LSR: Ved opgørelsen af beregningsgrundlag for straksfradrag kunne afskrivningsgrundlagene for samtlige sammenbyggede driftsbygninger, inkl. gylletank, men ekskl. afskrivningsgrundlag for selvstændigt beliggende maskinhus og garage medregnes. Der blev ved afgørelsen bl.a. lagt vægt på, at der var naturlige indre gennemgange mellem bygningerne.

SKM2004.243.LSR: To bygninger, mellem hvilke der var en naturlig gennemgang, blev anset for én bygning i afskrivningslovens forstand. 

SKM2004.425.LSR: Udgifter til tilbygninger til eksisterende bygninger kunne straksafskrives. Derimod kunne udgifter til nybygninger, der alene var forbundet med hidtidige bygninger ved såkaldte "afskrivningsbroer" ikke straksafskrives, da der var tale om selvstændige nye bygninger.

SKM2004.448.LSR: Væsentlige tilbygninger til eksisterende svinestalde anerkendtes som tilbygninger, der gav adgang til straksfradrag, idet tilbygningerne ikke kunne fungere som selvstændige nye bygninger.

SKM2006.762.LSR blev en væsentlig tilbygning til en eksisterende administrationsbygning anset som en tilbygning, der berettigede til at foretage straksfradrag. Landsskatteretten lagde vægt på, at den tilbyggede bygningsdel fremtrådte med samme facade og taghældning, indvendige gennemgange, fælles installationer og fælleslokaler i begge bygninger. Tilbygningen blev således anset for at udgøre en naturlig del af den allerede eksisterende bygning, og hele bebyggelsen fremtrådte efter tilbygningen som et hele.

I SKM2008.257.LSR kunne der ikke foretages straksfradrag vedrørende udgifter til etablering af en plansilo, der alene var forbundet med ejendommens driftsbygninger ved køreflader etableret af materialer, der normalt på en landbrugsejendom bruges til vejfyld, anlæg af gårdsplads eller lignende. Plansiloen og kørefladerne hertil ansås derfor ikke for at have den fornødne fysiske sammenhæng med de oprindelige driftsbygninger til, at de kunne anses som en bygningsbestanddel hertil.

Efter praksis efter den tidligere afskrivningslov blev udgifter til opførelse af en gyllebeholder i tilknytning til en driftsbygning anset for afholdt til opførelse af en tilbygning, forudsat at gyllebeholderen var forbundet med driftsbygningen via en rørledning. Kravet om at en tilbygning skal udgøre en naturlig del af en eksisterende bygning for, at udgifter hertil kan anses som ombygnings- og forbedringsudgifter, indebærer ikke nogen ændring af denne praksis, der således fortsat er gældende.

Ved opførelse af en gylletank, der betjener flere selvstændige driftsbygninger, skal den færdigopførte gylletank anses for en bygningsbestanddel af alle bygninger, idet gylletanken ikke fungerer selvstændigt, men fungerer som et hele med hver af bygningerne. Afskrivningsgrundlaget for alle de bygninger, som gylletanken betjener, skal derfor indgå i opgørelsen af det beløb, som straksfradraget maksimalt kan udgøre. Det forudsættes dog, at gylletanken ikke betjener nogen af bygningerne i helt uvæsentligt omfang, se i det hele TfS 1999, 536.

Ombygnings- og forbedringsudgifter, bygninger på lejet grund
Udgifter til ombygning eller forbedring af bygninger på lejet grund, der er afskrivningsberettigede efter AL § 25, kan fradrages straks efter reglerne om straksfradrag i AL § 18, stk. 2, jf. SKM2003.107.LSR.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter