Reglen i LL § 7 Q om fradrag for udgifter til bistand i skattesager er ændret ved lov nr. 525 af 12. juni 2009 § 12, nr. 1, jf. § 22, stk. 7, (L 202 samt supplerende ændringsforslag). Ændringen har virkning for udgifter vedrørende sager, der er indbragt eller anlagt efter lovens ikrafttræden den 14. juni 2009 samt for udgifter vedrørende sager, der indbragt eller anlagt senest den 14. juni 2009, men som er indbragt for en ny instans efter lovens ikrafttræden.

De ændrede regler for fradrag skal ses i sammenhæng med de samtidigt ændrede regler for omkostningsgodtgørelse i skattesager, jf. ændringslovens § 53, hvorefter skattepligtige efter SEL §§ 1 og 2 samt skattepligtige efter FBL § 1 ikke er godtgørelsesberettigede, se nærmere i DJV Processuelle regler for SKATs opgaver afsnit A.A.13.3

Sager indbragt eller anlagt før den 14. juni 2009.

For sager indbragt eller anlagt før den 14. juni 2009 gælder LL § 7 Q, stk. 3, i den affatning som fremgår af ligningsloven jf. lovbekendtgørelse nr. 176 af 11. marts 2009.

Efter LL § 7 Q i denne affatning kan udgifter til bistand i skattesager ikke fradrages ved indkomstopgørelsen. Se også SKM2006.672.VLR.

Udgifter vedrørende sager, der indbragt eller anlagt senest den 14. juni 2009, men som er indbragt for en ny instans efter lovens ikrafttræden, behandles efter de nye regler, jf. nedenfor.

I SKM2008.941.VLR (tidligere SKM2007.811.BR) påstod H1 Rejser ApS fradrag for 55.382,- kr. vedrørende udgifter til revisorbistand afholdt som følge af, at skatteforvaltningen havde rejst forskellige spørgsmål til selvangivelsen. Byretten havde frifundet Skatteministeriet med henvisning til, at samtlige udgifter vedrørte bistand i en "skattesag", jf. LL § 7 Q, stk. 3. For landsretten nedlagde H1 Rejser subsidiær påstand om delvist fradrag for beløbet med 33.627,- kr. svarende til den del af det samlede beløb, der kunne henføres til spørgsmål, som ikke resulterede i uenighed. Landsretten lagde til grund, at skatteforvaltningen anmodede H1 Rejser om dokumentation og supplerende oplysninger til brug for behandling af selvangivelserne for indkomstårene 1996 - 1999. Anmodningen indeholdt ikke nogen tilkendegivelse om, at skatteforvaltningen på et eller flere punkter var uenige i de selvangivne oplysninger. Landsretten lagde endvidere til grund, at revisor efterfølgende bistod H1 Rejser med at tilvejebringe den ønskede dokumentation og besvare skatteforvaltningens spørgsmål, og at skatteforvaltningen på den baggrund godkendte de selvangivne oplysninger på 13 af 17 forskellige punkter. Herefter anførte landsretten, at udgifter til udarbejdelse af regnskab som udgangspunkt er fradragsberettigede, og at dette gælder, selv om en uvæsentlig del af udgifterne er medgået til udfyldelse af selvangivelse. Parternes uenighed vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt udgifterne til revisors efterfølgende bistand, når selvangivelsen er indgivet, helt eller delvist er omfattet af reglen i LL § 7 Q, stk. 3. Blandt andet med henvisning til forarbejderne fandt landsretten, at den bistand, som revisor ydede til H1 Rejser i forbindelse med de 13 punkter, der ikke førte til en skatteansættelse, der afveg fra det selvangivne, havde haft en nær forbindelse til H1 Rejsers udarbejdelse af regnskab og selvangivelse for de pågældende år. Bistanden var således ydet, uden at der under forløbet havde været uenighed mellem skatteforvaltningen og H1 Rejser. Bistanden vedrørte endvidere dokumentation og uddybning af de oplysninger, der lå til grund for skatteregnskabet. Landsretten fandt, at der ikke var tilstrækkeligt sikkert grundlag for at karakterisere bistanden i det anførte omfang (vedrørende de 13 punkter) som ydet i forbindelse med en skattesag. Selskabet fik derfor fradrag for udgifter til den del af bistanden, der vedrørte disse punkter.

Se endvidere SKM2008.418.BR (omtalt under under E.A.2.1.3): Et administrationsselskab var ikke rette udgiftsholder.

Sager indbragt eller anlagt den 14. juni 2009 eller senere.

For sager indbragt eller anlagt efter ændringslovens ikrafttræden den 14. juni 2009 gælder den ændrede affattelse af LL § 7 Q, stk. 3. Heraf fremgår det, at udgifter til sagkyndig bistand i skattesager ikke kan fradrages ved indkomstopgørelsen. Selskaber m.v. og selvstændigt erhvervsdrivende kan dog fradrage udgifter som nævnt i 1. pkt. ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst i det omfang, der ikke kan ydes godtgørelse efter skatteforvaltningslovens kapitel 19.

Det fremgår af  bemærkningerne til bestemmelsen, at selskaber m.v. samt selvstændigt erhvervsdrivende kan fradrage udgifter til sagkyndig bistand i skatteansættelsessager og skattesager, medens andre skattepligtige ikke har fradragsret for sådanne udgifter. Det er en forudsætning for selvstændigt erhvervsdrivendes fradrag, at der ikke er adgang til omkostningsgodtgørelse for de samme udgifter. (Dette gælder, uanset med hvilken procentsats omkostningsdækningen ydes). Endvidere er det en forudsætning, at sagen vedrører erhvervsvirksomheden.

For selskaber m.v., som efter de ligeledes ændrede regler om omkostningsgodtgørelse ikke vil kunne få omkostningsgodtgørelse, vil der være fradragsret for udgifter til sagkyndig bistand, uanset på hvilket stadium i sagen, udgifterne afholdes.

Udgifter vedrørende sager, der indbragt eller anlagt senest den 14. juni 2009, men som er indbragt for en ny instans efter lovens ikrafttræden, behandles efter de nye regler.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter