Dato for udgivelse
02 Mar 2001 16:56
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
11. januar 2001
SKM-nummer
SKM2001.17.ØLR
Myndighed
Østre Landsret
Sagsnummer
18. afdeling, B-0719-00
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
SKAT internt
Emneord
Separatist, Erstatningskrav, Konkursbo
Resumé
Skattevæsenet ikke separatist for erstatningskrav mod sælger og køberbank i bruttosager.
Reference(r)
Konkursloven § 60
Konkursloven § 82 og
Konkursloven § 97

Parter:Skatteministeriet, Told- og Skattestyrelsen
(kammeradvokaten v/advokat A)

mod

B ApS under konkurs v/advokat C
(advokat C) Tidligere instans:

Sø- & Handelsrettens dom af 22. februar 2000

Afsagt af dommerne:

3 dommere

Parternes påstande

Sø & Handelsrettens skifterets dom af 22. februar 2000 (P-0012-99) er anket af Skatteministeriet, Told- og Skattestyrelsen med principal påstand om, at indstævntes konkursbo tilpligtes at anerkende, at appellanten er separatist for det af D og E indbetalte beløb, 432.800,79 kr. med tillæg af de renter, som boet har indvundet af dette beløb. Subsidiært påstås B ApS under konkurs tilpligtet at anerkende et massekrav for anmelderen på 432.800,79 kr. med tillæg af rentelovsrente fra tidspunktet for D og E indbetaling af erstatningsbeløbet til boet.

Indstævnte, B ApS under konkurs, har påstået stadfæstelse, herunder frifindelse for appellantens subsidiære påstand mod anerkendelse af kravet som simpelt krav.

Sagen angår

Der har også for landsretten mellem parterne været enighed om, at aftalerne mellem Told og Skat, Kammeradvokaten og kuratorerne, de såkaldte kuratoraftaler, ikke tager stilling til de omtvistede spørgsmål i nærværende sag. Det er om kuratoraftalerne oplyst, at disse beskriver fremgangsmåden for det samarbejde, der etableredes mellem de faste medhjælpere ved Sø- og Handelsrettens skifteret og skattemyndighederne i selskabstømningssager. Den første aftale er dateret den 1. juni 1995, og det er videre oplyst, at denne aftale suppleredes ved de af Kammeradvokaten den 4. september 1997 udarbejdede retningslinier for samarbejdet mellem Told og Skat, Kammeradvokaten og kuratorerne om erstatnings- og straffesager i forbindelse med selskabstømning. Disse retningslinier udarbejdedes efter Højesteret havde afsagt dom i Satair-sagen. Pkt. 12 i retningslinierne er sålydende:

"...

12. De erstatningspligtige skal anmodes om at foretage indbetaling af erstatningsbeløb til konkursboet efter det tømte selskab, jf. Told- og Skattestyrelsens cirkulære nr. 19 af 25. juni 1997. Når kurator har modtaget betaling, orienterer kurator straks Told- og Skattestyrelsen herom. Som led i orienteringen sender kurator til styrelsen kopi af den seneste korrespondance med de erstatningspligtige, herunder af indbetalingskrivelsen. Herefter foretages der så vidt muligt straks acontoudlodning til Told- og Skat, hvorefter kurator afslutter arbejdet for Told & Skat. Såfremt kurator retligt måtte være afskåret fra straks at foretage acontoudlodning, orienterer kurator Told- og Skattestyrelsen herom og fortsætter derefter bobehandlingen med det sigte snarest muligt at foretage udlodning enten aconto eller ved afslutning af boet.

Hvorvidt konkursboet kan afsluttes, er et spørgsmål mellem kurator og skifteretten, der falder uden for Told & Skats område, dog bortset fra eventuel betaling i henhold til punkt 13 i notat af 3. juli 1995 om samarbejdet mellem skattemyndighederne og med hjælperne ved Sø- og Handelsrettens skifteret.

Hvis det viser sig, at der er andre kreditorer i konkursboet, tilbagebetaler Told & Skat den forholdsmæssige andel af det udloddede beløb til konkursboet med tillæg af renter efter rentelovens regler fra Told- & Skats modtagelse af det udloddede beløb.

..."

Efter korrespondance mellem parternes advokater skrev Told og Skat den 16. juli 1998 bl.a. følgende til kurator:

"...

I forbindelse med den mulige forestående afslutning af ovenstående sag ved indbetaling af skattekravet, kr. 385.676,00, med tillæg af procesrenter fra sagens anlæg, skal styrelsen bemærke følgende.

Dersom der sker indbetaling af det anmeldte skattekrav anses beløbet som tilhørende styrelsen. Vi henholder os herved navnlig til Højesterets præmisser i Satair-sagen, hvorved Højesteret blandt andet udtalte, at sagens afgørelse beroede på, om sælger havde pådraget sig et erstatningsansvar overfor skattevæsenet.

På denne baggrund er det styrelsens vurdering, at vi som separatist har krav på det beløb, som sælger indbetaler til Dem.

Vi skal for god ordens skyld anmode Dem om, at betragte nærværende skrivelse som en betinget anmeldelse efter konkurslovens § 82, som vil blive aktualiseret såfremt De senere som kurator i boet kræver tilbagebetaling af et af Dem i henhold til Kuratoraftalen acontoudloddet erstatningsbeløb.

Styrelsen skal anmode Dem om på vedlagte kopi af nærværende brev, at bekræfte modtagelsen af anmeldelse af separatistkravet.

..."

Ved skrivelse af 16. november 1998 indbetalte Kammeradvokaten 432.800,79 kr. til kurator.

Under domsforhandlingen er bl.a. dokumenteret dele af et notat af 3. september 1999, som Told og Skat har udarbejdet om ".. konsekvenserne for statskassens provenu i selskabstømningssagerne, hvis der ikke kan gøres separatistsynspunkt gældende vedrørende erstatningskravene i bruttoafregningssagerne". Af notatet fremgår bl.a..

"...

2 Hvornår er et separatistkrav aktuelt

Behovet for på statskassens vegne at gøre et separatistkrav gældende opstår

    -
    hvor konkursboet efter det tømte selskab har inddrevet et erstatningskrav mod sælgerne af overskudsselskabet samt køberbanken, som er støttet på dansk rets almindelige erstatningsregel, idet salget af overskudsselskabet blev berigtiget ved bruttoafregning.
    -
    hvor der er anmeldt andre kreditorkrav end Told & Skat's krav på selskabsskat.

Disse andre kreditorkrav består hovedsageligt og primært af:

    -
    regreskrav hidrørende fra, at det tømte selskab har fungeret som opkøberselskab efter at det selv har været udsat for selskabstømning. Regreskravene fremsættes af de sælgere, køberbanker m.fl. der sagsøges i de tømte datterselskaber. Det forekommer også, at opkøberselskabet adciteres af de nævnte sælgere, køberbanker m.fl.

Herudover eksisterer der i et begrænset antal tilfælde andre kreditorkrav der hidrører fra:

    -
    erstatningskrav hidrørende fra, at det tømte selskab, som sælger (moderselskab) har solgt et overskudsselskab (datterselskab), der udsættes for selskabstømning.
    -
    krav hidrørende fra driftsaktivitet, der er indlagt i overskudsselskabet efter at det har været udsat for selskabstømning eller krav fra selskabstømmerens forbrug af telefon, rejser revisorbistand m.v. Der er ikke tale om en egentlig driftsaktivitet, ligesom placeringen af udgifterne hos det enkelte selskab synes at være tilfældig og vilkårlig.

Som hovedregel er disse kreditorkrav beløbsmæssig små. Dette gælder de enkeltstående kreditorkrav, men også den samlede kreditormasse i det enkelte konkursbo.

3 Konsekvenser for statskassens provenu i selskabstømningssagerne

I det følgende redegøres der nærmere for problemets omfang, og for de konsekvenser en manglende godkendelse af separatistsynspunktet kan få for statskassens provenu i selskabstømningssagerne.

3.1 Det tømte selskab har fungeret som opkøberselskab

I henhold til styrelsens registreringer findes der i alt 71 overskudsselskaber, der har været anvendt som opkøberselskaber. I 38 af disse selskaber er erstatningssagen mod sælger/køberbank henlagt. I de resterende 33 selskaber, har man derimod vurderet, at der var grundlag for at rejse og inddrive et erstatningskrav hos sælger/køberbank. Det samlede skattekrav (hovedstol ekskl. selskabsskatterenter) i de 116 opkøbte overskudsselskaber udgør 195.238.205 kr.

Antal tømteopkøberselskaber Samledeskattekrav iopkøberselskabernei kr. Antal tømteopkøbte selskaber Samledeskattekrav iopkøbteselskaber i kr.
33 42 mio. kr. 116 195 mio. kr.

Det er i de 33 selskaber statskassen har en betydelig risiko for et provenutab, såfremt der ikke kan gøres et separatistkrav gældende.

Hvis de anlagte erstatningssager vindes, eller hvis erstatningskravet frivilligt indbetales i de 33 tømte opkøberselskaber, kan der forventes indbetalt erstatninger i størrelsesordenen ca. 42 mio. kr.

Hvis tillige de anlagte erstatningssager vindes eller hvis erstatningskravet frivilligt indbetales i de 116 tømte opkøbte selskaber er der risiko for, at de dømte sælgere og/eller køberbanker anmelder regreskrav i størrelsesordenen ca. 195 mio. kr. i de tømte opkøberselskaber.

Hvis dette sker betyder det alt andet lige, at de indbetalte erstatninger skal anvendes til dækning af såvel statskassens krav på selskabsskat på ca. 42 mio. kr., som til dækning af de anmeldte regreskrav på ca. 195 mio. kr. Dette får følgende betydning for statskassens dækningsgrad i de tømte opkøberselskaber:

Dækningsgrad, hvis separatistkrav Statskassens provenu
100 % 42 mio. kr.
Dækningsgrad, hvis ikke separatist Statskassens provenu
ca. 18 % ca. 7,5 mio. kr.

Ovennævnte dækningsgrad forudsætter, at de anmeldte regreskrav i det tømte opkøberselskabs konkursbo størrelsesmæssigt godkendes som de rejste erstatningskrav i de opkøbte selskaber.

Det er imidlertid styrelsens opfattelse, at konkursboet efter det tømte opkøberselskab størrelsesmæssig højst kan anerkende et anmeldt krav fra sælger svarende til sælgers erstatningspligt overfor det solgte selskabs konkursbo med fradrag af den overpris, som sælger opnåede ved sit salg, samt med fradrag af rente af overprisen i perioden fra det tidspunkt, hvor sælgeren kunne råde over overprisen og frem til det tidspunkt, hvor sælger er blevet forpligtet til at forrente erstatningskravet.

..."

Parternes argumenter

Parterne har i det væsentlige gentaget deres procedure for byretten.

Appellanten har til støtte for den principale påstand navnlig gjort gældende, at det vil føre til stødende og helt uacceptable resultater, hvis appellantens påstand ikke tages til følge.

Hvis den indvundne erstatning for selskabstømning indgår som et aktiv i boet, vil Q-Bank opnå en dividende på 93 % og dermed i alt væsentligt kunne frigøre sig for ansvar for sin medvirken til selskabstømning. Der er ikke grund til at tage særlig hensyn til de kreditorer, som er opstået, efter at selskabet var blevet tømt. De har givet kredit til et tomt selskab og derved løbet en så stor risiko, at det må anses for egen skyld. Hvis de opnår næsten fuld dækning, fordi det beløb, som tilkommer Told og Skat, bliver et boaktiv, opnår disse efterfølgende kreditorer i virkeligheden en ugrundet berigelse.

Erstatning for tømning af selskabet tilkommer skadelidte, og det var Told og Skat, som ikke fik indbetalt skyldige selskabsskatter. Der er tale om et direkte erstatningskrav mod de ansvarlige og deres medvirkende, herunder købers bank, som solidarisk hæftende skyldnere.

Man overvejede i foråret 1994 om Told og Skat eller konkursboerne skulle være sagsøger i de civile sager om selskabstømning og valgte at lade konkursboerne være sagsøger for at undgå formalitetstvister om hvem, der var rette sagsøger. Det ville have forsinket sagerne og kunne have medført, at Told og Skat ikke havde oplysninger om de enkelte konkursboer. Det havde kuratorerne derimod, og kuratorer er i øvrigt vant til at oplyse sagerne og afklare hvilke krav, et konkursbo måtte have mod tredjemand.

Told og Skat bemyndigede kuratorerne til at optræde som sagsøgere, men Told og Skat overdrog dermed ikke fordringerne til konkursboet. Aftalerne med kuratorerne var alene aftaler om den praktiske tilrettelæggelse af arbejdet med at indkræve erstatning for de unddragne selskabsskatter.

Man forudså ikke dengang den problematik, som nu foreligger til afgørelse, hvor et selskab, som var blevet tømt, herefter genbruges til at købe et andet selskab med henblik på at tømme dette.

Skatteministeriet ændrede ikke praksis efter Satair-dommen, dels fordi Højesteret ikke gav udtryk for noget i denne dom, som gjorde dette nødvendigt, dels fordi en ændret praksis ville have medført, at der optrådte to sagsøgere i alle sager, hvilket heller ikke var hensigtsmæssigt. Den bemyndigelse, som kuratorerne havde fået til at optræde som sagsøgere, blev derfor opretholdt, men det var Told og Skat, som disponerede og traf alle beslutninger vedrørende sagerne, medens kuratorerne var ansvarsfri.

Der er ikke noget holdepunkt for at anse de aftaler, der blev indgået om sagsførelsen, for en overdragelse af de enkelte fordringer til konkursboerne.

Hverken i Højesterets dom i Satair-sagen eller nogen af de senere højesteretsdomme er der holdepunkter for, at kravet tilkommer konkursboet. Når sagsøger ikke fik medhold i kravet om at få tilkendt erstatning for boomkostninger, skyldes det, at sagsøger netop ikke kunne få erstatning for det tab, som konkursboet havde lidt. Det fremgår også klart af præmisserne, at det, der anses for ansvarspådragende, var sælgerens tilsidesættelse af skattevæsenets interesser i forbindelse med selskabsoverdragelsen. Det var skattevæsenets direkte og individuelle tab, som begrundede erstatning, og dette erstatningskrav tilkommer ikke konkursboet, men skattevæsenet. Selvom konkursboet måtte kunne rejse et tilsvarende krav, er de to fordringer ikke identiske, da de har forskelligt retsgrundlag. Selve det forhold, at kurator står for inddrivelse af en fordring, gør ikke fordringen til et boaktiv.

Da indbetalingen til konkursboet er holdt klart adskilt fra boets øvrige midler, er beløbet behørigt individualiseret, og der er således ikke noget hinder for, at det gøres til genstand for et krav om separatiststilling som påstået af appellanten.

Subsidiært har appellanten gjort gældende, at skattevæsenets krav må anses for et massekrav, jf. grundsætningen i konkurslovens § 60.

Indstævnte har navnlig anført, at formålet med konkursinstituttet er universel kreditorforfølgning på bekostning af individuel kreditorforfølgning. Fordelingen af konkursboets aktiver skal derfor ske i henhold til konkursordenen og ligedelingsprincippet i konkursloven. Der er ikke identitet mellem kravet på selskabsskat og konkursboets erstatningskrav, og det er konkursboet, der har fortrinsretten til at rejse og inddrive erstatningskrav, jf. herved blandt andet forudsætningerne for konkurslovens § 137. Efter principperne i aktieselskabslovens § 142 og § 144, stk. 1 og 4, har generalforsamlingen kompetencen til at gøre krav gældende mod aktionærer. Efter afsigelse af konkursdekret har konkursboet kompetencen hertil. Selskabet var den skadelidte for sælgernes handling, da det er selskabets midler, der er forsvundet. Retssagen er i overensstemmelse hermed alene gennemført på boets vegne, og udbyttet indbetalt til konkursboet. Det indbetalte beløb skal derfor indgå i konkursboets aktivmasse, jf. konkurslovens § 32.

Konkurslovens § 82 tager sigte på fysiske genstande eller i det mindste konkret individualiserbare pengebeløb, der kan identificeres som tilhørende 3. mand. Bestemmelsen afgør ikke, hvem der er rette kreditor for en fordring. Sagsøgerne har ikke dokumenteret hverken ejendomsret eller panteret eller anden sikkerhedsret til konkursboets erstatningskrav mod sælgerne. Told- og Skattestyrelsen må, jf. kuratoraftalens § 12, anses for at have accepteret, at konkursboerne rejser erstatningskrav, og at udlodning sker efter konkurslovens regler. Told- og skattemyndighederne har accepteret ikke at have forrang eller anden særlig fuldbyrdelsesadgang til det indbetalte erstatningskrav. Notatet af 3. september 1999 fra Told og Skat må anses for et ensidigt partsindlæg, der ikke kan tillægges bevismæssig værdi, og det anførte provenuetab er ikke dokumenteret.

Indstævnte har om den subsidiære påstand navnlig anført, at der ikke er grundlag for, at appellanten kan gøre sit krav gældende som massekrav. Hverken kravets beskaffenhed, retssagen, det indgåede forlig, korrespondancen med boet herom, den faktiske betaling til boet, boets modtagelse af betalingen eller det forhold, at beløbet kan identificeres, herunder at det er boets eneste aktiv, kan begrunde, at appellantens krav kan anses for et massekrav. Som påstået af indstævnte kan appellantens krav derimod anerkendes som en almindelig simpel fordring i konkursboet.

Begrundelse og konklusion

Appellantens krav angår erstatning for ikke betalte selskabsskatter, 385.676,00 kr. samt procesrenter heraf fra sagsanlæg den 10. juni 1997 til betalingstidspunktet, i alt 432.800,79 kr. Det er fortsat ubestridt, at appellanten i retssagen og det indgåede forlig har indkrævet beløbet på det indstævnte konkursbos vegne, og at kravet ikke er rejst efter fremgangsmåden i konkurslovens § 137. Det er heller ikke omtvistet, at beløbet foreligger indsat på en separat bankkonto og dermed adskilt fra boets øvrige midler og således identificeret i boet.

Det forhold, at en erstatningspådragende handling var årsag til den manglende betaling af selskabsskat, findes hverken efter bestemmelser i konkursloven, herunder konkurslovens § 82, eller andre lovbestemmelser at medføre, at appellantens krav kan anses for særligt sikret eller fortrinsberettiget.

Der findes heller ikke at foreligge tilstrækkeligt grundlag for at antage, at det skulle følge af de domme fra Højesteret, som appellanten har påberåbt sig, at appellanten skulle have særskilt ret til erstatningsbeløbet i forhold til boets øvrige kreditorer.

Et sådant resultat findes ikke konkret ubilligt eller stødende, ej heller i forhold til regreskrav fra solidarisk hæftende medskyldnere som f.eks. sælgers rådgivere eller købers bank, idet boet ved fordringsprøvelse kan tage stilling til, om sådanne krav bør anerkendes.

Landsretten finder heller ikke, at appellantens krav kan anses for et massekrav efter grundsætningen i konkurslovens § 60. Som led i det etablerede samarbejde har Kammeradvokaten som anført oven for gjort kravet gældende på boets vegne, og i overensstemmelse hermed og med det opnåede forligsresultat er den modtagne betaling tilgået boet. Det forhold, at appellanten ved indbetalingen til boet gjorde en separatiststilling til beløbet gældende, hvilket boets kurator afviste, kan ikke medføre, at appellanten skal stilles som massekreditor, og landsretten har heller ikke fundet, at appellanten i øvrigt har tilvejebragt grundlag for at opnå en sådan stilling i boet.

Landsretten stadfæster derfor skifterettens dom i overensstemmelse med indstævntes påstand, således at appellantens krav anerkendes som simpelt krav.

Thi kendes for ret:

Den indankede dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for landsretten betaler appellanten, Skatteministeriet, Told- og Skattestyrelsen, 30.000 kr. til indstævnte, B ApS under konkurs.

Det idømte betales inden 14 dage efter denne doms afsigelse.