Ved lovrevisionen af KGL (lov nr. 439 af 10. juni 1997) er der sket en præcisering af forholdet mellem SL §§ 4 - 6 og KGL's anvendelsesområde. De tidligere henvisninger til SL §§ 4 - 6 er således erstattet af direkte lovbestemmelser, der præciserer KGL's område i forhold til SL's regler, og hvilke regler der i øvrigt gælder.

Der er ikke herved tale om en ændring af hidtil gældende definitioner af næringsbegrebet og vederlagsnæring, ligesom der med ændringerne ikke er tiltænkt nogen ændring af den hidtidige praksis angående næringsbegrebet.

Som en undtagelse fra det nævnte, om at henvisninger til SL er erstattet af direkte lovbestemmelser, er KGL § 17, der henviser til SL § 6, litra a. Bestemmelsen præciserer, at tab på fordringer erhvervet som vederlag i næring og tab på fordringer, der i øvrigt er erhvervet i tilknytning til den erhvervsmæssige drift af virksomheden fortsat behandles efter reglerne i SL § 6, litra a.

Vederlagsnæring
Vederlagsnæring er en betalingsform. Vederlagsnæring omfatter de tilfælde, hvor en person eller et selskab modtager et skattepligtigt vederlag i form af en fordring. Det kan for eksempel være som betaling for vareleverancer og tjenesteydelser. Sådanne fordringer anses altid for erhvervet som led i den pågældendes næringsvej.

Ved erhvervelsen af en vederlagsfordring beskattes personen af fordringens handelsværdi på erhvervelsestidspunktet efter SL. Fordringens handelsværdi på erhvervelsestidspunktet medregnes i den personlige indkomst, jf. PSL § 3, stk. 1.

Efterfølgende gevinster og tab behandles derimod som gevinst og tab på andre fordringer efter KGL.

 

, at personer efter reglerne i SL § 6, litra a, kan fradrage tab på fordringer i danske kroner, der er erhvervet som vederlag i næring. Tabet opgøres som forskellen mellem handelsværdien på erhvervelsestidspunktet og fordringens værdi på tidspunktet, hvor tabet realiseres. Tab skal medregnes ved opgørelsen af den personlige indkomst, jf. PSL's § 4, stk. 3, 2. pkt.

Ny tekst startReglen betyder, at de fordringer, der er omfattet af bestemmelsen, ikke er omfattet af bagatelgrænsen i KGL § 14, stk. 1, 2. pkt. Tabet kan altså fradrages, uanset at tabet ikke overstiger 2000 kr.Ny tekst slut

Ny tekst startHvis tabet på fordringen ikke er omfattet af KGL § 17, vil adgangen til fradrag afhænge af, om tabet kan fradrages efter den generelle regel i KGL § 14. Tabet vil i givet fald skulle fradrages i kapitalindkomsten.Ny tekst slut

Er fordringen omfattet af en DBO, kan tab dog ikke fradrages ved indkomstopgørelsen, såfremt reglerne i § 18 finder anvendelse. For en beskrivelse af reglerne i § 18 henvises til afsnit A.D.2.6.

Vederlagsnæringsbegrebet er ophævet indenfor KGL's område ved lov nr. 439 af 10. juni 1997.

KGL § 17 omfatter for det første fordringer, der er erhvervet som vederlag i næring, dvs. fordringer, der er beskattet ved erhvervelsen efter SL § 4. Det gælder således fordringer, der er erhvervet ved levering af varer eller tjenesteydelser. Som eksempel på vederlagsnæring kan nævnes en håndværksmester som delvist vederlag for et opført hus modtager et sælgerpantebrev. Efterfølgende tab på pantebrevet kan da fradrages. En forhandler, der sælger varer på kredit, vil tilsvarende få fradrag for tab på sin fordring på købesummen, hvis køberen ikke betaler.

Bestemmelsen omfatter for det andet fordringer, der i øvrigt er erhvervet i tilknytning til den erhvervsmæssige drift af virksomheden. Denne del af bestemmelsen har til formål at sikre fradragsret for tab, der har karakter af almindelige driftsomkostninger i forbindelse med tab på fordringer, der er erhvervet som led i erhvervsmæssig virksomhed, men hvor der ikke er tale om vederlagsnæring. Det praktiske eksempel på en sådan fordring er kautionistens regresfordring.

Hvorvidt tabet kan karakteriseres som en driftsomkostning afgøres udfra SL § 6, litra a, og den praksis, der knytter sig til bestemmelsen. Efter SL § 6, litra a, er driftsomkostninger defineret som de udgifter, der i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten. Et første krav er således, at fordringen og tabet har tilknytning til virksomhedens erhvervsmæssige drift. Tab på fordringer, som indgår i virksomhedens anlægsformue, falder dermed udenfor. Se om praksis efter SL § 6, litra a i LV Erhvervsdrivende afsnit E.A.2 (særligt LV Erhvervsdrivende afsnit E.A.2.8.2).

Efter bestemmelsen skal fradraget foretages efter SL's regler. Det indebærer, at tabet fratrækkes i den personlige indkomst i det indkomstår, hvor tabet realiseres (realisationsprincippet).

Der er dog ikke fradragsret for tab på fordringer omfattet af en DBO, såfremt reglerne i KGL § 18 finder anvendelse. Se om § 18 i afsnit A.D.2.6.

Kursgevinster og kurstab på fordringer og gæld vedrørende næringsejendomme m.m., der er erhvervet/pådraget efter ejendommens anskaffelse, og som afstås/afvikles igen inden ejendommens afståelse, dvs. gevinster og tab, der ikke indgår i SL's avanceopgørelse, er omfattet af KGL, jf. lovens § 1, stk. 3.

Såfremt det ved afståelse af en næringsejendom viser sig, at den skattepligtige ved indkomstopgørelsen for tidligere år allerede har medregnet kursgevinster eller kurstab som ellers skulle indgå i avanceopgørelsen efter SL, vil der ved avanceopgørelsen skulle reguleres herfor. Det vil sige, at der skal bortses fra kursgevinster og kurstab, der allerede er beskattet henholdsvis fradraget. Situationen vil eksempelvis kunne opstå, hvor den skattepligtige har anset ejendommen for en anlægsejendom, men hvor ejendommen efterfølgende skattemæssigt kvalificeres som en næringsejendom. Om gevinster eller tab er medregnet før indkomståret 1998 er i denne sammenhæng uden betydning.

Såfremt det ved afståelse af en anlægsejendom viser sig, at der i løbet af ejertiden er konstateret kursgevinster eller kurstab, som vedrører gæld, der er indgået i anskaffelsessummen, men som den skattepligtige ikke har medregnet ved indkomstopgørelsen for de pågældende indkomstår, kan der eventuelt blive tale om genoptagelse af de relevante skatteansættelser efter reglerne i SFL § 26 og § 27. Situationen vil eksempelvis kunne opstå, hvor den skattepligtige har anset ejendommen for en næringsejendom, men hvor ejendommen efterfølgende skattemæssigt kvalificeres som en anlægsejendom.