Dato for udgivelse
12 Mar 2001 11:25
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
27. oktober 2000
SKM-nummer
SKM2001.44.LSR
Myndighed
Landsskatteretten
Sagsnummer
2-2-1820-1819
Dokument type
Kendelse
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
SKAT internt
Emneord
Objektiv skattepligt, anpartsselskab
Resumé
Dispositioner foretaget som følge af at et skatteforbehold var blevet aktuelt, kunne ikke tillægges tilbagevirkende kraft, idet aftalen savnede klarhed med hensyn til de skattemæssige virkninger, der er forudsat ved aftalens indgåelse, og de ændringer af parternes skatteansættelser, der ville udløse skatteforbeholdet og den privatretlige virkning skatteforbeholdet måtte medføre. Endvidere havde aftalen eksisteret en del år forud for, at der blev aftalt et skatteforbehold.
Reference(r)

Statsskatteloven §4 og
statsskatteloven § 6a


A ApS's klagede til Landsskatteretten over, at de stedlige skattemyndigheder for skatte- og indkomstårene 1996/97, 1996 og 1997 havde anset anset beløb modtaget som leje for arbejdskraft stillet til rådighed for B Aps for skattepligtigt tilskud.

Det er oplyst, at selskabets anpartskapital ejes af C og D med 50 % til hver, og at de to hovedanpartshavere i samme forhold bl.a. ejer selskabet B ApS.

Det er videre oplyst, at der den 15.12.1994 blev indgået en kontrakt mellem disse to selskaber om udleje af en direktør, som med mindre andet aftales skal være C, og en værkfører, som med mindre andet aftales skal være D. Vederlaget for udleje af arbejdskraft udgør ifølge kontrakten ikke under 50.000 kr. og ikke over 250.000 kr. pr. måned. B ApS betalte i henhold til denne kontrakt 3.000.000 kr. om året til det klagende selskab i de tre omhandlede år.

Det er forklaret, at denne kontrakt i sit indhold ganske svarede til en aftale mellem de to selskaber om konsulentbistand, som havde eksisteret i 6-7 år. Aftalen blev oprindeligt indgået, fordi B ApS havde en stor kunde, der stod for størstedelen af omsætningen, og man ønskede ikke, at denne kunde skulle kunne se de reelle overskud. Denne kunde var efterfølgende gået konkurs, men aftalen om konsulentbistand var fortsat uændret.

Det er yderligere oplyst, at selskabet i den omhandlede periode herudover alene fungerede som et investeringsselskab, idet selskabet havde en betydelig beholdning af værdipapirer, og at selskabet havde lønudgifter til C og D på hhv. 46.445 kr., 43.616 kr. og 125.162 kr. i de omhandlede år. Der har ikke været andre ansatte i selskabet i perioden.

Af aftalen af 15.12.1994 mellem de to selskaber fremgår bl.a. følgende:

"Såfremt skattemyndighederne på noget tidspunkt måtte anfægte denne aftale helt eller delvis, eller måtte tilsidesætte dispositioner, der direkte eller indirekte er truffet i konsekvens af denne aftale, og medfører dette ændringer i nogen af parternes skatteansættelse, skal enhver af parterne være berettiget til at træde tilbage fra aftalen i dens helhed eller til at indrette sig i overensstemmelse med skattemyndighedernes anvisninger, herunder ved forhøjelse eller nedsættelse af fastsatte vederlag eller på anden måde.

Hvis det skønnes hensigtsmæssigt eller nødvendigt at søge skattemyndighederne om tilladelse til omgørelse, skal enhver af parterne loyalt bistå ved at medvirke til at gennemføre ansøgningen herom."

Under sagens behandling for Landsskatteretten er der fremlagt udskrifter af selskabernes mellemregningskonti med de to hovedanpartshavere, hvoraf fremgår, at de samlede konsulenthonorarer den 30.9.1999 over mellemregningerne blev overført fra det klagende selskab til de to hovedanpartshavere.

Den kommunale skattemyndighed har fundet, at den indgåede kontrakt mellem det klagende selskab og B ApS, ifølge hvilken de to hovedanpartshavere skal stilles til rådighed for B ApS, ikke kan tillægges skattemæssig virkning, da aftalen ikke er indgået mellem uafhængige parter, idet C og D er hovedanpartshavere i begge de involverede selskaber, da aftalen ændrer en almindelig ansættelse som henholdsvis direktør og teknisk leder til en servicekontrakt, og da det af B ApS betalte vederlag på 3.000.000 kr. om året alene er viderebetalt til C og D med 46.445 kr., 43.616 kr. og 125.162 kr. i de omhandlede år. Det af B ApS udbetalte beløb anses på det således foreliggende grundlag for udbetalt til hovedanpartshaverne og indbetalt til det klagende selskab. Den kommunale skattemyndighed har videre fundet, at anmodningen om udnyttelse af det omhandlede skatteforbehold må anses for en anmodning om tilladelse til omgørelse. Denne anmodning er ikke imødekommet, idet betingelserne herfor ikke er anset for opfyldt.

