Alle erhvervsmæssigt betingede lønudgifter kan fradrages. Ydes en del af lønnen i form af naturalier, f.eks. i form af frit ophold eller blot i form af fri kost eller fri bolig, er arbejdsgiverens udgifter hertil fradragsberettigede, jf. f.eks. LSRM 1980, 145 om en depotejers fradrag for udgifterne ved udlevering af overenskomstmæssigt fastsat »drikkeøl« til personalet.

Arbejdsgivere kan endvidere fratrække en række ydelser til personalet, som de ikke direkte er forpligtet til at betale, f.eks. udgifter til personalefester, skovture, julefrokoster mv. I LSRM 1984, 30 blev en stenhuggermester, der havde overværet et boksestævne sammen med to medarbejdere, dog nægtet fradrag for billetudgiften.

Tilskud til personaleforeninger er fradragsberettigede, f.eks. tilskud til afholdelse af personalefester eller til afholdelse af udgifter vedrørende firmasport. Ligeledes er tilskud til en rejseforening anset for at være fradragsberettiget, jf. bl.a. LSRM 1984, 118.

I TfS 1991, 501 ØLD anerkendte Østre Landsret, at et selskab havde fradragsret for tilskud til personalets kunstforening, idet formålet med selskabets tilskud til foreningen, som var åben for alle medarbejdere, var sædvanlig personalepleje. Udlodning af kunstværker til foreningens medlemmer fandtes ikke at kunne føre til et andet resultat. Se kommentaren hertil i TfS 1992, 27 DEP.

En banks udgifter til repræsentantskabets årlige sommermøde, hvor halvårsregnskabet blev forelagt, men hvortil også hørte udflugter med ægtefæller, blev anset for personaleudgifter og derfor fradragsberettigede, TfS 1988, 618 LSR. Se også TfS 1999, 783 LSR, hvor Landsskatteretten anerkendte fuld fradragsret for udgifter til ikke ansatte ægtefællers deltagelse i et personalearrangement.

I SKM2001.66.ØLR anså Landsretten operationsudgiften til en interessents hjerteoperation for at være en fradragsberettiget driftsomkostning. Landsretten henviste bl.a. til bestemmelserne i interessentskabskontrakten om interessenternes månedlige vederlag, også i tilfælde af sygdom, om fordelingen af de årlige over-/underskud og efter interessentens forklaring om arbejdsforholdene i revisionsfirmaet, herunder om betydningen af navnlig den syge medinteressents arbejdsindsats.

I SKM2008.662.SR bekræftede Skatterådet, at en virksomhed kunne foretage fradrag for dækning af en enkelt medarbejders udgifter til operation som en lønudgift, jf. statsskattelovens § 6. Forholdet fandtes ikke at være omfattet af ligningslovens § 30, da betalingen ikke var et led i virksomhedens generelle personalepolitik.

I SKM 2010.156.LSR fandt Landsskatteretten - modsat Skatterådet (SKM2008.709.SR) - at et selskabs udbetaling af bonus til medarbejdere i form af fantomaktier ved salg af selskabet kunne anses for en fradragsberettiget driftsomkostning for selskabet. Landsskatteretten lagde ved sin afgørelse vægt på, at bonusaftalerne blev indgået i forbindelse med en enkelt investors indtræden i selskabet, og at den hidtidige medarbejderaktieordning ophørte. I øvrigt henså Landsskatteretten til, at bonusaftalerne ikke blev indgået i forbindelse med bestræbelser på salg af selskabet, at bestemmelsen om bonusudbatling ved salg måtte anses for at skulle udligne den vilkårlighed, der lå i, at den løbende bonusudbetaling skulle være knyttet til udbytteudlodningen, og at en tilsvarende bonusudbetaling skulle foretages, hvis medarbejderen fratrådte. På den baggrund fandtes også bonusudgifterne - også i forbindelse med salg af selskabet - at skulle belønne medarbejdernes løbende arbejdsindsats i virksomheden og således at være knyttet til selskabets løbende drift. Landssketteretten understreger i sin afgørelse, at denne er konkret. Se om udgifter til sundhedsbehandling afnit E.B.3.1.9 (selvstændigt erhvervsdrivende) og LV Almindelig del afsnit A.B.1.9.24 (arbejdsgiverbetalte sundhedsudgifter).

En fabrikant fik ikke fradrag for en udgift på 4.058 kr., som han havde betalt til forskellige børneinstitutioner for pasning af medarbejdernes børn. Det var oplyst, at virksomheden havde en mundtlig aftale med nærliggende vuggestuer, børnehaver og fritidshjem om, at medarbejdernes børn i akutte tilfælde midlertidigt kunne passes der. Arbejdet i virksomheden var stærkt specialiseret og krævede langvarig oplæring, og for at undgå afbræk i produktionen havde firmaet påtaget sig at betale de pågældende udgifter. Der forelå ingen mulighed for at specificere disse udgifter på de enkelte medarbejdere, som heller ikke var beskattet af ydelserne, LSRM 1980, 29.

Om tab ved udlån til eller kaution for personalet, se afsnit E.A.2.8.

I SKM2009.271.HR blev en bonus til to direktører for en ekstraordinær arbejdsindsats i forbindelse med salg af selskabet ikke anset for en fradragsberettiget driftsomkostning i selskabet. Højesteret fandt, at den udbetalte bonus ikke havde den tilknytning til selskabets drift - dvs. til at erhverve, sikre og vedlige indkomsten - der må kræves, for at udgiften kan anses for en driftsomkostning efter statsskattelovens § 6 a.

Højesteret henviste til, at direktørernes krav på bonus var betinget af, at selskabet blev solgt endeligt, og at direktørerne hver især fortsat var ansat på salgstidspunktet, ligesom bonussens størrelse alene afhang af salgsprisen for selskabet.

Højesteret lagde efter indholdet af aftalen om direktørbonussen og efter de afgivne forklaringer til grund, at aftalen havde til formål at vederlægge de to direktører for at udføre arbejde i forbindelse med salgsbestræbelserne og for at sikre, at de forblev ansat, indtil endeligt salg var aftalt - begge dele med henblik på at opnå den højst mulige salgspris for selskabet.

I SKM2008.859.SR bekræftede Skatterådet derimod, at et selskab ville kunne fradrage udgiften til fastholdelsesbonus til ledende medarbejdere som en driftsudgift. Forholdet var nærmere, at medarbejderen skulle undlade at opsige sin stilling i en periode, der spændte fra 6-12 måneder, regnet fra det tidspunkt, hvor selskabet var blevet solgt. Bonussens størrelse kunne højst udgøre et beløb, der svarede til mellem 6 og 24 måneders ekstra løn, men afhang nærmere af, hvor lang tid medarbejderen havde været ansat i selskabet, og hvor i hierarkiet den pågældende havde været placeret. I sagen påhvilede bonusudgiften selskabet, efter det var solgt, og bonussens størrelse var ikke fastsat på grundlag af den sum, det havde indbragt ved salg.

I SKM2008.956.SR nægtede Skatterådet det spørgende selskab fradragsret for bonus-udbetalinger til medarbejdere bl.a med den begrundelse, at selskabet ikke var rette omkostningsbærer.

I SKM2008.957.SR nægtede Skatterådet ligeledes det spørgende selskab fradragsret for bonus-udbetalinger til medarbejere med den begrundelse, at selskabet ikke var rette omkostningsbærer, og med den begrundelse, at der fandtes at være tale om transaktionsbonusser, som i henhold til praksis ikke anses for at vedrøre indkomsterhvervelsen.

I SKM2009.555.ØLR (anket) nægtede landsretten det sagsøgende selskab, som ikke var næringsdrivende med køb og salg af aktier, fradragsret ved indkomstopgørelsen for bonus, der var udbetalt til direktøren i forbindelse med salg af aktier i selskabet, og som var beregnet som en procentdel af den ved salget opnåede aktieavance. Bonusudgifterne fandtes ikke at have den til driftsfradrag fornødne sammenhæng med selskabets løbende indkomsterhvervelse, men måtte anses for at være afholdt for at sikre selskabets formue (aktierne). Endvidere fastslog landsretten, at selskabet ikke kunne anses for rette omkostningsbærer af nogle udgifter, der var knyttet til nogle koncerninterne overdragelser.

I SKM2009.603.ØLR nægtede landsretten ligeledes et selskab fradrag i indkomstopgørelsen for pensionsindbetalinger for hovedaktionæren og henviste til, at hovedparten af det arbejde, som hovedaktionæren var blevet vederlagt for, havde bestået i forhandlinger om salg af et datterselskab. På den baggrund fandt landsretten det ikke godtgjort, at der havde været en driftsmæssig begrundelse for indbetalingen af pension til hovedaktionæren.

Ny tekst startI SKM2012.250.LSR anså man et selskabs udgifter til særlige bonusser, der blev givet i anledning af, at selskabet skiftede ejerkreds, for ikke fradragsberettigede formueudgifter, fordi udgifterne i udpræget grad blev anset for afholdt for at værne om selskabets værdi og afholdt i aktionærernes interesse frem for at tjene indkomsterhvervelsenNy tekst slut.

Ny tekst startI SKM2012.278.ØLR kunne fratrædelsesgodtgørelse, der trådte i stedet for udbetaling af bonus i opsigelsesperioden, ikke fradrages. I afgørelsen blev der henset til, at bonussen blev beregnet som en procentdel af den ikke skattepligtige aktieavance, som salget af datterselskaber  indbragte. Denne måde at beregne bonus på, indicerer, at fratrædelsesgodtgørelsen ligesom den bonus, den trådte i stedet for, blev givet for at sælge datterselskaber, og vedrører derved selskabets formue og ikke dets drift.Ny tekst slut

En arbejdsgiver kan fratrække sine udgifter til lejlighedsgaver, herunder pengegaver til personale, idet udgiften betragtes som et lønaccessorium. Udgifter til kutymemæssige gratialer og tantiemer kan ligeledes fratrækkes, jf. forudsætningen i UfR 1963, 954 HRD og den kommentar, som Trolle har knyttet til dommen  i UfR 1964 B s. 141.    
Gratialer til tidligere ansatte, som et selskab udbetalte i anledning af selskabets 50 års jubilæum, er anset for fradragsberettigede.

Udgifter til fratrædelsesgodtgørelser er fradragsberettigede efter reglerne i SL § 6, stk. 1, litra a. Om beskatning af fratrædelsesgodtgørelser hos modtageren, se LV Almindelig del afsnit A.B.1.4.1. og overgangsbestemmelserne i LV Almindelig del afsnit A.B.1.4.3.

Også løn til pårørende kan fradrages, når det ligger klart, at der er tale om et arbejdsforhold. I UfR 1973, 588 VLD ansås den fornødne erhvervsmæssige begrundelse at foreligge, idet en elinstallatørs sekretærløn til en kvinde, der boede vederlagsfrit i et værelse i hans hus, ansås for rimelig i forhold til hendes arbejdsindsats i virksomheden, hvorfor spørgsmålet om hendes eventuelle arbejdsindsats som privat husholderske måtte anses for irrelevant. Derimod blev løn til en samlevers 7-årige barn ikke anset for fradragsberettiget, idet det ikke var sandsynliggjort, at barnet havde udført arbejde for beløbet, LSRM 1976, 69.

En erhvervsdrivende udbetalte løn til en kvinde, der udførte værtindeforpligtelser i forretningsanliggender, lejlighedsvis telefonpasning og havde været chauffør og tolk under rejser. Den erhvervsdrivende og kvinden havde to fællesbørn. I mangel af nærmere dokumentation for arten og omfanget af kvindens arbejde fandt Højesteret, at det var med rette, at  ligningsmyndigheden havde beskåret fradraget for lønudgifterne til kvinden, TfS 1984, 56 HRD. 

Forældre kan fratrække lønudgifter til deres barn, når barnet er ansat i en erhvervsvirksomhed, som er drevet af forældrene, forudsat at barnet er fyldt 15 år ved indkomstårets begyndelse, jf. KSL § 5, stk. 3. Fradrag kan naturligvis kun godkendes, hvis den udbetalte løn modsvares af en tilsvarende arbejdspræstation, UfR 1966, 341 ØLD.

I TfS 1994, 211 VLD anerkendte Vestre Landsret, at ligningsmyndighederne skønsmæssigt havde nedsat fradraget for lønudgifterne p.g.a. fejl i lønudbetalingerne og mangelfuld kontrol af lønregnskabet. 

Beløb, der overføres til en ægtefælle ifølge en lønaftale, fragår ved opgørelsen af den personlige indkomst hos den anden ægtefælle, jf. KSL § 25 A, stk. 5 og LV Almindelig del afsnit A.A.4.

Udgift til privat hushjælp kan ikke fradrages. Medvirker husassistenten i væsentligt omfang i skatteyderens erhverv, kan en hertil svarende andel fradrages efter et konkret skøn over forholdet mellem omfanget af husassistentens arbejde henholdsvis i den private husholdning og i erhvervsvirksomheden.

I tilfælde, hvor den samlede udgift til kost og logi ikke kan dokumenteres, vil denne udgift normalt kunne ansættes til et beløb, svarende til satserne for godtgørelser til lønmodtageren for påførte udgifter til kost og logi i forbindelse med rejse med overnatning.

Ifølge LL § 9 A, stk. 2, nr.1 er satsen for kost 455 kr. pr. døgn (2011-niveau) (For 2010 var satsen 445 kr.)

Ifølge LL § 9 A, stk. 2, nr. 4 er satsen for logi 195 kr. pr. døgn (2011-niveau) (For 2010 var satsen ligeledes 195 kr.)

For landbrugere mv. gælder en særlig fradragssats, se E.E.4.10.

Udgifter til personalets deltagelse i faglige kurser mv. kan fratrækkes, ligesom der i det hele kan foretages fradrag for kursus- og andre uddannelsesudgifter, jf. SL § 6, stk. 1, litra a. 

I TfS 1995, 764 LSR godkendte Landsskatteretten fradrag for hensættelse til efteruddannelse af ansatte arkitekter, da hensættelsen var obligatorisk efter den gældende overenskomst, og da beløbene kunne opgøres endeligt ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. 

En speciallæge fratrak udgifter til deltagelse i et seminar mv. i USA for sig selv og en klinikassistent. Ligningsmyndighederne mente ikke, at udgifterne vedrørende klinikassistenten kunne fradrages, men Landsskatteretten godkendte også fradrag for disse udgifter under henvisning til studierejsens betydning for klinikassistentens arbejde i lægens virksomhed, jf. TfS 1985, 166 LSR.

Told- og Skattestyrelsen har udtalt, at en arbejdsgiver, der betalte for den ansatte landbrugselevs skoleophold i stedet for at betale sædvanlig løn, kunne fradrage beløbet som en lønomkostning, TfS 1990, 10. 

Hvor den ansatte er nærtbeslægtet med arbejdsgiveren, må fradrag for kursusudgifter eventuelt nægtes, hvis arbejdsgiveren afholder kursusudgifter for det pågældende familiemedlem i større omfang end for personalet som helhed, LSRM 1946, 159.

Ligningsrådet nægtede således fradrag for en kursusudgift på ca. 90.000 kr., som en skatteyder afholdt med henblik på videreuddannelse af sin søn, der var maskiningeniør, til svejseingeniør. Ligningsrådet lagde tillige vægt på, at der var tale om en usædvanlig udgift, der normalt ikke ville forekomme i den type virksomhed, der var tale om i den pågældende sag.  

I SKM2007.811.BR. fandt byretten, at et selskab ikke kunne fratrække løn- og uddannelsesudgifter vedrørende hovedaktionærens datter, idet det ikke var bevist, at der var en sådan forbindelse mellem udgifterne og selskabets virksomhed, at udgifterne var fradragsberettigede i medfør af statsskattelovens § 6, stk. 1, a). 

Se også TfS 1997, 9 LSR, hvor en kørelærer som driftsomkostning efter SL § 6, stk. 1, litra a, fik godkendt fradrag for en udgift til kørelæreruddannelse til sin søn, der var ansat i virksomheden som bl.a. teorilærer. Om øvrige personaleudgifter, se E.B.3.7.1.

Feriegodtgørelse.
Arbejdsgiveren kan ved indkomstopgørelsen fratrække skyldig feriegodtgørelse, der vedrører regnskabsåret.

Løn under ferie.
Arbejdsgiveren kan fratrække løn under ferie for funktionærer og andre, der har ret til ferie med løn. Men herudover kan der for denne kategori tages hensyn til forpligtelsen til at betale skyldige feriepenge, således at årets stigning i skyldige feriepenge fratrækkes ved siden af den udbetalte løn under ferie, medens modsvarende et eventuelt fald i feriepengeforpligtelsen skal føres til indtægt.

I SKM2009.563.HR stadfæstede Højesteret, at et feriepengetilgodehavende for en tidligere ansat, der forfaldt i indkomståret 1998, ikke kunne fratrækkes af sagsøgeren i indkomståret 1999, uanset at kravet først blev rejst af medarbejderens fagforening i 1999.     

I TfS 1997, 563 LSR anerkendte Landsskatteretten, at et selskab havde fradragsret for den forpligtelse, som det havde overtaget fra en konkursramt virksomhed, til at betale de ansattes feriepenge, der var optjent inden overtagelsen. Der blev ved afgørelsen bemærket, at den omhandlede forpligtelse fulgte af lovgivningen. Der er ikke fradragsret for den feriepengeforpligtelse, som køberen af en virksomhed overtager, og som vedrører perioden forud for købet, TfS 1987, 386 LSR. Se endvidere TfS 1996, 54 LSR, hvor Landsskatteretten fandt, at et selskab var berettiget til ifølge det almindelige princip i statsskatteloven at foretage fradrag for de i årets løb afholdte lønudgifter, herunder hvad der var afholdt under medarbejdernes ferie, optjent i det foregående indkomstår. 

Feriepengeforpligtelsen udgør det samlede beløb, der er optjent ved regnskabsårets udløb af de på dette tidspunkt ansatte, der har ret til løn under ferie.  

Den hensættelse vedrørende feriepengeforpligtelse, der svarer til direktørens/hovedanpartshaverens løn, kan fradrages, i det omfang direktøren/hovedanpartshaveren efter samme principper som virksomhedens øvrige funktionærer, har ret til ferie med løn og hermed til feriepenge ved eventuel fratrædelse, TfS 1987, 551 LSR. 

De skyldige feriepenge kan opgøres enten som summen af den beregnede feriepengeforpligtelse for hver enkelt medarbejder eller som et beløb, der beregnes som en procentdel af den løn, der i regnskabsåret er udbetalt til de pågældende, herunder løn under afholdt ferie. 

For arbejdsgivere, der anvender kalenderåret som regnskabsår, samt for arbejdsgivere, der anvender regnskabsåret 1/12-30/11, kan feriepengeforpligtelsen ved regnskabsårets udgang til ansatte med ret til ferie med løn opgøres summarisk til 12 pct. af den løn, der i regnskabsåret er udbetalt til de pågældende, herunder løn under afholdt ferie. 

For arbejdsgivere med nedennævnte regnskabsår anvendes i stedet for 12 pct. følgende procenter:

1/2-31/113 1/2 pct.
1/3-28/213 1/2 pct.
1/4-31/313 1/2 pct.
1/5-30/415 1/2 pct.
1/6-31/515 1/2 pct.
1/7-30/615 1/2 pct.
1/8-31/710 1/2 pct.
1/9-31/810 1/2 pct.
1/10-30/910 1/2 pct.
1/11-31/1010 1/2 pct.

 Arbejdsgivere kan ved udgangen af hvert enkelt indkomstår frit vælge mellem en konkret opgørelse og den mere summariske opgørelse. 

Overgang til fradrag for skyldige feriepenge mv.
Personer og selskaber, der ikke tidligere har fradraget skyldig feriegodtgørelse og/eller skyldige feriepenge, kan frit overgå til at anvende foranstående regler.

I overgangsåret omfatter fradragsretten både den i årets løb udbetalte ferieløn og hele feriepengeforpligtelsen ved årets udgang.  

Den, der har valgt at tage hensyn til feriepengeforpligtelsen, kan ikke ophøre med dette ved indkomstopgørelsen for senere indkomstår.   

Den ved regnskabsårets udløb skyldige feriegodtgørelse (til de uge- eller 14-dageslønnede) og den ved indkomstopgørelsen efter ovenstående regler beregnede feriepengeforpligtelse afsættes i regnskabet som gæld.

Hensættelse vedr. overarbejde
I TfS 1989, 558 LSR fandt Landsskatteretten ikke grundlag for at godkende et revisionsfirmas hensættelser vedrørende afspadsering og overarbejde, idet forpligtelsens omfang ikke kunne fastsættes med tilstrækkelig sikkerhed. Afgørelsen er udtryk for, at virksomheden som udgangspunkt ikke kan foretage hensættelser til imødegåelse af latente forpligtelser. Det var i det pågældende indkomstår usikkert, om de ansatte ønskede overarbejdet honoreret ved afspadsering eller overarbejdsbetaling i det følgende indkomstår. Se derimod TfS 1996, 227 LSR, hvor Landsskatteretten anerkendte fradragsret i et lignende tilfælde, hvor der dog var den forskel, at forpligtelsens omfang kunne opgøres endeligt på tidspunktet for indkomstopgørelsen.

Hensættelser af skyldige tantiemebeløb vil kunne godkendes for det indkomstår, som danner grundlag for tantiemeberegningen, hvis der er tale om kontrakts- eller kutymemæssigt fastsatte tantiemeforpligtelser, LSRM 1951, 8 og LSRM 1969, 45. Efter den sidstnævnte kendelse kan fradrag i hensættelsesåret betinges af, at hensættelsen nøje svarer til den faktisk udbetalte tantieme, og af at udbetalingen af de hensatte beløb finder sted snarest efter regnskabsafslutningen hos arbejdsgiveren.

  
Et aktieselskabs tildeling af konsulenthonorar til 4 bestyrelsesmedlemmer i 1986 blev anset for ekstraordinært bestyrelseshonorar og kunne derfor først fratrækkes af selskabet efter generalforsamlingens beslutning herom i 1987, TfS 1991, 104 LSR.

I SKM2007.389.LSR kunne der ikke indrømmes fradrag for en hensættelse til senere udbetaling af tantieme, da der ikke i selskabet var en kutyme for tantiemeudbetaling, og da tantiemen ikke ved udløbet af hensættelsesåret kunne opgøres med tilstrækkelig sikkerhed. 

 

Hensættelse af skyldige provisioner til repræsentanter o.lign. er godkendt af Landsskatteretten i et tilfælde, hvor provisionerne først afregnedes, når indbetalinger indgik fra kunderne. Retten fandt, at provisionsudgifterne havde en sådan tilknytning til vareleveringen, at klageren var berettiget til at opnå fradrag herfor i samme år, som salgsindtægterne bogførtes.   
Forskudsvis udbetalte provisioner til repræsentanter o.lign., der ikke kan kræves tilbagebetalt i tilfælde af fratræden, kan fratrækkes i udbetalingsåret, UfR 1973.377 ØLD.

Ligningslovens § 30 A
Efter LL § 30 A er der fradragsret for selvstændigt erhvervsdrivendes udgifter til x sundhedsbehandlinger for misbrug af medicin, alkohol eller andre rusmidler eller rygeafvænning  for sig selv. Desuden omfatter fradragsretten tilsvarende behandlinger af en ægtefælle, der ikke i overvejende grad driver virksomheden, men som modtager en del af virksomhedens overskud, jf. kildeskattelovens § 25 A, stk. 3.

§ 30 A er indsat ved lov nr. 1061 af 17. december 2002x  1382 af 28. december 2012 (lov om ændring af ligningsloven og personskattelovenx  forskellige andre love). Bestemmelsen er med virkning fra 1. januar 2005 ændret ved § 2, nr. 9-17, i lov nr. 1392 af 20. december 2004 om ændring af visse afgiftslove og ligningsloven (Skatte- og afgiftsændringer som led i udmøntning af finanslovsaftalen for 2005)x  2012 ændret, således at selvstændigt erhvervsdrivende ikke længere har ret til fradrag for udgifter til sundhedsforsikringer  og sundhedsbehandlinger mv. til sig selv og deres ægtefæller, hvilket svarer til de samtidigt ændrede regler for lønmodtagerne, som fremover beskattes af værdien af arbejdsgiverbetalte behandlinger og forsikringer af tilsvarende karakter, men ikke af værdien af arbejdsgiverbetalte behandlinger for misbrug af medicin, alkohol eller andre rusmidler eller rygeafvænning, jf. LL § 30. Se herom i DJV afsnit C.A.5.15.

En række betingelser skal være opfyldt for at den selvstændige kan fradrage udgiften til behandling for misbrug af medicin, alkohol eller andre rusmidler eller rygeafvænning efter LL § 30 A. Se nærmere nedenfor.

Den selvstændigt erhvervsdrivende kan vælge at tegne en sundhedsforsikring.

Personkreds
Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst kan skattepligtige personer, der driver selvstændig erhvervsvirksomhed, fradrage udgifter til egne sundhedsbehandlinger for misbrug af medicin, alkohol eller andre rusmidler eller rygeafvænning og sundhedsx behandlinger af samme slags af en ægtefælle, som ikke i overvejende grad driver virksomheden, men som modtager en del af virksomhedens overskud, jf. kildeskattelovens § 25 A, stk. 3.

Betingelser
Fradragsretten er betinget af, at

1) den person, som sundhedsbehandlingen m.v. vedrører, deltager i virksomhedens drift med en personlig arbejdsindsats af ikke uvæsentligt omfang og

2) eventuelle medarbejdere i virksomheder, der drives af den selvstændigt erhvervsdrivende, bortset fra virksomheder omfattet af personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 10 eller 12, med mindst to ejere, som led i virksomhedernes generelle personalepolitik senest samtidig med etableringen af ordningen for den selvstændigt erhvervsdrivende er tilbudt en tilsvarende ordning med skattefrihed for arbejdsgiverbetalte sundhedsbehandling  x for misbrug af medicin, alkohol eller andre rusmidler eller rygeafvænning, jf. LL § 30. Hvis der efter LL § 30, stk. 3, 2. pkt., er fastsat generelle anciennitetskrav, skal den selvstændigt erhvervsdrivende og en eventuel ægtefælle opfylde et tilsvarende anciennitetskrav.

Fradragsretten tilkommer selvstændigt erhvervsdrivende. Ved afgrænsningen af, hvem der er selvstændigt erhvervsdrivende, anvendes som udgangspunkt skattelovgivningens almindelige afgrænsning af selvstændigt erhvervsdrivende.

Fradragsretten er betinget af et krav om, at der ydes en ikke helt ubetydelig arbejdsindsats i virksomheden. Arbejdskravet svarer til den vejledende norm på mindst 50 timer månedligt, der gælder ved anvendelse af etableringskontoordningen.

Kravet om, at de ansatte skal have tilbudt en tilsvarende ordning som ejeren, gælder i alle den selvstændiges virksomheder. Hvis en ejer, der deltager i en anpartsvirksomhed, ikke kan få de andre ejere til at gå med til en sundhedsordning for eventuelle ansatte i anpartsvirksomheden, vil han imidlertid ikke kunne opfylde kravet, selv om han er aktiv i sine andre virksomheder og opfylder kravet om medarbejdernes ordninger dér.

Derfor gælder kravet om, at de ansatte skal have en tilsvarende ordning, ikke for virksomhed omfattet af personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 10 eller 12, dvs. anpartsvirksomhed. Sådan virksomhed foreligger ifølge de nævnte lovbestemmelser kun, hvis den skattepligtige ikke deltager i virksomhedens drift i væsentligt omfang, dvs. som en vejledende norm mindst 50 timer månedligt svarende til arbejdskravet i LL § 30 A, stk. 1, nr. 1. Deltagelse i sådan virksomhed vil derfor ikke i sig selv kunne danne grundlag for fradragsret for sundhedsbehandlinger m.v. Den selvstændige skal nødvendigvis have anden virksomhed, hvor den pågældende arbejder aktivt, for at kunne opnå fradragsret. Undtagelsen er af samme grund begrænset til personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 10 og 12.

Ydelser
Fradragsretten efter LL § 30 A omfatter ydelser, som afholdes til lægefagligt begrundet behandling ved sygdom eller ulykke, herunder behandling af psykiske lidelser hos en psykolog eller psykiater og til tilsvarende sygdomsforebyggende behandlingx  for misbrug af medicin, alkohol, eller andre rusmidler, herunder blandingsmisbrug.

Fradragsretten omfatter også udgifter til rygeafvænning. Der kan være tale om udgifter til terapi og rådgivning samt farmakologiske hjælpemidler som eksempelvis nikotinpræparater (plaster, tyggegummi, inhalator etc.).

Med sundhedsbehandling menes behandling i forbindelse med sygdom eller ulykke, herunder behandling for psykiske lidelser og psykologbehandling. Desuden er konkrete sygdomsforebyggende behandlinger, der sker efter lægehenvisning omfattet, hvorimod generelle "health care"-ordninger, hvor forebyggende undersøgelser og behandlinger sker uden konkret lægefaglig begrundelse, ikke er omfattet.

Alle udgifter, der er nødvendige i forbindelse med en lægefagligt begrundet behandling i forbindelse med sygdom eller ulykke, herunder udgifter til forundersøgelse, sygetransport, efterkontrol og genoptræning, er omfattet.

Da fradragsretten omfatter behandling i forbindelse med sygdom eller ulykke eller sygdomsforebyggende behandlinger, falder rent kosmetiske behandlinger (såsom for eksempel brystkorrektioner, operationer for godartede modermærker eller synskorrigerende operationer for at undgå brug af briller), samt behandling for barnløshed ikke ind under bestemmelserne. For så vidt angår kosmetiske behandlinger vil dog behandlinger af direkte følger af et ulykkestilfælde eller af f.eks. en brystkræftoperation være omfattet.

Behandlinger for tandlidelser vil som udgangspunkt heller ikke være omfattet, da de normalt ikke sker efter lægehenvisning. Lægehenvisning til tandlægebehandling forekommer dog i visse tilfælde, f.eks. ved såkaldt fokussanering forud for immunundertrykkende behandling (stråling med videre) og forud for hjerteklapkirurgi, samt i relation til kæbekirurgiske indgreb. Sådanne tandbehandlinger er omfattet.

Kiropraktorbehandlinger er også omfattet af bestemmelsen, se nedenfor.

Medicinudgifter
Fradragsretten for udgifter til medicin, som afholdes i forbindelse med en behandling for misbrug af medicin, alkohol eller andre rusmidler er begrænset til udgifter afholdt i en periode på højst 6 måneder fra 1. behandlingsdag, bortset fra udgifter afholdt under indlæggelse på hospital, klinik og lignende. Den samme tidsbegrænsning gælder for fradragsretten for forsikringspræmier, i det omfang medicinudgifter af den aktuelle slags dækkes af forsikringen ud over den nævnte periode.

Tidsbegrænsningen gælder dog ikke for udgifter i forbindelse med rygeafvænning (nikotinpræparater m.v.).

Lægehenvisning
Det er en betingelse for fradragsretten, at der foreligger en lægehenvisning til behandling.

For så vidt angår behandling for misbrug af medicin, alkohol og andre rusmidler  eller rygeafvænning er fradragsretten dog alene betinget af, at der foreligger en skriftlig lægeerklæring om, at den pågældende har behov for behandling.

Der stilles ikke krav om lægehenvisning m.v. som betingelse for fradrag for rygeafvænningskursus og nikotinpræparater m.v.

Fradragsretten for udgifter til kiropraktorbehandling er betinget af, at der foreligger en skriftlig erklæring fra en kiropraktor, der har autorisation efter dansk ret eller, hvis kiropraktoren er etableret i udlandet, tilsvarende kvalifikationer, om, at personen har behov for behandlingen.x

Ved behandling af psykiske lidelser hos en psykolog er det endvidere en betingelse, at den pågældende psykolog har autorisation efter dansk ret eller, hvis psykologen er etableret i udlandet, tilsvarende kvalifikationer.

Forsikringsordning
Hvis den selvstændigt erhvervsdrivende har valgt at tegne en forsikring til dækning af udgifter i forbindelse med x sundhedsbehandling for misbrug af medicin, alkohol eller andre rusmidler eller rygeafvænning og der for eventuelle medarbejdere i virksomheden er tegnet en tilsvarende forsikring efter LL § 30, stk. 1, 3. pkt., er forsikringspræmien fradragsberettiget. Hvis der for medarbejderne i en virksomhed er tegnet en forsikring som nævnt i LL § 30, stk. 1, 3. pkt., og den selvstændigt erhvervsdrivende eller en eventuel ægtefælle omfattet af kildeskattelovens § 25 A, stk. 3, af forsikringsmæssige grunde ikke kan blive omfattet af forsikringen, kan der fradrages udgifter til ydelser, der er nævnt i § 30 A, stk. 2, 1. og 2. pkt., forudsat at disse ydelser svarer til de ydelser, der for medarbejdernes vedkommende er omfattet af forsikringen.

Det er en betingelse for fradragsretten for præmierne til de nævnte forsikringer, at det af forsikringsbetingelserne fremgår, at forsikringen kun dækker x behandling for misbrug af medicin, alkohol og andre rusmidler eller rygeafvænning, og at det sker på baggrund af  en skriftlig lægeerklæring om, at den pågældende har behov for behandlingen,. For så vidt angår behandling  samt kiropraktorbehandling, skal kravene til en erklæring om, at den pågældende har behov for behandling være opfyldtx  jf. § 30 A, stk. 5.

Mht. rygeafvænning stilles der ikke tilsvarende krav om lægehenvisning el. lign.

Lægelig godkendelse træder i stedet for lægehenvisning i de tilfælde, hvor det er de af forsikringsselskaberne beskæftigede lægekonsulenter, der har vurderet, at behandlingsbehovet er til stede. Der skal være en konkret lægefaglig indikation for, at der er et behandlingsbehov, jf. § 30 A, stk. 2.

Forsikringsordninger kan således lige så lidt som ordninger med direkte betaling omfatte en generel "health care"-abonnementsordning eller -forsikring.

For behandling af psykiske lidelser hos en psykolog er skattefriheden betinget af, at det af forsikringsbetingelserne fremgår, at den pågældende psykolog har autorisation efter dansk ret eller, hvis psykologen er etableret i udlandet, tilsvarende kvalifikationer, jf. LL § 30 A, stk. 5, jf. stk. 4, 4. pkt.

Skattefrihed
Medarbejdende ægtefæller, der er omfattet af kildeskattelovens § 25 A, stk. 3 (om overførsel af en andel af virksomhedens overskud), bliver ikke beskattet af værdien af sundhedsx behandlinger for misbrug af medicin, alkohol eller andre rusmidler eller rygeafvænningx , som finansieres af den anden ægtefælle ved direkte betaling eller af en forsikringsudbetaling, jf. § 30 A, stk. 6.

Andre medarbejdende ægtefæller skal heller ikke beskattes af værdien af sådanne behandlinger. For ægtefæller, som fordeler virksomhedens resultat imellem sig efter reglerne i kildeskattelovens § 25 A, stk. 8, følger dette af, at begge anses som selvstændigt erhvervsdrivende. Ægtefæller omfattet af kildeskattelovens § 25 A, stk. 7, (om lønaftale) er allerede efter de gældende regler omfattet af skattefriheden efter ligningslovens § 30.

Udgifter til cigaretter, røgtobak, cigarer, cerutter, cigarillos, cigaretpapir, skrå eller snus, der er ydet som led i et ansættelsesforhold, kan ikke trækkes fra. Det samme gælder, hvis udgifterne er afholdt til repræsentation eller reklame.

Reglerne findes i LL § 8 T, som er indsat ved lov nr. 1560 af 21. december 2010 om ændring af ligningsloven og forskellige andre love (L 75). Bestemmelsen har virkning for indkomstår, der begynder den 1. januar 2011 eller senere, jf. ændringslovens § 7, stk. 2.

Det fremgår af bemærkningerne til L 75, at arbejdsgiveren ikke længere har fradragsret for tobaksprodukter, der stilles frem til fri benyttelse i arbejdstiden, ligesom der ikke vil være fradragsret for udgiften til tobak, der tilbydes i forbindelse med bespisning af de ansatte, eller som bortgives som gaver til de ansatte.

Cigaretter og røgtobak (pibetobak), der er omfattet af bestemmelsen, afgrænses på samme måde som i tobaksafgiftslovens kap. 1. Cigarer, cerutter og cigarillos afgrænses på samme måde som i tobaksafgiftslovens kap. 2. Tilsvarende følger afgrænsningen af cigaretpapir afsnit VIII i loven om forskellige forbrugsafgifter, mens afgrænsningen af begreberne skrå og snus følger afsnit IX i samme lov.

Registrerede tobaksvirksomheders udgifter til vareprøver, som udleveres til detailhandlen, anses som afholdt i forbindelse med tobaksindustriens almindelige erhvervsmæssige drift. LL § 8 T afskærer derfor ikke fradragsret for disse udgifter.

Bestemmelsen omtales tillige i afsnit E.B.3.7.3 om gaver og tobak i forbindelse med reklame og repræsentation.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter