Der kan kun udbetales skattefri godtgørelse for rejser med overnatning og af en varighed på mindst 24 timer, jf. LL § 9 A, stk. 1 - 3. Se SKM2003.506.LSR, hvor Landsskatteretten fandt, at de omhandlede zonetillæg ikke kunne anses for en godtgørelse til dækning af rejseudgifter som omhandlet i ligningslovens § 9 A, blandt andet fordi de omhandlede godtgørelser blev udbetalt uanset der skete overnatning eller ej.

Rejsebegrebet, jf. LL § 9 A, stk. 1
Hvornår, der er tale om en rejse, fremgår af LL § 9 A, stk. 1. Efter denne bestemmelse anses en lønmodtager for at være på rejse: 

  1. når lønmodtageren på grund af afstanden mellem bopæl og et midlertidigt arbejdssted ikke har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl.

    Det følger imidlertid af cirkulære nr. 77 af 30. maj 2000 om bl.a. ændring af ligningsloven, pkt. 2.2, at rejsebegrebet også dækker det såkaldte "tjenesterejsebegreb", dvs. at en lønmodtager også anses for at være på rejse:
  2. når arbejdsgiveren midlertidigt udsender den pågældende til et andet arbejdssted end lønmodtagerens sædvanlige arbejdsplads, og dette medfører, at lønmodtageren ikke har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl.

Rejsebegrebets betingelse om "sædvanlig bopæl" - erhvervsmæssige merudgifter
Når der i rejsebegrebet i LL § 9 A, stk. 1, nævnes "sædvanlig bopæl" betyder det, at det er en grundlæggende betingelse for at kunne modtage en skattefri rejsegodtgørelse eller for at kunne tage fradrag for rejseudgifter til kost og/eller logi, at rejsen har påført den pågældende lønmodtager merudgifter til kost og logi, fordi lønmodtageren samtidig med rejsen afholder udgifter til en "sædvanlig bopæl". Udgifter til kost og logi er private udgifter, der normalt afholdes af alle - uafhængigt af, om den enkelte har en erhvervsmæssig indkomst eller ej. Derfor anses udgifter til kost og logi kun for erhvervsmæssige udgifter, hvis der er tale om merudgifter påført af erhvervsmæssige årsager. Se om driftsudgifter i forhold til private udgifter i relation til driftsomkostningsbegrebet i SL § 6, litra a, i LV Erhvervsdrivende, afsnit E.A.2.1. Se også i afsnit A.F.1.1.2.

Når f.eks. en lønmodtager på grund af afstanden mellem sin bopæl og et midlertidigt arbejdssted ikke har mulighed for at overnatte på bopælen og derfor ikke kan benytte de faciliteter, som den pågældende allerede betaler for dér, antages det, at lønmodtageren bliver påført merudgifter til kost og logi af erhvervsmæssige årsager. Se SKM2001.629.LSR, hvor en studerende, som havde feriejobs i Sønderjylland og samtidigt opretholdt og betalte for sin sædvanlige bopæl på Fyn, blev anset for omfattet af ligningslovens rejseregler, selvom han boede hos sine forældre i nærheden af de midlertidige arbejdssteder i forbindelse med sit arbejde dér. 

Told- og Skattestyrelsen har udtalt sig om forståelsen af begrebet "sædvanlig bopæl", og om hvorvidt rejsebegrebets betingelse herom er opfyldt ved udlejning af bopælen under udstationering i udlandet. Styrelsen anførte bla.a., at en "sædvanlig bopæl" er det sted, som lønmodtageren har den største tilknytning til og derfor normalt bor. Når en lønmodtager har udlejet sin sædvanlige bopæl under en udstationering i udlandet, har den pågældende lønmodtager ikke rådighed over en "sædvanlig bopæl" i dette tidsrum og som følge heraf heller ikke udgifter til en sådan bopæl. Derfor opfylder lønmodtageren ikke forudsætningen i LL § 9 A, stk. 1, om opretholdelse og afholdelse af udgifter til en "sædvanlig bopæl", mens lønmodtageren arbejder på et midlertidigt arbejdssted. Se SKM2002.438.TSS.

Om rejsebegrebet i relation til fri bolig uden anden (sædvanlig) bolig, se TfS 1999, 235, som også omtales i ovennævnte SKM2002.438.TSS

Udenlandske sæsonarbejderes fradrag for rejseudgifter ved arbejde i Danmark forudsætter, at de har udgifter til sædvanlig bolig i deres hjemland og dermed skattemæssigt kan anses for at være på rejse, se SKM2001.188.TSS.

Rejsebegrebets betingelse om "afstanden mellem bopæl og et midlertidigt arbejdssted"
Ved en konkret afgørelse af hvorvidt der foreligger en rejse ifølge LL § 9 A, stk. 1, når der er tale om den situation, hvor en lønmodtager selv har valgt at arbejde på et midlertidigt arbejdssted, jf. rejsebegrebets punkt 1 ovenfor, skal det bedømmes, om afstanden mellem den pågældende lønmodtagers bopæl og det midlertidige arbejdssted ikke muliggør, at lønmodtageren kan overnatte på sin sædvanlige bopæl. Denne bedømmelse må ske ud fra en objektiv vurdering af, om lønmodtageren ved hjælp af ét eller flere almindelige befordringsmidler, f.eks. bil, tog eller bus, vil kunne tilbagelægge strækningen mellem sin sædvanlige bopæl og det midlertidige arbejdssted indenfor et tidsrum, der muliggør, at lønmodtageren kan nå at sove hjemme på bopælen.

Tjenesterejsebegrebets særlige afstands- og arbejdsbetingelse.
I den situation, hvor en lønmodtager ikkeselv har valgt at arbejde på et midlertidigt arbejdssted, men hvor arbejdsgiveren midlertidigt udsender lønmodtageren til et andet arbejdssted end lønmodtagerens sædvanlige arbejdsplads, jf. rejsebegrebets punkt 2 ovenfor, dvs. at lønmodtageren sendes på en såkaldt tjenesterejse, er det ikke en betingelse, at alene afstanden mellem lønmodtagerens bopæl og det midlertidige arbejdssted skal umuliggøre overnatning på bopælen. Ved en tjenesterejse skal der samtidigt foretages en konkret bedømmelse af den ansattes samlede arbejdsvilkår på det midlertidige arbejdssted - herunder arbejdsgiverens arbejdsmæssigt begrundede instruktioner til lønmodtageren. Denne konkrete bedømmelse af lønmodtagerens arbejdssituation på det midlertidige arbejdssted sammenholdt med den objektive bedømmelse af den tid, som afstanden mellem lønmodtagerens bopæl og det midlertidige arbejdssted vil kunne tilbagelægges på, er afgørende for, om lønmodtageren opfylder rejsebegrebets betingelse om manglende  mulighed for overnatning på den sædvanlige bopæl under en tjenesterejse.

Rejsebegrebets betingelse om "midlertidigt arbejdssted"
Hvornår et arbejdssted kan anses for midlertidigt i relation til rejsebegrebet, må afgøres konkret ud fra en vurdering af den pågældende lønmodtagers ansættelses- og/eller arbejdsforhold. Se SKM2001.490.LVR, om en skatteyder, der var udsendt af et dansk selskab som konsulent for et polsk og senere også et litauisk selskab, som det danske selskab var medejer af. Skatteyderen blev anset for at have haft sædvanlige ledelsesmæssige opgaver af permanent og fast tilbagevendende karakter i selskaberne i Polen og Litauen, hvorfor han ikke var berettiget til at modtage skattefri rejsegodtgørelse. Se også SKM2003.453.LSR om en sygeplejerske, der var bosiddende på en ø. Hun havde fået arbejde på et hospital på fastlandet, således at der var 3 måneders prøvetid og herefter var arbejdet fast. Udgift til kost og logi var fradragsberettiget i det omfang, der var tale om midlertidigt arbejde. Da arbejdet - bortset fra 3 måneders prøvetid - var fast, kunne der alene ske fradrag for rejseudgifter for 3-måneders-perioden.

Midlertidigt arbejdssted i relation til lønmodtagere, som arbejder om bord på skibe
For så vidt angår de lønmodtagergrupper, som arbejder om bord på skibe, bemærkes, at et arbejdssted anses for midlertidigt, såfremt det flyttes i takt med arbejdets udførelse. Se om personer, som ikke rammes af 12 måneders-reglen, i afsnit A.B.1.7.1.2.1.

Derfor vil lønmodtagere, som arbejder om bord på skibe, kunne anvende standardsatserne i § 9 A, stk. 2 - 4, hvis de ikke kan anvende de nedenfor nævnte særlige skatteordninger og derfor ikke er omfattet af LL § 9 A, stk. 10, 1. pkt. Såfremt de omhandlede lønmodtagere modtager fri kost om bord, vil de kunne få en skattefri godtgørelse på 25 pct. af satsen for kost og småfornødenheder (restbeløbet efter pct.-reduktion med værdien af den fri kost). Ansatte, som gør tjeneste om bord på skibe, kan ikke anvende logisatsen, jf. § 9 A, stk. 2, nr. 4.

I SKM2003.294.TSS omtales forståelsen af "midlertidigt arbejdssted" og hvornår en "rejse" anses for afbrudt i relation til fiskeres anvendelse af fradrag efter rejsereglerne i LL § 9A.

Da skattefri rejsegodtgørelse kun kan udbetales for rejser med overnatning og af en varighed på mindst et døgn, kan der ikke udbetales nogen form for rejsegodtgørelse (kost-, 25pct.- eller logigodtgørelse) for en "éndagsrejse".

Arbejdsgiveren kan derfor kun dække lønmodtagerens udgifter til kost m.v. på en éndagsrejse som udlæg efter regning - herunder ved at stille fri kost til rådighed for lønmodtageren. Om fradrag for udgifter på "éndagsrejser", se afsnit A.F.1.1.1.

Lønmodtagere, som ikke kan anvende rejsereglerne, jf. LL § 9 A, stk. 10, 1. og 3. pkt.
Følgende lønmodtagere, som er omfattet af eller anvender særlige skatteordninger, kan ikke anvende rejsereglerne i LL § 9 A, stk. 1 - 8,: 

  • lønmodtagere, som arbejder på D.I.S.-skibe og derfor kan anvende reglerne i LL § 33 C,
  • lønmodtagere, som kan anvende reglerne i sømandsfradragsloven,
  • lønmodtagere, som får diverse tillæg og lignende ydelser, fordi de er udsendt af den danske stat, jf. LL § 7, litra r,
  • lønmodtagere, som får skattefri godtgørelser under deres uddannelse m.v. efter reglerne i LL § 31, stk. 4, og
  • lønmodtagere, som er registrerede som erhvervsfiskere, og som har valgt at tage fradrag efter reglerne i LL § 9 G ved fangstture i det pågældende indkomstår.

Ovennævnte lønmodtagere kan derfor hverken modtage skattefri rejsegodtgørelse med satserne i LL § 9 A, stk. 2 - 4, eller foretage fradrag efter reglerne i LL § 9 A, stk. 7, jf. afsnit A.F.1.1.1.1.

Ingen beskatning af værdi af sparet hjemmeforbrug ved fri kost på et midlertidigt arbejdssted, jf. LL § 16, stk. 11
Værdien af sparet hjemmeforbrug til kost er skattefri, når lønmodtageren får fri kost eller får kosten dækket efter regning af arbejdsgiveren i forbindelse med arbejde på et midlertidigt arbejdssted, jf. LL § 16, stk. 11.

Bestemmelsen omfatter både fri kost og lign. på rejser, der er omfattet af rejsebegrebet i LL § 9 A, stk. 1, og fri kost og lign. på midlertidige arbejdssteder, der ikke er omfattet af LL § 9 A, stk. 1, f. eks. "éndagsrejser".

Endvidere kan de persongrupper, som efter LL § 9 A, stk. 10, 1. og 3. pkt., ikke kan være omfattet af LL § 9 A, stk. 1, jf. afsnittet ovenfor, og som derfor ikke kan være på rejse, være omfattet af bestemmelsen i LL § 16, stk. 11. Dette er en følge af, at det ikke er en betingelse for anvendelse af bestemmelsen, at lønmodtageren er på rejse, men alene at lønmodtageren arbejder på et midlertidigt arbejdssted. Begrebet "midlertidigt arbejdssted" i LL § 16, stk. 11, skal forstås på samme måde som dette begreb i LL § 9 A, stk. 1. Se herom først i dette afsnit.

Om beskatning af værdien af sparet hjemmeforbrug ved fri kost til ansatte på bore- eller produktionsplatforme, se Told- og Skattestyrelsens udtalelse, der er offentliggjort i TfS 2000, 863 og 898.

Skattefriheden for værdien af sparet hjemmeforbrug ved fri kost på et midlertidigt arbejdssted gælder også for bestyrelsesmedlemmer og lign., jf. LL § 16, stk. 1, 2. pkt.

Personer, som arbejder på et fast/varigt arbejdssted, og som får fri kost af deres arbejdsgiver, er ikke omfattet af LL § 16, stk. 11. Om beskatningen af sparet hjemmeforbrug på et fast/varigt arbejdssted, se afsnit A.B.1.9.11.

Udbetaling af godtgørelse for erhvervsmæssige rejseudgifter
Skattefri rejsegodtgørelse udbetales med standardsatser pr. døgn. Satserne er fastsat i ligningsloven - eller i visse tilfælde af Ligningsrådet - til dækning af merudgifter til kost, småfornødenheder og logi, som lønmodtageren har afholdt på en erhvervsmæssig rejse med overnatning. Der kan derfor ikke udbetales skattefri godtgørelse for de rejseudgifter, der samtidig er dækket ved udlæg efter regning eller ved fri kost og/eller frit logi

Om godtgørelse for merudgifter til kost og småfornødenheder - "kostgodtgørelse" - se afsnit A.B.1.7.1.2.1. Om godtgørelse for merudgifter til logi - "logigodtgørelse" - se afsnit A.B.1.7.1.2.2.

Kontrol ved udbetalingen
Rejsegodtgørelse, der udbetales efter ligningslovens regler, kan udbetales skattefrit, forudsat at godtgørelsen udbetales på grundlag af det faktiske antal rejsedage, jf. bekendtgørelse om rejse- og befordringsgodtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000, se TfS 2000, 308.

Det påhviler arbejdsgiveren/hvervgiveren at sikre, at der ikke udbetales skattefri rejsegodtgørelse til personer, som ikke opfylder betingelserne, jf. afsnit A.B.1.7.1.

Såfremt der udbetales godtgørelse til en lønmodtager/et bestyrelsesmedlem og lign., som ikke opfylder betingelserne for at modtage skattefri godtgørelse, bliver den pågældende skattepligtig af ydelsen som personlig indkomst. Om lønmodtagerens/bestyrelsesmedlemmets fradragsmuligheder i denne situation, se afsnittene A.F.1.1.1.2 og A.F.1.1.2.

Udlæg efter regning
Hvis

  • lønmodtageren/bestyrelsesmedlemmet og lign. får refunderet sine erhvervsmæssige rejseudgifter af arbejdsgiveren/hvervgiveren mod dokumentation ved originale (eksterne) bilag, der herefter indgår i arbejdsgiverens/hvervgiverens  regnskabsmateriale, eller
  • lønmodtageren/bestyrelsesmedlemmet og lign. betaler med arbejdsgiverens/hvervgiverens penge i form af et "rejseforskud", og lønmodtageren/bestyrelsesmedlemmet og lign. ved den endelige afregning med arbejdsgiveren/hvervgiveren afleverer de originale udgiftsbilag til denne, eller
  • arbejdsgiveren/hvervgiveren afholder udgifterne ved en erhvervsmæssig rejse direkte, dvs. stiller fri kost, frit logi eller fri transport til rådighed for lønmodtageren/bestyrelsesmedlemmet og lign. på rejsen,

er lønmodtageren/bestyrelsesmedlemmet og lign. ikke skattepligtig af beløbet.

Der er tale om arbejdsgiverens/hvervgiverens udgifter, og udgifterne anses da for afholdt som "udlæg efter regning". Det er dog en betingelse herfor, at udgiftsbilagene ikke vedrører lønmodtagerens/bestyrelsesmedlemmets private udgifter. Såfremt en del af bilaget vedrører private udgifter, beskattes lønmodtageren/bestyrelsesmedlemmet og lign. af denne del af den samlede udgift. Se også om udlæg efter regning i afsnit A.B.1.7.2.

Arbejdsgiveren/hvervgiveren kan ikke dække udgifter som udlæg efter regning mod en tilsvarende reduktion af lønmodtagerens/bestyrelsesmedlemmets løn/vederlag.

Om dækningsprincipper for rejseudgifter til kost m.v. og logi, se nedenfor.

Fri kost m.v. og logi, der stilles til rådighed for lønmodtageren/bestyrelsesmedlemmet og lign. af en anden end arbejdsgiveren/hvervgiveren, men i forbindelse med arbejde udført i dennes tjeneste, sidestilles med, at arbejdsgiveren/hvervgiveren selv har stillet fri kost og logi til rådighed på rejsen, jf. TfS 1996, 697.

Dækningsprincip for kostudgifter
Der skal vælges samme dækningsprincip for alle udgifterne til kost og småfornødenheder på den enkelte rejse, jf. LL § 9 A, stk. 3, 3. pkt. og stk. 4. Alle kostudgifter m.v. på rejsen kan enten dækkes ved en skattefri kostgodtgørelse - eventuelt kombineret med fri kost og deraf følgende reduktion af godtgørelsen med værdien af den fri kost, se herom i afsnit A.B.1.7.1.2.1. Eller også kan alle udgifterne til kost på rejsen i stedet dækkes som udlæg efter regning eller ved fri kost, - eventuelt sammen med udbetaling af en 25 pct.-godtgørelse til dækning af rejseudgifter til småfornødenheder. Se om 25 pct.-godtgørelse i afsnit A.B.1.7.1.2.1.

Såfremt morgenmad er inkluderet i logiudgiften, der dækkes som udlæg efter regning, betragtes udgiften til morgenmaden dog ikke også for dækket efter regning. I denne situation anses lønmodtageren for at have modtaget fri morgenmad, se herom i afsnit A.B.1.7.1.2.1.

Dækningsprincip for logiudgifter
En rejses logiudgifter kan derimod dækkes efter forskelligt dækningsprincip fra døgn til døgn. Et rejsedøgns logiudgift kan enten dækkes ved en skattefri logigodtgørelse eller som udlæg efter regning - herunder ved, at arbejdsgiveren stiller frit logi til rådighed på rejsen.

Bestyrelsesmedlemmer og lign.
Der kan udbetales skattefri rejsegodtgørelse til bestyrelsesmedlemmer og lignende, jf. LL § 9 A, stk. 9. Se nærmere herom i afsnit A.B.1.7.1.

LL § 31
Efter LL §31 kan der udbetales skattefri rejsegodtgørelse i forbindelse med deltagelse i undervisning.

Modtageren af ydelsen skal på grund af afstanden mellem bopæl og uddannelsessted eller kursussted ikke have mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl.

Efter bestemmelsen i LL § 31 kan faktiske udgifter til kost ved uddannelsesophold, der varer mindre end 24 timer, dækkes som udlæg efter regning.

For så vidt angår de øvrige betingelser for at kunne benytte LL § 31 (personkreds, undervisningens karakter m.v.) henvises til afsnit A.B.1.7.1.

Den persongruppe, der er omfattet af LL § 31, kan modtage skattefri godtgørelse efter satserne i LL § 9 A, stk. 2, nr. 1 og nr. 4, når opholdet nødvendiggør overnatning uden for den sædvanlige bopæl og når opholdet på uddannelsesstedet har varet mindst 24 timer, jf. LL § 31, stk. 4.

Begrænset skattepligtige
Skattefri rejsegodtgørelse kan udbetales til såvel fuldt skattepligtige som begrænset skattepligtige under forudsætning af, at betingelserne i LL § 9 A i øvrigt er opfyldt, jf. TfS 2000, 897.

Fradrag for rejseudgifter
Om fradrag for erhvervsmæssige rejseudgifter for lønmodtagere og bestyrelsesmedlemmer og lign., se afsnit A.F.1.1.1.