Selskabets repræsentant har nedlagt påstand om, at ansættelserne nedsættes med de foretagne forhøjelser. Det er til støtte herfor bl.a. anført, at de involverede ønsker at gøre skatteforbeholdet i aftalens § 9 gældende. Skatteforbeholdet angiver, hvilken skattemæssig virkning, der er forudsat, og hvilken aftalemæssig virkning, det skal tillægges. En naturlig forståelse af forbeholdets usædvanlig brede formulering, hvor ikke alene aftalen, men også dispositioner, der direkte eller indirekte er truffet i konsekvens af aftalen, må føre til, at man ikke kan fortolke aftalen indskrænkende. Aftalen omfatter således også personerne, der i aftalens §§ 3 og 4 har fået hver deres indplacering, og der er således taget et gyldigt skatteforbehold, der er blevet aktuelt.

Skatteforbeholdet i den her omhandlede aftale er ganske udførligt, men giver reelt kun to muligheder for parterne, idet de enten kan annullere aftalen eller indrette sig i overensstemmelse med skattemyndighedernes synspunkt. Aftalen er alene underskrevet af de to selskaber, men den forpligter ligeledes de to hovedaktionærer til at yde en arbejdsindsats, og de må derfor have tiltrådt aftalen og må anses for parter i aftalen. Landsskatteretten kan tage stilling til skatteforbeholdets gyldighed jf. skattestyrelseslovens § 37 B, idet han yderligere har henvist til, at skatteforbeholdet er delvist udnyttet, idet pengene er ført tilbage til de to personer, men man har ikke turdet føre beløbene tilbage til B ApS, idet dette ville kunne udløse tilskudsbeskatning, såfremt skatteforbeholdet ikke anerkendes. Beløbene vil blive ført tilbage til B ApS, hvis Landsskatteretten anerkender skatteforbeholdet, således det følges fuldt ud.

Repræsentanten har videre bl.a. anført, at konsulentaftalen på ingen måde er skattemæssigt motiveret, men alene forretningsmæssigt begrundet derved, at den set udfra for gode indtjening i B ApS ved fabrikation af og handel med tørreovne indgår i et andet af anpartshaverne tilhørende selskab. Formålet har alene været at gøre det vanskeligt for en større kunde at se, hvor god en forretning, aktiviteten med tørreovne m.v. var i det år. Det har ikke været hensigten og heller ikke muligt at opnå skattebesparelse ved arrangementet.

Landsskatteretten udtalte:

Det må lægges til grund, at overførslerne den 30.9.1999 af beløb svarende til konsulenthonorarerne for de omhandlede år er sket som led i, at parterne har gjort skatteforbeholdet i § 9 i aftalen af 15.12.1994 gældende, og skatteforbeholdet er dermed blevet aktuelt.

Retten finder imidlertid ikke, at disse dispositioner foretaget den 30.9.1999 kan tillægges tilbagevirkende kraft, således at de kan tillægges betydning ved skatteansættelserne for skatteåret 1996/97 og indkomstårene 1996 og 1997. Der er herved henset til, at det ikke af aftalens § 9 klart og utvetydigt fremgår, hvilke skattemæssige virkninger, der er forudsat ved aftalens indgåelse, og ej heller klart og utvetydigt fremgår, hvilke ændringer af parternes skatteansættelser, der udløser skatteforbeholdet, og endvidere fremgår det ikke klart og utvetydigt, hvilken privatretlig virkning skatteforbeholdet måtte medføre, hvis det blev aktuelt.

Der er videre henset til, at aftalen om konsulentbistand mellem de to selskaber efter det oplyste har eksisteret i en del år forud for 15.12.1994, og det kan ikke anses for dokumenteret, at skatteforbeholdet var en del af aftalen førend den 15.12.1994, således at skatteforbeholdet ikke er taget senest samtidigt med aftalens indgåelse.

I det omfang den nedlagte påstand måtte være at forstå som en anmodning om tilladelse til omgørelse, bemærkes det, at dette ikke hører under Landsskatterettens forretningsområde, jf. skattestyrelseslovens 23.

Retten finder efter det oplyste om baggrunden for aftalens indgåelse, aflønningen af de to hovedanpartshavere samt det oplyste om disses arbejdsopgaver for B ApS, herunder at C overfor Erhvervs- og Selskabsstyrelsen er registreret som direktør i B ApS, at det er med rette, at de to hovedanpartshavere er anset for rette indkomstmodtagere af de omhandlede konsulentvederlag på 3.000.000 kr. årligt, der må anses som aflønning for hovedanpartshavernes personlige tjenesteydelser. Selskabet må derefter anses at have modtaget beløbene som skattepligtige tilskud fra de to hovedanpartshavere. De påklagede ansættelser blev stadfæstet på dette punkt.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter