§ 9, stk. 3
Undtaget fra afgiftspligten er følgende:

Biomasseaffald, der kan tilføres forbrændingsanlæg uden kommunal anvisning i henhold til Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 1637 af 13. december 2006, i læs, der udelukkende indeholder denne type affald er fritaget for afgift, jf. § 9, stk. 3, nr. 1.

Det er en betingelse for afgiftsfritagelsen, at affaldet stammer fra den type af virksomheder, der er nævnt i bekendtgørelsens § 2, dvs. skovbrug, træforarbejdende virksomheder, landbrug og virksomheder, der forarbejder landbrugsprodukter. Momsnævnet har truffet afgørelse om, at en virksomhed, der opskærer bygningsaffald til flis ikke anses for en træforarbejdningsvirksomhed, jf. TfS 1994, 887.

Det er ligeledes en forudsætning for afgiftsfritagelsen, at biomasseaffaldet tilføres forbrændingsanlægget i rene selvstændige læs. Det vil sige, at læssene opfylder de krav, der stilles til biomasseaffald i biomassebekendtgørelsen.

Endvidere er det en forudsætning, at affaldsfraktionen er omfattet af bilaget til bekendtgørelsen.

Affald omfattet af biomassebekendtgørelsen er ikke omfattet af den kommunale anvisningspligt efter affaldsbekendtgørelsen.

Limholdigt træaffald
Af punkt 3 i bilaget til biomassebekendtgørelsen fremgår, at træaffald fra produktion og bearbejdning af rent, limet træ, med et indhold af lim (fenolresorcinol-lim, polyvinylacetat-lim, urea-formaldehyd-lim, polyurethan-lim og melamin-urea-formaldehyd-lim), der ikke overstiger 1 pct., målt som vægtprocent af tørstof, er omfattet af biomassebekendtgørelsen, og dermed fritaget for afgift.

Ved afgørelsen af om limindholdet i træaffaldet overstiger 1 pct. tages der udgangspunkt i limindholdet ved tilførslen til forbrændingsanlægget. I denne forbindelse anses tilførsel til oplagsplads, silo e.l. beliggende i forbindelse med forbrændingsanlægget som tilførsel til forbrændingsanlægget.

Der er truffet afgørelse om, at limindholdet i træaffaldet opgøres på følgende måde: 

  • Træaffaldet transporteres med tipvogn e.l. til en oplagsplads eller en silo beliggende i forbindelse med forbrændingsanlægget, og de enkelte fraktioner holdes adskilt inden tilførslen. Ved afgørelsen af, om limindholdet i træaffaldet overstiger 1 pct., ses på limindholdet i de enkelte fraktioner, som tilføres oplagsplads, silo eller direkte til forbrændingsanlæg.
  • Træaffaldet tilføres gennem et udsugningssystem direkte til forbrændingsanlægget eller til oplagsplads eller silo beliggende i forbindelse med forbrændingsanlægget. Transporten sker ved hjælp af forskellige rør, hvor limindholdet i træaffaldet varierer fra rør til før. Træaffaldet fra de forskellige rør holdes adskilt inden tilførslen. Ved afgørelsen af, om limindholdet overstiger 1 pct., ses på limindholdet i de enkelte fraktioner (rør).
  • Træaffaldet tilføres gennem et udsugningssystem direkte til forbrændingsanlæg eller til oplagsplads eller silo beliggende i forbindelse med forbrændingsanlægget. Transporten sker via et rør og træaffaldet fra forskellige materialer og med forskellige limindhold blandes inden tilførslen. Ved afgørelsen af, om limindholdet overstiger 1 pct., ses på limindholdet i den samlede mængde træaffald.
Det er en forudsætning for afgiftsfritagelse, at limen er en af de i bilaget nævnte typer.

Rent jordfyld og ren jord, der tilføres et deponeringsanlæg som hele selvstændige læs, og som anvendes til daglig afdækning eller slutafdækning, jf. § 9, stk. 3, nr. 2, er fritaget for afgift.

Ved rent jordfyld og ren jord forstås rene jordmaterialer uden indhold af andre stoffer, end hvad man normalt ville finde i disse materialer, og som ikke er omfattet af kommunalbestyrelsens anvisningspligt. Det er en betingelse for afgiftsfritagelsen, at der er tale om ren jord til fri anvendelse.

Momsnævnet har anset kartoffelafrensningsjord, der anvendes til slutafdækning på en losseplads, som ikke afgiftspligtig. Jorden havde et indhold af kartofler, der udgjorde mellem 0,2 pct. og 2 pct. af muldjorden, jf. TfS 1995, 171.

Renset jord
Forurenet jord, som har gennemgået en rensning, og som efter rensningen er så ren, at jorden kan disponeres frit og dermed ikke er omfattet af kommunalbestyrelsens anvisningspligt - betragtes som ren jord også i afgiftslovens forstand.

Renset, let forurenet jord (som ikke er så ren, at der er tale om jord til fri anvendelse) anses som affald, der skal betales afgift af ved tilførsel til en registreringspligtig virksomhed. Der skal også betales afgift ved anvendelse af renset, let forurenet jord til daglig afdækning og slutafdækning på lossepladser, jf. TfS 1995, 173. I de tre sager, som er omtalt her, havde de pågældende amter udtalt, at den konkrete rensede jord var uegnet til fri anvendelse.

Landsskatteretten har i september 2000 truffet afgørelse om afgiftspligt for olieforurenet jord, der er renset. Jorden var ikke så ren, at der var tale om ren jord til fri anvendelse. Landsskatteretten udtalte, at afgiftspligten efter lovens § 9, stk. 1, indtræder på det tidspunkt, hvor affaldet tilføres den registreringspligtige virksomhed, og at vurderingen af, hvorvidt der er tale om affald, skal foretages på grundlag af forureningsgraden af den rensede jord på dette tidspunkt. I den konkrete sag indtrådte der derfor afgiftspligt ved anvendelse af jorden som slutafdækning, som lævold og som afgrænsningsvold.

Vestre Landsret har afsagt dom i en sag om opkrævning af affaldsafgift af støbesand leveret til etablering af topmembran på en kommunal losseplads SKM2003.388.VLR. Landsretten lagde til grund, at lossepladsen var en registreringspligtig virksomhed, og at der derfor skulle betales afgift af affald, der blev tilført lossepladsen, uanset om affaldet var anvist hertil. Støbesandet måtte efter såvel EU-retlige som nationale regler anses for affald. Den omstændighed, at støbesandet kunne nyttiggøres eller genbruges, bevirkede ikke i sig selv, at støbesandet ophørte med at være affald. Vestre Landsret lagde efter bevisførelsen til grund, at støbesandet, som blev leveret i 1991 til 1999, ikke kunne sidestilles med ren jord. Det leverede jord var derfor ikke omfattet af de undtagelser til afgiftspligten, der fremgik af bemærkningerne til den dagældende lov m.v., hvorved ren jord, der tilførtes en registreringspligtig virksomhed som et egentligt driftsmiddel, var fritaget fra afgiftspligten. Landsretten udtalte endvidere, at spørgsmålet om afgiftspligt henhører under told- og skattemyndighederne og ikke de kommunale myndigheder. Der var herefter den fornødne hjemmel til at opkræve afgift.

Dommen er stadfæstet af Højesteret SKM2004.233 HR.

Højesteret fastslog, at det kasserede støbesand i årene 1991-1999 efter såvel miljøbeskyttelsesloven som affaldsafgiftsloven var affald også efter den oparbejdning med bentonit, der fandt sted, inden det blev tilført lossepladsen til anvendelse som vandstandsende lag i topmembranen.

Højesterets flertal udtalte, at efter bemærkningerne til de tidligere gældende regler i §§ 82 a, 82 c og 82 d i miljøbeskyttelsesloven skulle afgiftspligten omfatte "alt affald, der tilføres den registreringspligtige virksomhed", idet alene tilført jord til retablering af vækstlag på lossepladsen var undtaget fra afgiftspligten. Denne fastlæggelse af afgiftspligtens omfang blev præciseret med den detaljerede undtagelsesbestemmelse i affaldsafgiftslovens § 9, stk. 3, jf. lov nr. 1224 af 27. december 1996 om ændring af affaldsafgiftsloven.

Da støbesandet var affald, der ikke var omfattet af undtagelserne, fandt Højesterets flertal herefter, at sandet - uanset dets anvendelse som membranlag - var omfattet af afgiftspligten.

Tilføres jord, som ikke er ren jord til fri anvendelse, til en registreringspligtig virksomhed skal der, som nævnt, betales affaldsafgift. Dette gælder også i forbindelse med slutafdækning af en losseplads, men i visse tilfælde er etablering af specielle anlæg til deponering af olie-, kemikalie- eller tungmetalforurenet jord accepteret efter opnåelse af miljøgodkendelse fra amtet til oprettelse af specialdeponi, og tilførslen af den forurenede jord har herefter kunnet ske uden betaling af affaldsafgift.


Afgiftsfri tilførsel af affald til specialdeponier, genanvendelsesvirksomheder e.l., som er etableret i forbindelse med en registreringspligtig virksomhed kan efter praksis alene ske, hvis der er skarp adskillelse mellem specialdeponiet/genanvendelsesvirksomheder e.l. og den registreringspligtige virksomhed, se G.3.4.

Kompost, der opfylder kravene til anvendelse uden særskilt tilladelse efter miljøbeskyttelseslovens § 19, til slutafdækning på lossepladser, jf. § 9, stk. 3, nr. 3, er fritaget for afgift.

Affald, som fjernes fra afsluttede affaldsdeponeringsanlæg (lossepladser, fyldpladser eller specialdepoter) er fritaget for afgift.

Hermed undgås det, at der i visse tilfælde betales afgift to gange af det samme affald. Det er en betingelse, at der er tale om egentlige lossepladser mv. Det er således ikke tilstrækkeligt, at affaldet fjernes fra eksempelvis en forurenet grund.

Farligt affald, herunder klinisk risikoaffald, der tilføres et forbrændingsanlæg i læs, der udelukkende indeholder farligt affald, jf. § 9, stk. 3, nr. 5, er fritaget for afgift.
 
Hvis der lejlighedsvis modtages ikke-farligt affald på anlæg, der hovedsageligt destruerer farligt affald ved forbrænding, skal der alene betales afgift af det ikke-farlige affald.

Vedrørende deponering af farligt affald henvises der til afsnit G.3.2

Kød- og benmel og fedt, som stammer fra forarbejdning af animalsk affald og tilføres et forbrændingsanlæg i hele selvstændige læs fra en godkendt forarbejdningsvirksomhed, er fritaget for afgift. Det er en betingelse for afgiftsfritagelse, at kød- og benmelet ikke må anvendes i foderet til dyr, der anvendes til fødevareproduktion.

Kød- og benmelet kan opdeles i to typer:

1) Kød og benmel fra specificeret risikomateriale (også kaldet kategori 1 materiale, jf. EF 1774/202 og

2) Andet kød- og benmel.

Aske og slagge fra forbrænding af kød- og benmel fra specificeret risikomateriale:

Aske og slagger fra forbrænding af kød- og benmel fra specificeret risikomateriale er fritaget for afgift ved deponering, så længe der foreligger veterinært krav om deponering.

Der er i dag et veterinært krav om, at aske og slagger fra forbrænding af kød- og benmel fra specificeret risikomateriale skal deponeres. Ophæves kravet om deponering, vil deponering af aske og slagger fra forbrænding af kød- og benmel fra specificeret risikomateriale blive omfattet af afgiftsbestemmelserne for deponering af aske og slagger fra forbrænding af ikke- specificeret risikomateriale, og afgiftsfritagelsen vil kun være gældende indtil den 31. december 2007.

Aske og slagger fra forbrænding af andet kød- og benmel:

Deponering af aske og slagger fra forbrænding af andet kød- og benmel er også fritaget for affaldsafgift. Afgiftsfritagelsen for deponering af aske og slagger fra separat forbrænding af denne type affald har gyldighed indtil den 31. december 2007.

Det er en betingelse for afgiftsfritagelsen ved deponering af aske og slagger fra forbrænding af kød- og benmel, at den registrerede virksomhed kan dokumentere, at der alene er tale om aske og slagger fra forbrænding af kød- og benmel fra henholdsvis specificeret risikomateriale eller ikke-specificeret materiale. Dokumentation kan ske ved hjælp af en erklæring fra forbrændingsvirksomhederne.

Virksomheder, der ved forbrænding af affald udnytter materialer i affaldet på en sådan måde, at de ved forbrændingen indgår (genanvendes) i virksomhedens produkter, fritages for afgift af den del af affaldet, der indgår i produktet. Det er en betingelse, at virksomheden kan godtgøre, hvor meget af affaldet, der indgår i produktet, jf. § 12, stk. 3.

Efter § 11, stk. 4, omfatter medforbrænding ikke produktion af energi (anvendelse af affald som brændsel).

Afbrænding af affald, hvorved der fremstilles energi
Landsskatteretten har således, jf. SKM2009.140.LSR truffet afgørelse i en sag om tilbagebetaling af affaldsafgift efter reglerne om medforbrænding. Et fælleskommunalt affaldsselskab I/S driver et forbrændingsanlæg, hvori der i forbindelse med afbrænding af affald bliver fremstillet elektricitet og varme. Affaldet modtages fra interessentkommunerne. Den fremstillede fjernvarme leveres til flere af interessentkommunerne. Den fremstillede elektricitet leveres til det offentlige forsyningsnet. Landsskatteretten fandt, at anlægget ikke er omfattet af registreringspligten i affaldsafgiftslovens § 11, stk. 4, samt afgiftsfritagelsen i affaldsafgiftslovens § 12, stk. 3. Retten fandt således ikke, at den forbrænding af affaldet, som blev foretaget i anlægget kunne karakteriseres som medforbrænding. Det forhold, at affaldet forbrændes, hvorved der fremkommer energi, kan efter en naturlig sproglig forståelse ikke anses for udnyttelse af materialer i affaldet. Der er således ikke tale om, at affaldet indgår i interessentskabets produkter, men derimod at affaldet anvendes som brændsel i stedet for andre primære energikilder. Interessentskabet er derfor ikke berettiget til tilbagebetaling af affaldsafgift og affaldsvarmeafgift.

§ 9, stk. 3, nr. 9
Olie- og kemikalieforurenet sand fra kommunal strandrensning i hele, selvstændige læs er fritaget for afgift.

§ 9, stk. 3, nr. 10
Papirslam, som anvendes ved industriel produktion, er fritaget for afgift.

§ 9, stk. 4
Affald i form af sten, tegl og brokker og lettere forurenet jord, der overholder de afskæringskriterier, der er angivet i vejledning nr 7, 2000, fra Miljøstyrelsen, kan tilføres deponeringsanlæg, uden at der skal svares affaldsafgift. Mængden af sten, tegl og brokker og lettere forurenet jord kan samlet årligt maksimalt udgøre 2 pct. af den samlede tilførte mængde og skal tilføres anlægget i hele, selvstændige læs. De to fraktioner må kun anvendes afgiftsfrit til daglig afdækning og interimsveje.

De 2 pct., der afgiftsfrit kan anvendes til etablering af interimsveje og til brug til daglig afdækning, skal beregnes af sidste års deponerede mængde affald fraregnet den mængde, som midlertidigt er deponeret.

Det er således ikke muligt at tilføre affald og efterfølgende fraføre affaldet, og herved opnå mulighed for at tilføre større mængder affald til etablering af interimsveje mv. Ved at vælge sidste års mængde har anlægget fra årets begyndelse kendskab til den mængde forurenet jord og byggeaffald, som kan tilføres uden afgift.

For et nyt anlæg er mængden afhængig af den deponerede mængde eksklusive midlertidigt deponeret affald det første år. For anlæggets 2. leveår er første års mængde også afgørende.

Fiberfraktioner, der fremkommer efter afgasning og separering af husdyrgødning er fritaget for affaldsafgift. For at være omfattet skal afgasningen ske i et husdyrgødningsbaseret biogasanlæg i henhold til Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 1650 af 13. december 2006. Et anlæg anses efter slambekendtgørelsen for husdyrgødningsbaseret, når det afgassede affald indeholder mere end 75 procent husdyrgødning regnet på tørstofbasis før afgasning. Ved husdyrgødning forstås fast gødning, ajle, gylle og møddingssaft fra alle husdyr samt forarbejdet husdyrgødning, idet der henvises til § 2 i bekendtgørelse nr. 814 af 13 juli 2006, som ændret ved bekendtgørelse nr. 1695 af 19. december 2006 om erhvervsmæssigt dyrehold, husdyrgødning, ensilage mv. (husdyrgødningsbekendtgørelsen). Der skal betales afgift efter reglerne i lov om afgift af stenkul, brunkul og koks mv. af varme (affaldsvarmeafgift) produceret ved forbrænding af ovennævnte fiberfraktioner, se F.2.1 og F.2.4.4. Bestemmelsen er trådt i kraft den 1. februar 2007 med virkning fra den 1. april 2006, jf. bekendtgørelse nr. 35 af 17. januar 2007. Bestemmelsen er godkendt af EU-kommissionen.

Råmel, uforbrændte klinker, filterstøv, kasseret cement og klinker samt ovnudhugning fra cementproduktion, der deponeres på egen grund er fritaget for affaldsafgiften. Det er en betingelse, at affaldet stammer fra egen cementproduktion. Affald, der deponeres skal være frembragt ved produktion på den samme grund. De nævnte affaldsfraktioner fra cementproduktion er ikke klassificeret som farligt affald. Bestemmelsen træder først i kraft, når Kommissionen har godkendt lov nr. 529 af 17. juni 2008 efter statsstøttereglerne.