Kunst indføjet i bygningen m.v.
AL § 44 A, stk. 1, giver under visse betingelser adgang til at afskrive på udgifter til kunstnerisk udsmykning af bygninger.

For så vidt angår kunstnerisk udsmykning erhvervet forud for indkomståret 2005 kan der alene afskrives på udgifter afholdt på bygninger, der udelukkende anvendes erhvervsmæssigt. Der kan ikke afskrives på udgifter, der afholdes på beboelsesbygninger, jf. AL § 14, stk. 2, nr. 4.

For så vidt angår udsmykning, der erhverves i 2005 eller senere, stilles der ikke længere krav om, at bygningen udelukkende anvendes erhvervsmæssigt. Der kan  også afskrives på udgifter, der afholdes til kunstnerisk udsmykning, når virksomheden er beliggende i en ejendom, hvor der både er virksomhed og boliger, dog ikke hvis der er tale om et en- og tofamiliehus. Afskrivningsretten gælder ikke for den del af bygningen, der anvendes til beboelse, jf. AL § 14, stk 2, nr. 4.

Afskrivningsretten efter § 44 A er betinget af, at den kunstneriske udsmykning indføjes i bygningen eller i dens nære omgivelser. Den kunstneriske udsmykning skal således være muret, fastnagler eller på anden vis fastgjort til bygningen eller dens nære omgivelser. Kunstnerisk udsmykning, der ikke er indføjet i bygningen eller dens nære omgivelser, vil evt. kunne afskrives efter AL § 44 B, der omtales nedenfor.

I modsætning til hvad fulgte af de oprindelige regler i AL § 44 A, der gælder for afskrivning på udgifter til kunstnerisk udsmykning erhvervet forud for indkomståret 2002, er det ikke længere et krav, at der er tale om kunstnerisk udsmykning, der udføres i tilknytning til en opførelse, ombygning eller tilbygning af en bygning.

Kunst, der ophænges eller opstilles
Efter AL § 44 B, kan der efter nærmere fastsatte regler afskrives på udgifter til kunstnerisk udsmykning, der ophænges eller opstilles i  bygninger.

For så vidt angår kunst, der erhverves forud for indkomståret 2005, kan der alene afskrives på kunst, der ophænges eller opstilles i bygninger, der udelukkende anvendes erhvervsmæssigt. Der kan ikke afskrives på kunst, der placeres i bygninger, der anvendes til beboelse, jf. AL § 14, stk. 2, nr. 4.

For så vidt angår kunst, der erhverves i 2005 eller senere, stilles der ikke længere krav om, at bygningen udelukkende anvendes erhvervsmæssigt. Der kan således også afskrives på udgifter til kunst, der opstilles eller ophænges bygningen, når virksomheden er beliggende i en ejendom, hvor der både er virksomhed og boliger, dog ikke hvis der er tale om et en- eller tofamiliehus. Afskrivningsretten gælder ikke for den del af bygningen, der anvendes til beboelse, jf. AL § 14, stk. 2, nr. 4.

Modsat hvad der er tilfældet for kunstnerisk udsmykning omfattet af AL § 44 A, vil kunstnerisk udsmykning omfattet af § 44 B være umiddelbar flytbar.