Den skatteretlige bedømmelse af kunstnernes driftsomkostninger adskiller sig ikke fra den bedømmelse, der foretages for andre grupper af selvstændigt erhvervsdrivende. Der henvises til afsnit E.A.1.2. om sondringen hobby contra erhvervsmæssig virksomhed. Det samme gælder sondringen mellem selvstændigt erhvervsdrivende og lønmodtagere, hvorfor der henvises til E.A.4. Kunstneres erhvervsmæssige driftsudgifter fradrages i de pågældendes personlige indkomst. Vedrørende kunstneres fastsættelse af varelager med henblik på opgørelse af indkomsten henvises til E.B.2.6.1.  Om fradrag for kursusudgifter, se afsnit E.B.3.4.

Driftsudgifter generelt
Som eksempler på udgifter, der i praksis kan give anledning til problemer, kan nævnes rejseudgifter, udgifter til litteratur, telefon, båndoptager og videoanlæg samt udgifter til arbejdsværelse. Årsagerne hertil er, at der ofte er tale om udgifter, som efter deres art også afholdes i privat øjemed eller som led i hobbyvirksomhed. Den ligningsmæssige bedømmelse af udgifterne skal principielt foretages for hver enkelt kunstner, idet f.eks. samme udlandsrejse for en række rejsedeltagere kan være erhvervsmæssigt begrundet for nogle og privat for andre.

Øvrige driftsudgifter
I TfS 1984, 386 LSR blev en skuespiller nægtet fradrag for udgifter til videoanlæg, herunder afskrivning på anlægget, idet benyttelsen af anlægget til instruktionsopgaver ikke kunne antages at have en sådan betydning for indkomsterhvervelsen, at udgiften kunne fratrækkes ved indkomstopgørelsen.  

I TfS 1993, 458 LSR godkendte Landsskatteretten fradragsret for en journalists udgifter til en båndoptager.  

I LSRM 1978.153 accepterede Landsskatteretten, at en kunstners virksomhed i forbindelse med billedvævning mv. ikke udelukkende var hobbyvirksomhed. Retten kunne derfor tiltræde, at underskud ved nævnte virksomhed kunne fradrages ved indkomstopgørelsen.

En kunstmalers underskud ved selvstændig virksomhed blev anset for fradragsberettiget, bl.a. under hensyn til, at hun var uddannet på Kunstakademiet, var medlem af en anerkendt kunstnersammenslutning samt havde modtaget legater fra Statens Kunstfond flere gange, TfS 1989, 656 LSR. 

SKM2010.549.HR (tidligere instans SKM2007.518.ØLR). En popsangerinde ønskede fradrag for udgifter til scenebeklædning med 11.620 kr. og til hår og makeup m.v. med 10.499 kr. Skattemyndighederne havde skønsmæssigt anerkendt et fradrag på i alt 5.000 kr., som landsretten fandt alene angik udgifterne til scenebeklædning, mens beløbet ikke omfattede udgifter til hår og makeup m.v. Højesteret udtalte, at udgifter til tøj, frisør og makeup m.v. i almindelighed anses som privatudgifter, der ikke er fradragsberettigede i medfør af statsskatteloven. Højesteret fandt i lighed med landsretten, at sangerinden ikke havde godtgjort en sådan direkte sammenhæng mellem på den ene side indkomsterhvervelsen i 2001 og alle de udgifter, som hun havde krævet fradrag for, at der var grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes skønsmæssige fastsættelse af de fradragsberettigede udgifter.

I SKM2008.317.BR fik en entertainer afslag på at foretage fradrag for diverse udgifter til bl.a scenebeklædning,, men kunne dog efter en konkret vurdering fratrække enkelte andre udgifter.

Da begrebet »kunstnerisk virksomhed« ikke er skattemæssigt defineret, finder praksis i øvrigt anvendelse vedrørende den skattemæssige behandling af kunstneres driftsomkostninger, jf. ovennævnte del-afsnit under E.A., E.B.2 og E.B.3 samt E.C om skattemæssige afskrivninger.