Hvis sælgeren af en ejendom betinger sig en genkøbsret, skal denne behandles efter samme retningslinier som en køberet.

Som eksempel kan anføres LSRM 1979, 169 LSR, hvor en skatteyders nu afdøde mand i 1962, da han var direktør i et selskab, havde solgt sin villa til aktieselskabet med en klausul om, at han i de første 20 år havde en tilbagekøbsret til ejendommen for samme beløb. Direktøren ejede 1/3 af selskabets aktiekapital, og for salgsprovenuet erhvervede han yderligere 15 pct. af aktiekapitalen ved at købe halvdelen af sin søsters aktier. I 1972 udnyttede skatteyderen tilbagekøbsretten. Skatteyderen blev anset for indkomstskattepligtig af den økonomiske fordel, der udgjorde forskellen mellem overdragelsessummen og handelsværdien på tidspunktet for tilbagekøbet.

Hvis genkøbsretten afstås til køberen af ejendommen imod et vederlag, betragtes vederlaget (for opgivelse af genkøbsretten) som yderligere vederlag for ejendommen.

SKM2008.936.SR. Skatterådet bekræftede, at en aftale om en tilbagekøbsret i skatteretlig henseende er en genkøbsret, der skal behandles som en køberetsaftale.

SKM2009.13.SRSkatterådet svarede benægtende på, at indholdet af en tilbagekøbsaftale, der var indgået den 1. maj 2004, og som ikke var tinglyst eller underskrevet af vitterlighedsvidner, kunne lægges til grund ved opgørelsen af sælgerens skattepligtige ejendomsavance.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter