Gevinst og tab på terminskontrakter og aftaler om køberetter og salgsretter m.v. behandles skattemæssigt efter reglerne i KGL §§ 29-33. Reglerne er udtømmende, og gælder for såvel erhververe som udstedere af finansielle kontrakter.

KGL § 29 omfatter skattepligtige efter KGL § 2 (selskaber) og KGL § 12 (fysiske personer og dødsboer).

KGL § 29 har virkning for kontrakter der erhverves den 1. juli 1991 eller senere, jf. KGL § 43, stk. 1. Kontrakter m.v., der er erhvervet før den 1. juli 1991 behandles skattemæssigt efter de indtil da gældende regler. Se eventuelt nærmere LV 1997 Almindelig del, afsnit A.D.2.6.1.

Definitionen af terminskontrakter m.v., omfattet af den indtil 1. januar 1997 gældende KGL § 8 C, er uændret i forhold til § 29 i den fra og med 1. januar 1997 gældende lov. Om de indtil 1. januar 1997 gældende regler, se LV 1996 Almindelig del, afsnit A.D.2.6.

Ved vedtagelsen af den reviderede kursgevinstlov gennemførtes en lempelse i adgangen til at modregne tab i gevinster på aktiebaserede kontrakter, jf. lov nr. 439 af 10. juni 1997. Om begrænsninger i personers ret til at foretage fradrag for tab, se afsnit A.D.2.18.4.

Om begrænsninger i selskabers ret til at foretage fradrag for tab, se afsnit A.D.2.18.5.

Ved lovrevisionen blev der endvidere gennemført en udvidelse i kredsen af kontrakter, der er undtaget beskatning efter § 29, jf. § 30. Om undtagelser efter § 30, se afsnit A.D.2.18.3. Om beskatning ved fraflytning m.v., se afsnit A.D.2.19.

Den skattemæssige behandling af gevinst og tab på finansielle kontrakter sker med udgangspunkt i, hvorvidt den enkelte kontrakt opfylder betingelserne for at være omfattet af KGL § 29. Som udgangspunkt omfattes terminskontrakter og aftaler om købe- og salgsretter m.v. af KGL § 29. Det er kontrakter, der i almindelighed omtales som terminskontrakter (futures og forwardkontrakter) samt købe- og salgsretter (optioner). Anvendelsen af disse begreber er imidlertid ikke entydig. Det er derfor ikke tilstrækkeligt blot at vurdere kontrakter m.v. ud fra hvad de kaldes. Kontrakterne skal således vurderes i forhold til deres bestanddele. Kontrakter, der opfylder de nedenfor anførte betingelser, er uanset formålet med indgåelsen (f.eks. risikoafdækning, investering eller arbitrage) omfattet af § 29.

Efter KGL § 30, der er udtømmende, er visse kontrakter undtaget fra beskatning efter § 29. Om kontrakter der er undtaget fra beskatning efter § 29, stk. 1, se afsnit A.D.2.18.3.

Finansielle kontrakter, der er omfattet af KGL § 29, er karakteriseret ved at bestå af følgende 3 bestanddele:

Aftale
Der skal foreligge en bindende aftale enten i form af en særskilt aftale eller eksempelvis inkorporeret i en aktionæroverenskomst. Rene tilbud, hvorpå der ikke foreligger nogen accept, enten fra enkeltpersoner eller efter vedtagelse på f.eks. et selskabs generalforsamling er ikke omfattet. Det er uden betydning, om aftalen er skriftlig eller mundtlig. En ren beslutning om at ville indgå en aftale er ikke tilstrækkelig.

Tidsmæssig forskydning
Der skal være en tidsmæssig forskydning mellem aftaletidspunkt og afviklingstidspunkt (eventuelt leveringstidspunkt). En kontrakts løbetid kan være såvel tidsbegrænset som tidsubegrænset. En tidsubegrænset kontrakt vil som oftest være karakteriseret ved, at den først kan udnyttes, når en aftalt begivenhed indtræder. Som eksempel kan nævnes aktionæroverenskomster, hvor den aktionær, der ønsker at sælge sine aktier, er forpligtet til først at tilbyde dem til selskabets øvrige aktionærer. En ren forkøbsret uden fastsat pris er dog ikke omfattet, jf. nedenfor. Selvom finansielle kontrakter typisk har en kort løbetid, kan de løbe over en flerårig periode. En køberet kan således f.eks. give erhververen ret til om 3 år at erhverve en post obligationer til en på forhånd fastsat kurs.

Afviklingspris
Der skal på tidspunktet for indgåelsen af kontrakten aftales en afviklingspris eller kurs. Den aftalte afviklingspris eller kurs behøver ikke være en konkret aftalt pris eller kurs på de underliggende aktiver. Prisen kan godt aftales at være en formel eller beregningsmodel, når denne blot medfører, at der ikke er væsentlig usikkerhed om den fremtidige overdragelsespris, jf. SKM2007.637.VLR.

Levering eller differenceafregning
Kontrakter, der anvendes som finansielle instrumenter, kan opfyldes ved levering af det underliggende aktiv eller ved differenceafregning. Ved differenceafregning leveres det underliggende aktiv ikke, men der sker alene afvikling ved betaling. Er det underliggende aktiv syntetisk (eksempelvis et aktieindeks), vil der altid ske differenceafregning, da det underliggende aktiv ikke kan leveres. Selv om det underliggende aktiv er et fysisk aktiv, opfyldes kontrakten som oftest ved differenceafregning. Differenceafregning kan ske ved kontraktens udløb eller ved løbende afregning i kontraktperioden.

Se som eksempel på differenceafregning Ny tekst startØstre Landsrets dom i SKM2010.293.VLD.Ny tekst slut

Symmetrisk beskatning
Som hovedregel er der tale om en generel og symmetrisk beskatning af finansielle kontrakter. Udgangspunktet er således, at alle gevinster er skattepligtige og alle tab fradragsberettigede. Dette gælder for alle skattepligtige, dvs. selskaber og fonde m.v., erhvervsdrivende og private personer. Skattepligtige efter pensionsafkastbeskatningsloven skal tilsvarende medregne gevinst og tab på finansielle kontrakter i beskatningsgrundlaget. Se Vejledning om Pensionsafkastbeskatning afsnit B.2.

Separationsprincippet
Gevinst og tab på finansielle kontrakter, der er omfattet af § 29, opgøres altid efter separationsprincippet. Det betyder, at uanset hvilket underliggende aktiv kontrakten er baseret på, opgøres gevinst eller tab uden hensyn til de regler, der gælder for det underliggende aktiv. Se TfS 1993, 221 LR, TfS 1993, 223 LR, samt TfS 1995, 261 LR. Om separationsprincippet se også afsnit A.D.2.18.6.

Lagerprincippet
Beskatning af gevinst/tab på kontrakter sker som altovervejende hovedregel efter lagerprincippet. Det vil sige, at selv om kontrakten først realiseres i et senere år, skal resultatet opgøres hvert år på grundlag af kontraktens værdi ved slutningen af indkomståret. Om avanceopgørelse efter lagerprincippet se afsnit A.D.2.18.6. Om dispensation til anvendelse af realisationsprincippet, se afsnit A.D.2.18.7.

For personer, der ikke udøver næring ved køb og salg af fordringer eller driver næringsvirksomhed ved finansiering, medregnes gevinst og tab på finansielle kontrakter ved opgørelsen af kapitalindkomsten, jf. PSL § 4, stk. 1, nr. 2.

For personer, der udøver næring ved køb og salg af finansielle kontrakter indgår gevinst og tab vedrørende denne virksomhed i kapitalindkomsten, jf. PSL § 4, stk. 1, nr. 2. Se hertil SKM2002.346.LR.

Efter § 29 skal gevinst og tab på terminskontrakter og aftaler om køberetter og salgsretter medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Disse kontraktstyper beskrives nedenfor.

Terminskontrakter
En terminskontrakt (forwardkontrakt) er en aftale om overdragelse af et aktiv eller en gældsforpligtelse til en på forhånd fastsat pris, hvor afvikling af kontrakten finder sted efter aftaletidspunktet.

Købsterminskontrakter giver udstederen og erhververen pligt til at sælge henholdsvis købe en fastsat mængde af et bestemt aktiv eller passiv på en bestemt fremtidig dato til en pris, der er aftalt i kontrakten.

Salgsterminskontrakter giver udstederen og erhververen pligt til at købe henholdsvis sælge en fastsat mængde af et bestemt aktiv eller passiv på en bestemt fremtidig dato til en pris, der er aftalt i kontrakten.

Futures er standardiserede terminskontrakter med hensyn til f.eks. løbetid, kontraktstørrelse og underliggende aktiver.

Ved terminskontrakter er der symmetri mellem erhververens og udstederens risiko, da der er tale om en gensidig forpligtelse.

Spotforretninger
Som terminskontrakter betragtes dog ikke aftaler, hvor afviklingstidspunktet nok ligger senere end aftaletidspunktet, men hvor afvikling finder sted inden for den afviklingsfrist, der på området anses for at være sædvanlig, jf. § 29, stk. 2. Sådanne forretninger anses fortsat for spotforretninger. De falder dermed uden for §§ 29-33. Spotforretningens genstand beskattes efter de almindelige regler for denne type aktiv eller passiv.

Købe- og salgsretter
Ved en aftale om en køberet forstås en aftale om, at køberettens indehaver (erhververen) har en ret, men ikke en pligt til at erhverve et aktiv eller et passiv til en på forhånd aftalt pris på eller inden et bestemt tidspunkt. Udstederen er forpligtet til at sælge, hvis køberetten udnyttes.

Køberetter kan være omfattet af § 29, selv om der i aftalen er fastsat betingelser, der indebærer, at der kan herske en vis usikkerhed om, hvorvidt retten vil blive udnyttet.

Køberetter kaldes ofte call-optioner.

En aftale om en salgsret er en aftale om, at salgsrettens indehaver (erhververen) har en ret, men ikke en pligt til at afstå et aktiv eller passiv til en på forhånd aftalt pris på eller inden et bestemt tidspunkt. Udstederen af salgsretten er forpligtet til at købe, hvis salgsretten udnyttes. I SKM2003.184.LR fandt Ligningsrådet at en aktionærs ret til at sælge sin aktiepost i overensstemmelse med de vilkår der var aftalt i en aktionæroverenskomst var en salgsret omfattet af KGL § 29.

Salgsretter kaldes ofte put-optioner.

Ved udløbsdagen på købe- og salgsretter forstås den dag, hvor kontrakten udnyttes eller udløber uudnyttet. Udstederen har en pligt til henholdsvis at sælge eller købe. Erhververen af f.eks. en køberet har således en valgret, mens udstederen har en tilsvarende eventualforpligtelse. Erhververen betaler en præmie (optionspræmien) til udstederen for retten til at købe eller sælge det underliggende aktiv. Erhververens tabsrisiko er begrænset til den betalte præmie, mens gevinstmuligheden i princippet er ubegrænset. Udstederens gevinstmulighed er begrænset til den modtagne præmie, hvorimod tabsrisikoen i princippet er ubegrænset. Ved købe- og salgsretter er der altså ikke, som ved terminskontrakter, symmetri mellem udsteders og erhververs risiko.

Andre kontrakter 
Reglerne om terminskontrakter samt aftaler om købe- og salgsretter anvendes på andre aftale- og kontrakttyper end de, der benævnes som sådan. Det gælder, hvis de f.eks. er sammensat af terminskontrakter samt købe- og salgsretter. Det vil eksempelvis være tilfældet for en aftale om en køberet til en terminskontrakt. Opfylder en kontrakt ikke betingelserne for at være omfattet af § 29, beskattes gevinst eller tab efter skattelovgivningens almindelige regler. Om kontrakter omfattet af § 29, se afsnit A.D.2.18.1. De følgende omtalte afgørelser, der er truffet i henhold til den tidligere gældende KGL § 8 C, anses fortsat for gældende i relation til § 29 i den nugældende kursgevinstlov, jf. lovbekendtgørelse nr. 806 af 24. september 2003.

Warrants
Begrebet warrant bruges i flere betydninger og kan vedrøre aktiver som aktier, obligationer eller valuta.

En warrant kan således bl.a. være en ret til at købe (eller sælge) allerede udstedte aktier eller til at tegne nye aktier. En warrant, der er en tegningsret til aktier m.v., beskattes efter aktieavancebeskatningslovens regler. Tegningsretter til aktier m.v. er udtrykkeligt undtaget fra § 29, jf. § 30, stk. 1, nr. 2. Se nærmere afsnit A.D.2.18.3.2.

Warrants, der indeholder retten til at erhverve obligationer, bortset fra konvertible obligationer, er omfattet af § 29. Om konvertible obligationer, se LV Selskaber og aktionærer afsnit S.G.13. Da warrants således ikke er fast defineret, men betegnelsen for en vifte af kontrakter, skal det derfor ved den skattemæssige behandling afgøres konkret, hvilke(t) regelsæt der skal anvendes. 

Indløsningsretter
Et selskabs indløsningsret i henhold til selskabets vedtægter er omfattet af § 29. Interessentskabskontrakter vil ofte indeholde købe- og salgsretter.

Bytteretter
KGL § 29 kan også finde anvendelse på aftaler om bytteret. En bytteret indebærer en ret til at afstå et aktiv mod at erhverve et andet aktiv og indeholder således både en afståelsesret og en erhvervelsesret.

REPO-forretninger
I afgørelsen TfS 1995, 48 LSR fandt Landsskatteretten, at REPO-forretningerne - efter det oplyste om formålet og om den indbyrdes sammenhæng mellem de dispositioner, der indgik i forretningerne - reelt dækker over låneforhold med sikkerhedsstillelse i obligationer/skatkammerbeviser. REPO-forretninger omfattes dermed ikke af KGL § 29. Afgørelsen antages også at omfatte REPO-forretninger på andre værdipapirer end obligationer og skatkammerbeviser.

FRA's
Ligningsrådet har vejledende udtalt, at en Forward Rate Agreement (FRA), der bestod af to modsatrettede terminskontrakter ansås for omfattet af dagældende KGL § 8 C-G, TfS 1993, 562 LR.

Swaps
En swapaftale er en ubetinget gensidig forpligtelse indgået på aftaledagen mellem normalt to parter om bytte af f.eks rente på to (reelle eller fiktive) lån eller fordringer.

Swapmarkedet er præget af individuelle aftaler med særdeles forskellige kontraktbestemmelser. Består swapaftalen af et antal elementer, beskattes de enkelte elementer og ikke instrumentet som sådant. Indgår der i en swap elementer i form af terminskontrakter og aftaler om købe- og salgsretter, sker beskatningen efter §§ 29-33 for disse elementers vedkommende.

For swaps gælder derfor, at det ved en konkret vurdering af aftalen må afgøres, hvorvidt reglerne for finansielle kontrakter skal anvendes i forhold til swapaftalen eller enkelte elementer i denne.

Det er SKATs opfattelse, at som hovedregel er swaps omfattet af kursgevinstlovens § 29.

I SKM2006.451.SR fandt Skatterådet, at renteswaps skulle anses som terminskontrakter og dermed var omfattet af kursgevinstlovens § 29. Jf. dertil SKM2007.437.SR.

TfS 1999, 845 HRD handlede om et erhvervsdrivende selskab og en bank der før 1. juli 1991 havde indgået 2 swapaftaler. Aftalerne bestod i, at der på fremtidige afregningstidspunkter skulle udveksles (byttes) beløb i to udenlandske valutaer. Højesteret fandt, at tab på kontrakterne ikke var fradragsberettiget efter den tidligere KGL § 6, idet de ansås for at skulle sidestilles med valutaterminsforretninger. Da aftalerne var indgået før 1. juli 1991 var de omfattet af SL § 4, litra f.

I TfS 1997, 127 LSR, blev tab på en renteswap ikke anset for at være en renteudgift omfattet af SL § 6, litra e, men for tab på en finansiel kontrakt omfattet af den tidligere KGL §§ 8 C til 8 G.

Ny tekst startSe SKM2010.841.SR hvor Skatterådet bekræftede, at der er fradrag for kommanditisters tab ved førinfrielse af en renteswap, svarende til forskellen mellem renteswapaftalens værdi primo og værdien på indfrielsestidspunktet, jf. KGL § 33, stk. 1, 3. pkt. Endvidere bekræftede Skatterådet, at renteswapaftalen har direkte tilknytning til den erhvervsmæssige virksomhed, og tab kan derfor fradrages fuldt ud uden fradragsbegrænsning, jf. KGL § 32, stk. 1, 2. pkt.Ny tekst slut 

Puljeordninger
Finansielle kontrakter kan indgå i såkaldte puljeordninger. Der kan bl.a. være tale om valutapuljer, hvor f.eks. et pengeinstitut for en række investorer samlet foretager investering i fremmed valuta ved anvendelse af finansielle kontrakter. Finansielle kontrakter, f.eks. i form af valutaterminsforretninger, kan også indgå som et element i en puljeordning, hvor der ud over finansielle kontrakter investeres i andre formuegoder, der beskattes efter andre regler. Det kan f.eks. være obligationer, aktier eller råvarer. I TfS 1995.751 LSR blev en deltager i et puljelånsarrangement, hvor den administrerende bank foretog valutaterminsforretninger på vegne af deltagerne, beskattet som om deltagerne selv havde foretaget de pågældende forretninger. Klager påstod tabet fradragsberettiget som rente, subsidiært som kurstab på gæld i fremmed valuta eller mere subsidiært som tab på kontrakt tilknyttet den erhvervsmæssige virksomhed. Klageren fik heller ikke medhold i sin mest subsidiære påstand, da deltagelsen i det konkrete puljelån havde så spekulativ en karakter, at der opstod en særskilt risiko.
Se nærmere om en puljeordning i SKM2009.716.SR. Skatterådet anfører i SKM2009.716.SR bl.a., at den pågældende pulje blev administreret af banken som investerede puljens midler i værdipapirer efter de retningslinier, der var gældende for puljen, og at puljedeltageren fik en forholdsmæssig andel af puljens værdipapirer. Videre var det anført, at puljen ikke kunne anses for at være en skatteretlig selvstændig enhed og at det var den enkelte deltager i puljen, der skulle beskattes af sin andel i puljen mht. udbytter, renter og gevinster/tab som det kendes fra fx interessentskaber.

Se som eksempel SKM2009.357.SR om en valutaplejepulje, hvori der indgik valutaterminskontrakter og valutaoptioner. Valutaplejepuljen havde til formål at afdække valutakursrisiko på erhvervsmæssige lån.

Kombinerede produkter 
I TfS 1999, 661 LR fandt Ligningsrådet, at et produkt var en indeksobligation frem for henholdsvis en obligation og en finansiel kontrakt. Produktet ansås at opfylde definitionen på en indeksobligation, idet reguleringen ikke kunne anses for det bærende element og hovedstolen reguleredes i forhold til det valgte indeks, uden at der blev investeret i beregningsgrundlaget. Der var endvidere henset til, at produktet måtte anses for et samlet produkt, idet enkeltdele ikke kunne fravælges.

Andet
TfS 1998, 735 LSR, handlede om et arrangement med investering i syntetiske valutaoptioner, hvor præmien var lånefinansieret. Arrangementet blev tilsidesat, idet det ansås for en regnskabsmæssig konstruktion uden reelt økonomisk og regnskabsmæssigt indhold.

Ved Lov nr. 407 af 1/6 2005 er det vedtaget, at fordringssiden (kreditor) af strukturerede fordringer omfattet af KGL § 29, stk. 3, 1. pkt., skal behandles efter KGL's regler om finansielle instrumenter (kapitel 6) og de af kapitel 7's regler, der vedrører finansielle instrumenter.

Krav til hvorvidt en fordring er omfattet
Det er en forudsætning, at fordringen er omfattet af KGL § 1 for at den kan være omfattet af KGL § 29, stk. 3, jf. afsnit A.D.2.1 m.v.

For at fordringen er omfattet, skal den reguleres helt eller delvist i forhold til udviklingen i priser på værdipapirer, varer og andre aktiver m.v., når blot udviklingen er af en karakter, som kan lægges til grund i en finansiel kontrakt, jf. KGL § 29, stk. 3, 1. pkt.

Fordringen kan f.eks. følge udviklingen på sølv og guld eller korn. Det er aktiver, som også kan lægges til grund i en række finansielle kontrakter.

Fordringen omfatter ikke bare det, der ofte kaldes hovedstolen. Det omfatter også ydelser, som skyldneren skal betale herudover, og som ellers ville blive beskattet som kursgevinst. Det afgørende, for om ydelsen beskattes efter KGL § 29, er, om den skattemæssigt behandles efter kursgevinstloven.

Det er ikke nødvendigvis hele gælden, der skal udvikle sig i overensstemmelse med bestemt opregnede værdipapirer m.v. Det er nok, at det kun skal gælde en del af gælden, og udviklingen behøver ikke være 1 til 1.

Obligationer, der skal indfries med et beløb, der udvikler sig i overensstemmelse med kursudviklingen i hedgeforeninger og andre investeringsselskaber, er omfattet.

Obligationer, der følger udviklingen i bestemt opregnede værdipapirer i en hedgeforening uden at nævne hedgeforeningen, eller som nævner hedgeforeningen uden at opregne værdipapirerne, er omfattet.

Praksis vedr. § 29, stk. 3, 1. pkt.

I SKM2006.4.LR fandt Ligningsrådet, at to obligationer, hvor indfrielseskursen ville blive reguleret med udviklingen på priser på råvarer, var omfattet af KGL § 29, stk. 3.

Ligningsrådet fandt i SKM2006.5.LR, at en obligationsserie ikke var omfattet af KGL § 29, stk. 3. Obligationerne ville blive udstedt til kurs 92 og indfriet til kurs 100. Dette kunne ikke sidestilles med en regulering som nævnt i KGL § 29, stk. 3. Det fremgik desuden af sagen, at i tilfælde af tab på porteføljen af ansvarlig kapital, så har fundingselskabet ikke tilstrækkelige midler til at indfri obligationerne til kurs 100. Obligationernes indfrielseskurs var bundet op på fundingselskabets betalingsevne. Ligningsrådet fandt, at manglende betalingsevne på indfrielsestidspunktet ikke er omfattet af KGL § 29, stk. 3. Jf. dertil SKM2006.6.LR.

I SKM2006.20.LR fandt Ligningsrådet, at en ejendomsobligation med en variabel tillægsrente, der var omfattet af KGL, var omfattet af KGL § 29, stk. 3. Ligningsrådet lagde vægt på, at fordi obligationens indfrielsessum blev reguleret i forhold til nogle ejendommes værdi og det løbende afkast fra disse ejendomme, samt at denne udvikling kunne lægges til grund i en finansiel kontrakt, så var ejendomsobligationen omfattet af § 29, stk. 3.

I SKM2006.304.SR tog Skatterådet stilling til, om en obligation var blåstemplet iht. KGL § 14 og om obligationen var omfattet af KGL § 29, stk. 3. Skatterådet fandt, at i den konkrete sag, hvor der alene var sikkerhed i bestemte aktiver, at obligationens indfrielseskurs var bundet op på disse aktivers værdi. Dette medførte, at obligationen var omfattet af KGL § 29, stk. 3, 1. pkt., første del. Skatterådet vurderede dog, at udviklingen i den konkrete sag ikke kunne lægges til grund i en finansiel kontrakt. Obligationen var derfor ikke omfattet af KGL § 29, stk. 3. Skatterådet har hermed præciseret praksis i forhold til SKM2006.5.LR og SKM2006.6.LR. Præciseringen har virkning fra offentliggørelsen af SKM2006.304.SR.

I SKM2006.705.SR har Skatterådet præciseret, at ved vurderingen af hvorvidt udviklingen kan lægges til grund for en finansiel kontrakt, skal der lægges vægt på, om der vil være en reel risiko for, at der bliver indfriet til en anden kurs end kurs pari. Skatterådet fandt i den konkrete sag, at der ikke var en sådan risiko. Se hertil det bindende svar SKM2009.34.SR, hvor et selskab påtænkte at udstede obligationer i euro. Obligationerne skulle have hovedstolsgaranti og en garanteret forrentning på 0,50 %, dvs. obligationerne ville altid blive indfriet til mindst kurs 100 og blive forrentet. Hovedstolsgarantien fremkom ved, at største delen af provenuet fra obligationsudstedelsen blev placeret i højt ratede (AAA/AA) forrentede bankobligationer, der jf. spørgers oplysninger, anses som sikre obligationer. Bankobligationerne ville fuldt ud kunne dække en indfrielse af de udstedte obligationer til kurs 100. Obligationernes indfrielseskurs blev desuden reguleret af udviklingen i afkastet i en investering i derivater på elmarkedet, hvori det resterende provenu fra obligationsudstedelsen blev investeret. Derivatinvesteringen var på non-recourse, hvilket betød, at tab hverken kunne føre til manglende forrentning eller at obligationerne blev indfriet til mindre end kurs 100, jf. hovedstolsgarantien. Hvis afkastet fra derivatinvesteringen var positivt, ville obligationerne blive indfriet til over kurs 100. Hvis afkastet fra derivatinvesteringen var negativt, ville indfrielseskursen være 100 som følge af hovedstolsgarantien. Indfrielseskursen kunne således som følge af kastet på derivatinvesteringen være større end kurs 100, dvs. forskellig fra kurs 100. Obligationerne (i euro) blev anset for omfattet af KGL § 29, stk. 3 som følge af reguleringen, der kunne henføres til afkastet i derivatinvesteringen, jf. KGL § 29, stk. 3, 4. pkt.

I SKM2006.706.SR fandt Skatterådet, at to obligationer, hvor indfrielseskursen henholdsvis fulgte udviklingen i et vindindeks eller på udvalgte vindmøllers el-produktion, var omfattet af KGL § 29, stk. 3.

I SKM2006.715.SR fandt Skatterådet, at en obligation udstedt af et selskab, hvor den underliggende aktivitet var udenlandsk statsgæld, var omfattet af KGL § 29, stk. 3.

I SKM2006.716.SR fandt Skatterådet, at en obligation, hvor indfrielseskursen afhang af udviklingen på afgrøder og guld, var omfattet af KGL § 29, stk. 3.

I SKM2007.881.SR fandt Skatterådet, at fordringssiden på et profit sharing lån var omfattet af § 29, stk. 3. Lånet blev forrentet med en variabel rente og der ville udover det udlånte beløb blive tilbagebetalt 25 pct. af det akummulerede regnskabsmæssige overkud efter nærmere fastsatte regler. Se SKM2008.245.SR.

I SKM2008.207.SR fandt Skatterådet, at fem forskelliger modeller for finansiering ikke var omfattet af § 29, stk. 3, da der var tale om renteprodukter og udviklingen (forskellen mellem stiftelseskursen og indfrielseskursen) ikke kunne anvendes i en finansiel kontrakt.

I SKM2008.449.SR fandt Skatterådet, at et Struktureret indlån på en indlånskonto, hvor afkastet af indskuddet på kontoen afhænger af udviklingen i en række aktieindeks og enkeltaktier, var omfattet af § 29, stk. 3.

I SKM2008.573.SR fandt Skatterådet, at en fordring udstedt i fremmed valuta, hvor indfrielses skete til en kurs, der blev beregnet på grundlag af forholdene for lejeindtægter, var omfattet af § 29, stk. 3.

I SKM2008.708.SR har Skatterådet taget stilling til om en række produkter var omfattet af § 29, stk. 3. Produkterne var Long/Short certifikater, Discount certifikater, Bonus certifikater, Struktureret værdipapir med garanteret kuponrente (med kontant afregning eller fysisk levering af en aktie).

Andre afgørelser vedr. KGL 29, stk. 3, fra Skatterådet, jf. SKM2007.436.SR, SKM2008.233.SRSKM2008.578.SR, SKM2009.640.SR og SKM2009.746.SR.

Fordringer, der opfylder kravene, men som er fuldstændig undtaget
Følgende typer af fordringer er fuldstændig undtaget fra KGL's regler om finansielle instrumenter (kapitel 6) og de af kapitel 7's regler, der vedrører finansielle instrumenter:

  • Fordringer, der er omfattet af KGL § 4, jf. KGL § 29, stk. 3, 1. pkt. Der henvises til afsnit S.C.1.2.2.3.1 om KGL § 4
  • Fordringer, der er omfattet af KGL § 5, jf. KGL § 29, stk. 3, 1. pkt. Der henvises til afsnit S.C.1.2.2.3.2 om KGL § 5
  • Fordringer, hvor kreditor er omfattet af KGL § 10, jf. KGL § 29. stk. 1, 1. pkt. Der henvises til afsnit A.D.2.12.1.1 om KGL § 10

Fordringer, der opfylder kravene, som kan være undtaget
Bemærk at KGL § 29, stk. 3, 2. pkt. er blevet ændret ved lov nr. 724 af 25. juni 2010. Efter ændringen vil fordringer i danske kroner, der alene reguleres af udviklingen i en eller flere valutakurser være omfattet af KGL § 29, stk. 3 og skal dermed beskattes efter reglerne for finansielle kontrakter og ikke som fordringer i fremmed valuta, jf. praksis efter den hidtil gældende KGL § 29, stk. 3, 2. pkt., hvorefter sådanne fordringer blev anset for omfattet af hidtilgældende KGL § 16.
Se LV 2010-1 for en beskrivelse af praksis om valutakursregulering i relation til den hidtil gældende KGL § 29, stk. 3, 2. pkt.
Lovændringen har virkning for fordringer, der erhverves den 27. januar 2010. 

Følgende fordringer er som udgangspunkt undtaget, men kan dog i visse situationer blive omfattet, jf. nedentående "Undtagede fordringer, der alligevel er omfattet":

  • Fordringer, der alene reguleres i forhold til udviklingen i de af Danmarks Statistik beregnede forbrugerprisindeks eller nettoprisindeks, jf. KGL § 29, stk. 3, 2. pkt.
  • Fordringer, der alene reguleres i forhold til udviklingen i tilsvarende officielle forbrugerprisindeks eller nettoprisindeks, som dem fra Danmarks Statistik, inden for Den Europæiske Union eller dens medlemsstater, jf. KGL § 29, stk. 3, 3. pkt.

Undtagede fordringer, der alligevel er omfattet
Fordringer, der opfylder kravene i KGL § 29, stk. 3, 2. og 3. pkt., er ikke undtaget fra KGL § 29, stk. 3, i følgende situationer:

  • Fordringer, der også reguleres helt eller delvist i forhold til udviklingen i et andet grundlag, jf. KGL § 29, stk. 3, 4. pkt. Se SKM2008.1012.SR og SKM2009.34.SR
  • Fordringer, som reguleres på grundlag af valuta og prisindeks, der ikke vedrører samme område. Prisindeks i et land, der deltager i euroen, og euroen antages at vedrøre samme område, jf. KGL § 29, stk. 3, 4. og 5. pkt.

Virkningstidspunkt
KGL § 29, stk. 3, gælder ikke for fordringer, hvor den første kreditor i henhold til fordringen har erhvervet den efter udstedelsen, og denne erhvervelse er sket inden 4. maj 2005, jf. KGL § 43, stk. 1.

Fordringer, der er omfatter af KGL § 29, stk. 3, 1. pkt.
Hvis en fordring er omfattet KGL § 29, stk. 3, 1. pkt., skal kreditor behandle sin fordring efter reglerne om finansielle instrumenter i KGL's kapitel 6 og 7.  

Modregning af tab på finansielle kontrakter i strukturerede obligationer
I SKM2006.307.SR har Skatterådet taget stilling til, om tab på finansielle kontrakter opstået i 2002 til 2004 kan modregnes i strukturerede obligationer. Skatterådet fandt, at der kunne ske modregning i gevinster på strukturerede obligationer omfattet af KGL § 29, stk. 3, dog med det forbehold, at de strukturede obligationer ikke var omfattet af KGL § 29, stk. 3, 2. og 3. pkt.

Udgangspunktet for den skattemæssige behandling af finansielle kontrakter er, at alle aftaler vedrørende fremtidig levering af et aktiv eller passiv til en på forhånd fastsat pris, er omfattet af KGL § 29, stk. 1.

Imidlertid er der visse kontraktstyper, hvor gevinst/tab positivt er undtaget beskatning efter KGL § 29. Kontrakter m.v., der ikke positivt er nævnt nedenfor, vil derfor være omfattet af KGL § 29, stk. 1.

Sædvanlige købsaftaler om overdragelse af fast ejendom kan betragtes som terminskontrakter der som udgangspunkt er omfattet af KGL § 29. Også aftaler vedrørende køb og salg af fast ejendom, der har karakter af købe- eller salgsretter, vil som udgangspunkt være omfattet af § 29.

Sådanne aftaler er imidlertid undtaget fra beskatning efter § 29, jf. § 30, stk. 1, nr. 1, og skal derfor beskattes efter de almindelige regler for det underliggende aktiv, jf. § 30, stk. 6. Dette gælder dog ikke for aftaler, hvor aftalens løbetid kan overskride 12 måneder og aftalens parter er personer som nævnt i boafgiftlovens § 22. Ændringen af § 30, stk. 1, nr. 1, har virkning for aftaler der ingås d. 5. december 2007 eller senere.

For næringsskattepligtige med fast ejendom, er den skattemæssige behandling af gevinst eller tab på sådanne kontrakter omfattet af statsskattelovens regler for det underliggende aktiv.

For ikke-næringsskattepligtige med fast ejendom, er den skattemæssige behandling af gevinst eller tab på købsaftaler omfattet af ejendomsavancebeskatningslovens regler.

I TfS 2000, 18 LSR havde et selskab A af kommunen fået en køberet til en byggegrund 1. B ønskede at købe grund 1 af kommunen. Efter forhandlinger mellem A, B og kommunen blev det aftalt, at A skulle acceptere at afstå fra at købe grund 1 mod at kunne købe en tilsvarende grund af kommunen. B erhvervede grund 1 til afviklingsprisen i henhold til A's køberet og B indbetalte til kommunen et beløb, der cirka svarende til differencen mellem afviklingsprisen på grund 1 og markedsprisen på den tilsvarende grund 2. Landsskatteretten fandt, at A havde overdraget sin køberet til B mod en økonomisk modydelse svarende til det af B til kommunen indbetalte beløb. A blev anset for skattepligtig af køberettens værdi efter ejendomsavancebeskatningsloven.

I SKM2008.25.SR fandt Skatterådet, at en option ikke var omfattet af kursgevinstlovens regler. Sagen handlede om en option på køb af en fast ejendom, der var givet til en datter. Se dertil SKM2008.178.SR og SKM2008.241.SR.

For ikke-næringsskattepligtige med fast ejendom, er gevinst eller tab på salgsaftaler omfattet af statsskattelovens regler.

Tegningsretter til aktier m.v., er som udgangspunkt omfattet af KGL § 29. Tegningsretter til aktier m.v. er imidlertid undtaget fra beskatning efter § 29, jf. § 30, stk. 1, nr. 2. Aktier m.v. er defineret som værdipapirer omfattet af aktieavancebeskatningsloven.

Ved en tegningsret forstås en ret, der er udstedt af et selskab, som berettiger erhververen til at tegne aktier m.v., herunder konvertible obligationer i selskabet. Tegningsretter betegnes undertiden som warrants. Om warrants, se afsnit A.D.2.18.2

Gevinst eller tab på tegningsretter til aktier m.v. beskattes efter aktieavancebeskatningslovens regler.

Om tegningsretter og konvertible obligationer, der skattemæssigt behandles efter reglerne i aktieavancebeskatningsloven, jf. KGL § 30, stk. 6, se LV Selskaber og aktionærer afsnit S.G.2.7 og S.G.13.

Ved lov nr. 199 2006/07 er der sket ændring af KGL § 30, stk. 1, nr. 3. Ændringen finder anvendelse på obligationer og værdipapirer, der udstedes, og lån, der ydes eller overtages, den 1. juli 2007 eller senere.

Følgende betingelser skal nu være opfyldt, for at være omfattet af undtagelsen i nr. 3:

  • Lånet skal ydes med sikkerhed som nævnt i KGL § 7, stk. 3 og KGL § 19, stk. 4
  • Lånet skal være ydet af et selskab eller en person eller et dødsbo, der driver næringsvirksomhed ved finansiering.

Kurskontrakter, der indgås af låntagere i forbindelse med kurssikring ved optagelse, refinansiering, rentetilpasning og indfrielse af de omfattede lån, er som udgangspunkt omfattet af KGL § 29. For låntagere er gevinst/tab på sådanne kontrakter imidlertid undtaget beskatning efter § 29, jf. § 30, stk. 1, nr. 3. Undtagelsen gælder kurssikringskontrakter indgået af debitor såvel i forbindelse med optagelse som indfrielse af såvel obligationslån som kontantlån. Den omfatter alle former for kurssikringskontrakter, hvad enten disse er baseret på terminsforretninger, købe- eller salgsretter.

Valutafastkursaftaler
I TfS 1998, 433 DEP udtalte Skatteministeriet, at valutafastkursaftaler, der udbydes i forbindelse med udbetaling og indfrielse af realkreditlån i fremmed valuta, er omfattet af KGL § 30, stk. 1, nr. 3, og dermed skal beskatning ske sammen med det underliggende aktiv - realkreditlånet. De underliggende obligationer blev udstedt i samme valuta som låntager optog lånet. Betalinger på såvel pantebrev som obligationer ville finde sted i den pågældende valuta. I TfS 1999, 192 DEP har Skatteministeriet uddybet udtalelsen trykt i TfS 1998, 433 DEP. Valutafastkursaftaler indgået i forbindelse med delvis indfrielse ved ordinære og ekstraordinære afdrag kan efter Skatteministeriets opfattelse indfortolkes i KGL § 30, stk. 1, nr. 3, således, at gevinst og tab på disse aftaler beskattes sammen med realkreditlånet. Det præciseres videre, at valutafastkursaftaler på lån, der udstedes i én valuta, mens de underliggende obligationer udstedes i en anden valuta, er omfattet af KGL § 30, stk. 1, nr. 3, forudsat at valutafastkursaftalen er indgået i samme valuta som lånevalutaen. Der er således tale om, at der kan valutafastkurssikres såvel i relation til obligations- som til pantebrevssiden.

§ 30, stk. 2
Undtagelsen gælder ikke for realkreditinstitutter, pengeinstitutter og andre kreditinstitutter, når kurskontrakten er udstedt som led i det pågældende instituts næringsvirksomhed ved finansiering, jf. § 30, stk. 2. For disse institutter er kurskontrakter omfattet af § 29.

Betingelser
Undtagelsen fra beskatning efter reglerne om finansielle kontrakter er betinget af, at kontrakten eller aftalen kun kan opfyldes ved levering samt at kontrakten eller aftalen ikke afstås, jf. § 30, stk. 3. Se i SKM2009.77.LSR (indbragt for domstolene) et eksempel på afvikling uden levering af det underliggende aktiv, dvs. afvikling ved differenceafregning. 

Hvis kontrakten afvikles ved differenceafregning anses det for godtgjort, at kontrakten faktisk kunne opfyldes på anden måde end ved levering, uanset aftalegrundlagets formelle indhold. Kontrakten omfattes dermed af § 29. Kravet om, at der rent faktisk sker levering i henhold til kontrakten er ophævet ved lov nr. 283 af 12. maj 1999 med den konsekvens, at aftaler, der indgås i indkomståret 1998 eller senere, ikke beskattes efter reglerne om finansielle kontrakter, såfremt kontrakten udløber uudnyttet. Aftaler indgået før indkomståret 1998, falder dermed tilbage til beskatning efter § 29, såfremt de udløber uudnyttet.

Overdrages en kontrakt er konsekvensen, at kontrakten omfattes af § 29, for den kontraktspart, der har foretaget overdragelsen.

Kurssikring ved rentetilpasning
For så vidt angår kurssikring ved rentetilpasning omfatter § 30, stk. 1, nr. 3, uanset ovenstående betingelser, kontrakter og aftaler vedrørende lån med sikkerhed som nævnt i § 7, stk. 3, og § 19, stk. 4, ydet af et selskab eller af en person eller et dødsbo, der driver næringsvirksomhed ved finansiering, hvor der sker skift af debitor ved overdragelse af fast ejendom. Endvidere vil sådanne kontrakter eller aftaler også være omfattet af § 30, stk. 1, nr. 3, såfremt kontrakten eller aftalen opsiges på vilkår som nævnt i § 22, stk. 3, 2. pkt. (med undtagelser i 3. og 4. pkt.), eller opsiges i tilfælde som nævnt i § 22, stk. 4.

Dette indebærer for det første, at hvis kontrakten eller aftalen opsiges i perioden fra 6 måneder før til 6 måneder efter overdragelsen (afståelsestidspunktet henholdsvis anskaffelsestidspunktet) for den faste ejendom, og der for sælger henholdsvis køber er tale om første opsigelse inden for det pågældende tidsrum, skal kontrakten ikke beskattes som en finansiel kontrakt. For det andet behandles kontrakten eller aftalen ikke som en finansiel kontrakt, når opsigelsen sker efter krav fra det realkreditinstitut, der er kreditor i henhold til rentetilpasningslånet, eller ved opsigelse, som sker i forbindelse med en efterlevende ægtefælles overtagelse af en fast ejendom i forbindelse med skifte af dødsbo eller ved udlevering til ægtefællen, herunder til hensidden i uskiftet bo.

Bestemmelsen er ikke begrænset til at gælde for opsigelse af kurskontrakter vedrørende kontantlån. Det er alene afgørende om kontrakten opsiges på de vilkår der er nævnt i KGL § 22, stk. 3, 2. - 4. pkt., eller i tilfælde som nævnt i stk. 4.

Bestemmelsen har virkning for overdragelse af fast ejendom og for opsigelse af kontrakter der finder sted den 1. juli 2002 eller senere, jf. § 9, stk. 4, i lov nr. 394 af 6. juni 2002.

Konsekvens
Undtagelsen fra reglerne om beskatning som finansiel kontrakt betyder, at kurskontrakterne skal behandles efter skattelovgivningens almindelige regler, dvs. sammen med det underliggende aktiv, jf. § 30, stk. 6. Gevinst og tab på en kurskontrakt vil dermed indgå i opgørelsen af gevinst og tab på det lån, der optages m.v. Lånet anses for optaget m.v. på kontraktstidspunktet (terminskontrakter) henholdsvis udnyttelsestidspunktet (optioner). Den aftalte kontraktspris (ved optioner tillagt eller fratrukket en eventuelt betalt optionspræmie), anses for lånets værdi ved påtagelsen henholdsvis indfrielsessummen.

Ved kontantlån påvirker kursen på de underliggende obligationer rentefastsættelsen henholdsvis indfrielsesbeløbets størrelse. Ved kurssikring af kontantlån i forbindelse med optagelsen vil gevinst eller tab på kontrakten således blive indregnet i lånet gennem rentefastsættelsen. Ved kurssikring i forbindelse med indfrielse skal gevinst eller tab på kontrakten indgå i opgørelsen af gevinst eller tab på lånet. Hvor gevinst og tab på kontrakten påvirker rentefastsættelsen, vil gevinst eller tab indgå i indkomstopgørelsen gennem rentefradraget. En gevinst betyder en lavere rente end ellers, og dermed et mindre fradrag, og omvendt ved tab. Om indregning af optionspræmien i renten, se SKM2002.44.LSR og SKM2002.293.LR.

Efterreguleringer
Er de ovenfor nævnte betingelser for at være omfattet af undtagelsen ikke opfyldt, vil der kunne blive tale om efterreguleringer af den skattepligtige indkomst. Betyder efterreguleringen, at der i et eller flere år skal ske en forhøjelse af skatteansættelsen, kan der ske ordinær genoptagelse i henhold til SSL § 34, stk. 1, hvis varsling af forhøjelsen kan ske inden for 3-års fristen. Da kravet om efterregulering af den skattepligtige indkomst vil være udløst af, at der efter indkomstårets udløb er indtrådt en ændring i grundlaget for opgørelsen af den indkomst, der skal lægges til grund for skatteansættelsen - nemlig at kontrakten skal behandles som en finansiel kontrakt - vil der, hvor afregningen sker efter udløbet af 3-års fristen, f.eks. 7 år efter kontraktens indgåelse, kunne ske genoptagelse efter SSL § 35, stk. 1, nr. 1, jf. lovbekendtgørelse nr. 617 af 12. juli 2002, der har virkning for skatteansættelser, der foretages vedrørende indkomståret 1997 og følgende år. For skatteansættelser, der foretages vedrørende indkomstår forud for 1997 gælder den tidligere SSL § 35, stk. 2, jf. lovbekendtgørelse nr. 526 af 3. juli 1998. Genoptagelsesreglerne er nærmere beskrevet i vejledningen Processuelle regler på SKATs område, afsnit G.3.

På konverterbare obligationer, gældsbreve og andre pengefordringer vil der ofte være knyttet en ret for debitor til at indfri gælden. Som eksempel kan nævnes den ret, som en debitor typisk har til at indfri et sælgerpantebrev til kurs 100. En sådan konverteringsret er i realiteten en køberet til pantebrevet.

Konverteringsretter er som udgangspunkt omfattet af KGL § 29.

Gevinst eller tab på disse konverteringsretter er imidlertid undtaget fra beskatning efter KGL § 29, jf. § 30, stk. 1, nr. 4. I stedet sker beskatningen sammen med den obligation eller det pantebrev konverteringsretten er en del af, jf. § 30, stk. 6.

En debitors eventuelle ret til at erhverve sine udstedte fordringer med henblik på fornyet afståelse er ikke undtaget fra beskatning efter § 29.

Efter § 30, stk. 1, nr. 5, er finansielle kontrakter om køb og salg af aktier undtaget fra beskatning efter § 29. Aktier m.v. er defineret som værdipapirer omfattet af aktieavancebeskatningsloven. Såvel terminskontrakter som købe- og salgsretter er omfattede. Købe- og salgsretter kan eksempelvis være aftaler i aktionæroverenskomster eller aktieoptioner, der tildeles medarbejdere.

Betingelser

§ 30, stk. 3
Undtagelsen fra beskatning efter reglerne om finansielle kontrakter er betinget af, at kontrakten ikke bliver, og ikke kan blive differenceafregnet. Kontrakten må endvidere ikke afstås. Se om disse betingelser i § 30, stk. 3, under afsnit A.D.2.18.3.3.

Se om differenceafregning Østre Landsrets dom i SKM2010.293.ØLR om aktieoptioner, der blev anset for afviklet ved differenceafregning. I SKM2010.293.ØLR modtog en skatteyder i 1996 vederlagsfrit 4.000 optioner om ret til at erhverve aktier i det selskab, hvor skatteyderen var ansat. Skatteyderen var ikke blevet lagerbeskattet af optionerne efter reglerne i KGL om finansielle kontrakter. Det var oplyst, at skatteyderen i overensstemmelse med optionsaftalen havde afstået aktierne samtidig med udnyttelsen i 2006. I sagen var der bl.a. fremlagt en email og en "confirmation" fra en bank. I "confirmation" var det anført "Grants Exercised 4000" (4.000 optioner, jf. ovenfor) og "Net proceeds $ 196.675,06". Beløbet på 196.675,06 $ var forskellen mellem udnyttelseskursen og aktiernes værdi på udnyttelsestidspunktet. Beløbet blev overført til skatteyderens bankkonto. Landsskatteretten fandt ikke, at "confirmation" mv. indeholdt dokumentation for, at aktierne var leverede. Landsskatteretten fandt derfor, at optionerne var blevet afviklet ved differenceafregning. Avancen ved salg mv. af optionerne skulle herefter opgøres efter reglerne om finansielle kontrakter i KGL.Østre Landsret stadfæstede Landsskatterettens kendelse. Østre Landsret fandt, at det ikke var godtgjort, at skatteyderen havde været reel ejer af aktierne, og derfor var afviklingen af optionerne sket som differenceafregning, henset til at afviklingen måtte anses for en transaktion, der ikke kunne afbrydes mellem udnyttelsen af optionen og salget af aktierne (salget lå tidsmæssigt umiddelbart efter udnyttelsen), og til at skatteyderen ikke skulle finansiere udnyttelsen, men modtog et nettoprovenu.

 

I SKM2006.328.SR fandt Skatterådet, at en køberet er indgået mellem B og A eller et af denne 100 pct. ejet selskab. Hvor køberetten udnyttes af et af A 100 pct. ejet selskab. Skatterådet tiltrådte, at "et af denne 100 pct. ejet selskab" ikke er entydigt defineret, og derfor ikke kan være part i en køberet. A blev derfor anset for at have overdraget køberetten til A ApS, som efterfølgende har udnyttet køberetten. Dvs. køberetten blev anset for afstået.

LL § 28 og LL § 7 H
Køberetter til aktier, der er omfattet af ligningslovens § 28 eller ligningslovens § 7 H og erhvervet i indkomståret 1998 eller senere, omfattes ikke af reglerne om beskatning af finansielle kontrakter uanset, om betingelserne i KGL § 30, stk. 3, er overholdt eller ej. Undtagelsen fra leveringskravet og kravet vedrørende afståelse gælder såvel i forhold til modtageren af køberetten som i forhold til det selskab, der har ydet køberetten. Disse køberetter kan altså differenceafregnes og afstås uden at skulle beskattes efter § 29.

§ 30, stk. 4
Endelig er undtagelsen betinget af, at der ikke er indgået modgående kontrakter eller forretninger, jf. § 30, stk. 4. Modgående kontrakter er to (eller flere) kontrakter, hvor et givent aktiv købes på en (eller flere) kontrakt(er) og af samme deltager sælges på en anden eller flere kontrakter. Som modgående kontrakter eller forretninger anses også modgående kontrakter eller forretninger, der er indgået af den skattepligtiges ægtefælle eller af et koncernforbundet selskab, jf. KGL § 4, stk. 2, og modgående kontrakter eller forretninger, der er indgået af et selskab, hvori den skattepligtige er hovedaktionær, jf. ABL § 4 eller omvendt. En aktionæroverenskomst, der både indeholder køberetter og salgsretter, anses ikke for at indeholde modgående kontrakter. Det er herved lagt til grund, at den foreskrevne begivenhed i aftalen (f.eks. egen eller en medaktionærs fratræden) giver den enkelte kontraktspart ret til enten at købe eller sælge, men ikke ret til både at købe og sælge. Hvis den enkelte kontraktspart har ret til både at købe og sælge, vil der derimod være tale om modgående kontrakter.

LL § 28 og LL § 7 H
Køberetter til aktier omfattet af ligningslovens § 28 eller ligningslovens § 7 H er undtaget fra beskatning efter reglerne i KGL § 29, selv om der er indgået modgående kontrakter, jf. KGL § 30, stk. 4. Undtagelsen omfatter kun medarbejderoptionen, og for den modgående kontrakt vil KGL § 29 således fortsat finde anvendelse. Om medarbejderordninger omfattet af LL § 28, se afsnit A.B.1.12, og om medarbejderordninger omfattet af LL § 7 H, se A.B.1.15. Undtagelsen til betingelsen om ingen modgående kontrakter gælder for køberetter til aktier omfattet af LL § 28, der er erhvervet i indkomståret 1998 eller senere.

Konsekvens
Undtagelsen fra beskatning efter reglerne om finansielle kontrakter betyder, at aftaler om køb og salg af aktier skal behandles efter skattelovgivningens almindelige regler, dvs. sammen med det underliggende aktiv, jf. § 30, stk. 6. Gevinst og tab på en aftale om køb eller salg af aktier vil dermed indgå i opgørelsen af gevinst og tab på de aktier, der købes henholdsvis sælges. Aktierne anses for købt eller solgt på kontraktstidspunktet (terminskontrakter) eller udnyttelsestidspunktet (købe- og salgsretter) og den aftalte kontraktspris (terminskontrakter) eller den aftalte kontraktspris plus den betalte præmie (købe- og salgsretter) anses for aktiernes skattemæssige anskaffelsessum eller afståelsessum.

Efterreguleringer
Er de ovenfor nævnte betingelser for at være omfattet af undtagelsen ikke opfyldt, vil der kunne blive tale om efterreguleringer af den skattepligtige indkomst. Se nærmere om efterreguleringer i afsnit A.D.2.18.3.3.

Ved handel med danske værdipapirer medgår der sædvanligvis 3 afviklingsdage. Sådanne forretninger opfylder kriterierne i § 29, stk. 1. Efter § 29, stk. 2, anses aftaler, hvor afviklingstidspunktet nok ligger senere end aftaletidspunktet, men hvor afvikling finder sted inden for den afviklingsfrist, der på området anses for at være sædvanlig, ikke som terminskontrakter. Sådanne aftaler anses fortsat for spotforretninger, og skal dermed ikke beskattes efter §§ 29-33.

Tilsvarende er handel med udenlandske værdipapirer, hvor der sædvanligvis medgår mere end de ovenfor nævnte 3 afviklingsdage, ikke omfattet af beskatning efter KGL § 29. Det er dog en forudsætning, at afvikling finder sted inden for den afviklingsfrist, der på området anses for at være sædvanlig.

Ved køb og salg af udenlandske værdipapirer, bliver der ofte foretaget valutakurssikring i afviklingsperioden. Efter de indtil 1997 gældende regler blev valutakurssikring af det beløb, der i henhold til aftalen skulle betales på tidspunktet, hvor afviklingen rent faktisk fandt sted, skattemæssigt anset for omfattet af den tidligere gældende KGL § 8 C, nu KGL § 29, stk. 1.

Gevinst eller tab på sådanne valutakurskontrakter er imidlertid nu undtaget fra beskatning efter § 29, jf. § 30, stk. 1, nr. 6.

Undtagelsesreglen tilstræber, at handler med værdipapirer i fremmed valuta, i afviklingsperioden skattemæssigt ligestilles med handler i egen valuta.

Reglen omfatter således valutakurssikring i afviklingsperioden, ved køb og salg af såvel dansk- som fremmedmøntede værdipapirer. Kurssikring ved køb eller salg af danskmøntede værdipapirer kan f.eks. ske i situationer, hvor virksomhedens regnskab føres i fremmed valuta.

Efter § 30, stk. 1, nr. 6, er det en betingelse, at valutakontraktens løbetid svarer til sædvanlig afviklingstid for handel med de værdipapirer, som valutakontrakten vedrører.

Betingelser

§ 30, stk. 3
Undtagelsen fra beskatning efter reglerne om finansielle kontrakter er betinget af, at kontrakten ikke bliver, og ikke kan blive differenceafregnet. Kontrakten må endvidere ikke afstås. Se om disse betingelser i § 30, stk. 3, under afsnit A.D.2.18.3.3.

§ 30, stk. 4
Endelig er undtagelsen betinget af, at der ikke er indgået modgående kontrakter eller forretninger, jf. § 30, stk. 4. Se om denne betingelse under afsnit A.D.2.18.3.5.

Konsekvens
Undtagelsen fra beskatning efter reglerne om finansielle kontrakter betyder, at valutakontrakter indgået i forbindelse med køb og salg af værdipapirer skal behandles efter skattelovgivningens almindelige regler, dvs. sammen med det underliggende aktiv, jf. § 30, stk. 6. Gevinst og tab på en valutakontrakt i forbindelse med køb og salg af værdipapirer vil dermed indgå i opgørelsen af gevinst og tab på de værdipapirer, der købes henholdsvis sælges. Værdipapirerne anses for købt eller solgt på kontraktstidspunktet. Den aftalte kontraktspris anses for værdipapirernes skattemæssige anskaffelsessum eller afståelsessum.

Efterreguleringer
Er de ovenfor nævnte betingelser for at være omfattet af undtagelsen ikke opfyldt, vil der kunne blive tale om efterreguleringer af den skattepligtige indkomst. Se om disse reguleringer under afsnit A.D.2.18.3.3.

Sædvanlige aftaler om fremtidig levering af varer og andre aktiver samt tjenesteydelser til privat brug eller til brug i modtagerens virksomhed eller som produkt af egen virksomhed er som udgangspunkt omfattet af § 29, men imidlertid undtaget fra beskatning efter § 30, stk. 1, nr. 7.

Sædvanlige aftaler om levering af varer som produkt af egen virksomhed kan f.eks. være landbrugeres aftaler om salg af deres høstresultat til senere levering. Sådanne aftaler er omfattet af undtagelsesbestemmelsen, hvis de nedenfor anførte betingelser i øvrigt er opfyldt.

Dagligdags aftaler, der indeholder tilbud om levering af varer og andre aktiver samt tjenesteydelser til privat brug eller til brug i virksomhed, kan ligeledes være omfattet af undtagelsesbestemmelsen. Disse aftaler har typisk en sådan karakter, at kontrakterne ikke kan anvendes som finansielle kontrakter. Ved vurderingen af, om en kontrakt er omfattet af undtagelsesbestemmelsen, kan det bl.a. indgå, om der betales et vederlag for kontrakten. Det er således karakteristisk for aftaler om købe- og salgsretter, der anvendes som finansielle kontrakter, at der betales en præmie. For dagligdags aftaler betales der som regel ikke vederlag.

Som eksempel på kontrakter omfattet af undtagelsesbestemmelsen kan nævnes sådanne køberetter, som ofte er indeholdt i leasingkontrakter. Her vil der i reglen være tale om levering af varer til privat brug eller til brug i en virksomhed, og kontrakten kan kun opfyldes ved levering.

Næring
Undtagelsen gælder ikke for skattepligtige, der udøver næring ved køb og salg af finansielle kontrakter eller driver næringsvirksomhed ved finansiering, jf. § 30, stk. 5. For disse skattepligtige er de sædvanlige aftaler, som de måtte indgå, omfattet af § 29.

For andre skattepligtige er virksomhedens karakter og varens eller tjenesteydelsens art uden betydning for, om aftalen er omfattet af undtagelsen. Såvel omsætnings- som anlægsaktiver er omfattet af undtagelsen.

Betingelser

§ 30, stk. 4
Undtagelsen er betinget af, at der ikke er indgået modgående kontrakter eller forretninger, jf. § 30, stk. 4. Se nærmere om modgående kontrakter under afsnit A.D.2.18.3.5.

Det er endelig en betingelse, at kontrakten ikke er optaget til handel på et reguleret marked. Se nærmere om regulerede markeder i LV Selskaber og aktionærer afsnit S.G.3.2. .

Konsekvens
Undtagelsen fra beskatning efter reglerne om finansielle kontrakter betyder, at sædvanlige aftaler skal behandles efter skattelovgivningens almindelige regler, dvs. sammen med det underliggende aktiv, jf. § 30, stk. 6.

Efterreguleringer
Er de ovenfor nævnte betingelser for at være omfattet af undtagelsen ikke opfyldt, vil der kunne blive tale om efterreguleringer af den skattepligtige indkomst. Se nærmere om efterreguleringer i afsnit A.D.2.18.3.3.

Valutakontrakter i tilknytning til sædvanlige aftaler
Valutakurssikring af sædvanlige aftaler er ligeledes undtaget fra beskatning efter § 29, jf. § 30, stk. 1, nr. 7.

Hvis sædvanlige aftaler - omfattet af undtagelsesbestemmelsen i KGL § 30, stk. 1, nr. 7 - er indgået i fremmed valuta, er en eventuel valutakurssikring af aftalen tillige omfattet af bestemmelsen. For at valutakontrakten anses for omfattet af undtagelsesbestemmelsen gælder de samme betingelser som nævnt ovenfor vedrørende den bagvedliggende aftale om levering af varer og andre aktiver samt tjenesteydelser til privat brug eller til brug i modtagerens virksomhed eller som produkt af egen virksomhed. I SKM2002.368.LSR havde klager købt et hus til levering på sin byggegrund. Købesummen skulle erlægges i svenske kroner ved leveringen, og klager havde i forbindelse med entreprisekontrakten indgået en valutaterminskontrakt. Landsskatteretten fandt, at valutaterminskontrakten var omfattet af KGL § 30, stk. 1, nr. 7, og lagde vægt på, at kontrakten var indgået samme dag som entreprisekontrakten, at beløbet i kontrakten svarede til entreprisesummen, og at formålet havde været at afdække den valutakursrisiko, der var forbundet med entreprisekontrakten.

Valutakontrakter indgået i forbindelse med sædvanlige aftaler kan relatere sig til forventet omsætning, således at indgåede valutakontrakter, der knytter sig til ikke indgåede aftaler om levering af f.eks. varer, kan anses at være omfattet af KGL § 30, stk. 1, nr. 7, jf. SKM2003.36.LSR. Klager havde godtgjort, at de indgåede valutakontrakter havde den fornødne tilknytning til klagers aftaler om levering af varer. 

Igangværende arbejder
Undtagelsen omfatter blandt andet valutaterminskontrakter, der er indgået i forbindelse med igangværende arbejder til afdækning af valutakursrisiko på indtægter og udgifter til produkt af egen virksomhed. Det er dog en forudsætning, at betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt, jf. det ovenfor anførte vedrørende de sædvanlige aftaler, som valutakurssikringen knytter sig til.

I de tilfælde, hvor valutaterminskontrakter afdækker en valutakursrisiko på udgifter eller indtægter, som fradrages eller beskattes efter reglerne for igangværende arbejder, vil gevinster og tab på valutaterminskontrakten påvirke opgørelsen af udgiften/indtægten. Udgiften skal således opgøres som det beløb, der skal betales for den valuta, som anvendes til betalingen, og indtægten skal opgøres som det beløb, som opnås for den valuta, som modtages. Gevinst og tab på valutaterminskontrakten gøres dermed til en del af udgiften eller indtægten.

Praksis efter dagældende KGL § 8E
Ved vurderingen af om aftaler anses for omfattet af undtagelsesbestemmelsen, kan der eventuelt tages udgangspunkt i de momenter, der var knyttet til tilladelser til anvendelse af realisationsprincippet efter den tidligere gældende KGL § 8 E, stk. 2. Se afsnit A.D.2.18.7.

Aftaler om hel eller delvis afståelse af virksomhed og aftaler om afståelse af andele af en virksomhed, herunder interessentskabsandele, er undtaget fra beskatning efter § 29, jf. § 30, stk. 1, nr. 8.

Afståelse af virksomhed dækker også afståelse af immaterielle aktiver.

Aftaler om afståelse
Undtagelsen omfatter kun aftaler om afståelse og dermed kun udstedte køberetter (dvs. påtagne salgsforpligtelser) og erhvervede salgsretter samt salg på termin.

Aftaler om afståelse af virksomhed vil vedrøre en konkret virksomhed, hvor der kun kan ske afvikling ved levering. Sådanne aftaler er ofte af længere varighed, og kan derfor som hovedregel ikke skattemæssigt anses for finansielle kontrakter.

Betingelser

§ 30, stk. 3
Undtagelsen fra beskatning efter reglerne om finansielle kontrakter er betinget af, at kontrakten ikke bliver, og ikke kan blive differenceafregnet. Kontrakten må endvidere ikke afstås. Se om disse betingelser i § 30, stk. 3, under afsnit A.D.2.18.3.

Konsekvens
Undtagelsen fra beskatning efter reglerne om finansielle kontrakter betyder, at aftaler om afståelse af virksomhed skal behandles efter skattelovgivningens almindelige regler, dvs. sammen med det underliggende aktiv, jf. § 30, stk. 6.

Efterreguleringer
Er de ovenfor nævnte betingelser for at være omfattet af undtagelsen ikke opfyldt, vil der kunne blive tale om efterreguleringer af den skattepligtige indkomst. Se nærmere om disse reguleringer under afsnit A.D.2.18.3.3.

KGL § 32 regulerer fysiske personers og dødsboers, jf. KGL § 12, fradrag for tab på kontrakter omfattet af KGL § 29. Begrænsningerne medfører, at tab alene kan fradrages i gevinst på finansielle kontrakter efter nærmere regler.

Bestemmelsen omfatter alle finansielle kontrakter, dvs. både aktiebaserede kontrakter og øvrige kontrakter, der ikke er undtaget fra beskatning efter § 29 i medfør af § 30.

Næringsskattepligtige efter ABL § 17
Efter KGL § 32, stk. 1, 2. pkt., har fysiske personer, der er næringsskattepligtige efter ABL § 17, fuldt fradrag for tab på aktiesalgs- eller aktiekøbskontrakter. Om næringsbegrebet se LV Selskaber og aktionærer afsnit S.G.8.1.

Kontrakter tilknyttet erhvervsmæssig virksomhed
Bestemmelsen omfatter endvidere ikke tab på kontrakter, der har tilknytning til erhvervsmæssig virksomhed. Personer, for hvem kontrakten har tilknytning til personens erhvervsmæssige virksomhed, har således fuld fradragsret på sådanne kontrakter.

Hvorvidt der foreligger erhvervsmæssig tilknytning, afgøres ud fra en konkret vurdering. I TfS 1999, 353 LSR fik en landmand fradrag for tab på futures-kontrakter med henvisning til, at kontrakterne ud fra en konkret vurdering havde tilknytning til hans erhvervsmæssige virksomhed. Ved afgørelsen blev der henset til, at dispositionen var forretningsmæssigt betinget, idet landmanden havde søgt at afdække risikoen for prisfald på svinekød. Det blev også tillagt vægt, at kontrakterne ikke havde større omfang end landmandens leverancer af fedesvin til slagteriet. I lighed hermed kunne en landmand i SKM2003.309.VLR fratrække tab på svinefutures handlet på råvarebørsen i Amsterdam. Vestre Landsret lagde blandt andet til grund, at den mængde svin, som kontrakterne angik, på intet tidspunkt oversteg sagsøgerens egen svineproduktion. 

Er skatteyder næringsdrivende med handel med finansielle kontrakter, og udgør handelen med finansielle kontrakter selve den erhvervsmæssige virksomhed, vil fradrag for tab ikke blive begrænset af KGL § 32, jf. SKM2002.346.LR.

I SKM2006.451.SR fandt Skatteråder i sagen efter en samlet vurdering, at de omhandlede renteswaps skulle anses som terminsaftaler og dermed omfattet af kursgevinstlovens regler om finansielle kontrakter. Swapaftalerne blev endvidere anset for at have tilknytning til erhvervsmæssig virksomhed. Ved vurderingen af, om der var tilknytning til den erhvervemæssige virksomhed, blev der lagt vægt på, at efter det oplyste var den oprindelige renteswap indgået for at modvirke en rentestigning på kreditforeningslån, der havde tilknytning til skatteyderens erhvervsvirksomhed. Den oprindelige renteswap måtte derfor anses for at have tilknytning til erhvervsmæssig virksomhed og den nye renteswap måtte derfor også anses for at have tilknytning til erhvervsmæssig virksomhed. 

I SKM2007.411.SR fandt Skatterådet, at en renteswap havde tilknytning til den erhvervsmæssige virksomhed. Der blev lagt vægt på, at swappen hang sammen med det oprindeligt lån og når det oprindeligt lån er erhvervsmæssigt, så er swappen også erhvervsmæssig. Der blev i sagen lagt vægt på, at swapaftalens hovedstol udgjorde det samme beløb som det oprindelige lån, dvs. at det ikke oversteg det oprindelige erhvervsmæssige lån.

I SKM2008.108.SR fandt Skatterådet, at renteswapaftaler, der vedrørte finansieringen af ejendomme drevet i K/S, hvor den erhvervsmæssige virksomhed skete i form af udlejning af fast ejendom, havde tilknytning til den erhvervsmæssige virksomhed.

I det bindende svar SKM2009.152.SR fandt Skatterådet, at et evt. tab på en renteswap vedrørende en kassekredit ikke ville være omfattet af tabsbegrænsningsreglen i KGL § 32, stk. 1, da renteswappen (den finansielle kontrakt) havde tilknytning til erhvervsmæssig virksomhed. Renteswappens hovedstol svarede beløbsmæssigt til trækningsretten på kassekreditten. Renteswappen påtænktes at løbe i 15-20 år. Kassekreditten var variabelt forrentet og renteswappen påtænktes indgået, fordi skatteyderen forventede rentestigninger og derfor ønskede at gøre renten fast vha. renteswappen. Kassekreditten var blevet brugt til at finansiere skatteyderens udlejningsejendomme. Såvel kassekredit og udlejningsejendommen indgik i virksomhedsordningen. Efter sagens oplysninger lagde Skatterådet til grund, at kassekredittens maksimum kunne sidestilles med sædvanlig realkreditbelåning og derfor havde kassekreditten erhvervsmæssig tilknytning.

I det bindende svar SKM2009.357.SR om en valutaplejepulje bekræftede Skatterådet, at fysiske personer efter KGL § 32, stk. 1 kan fratrække tab på finansielle kontrakter (valutaterminskontrakter og valutaoptioner) knyttet til erhvervsmæssige lån. De finansielle kontrakters hovedstol svarede til hovedstolen på de erhvervsmæssige lån. Det blev forudsat, at lånene havde erhvervsmæssig tilknytning, og at de pågældende finansielle kontrakter altid involverede de bagvedliggende erhvervsmæssige låns valuta.

Praksis efter dagældende KGL § 6, stk. 1
Ved vurderingen af kontrakternes erhvervsmæssige tilknytning kan der tages udgangspunkt i praksis vedrørende den tidligere gældende affattelse af KGL § 6, stk. 1, forud for den lovændring, der havde virkning fra 27. december 1990. Efter de gamle regler indgik personers gevinst og tab på fordringer og gæld i fremmed valuta i indkomstopgørelsen, såfremt fordringen eller gælden havde tilknytning til erhvervsmæssig virksomhed. Eksempelvis anses en valutaterminskontrakt, der indgås med henblik på at sikre en virksomheds tilgodehavender og leverancer, for at have erhvervsmæssig tilknytning. Heraf følger også, at valutaterminskontrakter, der er indgået til afdækning af kursrisikoen på erhvervsmæssige valutalån, kun kan anses for at have tilknytning til erhvervsmæssig virksomhed, såfremt kontrakten afdækker en reel, underliggende risiko i forbindelse med en faktisk betalingsforpligtelse i relation til lånet. Det forudsættes således, at den ene af valutakontraktens to valutaer er den valuta, som valutalånet er optaget i, og at den anden valuta er den valuta, som lånet fremover skal være i. Endelig skal kontraktens løbetid og beløbsstørrelser til enhver tid være holdt inden for det erhvervsmæssige valutalåns næste rentetermin og restgæld.

Tabsfradragsbegrænsning KGL § 32, stk. 2 og 3
Ved lov nr. 313 af 21/5-2002 er reglerne ændret, så tab på kontrakter kan fradrages i det omfang tabet ikke overstiger forudgående års skattepligtige nettogevinster på kontrakter, dog ikke et tidligere indkomstår end 2002, jf. KGL § 32, stk. 2.

Gevinsten må ikke være anvendt til modregning af tab fra ældre indkomstår. Fradrag kan således foretages, hvis der er konstateret en gevinst, hvori der ikke er modregnet tab på andre kontrakter. Også gevinst eller tab på kontrakter tilknyttet den erhvervsmæssige virksomhed indgår i opgørelsen af årets nettogevinst. Derfor vil et tidligere års tab på en erhvervsmæssigt tilknyttet kontrakt kunne nedbringe den samlede nettogevinst, der danner grundlag for den skattepligtiges adgang til at fradrage tab på kontrakter uden erhvervsmæssig tilknytning. Se SKM2001.412.LSR. Afgørelsen vedrører det gamle regelsæt, men må antages at være vejledende også for § 32 i sin nugældende formulering.

Tab kan fradrages, uanset om gevinsten vedrører en kontrakt med eller uden erhvervsmæssig tilknytning, og tab kan fradrages, uanset om den tabsgivende henholdsvis gevinstgivende kontrakt ikke er af samme type. Det kan eksempelvis være en tabsgivende valutaterminskontrakt og en gevinstgivende obligationsoption.

Tab fradrages i det indkomstår, tabet vedrører. Der skal ikke ske regulering af indkomstopgørelsen for tidligere indkomstår.

For indkomstårene 2002-2007 gælder dog, at tab kan fradrages, i det omfang tabet ikke overstiger de 5 senest forudgående indkomstårs skattepligtige gevinster på kontrakter, jf. lov nr. 313 af 21/5-2002 § 19, stk. 4.

Et overskydende tab på kontrakten kan efter § 32, stk. 3, modregnes i det pågældende indkomstårs samt de følgende indkomstårs nettogevinster på kontrakter. Tab, der kan fradrages i et tidligere år, kan ikke fremføres til et senere år. Tabet skal således udnyttes i det tidligst mulige år.

Et tab, der ikke kan fradrages eller modregnes efter ovenstående retningslinjer, kan overføres til modregning i en eventuel ægtefælles nettogevinster i indkomståret på kontrakter, herunder kontrakter med erhvervsmæssig tilknytning.

Et eventuelt overskydende tab kan fremføres til modregning i ægtefællens nettogevinst på kontrakter i de efterfølgende indkomstår. Det er en forudsætning, at tabet ikke kan modregnes hos den skattepligtige i det pågældende indkomstår. Modregning af tab i gevinst på ægtefællens kontrakter forudsætter, at ægtefællerne er samlevende ved indkomstårets udgang, jf. KSL § 4.

For tab der er opstået før indkomståret 2002 gælder stadig, at tabet kun kan fremføres og modregnes i de følgende 5 indkomstårs nettogevinster på kontrakter, jf. lov nr. 313 af 21/5-2002 § 19, stk. 3.

 

Kontrakter, der er optaget til handel på et reguleret marked, og som indeholder en ret eller pligt til at afstå aktier
Ved lov nr. 724 af 25. juni 2010 er der indsat en ny regel i KGL § 32 om fradrag for tab på finansielle kontrakter, der er optaget til handel på et reguleret marked, og som indeholder en ret eller pligt til at afstå aktier. Se KGL § 32, stk. 3, jf. lov. nr. 724 af 25. juni 2010. Reglen har virkning for tab der konstateres i indkomståret 2010 eller senere.
Efter reglen kan tab på de pågældende kontrakter fradrages i nettogevinster på aktier optaget til handel på et reguleret marked, hvis tabet ikke kan fradrages i gevinster på finansielle kontrakter efter KGL § 32, stk. 2. Dvs. der er et princip om, at tabet først skal fradrages i gevinster på kontrakter (aktiebaserede såvel som andre kontrakter) hos den skattepligtige og eventuel ægtefælle, og derefter i nettogevinster på aktier optaget til handel på et reguleret marked hos den skattepligtige og eventuel ægtefælle.
Reglen gælder ikke skattepligtige omfattet af ABL § 17. Se KGL § 32, stk. 1, 2. pkt.
Tab på aktiebaserede kontrakter, der er optaget til handel på et reguleret marked skal først fradrages i tidligere indkomstårs skattepligtige nettogevinster på kontrakter (dog ikke fra tidligere indkomstår end 2002) og indkomstårets skattepligtige nettogevinst på kontrakter, og dernæst overføres til fradrag i en eventuel ægtefælles nettogevinster på kontrakter i indkomståret. Se KGL § 32, stk. 2.
Yderligere tab kan fradrages i den skattepligtiges nettogevinster på aktier optaget til handel på et reguleret marked og overføres til fradrag i en eventuel ægtefælles gevinster på aktier optaget til handel på et reguleret marked. Uudnyttede tab på aktier optaget til handel på et reguleret efter ABL § 13 A skal dog først fradrages i indkomstårets gevinster på aktier optaget til handel på et reguleret marked, før der kan fradrages tab på aktiebaserede kontrakter, der er optaget til handel på et reguleret marked. Se KGL § 32, stk. 3.
Hvis der herefter er tab på aktiebaserede kontrakter optaget til handel på et reguleret marked, kan tabet fradrages i følgende indkomstårs nettogevinster på kontrakter, og derefter i nettogevinster på aktier efter reglerne i KGL § 32, stk. 2, 2.-4. pkt. og stk. 3 som beskrevet ovenfor. Se KGL § 32, stk. 4.
Adgangen til at fradrage tab på de pågældende kontrakter i de pågældende gevinster på aktier er valgfri for den skattepligtige. Den skattepligtige kan således fravælge fradrag for tab, og i stedet overføre tabet til fradrag i senere indkomstår. I efterfølgende indkomstår kan den skattepligtige igen vælge at fradrage tabet i gevinster på aktier, hvis tabet fortsat ikke kan fradrages i gevinster på kontrakter efter KGL § 32, stk. 2.

 

Aftaler om fast ejendom
Følgende gælder for tab på aftaler om fast ejendom, der ikke er omfattet af undtagelsen i KGL § 30, stk. 1, nr. 1, jf. A.D.2.18.3.1.

KGL § 32, stk. 2 og 3, finder anvendelse på tab på aftaler vedrørende fast ejendom, men tabene kan alene fradrages i gevinster på aftaler vedrørende fast ejendom. Yderligere tab, der ikke er fradraget, fradrages i sælgerens afståelsessum henholdsvis tillægges køberens anskaffelsessum på den faste ejendom, som aftalen vedrører. Tab kan ikke fremføres, hvis det er fradraget i afståelsessummen henholdsvis tillagt anskaffelsessummen.

Reglen for aftaler om fast ejendom har virkning for aftaler, der indgås den 5. december 2007 eller senere.

For selskaber m.v. gælder de nedenfor anførte tabsfradragsbegrænsninger, jf. KGL § 31 og § 31A, jf. lov nr. 525 af 12. juni 2009. Der er kun tabsfradragsbegrænsning for aktiebaserede kontrakter. Dette gælder dog ikke for næringsskattepligtige efter ABL § 17. Efter lov nr. 1033 af 17. december 2001 er også livsforsikringsselskaber omfattet af SEL § 13, stk. 8 til 13, undtaget KGL § 31's begrænsninger. Disse selskaber har derfor fuldt fradrag for årets nettotab på kontrakter omfattet af KGL § 29.

Med KGL § 31A er der indført en særlig regel om fradragsbegrænsning for tab på kontrakter vedrørende porteføljeaktier efter ABL § 9, og hvor selskabet i relation til ABL har valgt at porteføljeaktier skal realisationsbeskattes. Se nærmere nedenfor.

For øvrige selskaber indebærer KGL § 31, at der i visse tilfælde sker fradragsbegrænsninger for tab på kontrakter, der indebærer ret eller pligt til at afstå aktier. Begrænsningerne medfører, at tab kun kan fradrages i gevinst på finansielle kontrakter efter de nedenfor anførte regler.

Aktiebaserede kontrakter
Aktiebaserede kontrakter er kontrakter, hvis underliggende aktiv er omfattet af aktieavancebeskatningsloven. Dette kan være aktier, anparter i anpartsselskaber, andelsbeviser og lignende værdipapirer, tegningsretter, aktieretter (ret til at modtage fondsaktier eller dele heraf) og konvertible obligationer. Aktiebaserede kontrakter omfatter også aftaler baseret på aktieindeks, eller aftaler, der i øvrigt indeholder et væsentligt aktieelement, jf. § 31, stk. 4. Som eksempel kan nævnes en køberet til en terminskontrakt, der har en aktie som underliggende aktiv.

KGL § 31, stk. 1 omfatter kun kontrakter vedr. aktier omfattet af ABL § 4A (datterselskabsaktier) og ABL § 4B (aktier i koncernselskaber) som selskabet eller et med selskabet koncernforbundet selskab efter KGL § 4, stk. 2 ejer, samt aktier i det selskab, der har udstedt eller erhvervet kontrakten. KGL § 31, stk. 1 finder tilsvarende anvendelse på indeks, hvori de nævnte aktier indgår. Se KGL § 31, stk. 4.

Afståelse af aktier
Reglerne om tabsfradragsbegrænsning gælder kun for kontrakter, der kan indebære afståelse af aktier m.v. Begrænsningerne rammer derfor udstedte køberetter (dvs. påtagne salgsforpligtelser) og erhvervede salgsretter til aktier samt salg af aktier på terminskontrakt.

Baggrund
Baggrunden for den begrænsede fradragsret efter KGL § 31 er et ønske om at undgå de muligheder for skattearbitrage, som ville kunne opstå ved samspillet mellem reglerne om finansielle kontrakter og aktieavancebeskatningslovens regler om skattefrihed af gevinst ved salg af datterselskabsaktier m.v.

Begrænsningens indhold
Ved lov nr. 313 af 21/5-2002 er reglerne ændret, så tab på en aktiebaseret kontrakt, der indeholder ret eller pligt til at afstå aktier, kan fradrages i det omfang tabet ikke overstiger forudgående indkomstårs skattepligtige nettogevinster på kontrakten, hvori der ikke i gevinsten er fradraget tab på andre aktiebaserede kontrakter, dog ikke et tidligere indkomstår end 2002. Tabsfradragsbegrænsningen i § 31, stk. 2, indebærer med andre ord at der skal være konstateret en gevinst på kontrakten, hvori der ikke er modregnet tab fra andre kontrakter eller eventuelt tab fra den pågældende kontrakt fra tidligere indkomstår. Denne fradragsadgang gælder kun samme kontrakt. Er kontrakten forlænget er udgangspunktet, at det anses som indgåelse af en ny kontrakt, se afsnit A.D.2.18.6.

Begrundelsen for denne fradragsadgang er, at der på grund af lagerprincippet kan være sket beskatning af en gevinst i et tidligere år, selv om denne gevinst senere udlignes af et tilsvarende tab på samme kontrakt. Tab fradrages i det indkomstår, tabet vedrører. Der skal ikke ske regulering af indkomstopgørelsen for de tidligere indkomstår.

For indkomstårene 2002-2007 kan tab fradrages i det omfang tabet ikke overstiger de 5 senest forudgående indkomstårs skattepligtige gevinster på kontrakten, hvori der ikke er fradraget tab på andre kontrakter som nævnt i kursgevinstlovens § 31, stk. 1, jf. lov nr. 313 af 21/5-2002 § 19, stk. 4.

Et overskydende tab på kontrakten kan efter § 31, stk. 3, modregnes i det pågældende indkomstårs samt de følgende indkomstårs nettogevinster på såvel aktiesalgs- som aktiekøbskontrakter. Tab, der kan modregnes i et tidligere år, kan ikke fremføres til et senere år. Tabet skal således udnyttes i det tidligst mulige år.

For tab der er opstået før indkomståret 2002 gælder stadig, at tabet kun kan fremføres og modregnes i de følgende 5 indkomstårs nettogevinster på såvel aktiesalgs- som aktiekøbskontrakter, jf. lov nr. 313 af 21/5-2002 § 19, stk. 3.

Kontrakter vedr. porteføljeaktier - særregel om tabsfradrag
Hvis et selskab efter ABL har valgt realisationsbeskatning vedr. porteføljeaktier, der ikke er optaget til handel på et reguleret marked eller en mulitlateral handelsfacilitet gælder der efter KGL § 31A særlige regler for fradrag for tab på kontrakter, der indeholder en ret eller pligt til at afstå de nævnte aktier, idet et tab kan fradrages i nettogevinster på realisationsbeskattede porteføljeaktier, se dog nedenfor. Reglen finder ikke anvendelse på kontrakter, der er omfattet af KGL § 31, jf. KGL § 31A, stk. 4. KGL § 31 går således forud for KGL § 31A.

Efter KGL § 31A, stk. 2 kan indkomstårets tab fradrages i det omfang tabet ikke overstiger forudgående indkomstårs skattepligtige nettogevinst på kontrakten, hvori der ikke er fradraget tab på andre kontrakter vedr. porteføljeaktier, dog ikke et tidligere indkomstår end 2002.
Tab, der ikke fradrages i tidligere beskattede gevinster på kontrakten, fradrages i indkomstårets nettogevinster på alle kontrakter efter KGL § 29, der indeholder ret eller pligt til at afstå aktier (aktiebaserede kontrakter). Uudnyttet tab kan herefter fradrages i indkomstårets nettogevinster på realisationsbeskattede porteføljeaktier efter modregning efter tab efter ABL §§ 9 og 43, stk. 3. Se KGL § 31A, stk. 2.
Tab, der ikke kan modregnes i tidligere indkomstårs skattepligtige nettogevinster på kontrakten, eller i indkomstårets nettogevinster på kontrakter, der indeholder ret eller pligt til at afstå aktier, eller i indkomstårets nettogevinster på realisationsbeskattede porteføljeaktier kan fremføres til modregning i de følgende indkomstårs nettogevinster på alle kontrakter omfattet af KGL § 29, der indeholder ret eller pligt til at afstå aktier, og derefter i nettogevinster på realisationsbeskattede porteføljeaktier, jf. KGL § 31A, stk. 3. I relation til nettogevinster på realisationsbeskattede porteføljeakter skal uudnyttede tab efter ABL modregnes først. Fradrag for tab kan kun fremføres til et senere indkomstår, hvis det ikke kan rummes i skattepligtig nettogevinst i et tidligere indkomstår.

FUL § 8, stk. 8
I FUL § 8, stk. 8 er der fastsat regler om adgang til at anvende uudnyttet tab efter skattefri transaktioner efter fusionsskatteloven. Uudnyttede tab efter KGL § 31, stk 3, kan ikke modregnes i fremtidige gevinster på kontrakter ved skattefri fusion, spaltning og tilførsel af aktiver. Reglen gælder for tab, der konstateres, men ikke udnyttes før den skattefri transaktion. Tab, der konstateres efter transaktionen, omfattes ikke af denne begrænsning. Reglen gælder, hvor vedtagelsen om fusion eller anden omstrukturering efter fusionsskatteloven er vedtaget på selskabets eller samtlige selskabers generalforsamling den 7. oktober 1999 eller senere. Er vedtagelsen i et eller flere selskaber sket før denne dato, gælder begrænsningen ikke for fremførsel af skattemæssige tab.

Ved fusioner gælder reglen om, at det modtagende selskab ikke kan fremføre tab, såvel for tab fra det indskydende som det modtagende selskab. Ved spaltning begrænser FUL § 8, stk. 8, jf. FUL § 15 b, kun fremførsel af tab i det modtagende selskab. Tab i et indskydende selskab, der ikke ophører ved spaltning, kan derfor fradrages i en fremtidig gevinst hos det indskydende selskab. Ved tilførsel af aktiver kan tab fra det indskydende selskab fortsat fremføres hos det indskydende selskab. Tab, der vedrører den gren, som indskydes i det modtagende selskab, kan dog ikke længere fremføres i det modtagende selskab. Se nærmere om FUL § 8, stk. 8, i forhold til de tre omstruktureringsformer i LV Selskaber og aktionærer afsnittene S.D.1.9, S.D.2.8 og S.D.3.6.

Separationsprincippet
Gevinst og tab på finansielle kontrakter, der er omfattet af § 29, og ikke undtaget efter § 30, opgøres efter separationsprincippet. Gevinst og tab opgøres således uden hensyn til de skattemæssige regler, der gælder for det underliggende aktiv. Opgørelsen er ligeledes uafhængig af formålet med anvendelsen af de finansielle kontrakter. Separationsprincippet indebærer også, at der sker en selvstændig skattemæssig opgørelse af gevinst og tab på den finansielle kontrakt, uanset om kontrakten afvikles ved levering.

Afvikles kontrakten ved levering af det underliggende aktiv eller passiv, opgøres kontraktens resultat på leveringsdagen (afviklingsdagen). Det leverede aktiv eller passiv anses for erhvervet henholdsvis afstået på afviklingsdagen og til markedsværdien på afviklingsdagen, jf. KGL § 33, stk. 1, sidste pkt.

Efter § 33, stk. 1, og PAL § 13, stk. 3, skal alle skatte- og PAL-skattepligtige opgøre gevinst eller tab på finansielle kontrakter efter lagerprincippet. Det betyder, at der skal foretages en værdiansættelse af disse kontrakter ved udgangen af hvert indkomstår.

Kontrakter der strækker sig over flere indkomstår
For gevinst og tab på finansielle kontrakter, der ikke indgås og afvikles i samme indkomstår, indebærer lagerprincippet, at gevinst eller tab på urealiserede kontrakter skal opgøres ved udgangen af indkomståret. For kontrakter, indgået før indkomstårets begyndelse, opgøres gevinst eller tab som forskellen mellem kontraktens værdi på statustidspunktet og ved kontraktens udløb. For kontrakter, der er realiseret (dvs. afstået, udnyttet eller udløbet uudnyttet) i indkomståret, opgøres gevinst eller tab som forskellen mellem værdien på statustidspunktet og værdien ved realiseringen. Er kontrakten anskaffet (dvs. indgået eller overtaget) i indkomståret, opgøres gevinst eller tab som forskellen mellem kontraktens anskaffelsessum (ved optioner præmien) og kontraktens værdi på statustidspunktet (indkomstårets udløb).

Kontrakter der ikke strækker sig over flere indkomstår
For kontrakter, der er anskaffet og realiseret indenfor samme indkomstår, opgøres gevinst og tab som forskellen mellem anskaffelsessummen og værdien ved realiseringen. Lagerprincippet har således ikke betydning for kontrakter, der er indgået eller erhvervet og afviklet eller afstået i samme indkomstår. For disse kontrakter opgøres gevinst og tab som forskellen mellem anskaffelsessummen og værdien ved realiseringen, jf. KGL § 33, stk. 1, 5. pkt.

Baggrund
Baggrunden for indførelsen af lagerprincippet var et ønske om at hindre muligheden for risikofri skattetænkning i form af skatteudskydelse. Ved brug af realisationsprincippet ville det være muligt at foretage skatteudskydelse ved at indgå to enslydende, men modsatrettede finansielle kontrakter. Det kan f.eks. være samtidigt køb og salg af samme aktiv på termin. Dispositionen ville være risikofri, da tab på den ene kontrakt ville blive modsvaret af gevinst på den anden kontrakt. Den tabsgivende kontrakt kunne realiseres umiddelbart før og den gevinstgivende kontrakt umiddelbart efter indkomstårets udløb. Under et realisationsprincip kunne der herved opnås et rentefrit lån svarende til skatteværdien af det realiserede tab.

Dispensation
Om dispensation til anvendelse af realisationsprincippet, se afsnit A.D.2.18.7.

Ændrede vilkår kan medføre, at kontrakten anses for realiseret
Hvis der sker ændringer af væsentlige vilkår i en kontrakt, anses den oprindelige kontrakt for realiseret på det pågældende tidspunkt og en ny kontrakt anses for indgået. Det vil som udgangspunkt være tilfældet i forbindelse med en forlængelse af en kontrakt, da der med en forlængelse i de fleste tilfælde vil være tale om en ændring af et nøglevilkår i kontrakten. Højesteret har i TfS 1998, 625 HRD tiltrådt, at denne praksis har støtte i lovens ordlyd. Tilsvarende anses en kontrakt for realiseret og en ny kontrakt for indgået, hvis andre centrale kontraktsvilkår ændres. Dette gælder eksempelvis, hvis en eksisterende valutaterminskontrakt omlægges til en anden valuta. Dog anses en omlægning fra en euro-deltagende national valuta til euro ikke for realisation og indgåelse af en ny kontrakt, jf. TfS 1999, 172 DEP. Derimod vil f.eks. en ændring, hvorved der alene sker en nedsættelse af kontraktsbeløbet, alene skulle betragtes som en delafståelse, men ikke som en realisering af den del af kontrakten, som fortsætter.

Værdiansættelse ved indkomstårets udløb
Værdien af en finansiel kontrakt ved indkomstårets udløb skal opgøres til værdien i handel og vandel (markedsværdien). Finansielle kontrakter kan være børsnoterede, og det underliggende aktiv er typisk børsnoteret. Kan der konstateres en børsnoteret værdi, vil markedsværdien være den på børsen noterede værdi ved indkomstårets udløb. Foreligger der ingen børsnotering, må værdien af finansielle kontrakter i princippet opgøres som anskaffelsessummen ved indkomstårets udløb for en tilsvarende finansiel kontrakt, der har samme restløbetid som den pågældende kontrakt.

Værdiansættelse ved realisering 
For terminskontrakters vedkommende er værdien ved realiseringen værdien på afviklingsdagen. For købe- og salgsretters vedkommende er værdien ved realiseringen afståelsessummen, hvis kontrakten afstås. Hvis købe- eller salgsretten beholdes til udløbsdagen, er det denne dags værdi som gevinst/tab beregnes ud fra. Dette gælder både, hvis kontrakten udnyttes eller udløber uudnyttet. Værdien på udløbsdagen beregnes som forskellen mellem markedsværdien på det underliggende aktiv på udløbsdagen og den aftalte købe- henholdsvis salgssum for aktivet.

Børsnoterede kontrakter m.v.
For futures, som omsættes af FUTOP Clearingcentralen A/S ved Københavns Fondsbørs A/S, opgøres og afregnes gevinst og tab løbende. Reguleringen medfører, at kontrakternes værdi og bogføring af gevinst og tab til stadighed er opgjort efter lagerprincippet. På sådanne kontrakter opstår der derfor kun kortvarigt og i mindre omfang urealiserede gevinster eller tab. Værdiansættelsen af kontrakten er dermed altid foretaget til markedsværdien.

For så vidt angår optioner i FUTOP Clearingcentralens regi opgøres og afregnes gevinst og tab efter realisationsprincippet. Ved indkomstårets udløb skal der derfor foretages ultimoreguleringer i forbindelse med opgørelsen af det skattemæssige resultat.

For børsnoterede valutaterminskontrakter gælder, at markedsværdien for kontrakter med udløb på samme dag som den oprindelige kontrakt fremgår af børslisterne. Er der tale om en valuta, der ikke er noteret, eller er kontraktens løbetid ikke i overensstemmelse med angivelserne i børslisterne, vil markedsværdien ofte kunne oplyses af udstederen af den oprindelige kontrakt.

Ikke-børsnoterede kontrakter m.v.
Selv om kontrakten ikke er noteret på børs, vil man i mange tilfælde med rimelig sikkerhed kunne fastsætte en markedsværdi, da kontrakterne som oftest har en relativt kort løbetid og i mange tilfælde er prisfastsat ud fra et underliggende børsnoteret aktiv. Da langt de fleste kontrakter er baseret på gængse underliggende aktiver, må det formodes, at involverede kontraktsformidlere i disse tilfælde vil være i stand til at levere oplysninger om værdien af kontrakterne. For terminskontrakter gælder, at terminskursen principielt kan bestemmes ud fra kursen på spotmarkedet med fradrag af afkastet på det underliggende aktiv frem til terminstidspunktet og med tillæg af renten for et lån over det pågældende tidsrum.

I de tilfælde, hvor kontrakten ikke er børsnoteret, er ligningsmyndighederne berettiget til at foretage en skønsmæssig værdiansættelse.

Værdiansættelse af kontrakter uden for de organiserede markeder skal ske under hensyn til forholdene på markedet. Navnlig markederne for visse råvarer er præget af betydelig uro, og der forekommer relativt store kortvarige prissvingninger såvel på spotmarkedet som på terminsmarkedet. Da vurderingen af likviditetsgraden i sådanne tilfælde kan være særdeles vanskelig, må markedsværdien af disse kontrakter ansættes forsigtigt i årene forud for realisation af gevinst og tab på kontrakten.

Det må i øvrigt antages, at den værdiansættelse af finansielle kontrakter, der skal foretages med henblik på den skattemæssige opgørelse, i en række tilfælde allerede foretages i andre sammenhænge. I dansk regnskabspraksis foretages der således i en vis udstrækning, eventuelt afhængig af intentionerne med indgåelsen af finansielle kontrakter, værdiansættelse efter markedsværdien, idet urealiserede gevinster og tab resultatføres løbende.

Omkostninger
Omkostninger i forbindelse med indgåelse af finansielle kontrakter, f.eks. gebyrer og kurtage, medregnes i henholdsvis anskaffelsessum og afståelsessum for den pågældende kontrakt.

Eksempel på opgørelse vedrørende termin
En skattepligtig indgår den 1. november i år 1 en terminsaftale om køb af en post obligationer til levering den 1. marts i år 2.

Den 1. marts i år 2 afvikles handlen ved levering, og obligationerne videresælges den 1. juni i år 2.

Spotkurs den 1. november: 94

Terminskurs den 1. november: 95

Terminskurs den 31. december: 96

Spotkurs den 1. marts: 98

Salgskurs ved salg af obligationer: 99

Resultatet for terminskontrakten i år 1 opgøres som forskellen mellem kontraktens værdi ved indkomstårets udløb og kontraktens anskaffelsessum. Kontraktens værdi ved indkomstårets udløb kan opgøres som forskellen mellem den aftalte kurs (kontraktkursen) (95) og terminskursen pr. 31. december (96) (kursen på en tilsvarende kontrakt med samme restløbetid som den pågældende kontrakt). Ses bort fra gebyrer m.v., er årets resultat 1.

Resultatet i år 2 opgøres som forskellen mellem kontraktens værdi ved leveringen den 1. marts og kontraktens værdi ved indkomstårets begyndelse. Kontraktens værdi ved leveringen kan opgøres som forskellen mellem terminskursen pr. 31. december (96) og spotkursen på leveringstidspunktet (98). Årets resultat kan således opgøres til 2.

Obligationerne anses for anskaffet den 1. marts år 2 til kurs 98. Ved salg af obligationerne den 1. juni i år 2 til kurs 99 udgør avancen forskellen mellem købskursen (98) og salgskursen (99), hvilket beløb beskattes efter reglerne om gevinst og tab på fordringer og gæld.

Efter KGL § 33, stk. 1, skal gevinst og tab på kontrakter m.v., der er omfattet af KGL § 29, medregnes efter lagerprincippet.

Anvendelse af lagerprincippet kan i ganske særlige tilfælde give betydelige problemer, og der er derfor i loven indført en dispensationsadgang.

Kompetence
Told- og skatteforvaltningen kan i ganske særlige tilfælde give tilladelse til anvendelse af realisationsprincippet, jf. § 33, stk. 2. Told- og skatteforvaltningens afgørelse kan påklages til Landsskatteretten.

Betingelser
Efter KGL § 33, stk. 2, er der 2 betingelser knyttet til dispensationsbestemmelsen.

Primær drift
Det er for det første en betingelse, at den pågældende kontrakt indgås som led i virksomhedens primære drift, for at sikre leverancer til eller fra virksomheden. Der vil typisk være tale om valutaterminskontrakter og kontrakter vedrørende virksomhedens råvarer eller produkter. Kontrakter med obligationer eller aktier som underliggende aktiver vil derimod ikke kunne omfattes af en dispensation.

Væsentlig ulempe
Den anden betingelse er, at beskatning efter § 33, stk. 1, vil være til væsentlig økonomisk ulempe for virksomheden. Dette indebærer blandt andet, at der skal være betydelige omkostninger forbundet med at frigøre likviditet til skattebetalinger, f.eks. ved at realisere gevinster på kontrakten og eventuelt indgå en ny kontrakt. Det indebærer endvidere, at dispensation normalt kun vil blive givet for kontrakter med lang løbetid, hvor lagerprincippet betyder en væsentlig fremrykket beskatning i tilfælde af gevinst. Denne betingelse vil ikke være opfyldt, såfremt gevinst på kontrakten realiseres inden det tidspunkt, hvor skatten af den lagerbeskattede gevinst forfalder. Denne anden betingelse for dispensation betyder derfor også, at virksomheden ikke kan tegne modgående kontrakter, der i store træk neutraliserer den fremtidige risiko på den oprindelige kontrakt. Det skyldes, at lagerprincippet, når der er indgået modgående kontrakter, ikke medfører en likviditetsmæssig belastning, da gevinst på den ene kontrakt modsvares af tab på den modgående kontrakt.

I SKM2002.462.TSS fandt styrelsen, at kontrakterne var knyttet til virksomhedens primære drift, og at de afdækkede virksomhedens kommercielle risiko på et marked med store sæson- og vejrafhængige prisudsving. Hertil kom, at kontrakternes samlede omfang var øget til en grad, hvor afregning af skat efter lagerprincippet var en væsentlig ulempe for virksomheden.

Der skal sondres mellem ulempe, som opstår ved anvendelse af lagerprincippet, og ulempe som opstår fordi den skattepligtige ikke har været opmærksom på reglerne på et specifikt område. I SKM2002.439.TSS havde ansøgeren ikke som foreskrevet anvendt lagerprincippet allerede fra kontrakternes anskaffelse i henholdsvis 1995 og 1996. Styrelsen nægtede dispensation, da en korrekt anvendelse af lagerprincippet ikke fandtes at være til væsentlig økonomisk ulempe for ansøgeren. Kontrakterne havde givet tab i de to indkomstår, og ansøgerens økonomiske ulempe skyldtes dermed udelukkende, at de to indkomstår ikke kunne genoptages.

Ny tekst startSe SKM2010.449.ØLD hvor den skattepligtige havde indgået renteswap til sikring af renter på lån optaget af den skattepligtiges datterselskab i forbindelse med datterselskabernes køb af ejendomme med henblik på udlejning. Landsretten fastslog, at dispensationsadgengen, jf. KGL § 33, stk. 2, til at medregne gevinst og tab på swapaftalerne efter realisationsprincippet, kun fandt anvendelse i ganske få tilfælde, og at det påhvilede skatteyder at godtgøre, at betingelserne for dispensation var opfyldt. De foretagne sikringer af rentebetalingerne på gælden ved brug af renteswaps kunne ikke sidestilles med sikring af "leverancer til eller fra virksomheden". Der var ikke tale om finansielle kontrakter, der modsvarede køb eller salg af tjenesteydelser eller varer til indgåelse i koncernens produktion eller videre omsætning. Sagen er anket til Højesteret.Ny tekst slut

Praksis efter den dagældende KGL § 8E, stk. 2
§ 33, stk. 2, svarer til § 8 E, stk. 2, i den tidligere gældende KGL. Den daværende dispensationspraksis omfattede også tilladelse til at anvende realisationsprincip på valutasikringskontrakter indgået som led i sædvanlige aftaler om vareleverancer m.v. i fremmedvaluta. Disse aftaler er nu direkte omfattede af undtagelsen til § 29 i § 30, stk. 1, nr. 7. Den hidtidige dispensationspraksis efter KGL § 8 E, stk. 2 fremgår af TfS 1994, 286 TSS, der er Told- og Skattestyrelsens kommentar til Ligningsrådets afgørelse i TfS 1994, 285 LR. Denne kommentar anses som udgangspunkt fortsat for gældende for dispensationspraksis. Af kommentaren fremgår det, at man kan forvente dispensation, hvis følgende er opfyldt:

  1. Kontrakterne skal være begrundet i den primære drift.
  2. Der skal være tale om en valutakontrakt, der modsvarer køb eller salg af varer eller tjenesteydelser, der importeres eller eksporteres.
  3. Ved kurssikring skal kontrakten angå varer, der ikke er leveret/faktureret ved indkomstårets udløb.Ved kurssikring af købsprisen for importerede varer skal kontrakten angå varer, der ikke er leveret/faktureret ved indkomstårets udløb. (Kurstab på fordringer eller gæld opstået ved allerede faktureret/leveret eksport eller import kan fratrækkes i den skattepligtige indkomst efter lagerprincippet pr. ultimo).
  4. Der må ikke indgås modgående kontrakter.
  5. Fastholdelse af lagerprincippet skal være til væsentlig økonomisk ulempe for virksomheden.
  6. Der må ikke konkret være mulighed for, at en dispensation åbner op til skattearbitrage.

Begrundelsen for pkt. 3 er, at kurstab på fordringer eller gæld opstået ved allerede faktureret/leveret eksport eller import kan fratrækkes i den skattepligtige indkomst efter lagerprincippet pr. ultimo. En eventuel modsvarende gevinst på en valutakontrakt - ligeledes opgjort ultimo efter lagerprincippet - neutraliseres således af tabsfradraget på den enkelte fordring eller gæld. Der er derfor ikke nogen begrundelse for dispensation fra lagerprincippet i disse situationer. Som det fremgår af SKM2002.462.TSS er ovenstående punkter udelukkende momenter som kan indgå i vurderingen af om tilladelse til anvendelse af realisationsprincippet kan gives. Det er således ikke en generel betingelse for dispensation, at der er tale om en valutakontrakt.

I TfS 1994, 285 LR om den hidtidige dispensationspraksis fandt Ligningsrådet efter en konkret vurdering, at et selskab kunne få dispensation til at anvende realisationsprincippet for valutaterminskontrakter indgået til sikring af allerede indgåede varesalgskontrakter samt forventede salgsindtægter i fremmed valuta til opfyldelse af selskabets salgsbudget. Det kunne konstateres, at det forventede salg stort set blev realiseret. Kontrakterne blev kun indgået i et omfang, der modsvarede handelsmellemværende i den løbende drift.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter