Reglen i LL § 7 Q om fradrag for udgifter til bistand i skattesager er ændret ved lov nr. 525 af 12. juni 2009 § 12, nr. 1, jf. § 22, stk. 7, (L 202 samt supplerende ændringsforslag). Ændringen har virkning for udgifter vedrørende sager, der er indbragt eller anlagt efter lovens ikrafttræden den 14. juni 2009 samt for udgifter vedrørende sager, der indbragt eller anlagt senest den 14. juni 2009, men som er indbragt for en ny instans efter lovens ikrafttræden.

De ændrede regler for fradrag skal ses i sammenhæng med de samtidigt ændrede regler for omkostningsgodtgørelse i skattesager, jf. ændringslovens § 53, hvorefter skattepligtige efter SEL §§ 1 og 2 samt skattepligtige efter FBL § 1 ikke er godtgørelsesberettigede, se nærmere i DJV Processuelle regler for SKATs opgaver afsnit A.A.13.3

Sager indbragt eller anlagt før den 14. juni 2009.

For sager indbragt eller anlagt før den 14. juni 2009 gælder LL § 7 Q, stk. 3, i den affatning som fremgår af ligningsloven jf. lovbekendtgørelse nr. 176 af 11. marts 2009.

Efter LL § 7 Q i denne affatning kan udgifter til bistand i skattesager ikke fradrages ved indkomstopgørelsen. Se også SKM2006.672.VLR.

Udgifter vedrørende sager, der indbragt eller anlagt senest den 14. juni 2009, men som er indbragt for en ny instans efter lovens ikrafttræden, behandles efter de nye regler, jf. nedenfor.

I SKM2008.941.VLR (tidligere SKM2007.811.BR) påstod H1 Rejser ApS fradrag for 55.382,- kr. vedrørende udgifter til revisorbistand afholdt som følge af, at skatteforvaltningen havde rejst forskellige spørgsmål til selvangivelsen. Byretten havde frifundet Skatteministeriet med henvisning til, at samtlige udgifter vedrørte bistand i en "skattesag", jf. LL § 7 Q, stk. 3. For landsretten nedlagde H1 Rejser subsidiær påstand om delvist fradrag for beløbet med 33.627,- kr. svarende til den del af det samlede beløb, der kunne henføres til spørgsmål, som ikke resulterede i uenighed. Landsretten lagde til grund, at skatteforvaltningen anmodede H1 Rejser om dokumentation og supplerende oplysninger til brug for behandling af selvangivelserne for indkomstårene 1996 - 1999. Anmodningen indeholdt ikke nogen tilkendegivelse om, at skatteforvaltningen på et eller flere punkter var uenige i de selvangivne oplysninger. Landsretten lagde endvidere til grund, at revisor efterfølgende bistod H1 Rejser med at tilvejebringe den ønskede dokumentation og besvare skatteforvaltningens spørgsmål, og at skatteforvaltningen på den baggrund godkendte de selvangivne oplysninger på 13 af 17 forskellige punkter. Herefter anførte landsretten, at udgifter til udarbejdelse af regnskab som udgangspunkt er fradragsberettigede, og at dette gælder, selv om en uvæsentlig del af udgifterne er medgået til udfyldelse af selvangivelse. Parternes uenighed vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt udgifterne til revisors efterfølgende bistand, når selvangivelsen er indgivet, helt eller delvist er omfattet af reglen i LL § 7 Q, stk. 3. Blandt andet med henvisning til forarbejderne fandt landsretten, at den bistand, som revisor ydede til H1 Rejser i forbindelse med de 13 punkter, der ikke førte til en skatteansættelse, der afveg fra det selvangivne, havde haft en nær forbindelse til H1 Rejsers udarbejdelse af regnskab og selvangivelse for de pågældende år. Bistanden var således ydet, uden at der under forløbet havde været uenighed mellem skatteforvaltningen og H1 Rejser. Bistanden vedrørte endvidere dokumentation og uddybning af de oplysninger, der lå til grund for skatteregnskabet. Landsretten fandt, at der ikke var tilstrækkeligt sikkert grundlag for at karakterisere bistanden i det anførte omfang (vedrørende de 13 punkter) som ydet i forbindelse med en skattesag. Selskabet fik derfor fradrag for udgifter til den del af bistanden, der vedrørte disse punkter.

Se endvidere SKM2008.418.BR (omtalt under under E.A.2.1.3): Et administrationsselskab var ikke rette udgiftsholder.

Sager indbragt eller anlagt den 14. juni 2009 eller senere.

For sager indbragt eller anlagt efter ændringslovens ikrafttræden den 14. juni 2009 gælder den ændrede affattelse af LL § 7 Q, stk. 3. Heraf fremgår det, at udgifter til sagkyndig bistand i skattesager ikke kan fradrages ved indkomstopgørelsen. Selskaber m.v. og selvstændigt erhvervsdrivende kan dog fradrage udgifter som nævnt i 1. pkt. ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst i det omfang, der ikke kan ydes godtgørelse efter skatteforvaltningslovens kapitel 19.

Det fremgår af  bemærkningerne til bestemmelsen, at selskaber m.v. samt selvstændigt erhvervsdrivende kan fradrage udgifter til sagkyndig bistand i skatteansættelsessager og skattesager, medens andre skattepligtige ikke har fradragsret for sådanne udgifter. Det er en forudsætning for selvstændigt erhvervsdrivendes fradrag, at der ikke er adgang til omkostningsgodtgørelse for de samme udgifter. (Dette gælder, uanset med hvilken procentsats omkostningsdækningen ydes). Endvidere er det en forudsætning, at sagen vedrører erhvervsvirksomheden.

For selskaber m.v., som efter de ligeledes ændrede regler om omkostningsgodtgørelse ikke vil kunne få omkostningsgodtgørelse, vil der være fradragsret for udgifter til sagkyndig bistand, uanset på hvilket stadium i sagen, udgifterne afholdes.

Udgifter vedrørende sager, der indbragt eller anlagt senest den 14. juni 2009, men som er indbragt for en ny instans efter lovens ikrafttræden, behandles efter de nye regler.

Ligningsrådet har om den skattemæssige behandling af fradrag for udgifter til regnskab og selvangivelse bestemt, at udgifter til regnskabsmæssig bistand kan fradrages ved indkomstopgørelsen efter SL § 6, stk. 1, litra a., i det omfang, udgifterne knytter sig til indkomsterhvervelsen. Det er således en betingelse for fradrag, at bistanden vedrører erhvervelsen af indtægter, som skal medregnes, eller afholdelsen af udgifter, som kan fradrages i indkomsten.

Udgifter til udarbejdelse af en virksomheds regnskab og opstilling af årsregnskab, herunder udfyldelse af virksomhedsskema mv. er fradragsberettigede for både personligt og selskabsejede virksomheder. Dette gælder også, selvom en uvæsentlig del af udgifterne er medgået til udfyldelse af selvangivelsen. Hele udgiften kan således fratrækkes, selv om selvangivelsen er udarbejdet som en integreret del af regnskabet. Se hertil SKM2005.198.HR omtalt nedenfor.

Indeholder sådanne bistandsudgifter undtagelsesvis også egentlig betaling for selvstændig udfyldelse af selvangivelsen for virksomhedsejerne eller for hovedaktionæren, skal et beløb svarende til den private andel af udgifter til regnskabsmæssig bistand behandles som virksomhedsejerens eller hovedaktionærens private udgifter. Den private andel kan i disse tilfælde ansættes til 1.000 kr. ekskl. moms. Interessentskaber og kommanditselskaber kan på samme måde fratrække udgifter til regnskabsmæssig bistand i selskabets regnskab. Interessenter og kommanditister kan i almindelighed ikke herudover fratrække udgifter til opstilling af det private regnskab og selvangivelsen. (Hidtil SD-cirkulære 1988-32).

TfS 1990, 150. I tilfælde, hvor det materiale, der normalt udsendes til kommanditister eller interessenter, ikke umiddelbart kan anvendes som grundlag for udfyldelsen af selvangivelsen, f.eks. fordi den skattepligtige p.g.a. tilkøb har et afvigende afskrivningsgrundlag, vil der være fradragsret for revisorbistand hertil, herunder for opstilling af driftsregnskabet.

Udgift til revisorbistand ved indtrædelse i virksomhedsordningen blev anset for fradragsberettiget, jf. TfS 1990, 123. En deltidsansat lærer, der tillige havde væsentlige indtægter ved konsulent- og forfattervirksomhed, blev anset for omfattet af SD-cirkulære 1988-32, og fik ved Landsskatteretten godkendt fradrag for revisorudgifter, dog ekskl. en mindre privat andel heraf for udfyldelse af selvangivelse. TfS 1991, 169 LSR.

En landmand havde en ejendom på 21 tdr. land, der var bortforpagtet. Forpagtningsafgiften var eneste indtægt på ejendommen. Klageren var ikke regnskabspligtig, og der var kun få posteringer. Af en udgift til regnskabsassistance på 3.319 kr. blev 1.000 kr. af Landsskatteretten anset for at vedrøre udfyldelse af selvangivelse, mens resten blev anset for fradragsberettiget, jf. SD-cirkulære 1988-32, TfS 1991, 214 LSR.

SKM2005.198.HR ændrer landsrettens dom i SKM2003.28.ØLR. Sagen vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt en udgift til ejendomsmæglerhonorar for vurdering af en udlejningsejendom kunne fradrages. Vurderingen var indhentet, fordi revisor havde tilkendegivet, at det ville være mest retvisende, at udlejningsejendommen i selskabets regnskab var ansat til markedsværdien. Landsretten havde fundet, at udgiften ikke kunne fradrages, idet udgiften vedrørte selskabets anlægsaktiver og ikke kunne anses som en driftsudgift. Vurderingen var foretaget til brug for årsregnskabet. Landsretten lagde til grund, at regnskabet kunne have været udarbejdet i overensstemmelse med årsregnskabsloven uden afholdelse af vurderingsudgiften, og at selskabet ikke af andre grunde havde været tvunget til at afholde udgiften. Vurderingshonoraret, der ikke var årligt tilbagevendende og ikke kunne udskilles fra revisorens honorar for udarbejdelse af regnskabet, fandtes efter en naturlig sproglig fortolkning ikke at være omfattet af SD-cirkulære 1988-32. Højesteret udtalte, at udarbejdelse af årsregnskab er et led i driften af en virksomhed, og udgifter, som afholdes med henblik herpå, må anses for driftsomkostninger, som er fradragsberettigede i medfør af SL § 6, stk. 1, litra a. Dette gælder ikke alene udgifter til selve udarbejdelsen af årsregnskabet, typisk honorar til revisor, jf. pkt. 2.1. i SD-cirkulære nr. 1988-32, men som udgangspunkt også bistand, som ydes til brug for udarbejdelsen af årsregnskabet. Hverken det forhold, at vurderingshonoraret vedrørte et anlægsaktiv, eller det forhold, at anvendelsen af det nævnte regnskabsprincip ikke var nødvendig, kunne begrunde en fravigelse af udgangspunktet om fradragsret.

Advokatomkostninger til at gennemføre tilbagebetalingskrav i ambisager kan fradrages. Den tilbagebetalte ambi er skattepligtig for skatteyderen. Derfor er de udgifter, der har været forbundet med at få pengene tilbage til virksomheden fradragsberettigede efter SL § 6, stk. 1, litra a. Se SKM2002.139.TSS.

Udgifter til advokat- og revisorbistand er fradragsberettigede i det år, hvor arbejdet udføres, og regning kan udskrives. Det kan dog også accepteres, at udgifter, der er afsat til færdiggørelse af årsregnskabet, fradrages i det indkomstår, udgiften vedrører. Der kan ikke vilkårligt skiftes princip fra år til år.

I overensstemmelse med ovenstående kan udgifter til advokatbistand vedrørende almindeligt forekommende forhold under en virksomheds drift, f.eks. inkasso af forretningsdebitorer samt udgifter til revision af regnskab og opstilling af årsopgørelse fradrages ved indkomstopgørelsen.

Udgifter ved overdragelse af ejendom eller virksomhed kan fratrækkes i det omfang, fortjeneste eller tab i forbindelse hermed vedrører indkomsten. Ved overdragelse af en virksomhed vil der normalt blive tale om en forholdsmæssig fordeling på de aktiver, der indgår i handelen.

Udgifter til advokat og revisor, som er afholdt i forbindelse med etablering af en erhvervsvirksomhed eller udvidelse af en bestående erhvervsvirksomhed, kan efter ændringen af LL § 8 J ikke længere fradrages. (Se afsnit E.A.2.1.4.2.).

Det fremgår af LL 8 J i den fra og med indkomståret 2010 gældende affatning, at udgifter til rådgivning vedrørende investering i aktier m.v. med henblik på helt eller delvis at erhverve et eller flere selskaber m.v. med henblik på driften af disse ikke kan fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Se herom afsnit E.A.2.1.2.

Fradrag godkendt

SKM2010.279.BR. (Appelleret, men efterfølgende hævet). En skatteyder afholdt udgifter til advokat i anledning af, at kommunen ønskede at fratage ham tilladelsen til at udleje en ejendom. Retten fandt, at udgifterne kunne fradrages efter SL § 6, stk. 1 a, idet der ikke var tale om etableringsudgifter.

SKM2009.417.ØLR tidligere instans SKM2005.483.LSR. Landsskatteretten fandt, at et holdingselskabs omkostninger, herunder advokat- og revisorudgifter, i forbindelse med køb af datterselskaber ikke kunne fratrækkes som driftsudgifter eller som udgifter til formueadministration. (Herudover vedrørte sagen den dagældende LL § 8 J).

SKM2003.502.LSR. Udgift til en retssag i anledning af, at et vogntog væltede, fandtes at ligge inden for sædvanlig driftsrisiko ved drift af en vognmandsvirksomhed.

SKM2003.146.VLR. Et selskab havde fradrag for betaling af et tysk søsterselskabs udgifter til bl.a. advokat.

I UfR 1942.335 H (Skandinavisk Grammofon), var der fradrag for sagsomkostninger, som et selskab havde afholdt som følge af en strid om selskabets ret til at forhandle et produkt. Fradrag blev indrømmet, idet udgifterne havde til formål at sikre, dels tidligere opnået fortjeneste, dels muligheden for fortjeneste ved fortsat salg af produktet. Det bemærkes, at selskabet tabte den underliggende retssag, og at det således var uden afgørende betydning for omkostningsfradraget, at udgifterne var afholdt forgæves.

LSRM 1960.140. Fradrag for procesudgifter vedrørende et udnyttet varemærke, hvorimod der ikke kunne gives fradrag for den del af udgiften, der vedrørte et ikke udnyttet varemærke.

LSRM 1983.76. Advokatudgifter vedrørende en konkurrenceklausul, herunder omkostninger til modpartens advokat.

TfS 1988, 267 LSR. Advokatudgifter afholdt af et aktieselskab, der drev vognmandsforretning i forbindelse med sag anlagt mod Vejtransportrådet i anledning af fratagelse af køretilladelser.

TfS 1989, 25 LSR. Udgifter til advokat, afholdt for at sikre en vognmand indkørselsmuligheder for en turistbus ad en indkørsel, der var fælles med en anden ejendom. Se også TfS 1991, 268 LSR, om udgifter ved retssag om adgang til kørsel med traktorer over en nabos arealer.

I TfS 1980, 712 ØLD blev et aktieselskab anset berettiget til ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst at fradrage udgifterne til revisorbistand vedrørende vedtægtsændringer til opfyldelse af aktieselskabslovens krav.

TfS 1999, 494 LSR. Advokatomkostninger som følge af forretningsførers besvigelser.

I en bindende forhåndsbesked fandt Ligningsrådet, at advokatudgifter til en boligretssag til imødegåelse af gennemførelse af en udsættelsesforretning vedrørende et erhvervslejemål tilsigtede at bevare det allerede etablerede indkomstgrundlag, hvorfor udgifterne kunne fratrækkes, uanset udfaldet af retssagen.   

TfS 1989, 424 LSR. Advokatudgifter afholdt i forbindelse med en af en tidligere arbejdsgiver anlagt sag om erstatning og pålæg af konkurrenceklausul i forbindelse med arbejdstagerens start af egen virksomhed, idet udgifterne måtte anses for afholdt i bestræbelserne for at fastholde det hidtige indkomstgrundlag.

TfS 1989, 673 LSR. Advokatudgifter m.v. til voldgiftssag i forbindelse med forsøg på uberettiget ophævelse af interessentskab, afholdt af den fortsættende tidligere interessent, idet udgifterne - selv om de havde virkning ud over afholdelsesåret - alene havde til formål at bevare den fortsættendes indkomstgrundlag.

TfS 1989, 573 LSR. Advokatudgifter, afholdt af en lejer i forbindelse med sagsanlæg fra en udlejer af et forretningslokale om misligholdelse af lejekontrakt på grund af udvidelse af varesortiment.

TfS 1988, 80 LSR. Udgifter til udarbejdelse af budgetter og ansøgningsskemaer til brug ved ansøgning om gældssanering, der blev bevilget, kunne fratrækkes ved indkomstopgørelsen, idet udgifterne var afholdt med henblik på virksomhedens fortsættelse.

Udgifter til tilsyn med en virksomheds løbende drift i betalingsstandsningsperioden og under konkursbehandling er fradragsberettigede, se TfS 1986, 445 LSR, hvor Landsskatteretten anså 75 pct. af udgifterne til kurator for fradragsberettigede driftsomkostninger. Se tilsvarende LSRM 1985.113. Se

Fradrag nægtet

SKM2011.545.ØLRSagsøgerne i sagen var to selskaber ejet af en kapitalfond. Det ene selskab var holdingselskab for det andet selskab, som havde erhvervet et driftsselskab, der havde en større virksomhed. I forbindelse med opkøbet var der afholdt en række udgifter dels til kapitalfondens forvaltningsselskab, dels til andre rådgivere, herunder advokat og revisor. I forbindelse med låneoptagelsen havde de to selskaber påtaget sig en direkte forpligtelse til at betale alle långivernes udgifter, der med rimelighed var afholdt af disse til rådgivning m.v. fra advokater og revisorer. Landsretten fandt, at dette var en sædvanlig betingelse for at yde et lån af denne karakter og størrelsesorden, og at alternativet til dette lånevilkår ville være et højere lånegebyr til långiverne. Landsretten fandt, at de to selskabers betaling af långivernes rådgivningsomkostninger havde en så direkte og nær tilknytning til gældsstiftelsen, at de to selskaber kunne tillægge disse omkostninger til den faktiske anskaffelsessum, jf. den dagældende § 26, stk. 4.

Derimod fandt landsretten, at de andre rådgivningsudgifter ikke kunne tillægges lånets faktiske anskaffelsessum. Landsretten fandt under henvisning til sagens omstændigheder, at de beløb, som de to selskaber efter købet havde betalt til egne rådgivere, herunder kapitalfondsforvalterselskabet, for rådgivning m.v. forud for og i forbindelse med købet af driftsselskabet og finansieringen heraf, ikke havde den fornødne tilknytning til låneoptagelsen men havde karakter af et honorar for den overordnede strukturering og tilrettelæggelse af investeringsprojektet. Landsretten henviste bl.a. til, at de to selskaber alene skulle betale disse beløb, såfremt købet var blevet gennemført, ligesom de ikke var kontraktpart i forhold til rådgiverne, hvilket var et selskab i tilknytning til kapitalfondsforvalteren. Landsretten afviste også, at der var fradragsret efter den dagældende LL § 8 J, stk. 1. Landsretten bemærkede, ud over det ovenfor anførte, endvidere, at de to selskaber ikke indgik i et koncernforhold med kapitalforvalterselskabet. (Sagsøgerne har indbragt denne del af sagen for Højesteret).

SKM2009.563.HR tidligere instans SKM2007.752.ØLR. En advokats udgifter til inkassoomkostninger, som var afholdt af Advokatsamfundet til inddrivelse af advokatens kontingentrestance og efterfølgende afkrævet advokaten, kunne ikke anses som en driftsomkostning omfattet af SL § 6, stk. 1, litra a. Advokatsamfundet havde endvidere pålagt advokaten at afholde revisorudgifter til gennemførelse af en undersøgelse af, hvorvidt advokaten havde overholdt reglerne om behandling af betroede midler. Disse udgifter var ikke en naturlig og sædvanlig driftsomkostning i en advokatvirksomhed, og dermed ikke at anse for fradragsberettigede. 

SKM2009.511.HR tidligere instans SKM2007.342.VLR. Højesteret fandt, at appellanten ikke havde godtgjort, at advokatudgifter, han havde afholdt i forbindelse med en sag om ekspropiation til en sti gennem hans frugtplantage, havde en sådan sammenhæng med hans indkomsterhvervelse fra frugtplantagen, at de kunne anses som fradragsberettige driftsomkostninger i henhold til SL § 6, stk. 1, litra a.

SKM2009.448.LSR. En banks udgifter til advokat- og revisoromkostninger i forbindelse med selskabstømmersager var ikke fradragsberettigede som driftsomkostninger i henhold til SL § 6, stk. 1, litra a. Udgifterne ikke var afholdt som et udslag af en normal og sædvanlig driftsrisiko ved driften af en bank, og desuden havde banken ikke en retsbeskyttet forventning om fradrag.

SKM2008.719.ØLR. Vedrørende  en telekommunikationsvirksomheds etableringsudgifter refereres under afsnit E.A.2.1.4.

SKM2008.651.VLR (tidligere instans SKM2008.2.BR). En kommanditist havde ført en voldgiftssag mod kommanditselskabet med henblik på at få omgjort en generalforsamlingsbeslutning om, at kommanditselskabet skulle erhverve en udlejningsejendom. Retten fandt ikke, at udgifterne til voldgiftssagen havde en sådan direkte og sædvanlig forbindelse til sagsøgerens løbende indkomsterhvervelse, at udgifterne til voldgiftssagen var fradragsberettigede, jf. SL § 6, stk. 1, litra a. Da udgifterne var afholdt for at hindre købet af ejendommen, var udgifterne til kommanditistens egen advokat heller ikke fradragsberettigede i medfør af den dagældende bestemmelse i LL § 8 J.

SKM2007.775.HR. Et selskab havde gjort gældende, at udgifter til advokat og revisor i forbindelse med erhvervelse af bestemmende aktieposter i nogle selskaber kunne fradrages efter SL § 6, stk. 1, litra a. Dette begrundedes med, at udgifterne var afholdt for at erhverve, sikre og vedligeholde selskabets indkomst, idet opkøbene var nødvendige for at selskabet kunne fastholde sin position hos selskabets kunder og dermed sin løbende indkomst. Højesteret fandt imidlertid, at der ved erhvervelsen af aktieposterne skete en udvidelse af den bestående virksomhed ud over dens hidtidige rammer, hvorfor der ikke var fradragsret for de omhandlede udgifter til advokat og revisor efter SL § 6, stk. 1, litra a. Udgiften ansås i stedet for omfattet af den dagældende bestemmelse i LL § 8 J. (Afgørelsen er tillige omtalt under E.A.2.1.4).

SKM2007.909.LSR. En mælkeproducent var som følge af gentagen ulovlig brug af antibiotika blevet ekskluderet som andelshaver i et andelsselskab, og blev derfor anset som ulovligt udtrådt af andelsselskabet, hvorfor et garantibeløb forfaldt til betaling. Landsskatteretten fandt, at udgiften, der var af pønal karakter, ikke havde en direkte og naturlig sammenhæng med driften af mælkeproducentens virksomhed. Retten lagde  til grund, at mælkeproducenten ikke havde udvist tilstrækkelig agtpågivenhed ved kontrol af de behandlede dyr, og at det måtte lægges ham til last, at der var sket eksklusion. Herefter kunne hverken garantibeløbet eller advokatudgifter afholdt i forbindelse med eksklusionen fradrages efter SL § 6, stk. 1, litra a.

SKM2007.404.LSR (Appelleret, men efterfølgende hævet) Et selskab erhvervede i 2000 og 2001 egne aktier med henblik på annullering af disse som led i en tilpasning af selskabets kapitalgrundlag. Anklagemyndigheden rejste i den forbindelse tiltale mod selskabet m.fl. for insiderhandel. Denne sag blev afgjort endeligt af Højesteret med dom af 22. december 2004, idet selskabet m.fl. blev frifundet. Selskabets bankvirksomhed blev frasolgt den 1. januar 2002. De afholdte omkostninger til advokat i forbindelse med insidersagen kunne ikke anses for at vedrøre selskabets løbende drift eller for at være en sædvanlig eller naturlig driftsomkostning for selskabet, jf. SL § 6, stk. 1, litra a, men måtte anses for et ikke fradragsberettiget formuetab. Ved afgørelsen lagde Landsskatteretten vægt på, at omkostningerne, som for den største dels vedkommende blev afholdt efter salg af bankvirksomheden, vedrørte insidersagen. Denne sag blev rejst efter selskabets opkøb af egne aktier som led i tilpasning af selskabets kapitalgrundlag. Under sagen blev rejst krav om konfiskation af ca. 68 mio. kr. At selskabet blev frifundet i Højesteret ændrede ikke ved, at der ikke var tale om driftsomkostninger.

SKM2006.236.LSR. Skatteyder blev idømt erstatning efter et færdselsuheld, idet hans bil var uden lovpligtig ansvarsforsikring. Udgifterne til erstatningen og udgifterne til advokat i forbindelse med erstatningssagen kunne ikke fratrækkes efter SL § 6, stk. 1, litra a.

SKM2006.13.ØLR. Et selskabs udgifter til advokat og revisor afholdt i forbindelse med en omstrukturering af virksomheden kunne hverken fratrækkes efter SL § 6 a som sædvanlige driftsomkostninger eller efter den dagældende bestemmelse i  LL § 8 J. Landsretten henviste til, at selskabet havde afholdt de omhandlede udgifter i anledning af selskabets indskrænkning af sine forretningsaktiviteter ved salg af datterselskaber og forretningsområder. Udgifterne vedrørte derfor sagsøgerens indkomstgrundlag og ikke sagsøgerens løbende indkomsterhvervelse.

SKM2005.32.LSR. Et moderselskab havde afholdt udgift til revisor i forbindelse med finansiel rekonstruktion af et datterselskab. Landsskatteretten fandt, at der herved var sket varetagelse af datterselskabets interesser, således at der ved afholdelsen af revisorudgiften var tale om pleje af moderselskabets kapitalinteresser i datterselskabet. Revisorudgiften kunne derfor ikke anses for afholdt for at erhverve, sikre og vedligeholde moderselskabets løbende indkomsterhvervelse og var følgelig ikke fradragsberettiget efter SL § 6, stk. 1, litra a.

SKM2005.31.LSR. Et selskab havde i indkomståret 2000 afholdt udgift til advokat og revisor i forbindelse med udvidelse af salgsaktiviteter i Sverige. Selskabet foretog ikke køb af virksomhed i Sverige i 2000, da de konkrete forhandlinger herom resulterede i, at den pågældende svenske forhandler fortsatte sin hidtidige virksomhed, samt i, at selskabet udbyggede sin eksport fra Danmark til Sverige. I august 2002 skete der dog etablering af virksomhed i Sverige. Udgifterne kunne ikke fradrages efter SL §  6, stk. 1, litra a, da der var tale om etableringsudgifter. (Da virksomheden var etableret i 2002, kunne der heller ikke foretages fradrag i 2000 efter den dagældende bestemmelse i LL § 8 J.)

SKM2004.302.ØLR. Utilsigtede lønudgifter, som et selskab havde pådraget sig i henhold til virksomhedsoverdragelsesloven, var ikke fradragsberettigede driftsomkostninger. Udgifterne til retssagen mod lønmodtagerne vedrørende spørgsmålet om selskabets hæftelse for lønkravet i henhold til virksomhedsoverdragelsesloven fandtes ikke at være en naturlig eller sædvanlig driftsomkostning for virksomheden, idet udgifterne ikke var afholdt i forbindelse med en retssag vedrørende selskabets indkomstskabende aktivitet. Der var heller ikke fradragsret for udgifterne til erstatningssagen mod den advokat, der som selskabets bestyrelsesformand havde rådgivet selskabet i forbindelse med overtagelsen af virksomheden og den efterfølgende retssag mod lønmodtagerne. 

SKM2004.71.HR (tidligere instans SKM2002.563.VLR). Højesteret fandt, at en konventionalbod (for overtrædelse af en konkurrenceklausul), der ikke omfattede erstatning for indtægtstab, men alene havde pønal karakter, ikke kunne anses som en sædvanlig og naturlig driftsomkostning i skatteyderens virksomhed. Advokatomkostninger, der var afholdt i forbindelse med retssagen om konventionalboden, havde en sådan sammenhæng med boden, at der heller ikke var fradragsret for disse. Se tilsvarende SKM2002.429.LSR

LSRM 1956.52. Inkassoomkostninger vedrørende et ikke indkomstskattepligtigt beløb.   

TfS 1985,438 HRD, om udgifter til pålagte inkassoomkostninger vedrørende leverandørgæld.

TfS 1998, 719 LSR. Advokatudgifter i forbindelse med sag om pålagte inkassoomkostninger ved for sen betaling af terminsydelser, forsikringspræmier m.v.

Udgifter til advokat eller revisor, der afholdes i forbindelse med opnåelsen af en skattefri akkord, er ikke fradragsberettigede, jf. TfS 1986, 380 LSR.

LSRM 1965.46. Advokatudgifter vedrørende ordningen af en virksomheds kapitalforhold og overskudsfordeling.   

LSRM 1975.68. Advokat- og revisorudgift vedrørende fusionsundersøgelser.

I TfS 1984, 492 ØLD blev en assurandørs udgifter til revisorbistand ikke anset for fradragsberettigede, da bogføringen og regnskabet i meget betydeligt omfang vedrørte dispositioner af rent privat karakter.

TfS 1989, 96 LSR. Udgifter ved anlæg af injuriesag mod et dagblad, idet de påståede injurier ikke havde drejet sig om klagerens faglige kvalifikationer, men om hans personlige omdømme.

TfS 1988, 57 LSR. Egne rejseudgifter i forbindelse med en retssag om eksklusion af et fagforbund og advokatudgifterne ved sagens førelse.

LSRM 1971.49. Udgift til advokatbistand i en disciplinærsag mod advokat.

LSRM 1966.131. En kommunal revisors udgift til advokat i anledning af en mod ham rejst straffesag for grov forsømmelighed.

Se endvidere SKM2008.418.BR (omtalt under under E.A.2.1.3): Et administrationsselskab var ikke rette udgiftsholder.

I TfS 1990,154 udtalte Told- og Skattestyrelsen vedrørende rækkevidden af fradragsretten for de udgifter, der påløber i forbindelse med gennemførelsen af en refinansiering inden for landbruget, at der efter de almindelige regler herom vil være fradrag for advokatudgifter og lign. bistandsudgifter, som knytter sig til gennemførelsen af en refinansiering efter lov om refinansiering af realkreditlån m.v. i landbrugsejendomme. I det omfang, der er tale om egentlige bistandsudgifter, vil der således være fradrag for betaling til regnskabskontoret og eventuelle pengeinstitutter for udarbejdelse af ansøgningsskema, budgetter m.v. 

Der er derimod ikke fradragsret for følgende gebyrer og afgifter m.v.:  

  • Særskilt betaling til Hypotekbanken for godkendelse af dispensationer m.v.
  • Gebyrer (lovfæstet) til Hypotekbanken på 1/4 pct. af indfrielsesbeløbet og 1/4 pct. af det nyoptagne lån.
  • Ekspeditionsgebyr til realkreditinstitutter for indfrielse og nyoptagelse af lån, herunder eventuelt vurderingsgebyr.
  • Ekspeditionsgebyr til efterstående panthavere i forbindelse med deres respekt af refinansieringen (rykningspåtegninger).
  • Stempelafgift til det nyoptagne lån (eventuelt efter stempeloverførsel fra det indfriede lån) samt tinglysningspåtegninger m.v.

Om konkurs, se DJV C.C.9 Skat ved konkurs..

Udgifter til bøder, som idømmes af det offentlige, anses hverken for fradragsberettigede driftsudgifter eller for fradragsberettigede driftstab (udslag af en med driften naturligt forbundet driftsrisiko). Dette gælder, selv om der er en meget snæver forbindelse mellem den strafbare handling og erhvervsudøvelsen, se LSRM 1959.49 og LSRM 1961.44 samt SKDM 1984, 839 ØLD om en »ostebøde« pålagt af landbrugsministeriet. TfS 2000, 819 LSR, hvor en travtræner ikke fik godkendt fradrag for løbsbøder.

Bøder, idømt eller vedtaget for overtrædelser af færdselslovgivningen kan ikke fratrækkes, selv om de måtte være pådraget under erhvervsmæssig kørsel, LSRM 1971.150 (ikke fradrag for bøder for overlæs). Det forhold, at overtrædelse af parkeringsregler ikke medfører egentlig straf, men alene en parkeringsafgift, bevirker ikke, at sådanne parkeringsafgiftsbeløb kan fratrækkes, jf. LSRM 1980.137.

SKM2009.607.SR. Skatterådet kunne ikke bekræfte, at spørger kunne oprette en virksomhed med en abonnementsservice mod fartbøder med den konsekvens, at en fartbøde kunne fratrækkes i virksomhedens regnskab som en driftsomkostning omfattet af SL § 6, stk. 1, litra a.

Hvis en arbejdsgiver betaler bøder, som er pålagt de ansatte i forbindelse med udførelsen af deres arbejde, kan den erhvervsdrivende fratrække beløbene, der i relation til den erhvervsdrivende må anses for lønudgifter. Beløbet anses for A-indkomst for den ansatte, der ikke kan fradrage bøden.   

Om selskabers betaling af afgift, der pålægges bestyrelsesmedlemmer m.v. ved for sen indsendelse af årsregnskab, se TfS 1994,417.   

Voldgiftsretten pålagde et aktieselskab at betale omkostninger samt erstatning og bod. Beløbet kunne ikke fratrækkes ved opgørelsen af selskabets skattepligtige indkomst, jf. UfR 1974.435 ØLD.

Bøder pålagt af EU-kommissionen for krænkelse af konkurrenceregler kan ikke fratrækkes, se TfS 2000, 817 LSR.   

Bøder for ulovligt fiskeri, idømt i overensstemmelse med de af EU fastsatte regler, kan ikke fradrages.

Bøde og konfiskation af fangstredskaber som følge af ulovligt fiskeri i norske farvande kunne ikke fratrækkes, TfS 1984, 362 LSR.   

Om konventionalbod for overtrædelse af konkurrenceklausul, se SKM2004.71.HR (tidligere SKM2002.563.VLR). Højesteret fandt, at konventionalboden, der ikke omfattede erstatning for indtægtstab, men alene havde pønal karakter, ikke kunne anses som en naturlig og sædvanlig driftsomkostning i skatteyderens virksomhed, og at boden derfor ikke var fradragsberettiget. Retten anerkendte heller ikke fradragsret for en del af konventionalboden svarende til bruttoavancen ved de salg, der var sket i strid med konkurrenceklausulen. Se tilsvarende SKM2002.429.LSR.

Bod, der idømmes af faglige sammenslutninger, kan normalt ikke fratrækkes, LSRM 1966.133. Se LSRM 1975.161 hvor et beløb, som en arbejdsgiver indbetalte til en fagforening for overenskomstbrud, ikke blev anset fradragsberettiget.   

Modsat blev et aktieselskab anset for berettiget til at fratrække 10.000 kr., som var betalt til de respektive fagforbund som led i en forligsmæssig bilæggelse af en arbejdsstandsning på selskabets virksomhed. Arbejdsretten havde kendt arbejdsnedlæggelsen for overenskomststridig, og selskabet havde ikke foretaget noget overenskomststridigt, LSRM 1979.3.   

En vognmand havde indgået et forlig om betaling af en bod på 20.000 kr. til et fagforbund til afgørelse af en sag om ikke-overenskomstmæssig løn til en chauffør. Fagforbundet udbetalte de 15.000 kr. til chaufføren. Boden blev i sin helhed sidestillet med efterbetaling af for lidt betalt løn, og kunne således fradrages som en driftsomkostning, LSRM 1982.123.

I TfS 1998.450 VLD kunne betalte bodsbeløb ikke fradrages, idet de var tilfaldet SiD. Selskabet havde indvilliget i at betale to bodsbeløb til SiD til fuld og endelig afgørelse af blandt andet spørgsmål om overenskomstbrud. Det blev lagt til grund, at beløbene endeligt var tilfaldet SiD, og allerede derfor fandtes beløbene, der ikke var fastsat på baggrund af en sparet lønudgift, ikke at kunne fratrækkes som driftsomkostninger.

Indehaveren af to restaurationsvirksomheder havde i en årrække overtrådt overenskomstens bestemmelser vedrørende minimumsgarantibetaling, overtid, søn- og helligdagsbetaling og feriegodtgørelse for de ansatte. Under et mæglingsmøde, hvori deltog repræsentanter for arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationerne, blev der opnået enighed om, at det pålagdes skatteyderen at efterbetale 150.000 kr. til tjenerforbundet for overtrædelse af overenskomstens bestemmelser. Landsretten fandt, at beløbet var fastsat ud fra et skøn over, hvad skatteyderen havde sparet ved ikke at udbetale de ansatte overenskomstmæssig løn, og at der ikke i den forbindelse havde været overvejelser om at fastsætte en bod for overenskomstbrud. Udgiften blev herefter anset for en efter SL § 6, stk. 1, litra a, fradragsberettiget lønudgift, jf. TfS 1987, 35 ØLD.

I TfS 1988, 321 LSR havde en dyrlæge for at bevare sin indtjening i forbindelse med skærpet konkurrence etableret nye klinikker i omegnen. Klinikkerne blev etableret som selvstændige anpartsselskaber, hvorfra dyrlægen modtog et fast månedligt honorar for udført arbejde. Dyrlægeforeningen anlagde sag mod dyrlægen, idet der ifølge foreningens vedtægter kun måtte oprettes klinikker på den adresse, der var udgangspunkt for dyrlægens praksisudøvelse. Dyrlægen tabte sagen, og skattesagen vedrørte de medgåede sagsomkostninger og en bøde til dyrlægeforeningen på 5.000 kr. Landsskatteretten indrømmede fradrag for udgifterne, der ansås for afholdt for at fastholde et hidtidigt indtægtsgrundlag.

SKM2007.909.LSR. En mælkeproducent var som følge af gentagen ulovlig brug af antibiotika blevet ekskluderet som andelshaver i et andelsselskab, og blev derfor anset som ulovligt udtrådt af andelsselskabet, hvorfor et garantibeløb forfaldt til betaling. Landsskatteretten fandt, at udgiften, der var af pønal karakter, ikke havde en direkte og naturlig sammenhæng med driften af mælkeproducentens virksomhed. Retten lagde  til grund, at mælkeproducenten ikke havde udvist tilstrækkelig agtpågivenhed ved kontrol af de behandlede dyr, og at det måtte lægges ham til last, at der var sket eksklusion. Herefter kunne hverken garantibeløbet eller advokatudgifter afholdt i forbindelse med eksklusionen fradrages efter SL § 6, stk. 1, litra a.

SKM2009.563.HR tidligere instans SKM2007.752.ØLR. Afholdte udgifter til bøder til Advokatnævnet fandtes ikke at udgøre en sådan naturlig og sædvanlig driftsomkostning i en advokatvirksomhed, at der var grundlag for at anse udgifterne for fradragsberettigede i henhold til SL § 6, stk. 1, litra a.

Ny tekst startSe SKM2012.336.LSR. Ny tekst slutNy tekst startEt selskab, der drev medicinalvirksomhed, var blevet pålagt at betale bøder til et etisk nævn, som var kontrolorgan for medicinalindustrien. Da bøderne var foranlediget af selskabets overtrædelse af nævnets reglement, anså Landsskatteretten ikke bøderne for at være udslag af en naturlig og sædvanlig driftsrisiko, der var forbundet med udøvelse af selskabets virksomhed. Udgiften til bøderne blev derfor ikke anset for fradragsberettigede driftsomkostninger, jf. SL § 6, stk. 1, litra a. Sagen vedrørte desuden fradrag for repræsentationsudgifter.Ny tekst slut

Konfiskation af beskattet indkomst kan fradrages som indtægtstab, uanset at konfiskationen skyldes ulovlig virksomhed. Gennemføres der på et senere tidspunkt konfiskation, vil skatteyderen kunne fratrække det beløb, der konfiskeres, i sin indkomstopgørelse for konfiskationsåret, medmindre han opnår tilladelse til at fratrække det i de(t) år, hvori den konfiskerede indtægt er medtaget i indkomstopgørelsen. En tilladelse kræver i det mindste, at de år, der ønskes genoptaget, ligger inden for skatteforvaltningslovens almindelige genoptagelsesfrist. Forudsætningen for fradrag er at skatteyderen kan godtgøre, at han tidligere har medregnet de konfiskerede indtægter, LSRM 1975.144.   

Konfiskation af enkelte aktiver giver normalt ikke adgang til fradrag, hvis ulovligheden er begået af ejeren.  

Hvis skaden er forvoldt ved ejerens forsætlige adfærd eller i forbindelse med hans strafbare handlinger, f.eks. under spirituskørsel, LSRM 1971.39, kan der ikke foretages noget fradrag.   

Med hensyn til tab ved konfiskation af driftsmidler gælder det, at et tab, der skyldes konfiskation på grund af skatteyderens egen strafbare adfærd, ikke kan fratrækkes, LSRM 1955.138, hvorimod der vil være fradragsret for konfiskationstab, der skyldes personalets strafbare forhold, LSRM 1958.41.

 

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter