Hvis et selskab besidder flertallet af de stemmeberettigede aktier i et eller flere andre selskaber, udgør selskaberne til sammen en koncern.Det samme gælder, hvis moderselskabet sammen med et datterselskab gennem aktiebesiddelse eller på anden måde behersker et andet selskab.

Der henvises iøvrigt til SEL, § 31 C, stk. 1 og 2. 

De spørgsmål, som knytter sig til beskatningen af koncerner, er imidlertid ikke begrænset til disse situationer, men omfatter også forholdet mellem flere selskaber, som beherskes af den samme person eller personkreds.

Selskaberne er, uanset ejerforholdene, selvstændige juridiske og skattemæssige enheder, hvis skattepligtige indkomst må opgøres efter de almindelige regler.

Dette gælder også for de transaktioner, der finder sted mellem koncernselskaberne indbyrdes, hvad enten det drejer sig om løbende samhandel, om enkeltstående overdragelser eller andre økonomiske dispositioner, der i skattemæssig henseende må ske efter normale forretningsmæssige principper, såvel hvad angår priser som øvrige vilkår.

Også hvor selskaberne er sambeskattede, jf. afsnit S.D.4, skal de enkelte selskaber opgøre deres skattepligtige indkomst hver for sig og efter de almindelige regler med de undtagelser, der gælder for sambeskattede selskaber.

Bedømmelsen af disse forhold må normalt ske ud fra tilsvarende betragtninger, som kan anlægges på forholdet mellem hovedaktionærer og de af dem beherskede selskaber, jf. om maskeret udbytte afsnit S.F.1.2. Fra praksis om indkomstopgørelsen i koncernforhold kan nævnes:

LSRM. 1962, 96 LSR. Et dansk selskab havde stiftet et datterselskab i Tyskland til varetagelse af moderselskabets eksport. I forbindelse med stiftelsen ydede moderselskabet datterselskabet et langfristet lån. Da datterselskabet et år havde underskud, ydede moderselskabet datterselskabet en provision, som blev fratrukket som driftsudgift. Fradrag blev nægtet med begrundelse, at den pågældende provision ikke var modregnet i det tyske selskabs gæld til moderselskabet, at posteringen var foretaget på et vilkårligt tidspunkt for at fjerne datterselskabets underbalance, at det fradragne beløb langt oversteg moderselskabets salg i Tyskland i den pågældende periode, samt at der ikke var ydet provision i de følgende år. 

TfS 1997, 746 LR. Et dansk holdingselskab A havde et svensk datterselskab B, der igen havde et svensk datterselskab C. De svenske selskaber B og C var ikke sambeskattet med A. A, B og C ønskede at anvende svenske skatteregler, hvorefter der kunne overføres beløb mellem koncernselskaber med den virkning, at beløbet var skattepligtigt for det selskab, der modtog bidraget, henholdsvis fradragsberettiget for det bidragsydende selskab. Ligningsrådet fandt, at overførsel af koncernbidrag mellem de svenske selskaber ikke var skattepligtigt for det danske selskab A. Der blev henset til, at overførslen af koncernbidrag, således som sagen var oplyst, var i fuld overensstemmelse med de svenske skatteregler. Der fandtes ikke at foreligge forhold, der indicerede, at andre hensyn - end anvendelse af de svenske skatteregler - lå til grund for ydelsen af koncernbidragene. Der blev ikke ved den bindende forhåndsbesked taget stilling til, om resultatet ville være det samme, hvis koncernbidragene blev overført mellem to søsterselskaber. 

TfS 1996, 282 ØLD. Et moderselskabs tilskud på henholdsvis 800.000 kr. og 1.135.000 kr. til to datterselskaber i Sverige og Norge til dækning af datterselskabernes rabat/markedsføringsudgifter var ikke fradragsberettiget for moderselskabet som driftsudgifter, men måtte anses som kapitaltilførsel til datterselskaberne. Der blev herved lagt vægt på tidspunkterne for overførslerne af tilskuddene, og der blev endvidere lagt vægt på, at 400.000 kr. og tilskuddet til det svenske datterselskab senere blev tilbageført, og at det ikke var godtgjort, at de omhandlede tilskud modsvarede en særlig indsats fra datterselskabernes side til fremme af markedsføringen af moderselskabets produkter, samt at der intet var oplyst om omfanget og karakteren af hævdede markedsføringsinitiativer.

Se endvidere TfS 1999,950 HRD, hvor dele af provision til sambeskattet indkøbsselskab i et koncernforhold, blev tilsidesat som ikke-fradragsberettigede tilskud.

Afgørelsen i SKM2005.99.ØLR drejede sig bl.a. om, hvorvidt det sagsøgende selskab var berettiget til korresponderende fradrag svarende til værdien af det vederlagsfri arbejde, således at den foretagne tilskudsbeskatning blev elimineret.Landsretten fandt, at statsskattelovens § 6, litra a, i denne sammenhæng måtte fortolkes således, at det sagsøgende selskab ved opgørelsen af dennes skattepligtige indkomst var berettiget til et fradrag svarende til størrelsen af det skattepligtige tilskud.Det sagsøgende selskab fik derimod ikke medhold i en principal påstand om, at det sagsøgende selskab udover det korresponderende fradrag skulle være berettiget til yderligere et fradrag svarende til værdien af det vederlagsfri administrationsarbejde mod betaling af et beløb svarende til værdien af arbejdet til moderselskabet. 

Se også TfS 1993, 457 VLD, om et tilskud til et engelsk datterselskab. Tilskuddet blev anset for et naturligt led i det danske moderselskabs virksomhed. Advokatudgifter kunne ikke fradrages.

Se tillige TfS 1993, 196 LSR om en sparekasses fradrag for driftstilskud til et andelsselskab.

Er en hos moderselskabet tidligere ansat arbejdstager siden ansat hos et dansk eller udenlandsk datterselskab, der betaler arbejdstagerens løn, vil moderselskabets fortsatte eller påbegyndte indbetaling til arbejdstagerens pensionsordning efter omstændighederne blive anset som et ikke fradragsberettiget tilskud fra moderselskabet til datterselskabet, jf. afsnit S.F.2.1.4.

Landsskatteretten har endvidere i LSRM 1980, 211 LSR afgjort, at et beløb, som et dansk moderselskab havde ydet til et svensk datterselskab af en størrelsesorden svarende til det tab, datterselskabet havde lidt ved et bedrageri, begået af en ansat i datterselskabet, var et tilskud, som havde tjent til at styrke moderselskabets stilling i det svenske datterselskab, såvel med hensyn til at sikre dets tilgodehavende, som til at bevare indflydelsen på det svenske marked. Det var ikke et naturligt led i moderselskabets virksomhed at støtte datterselskabet, hvorfor ingen del af beløbet kunne fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

TfS 1990, 214 HRD. Et dansk moderselskab havde indgået en aftale med sit tyske datterselskab om betaling af afgift for udnyttelse af moderselskabets knowhow m.v. Efter et par år med økonomisk afmatning kunne datterselskabet ikke betale afgiften. Datterselskabet oppebar herefter et tilskud fra moderselskabet, som stort set svarede til afgiften. Afgiften var indkomstskattepligtig for moderselskabet, medens tilskuddet ansås for en ikke fradragsberettiget kapitaltilførsel.

I TfS 1986, 146 LSR blev samhandelsvilkårene mellem et dansk selskab og et udenlandsk søsterselskab anset for så påvirket af hovedaktionærens personlige interesse i at overføre indkomst til udlandet, at en del af det udenlandske selskabs indkomst blev tilbageført til det danske selskab i medfør af SL § 4.

I TfS 1989, 170 HRD skulle selskabet som skattepligtig indkomst medregne overskud fra et kommanditselskab, som selskabet ikke var deltager i, men som indgik i et interessefællesskab, der var behersket af selskabets hovedanpartshaver.

I Skd. 51.279 VLD har Vestre Landsret afsagt dom i en sag, hvor et dansk moderselskab havde fradraget et beløb som tilskud til et hollandsk datterselskab. Det danske selskab ejede 26 pct. af det hollandske selskab, og en væsentlig del af datterselskabets produkter blev fabrikeret af det danske selskab og faktureret efter samme principper som til andre kunder. Datterselskabet blev insolvent og illikvid som følge af enkelte tabsgivende ordrer og kalkulationsfejl begået af det danske selskab. Moderselskabet nedskrev sin fordring mod til gengæld vederlagsfrit at få overdraget datterselskabsaktierne, hvorved det blev hovedaktionær. Vestre Landsret tiltrådte, at moderselskabets disposition tjente til at styrke dets retslige og kapitalmæssige stilling, samt til at sikre dets nødlidende tilgodehavende hos det hollandske selskab. Ingen del af det omhandlede beløb kunne anses som en fradragsberettiget driftsudgift i medfør af SL § 6, stk. 1, litra a.  

I TfS 1997, 102 ØLD havde et aktieselskab ydet lån til sit svenske datterselskab. Selskaberne var sambeskattede. Lånet til datterselskabet var uforrentet og ydet til udligning af underskud, og lånet blev ydet som aktieägaretillskott til opfyldelse af svenske solvenskrav i henhold til svensk ret. Lånet skulle tilbagebetales, når rentabiliteten i selskabet gjorde dette muligt. Skatteankenævnet forhøjede moderselskabets indkomst med en fikseret rente af lånet, svarende til diskontoen plus 4 pct. med henvisning til, at der ikke var tale om en normal forretningsmæssig disposition. Et andet selskab havde ligeledes ydet sit svenske datterselskab, som det var sambeskattet med, en række rentefrie lån som "villkorat aktieägaretillskott", og det lokale skatteankenævn havde forhøjet moderselskabets skattepligtige indkomst med en rente svarende til diskontoen plus 4 pct.. I begge sager bemærkede Landsretten, at "villkorat aktieägaretillskott" efter svensk ret er en rentefri udlånsform med en særegen retlig status af ansvarlig indskudskapital til retablering af kapitalgrundlaget i et selskab med underbalance. Lånet var ydet datterselskaberne, for at disse kunne fortsætte deres virksomhed. Landsretten fandt på denne baggrund, ligesom Landsskatteretten, at der ikke var grundlag for at forhøje selskabernes skattepligtige indkomst med en fikseret rente. Dommen er kommenteret i TfS 1997, 452 DEP.

TfS 1993, 321 LSR refererer en landsskatteretssag om et selskab, der overdrog sin beholdning af kontrakter til et underskudsselskab. Overdragelsen blev vederlagt i takt med kontraktdebitorernes betalinger. Kontrakterne blev forrentet med 1,5 pct. pr. måned, mens selskabets tilgodehavende skulle forrentes med 7 pct. p.a. Overdragelsen blev ikke godkendt i skattemæssig henseende, og det overdragende selskab blev anset for rette indkomstmodtager.

TfS 1997, 184 LSR. Et holdingselskab overførte den af selskabet drevne virksomhed med spedition til to underskudsselskaber, som holdingselskabet forinden havde erhvervet med henblik herpå. Der var ingen aktivitet i disse selskaber. Det blev antaget, at holdingselskabet var rette indkomstmodtager til indkomsten fra speditionsvirksomheden, og at de af selskaberne oppebårne indtægter herfra tillige måtte anses som skattepligtig indkomst for disse som tilskud fra holdingselskabet.

TfS 1994, 686 LSR. Midler, der var tilført et selskab i en koncern fra to andre selskaber i koncernen, blev af Landsskatteretten ikke anset som skattepligtigt driftstilskud, men anerkendtes som lån. Der var ikke oprettet lånedokumenter, men mellemregningerne i årsregnskabet stod opført som gæld med tilbagebetalingsforpligtelse, og der var tilskrevet renter af gælden. TfS 2000, 105 HRD. Et dansk selskab havde i 1984 erhvervet et datterselskab i Sverige. Datterselskabet havde i de følgende år underskud og var derfor ude af stand til at betale moderselskabet for vareleverancer. Datterselskabets regnskabsmæssige resultat i årene 1984-1988 var negativt, hvorved også dets egenkapital blev negativ. Ifølge svensk selskabsret var moderselskabet herefter forpligtet til at yde "aktieägaretillskott", og der blev i perioden overført betydelige beløb i "villkorat aktieägaretillskott", som fremkom ved, at datterselskabets gæld for vareleverancer blev betragtet som egenkapital, hvorved det svenske datterselskab opfyldte lovgivningens krav til aktiekapitalen. Højesteret fandt ligesom Landsskatteretten, at tilgodehavendet, der var konverteret til "aktieägaretillskott", måtte anses som lån. Der var derfor tale om ikke-fradragsberettiget tab på lån og ikke på varedebitorer. Selvom posten "villkorat aktieägaretillskott" i datterselskabets regnskaber var opført i svenske kroner, var der ikke tale om tilgodehavender i fremmed valuta, og der var ikke fradrag efter den dagældende KGL § 6, stk. 1.

I TfS 2000, 861 havde et selskab erhvervet en grund fra et interesseforbundet byggeselskab for en væsentlig højere pris, end byggeselskabet samme år havde erhvervet grunden for. Selskabet havde forinden købet opnået forhåndstilsagn om støtte til opførelse af andelsboliger. Skattemyndighederne havde ansat købsprisen skønsmæssigt og anset merprisen for et ikke fradragsberettiget tilskud til det sælgende selskab. Landsretten fandt, at forhåndstilsagnet måtte antages at påvirke grundpriserne ved overdragelse mellem uafhængige parter. Landsretten fandt det derfor ikke godtgjort, at overdragelsen ikke var sket på sædvanlige markedsvilkår. Landsretten fandt således ikke, at merprisen udgjorde et ikke fradragsberettiget tilskud til det sælgende selskab. Se også TfS 2000, 862.

I TfS 1992, 302 ØLD blev et byggeselskab nægtet fradrag for tab på kaution for et datterselskab. Moderselskabet havde forpligtet sig til at yde konsulentbistand og kautionerede for datterselskabets byggelån. Til gengæld herfor modtog moderselskabet et fast månedligt vederlag. Da datterselskabet gik konkurs blev moderselskabets kautionsforpligtelse aktuel med deraf følgende tab for moderselskabet. Landsretten fandt ikke, at moderselskabet havde været i næring med kaution, og kautionstabet kunne derfor ikke anses for opstået i tilknytning til selskabets løbende indkomsterhvervelse. Landsretten fandt derimod, at tabet var en følge af moderselskabets interesse i at bevare sin kapital i datterselskabet og dermed ikke fradragsberettiget.

Se desuden TfS 1994, 207 HRD, hvorefter et dansk selskab blev nægtet fradrag for factoringprovision til et schweizisk selskab. Eneejeren af det danske selskab havde optionsret til aktierne i det schweiziske selskab, og landsretten fandt, at der bestod et interessefællesskab mellem selskaberne, og at factoringudgiften ikke var forretningsmæssigt begrundet.

Har forannævnte ydelser en rimelig forretningsmæssig begrundelse, kan der ikke foretages nogen skattemæssig korrektion.

Om en dansk filials adgang til fradrag for renteudgifter og valutakurstab i forbindelse med lån fra henholdsvis filialens amerikanske hovedkontor og det amerikanske moderselskab for hovedkontoret, se TfS 1993, 7 HRD. Se i øvrigt TfS 1996, 715 ØLD.

Ved lov nr. 343 af 18. april 2007 (skattefri omstrukturering af selskaber og justering af sambeskatningsreglerne) er beskatning af tilskud til  selskaber - ydet af et selskab, der er eller kunne være sambeskattet med modtageren - ophævet ved indsættelsen af § 31 D i SEL. Den nyindsatte bestemmelse har virkning for indkomstår, der påbegyndes den 1. januar 2007 og senere. 

Den indførte skattefritagelsesbestemmelse finder anvendelse på tilskud mellem sambeskattede selskaber og på tilskud til/fra udenlandske selskaber, der ville kunne indgå i en international sambeskatning. Der kan kun ydes skattefri tilskud, hvis tilskudsyderen direkte eller indirekte er moderselskab for tilskudsmodtageren, eller hvis tilskudsyderen  og tilskudsmodtageren har fælles direkte eller indirekte moderselskab (søsterselskaber). Der gælder dog nogle særlige betingelser, hvis der er tale om tilskud mellem søsterselskaber.

Udtrykket "tilskud" omfatter ikke de tilfælde, hvor der er tale om en armslængdeaflønning af det andet selskab. Et "markedsføringstilskud" vil eksempelvis ikke være omfattet af bestemmelsen, hvis "markedsføringstilskuddet" ville være aftalt mellem uafhængige parter. Tilsvarende finder bestemmelsen ikke anvendelse på "tilskud", der ydes som en (armslængde)betaling for en modydelse. Det er således kun de "rene" tilskud, der omfattes af skattefriheden.

For en uddybning af reglerne i SEL § 31 D henvises til S.D.4.1.4.      

Som hovedregel kan alle selskaber m.v. frit vælge, hvornår indkomståret skal udløbe, dog med respekt af reglerne i SEL § 10, stk. 1, om hvor hvordan et givet indkomstår kan forskydes i forhold til kalenderåret. Se dog SEL § 10 stk. 5 vedrørende selskaber  i sambeskatning omfattet af SEL §§ 31 eller 31A.

Told- og skatteforvaltningen kan som et led i kontrollen af forbindelserne mellem koncernforbundne selskaber, kræve, indkomståret for et selskab, der beherskes af en person eller et selskab eller en kreds af disse, omlagt, så det bliver sammenfaldende med det indkomstår, der benyttes af den beherskende person, selskab m.v., for så vidt disse skattepligtige har en væsentlig forretningsmæssig interesse i det beherskede selskabs driftsresultat, jf. SEL § 10, stk. 3, 1. pkt.

LL § 2 indeholder en generel regel om, at interesseforbundne parter ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst skal anvende priser og vilkår for deres transaktioner, der svarer til de priser og vilkår, som  uafhængige parter ville fastsætte for tilsvarende transaktioner (armslængdeprincippet). Bestemmelsen i LL § 2 gælder for alle interne aftaler og samhandelsforhold. Bestemmelsen gælder alene transaktioner i forholdet mellem koncernselskaber indbyrdes og forholdet mellem personer og selskaber, som disse personer kontrollerer (kontrollerede transaktioner). Den gælder derimod ikke mellem andre interne parter, f.eks. familiemedlemmer.

Kravet i LL § 2 om anvendelse af priser og vilkår for de kontrollerede transaktioner ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst i overensstemmelse med, hvad der kunne have været opnået, hvis transaktionerne var afsluttet mellem uafhængige parter, omfatter skattepligtige, der udøver en bestemmende indflydelse over fysiske eller juridiske personer, eller kontrollerer juridiske personer, eller er koncernforbundet med en juridisk person, eller har et fast driftssted i udlandet eller er en udenlandsk fysisk eller juridisk person med et fast driftssted i Danmark. De skattepligtige, der kan være omfattet er fysiske personer, selskaber, fonde, dødsboer, faste driftssteder m.v. Afgrænsningen af de skattepligtige, der er omfattet af § 2 i ligningsloven, svarer til den afgrænsning af skattepligtige, der er foretaget i SKL § 3 B. Bestemmelsen omfatter såvel sælger som køber i et handelsforhold, långiver som låntager i et låneforhold m.v.

Ved bestemmende indflydelse forstås ejerskab eller rådighed over stemmerettigheder således at der direkte eller indirekte ejes mere end 50 pct. af aktiekapitalen eller rådes over mere end 50 pct. af stemmerne, jf. LL § 2, stk. 2. Ved bedømmelsen af, om den skattepligtige anses for at have bestemmende indflydelse på en juridisk person eller om der udøves en bestemmende indflydelse over den skattepligtige af en juridisk eller fysisk person, medregnes aktier og stemmerettigheder,  som indehaves af koncernforbundne selskaber , jf. LL § 2 stk. 3, af personlige aktionærer og deres nærtstående, jf. LL § 16 H, stk. 6, eller af en fond eller trust stiftet af moderselskabet selv eller af de nævnte koncernforbundne selskaber, nærtstående m.v. eller af fonde eller truster stiftet af disse. Tilsvarende medregnes ejerandele og stemmerettigheder, som indehaves af en person omfattet af kildeskattelovens § 1 eller et dødsbo omfattet af dødsboskattelovens § 1, stk. 2, i fællesskab med nærtstående eller i fællesskab med en fond eller trust stiftet af den skattepligtige eller dennes nærtstående eller fonde eller truster stiftet af disse.Som nærtstående anses den skattepligtiges ægtefælle, forældre og bedsteforældre samt børn og børnebørn og disses ægtefæller eller dødsboer efter de nævnte personer. Stedbarns- og adoptivforhold sidestilles med oprindeligt slægtskabsforhold.

LL § 16 H, stk. 6 omfatter skattepligtige, der alene eller i fællesskab med nærtstående eller i fællesskab med en fond eller trust stiftet af den skattepligtige eller dennes nærtstående eller fonde eller truster stiftet af disse kontrollerer eller har væsentlig indflydelse på et selskab eller en forening m.v. Den skattepligtige anses for at kontrollere eller have væsentlig indflydelse på et selskab, hvis vedkommende direkte eller indirekte eller i fællesskab med nærtstående ejer mere end 50 pct. af aktiekapitalen i selskabet eller råder over mere end 50 pct. af stemmerne i selskabet, jf. dog LL § 2, stk. 2. Som nærtstående anses den skattepligtiges ægtefælle, forældre og bedsteforældre samt børn og børnebørn og disses ægtefæller eller dødsboer efter de nævnte personer. Stedbarns- og adoptivforhold sidestilles med ægte slægtskabsforhold.

Med indirekte er angivet, at aktieandele og stemmerettigheder ejet gennem danske eller udenlandske selskaber m.v. også indgår ved vurderingen af, om der er tale om kontrol i relation til LL § 2.

Reglerne omfatter endvidere skattepligtige, der er koncernforbundet med en juridisk person. Ved koncernforbundne juridiske personer forstås juridiske personer, hvor samme kreds af aktionærer har bestemmende indflydelse eller hvor der er fælles ledelse, jf. LL § 2, stk.3.

En fysisk eller juridisk person anses for udenlandsk, hvis personen er hjemmehørende i en fremmed stat, Færøerne eller Grønland, herunder efter bestemmelserne i en DBO.

Lovens bestemmelse om anvendelse af armslængdeprincippet har virkning på en række forskellige områder. Interesseforbundne parter kan indgå aftaler eller foretage andre dispositioner på samme måde som alle andre, medmindre der på et særligt område er et udtrykkeligt forbud herimod, jf. eksempelvis det selskabsretlige forbud mod aktionærlån.

De i bestemmelsen omhandlede kontrollerede transaktioner omfatter alle forbindelser mellem parterne. For eksempel kan nævnes levering af tjenesteydelser, låneforhold, overførsel af aktiver, immaterielle aktiver, der stilles til rådighed m.v. 

Lovens bestemmelser er udformet generelt. Således vil pligten til af afregne på markedsvilkår også gælde f.eks. en personlig hovedaktionær og dennes selskab.

Den angivne kreds tilsigter at omfatte de generelle interessefællesskaber inden for erhvervsforhold. Der kan imidlertid også være konkrete situationer, hvor eksempelvis en værdiansættelse er styret af, at to uafhængige parter har manglende skattemæssigt modstridende interesser. Ifølge praksis kan skattemyndighederne i sådanne situationer korrigere eksempelvis en værdiansættelse, der er begrundet i parternes konkrete interessesammenfald, jf. TfS 1996, 496 HRD og TfS 1996, 497 HRD, eller en fordeling af en overdragelsessum begrundet i parternes konkrete interessesammenfald, jf. TfS 1993, 32 VLD. Det har ikke været hensigten at ændre denne praksis. Se SKM2002.194.VLR, hvor retten ikke fandt grundlag for at forhøje et produktionsselskabs skattepligtige indkomst med udgift til bonus til sit salgsselskab, der var et underskudsselskab med samme ejerkreds som produktionsselskabet. Salgsfunktionen var forbundet med en reel forretningsmæssig risiko, og det var ikke bevist, at salgsselskabets avancer i væsentlig grad adskilte sig fra det normale i branchen.

Ny tekst startArmslængdeprincippet for fastsættelse af priser og vilkår for transaktioner mellem interesseforbundne parter jf. LL § 2, omfatter alle forbindelser mellem parterne, herunder låneforhold. Se afsnit S.I.1.3 og S.I.1.3.1.Ny tekst slut

Ved lån mellem interesseforbundne parter skal der, såfremt den fastsatte rente ikke svarer til den rente, som uafhængige parter ville have fastsat i en tilsvarende situation, ske korrektion af renten (rentekorrektion/rentefiksering). Rentekorrektion indebærer, at der fastsættes en rente svarende til markedsrenten, dvs. den rente, som to uafhængige parter ville have fastsat i et tilsvarende låneforhold. Den administrative praksis for rentekorrektion varierer alt efter, hvilken relation lånet er ydet i. Såfremt der foretages en rentekorrektion, skal der som hovedregel ske beskatning hos långiver af den korrigerede renteindtægt, mens låntager får et tilsvarende fradrag ved indkomstopgørelsen.

Ny tekst startLåntager har imidlertid tillige modtaget en rentefordel ved ikke at have betalt markedsrenten.Ny tekst slut Som en afledet effekt af rentekorrektionen skal der derfor endvidere foretages en skattemæssig vurdering af den økonomiske fordel, som rentefriheden eller den lave forrentning indebærer for låntager. Ny tekst startPå samme måde skal den økonomiske belastning hos långiver ligeledes vurderes i relation til den skattemæssige behandling.Ny tekst slut

Beskatningen af rentefordelen hos låntager afhænger af, hvordan rentefordelen skattemæssigt kvalificeres, idet der kan være tale om gave, tilskud, udbytte eller løn. Den skattemæssige kvalificering af rentefordelen har dermed også en afledet betydning for, om långiver kan få fradrag for den ydede rentefordel ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

Den administrative praksis for skattemæssige korrektioner afhænger af, i hvilken relation det rentefri eller lavt forrentede lån er ydet. Praksis tager udgangspunkt i, at der foreligger en eller anden form for interessefællesskab mellem långiver og låntager. Det har givet sig udslag i, at praksis har været koncentreret om lån i koncernforhold, lån i hovedaktionærforhold, lån til og fra fonde og foreninger, lån fra arbejdsgiver til lønmodtager og lån i familieforhold.

Ved lån mellem koncernforbundne selskaber og lån fra hovedaktionær til selskab foretages en skattemæssig korrektion i form af rentefiksering, hvis de aftalte lånevilkår ikke er forretningsmæssigt begrundet. Långiver beskattes af en fikseret rente - reduceret med en eventuelt aftalt lavere rentefod - mens låntager indrømmes et rentefradrag af samme størrelse som den rente, der beskattes hos långiveren. Der skal foretages en individuel fastsættelse af rentefoden under hensyntagen til forhold som lånets størrelse, dets løbetid, den stillede sikkerhed og låntagers kreditværdighed. Kun såfremt det - undtagelsesvist - ikke er muligt at fastlægge en sådan armslængde rente med rimelig sikkerhed, kan diskontoen plus 4 pct. anvendes. Ny tekst startDer henvises til SKM2009.567.VLR og SKM2010.135.BR, hvor landsret og byret fikserede en rente på lån imellem interesseforbundne parter til diskontoen + 4 %.Ny tekst slut    

Ved lån fra en hovedaktionær til vedkommendes selskab betragtes en rentefordel, der ikke er forretningsmæssigt begrundet, som et skattepligtigt tilskud til det låntagende selskab. For det låntagende selskab er nettovirkningen derfor, at der ikke sker nogen ændring af den skattepligtige indkomst, idet det skattepligtige tilskud neutraliseres af det indrømmede rentefradrag. For hovedaktionæren (långiver) bliver nettovirkningen en beskatning af den fikserede renteindtægt (kapitalindkomst), idet der ikke er fradragsret for det ydede tilskud.

Ved lån fra et datterselskab til et moderselskab vil en eventuel rentefordel normalt blive anset for udbytte, der kan være skattefrit for det låntagende selskab (moderselskabet) efter de nærmere bestemmelser herom i SEL § 13 eller SEL § 17. Se SKM2002.246.LSR, hvor der mellem en hovedanpartshaver og dennes selskab var etableret en uforrentet mellemregningskonto. Da der ikke forelå nogen forretningsmæssig begrundelse for den manglende forrentning, blev der med hjemmel i LL § 2, stk. 1, fikseret en rente. For det låntagende selskab (moderselskabet) vil nettovirkningen derfor typisk blive, at moderselskabet indrømmes et rentefradrag af samme størrelse som den rente, der beskattes hos det långivende selskab (datterselskabet). For långiver vil der ikke være fradragsret for ydelse af en rentefordel, der betragtes som udbytte. Nettovirkningen for långiver vil derfor blive en beskatning af den fikserede renteindtægt.

Ny tekst start

Særligt vedrørende lån fra et moderselskab til et datterselskab og ved lån mellem søsterselskaber:

Såfremt selskaberne er omfattet af de i SEL § 31 D, stk. 1 og 4 angivne betingelser om koncernforbindelse og sambeskatning, fraviges udgangspunktet om beskatning af den af låntager modtagne økonomiske fordel (tilskuddet). Såfremt tilskuddet gives fra et direkte eller indirekte moderselskab til et datterselskab eller tilskuddet gives mellem søsterselskaber (selskaber med direkte eller indirekte moderselskab), vil den af låntager modtagne økonomiske fordel (tilskuddet) være skattefrit, ligesom der ikke vil være fradragsret for tilskuddet hos långiver. Der henvises i øvrigt til afsnit S.D.4.1.4.

I en situation med et lån fra moder- til datterselskab (omfattet af betingelserne i SEL § 31 D) hvor den selvangivne rente er under markedsrenten, vil moderselskabets skatteansættelse i medfør af LL § 2, stk.1 blive forhøjet med forskellen mellem den selvangivne rente og markedsrenten (+R), mens den korresponderende nedsættelse af datterselskabets skattepligtige indkomst bliver -R. Datterselskabet skal jf. SEL § 31 D, stk. 1, 1. pkt. ikke medregne den modtagne økonomiske fordel, ligesom moderselskabet ikke jf. SEL § 31 D, stk. 3 har fradragsret for det til datterselskabet overførte tilskud.

Ny tekst slut

 

LL § 2, stk. 5, giver adgang til at foretage en betalingskorrektion i tilfælde af transaktioner mellem interesseforbundne parter, der ikke har fundet sted på markedsvilkår. Princippet er, at den skattepligtige ved ændringer i skatteansættelsen som følge af armslængderegulering kan undgå følgeændringer (såkaldte sekundære justeringer) ved at forpligte sig til betaling i overensstemmelse med armslængdepriser og -vilkår. En sekundær justering betyder således, at man justerer for det forhold, at der ikke er sket betaling svarende til den pris, der er fastsat i overensstemmelse med armslængdeprincippet. Betegnelsen sekundær justering anvendes i OECD's  retningslinier for transfer pricing (Transfer Pricing Guidelines for Multinational Enterprises and Tax Administrations).

Bestemmelsen er nødvendig for at sikre, at der kan foretages korresponderende nedsættelse her i landet, når f.eks. udlandet som led i en transfer pricing sag forhøjer et dansk datterselskabs udenlandske moderselskab, fordi det danske selskab har betalt for lidt i vederlag.

Som et eksempel på, hvor reglerne om betalingskorrektion kan anvendes, kan nævnes ydelse af et rentefrit lån fra et moderselskab til et datterselskab. Korrektionen vil omfatte en beskatning af et rentebeløb hos moderselskabet, indrømmelse af et tilsvarende rentefradrag hos datterselskabet og i overensstemmelse med gældende dansk praksis - som en sekundær justering - en beskatning af et tilskud svarende til den sparede rente hos datterselskabet.

Datterselskabet kan imidlertid undgå beskatning af rentetilskuddet ved at forpligtige sig til betaling af det fastsatte rentebeløb til moderselskabet. Ny tekst startDog er rentetilskud i forbindelse med ikke-markedskonforme lån fra moderselskab til datterselskaber og i forbindelse med sådanne lån imellem søsterselskaber, skattefri for det modtagende selskab, ligesom det tilskudsydende selskab ikke har fradragsret, forudsat at betingelserne om koncernforbindelse og sambeskatning i SEL § 31 D, stk. 1 og 4 er opfyldt. Der henvises til afsnit S.I.1.3.2. Ny tekst slut

Et andet eksempel kan være overdragelse af aktiver til over- eller underpris. Overdrages f.eks. en erhvervsejendom fra et selskab til dets hovedaktionær til underpris, korrigeres selskabets indkomst, idet ejendommen anses for afstået til handelsværdien. Dette har betydning ved opgørelsen af, om selskabet ved afståelsen har realiseret en fortjeneste eller et tab og for spørgsmålet om genvundne afskrivninger. Aktionærens anskaffelsessum reguleres tilsvarende. Endelig beskattes aktionæren af korrektionsbeløbet, der betragtes som maskeret udbytte. Denne sidstnævnte (sekundære) justering kan aktionæren undgå ved at forpligte sig til at betale beløbet til selskabet.

Foreligger der en situation, hvor en ejendom overdrages fra aktionæren til selskabet til overpris, reduceres selskabets anskaffelsessum til handelsværdien, mens aktionærens afståelsessum reguleres tilsvarende. Merprisen betragtes som maskeret aktieudbytte til aktionæren. Aktionæren kan frigøre sig for beskatning af maskeret udbytte ved at påtage sig en forpligtelse til at tilbagebetale. Bestemmelsen giver således adgang til at afværge sekundære justeringer både i tilfælde, hvor det aftalte vederlag er lavere end armslængdeprisen, og hvor det aftalte vederlag er for højt.

Ny tekst startSe dog i den forbindelse afsnit S.F.2.2.4. om aktionærlån, herunder afsnit S.F.2.2.4.2 som omhandler de skattemæssige konsekvenser for en hovedaktionær, såfremt et selskab har ydet lån til hovedaktionæren på ikke-markedsmæssige vilkår. I afsnittet omtales den situation, hvor en hovedaktionær, til hvem selskabet har ydet lån, ikke vurderes at være i stand til at tilbagebetale lånet. I en sådan situation må hævninger, som en aktionær, der ikke er i stand til at tilbagebetale lånet, løbende foretager over mellemregningskontoen, i almindelighed betragtes som løn til aktionæren, forudsat at aktionæren arbejder for selskabet. I det omfang aktionæren ikke udfører arbejde for selskabet, som svarer til hævningerne, betragtes disse dog som maskeret udbytte.Ny tekst slut

Såfremt de kontraherende parter i den kontrollerede transaktion begge er skattepligtige til Danmark, vil eksempelvis et for højt fastsat vederlag for en vare resultere i en korrektion af både sælgers og købers skattepligtige indkomst. En ændring i op- eller nedadgående retning udløser således adgang til at afværge den sekundære justering for den part, der som følge af skævvridning af priser og vilkår har modtaget og bliver beskattet af en økonomisk fordel, der ligger ud over armslængde prisen.

Er vederlaget for en vare eksempelvis 100 for højt, vil en korrektion resultere i en nedsættelse af sælgers indkomst med de 100, der er betalt for meget. Korrektionen vil tilsvarende resultere i en forhøjelse på 100 for køber, såfremt der har været fradragsret for det betalte vederlag. Såfremt adgangen til at afværge en sekundær justering ikke anvendes, vil den sekundære justering bestå af en forhøjelse af sælgers indkomst med 100, der svarer til de 100, som køber har betalt for meget.

Såfremt sælger er skattepligtig til Danmark, men køber er udenlandsk, vil en salgspris, der er fastsat 100 for højt, kunne resultere i en forhøjelse af købers udenlandske indkomst. Sælger vil dernæst anmode om en tilsvarende korresponderende nedsættelse af den skattepligtige indkomst med 100. Denne korresponderende ændring vil udløse adgangen til at afværge en sekundær justering. Såfremt adgangen til at afværge den sekundære justering ikke anvendes, vil justeringen i dette tilfælde svare til en forhøjelse af sælgers indkomst, svarende til de 100, der er modtaget for meget i vederlag.

Såfremt køber er skattepligtig til Danmark, men sælger er udenlandsk, vil en salgspris, der er fastsat 100 for højt, resultere i en forhøjelse af købers skattepligtige indkomst. Sælger vil dernæst anmode om en korresponderende nedsættelse af den udenlandske indkomst med 100. En eventuel sekundær justering vil imidlertid skulle foretages af den udenlandske skattemyndighed. Ønsker den skattepligtige at forpligte sig til betaling i overensstemmelse med de i LL § 2, stk. 1 anvendte priser og vilkår, skal denne forpligtelse påtages i tilknytning til gennemførelsen af korrektionen. En påklage af korrektionen udskyder ikke tidspunktet for påtagelsen af betalingsforpligtelsen. Betalingsforpligtelsen har virkning fra det oprindelige transaktionstidspunkt, hvorfor der eksempelvis skal beregnes rente fra dette tidspunkt. Der skal ske periodisering af renter ved betalingskorrektionen.

For grænseoverskridende kontrollerede transaktioner gælder desuden, at en sekundær justering alene kan undgås, hvis den pågældende udenlandske skattemyndighed foretager en beskatning på grundlag af priser og vilkår, der er i overensstemmelse med armslængdeprincippet. Se i øvrigt afsnit S.I.2.

Er moderselskabet i eksemplet, hvor der ydes et rentefrit lån fra moderselskab til datterselskab, et udenlandsk selskab, er den kontrollerede transaktion omfattet af SKL § 3 B. Det danske datterselskabs mulighed for at undgå den sekundære justering i form af et tilskud er derfor betinget af, at skattemyndigheden i det land, hvor moderselskabet er hjemmehørende, beskatter moderselskabet af det i overensstemmelse med LL § 2, stk. 1 fastsatte rentebeløb.

Adgangen til at undgå sekundære justeringer efter LL § 2, stk. 5, omfatter en delmængde af de tilfælde, hvor der kan blive tale om omgørelse efter SFL § 29, idet LL § 2, stk. 5 alene omfatter omgørelse ved betaling. Se endvidere Processuelle regler på SKATs område, afsnit O vedrørende SFL § 29.

Om praksis vedrørende sekundære justeringer kan der henvises til følgende afgørelser:

Ny tekst startSKM2009.50.BR. Ny tekst startSagen drejede sig om, hvorvidt sagsøgerens skatteansættelser for indkomstårene 2000 og 2001 skulle genoptages som følge af betalingskorrektion efter ligningslovens § 2, stk. 5. Det sagsøgende selskab havde haft en uforrentet gæld til dets hovedanpartshaver. For de omhandlende indkomstår havde skattemyndighederne korrigeret skatteansættelserne efter armslængdeprincippet i ligningslovens § 2, stk. 1. Sagsøgeren havde derved fået et rentefradrag svarende til den fikserede rente, og sagsøgerens skattepligtige indkomst var blevet forhøjet med et skattepligtigt tilskud svarende til den sparede rente. Sagsøgeren ønskede at undgå beskatningen af det skattepligtige tilskud efter reglen om betalingskorrektion i ligningslovens § 2, stk. 5. For sagens udfald var det blandt andet afgørende om sagsøgeren overfor hovedanpartshaveren havde påtaget sig en forpligtelse til at betale det fikserede rentebeløb, og i så fald om forpligtelsen var påtaget rettidigt. Retten bemærkede, at spørgsmålet om, hvorvidt sagsøgeren havde påtaget sig betalingsforpligtelsen, ikke havde været inddraget under den administrative behandling af sagen.Sagen blev på den baggrund hjemvist til skattemyndighedernes fornyede behandling.Ny tekst slutNy tekst slut

Ny tekst startSKM2007.903.LSR. Ny tekst startEn hovedaktionær var skattepligtig efter satserne i ligningslovens § 16A, stk. 10, jf. § 16, stk. 9, vedrørende lejligheder, der af selskabet var udlejet til hovedaktionærens døtre. Der var adgang til betalingskorrektion efter ligningslovens § 2, stk. 4, beregnet på grundlag af markedslejen med fradrag af den faktisk betalte husleje.Ny tekst slutNy tekst slut

Ny tekst startSKM2007.465.HR. Ny tekst startSkattemyndighederne havde beskattet en hovedaktionær af maskeret udbytte i forbindelse med hovedaktionærens køb af 50 pct. af en ejendom, der var ejet af det af hovedaktionæren kontrollerede selskab. Tanken havde været, at der skulle handles til den senest bekendtgjorte offentlige ejendomsværdi minus 15 pct., men i og med at der i overdragelsesaftalen og skødet var angivet nominelle beløb, medførte kontantomregningen af den overtagne gæld, at ejendommen var overdraget til den offentlige ejendomsvurdering minus ca. 18,5 pct. Skatteyderen anerkendte, at der forelå maskeret udlodning op til den offentlige ejendomsvurdering minus 15 pct., men kunne ikke anerkende at blive beskattet af maskeret udlodning op til den af myndighederne skønnede handelsværdi, der var fastsat til den senest bekendtgjorte ejendomsvurdering. Endvidere gjorde appellanten gældende, at myndighederne burde have tilladt betalingskorrektion/omgørelse.Ny tekst slutNy tekst slutNy tekst startHøjesteret fandt, at skattemyndighederne havde været berettiget til at tilsidesætte den aftalte overdragelsessum, der var lavere end den offentlige ejendomsværdi minus 15 pct., og Højesteret tiltrådte endvidere, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes skøn over handelsværdien. Højesteret tiltrådte således den i ligningsvejledningen angivne praksis, hvorefter der i tilfælde, hvor kontantprisen ligger uden for plus/minus 15 pct. af den seneste kontante ejendomsværdi, ikke kun sker beskatning i det omfang kontantprisen ligger uden for 15 pct.-grænsen men af hele forskelsbeløbet. Højesteret udtalte endvidere, at det er en betingelse for betalingskorrektion i medfør af ligningslovens § 2, stk. 4, at der sker betaling i overensstemmelse med, hvad der kunne være opnået, hvis handlen var afsluttet mellem uafhængige parter, jf. § 2, stk. 1. Appellanten havde alene tilbudt delvis betalingskorrektion op til den offentlige ejendomsvurdering minus 15 pct., og Højesteret fandt på den baggrund, at betingelsen ikke var opfyldt. I relation til appellantens anbringende vedrørende omgørelse bemærkede Højesteret, at appellanten ikke havde ansøgt om tilladelse hertil. Højesteret stadfæstede på den baggrund dommen.Ny tekst slut

SKM2001.407.LSR. Nogle transaktioner mellem en direktør og et selskab blev korrigeret skattemæssigt. Korrektionen kunne ikke karakteriseres som forhold, der var omfattet af LL § 2, stk. 4.

SKM2001.371.LSR. I forbindelse med stiftelsen af et holdingselskab havde det helejede datterselskab afholdt advokat- og revisorudgifter. Udgifterne vedrørte holdingselskabets forhold, hvorfor de ikke kunne fratrækkes i datterselskabet, jf. LL § 8 J, ligesom de blev anset for skattepligtigt tilskud til holdingselskabet. Forholdet vedrørte spørgsmålet om rette omkostningsbærer, hvorfor det ikke var omfattet af LL § 2, stk. 4.

SKM2001.370.LSR. Et selskab afholdt renovationsudgifter på et enfamilieshus, der var stillet til rådighed for hovedaktionæren samt et andet af denne ejet selskab. Der ansås at foreligge maskeret udlodning til hovedaktionæren. Forholdet ansås ikke for omfattet af LL § 2, stk. 4, jf. stk. 1.

SKM2001.369.LSR. I forbindelse med en virksomheds overdragelse mellem to interesseforbundne selskaber havde myndighederne ændret værdiansættelsen af igangværende arbejder. Myndighederne fandtes herved at have ændret vilkårene for den økonomiske transaktion mellem to interesseforbundne selskaber, således at forholdet var omfattet af LL § 2, stk. 4.

SKM2001.368.LSR En ejendomsmægler indgik aftale om projektering af et byggeri og modtog i vederlag 3 mio. kr. Han overførte en del af vederlaget til et af ham ejet selskab. Landsskatteretten fandt ikke, at betalingen til selskabet var en transaktion omfattet af LL § 2, stk. 1 og der kunne ikke ske betalingskorrektion efter § 2, stk. 4.

SKM2001.38.LSR. En overførsel af et konsulenthonorar fra et selskab til dettes ejer, der ansås for rette indkomstmodtager, kunne ikke karakteriseres som korrektion af priser og vilkår for handelsmæssige eller økonomiske transaktioner mellem interesseforbundne parter, og forholdet var derfor ikke omfattet af LL § 2, stk. 1.

Ved lov nr. 1284 af 20. december 2000 er bestemmelsen i SEL § 11 A indsat i selskabsskatteloven. SEL § 11 A indeholder regler om den skattemæssige behandling af koncerninterne forsikringspræmier. Formålet med SEL § 11 A er, at resultatet af en selvforsikring skattemæssigt bliver den samme, uanset hvordan man indretter sig. Det skal således ikke være muligt at opnå fradrag for selvforsikring blot ved at oprette et koncerninternt forsikringsselskab. Det selskab, som tegner en koncernintern forsikring, får derfor ikke fradrag for forsikringspræmierne, men får i stedet fradraget på det tidspunkt, hvor det måtte lide en skade (et tab). SEL § 11 A, stk. 1, 1. pkt. beskærer fradragsretten for koncerninterne forsikringspræmiebetalinger. Der er dog fradrag, i det omfang det godtgøres, at forsikringsselskabet genforsikrer risikoen hos et uafhængigt forsikringsselskab, jf. SEL § 11 A, stk. 1, 3. pkt. Fradragsretten beskæres, såfremt et dansk selskab eller en forening m.v. foretager betalinger af forsikringspræmier til et koncernforbundet selskab m.v. Koncernforbundne selskaber m.v. forstås på samme måde som i LL § 2. Det er normalt, at der mellem forsikringsselskaberne inden for en større forsikringskoncern etableres forskellige former for genforsikringsarrangementer. Disse arrangementer kan f.eks. have til formål at sprede risikoen mellem selskaberne inden for koncernen. Der er tale om arrangementer, der alene er risikomæssigt eller forretningsmæssigt begrundet. Fradragsbeskæringen finder ikke anvendelse, når forsikringspræmien betales af et forsikringsselskab til et koncernforbundet forsikringsselskab. Koncerninterne genforsikringer er dog omfattet, hvis den oprindelige forsikring er omfattet af SEL § 11 A. Uden en sådan undtagelse ville bestemmelsen kunne omgås ved at indskyde et dansk beskattet koncerninternt forsikringsselskab mellem forsikringstageren og det koncernforbundne forsikringsselskab. Hvis et forsikringsselskab driver almindelig forsikringsvirksomhed og som et led i sin normale virksomhed også tegner forsikringer for et koncernforbundet selskab, beskæres fradragsretten for det koncernforbundne selskab ikke. Fradragsbeskæringen finder derfor ikke finde anvendelse, hvis forsikringsselskabet i ikke uvæsentligt omfang driver tilsvarende forsikringsvirksomhed overfor uafhængige parter. Med tilsvarende forsikringsvirksomhed menes der, at forsikringsselskabet skal tegne forsikringer af den pågældende art og med de pågældende vilkår med uafhængige parter. For hver enkel slags forsikringsvirksomhed, skal det bedømmes, om de risici som vedrører uafhængige parter udgør en ikke uvæsentlig del af de samlede risici for den pågældende slags forsikringsvirksomhed. Hvis mindst 25 pct. af risiciene for en enkelt art af forsikringer vedrører uafhængige parter, sker der således ingen fradragsbeskæring. Fradragsbeskæringen i SEL § 11 A, stk. 1, 1. pkt. finder tilsvarende anvendelse, hvis der indskydes et uafhængigt selskab mellem de to koncernforbundne selskaber. Præmiebetalinger til uafhængige selskaber er således heller ikke fradragsberettigede, i det omfang det uafhængige selskab genforsikrer sig hos et selskab, der er koncernforbundet med forsikringstageren, jf. SEL § 11 A, stk. 1, 2. pkt. Undtagelserne om forsikringsvirksomhed overfor uafhængige parter samt det koncernforbundne selskabs genforsikring hos en uafhængig finder tilsvarende anvendelse. Efter SEL § 11 A, stk. 2, 1. pkt. medregnes forsikringspræmierne til forsikringsselskabet ikke i dets skattepligtige indkomst, i det omfang koncernselskabet ikke har haft fradragsret for præmieindbetalingerne efter § 11 A, stk. 1. Herved skabes der symmetri mellem forsikringstagerens manglende fradragsret og forsikringsselskabets skattepligt. Hvis præmiens størrelse overstiger »arm´s lenght«-prisen efter LL § 2, vil der være tale om et skattepligtigt koncernbidrag. Der kan ikke foretages fradrag for hensættelser eller genforsikringer hos koncernforbundne forsikringsselskaber for så vidt angår præmier, som ikke medregnes i den skattepligtige indkomst, ellers ville forsikringsselskabet opnå en »dobbelt skattefrihed«, jf. SEL § 11 A, stk 2, 2. pkt. Forsikringsudbetalinger, som tilfalder forsikringstageren, medregnes ikke i dennes indkomst. Til gengæld får forsikringsselskabets ikke fradrag for sådanne forsikringsudbetalinger, jf. SEL § 11, stk. 2, 3. pkt. Samlet set stilles koncernen, som hvis der ikke var tegnet en forsikring. Der opnås først fradrag, når skaden indtræffer.