Efter KGL § 13, skal personer (og dødsboer), der udøver næring ved køb og salg af fordringer eller driver næringsvirksomhed ved finansiering medregne gevinst og tab på fordringer i såvel danske kroner som fremmed valuta ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Gevinst og tab skal medregnes ved opgørelsen af den personlige indkomst, jf. PSL § 4, stk. 3.

Der er dog ikke fradragsret for tab på fordringer omfattet af en DBO, såfremt reglerne i KGL § 18 finder anvendelse. Se om § 18 afsnit A.D.2.6.

Om opgørelse af gevinst og tab på fordringer i danske kroner se afsnit A.D.2.14 og A.D.2.14.1 henholdsvis for fordringer i fremmed valuta afsnit A.D.2.14.2.

Bestemmelsen indeholder en videreførsel og præcisering af næringsbeskatningen, som forud for KGL skete på grundlag af SL §§ 4 - 6.

KGL § 13 omfatter som udgangspunkt gevinst og tab på alle pengefordringer, der er omfattet af § 1. Ved bestemmelsen fastslås således, at der er en formodning for, at alle den pågældende persons fordringer er omfattet af skattepligten. Det fastslås imidlertid også, at ikke nødvendigvis alle fordringer, som personen har erhvervet, er omfattet af skattepligten, idet der er mulighed for at godtgøre, at enkelte fordringer falder uden for næringsskattepligten. Muligheden for at godtgøre dette står åben både for den næringsskattepligtige og for skattemyndighederne. Falder en fordring uden for næringsskattepligten, er den omfattet af KGL's øvrige regler. Endvidere falder tab på fordringer, der er omfattet af en DBO i visse tilfælde uden for bestemmelsen, jf. afsnit A.D.2.6.

Efter børsreformens gennemførelse har fysiske personer ikke ret til erhvervsmæssigt at rette henvendelse til offentligheden og tilbyde sig som køber, sælger eller formidler af værdipapirer, bortset fra omsættelige pantebreve med pant i fast ejendom eller løsøre.  

Hvorvidt en person må anses for at udøve næring ved køb eller salg af fordringer, beror på, om personen har det som sin hele eller delvise levevej at handle med fordringer. Det vil sige, at der er tale om personer, der handler med værdipapirer for egen regning eller formidler sådanne handler som mægler. Det karakteristiske for sådan virksomhed er, at der er tale om en vis aktiv indsats i form af f.eks. annoncering eller kundekontakt. Der kan endvidere være tale om, at en kreds af kunder opsøger personen på grund af dennes særlige viden om markedet eller andre forhold af betydning for udbud, efterspørgsel eller prisfastsættelse. Denne form for handelsnæring må ikke forveksles med porteføljepleje af en værdipapirbeholdning. Det karakteristiske for porteføljepleje er, at værdipapirer købes til og sælges fra en beholdning, der kan være af variabel størrelse, men hvor køb og salg sker gennem f.eks. pengeinstitutter, og hvor hensigten primært er at omplacere kapitalen, således at afkastet øges. Ved afgørelsen af, om der foreligger næringsvirksomhed, vil den praksis, der er udviklet på grundlag af SL være vejledende.

I TfS 1993, 531 HRD (TOLD SKAT Nyt 1993.24.1126) blev en prokurist, der var ansat i et vekselerfirma, anset som næringsdrivende med værdipapirer, herunder obligationer.

I SKM2001.127.HR blev en skatteyder, som var ansat i en fiskerivirksomhed hvor han hovedsageligt var beskæftiget med valutaterminsforretninger og endvidere indgik valutaterminsforretninger i eget navn fra arbejdsgiverens kontor, ikke anset for næringsdrivende. Højesteret lagde til grund, at selvom skatteyderen indgik et stort antal valutaterminskontrakter vedrørende betydelige beløb og et mindre antal obligationshandler med professionelle aktører på det finansielle marked, så var skatteyder imidlertid selv uden egentlig professionel tilknytning til dette marked.

Ved finansieringsvirksomhed forstås, at personen som sin hele eller delvise levevej foretager direkte udlån eller opkøber fordringer, der normalt ikke er genstand for almindelig omsætning. Det kan f.eks. være ikke-pantsikrede fordringer i form af afbetalingskontrakter. Det gælder, hvad enten de hertil anvendte midler hidrører fra egenkapital eller fra fremmedkapital. Disse næringstilfælde må afgrænses over for den mere passive kapitalanbringelse, der ikke anses for finansieringsnæring.

Vejledende for denne afgrænsning kan bl.a. være følgende forhold:

  • Den aktivitet, som personen udøver i forbindelse med oprettelsen eller erhvervelsen af fordringen, herunder ved den nærmere udformning af vilkårene.
  • Fordringens art, således forstået, at typiske anlægspapirer såsom obligationer og almindelige pantebreve i fast ejendom giver formodning for, at der er tale om  anlægsinvestering. Fordringer i form af individuelle gældsbreve, afbetalingskontrakter, atypiske pantebreve og lignende kan derimod indicere, at der er tale om aktiv finansieringsvirksomhed, der kan omfattes af næringsbegrebet.

Nedennævnte to højesteretsdomme angiver - for personer, der disponerer på markedet for kortvarige private pantebreve - den ramme, inden for hvilken Højesteret kan ventes at ville trække grænsen for skattepligt. Det drejer sig på den ene side om den gruppe, der nok virker aktivt, men dog stadig må betragtes som almindelige kapitalinvestorer, der kan oppebære kursgevinster indkomstskattefrit. På den anden side drejer det sig om de erhvervsdrivende udøvere af udlånsvirksomhed eller finansieringsvirksomhed, der indkomstbeskattes af disse gevinster.

I dommen UfR 1973, 472 H (Quant-Hansen) var der tale om en skatteyder, som ikke havde erhverv, men som havde investeret den væsentligste del af sin formue i pantebreve med ret kort løbetid (fra 4 - 10 år, der for nogles vedkommende blev kortere som følge af indfrielse). Købene finansieredes til dels ved anvendelse af kassekredit. I nogle tilfælde var pantebrevene udstedt direkte til den pågældende. Der var aldrig foretaget salg af pantebreve. Højesteret fandt ikke i de oplyste omstændigheder grundlag for at fastslå, at der var udøvet næringsvirksomhed, der medførte skattepligt af kursgevinsterne. Dommen er kommenteret af Jørgen Trolle i UfR 1973 B, s. 309.

Den anden højesteretsdom er UfR 1975, 552 H (Hyldahl), hvor en købmand, der bl.a. var indehaver af 2 detailforretninger inden for manufakturbranchen, havde investeret ledig kapital i pantebreve. I Højesterets dom anføres: Indstævntes ... dispositioner over sin kapital har kun undtagelsesvis bestået i køb af tidligere oprettede pantebreve eller lign., men har i næsten alle tilfældene bestået i udlån, for hvilke der direkte til  indstævnte som første kreditor udstedtes pantebreve eller andre gældsbeviser, og indstævnte har således haft væsentlig indflydelse på lånedokumenternes nærmere vilkår. Den overvejende del af lånene har haft en stipuleret løbetid på ikke over 3 år, og låneforholdenes karakter - og hyppige anvendelse af klausulen om forfald af lånenes hovedstol ved ejerskifte - har medført, at lånenes faktiske løbetid i det overvejende antal tilfælde er blevet kortere end den stipulerede. Gennem regnskabsårene ... har den ved lånetransaktionerne indvundne kursgevinst da også været noget større end  renteindtægten. Kursgevinsten findes i hvert fald under disse omstændigheder ikke at være formueforøgelse ..., men at måtte anses som en del af udbyttet ved en af indstævnte drevet virksomhed med udlån af penge og således i medfør af SL § 4, stk. 1, a, at være skattepligtig indkomst. Dommen er kommenteret af A. Blom-Andersen i UfR 1976 B, s. 237.

Ved bedømmelsen af en eventuel skattepligt af gevinster og tab kan det få betydning, fra hvem personen har erhvervet pengefordringen. Der er her tale om den såkaldte afsmitning. Afsmitning kan f.eks. opstå, hvor der er tale om interessefællesskab mellem juridiske og fysiske personer eller mellem flere fysiske personer. En aktionær og dennes selskab er to selvstændige skattesubjekter, men hvis selskabet er næringsdrivende ved køb og salg af fordringer eller ved finansiering, vil aktionæren som udgangspunkt blive beskattet efter næringsreglerne, hvis fordringen overdrages fra selskab til aktionær. Det forhold, at gevinster generelt er skattepligtige hos selskaber, medfører derimod ikke, at aktionæren vil blive beskattet efter næringsreglerne ved enhver fordring, som måtte blive overdraget fra selskab til aktionær.

Afsmitningsbetragtningen er f.eks. kommet til udtryk i højesteretsdommen UfR 1985, 1072 H (TfS 1985, 681 HRD). En tømmerhandler C havde gennem selskabet P bestemmende indflydelse i selskab B. Efter at B som led i sin næringsvirksomhed havde solgt nogle ejerlejligheder, købte C nogle pantebreve udstedt ved disse salg. Erhvervelsen af disse pantebreve fandtes at have en så nær tilknytning til B's næringsvirksomhed, at de opnåede kursavancer også hos C var undergivet almindelig indkomstskattepligt, jf. SL § 4. Derimod var der ikke grundlag for beskatning af avance på pantebreve købt i det åbne marked.

Der er ikke med KGL tilsigtet nogen ændring af denne praksis.

Opdeling af beholdningen af fordringer
Der er principielt intet til hinder for, at en pengenæringsdrivende person (eller dødsbo) kan opdele en beholdning af fordringer i en omsætningsbeholdning, hvor de indvundne kursgevinster beskattes, og en anlægsbeholdning, hvor en eventuel beskatning vil afhænge af KGL's øvrige regler (mindsterenteordningen).

I lsr. 1964.114 blev en vekseler anset for indkomstskattepligtig af opnåede indfrielsesgevinster på pantebreve, som tilhørte hustruen. Landsskatteretten henviste ved afgørelsen foruden til formuefællesskabet mellem ægtefællerne og den stedfundne sambeskatning til omstændighederne ved erhvervelsen. Det var i denne forbindelse oplyst, at hustruen for egne midler af mandens salgsbeholdning havde købt de pantebreve hun anså for fordelagtigt, ligesom hun ofte overtog de yderligt placerede pantebreve, der var mindre egnet til salg.

Se også lsr. 1979.166, hvor en forhenværende fondsbørsvekseler blev anset for indkomstskattepligtig af kursavancer på pantebreve, der var erhvervet på et tidspunkt, hvor han stadig drev erhverv, uanset vekseleren angav, at pantebrevene var indkøbt til hustruen i anlægshensigt.

I lsr. 1985.150 blev en vekseler ikke beskattet af en kursavance på 78.386 kr. ved indfrielse af nom. 300.000 kr. skibskreditobligationer, idet retten fandt tilstrækkeligt grundlag for at anse obligationerne for hele tiden at være holdt uden for vekselerens forretningssfære, og at han havde haft tilstrækkelige indtægter og midler uden for vekselerfirmaet til at dække deres anskaffelse.