Loven gælder for afståelse af alle typer af ejendomme bortset fra ejendomme, der er erhvervet som led i den pågældendes næring, se afsnit E.J.3.

Lov om beskatning af fortjeneste ved førstegangsafståelse af visse ejerlejligheder m.v. er ophævet med virkning for afståelser af ejerlejligheder, der sker den 1. januar 2004 eller senere, og hvor ejerlejligheden ikke før den 1. januar 2004 er blevet skattepligtig efter den nævnte lov, se afsnit E.J.6.  

Fortjeneste ved afståelse af de nævnte ejerlejligheder, der ikke længere vil skulle beskattes efter ejerlejlighedsbeskatningsloven, vil så normalt være omfattet af reglerne i EBL.

Fortjeneste ved afståelse af fast ejendom i udlandet beskattes i Danmark, hvis ejeren er fuldt skattepligtig her til landet. Efter dobbeltbeskatningsoverenskomsterne tilkommer beskatningsretten dog ofte det land, hvor ejendommen er beliggende.

Indenfor lovens regler er der dog forskelle på de beskatningsregler, der gælder for de enkelte typer af ejendomme.

Afståelse af en- og tofamilieshuse, ejerlejligheder og sommerhuse (parcelhusreglen) er som hovedregel fritaget for beskatning, se afsnit E.J.1.

For ejendomme, der anvendes til landbrug, gartneri, planteskole eller frugtplantage samt for skovbrugsejendomme findes der en række særregler. Det samme gælder for ejendomme, der i væsentligt omfang benyttes erhvervsmæssigt. Se herom afsnit E.J.2.3.

For udlejningsejendomme finder reglerne om genanbringelse i EBL §§ 6 A - 6 C ikke anvendelse. Bemærk at de tidligere gældende regler om, at der dog kunne ske genanbringelse i udlejede ejendomme, der benyttedes til landbrug mv., som nævnt i VURDL § 33,, stk. 1 og 7, nu er ophævet ved § 5 i lov nr. 525 af 12/6 2009, jf. nærmere herom i afsnit E.J.2.6.

Loven omfatter også ejendomme, der er blevet pålignet frigørelsesafgift efter de tidligere gældende regler, se nærmere herom i afsnit E.J.4. For at undgå at ejendomme både pålignes frigørelsesafgift og indkomstskat, kan et beløb svarende til det dobbelte af den pålignede frigørelsesafgift fratrækkes i den skattepligtige fortjeneste ved afståelsen, jf. EBL § 6, stk. 4.

Afståelse af retten til at indvinde et areals grusforekomster m.v. er en ejendomsafståelse, der er omfattet af loven, se afsnit E.J.5.4.

Hidtil er mælkekvoter behandlet sammen med den faste ejendom. Ved lov nr. 1386 af 20. december 2004 er der vedtaget nye regler for den skattemæssige behandling af visse mælkekvoter. Loven, der har virkning fra og med den 1. januar 2005, er trådt i kraft den 15. juni 2006. Se nærmere om de nye regler i afsnit E.J.2.3.1.3.

Middelbare rettigheder
Beskatningsreglerne omfatter også fortjenester, der stammer fra afståelse af varige middelbare ejendomsrettigheder over fast ejendom, f.eks. servitutter og købe- og forkøbsrettigheder.

TfS 1994, 339 LSR. En dispositionsret over 7 huse, som en skatteyder havde forbeholdt sig ved et tidligere salg af grunden, blev senere afhændet. Dispositionsretten fandtes at være en servitut på den solgte grund, hvorfor avancen ved salg af retten var omfattet af reglerne i ejendomsavancebeskatningsloven.   

I LSRM 1983, 29 LSR blev ejeren af en ejendom anset for skattepligtig af en erstatning på 25.000 kr., som han modtog for aflysning af en servitut på naboejendommen. Statsskattedirektoratet udtalte under sagens behandling for Landsskatteretten, at en servitut af den omhandlede art skal tages i betragtning ved vurderingen af såvel den tjenende som den herskende ejendom, samt at formuegoder, der medtages ved ejendommens ansættelse til ejendomsværdi, også må betragtes som fast ejendom i relation til reglerne om fortjeneste ved afståelse. Dette måtte gælde, uanset om det kunne konstateres, om der konkret havde været taget hensyn til servitutten ved vurderingerne forud for aflysningen af denne. Landsskatteretten var enig i det anførte og beskattede den ved servitutaflysningen opnåede fortjeneste.

SKM2007.285.SR. Såfremt en køberet vedr. et grundstykke ikke udnyttedes af køberetshaver, ville meddelelse af køberetten ikke få andre skattemæssige konsekvenser hos køberetsgiver end beskatning af vederlaget. Såfremt køberetten blev gjort gældende, ville det i henseende til EBL § 6 A, stk. 2, nr. 1, blive betragtet som om, at køberetsgiveren afstod ejendommen i det indkomstår, hvor køberetshaver havde gjort retten gældende.

SKM2010.313.SR. Skatterådet kunne ikke bekræfte, at et vindmølleselskabs betaling af et beløb benævnt "erstatning af rettighederne i henhold til nærværende aftale" i forbindelse med en aftale om overdragelse og udstykning af en jordlod samt efterfølgende opstilling af en vindmølle, hos lodsejeren skulle beskattes efter reglerne om forudbetalt leje. Erstatningen skulle i stedet beskattes efter reglerne i ejendomsavancebeskatningsloven. Under henvisning til, at den påtænkte disposition ikke er tilstrækkeligt "bestemt" beskrevet, afviste Skatterådet at besvare spørgsmålet om, hvorvidt lodsejeren kunne genanbringe den opnåede avance.

Godtgørelser eller erstatninger for midlertidige rådighedsindskrænkninger er indkomstskattepligtige, idet de betragtes som indtægter på linie med lejeindtægter.

Overførsel af fredskovspligt
De fleste skove i Danmark er underlagt fredskovspligt. Fredskovspligten medfører som udgangspunkt, at arealet i fremtiden skal anvendes til skov. Pligten medfører således en række begrænsninger i ejerens råden over ejendommen og ejendommens undergrund. Ved fastsættelsen af handelsværdien for en skovejendom spiller det derfor en væsentlig rolle, om skoven er undergivet fredskovspligt. Fredskovspligten er ikke tinglyst på ejendommen. De fredskovspligtige arealer er alene noteret i matriklen. Skov- og Naturstyrelsen kan tillade, at fredskovspligten på en skovejendom ophæves, f.eks. fordi arealet skal bebygges. Dette kan kun ske under forudsætning af, at der efter Skov- og Naturstyrelsens godkendelse pålægges fredskovspligt på et andet areal (erstatningsskov). For at dette kan gennemføres, betaler den oprindelige indehaver af arealet, der er beplantet med fredskov, et beløb til indehaveren af det areal, hvor den erstattende fredskov skal placeres. Rent teknisk sker der hos den første fredskovsejer et frikøb for en byrde, mens den nye fredskovsejer bliver betalt for at påtage sig en byrde. For den oprindelige fredskovsejer bliver der tale om et tillæg til anskaffelsessummen. Og for den nye fredsskovejer indebærer rådighedsindskrænkningen, at der foreligger et skattepligtigt delsalg.

Kontrakter om opførelse af bygning mv., ombygning af eller tilbygning til bygning mv.
Ved lov nr. 370 af 24. maj 2005 er der indsat regler i § 1 A i ejendomsavancebeskatningsloven om beskatning af fortjeneste eller tab ved afståelse eller opgivelse af retten i henhold til kontrakt om opførelse af en bygning mv. Afståelse eller opgivelse af den nævnte ret sidestilles med afståelse af fast ejendom ved anvendelse af ejendomsavancebeskatningslovens regler. 

De nye regler har virkning for afståelse eller opgivelse, der foretages den 4. marts 2005 eller senere. For så vidt angår afståelse eller opgivelse af kontrakter om ombygning af eller tilbygning til en bygning mv., har reglerne dog først virkning for afståelse eller opgivelse, der foretages den 12. maj 2005 eller senere.   

Der henvises til afsnit E.J.2.12, hvor de nye regler er nærmere beskrevet.

Reglerne omfatter ejendomme, der tilhører fysiske eller juridiske personer, der er fuldt skattepligtige her til landet, hvad enten sådanne ejendomme er beliggende her i landet eller i udlandet.  For ejendomme beliggende i udlandet kan der dog blive tale om at lempe den danske beskatning i henhold til en dobbeltbeskatningsoverenskomst, som Danmark har indgået med det land, hvori ejendommen er beliggende, eller i henhold til reglerne i LL § 33.

De i SEL § 1, stk. 1, nr. 6, omhandlede foreninger, korporationer, stiftelser, legater og selvejende institutioner skal ikke ved deres indkomstopgørelse medregne fortjeneste, der stammer fra afståelse af fast ejendom, med mindre ejendommen har tilknytning til erhvervsmæssig virksomhed.

SKM2006.331.SR og SKM2006.334.SR behandlede spørgsmålet om evt. skattepligt ved foreningens salg af boliger til andelshaverne.

Fysiske eller juridiske personer, der er begrænset skattepligtige her til landet, er også skattepligtige af fortjeneste af fast ejendom for så vidt fortjenesten hidrører fra afståelse af fast ejendom, der er nævnt i KSL § 2, stk. 1, litra d (udøver erhverv med fast driftssted her i landet) og KSL § 2, stk. 1, litra e (ejer fast ejendom her i landet), samt i SEL § 2, stk. 1, litra a (udøver erhverv med fast driftssted her i landet) og SEL § 2, stk. 1, litra b (ejer fast ejendom her i landet).

SKM2007.309.SR. Skatterådet udtalte, at andelshavere, der påtænker at udtræde af en andelsforening og erhverve deres andelsboliger som ejerlejligheder, skal betale handelsværdien for boligerne. Prisen kan fastsættes af en uafhængig sagkyndig. Fastsættes der en pris, der er lavere end handelsværdien, vil andelshaverne som udgangspunkt blive beskattet af forskellen mellem handelsværdien og den aftalte pris.

SKM2007.70.SR. Skatterådet afkræftede, at den skattepligtige andel af fortjenesten ved salg af en andelsboligforenings ejendom kan opgøres som et vægtet gennemsnit af den erhvervsmæssige anvendelse af ejendommen i perioden fra og med 1997. Avancen skal derimod opgøres som en forholdsmæssig beregning mellem den største andel af ejendommens erhvervsmæssige benyttelse i ejerperioden og den samlede anvendelse af ejendommen. 

Dødsboer er tilsvarende skattepligtige af fortjeneste ved afståelse af fast ejendom, jf. dødsboskatteloven.

Efter EBL § 2 sidestilles modtagelse af erstatnings- og forsikringssummer med salgssummer, og fortjenesten beskattes efter lovens almindelige regler. Fortjenesten kan dog være skattefri efter reglerne i EBL § 10 (genanbringelse af erstatnings- og forsikringssummer) eller EBL § 11 (ekspropriationserstatninger).

Tillige sidestilles efter EBL § 2 overdragelse af fast ejendom ved gave eller arveforskud med salg.

Ejendomsoverdragelser mellem samlevende ægtefæller og mellem ægtefæller i forbindelse med separation eller skilsmisse betragtes ikke som afståelser, der kan udløse beskatning, jf. KSL § 26 B og LV Almindelig del afsnit A.A.4.2.1.   

Hvor anpartshaverne i en ejendom udstykker den i ejerlejligheder og derefter ændrer deres anparter i den samlede ejendom til specielt nævnte ejerlejligheder, anses dette som afståelse (mageskifte), skd. 1977.40.2.  

Af lovbekendtgørelse nr. 494 af 12. juni 2003 om udstykning og anden registrering i matriklen (udstykningsloven), § 14 fremgår, at der kun må ske ejerskifte eller pantsætning af et areal, såfremt det udgør en samlet fast ejendom eller en umatrikuleret ejendom. Ejerskifte af et areal, der er en del af en samlet fast ejendom eller af en umatrikuleret ejendom, kan dog ske efter reglerne om arealoverførsel. Det følger af § 16, at der ikke må stiftes brugsret over et areal for et længere tidsrum end 1) 30 år, såfremt arealet udgør en del af en samlet fast ejendom, eller 2) 10 år, såfremt arealet udgør en del af en umatrikuleret ejendom.

Skøder, købekontrakter m.v. vedrørende sådanne andele af en samlet ejendom, f.eks. købekontrakter vedrørende haveparceller i en kolonihave, må derfor i forhold til det offentlige anses for ugyldige, hvorfor fortjeneste ved salg af sådanne parceller ikke kan anses som fortjeneste ved salg af fast ejendom, men evt. må beskattes efter reglerne om salg af andelsbeviser m.v. Derimod beskattes en fortjeneste ved salg af en bygning på parcellen som fortjeneste ved salg af fast ejendom.

SKM2008.458.BR. Sagen drejede sig om, hvorvidt sagsøgeren havde opnået en skattepligtig fortjeneste ved at modtage et vederlag på kr. 200.000,00 i henhold til en konverteringsaftale som indebar, at en af sagsøgeren nyerhvervet ejerlejlighed skulle skifte status fra erhverv til beboelse. Vederlaget blev betalt af et selskab, der opkøbte konverteringsrettigheder. Sagsøgeren gjorde gældende, at han ikke havde haft nogen fortjeneste, da der var lagt kr. 200.000, oven i den pris, han selv skulle betale til sælgeren for lejligheden. Retten fandt det godtgjort på baggrund af forklaringer fra sagsøgeren og en repræsentant fra sælgersiden, at sagsøgeren ikke havde haft nogen skattepligtig fortjeneste ved afståelsen af konverteringsretten, og at forklaringerne blev støttet af indholdet af den kontrakt, der vedrørte afståelsen af konverteringsretten. Skatteministeriet blev herefter dømt til at anerkende, at sagsøgeren ikke havde haft nogen skattepligtig fortjeneste efter ejendomsavancebeskatningsloven.

Når en handel hæves
Hvis betingelserne for en handels gennemførelse ikke opfyldes, og handelen derfor hæves, kan overdragelsen i visse tilfælde ikke tillægges skattemæssig virkning. En eventuel beskatning af sælgerens avance ved handelen skal i så fald ophæves. Manglende opfyldelse af en på aftaletidspunktet objektivt konstaterbar betingelse medfører, at aftalen også i skattemæssig henseende må anses for en nullitet (skd. 1977.42.171), f.eks. i de tilfælde, hvor handelen er betinget af, at ejendommen skifter zone, eller at udstykningstilladelse opnås, eller hvor handelen f.eks. er gjort betinget af, at sælgeren ikke beskattes af avancen eller lign. Når handelen herefter anses for en nullitet, skal parterne skattemæssigt stilles, som om handelen ikke var indgået, se eksempelvis LSRM 1979, 38 LSR.   

En handel, der hæves, fordi køberen ikke er i stand til at udrede den kontante betaling, kan efter omstændighederne også i skattemæssig henseende betragtes som ikke indgået. Dette gælder dog ikke, hvis der er givet udsættelse med den kontante udbetaling i længere tid, normalt over 1 år.   

Hvis handelen derimod hæves af andre årsager, og ejendommen som følge heraf tages tilbage af sælgeren, kan der ikke skattemæssigt ses bort fra handelen. Ved sælgerens overtagelse af ejendommen på ny, foreligger således en ny handel. Sælgeren anses i denne situation for at have erhvervet ejendommen for en pris svarende til det hos køberen udestående beløb plus omkostninger plus eventuelt overtagne prioriteter m.v.   

Se LSRM 1976, 59 LSR, hvor køberen af en ejendom, der på grund af misligholdelse blev tilbageskødet sælgeren, opnåede fradrag for renteudgifter og ejendomsskatter i besiddelsestiden, hvorimod et af køberen udredet erstatningsbeløb, som han betragtede som en fradragsberettiget leje- eller forpagtningsafgift, blev anset som et ikke-fradragsberettiget formuetab.

TfS 1997, 635 DEP.  En fortrudt handel efter lov nr. 391 af 14. juni 1995 om forbrugerbeskyttelse ved erhvervelse af fast ejendom m.v. behandles, som om den ikke har fundet sted, og godtgørelsen er skattefri uden for næringstilfælde.

I SKM2008.1055.VLR tog Skatteministeriet bekræftende til genmæle over for klagers påstand om, at denne ikke skal medregne fortjeneste ved salg af en ejendom. Klageren var tidligere ved byretten blevet dømt til at anerkende, at køberen kunne hæve handlen, således at klageren mod at få ejendommen tilbageskødet blev dømt til at tilbagebetale købesummen og betale godtgørelse for de afholdte købsomkostninger samt ejendomsskat.

Ved opgørelsen af den skattepligtige fortjeneste har det betydning at fastslå, på hvilket tidspunkt ejendommen er anskaffet eller afstået. Ejertidens længde har i flere relationer afgørende betydning for beskatningen efter loven.

Overdragelsestidspunktet har betydning for den kurs, der skal benyttes ved kontantomregningen af prioritetsgæld, der indgår i overdragelsessummen, jf. nærmere beskrivelsen i afsnit E.J.2.1.4.1.

Anskaffelses- og afståelsestidspunktet har endvidere betydning for antallet af kalenderår, for hvilke der kan ydes det faste tillæg på 10.000 kr. respektive forbedrings- og vedligeholdelsestillæggene til anskaffelsessummen, jf. EBL § 5, stk. 1 og 2.

SKM2008.442.BR. Sagen vedrørte spørgsmålet om det skattemæssige tidspunkt for selskabets overdragelse af en af selskabet ejet ejendom til selskabets hovedanpartshaver og dennes ægtefælle og dermed den ansatte overdragelsespris for ejendommen. Skattemyndighederne havde forhøjet selskabets skatteansættelse med fortjenesten kr. 301.939,-, idet ejendommen i skattemæssig henseende først kunne anses for erhvervet af hovedanpartshaveren og dennes ægtefælle ved underskrivelse af skøde den 7. december 2000 og ikke allerede i 1996 ved indgåelse af en anpartshaveroverenskomst mellem de tre anpartshavere i selskabet. Det fremgik af anpartshaveroverenskomsten af 24. september 1996, at ejendommen skulle overtages af hovedanpartshaveren og dennes ægtefælle senest den 30. april 2001 for en købesum på kr. 1,4 mio. med tillæg af eventuelle udgifter til forbedringer af ejendommen, og at hovedanpartshaveren og dennes ægtefælle var forpligtet til at tage skøde på ejendommen senest den 30. april 2001. Byretten gav Skatteministeriet medhold i, at der ikke var indgået en endelig og bindende aftale om ejendommens overdragelse på et tidligere tidspunkt end den 7. december 2000 ved underskrivelse af skøde. Retten lagde navnlig vægt på den lange tidsfrist i anpartshaveroverenskomsten fra 1996, sammenholdt med det faktum, at ejendommen fortsat blev medtaget som et aktiv i selskabets regnskaber, at der udadtil intet blev gjort for at sandsynliggøre, at der var truffet en bindende aftale, at det ikke kan udelukkes, at der har været interessesammenfald mellem de involverede parter, samt til at ikke alle vilkår ved handelen var endelig aftalt før i forbindelse med skødeunderskrivelsen i december 2000.

Hvor ejendomsovergangen sker ved salg, anses afståelsen for sket på det tidspunkt, hvor der mellem køber og sælger er indgået en endelig og bindende aftale om ejendommens overdragelse. I de fleste tilfælde oprettes der ved aftalens indgåelse en købsaftale underskrevet af parterne, og datoen for denne vil i reglen være afgørende. Om bevisbedømmelsen henvises til UfR 1970, 518 HRD (Højesterets dom af 28. maj 1970) hvor man ikke imod et betinget skødes datering og oplysningerne i parternes selvangivelser fandt det godtgjort, at der var truffet en endelig og bindende aftale på et tidligere tidspunkt. Se tillige TfS 1989, 617 VLD.   

Det skal bemærkes, at det i retspraksis som hovedregel ikke anses for muligt at føre bevis for mundtlige aftaler om overdragelse af fast ejendom, se bl.a. UfR 1965, 280 HRD og LSRM 1980, 194 LSR.    

TfS 1998, 395 HRD. Landsretten havde fundet, at endelig aftale om overdragelse af en ejendom først blev indgået ved det betingede skøde. Skatteyderen gjorde gældende, at der allerede på et tidligere afholdt møde blev truffet endelig beslutning om salget til den senere skødemodtager. Landsretten lagde vægt på, at det sælgende selskab på mødet alene var repræsenteret af et medlem af direktionen, der tillige repræsenterede køberen. Selskabet blev tegnet af en direktør alene eller af den samlede bestyrelse. Af en udateret tilføjelse til selskabets vedtægter fremgik imidlertid, at der ved salg og pantsætning af fast ejendom krævedes den samlede bestyrelses underskrifter. Højesteret stadfæstede dommen af de grunde, der var anført af landsretten.

TfS 1998, 650 ØLD. Som led i et generationsskifte om overdragelse af en ejendom blev der 16. marts 1989 afholdt møde med deltagelse af bl.a. revisorer, advokat m.fl. samt ejendommens ejer med henblik på overdragelse af en ejendom til det af ejeren 100 pct. ejede anpartsselskab. Der blev underskrevet betinget skøde om overdragelsen den 27. september 1989. Selskabet gjorde gældende, at der var indgået en endelig aftale om overdragelse den 16. marts 1989, men Landsretten fandt, at der ikke var ført bevis for, at en endelig og bindende aftale var indgået før den 27. september 1989, da det betingede skøde blev underskrevet.

Ved salg af en ejendom i 1996 havde sælgeren ikke godtgjort, at der inden den 28. maj 1993 var indgået en endelig bindende aftale om køb af ejendommen, idet sælgeren af ejendommen først underskrev slutsedlen nævnte dato. Salget af ejendommen havde ikke været forhandlet direkte mellem ejeren af ejendommen og køber, men gennem et ejendomsmæglerfirma på grundlag af en almindelig kommissionsaftale. Ejendomsmæglerfirmaet havde således ikke haft kompetence til at afhænde ejendommen på sælgers vegne. De forslag til overdragelse, der var fremsat af ejendomsmægleren henholdsvis af 6. og 18. maj 1993, var sket på vegne af en panthaver i ejendommen med udtrykkeligt forbehold om ejerens godkendelse. Købers meddelelse i skrivelse af 18. maj 1993 om at ville erhverve ejendommen på de af panthaveren angivne vilkår medførte således ikke, at ejeren var forpligtet heraf. Dette var gældende, uanset at ejendomsmægleren var vidende om, at også ejeren var indstillet på at afhænde til den pågældende pris, en oplysning som køber ikke var gjort bekendt med. Ejendommen kunne således ikke anses for erhvervet før den 19. maj 1993 i henhold til EBL § 4, stk. 3, jf. SKM2002.343.HR.

Et interessentskab købte en udlejningsejendom af et investeringsselskab med henlik på at eje ejendommen i en investeringsperiode på 10 år. Spørgsmålet var, om der i 1996 - som hævdet af sagsøgeren - var indgået en endelig og bindende aftale om køb af ejendommen. Landsretten bemærkede, at der ikke forelå dokumenter vedrørende salg af ejendommen til investeringsselskabet, og at interessentskabets køb alene var dokumenteret ved det den 1. februar 1997 daterede betingede skøde. Endvidere bemærkede landsretten, at sagsøgeren efter indholdet af tegningsaftalen ved underskrift af denne alene havde afgivet tilbud om tegning af en andel, at projektets finansiering efter tegningsaftalen var afhængig af investorernes indkomst- og formueforhold, at aftalen først var bindende efter at projektet var godkendt i sin helhed og investorerne havde modtaget bekræftelse herpå, samt at der forelå usikre og tildels modstridende forklaringer om, hvorvidt og på hvilken måde investorerne modtog bekræftelse herpå i 1996. På den baggrund fandt landsretten det ikke godtgjort, at udbyderen af projektet over for samtlige investorer bekræftede udbyderens godkendelse af projektet og investorernes deltagelse heri i 1996. Videre fandt landsretten det ikke bevist, at der i 1996 var indgået en endelig og bindende aftale om overdragelse af ejendommen, jf. SKM2003.553.VLR.

Det er uden betydning, hvornår køberen rent faktisk overtager ejendommen efter sælgeren.   

Når der er indgået en endelig og bindende overdragelsesaftale, der omfatter alle for parterne væsentlige punkter i forbindelse med ejendommens overdragelse, vil datoen herfor være afgørende, selv om der senere sker mindre ændringer, f.eks. med hensyn til det overdragne areal, se LSRM 1969, 98 LSR og LSRM 1971, 120 LSR.   

For at en ejendom kan anses for erhvervet, henholdsvis afstået, må aftalen mellem parterne gå ud på, at ejendommen straks eller senere overtages af køberen på nærmere fastsatte vilkår.   

