Dato for udgivelse
12 Mar 2001 08:18
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
15. november 2000
SKM-nummer
SKM2001.33.LSR
Myndighed
Landsskatteretten
Sagsnummer
2-6-1665-35
Dokument type
Kendelse
Overordnede emner
Moms og lønsumsafgift
Overemner-emner
SKAT internt
Emneord
momsafgiftsfritagelse
Resumé
Et selskabs leverancer af juletræer til en tysk kunde var ikke afgiftsfritaget efter momslovens § 34, stk. 1, nr. 1, idet kunden ikke var momsregistreret. Da fakturabeløbet ansås for at være uden moms, skulle der beregnes moms med 25 % af fakturabeløbet. Der godkendtes ikke fradrag for momsen efter reglerne om tab på debitorer.
Reference(r)
Momsloven § 34, stk. 1, nr. 1
Henvisning
Momsvejledning 2000; Afsnit I.1.1.1
Henvisning
Momsvejledning 2000; Afsnit G.1.1
Henvisning
Momsvejledning 2000; Afsnit G.1.6.1

A ApS klagede over, at told- og skatteregionen ikke havde anset salg af juletræer for omfattet af afgiftsfritagelsen i momslovens § 34, stk. 1, nr. 1, hvorefter der er beregnet moms at salget med 135.400 kr.

Det er oplyst, at selskabet har solgt juletræer til B i Tyskland. Juletræerne er leveret fra 26. november til 3. december 1997. Der er fremlagt fragtdokumenter og fakturaer.

Selskabet har ved angivelse af 18. januar 1998 af listeoplysninger for oktober kvartal 1997 angivet et salg til en tysk erhverver på 510.823 kr. uden anførsel af dennes momsnummer. Det er oplyst, at det pågældende tyske momsnummer ville fremkomme efterfølgende, hvilket imidlertid ikke skete. Regionen anmodede herefter ved SCAC-blanket af 25. februar 1998 de tyske myndigheder om at undersøge, hvorvidt den pågældende erhverver var momsregistreret i Tyskland. Ved telefax af 10. marts 1998 modtaget i Told- og Skattestyrelsen har de tyske myndigheder meddelt, at B ikke var registreret.

Der er fremlagt skrivelse af 12. juni 1998 fra en tysk advokat til selskabet. Denne skrivelse er oversat med følgende ordlyd:

"I ovennævnte sag har vi allerede sendt Dem fogedforretning af 08.04.1998 fra byretten i X. Vi erindrer om vort brev af 05.05.1998. Vi faxer dem hermed endnu en gang fogedforretningen. Originalen befinder sig her på vort kontor.

Vi har i denne sag bestræbt os på at få den aftalte købspris fra hr. B. Dette har ikke været muligt. Hr. B befinder sig i varetægtsarrest på grund af mistanke om omfattende lovovertrædelser. Ifølge oplysninger fra statsadvokaturen ved landsretten vil han få en betydelig frihedsstraf på mindst 5 år. Dermed er det for en overskuelig tid ikke muligt at få nogen penge fra hr. B.

De har desværre været udsat for en bedrager.

Ifølge vore retlige undersøgelser skal De derfor ikke betale moms i Danmark.

Skulle myndighederne alligevel volde Dem vanskeligheder, beder vi Dem give os meddelelse herom. Vi står gerne til rådighed såfremt De ønsker vor hjælp, eller hvis Deres rådgiver ønsker vor assistance.

Vi har arbejdet med denne sag siden 0501.1998 og har allerede en omfangsrig sagsmappe. Vi har prøvet alle civilretlige og strafferetlige indfaldsvinkler. Juletræerne, som De har leveret, er blevet solgt, og hr. C, der ligeledes er en bedrager, har stukket pengene i lommen. Også hr. C vil ifølge statsadvokaturen få en frihedsstraf på mindst 5 år.

Vi har også anmeldt hr. C for underslæb.

Dermed er der desværre ingen penge at hente."

Der er videre fremlagt skrivelse af 5. oktober 1998 fra den tyske advokat til selskabet, der er oversat med følgende:

"I ovennævnte sag er den iværksatte tvangsfogedforretning, på grundlag af den af os udvirkede hjemmel, desværre forløbet uden resultat. Vi henviser i øvrigt til vort brev af 12.06.1998.

Stillet over for denne situation tillader vi os at afslutte sagen, da de omkostninger, der er forbundet med videre fogedforretning ikke længere står i noget forsvarligt forhold til udsigterne for et resultat.

Vi vedlægger faktura for udlæg og gebyrer og beder Dem indbetale beløbet til en af vore konti.

Med den vedlagte hjemmel kan De foretage fogedforretning indtil udløbet af en periode på 30 år. Rentekrav forældes derimod allerede om 4 år, hvis ikke forældelsen forinden stilles i bero. Skulle De derfor i mellemtiden komme i besiddelse at oplysninger om ændringer skyldners formue- og indkomstforhold, står vi gerne til rådighed, såfremt De ønsker at fortsætte sagen."

Kopi af fogedforretningsansøgning er vedlagt. Af denne fremgår det, at hovedfordringen er på 139.917 DM.

Der er videre vedlagt kreditnota af 1. december 1997 til B med følgende ordlyd:

"Gutschrift wegend Lieferung, 8.100,00 DM?"

Faktura af 11. december 1997 og af 30. december 1997 vedrørende salg af juletræer er vedlagt.

Endelig er der vedlagt skrivelse af 11. december fra selskabet til C med følgende ordlyd:

"Hiermit ein Überblick über die finansiellen.
1. LadungNgr.1077 stk.35.032,00 DM
2. LadungNgr.916 stk.26.216,00 DM
3. LadungNgr.1000 stk.29.380,00 DM
4. LadungNgr.1106 stk.31.801,00 DM
5. LadungNgr.695 stk.20.098,00 DM
Total4.794 stk.142.527,00 DM
Ladung von FürthNgr. 280 stk. x 16,00 DM= 4.480
Ngr. 120 stk. x 26,00 DM= 3.120
Transport500
- 8.100,00 DM
Zahlung bei checkMauer- 35.861,25 DM
Zahlung bei check- 2.610,00 DM
Rest zu zahlen95.955,75 DM
Danke für dein Arbeit bis jetzt."

På denne skrivelse er der med håndskrift ved siden af de - 35.861,25 DM påført "kunne ikke indløses."

Regionen har ved den påklagede afgørelse forhøjet selskabets momstilsvar med 135.400 kr., idet betingelserne for afgiftsfritagelse, jf. momslovens § 34, stk. 1, nr. 1, ikke er til stede. Selskabet er derfor betalingspligtig for så vidt angår moms af den pågældende leverance. Selskabets salg til B er opgjort til 142.527 DEM svarende til 541.602 kr. (kurs 380). Momsen er opgjort som 25 % af 541.602 kr. Regionen har ved afgørelsen lagt vægt på, at erhverver ikke er momsregistreret, at selskabet som følge heraf ikke har frigjort sig for betalingsforpligtelse af moms af den pågældende leverance og, at leverancen derfor må anses som en afgiftspligtig leverance her i landet, hvoraf der skal betales dansk moms. Regionen har videre fundet, at reglerne om tab på debitorer ikke kan anvendes i nærværende sag, idet momskravet er affødt af, at erhverver i et andet EU-land ikke har svaret erhvervelsesmoms, hvorfor betalingsforpligtelsen forbliver hos leverandøren, som ikke har sikret sig, at erhverver var momsregistreret. Der er således ikke tale om tab på debitor i tilknytning til en leverance, hvor leverandøren har opkrævet (faktureret) moms hos kunden.

Selskabets repræsentant har over for Landsskatteretten nedlagt påstand om, at der ikke er grundlag for opkrævningen af de 135.400 kr.

Der er til støtte herfor bl.a. gjort gældende, at der ikke er tvivl om, hvem køber har været, og at juletræerne er blevet leveret. Det er oplyst, at selskabet i september 1997 blev kontaktet af en ny tysk kunde ved navn B om køb af juletræer. Han besigtigede træerne i oktober og handlen aftaltes, men B oplyste, at hans virksomhed var under ændring, således at SE-nummer ville blive fremsendt senere sammen med bankgaranti. Umiddelbart forud for leveringen fik selskabet bankgaranti, og SE-nummer blev oplyst telefonisk. Bankgarantierne på i alt 68.000 DM blev afleveret men ikke notificeret i banken. I forbindelse med fakturering blev selskabet tilfældigt opmærksom på, at det SE-nummer, som B havde oplyst, var identisk med nummeret på en anden tysk kunde. A tog straks til Tyskland for at få afklaret forholdene. På firmaadressen kunne B ikke opspores, men hans medarbejder C gav A to tredjemandschecks, og ikke solgte juletræer blev solgt til en anden af selskabets kunder. Repræsentanten har henvist til kopi af opstilling af mellemværendet at 11. december 1997. Det fremgår heraf, at selskabet har givet kreditnota for 8.100 DM. De to checks fremgår også heraf, men det viste sig efterfølgende, at checken på 35.861,25 DM var udlignet. Banken blev bedt om at gøre garantierne gældende, men det viste sig, at den ene var falsk, og at den anden var udlignet. Det er herefter anført, at selskabet i hvert fald på faktureringstidspunktet var i god tro med hensyn til det oplyste SE-nummer, ligesom at erhververen i Tyskland netop er blevet domfældt for at have drevet uregistreret momspligtig virksomhed. Det er hertil anført, at momslovens § 34, stk. 1, nr. 1, ikke ses at indeholde et objektivt ansvar. Der er herved henvist til TfS 1998.783 side 2376 og 2368.

Det er subsidiært bl.a. gjort gældende, at fakturabeløbene - ekskl. kreditnotaen på 8.100 DM - eller 134.427 kr. er inkl. moms, hvorefter der alene skal beregnes moms med 20 % heraf, jf. momslovens § 27, stk. 1. Det er anført, at i henhold til praksis anses en uspecificeret regning for at være incl. moms. Henset til, at pengene ved fogedforretning i Tyskland er konstateret tabt, er det samtidig gjort gældende, at der er fradragsret for det beregnede momsbeløb efter momslovens § 27, stk. 6. Det er for så vidt angår de 8.100 DM anført, at selskabet gav kreditnota til B for 8.100 DM den 11. december 1997. Disse træer blev i stedet leveret til en anden kunde, ved faktura af 11. december 1997 for 7.584 DM. Beløbet indgår på listeangivelsen for oktober kvartal under 132661062. Kopi at listen er vedlagt. Endvidere er vedlagt kopi af faktura til samme kunde at 30. december 1997 på 5.730 DM, der dækker resten af beløbet.

Regionen har under sagens behandling udtalt, at den udstedte kreditnota på 8.100 DM ikke kan tillægges vægt i sagen, dels fordi beløbet ikke er fratrukket i den rejste inkassosag mod B, og dels fordi det i det hele taget ikke er muligt at fastslå identitet med de træer, der er omfattet af de fakturaer, der er lagt til grund for det rejste momskrav mod selskabet. Regionen har videre anført, at det er en følge af sælgers manglende omhyggelighed med sikring af, at det oplyste momsnummer var gyldigt, der har skabt grundlag for videresalg af de omhandlede partier træer, uden at der i noget EU-land er svaret moms heraf. Det er videre regionens opfattelse, at bestemmelserne i momslovens § 27, stk. 6, omkring tab på debitorer ikke kan anvendes i nærværende sag.

Told- og Skattestyrelsen har indstillet afgørelsen stadfæstet. Styrelsen har herved henset til, at betingelserne for momsfrit salg efter momslovens § 34, stk. 1, nr. 1, ikke er opfyldt, idet der ikke er sket salg til en momsregistreret erhverver. Det er videre anført, at listesystemet af kontrolmæssige grunde stiller krav til virksomheder om at være omhyggelige især ved salg til nye kunder, idet virksomheder skal rette henvendelse til regionen for at få verificeret et momsnummer. Det er videre anført, at prisen i forretningsforhold som udgangspunkt er excl. moms, hvilket tillige har været forudsætningen for handlen i nærværende sag. Det er endelig anført, at § 27, stk. 6, ikke finder anvendelse, idet der ikke er tale om en momsberigtiget leverance.

Landsskatteretten udtalte:

I henhold til momslovens § 34, stk. 1, nr. 1, er følgende leverancer af varer og ydelser fritaget for afgift:

Levering af varer, der af virksomheden eller af erhververen eller for disses regning forsendes eller transporteres til et andet EU-land, når erhververen er registreret for merværdiafgift i et andet EU-land....

Retten finder, at det er en forudsætning for momsfritagelsen, at erhververen er momsregistreret. Henset til, at dette ikke er tilfældet i nærværende sag, findes leverancerne derfor ikke at være omfattet af momslovens § 34, stk. 1, nr. 1.

Leverancerne er derfor momspligtige her i landet, jf. momslovens §§ 4 og 14.

Momsgrundlaget er herefter momslovens § 27, stk. 1, der har følgende ordlyd:

Ved levering af varer og ydelser er afgiftsgrundlaget vederlaget, heri ikke indbefattet afgiften efter denne lov. Finder betaling helt eller delvis sted, inden levering finder sted, eller inden faktura udstedes, udgør afgiftsgrundlaget 80 pct. af de modtagne beløb.


§ 27, stk. 6, har følgende ordlyd:

I afgiftsgrundlaget kan fradrages 80 pct. af konstaterede tab på uerholdelige fordringer vedrørende leverede varer og ydelser. Såfremt fordringerne senere betales helt eller delvis, skal 80 pct. af modtagne beløb medregnes i afgiftsgrundlaget, medmindre betalingen opnås efter konkurslovens § 96.

Retten finder ikke, at den fremlagte kreditnota vedr. 8.100 DM kan lægges til grund ved opgørelsen af afgiftsgrundlaget, idet der henvises til de af regionen anførte uklarheder vedrørende disse juletræer.

Retten finder videre under henvisning til, at det mellem selskabet og den tyske køber har været forudsat, at salget var momsfritaget efter momslovens § 34, stk. 1. nr. 1, at fakturabeløbet er excl. moms. Retten finder derfor, at der skal beregnes moms med 25 % af hele det fakturerede beløb på 541.602 kr., jf. momslovens § 27, stk. 1, jf. § 33.

Retten finder videre, at fradrag for momsen af tab på debitorer, jf. momslovens § 27, stk. 6, forudsætter, at leverancerne har været momsbelagte. Da virksomheden ikke har rejst krav mod den tyske kunde for momsbeløbet på de 25 % af fakturabeløbet, kan momsbeløbet ikke anses for at være konstateret tabt , og der kan derfor ikke godkendes fradrag herfor efter momslovens § 27, stk. 6.

Den påklagede afgørelse blev stadfæstet i sin helhed.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter