Dato for udgivelse
13 Mar 2001 16:23
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
4. december 2000
SKM-nummer
SKM2001.63.VLR
Myndighed
Vestre Landsret
Sagsnummer
B-2115-99
Dokument type
Kendelse
Overordnede emner
Moms og lønsumsafgift
Overemner-emner
SKAT internt
Emneord
Fortolkning, National lovgivning
Resumé
Vestre Landsret fastslog ved kendelse om præjudiciel forelæggelse for EF-domstolen, at "det gælder som et almindeligt princip for fortolkning af national lovgivning, der tjener til gennemførelse af direktiver, at fortolkningen skal ske i lyset af direktivets ordlyd og formål ..."
Reference(r)
6. momsdirektiv 13 B nr. 1
Momsloven § 13, nr. 8

Parter:

A

mod

Skatteministeriet

Afsagt af dommerne:

3 dommere

Parternes argumenter

Sagsøgeren har gjort gældende, at en fortolkning af 6. momsdirektivs art. 13, punkt B, litra b, nr. 1, er af præjudiciel betydning for afgørelse af rækkevidden af momslovens § 13, stk. 1, nr. 8, at der i forhold til problemstillingen i sagen er relevant tvivl om den rette fortolkning af direktivbestemmelsen, og at en forelæggelse for EF-domstolen er nødvendig for at give landsretten tilstrækkeligt grundlag for den rette fortolkning af momslovens § 13, stk. 1, nr. 8.

Sagsøgte har gjort gældende, at sagen ikke indeholder EU-retlige tvivlsspørgsmål. Sagens afgørelse beror på en samlet, konkret vurdering af, om sagsøgerens udlejning under hensyn til den tidsmæssige udstrækning, ferieboligens faciliteter og matrikuleringen må anses for at være i konkurrence med hotelsektoren og dermed en i forhold til udlejning af værelser i hoteller "lignende" virksomhed. Hvis dette er tilfældet, er udlejningen omfattet af undtagelsen fra momsfritagelse i lovens § 13, stk. 1, nr. 8. Hvis ikke, er den omfattet af fritagelsen. Denne konkrete bevisbedømmelse skal afgøres af danske domstole.

Begrundelse og konklusion

De ændringer i momsloven, som med nogle senere ændringer, der er uden betydning for denne sag, har ført til den nu gældende udformning af lovens § 13, stk. 1, nr. 8, skete ved lov nr. 204 af 10. maj 1978, der havde til formål at gennemføre 6. momsdirektiv i dansk ret. Det gælder som et almindeligt princip for fortolkningen af national lovgivning, der tjener til gennemførelse af direktiver, at fortolkningen skal ske i lyset af direktivets ordlyd og formål og med henblik på at fremkalde det resultat, der tilstræbes ved EF-traktatens art. 249, stk. 3. Det er under sagen afgørende, om momslovens § 13, stk. 1, nr. 8, skal fortolkes således, at ordene "og lignende" i udtrykket "værelser i hoteller og lignende" ikke omfatter en feriebolig som den, sagsøgeren udlejer i 1-2 uger ad gangen, med den virkning, at udlejning af en sådan feriebolig er fritaget for momspligten.

Det er efter det anførte fortolkningsprincip af væsentlig betydning for dette spørgsmål, om det efter 6. momsdirektivs art. 13, punkt B, litra b, nr. 1, ligger inden for en medlemsstats bemyndigelse til at afgrænse sektorer med tilsvarende opgaver som hotelsektoren at fritage udlejning i 1-2 uger af en feriebolig fra momspligt på grundlag af en samlet vurdering af udlejningsperioden og andre omstændigheder, herunder at der ikke til boligen er knyttet faciliteter, som er fælles med andre, og at ferieboligen med tilknyttet udendørs areal er selvstændigt matrikuleret.

Herefter, og da det må anses nødvendigt for en afklaring af fortolkningen, finder landsretten, at der bør forelægges EF-domstolen spørgsmål om fortolkningen af 6. momsdirektiv.

Thi bestemmes:

Der forelægges EF-domstolen spørgsmål vedrørende fortolkningen af 6. momsdirektiv artikel 13, punkt B, litra b, nr. 1.

Der fastsættes herefter frist for sagsøgeren til efter drøftelse med sagsøgte at fremsende udkast til forelæggelse for EF-domstolen med spørgsmål.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter