Hovedbetingelserne for succession er følgende:

  1. Der kan kun ske succession i forbindelse med udlodning.
  2. Dødsboet må ikke være skattefritaget efter § 6.
  3. Der kan kun succederes med hensyn til aktiver. 
  4. Der kan alene succederes i gevinst.
  5. Kun fysiske personer kan succedere.

Ad betingelse 1:

I § 96, stk. 1, er udlodning fra et bo defineret som alle afståelser fra boet til arveladerens efterlevende ægtefælle, arvinger eller legatarer.

Arvingskøb

Der er således også tale om udlodning, hvis arvingen m.fl. køber aktivet af dødsboet, såkaldt arvingskøb. Definitionen gælder også, hvis den pågældende modtager køber værdier, der overstiger vedkommendes lod i boet, jf. afsnit B.J.1.1 om definitionen på udlodning.

Succession ved såkaldt arvingskøb kan kun finde sted for en begrænset personkreds, jf. afsnit B.B.4.3.6.

Af § 96, stk. 1, 2. pkt. fremgår, at såfremt afdøde var gift ved dødsfaldet, forstås ved udlodning fra boet tillige afståelser fra afdødes efterlevende ægtefælle til andre arvinger eller legatarer i boperioden, jf. dog § 5, stk. 4.

Salg til tredjemand

Salg eller anden afståelse til nogen, der ikke er arveladerens efterlevende ægtefælle, arving eller legatar, er derimod ikke udlodning, og der kan ikke ske succession ved sådanne afståelser. Dog kan dødsboet sælge med succession til nær medarbejder eller tidligere ejer, jf. § 27, stk. 3. Se afsnit B.B.3.4.6.1.

Salg eller anden afståelse, der er sket i mellemperioden, er heller ikke udlodning, uanset om afståelsen er sket til ægtefællen eller en person, der senere konstateres at være arving eller legatar.

Ad betingelse 2:

Der henvises til afsnit B.B.2 for en gennemgang af reglerne om skattefritagelse.

Ad betingelse 3:

Lovteksten omtaler kun succession med hensyn til aktiver.

Aktiver udloddes med accessoriske passiver

Udlodning af passiver forekommer i praksis i forbindelse med udlodning af et aktiv, således f.eks. når der udloddes en fast ejendom med indestående prioritetsgæld, eller efter omstændighederne når der udloddes en erhvervsvirksomhed i drift. Hvis udlodningen af det pågældende aktiv sker med succession, og hvis modtageren over for kreditor overtager gældshæftelsen vedrørende de vedhængende passiver, er det anerkendt i praksis, at udlodningsmodtageren tillige har succederet skattemæssigt med hensyn til de vedhængende passiver, uanset at den gældende lovtekst ikke omtaler sådan succession.

Ikke accessoriske passiver

Derimod kendes der i praksis ikke succession med hensyn til passiver, der ikke kan anses for accessoriske i forhold til et udloddet aktiv.

Succession udelukket

Der gælder endvidere nogle objektive regler gående ud på, at der ikke kan succederes i visse aktivtyper. Regler herom er placeret i § 29, jf. afsnit B.B.3.4.6.3. Disse regler er formuleret således, at beskatning altid skal ske i boet. Dette indebærer, at succession er udelukket.

Ad betingelse 4:

Endvidere er det en betingelse for succession, at der ved udlodningen konstateres en gevinst. Konstateres der et tab, behandles udlodningen som et salg. Det vil sige, at tabet er fradragsberettiget i boet, jf. herved § 28, stk. 2, og afsnit B.B.3.4.6.2.

Ad betingelse 5:

Det er endvidere en betingelse for succession, at modtageren af det udloddede aktiv er en fysisk person. Den fysiske person skal være enten arveladerens efterlevende ægtefælle, en arving eller en legatar, jf. betingelse nr. 1.

Boet kan beslutte beskatning i boet

I tilknytning til de objektive regler gælder endvidere, at boet i ethvert tilfælde kan beslutte, at der skal ske beskatning i boet, selv om alle øvrige betingelser for succession er opfyldt, jf. henvisningen i § 36, stk. 1, 2. pkt. til § 28, stk. 3.

Se endvidere afsnit B.B.3.4.6.2. Hvis boet vælger, at beskatningen skal ske i boet, kan der således ikke succederes.

Delvis salg af aktiver

Det er muligt at acontoudlodde en del af et aktiv med succession og at sælge denne andel under bobehandlingen sammen med boets resterende andel, jf. LSRM 1982.131.