I forbindelse med opløsning og ophør af skattepligt gælder de nedenfor anførte specielle regler:

I henhold til SEL § 5, stk. 1, fortsætter skattepligten indtil tidspunktet for opløsningen.

Likvidator eller selskabets ledelse skal indsende en anmeldelse, der skal indeholde en opgørelse af indkomsten for det afsluttende indkomstår. Anmeldelsesfristen er som udgangspunkt 1 måned fra opløsningen m.v., jf. SEL § 5, stk. 3, 1. punktum.

Hvis fristen for anmeldelse af opløsningen m.v. udløber inden udløbet af selvangivelsesfristen for det nærmest forudgående indkomstår, afkortes selvangivelsesfristen til udløbet af anmeldelsesfristen i henhold til SEL § 5, stk. 3, 3. punktum.

Såfremt der gives tilladelse til at afvige fristen for anmeldelse af selskabets opløsning m.v., jf. SEL § 5, stk. 3, 4. punktum, medfører dette ikke, at fristen for indbetaling uden restskattetillæg forlænges tilsvarende.

For selskaber m.v. med kalenderårsregnskab og fremadforskudt regnskabsår (dvs. slut i perioden 1/1 - 31/3) kan ovennævnte anmeldelsesregler illustreres således:

Eksempel 1: Forkortet indkomstår:

  • Et selskab har kalenderåret som indkomstår.
  • Selskabet skal sædvanligvis indgive selvangivelse senest 30. juni i det efterfølgende kalenderår.
  • Selskabet opløses 30. marts 2007.
  • Der skal indgives selvangivelse for indkomståret 2006 (ordinær periode) og indkomstopgørelse for den forkortede periode i 2007 inden 1 måned efter opløsningsdatoen jf. SEL § 5, stk. 3, 3. punktum, jf. stk.1.
  • Årsopgørelsen vil sædvanligvis blive udsendt ca. 1. juni 2007.
  • Restskatten for 2006 og 2007 forfalder til betaling den 1. juli 2007 med sidste rettidige betalingsdato den 20. i samme måned.

Virkningen heraf for selskaber m.v. med forlænget indkomstår - bagudforskudt regnskabsår - kan illustreres således:

Eksempel 2: Forlænget indkomstår - selskaber med bagudforskudt indkomstår:

  • Et selskab har regnskabsperiode 1/5 2006 - 30/4 2007.
  • Selskabet skulle sædvanligvis indlevere selvangivelse senest 6 mdr. efter regnskabsårets afslutning dvs. 31/10 2007.
  • Selskabet opløses 31/7 2007.
  • Der skal indleveres en selvangivelse, der omfatter perioden 1/5 2006 - 31/7 2007 senest én måned efter opløsningsdatoen dvs. 31/8 2007 jf. SEL § 5, stk. 2.
  • Årsopgørelsen udsendes sædvanligvis primo september 2007.
  • Restskatten forfalder til betaling den 1. oktober 2007 med senest rettidige betalingsdato den 20. i samme måned.

Der opkræves tillæg af restskat, jf. SEL § 29 B, stk. 4, 3. pkt.

I henhold til SEL § 29 E, stk. 1, er det muligt at betale indkomstskatten for det afsluttende indkomstår uden tillægget efter § 29 B, stk. 6, hvis betalingen sker inden udløbet af fristen for indsendelse af anmeldelse af opløsningen m.v. Denne mulighed har også selskaber m.v., der ikke har været omfattet af acontoskatteordningen, jf. SEL § 30 A, stk. 3. Sker betaling efter denne frist, opkræves der tillæg.

Restskatten m.v. for det afsluttende indkomstår forfalder altid til betaling den 1. i måneden efter meddelelsen om ansættelsen. Samtidigt forfalder restskatten m.v. for det nærmest forudgående indkomstår, medmindre det sædvanlige forfaldstidspunkt er indtrådt forinden jf. SEL § 30, stk. 3.

Efter SEL § 29 B, stk. 5, 8. pkt., kan tilbagebetaling af overskydende skat ske tidligere end normalt afhængig af, hvornår skatteansættelsen kan meddeles. Der er i sådanne tilfælde ikke knyttet godtgørelse til overskydende skat for det afsluttende indkomstår jf. SEL § 29 B, stk. 5, 9. pkt.

For selskaber m.v. med kalenderårsregnskab og fremadforskudt regnskabsår betyder det, at hvis selskabet m.v. opløses efter regnskabsårets afslutning, vil der ikke være knyttet procentgodtgørelse til den afsluttende periode, mens der vil blive ydet godtgørelse jf SEL § 29 B stk. 8, hvis der er overskydende skat for det senest afsluttede hele indkomstår. Procentgodtgørelsen er dog betinget af, at tilbagebetaling ikke finder sted forud for årsopgørelsen.

For selskaber m.v. med bagudforskudt indkomstår betyder det, at der i tilfælde af overskydende skat for hele den forlængede periode ikke ydes godtgørelse .

Den frivillige indbetaling i forbindelse med opløsning af selskaber inden 1 måned efter ophør, udløser ikke et krav på godtgørelse for den overskydende skat, der måtte være opstået i kraft af den frivillige indbetaling, jf. SEL § 30 A, stk. 3.

 Udbetaling af overskydende skat overføres til selskabets Nem Konto.

Indbetalinger af acontoskat indgår på en særlig måde ved beregningen af den samlede indkomsskat m.v., afhængig af det afsluttende indkomstårs udstrækning.  

Som udgangspunkt vil al acontoskat, der indbetales i det indkomstår, hvori opløsningen eller overgangen til skattefri virksomhed sker, blive godskrevet selskabet m.v. uden hensyn til, om betalingen er sket ifølge opkrævning eller som frivillig indbetaling. Det betyder, at en frivillig indbetaling med tillæg af eventuel udbytteskat i denne situation som udgangspunkt ikke behandles som sådan og derfor ikke reguleres med tillægget jf. SEL § 29 E, stk. 1. Et selskab m.v., der opløses, kan foretage indbetalinger af acontoskat indtil 1 måned efter opløsningsdatoen.  

Eksempel for selskab med kalenderårsregnskab

  • Selskabet opløses 1/5 2007  
  • Der ydes procenttillæg jf SEL § 29 B stk. 6 af frivillige indbetalinger foretaget i 2006
  • Der ydes ingen procenttillæg på frivillig indbetaling foretaget i marts 2007 eller andre indbetalinger indtil 31/5 2007.

Der sker dog en procentregulering af de frivillige indbetalinger, såfremt selskabet m.v. opløses eller overgår til skattefri virksomhed efter det normale indkomstårs udløb, men inden udløbet af det tilsvarende kalenderår (selskab m.v. med bagudforskudt indkomstår). I disse tilfælde sker der en tvungen forlængelse af det seneste indkomstår, så det løber indtil opløsningstidspunktet.  

Eksempel for selskab med bagudforskudt indkomstår

  • Selskabet har regnskabsår 2/5 - 1/5. Regnskabsåret 2/5 2005 - 1/5 2006 svarer til indkomståret 2007.
  • Der foretages frivillig indbetaling den 20. marts 2007.
  • Selskabet opløses 1/7 2007.
  • Indkomståret 2006 strækker sig over perioden 2/5 2006 - 1/7 2007 (14 mdr.).  
  • Da der er tale om ét afsluttet indkomstår, anses de almindelige frivillige indbetalinger i indkomståret for omfattet af procenttillægget, dvs. at der ydes tillæg på 1 pct. af den frivillige indbetaling foretaget i marts 2007. Indbetalinger foretaget i perioden fra opløsningsdatoen og 1 måned frem er ikke omfattet af tillægget.