En ejendom anses således ikke for afstået, hvis ejeren blot har indgået en aftale om, at en anden er berettiget - men ikke forpligtet til - inden en forud fastsat frist at købe ejendommen for en bestemt købesum (køberet), se afsnit E.J.5.2.2. En lejekontrakt, der samtidig indeholder en køberet indenfor et nærmere fastsat tidspunkt, men i øvrigt alene indeholder en lejers almindelige rettigheder og pligter, herunder ret til at afstå lejemålet i forbindelse med salg af den virksomhed, der drives fra ejendommen, anses ikke på det grundlag for en erhvervelse af den pågældende ejendom.

TfS 1996, 469 HRD. En skatteyder købte i 1979 en isoleringsvirksomhed og indgik samtidig en kontrakt med sælgeren om leje af den ejendom, hvori virksomheden havde været drevet. Efter lejekontrakten skulle lejemålet løbe uopsigeligt indtil 31. oktober 1986. Den indeholdt en ret for skatteyderen til at købe ejendommen for en nærmere fastsat pris og endvidere en pligt for ham til senest ved lejekontraktens udløb at købe ejendommen til denne pris. Skatteyderen overtog ejendommen ved skøde af 30. maj 1984. Ejendommen ansås først for erhvervet ved skødet i 1984. Landsretten havde lagt vægt på, at skatteyderen havde haft en lejers almindelige rettigheder og pligter, herunder ret til at afstå lejemålet ved salg af virksomheden, og at udlejerens ejerråden alene havde været begrænset af lejerens køberet. Højesteret stadfæstede landsrettens dom og bemærkede, at uanset at køberetten var kombineret med en købepligt, var der i 1979 en sådan grad af usikkerhed om det videre kontraktsforløb, at skatteyderen først kunne anses at have erhvervet ejendommen i 1984.

TfS 1998, 643 VLD. Ejeren af en ejendom gav den 9. november 1993 skatteyderen og hans medinteressent, der drev ejendomshandel, køberet til ejendommen for perioden 9. november 1993 - 1. februar 1994 på nærmere aftalte vilkår. Den 30. november 1993 underskrev skatteyderen på interessentskabets vegne en slutseddel om salg af ejendommen til en køber, der underskrev slutsedlen den 1. december 1993. Den 15. december 1993 sendte interessentskabet gennem sparekassen 70.000 kr. til ejeren (købesum for driftsmidler). Den 21. december 1993 underskrev ejeren af ejendommen betinget skøde om salg til interessentskabet med overtagelsesdag den 1. december 1993. Interessenterne underskrev skødet den 6. januar 1994. Skatteyderen gjorde gældende, at avancen ved salget først var skattepligtig i 1994. Landsretten fandt det ubetænkeligt at lægge til grund, at der var indgået en endelig og bindende aftale i hvert fald den 15. december 1993 om interessentskabets køb af ejendommen, og ejendomsavancen var realiseret i 1993 og skattepligtig i dette år.    

Den omstændighed, at datoen for overtagelse af den faste ejendom er udskudt til et senere tidspunkt, må således ikke give anledning til forveksling med de tilfælde, hvor der alene er tillagt en anden køberet til en ejendom, uden at denne anden har forpligtet sig til at udnytte retten.

Når en kommune som følge af loven om tilbudspligt overtager en ejendom, er tidspunktet for aftalen med kommunen afgørende, selv om ejendommen eventuelt forinden har været solgt til anden side, LSRM 1977, 115 LSR.  

Aftaletidspunktet er også afgørende, hvor aftalen er betinget af f.eks. købesummens betaling eller offentlige myndigheders approbation af udstykning, frigørelse for landbrugsforpligtelse eller lign.

De betingelser, der forekommer i forbindelse med aftaler om overdragelse af fast ejendom vil som regel være resolutive, således at de ikke udskyder retserhvervelsestidspunktet jf. Højesterets dom af 17. december 1982 (skd. 1983.64.104). Dette gælder således, hvor aftalens gyldighed er betinget af offentlig myndigheds godkendelse, se skd. 1971.17.113 om overdragelse til umyndig.   

Derimod blev en ejendomsoverdragelse, som bl.a. var betinget af, at der blev givet tilladelse til grusgravning, anset for udskudt, til tilladelsen forelå, TfS 1987, 563 LSR. Denne betingelse blev således anset for suspensiv.   

SKM2007.241.SR. Skatterådet fandt, at betingelserne i en aftale om overdragelse af fast ejendom udskød det skattemæssige tidspunkt for overdragelsen, indtil betingelserne var opfyldt.

SKM2007.242.SR. Skatterådet bekræftede, at en eventuel ejendomsavance skattemæssigt kunne genanbringes i en erhvervsmæssig ejendom eller erhvervsmæssig om- eller tilbygning på ejet ejendom. Skatterådet bekræftede endvidere, at der var forhold eller betingelser i købsaftalerne, der havde suspensiv virkning.

SKM2008.96.SR. Skatterådet fandt, at det skattemæssige tidspunkt for indgåelse af en salgsaftale om overdragelse af en ejendom med en privat 3. mand, der er betinget af lokalplansvedtagelse, er udskudt indtil det tidspunkt, hvor betingelsen er opfyldt.

SKM2010.143.SR. Skatterådet kunne bekræfte, at en sælger ved salg til en ikke interesseforbunden part vil kunne ændre sin selvangivelse/indtægt, når han kan dokumentere, at der er sket en tilbagebetaling til køber af et prisfaldsgarantibeløb. Skatterådet kunne endvidere bekræfte, at en køber ikke vil blive beskattet af det udbetalte nedslag i prisen, når det sker med tilbagevirkende kraft, jf. en prisgarantiaftale.

Ny tekst startSKM2010.477.BR. Under henvisning til de fremkomne vidneforklaringer og den manglende skriftlige dokumentation fandt retten, at sagsøgerne ikke havde godtgjort, at overdragelsen var aftalt før den 1. juli 2005.Ny tekst slut

Det er fast praksis, at aftaletidspunktet er afgørende, hvor aftalen er indgået med en kommune, selv om en sådan overdragelse kræver godkendelse, se LSRM 1968, 11 LSR og LSRM 1971, 120 LSR samt UfR 1973, 651 HRD (Julianelyst).  

Når en skatteyder afgiver tilbud om salg til staten af en parcel, anses retten til købesummen derimod først erhvervet på det tidspunkt, da finansudvalget tiltræder statens erhvervelse af arealet, og tilbuddet accepteres, idet der først da er indgået en aftale, LSRM 1969, 94 LSR.

Ægtefællesamtykket efter lovbekendtgørelse nr. 37 af 5. januar 1995 om ægteskabets retsvirkninger antages ikke at have betydning for fastsættelsen af overdragelsestidspunktet, skd. 1984.70.417.   

Ved udlodning fra et likvidationsbo anses ejendommen først erhvervet ved den endelige likvidation. Det forhold, at skatteyderen er hovedaktionær i det likviderede aktieselskab, og at det kun formelt er aktieselskabet, der har erhvervet ejendommen, kan ikke bevirke nogen forskel.   

Hvor en skatteyder i 1965 havde erhvervet rådighedsret til en uudstykket parcel i et haveselskab, ansås anskaffelsestidspunktet i relation til indkomstopgørelsen at være 1974, hvor grunden var blevet selvstændigt matrikuleret og adkomstskøde udstedt fra haveselskabet til den pågældende, LSRM 1981, 31 LSR.   

For en bygning på lejet grund regnes ejertiden fra bygningens erhvervelse (opførelse), medens evt. senere køb af grunden anses for erhvervelse af en ny ejendom, TfS 1990, 99 LSR.

Har ejeren i sin besiddelsestid opført bygninger på ejendommen eller udført større forbedringer på denne, er der grundlag for tillæg for forbedringer m.v. i henhold til EBL § 5, stk. 2.  Ejerperioden i relation til EBL § 6 regnes i disse tilfælde altid udelukkende fra grundens eller hovedejendommens anskaffelse, se skd. 1985.73.224.

Ved erhvervelse af et eller flere yderligere grundarealer, der sammenlægges med det oprindelige, anses købet af det enkelte grundareal for anskaffelse af en ny ejendom i relation til EBL § 6. Det vil sige, at anskaffelsessummerne for de enkelte erhvervelser reguleres hver for sig.

Ved erhvervelse og afståelse af jord i forbindelse med en jordfordeling anses jorden for erhvervet henholdsvis afstået, når lodsejeren har underskrevet jordfordelingsoverenskomsten.

Skader
Udbetales der i anledning af skade på en bygning en forsikringssum, anses bygningen eller den skaderamte del af denne for afstået på det tidspunkt, hvor skaden er sket.

Erhverves eller afstås en ejendom ved gave, lægges det tidspunkt, hvor modtageren underrettes om gaven til grund. Hvor modtageren betaler delvis vederlag (blandet køb og gave), f.eks. ved overtagelse af indestående prioriteter, er aftaletidspunktet afgørende. Arveforskud behandles på samme måde som gave.

Om tidspunktet for erhvervelse og afståelse i forbindelse med dødsfald henvises til LV Beskatning ved dødsfald.

Hvis der sker overdragelse af en fast ejendom mellem samlevende ægtefæller, eller hvis en ejendom i forbindelse med skifte ved separation eller skilsmisse er overført til den anden ægtefælle, anses ejendommen erhvervet på tidspunktet for den oprindelige erhvervelse, jf. KSL § 26B og LV Almindelig del afsnit A.A.4.2.1. Dette gælder dog ikke, hvis ejendommen forinden er solgt på tvangsauktion, og tvangsauktionskøberen - typisk en ufyldestgjort panthaver - videreoverdrager sine rettigheder til den tidligere ejers ægtefælle. I så fald behandles tvangsauktionssalget og tvangsauktionskøberens videresalg som 2 selvstændige ejendomshandler, og den tidligere ejers ægtefælle anses da for at have erhvervet ejendommen ved overdragelsen fra tvangsauktionskøberen. Dette gælder også, selvom fogedudlægsskøde udstedes direkte til ægtefællen.

Selv om der i henhold til RPL § 576 afholdes ny auktion over en ejendom, anses denne normalt for afstået til højestbydende på datoen for 1. auktion, jf. TfS 1986, 484 LSR. Kun hvor der på den nye auktion fremkommer et højere bud eller hvis højestbydende på 1. auktion ikke længere er bundet af sit bud (fordi den nye auktion afholdes mere end 6 uger efter 1. auktion) anses ejendommen først for afstået ved hammerslag på den nye auktion, jf. bl.a. LSRM 1986, 19 LSR.

Fortjeneste og tab opgøres for hver ejendom for sig som forskellen mellem den kontantomregnede afståelsessum og anskaffelsessummen opgjort efter EBL § 4, stk. 2 (omregnet til kontantværdi) eller efter EBL § 4, stk. 3 (særlige indgangsværdier for ejendomme anskaffet før 19. maj 1993) og reguleret efter EBL § 5 eller EBL § 5 A. Vedrørende kontantomregning henvises til afsnit E.J.2.1.4.1.

Fortjenesten medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. For personer skal fortjenesten medtages som kapitalindkomst.

Ved salg af en ejendom i virksomhedsordningen vil den del af fortjenesten, der skal medtages som kapitalindkomst, indgå i virksomhedens skattepligtige overskud. Hvis fortjenesten spares op, skal der betales en foreløbig virksomhedsskat på 28 pct. Når det opsparede beløb hæves i et senere indkomstår, vil beløbet med tillæg af den dertil svarende virksomhedsskat blive beskattet som personlig indkomst. Den tidligere betalte virksomhedsskat vil så blive modregnet i den endelige skattebetaling.

Ved afståelse af fast ejendom skal sælger og køber i købsaftale, skøde eller på anden skriftlig måde foretage en fordeling af den samlede kontantomregnede afståelsessum på grund, bygninger, ejerbolig, herunder stuehus, samt mælkekvoter omfattet af Ejendomsavancebeskatningsloven, jf. EBL § 4, stk. 5.

EBL § 4, stk. 5, er præciseret ved § 5 i lov nr. 525 af 12/6 2009 med virkning fra og med indkomståret 2010.

SKM2003.520.LSR. Avancen ved salg af en landbrugsejendom skulle opgøres på grundlag af den fordeling af den kontantomregnede afståelsessum på grund, driftsbygninger og stuehus, som sælgeren og køberen af ejendommen havde foretaget i salgsaftalen, uanset at afståelsessummen for stuehuset væsentligt oversteg den ansatte ejendomsværdi for stuehuset.

SKM2002.530.VLR. I forbindelse med overdragelsen af en gård mellem uafhængige parter havde parterne i slutsedlen fordelt købesummen på de overdragne aktiver. Sælgeren gjorde gældende, at afskrivningsgrundlaget ikke skulle opgøres efter denne fordeling og støttede sig på en skønserklæring. Vestre Landsret fastslog, at den pågældende fordeling i slutsedlen var en del af overdragelsesaftalen, og at det anførte beløb måtte anses som udtryk for parternes vedtagelse om afståelsessummen for driftsbygningerne. Denne værdi havde køber da også anvendt som sit afskrivningsgrundlag. Skattemyndighederne havde ikke anfægtet fordelingen af købesummen. På denne baggrund kunne det forhold, at skønsmanden havde anslået bygningernes almindelige handelsværdi til en anden og væsentlig lavere værdi ikke føre til, at skattemyndighedernes ansættelse kunne tilsidesættes.

SKM2006.241.VLR. Dommen drejer sig om, hvorvidt overdragelse af en fast ejendom skete mellem parter uden konkret modstående interesser og om overdragelsessummen derfor kunne forhøjes. Herudover vedrørte sagen, om der var sket høring af de skatteansættende myndigheder for køberne, jf. ejendomsavancebeskatningslovens § 4, jf. afskrivningslovens § 45, inden overdragelsessummen blev forhøjet i forhold til sælgeren. Vestre Landsrets fandt efter en konkret bevisvurdering ikke, at der var handlet mellem parter uden konkret modstående interesser og tilsidesatte derfor den foretagne forhøjelse af selskabet. Landsretten tog ikke stilling til, om der var sket fornøden høring af de skatteansættende myndigheder for de tre købere.

SKM2004.424.LSR.Der måtte foretages et samlet skøn ved vurdering af, om fordelingen af overdragelsessummen på de enkelte aktiver ved overdragelse af en landbrugsejendom var åbenbart forkert. Landsskatteretten fandt ikke grundlag for at ændre på den selvangivne fordeling i den konkrete sag.

SKM2008.174.SR. Skatterådet bekræftede, at en sælgers sikring af en køber af fast ejendom i form af bestemmelser i salgsaftalen om en serie af resolutivt betingede aftaler med forskellig prisfastsættelse, skal behandles som en regulering af købesummen med den virkning, at den heraf følgende regulerede købesum skal lægges til grund ved opgørelsen af sælgers ejendomsavance.

SKM2009.610.VLR. I forbindelse med overdragelse af en landbrugsejendom mellem parter med modsatrettede skattemæssige interesser, og hvor parternes fjerne slægtsskab ikke kunne begrunde, at der forelå overdragelse i familieforhold, anfægtede skattemyndighederne parternes fordeling af købesummen mellem stuehus og grunden. Ifølge en syns- og skønserklæring var stuehusets værdi ca. 26% lavere end parternes ansættelse, men syns- og skønsmandens værdiansættelse var forbundet med en usikkerhed på mellem +/- 10 til 15%. Landsretten gav Skatteministeriet medhold i, at parternes værdiansættelse kunne tilsidesættes som værende åbenbart forkert.

Efter EBL § 4, stk. 6 er såvel den samlede kontantomregnede afståelsessum som den fordeling på aktiver efter EBL § 4, stk. 5, som parterne har aftalt, undergivet told- og skatteforvaltningens prøvelse.

Det følger af EBL § 4, stk. 7, at ved enhver ændring af sælgers afståelsessum for et aktiv som følge af en ændret skatteansættelse skal købers anskaffelsessum for det pågældende aktiv ændres tilsvarende. Det samme er gældende for sælgers afståelsessum ved enhver ændring af købers anskaffelsessum.

Af EBL § 4, stk. 8, fremgår, at udgifter til kunstnerisk udsmykning, der er en del af bygningen, og som er omfattet af AL § 44 A, samt foretagne afskrivninger på sådanne udgifter eller tab ved salg af den kunstneriske udsmykning ikke indgår ved opgørelsen af anskaffelsessummen for den pågældende bygning efter reglerne i ejendomsavancebeskatningsloven. Tilsvarende medregnes værdien af sådanne udsmykninger ikke ved opgørelsen af afståelsessummen for bygningen efter denne lov.

Fortjeneste medregnes fuldt ud i den skattepligtige indkomst, se dog afsnit E.J.2.3.3.2 om bundfradrag, afsnit E.J.2.3.3.3 om skattefrihed for fortjeneste ved salg af stuehuse m.v. og afsnit E.J.2.3.3.4 fradrag for frigørelsesafgift.

Tab opgøres efter samme regler som fortjeneste og kan alene fradrages i anden ejendomsfortjeneste. Se nærmere afsnit E.J.2.5.

Anskaffelsessummen omregnes til kontantværdi, der beregnes ved, at den kontante del af anskaffelsessummen lægges sammen med kursværdien af ejendommens gældsposter på anskaffelsestidspunktet.

Anskaffelsessummen skal ikke omregnes til kontantværdi i de tilfælde, hvor ejendommen er erhvervet før den 19. maj 1993, og anskaffelsessummen er opgjort på grundlag af en værdi, der i forvejen udgør en kontantværdi. Det gælder således i de tilfælde, hvor ejendomsværdien pr. 1. januar 1993 med tillæg på 10 pct., ejendomsværdien pr. 1. januar 1993 med et tillæg på 10 pct. og med tillæg af et beløb opgjort som halvdelen af forskellen mellem denne værdi og ejendomsværdien pr. 1. januar 1996, eller en vurdering efter den tidligere gældende § 4 B i vurderingsloven anvendes som anskaffelsessum.

Afståelsessummen omregnes til kontantværdi, der beregnes ved, at den kontante del af afståelsessummen lægges sammen med kursværdien af de overdragne gældsposter på afståelsestidspunktet.

Kontantomregning
Kontantomregningen foretages efter nærmere fastsatte regler, jf. herom i afsnit E.C.1.2.1 Kontantomregning.

Det fremgår bl.a. af afsnittet, at det er en følge af SKM2008.492.BR, at obligationsbaserede realkreditlån, der er konverterbare, ved kontantomregningen højest kan ansættes til kurs 100 med tillæg af en eventuel differencerente frem til næste indfrielsestermin. Dommen er kommenteret af Skatteministeriet i SKM2008.583.DEP.

SKM2008.582.LSRLandsskatteretten fandt, at et realkreditlån ikke kunne kontantomregnes efter den mellem parterne aftalte kurs, men at omregningen efter ejendomsavancebeskatningslovens § 4, stk. 4, skulle ske på grundlag af børskursen på overdragelsestidspunktet     

Inkonverterbare  lån - særregel
 Ud over de regler, der er omtalt i det nævnte afsnit, gælder der efter ejendomsavancebeskatningslovens § 4, stk. 4, en særregel for kontantomregning af inkonverterbare lån, som sælger har stiftet eller overtaget inden den 19. maj 1993. Særreglen omfatter både inkonverterbare obligationslån og inkonverterbare kontantlån. Den gælder alene for opgørelsen af sælgerens afståelsessum. Den gælder ikke ved opgørelsen af anskaffelsessummen ved købers videresalg.

Særreglerne betyder, at et inkonverterbart lån, der af sælger er stiftet eller overtaget inden den 19. maj 1993, medtages til den pålydende værdi af restgælden på det tinglyste lån, såfremt:

1) kursen er 100 eller derunder ved stiftelsen, hhv. overtagelsen, og

2) kursen er 100 eller derover ved afståelsen af den faste ejendom.

Et lån anses for stiftet, når der er indgået et bindende låneforhold. Et lån i fast ejendom anses for overtaget på det tidspunkt, hvor der er indgået bindende aftale om erhvervelse af den faste ejendom.

Opgørelse af kursen ved stiftelse, overtagelse eller afståelse af inkonverterbare lån
A. Kontantlån

Et inkonverterbart kontantlån anses for at have kurs 100, såfremt restgælden og indfrielsesbeløbet er lige store. Hvis indfrielsesbeløbet overstiger restgælden (kursen på de underliggende obligationer er over 100), er kursen over 100.

Overtages et kontantlån, er indfrielsesbeløbet det beløb, hvortil lånet på overtagelsestidspunktet kan indfries i henhold til de indfrielsesvilkår, som gælder for lånet.

Kontantlån antages altid at have kurs 100 på stiftelsestidspunktet. Det gælder også lån, der er optaget i forbindelse med overdragelsen af en ejendom, når lånet indgår i købesummen med lånets pålydende.

B. Obligationslån

Overtages et obligationslån, er det obligationernes kurs på overtagelsestidspunktet, som skal bruges.

Det gælder dog tilsvarende, for så vidt angår kontantomregning af obligationsbaserede lån, som omtalt i afsnit E.C.1.2.1, at kursen højest kan ansættes til 100 med tillæg af en eventuel differencerente frem til næste indfrielsestermin. 

Stiftes et obligationslån, er kursen ved stiftelsen den samme som kursen på obligationerne, når disse udstedes, dvs. når obligationerne sælges eller overføres til låntagerens konto i Værdipapircentralen.

Private pantebreve
Udgangspunktet for kursansættelsen af private pantebreve er handelsværdien. Til brug for kursansættelse af private pantebreve udarbejdes der et vejledende tabelmateriale, der udsendes kvartalsvis af told- og skatteforvaltningen frem til og med 2. kvartal 2010:  

For 1. kvartal 2009: SKM2008.1051.SKAT.

For 2. kvartal 2009: SKM2009.179.SKAT.

For 3. kvartal 2009: SKM2009.433.SKAT.

For 4. kvartal 2009: SKM2009.593.SKAT.

For 1. kvartal 2010: SKM2009.798.SKAT.


Ved fastsættelsen af kursværdien efter tabelmaterialet kan der dog også tages hensyn til eventuelle særlige forhold.  

Det er udelukkende pantebrevets kontantværdi på salgstidspunktet, der er af betydning. En senere indløsning eller et salg af pantebrevet giver ingen anledning til ændring af afståelsesvederlaget.

Sælgerpantebreve, der ikke kommer sælgeren i hænde, men bliver solgt til tredjemand umiddelbart i forbindelse med handelen, kan ved avanceopgørelsen indgå til salgskursen, uanset om den er lavere end de objektive kurser.

Til og med 1. kvartal 2010 har SKAT kvartalsvis udsendt tabeller om kursfastsættelsen af private pantebreve og værdiansættelsen af anden gæld til brug ved kontantomregningen af overdragelsessummer.

Tabellerne blev udarbejdet på grundlag af data fra pengeinstitutternes pantebrevsstatistik. Pengeinstitutterne er ophørt med at offentliggøre disse statistikoplysninger og som følge heraf, er SKAT ikke i besiddelse af de nødvendige data til at udarbejde tabellerne. Fastlæggelsen af kursen skal herefter ske efter retningslinjerne i SKM2010.251.SKAT.

De tabeller, der tidligere er udsendt som SKM, vil fortsat kunne anvendes.

Konsekvensen af, at der ikke længere vil blive udsendt sådanne tabeller er, at den fremtidige kursfastsættelse af private pantebreve og værdiansættelse af anden gæld skal baseres på en konkret vurdering, hvor udgangspunktet er, at skatteyderen skal angive en kurs.

Afgørelse
SKM2004.216.VLR. Sagen angik spørgsmålet om kursfastsættelse af to sælgerpantebreve i forbindelse med opgørelsen af sagsøgerens ejendomsavance ved salg af en landbrugsejendom til hendes søn. Salgsprisen for ejendommen var mellem parterne aftalt til kr. 825.000,- , hvilken værdi var uanfægtet af myndighederne. Landsskatteretten havde på baggrund af den aftalte handelspris og efter Told- og Skattestyrelsens tabelmateriale, jf. TfS 1996,833, skønnet kursen på pantebrevene til henholdsvis kurs 94 og 88. Sagsøgeren havde selvangivet kursen til henholdsvis 60 og 45. En under landsretssagen udmeldt skønsmand skønnede ejendommens handelsværdi til kr. 745.000,- og pantebrevenes kurs til henholdsvis 76 og 72. Sagsøgeren påstod under landsretssagen kursen fastsat i overensstemmelse med skønsmandens skøn.Landsretten fandt ikke grundlag for at tilsidesætte Landsskatterettens skøn over kursværdien på pantebrevene. Landsretten lagde vægt på, at den mellem parterne aftalte pris var uanfægtet af skattemyndighederne, og at Landsskatteretten havde været berettiget til at lægge denne til grund ved kursfastsættelsen og i øvrigt anvende Told- og Skattestyrelsens tabelmateriale. Skønsmandens kurs på pantebrevene fandtes baseret på et skøn over ejendommens handelsværdi, der var lavere end den værdi, som ejendommen faktisk var blevet handlet til. 

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter