Med lov nr. 540 af 6. juni 2007 blev SEL § 32 udvidet til at gælde for alle finansielle datterselskaber - uanset hvor datterselskaberne er hjemmehørende og hvordan beskatningsniveauet er for datterselskaberne. SEL § 32 skal værne imod udflytning af mobile indkomster til udlandet med henblik på opnåelse af skattemæssige fordele. Beskatningen kaldes CFC-beskatning (Controlled Financial Company).

CFC-indkomsten udgøres af de indkomstarter, som det må anses for nemt at kunne placere uden for Danmark. Det drejer sig bl.a. om renter, kursgevinster på værdipapirer, udbytter, aktieavancer, visse royalties samt indtægter ved finansiel leasing. Banker og forsikringsselskaber samt andre selskaber, som driver næring med finansielle indkomster, er udtrykkeligt nævnt som selskaber med CFC-indkomst.