Kursgevinster og kurstab på fordringer og gæld vedrørende næringsejendomme m.m., der er erhvervet/pådraget efter ejendommens anskaffelse, og som afstås/afvikles igen inden ejendommens afståelse, dvs. gevinster og tab, der ikke indgår i SL's avanceopgørelse, er omfattet af KGL, jf. lovens § 1, stk. 3.

Såfremt det ved afståelse af en næringsejendom viser sig, at den skattepligtige ved indkomstopgørelsen for tidligere år allerede har medregnet kursgevinster eller kurstab som ellers skulle indgå i avanceopgørelsen efter SL, vil der ved avanceopgørelsen skulle reguleres herfor. Det vil sige, at der skal bortses fra kursgevinster og kurstab, der allerede er beskattet henholdsvis fradraget. Situationen vil eksempelvis kunne opstå, hvor den skattepligtige har anset ejendommen for en anlægsejendom, men hvor ejendommen efterfølgende skattemæssigt kvalificeres som en næringsejendom. Om gevinster eller tab er medregnet før indkomståret 1998 er i denne sammenhæng uden betydning.

Såfremt det ved afståelse af en anlægsejendom viser sig, at der i løbet af ejertiden er konstateret kursgevinster eller kurstab, som vedrører gæld, der er indgået i anskaffelsessummen, men som den skattepligtige ikke har medregnet ved indkomstopgørelsen for de pågældende indkomstår, kan der eventuelt blive tale om genoptagelse af de relevante skatteansættelser efter reglerne i SFL § 26 og § 27. Situationen vil eksempelvis kunne opstå, hvor den skattepligtige har anset ejendommen for en næringsejendom, men hvor ejendommen efterfølgende skattemæssigt kvalificeres som en anlægsejendom.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter