Skattepligtige, som driver selvstændig erhvervsvirksomhed, kan vælge mellem at anvende virksomhedsordningen, kapitalafkastordningen og personskattelovens regler. Reglerne om valget af virksomhedsordningen fremgår af VSL § 2, stk. 2.

Efter VSL § 2, stk. 2, 1. pkt., skal den skattepligtige ved indgivelse af selvangivelsen for et indkomstår tilkendegive, om virksomhedsordningen skal anvendes for det pågældende indkomstår. Valget træffes således efter, at indkomståret er udløbet.

Selvangivelsesfristen for personer, der kan anvende reglerne i virksomhedsskatteloven, er som udgangspunkt den 1. juli, jf. dog nærmere § 4, stk. 1, i skattekontrolloven.

Efter VSL § 2, stk. 2, 2. og 3. pkt., kan den skattepligtige ændre sin tidligere beslutning om, hvorvidt virksomhedsordningen skal anvendes eller ikke. Tilkendegivelse herom skal ske til told- og skatteforvaltningen senest den 30. juni i det andet kalenderår efter udløbet af indkomståret.

Formålet med denne regel er at give den skattepligtige mulighed for efter modtagelsen af årsopgørelsen at ændre den beslutning, der træffes ved indgivelsen af selvangivelsen, idet konsekvenserne af beslutningen på dette tidspunkt kan være vanskelige at overskue fuldt ud.

Tilsvarende regel gælder for ændring af beslutningen i relation til kapitalafkastordningen, jf. VSL § 22 a, stk. 1, 3. pkt. Betingelserne for at anvende kapitalafkastordningen er behandlet nærmere i E.G.3.1.1.

Efter at et indkomstår er udløbet, har en selvstændigt erhvervsdrivende med kalenderårsregnskab således 1 1/2 år til at træffe den endelige beslutning med hensyn til, om det er personskattelovens regler, virksomhedsordningen eller kapitalafkastordningen, der skal anvendes for det pågældende indkomstår.

I TfS 1998, 719 LSR blev en skatteyder anset for berettiget til at anvende virksomhedsordningen på trods af, at selvangivelsen først var indgivet efter udløbet af ligningsfristen, og valget med hensyn til anvendelsen af virksomhedsordningen dermed først var truffet på dette tidspunkt. Fristen i VSL § 2, stk. 2, 2. og 3. pkt., gælder alene for omgørelse af det selvangivne valg, og da selvangivelsen ikke var indgivet tidligere, og der dermed ikke var truffet noget valg, var der ikke tale om en omgørelse som omhandlet i denne bestemmelse.

Senere ændring

VSL § 2, stk. 2, 4. pkt. indeholdt tidligere en bestemmelse, hvorefter den skattepligtige efter udløbet af fristen i dagældende SSL § 3, stk. 1 kunne ændre beslutningen om, hvorvidt virksomhedsordningen skulle anvendes eller ikke, i det omfang skattemyndighederne foretog en ændring af skatteansættelsen, der havde betydning for valg af virksomhedsordningen, og betingelserne for at ændre skatteansættelsen efter dagældende SSL § 34 og 35 var opfyldt.

Ved lov nr. 428 af 6. juni 2005 er VSL § 2, stk. 2, 4. pkt. ophævet med virkning fra 1. november 2005. Fremover er det SFL § 30, der regulerer, om der kan ske et sådan selvangivelsesomvalg efter udløbet af ovennævnte frist i VSL § 2, stk. 2, 3. pkt. Der henvises til DJV Processuelle Regler for SKATs opgaver, afsnit A.A.14.2, hvor SFL § 30 er nærmere beskrevet.

Forholdet mellem VSL § 2, stk. 2, 2.-3. pkt. og SFL § 26 og 27 i øvrigtVed siden af valgmuligheden efter VSL § 2, stk. 2, 2. og 3. pkt., og § 22 a, stk. 1, 3. pkt., gælder de almindelige regler i SFL §§ 26 og 27 om ret til at få genoptaget en skatteansættelse i op til 3 år og 4 måneder - eller mere, i visse nærmere angivne tilfælde. Denne almindelige genoptagelsesadgang efter skatteforvaltningloven omfatter imidlertid ikke de særlige valgmuligheder med hensyn til valg af ordning efter virksomhedsskatteloven.

Bestemmelserne i VSL § 2, stk. 2, 2. og 3. pkt., og § 22 a, stk. 1, 3. pkt., indeholder en ubetinget ret for den skattepligtige til at ombestemme sig inden for den givne frist. Den skattepligtige behøver ikke at begrunde, hvorfor, eller at komme med nye oplysninger.

De nævnte bestemmelser i virksomhedsskatteloven vedrører ikke ændring af skatteansættelsen. Formålet med reglerne er, at give skatteyder mulighed for at ændre valget af de regler skatteberegningen skal foretages efter.

I SFL §§ 26 og 27 er formålet derimod at nå en korrekt skatteansættelse.

Bestemmelserne i skatteforvaltningsloven og virksomhedsskatteloven kan anvendes sideløbende. Anvendelsen eller ikke-anvendelsen af den ene bestemmelse udelukker ikke anvendelsen af den anden bestemmelse, når betingelserne herfor er opfyldt, men VSL § 2, stk. 2, 2. pkt., henholdsvis § 22 a, stk. 1, 3. pkt., kan ikke bruges til at ændre dispositioner med hensyn til selve skatteansættelsen, og SFL §§ 26 og 27 kan ikke bruges til at ændre valg af ordning. Der henvises i den forbindelse til principperne omtalt i TfS 1997, 545 DEP, som dog omhandler forholdet mellem VSL § 2, stk. 2, 2. pkt. henholdsvis VSL § 22 a, stk. 1, 3. pkt., og de dagældende bestemmelser i SSL § 4, stk. 1 og 2. Der henvises endvidere til gennemgangen i E.G.2.7.4 om mulighederne for efter VSL § 10, stk. 1, 3. og 4. pkt., at ændre visse dispositioner indenfor virksomhedsordningen i forbindelse med ansættelsesændringer. Se også oven for i afsnit E.G.2.2.1 om muligheden for efterfølgende at ændre et valg i selvangivelsen, jf. SFL § 30.

Efter VSL § 2, stk. 2, 4. pkt., skal virksomhedsordningen anvendes for hele virksomheden i hele indkomståret, hvis den skattepligtige vælger at anvende virksomhedsordningen.

Hvis en virksomhed er påbegyndt i løbet af et indkomstår, anvendes virksomhedsordningen dog kun for den del af indkomståret, hvor virksomheden blev drevet.

For eksempel kan virksomhedsordningen således anvendes for det år, hvor udlejning af et enfamilieshus påbegyndes, selv om dette ikke sker primo indkomståret. Baggrunden herfor er blandt andet, at det er Skatteministeriets opfattelse, at hverken personskatteloven eller virksomhedsskatteloven stiller noget ubetinget krav om, at indkomsten skal være personlig indkomst for, at den kan siges at hidrøre fra en erhvervsmæssig virksomhed. Endvidere må PSL § 4, stk. 1, nr. 6, fortolkes således, at over-/underskud ved egentlig erhvervsmæssig udlejning af et enfamilieshus m.v. ikke er omfattet af bestemmelsen og derfor ikke er kapitalindkomst, men personlig indkomst såvel i det indkomstår, hvori den erhvervsmæssige udlejning påbegyndes, som i det indkomstår, hvori den afsluttes (TfS 1996, 298 ØLD og TfS 1996, 306 DEP).

En skattepligtig, som i løbet af et indkomstår ophører med at drive selvstændig erhvervsvirksomhed i forbindelse med afståelse af en virksomhed, kan vælge at træde ud af virksomhedsordningen i forbindelse med ophøret, således at ordningen kun anvendes for den del af indkomståret, hvor virksomheden blev drevet, jf. ophørsreglerne i VSL § 15, stk. 1, som er beskrevet nærmere i E.G.2.15.1.1 og E.G.2.15.1.2.

Efter VSL § 2, stk. 2, sidste pkt., skal en skattepligtig, der vælger at anvende virksomhedsordningen, for det pågældende indkomstår oplyse størrelsen af indestående på indskudskontoen og kontoen for opsparet overskud, jf. VSL §§ 3 og 10, stk. 2, som er behandlet i E.G.2.4 og E.G.2.12, og størrelsen af kapitalafkast og kapitalafkastgrundlag, jf. VSL §§ 7 og 8, som er behandlet i E.G.2.8 og E.G.2.9.