Kapitlet indeholder reglerne for godtgørelse af energiafgifter og CO2-afgift.

Ved godtgørelse af energiafgifter og CO2-afgift forstås i denne forbindelse godtgørelse efter følgende love:

Godtgørelsesreglerne i mineralolieafgiftsloven, kulafgiftsloven, elafgiftsloven og naturgasafgiftsloven er stort set parallelle. Hvor dette er tilfældet vil der ske en gennemgang af reglerne med henvisning til de pågældende lovbestemmelser i de 4 energiafgiftslove.

I de tilfælde hvor reglerne er forskellige, vil der ske en gennemgang af reglerne for den enkelte afgiftslov.

For andre afgiftsregler end godtgørelsesregler henvises til kapitlerne om de enkelte afgiftslove, se F.1 - F.5.

I medfør af mineralolieafgiftsloven er der udstedt bekendtgørelse nr. 241 af 4. april 2000 om dokumentation for afgiftsgodtgørelse for olie og gas, specifikationer for dieselolie, afgiftsgodtgørelse for benzin, sikkerhedsstillelse samt lister over EU-handel efter lov om energiafgift af mineralolieprodukter mv. Der refereres til bekendtgørelsen i de tilfælde, hvor den finder anvendelse.

I medfør af CO2-afgiftsloven er der udstedt bekendtgørelse nr. 688 af 19. august 2002 om opgørelse af CO2-afgift af elektricitet til vækstlys, hvortil der refereres i de tilfælde, hvor den finder anvendelse.

Reglerne for godtgørelse af energiafgifter fremgår af mineralolieafgiftslovens § 11, kulafgiftslovens § 8, elafgiftslovens § 11, og naturgasafgiftslovens § 10. Reglerne for godtgørelse af CO2-afgift fremgår af CO2-afgiftslovens § 9.

Nedenfor foretages med henvisning til de relevante lovbestemmelser en kort gennemgang af de væsentligste elementer i reglerne, der gælder for momsregistrerede virksomheders adgang til godtgørelse af energiafgifter og CO2-afgift.

Mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 1, kulafgiftslovens § 8, stk. 1, nr. 1, elafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 1 og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 1, nr. 1: Udgangspunktet er, at momsregistrerede virksomheder kan opnå afgiftsgodtgørelse for varer, der forbruges i virksomheden.

Mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 2, kulafgiftslovens § 8, stk. 1, nr. 2, elafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 2 og naturgasafgiftslovens § 10, stk.1, nr. 2: Udgangspunktet er her, at momsregistrerede virksomheder kan opnå afgiftsgodtgørelse for varer, der er medgået til fremstilling af varme, damp mv., der er forbrugt i virksomheden, og som er leveret særskilt til virksomheden fra et fjernvarmeværk eller en anden momsregistreret varmeleverandør.

I F.6.2 er beskrevet nogle situationer, hvor energien ikke kan anses som forbrugt af virksomheden, hvorfor der ikke er adgang til afgiftsgodtgørelse.

Mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 2, 1. punktum, kulafgiftslovens § 8, stk. 2, 1. punktum, elafgiftslovens § 11, stk. 15, 1. punktum, og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 2, 1. punktum: Godtgørelse af energiafgifter ydes som hovedregel i samme omfang, som virksomhederne har fradragsret for købsmomsen af energiprodukter og varme.

Rumvarme og varmt vand
Mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 4, 1. punktum, kulafgiftslovens § 8, stk. 3, 1. punktum og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 4, 1. punktum: Med disse bestemmelser sker der en begrænsning i adgangen til afgiftsgodtgørelse i forhold til ovennævnte, idet der ikke ydes afgiftsgodtgørelse for varme og varer, der direkte eller indirekte anvendes til fremstilling af varme, som leveres fra virksomheden, rumvarme og varmt vand.

Bestemmelserne indebærer som anført ovenfor bl.a., at virksomheder, der fremstiller varme, damp mv., fx fjernvarmeværker og kraftvarmeværker, ikke kan opnå afgiftsgodtgørelse for varer, der anvendes til fremstilling af varme mv., der leveres fra virksomheden.

Elafgiftslovens § 11, stk. 3: Denne bestemmelse indeholder tilsvarende som de øvrige energiafgiftslove en begrænsning i adgangen til afgiftsgodtgørelse for elektricitet, som forbruges i vandvarmere, varmepumper til opvarmning af brugsvand samt fast installerede apparater, fx el-radiatorer, beregnet til rumopvarmning.

Reglerne for rumvarme og varmt vand er nærmere beskrevet i F.6.3.

Procesenergi
Mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 5, kulafgiftslovens § 8, stk. 4, elafgiftslovens § 11, stk. 4 og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 5: Med disse bestemmelser sker der en modifikation af ovennævnte bestemmelser om rumvarme og varmt vand, idet bestemmelsen - på nærmere anførte betingelser - giver adgang til afgiftsgodtgørelse for varer, varme og varmt vand, der anvendes som procesenergi i forbindelse med varefremstilling.

Reglerne for godtgørelse af energiafgifter er nærmere beskrevet i F.6.4 (procesenergi - Energiafgifter).

CO2-afgiftCO2-afgiftslovens § 9, stk. 1: Med denne bestemmelse ydes der delvis godtgørelse af CO2-afgift af forbrug af olie, LPG-gas, kul, el og naturgas, som virksomhederne kan opnå godtgørelse af energiafgiften for, jf. CO2-afgiftslovens § 9, stk. 4 (let proces).

CO2-afgiftslovens § 9, stk. 2: Med denne bestemmelse, ydes der forhøjet godtgørelse af CO2-afgiften for energi, der anvendes til formål, der er omfattet bilaget til CO2-afgiftsloven (proceslisten).

Reglerne for godtgørelse af CO2-afgift er nærmere beskrevet i F.6.5 (procesenergi - CO2-afgift).

Bilag til elafgiftsloven
Elafgiftslovens § 11, stk. 2: I medfør af denne bestemmelse er der optrykt et bilag, der indeholder en liste over virksomheder, hvis afsætning af ydelser ikke giver adgang til godtgørelse af elafgift.

De nærmere regler i relation bilaget er beskrevet i F.6.6.

Eldistributionsbidrag
Elafgiftslovens § 11, stk. 1 og 14: Af disse bestemmelser fremgår reglerne for godtgørelse af eldistributionsbidrag.

De nærmere regler for godtgørelse af eldistributionsbidrag er beskrevet i F.6.7.

Motorbrændstof
Mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 2, 2. punktum og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 2, 2. punktum: Der ydes som hovedregel ikke godtgørelse af energiafgiften og CO2-afgift af olie, LPG-gas og naturgas, der anvendes som motorbrændstof, jf. dog mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 3, og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 3, hvorefter der ydes afgiftsgodtgørelse for varer, der anvendes ved mark- og skovarbejde o.l., dvs. ved aktiviteter indenfor jordbrug, husdyrbrug, gartneri, frugtavl, skovbrug, fiskeri, dambrug eller pelsdyravl.

Naturgas - afprøvning af motorer
Derudover er der en undtagelse i naturgasafgiftslovens § 10, stk. 2, 3. punktum, hvorefter der ydes afgiftsgodtgørelse for gas, der anvendes som motorbrændstof ved afprøvningen af gasmotorer i forbindelse med produktionen af disse.

Reglerne for motorbrændstof er nærmere beskrevet i F.6.10.

Anden godtgørelse
Endelig giver afgiftslovene adgang til afgiftsgodtgørelse for forbrug i visse andre tilfælde.

Det gælder fx adgangen til afgiftsgodtgørelse for visse olieprodukter til rutekørsel, jf. mineraloliefgiftslovens § 9, stk. 5 og CO2-afgiftslovens § 7, stk. 4, nr. 3.

Reglerne herom er nærmere beskrevet i F.6.11.

Folketinget vedtog i 1995 en række love (grønne afgifter), der tog sigte på at forbedre miljøet ved bl.a. at tilskynde virksomhederne at spare på forbruget af energi og bruge mere miljøvenlige energiprodukter.

De nye regler, som trådte i kraft den 1. januar 1996, betød bl.a., at godtgørelse af energiafgift af energi til rumvarme og varmt vand blev reduceret - for helt at falde bort pr. 1. januar 1998.

Der skete også betydelige ændringer i CO2-afgiftsloven, bl.a. en opdeling af procesenergi i let proces og tung proces.

Nedenstående skema indeholder en oversigt over momsregistrerede virksomheders adgang til afgiftsgodtgørelse i pct. i perioden fra 1996.:

Afgift for

 Proces-formål1) 

 Rumvarme/ varmt vand
  1996 1997 1998 1999

20003)

1996 1997 1998
Olie, elektricitet2), kul og LPG-gas 100 100 100 100 100 70 35 0
Naturgas og bygas 100 100 100 100 100 0 0 0
CO2-afgift - let proces 50 40 30 20 10 0 0 0
CO2-afgift - tung proces 95 90 85 80 75 0 0 0

Noter:

  1. Motorbrændstof, der anvendes ved mark- og skovarbejde o.l., betragtes som procesformål, se F.6.10.2.
  2. Der er kun 75 pct. fradrag for eldistributionsbidraget, der blev indført pr. 1. juli 1999. Se F.6.7
  3. Gælder 2000 og følgende år.

I nedenstående oversigt er nævnt de love, hvor der er sket ændringer i godtgørelsesreglerne efter 1. januar 1996:

  • Lov nr. 1220 af 27. december 1996 (Lempelse af raffinaderiers betaling af afgift, lempelse for vækstlys mv.)
  • Lov nr. 444 af 10. juni 1997 (Justering af rumvarmeafgiften)
  • Lov nr. 389 af 2. juni 1999 (eldistributionsbidrag mv.)
  • Lov nr. 963 af 20. december 1999 (Ændring af proceslisten og afgift af rumvarme)
Afgiftssatser Nedenfor er angivet afgiftssatser for perioden 2001 til 2002:

EnergiproduktEnhed1.1.20011.4.20011.1.2002CO2-afgift

Gas- og dieselolie - motorbrændstof

øre/l25827627627
Anden gas- og dieselolieøre/l17817818327
Let dieselolieøre/l24826626627
Svovlfattig dieselolie øre/l23024824827
Fuelolieøre/kg20020020632
Fyringstjæreøre/kg18118118628
Petroleum - motorbrændstoføre/l25827627627
Anden petroleumøre/l17817818327
      
Autogas (LPG)øre/l161

173

17316
Flaskegas (LPG) - motorbrændstoføre/kg293

318

31830
Anden flaskegas (LPG)øre/kg22822823530
Raffinaderigasøre/kg22822823529
      
Kulprodukter efter brændværdikr./Gj4949511)
Stenkul, koks, cinders og koksgruskr./ton1.3501.3501.425242
Jordoliekokskr./ton1.6251.6251.675323
Brunkulsbriketter og brunkulkr./ton9909901030178
Affaldsbaseret varmekr./Gj10,2010,2012,90-
      
El til opvarmning (helårsboliger) 2)øre/kWh48,6048,6050,1010
Anden el 2)øre/kWh55,1055,1056,6010
      
Naturgasøre/Nm319619620222
Bygasøre/Nm368689922
Naturgas - motorbrændstoføre/Nm326228228222

Noter:

  1. CO2-afgift beregnes pr.ton efter satsen for de pågældende kulprodukter.
  2. Inkl. elsparebidrag (0,6 øre pr. kWh) og eldistributionsbidrag (4 øre pr. kWh).

Oversigten over energiprodukter med afgiftssatser er ikke udtømmende. En udtømmende oversigt findes i kapitlerne for de enkelte afgiftslove F.1 - F.5.

Tidligere afgiftssatser Tidligere afgiftssatser, se

Som anført under F.6.1 er det en betingelse, at energiprodukterne eller fjernvarmen skal forbruges i virksomheden, for at der kan ydes afgiftsgodtgørelse. Der er dermed tale om et såkaldt forbrugskriterium.

Virksomhederne har dermed ikke adgang til afgiftsgodtgørelse i de tilfælde, hvor forbrugskriteriet ikke er opfyldt, jf. mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 1 og 2, kulafgiftslovens § 8, stk. 1, nr. 1 og 2, elafgiftslovens § 11, stk. 1. nr. 1 og 2 og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 1, nr. 1 og 2. Det gælder fx:

  • Varer indkøbt med henblik på videresalg (fx virksomheder, der driver mellemhandel med olie eller kul, hvoraf der er betalt afgift).
  • Varer der anvendes til formål, der ikke vedrører virksomhedens omsætning af momspligtige varer/ydelser, til funktionærboliger, til indehaverens og personalets privatforbrug.
  • Varer og varme, der anvendes af lejere i forbindelse med udlejning af fast ejendom, Se F.6.2.2.

Derudover kan virksomheder, der fremstiller varme, damp mv., fx fjernvarmeværker og kraftvarmeværker, ikke opnå afgiftsgodtgørelse for varer, der anvendes til fremstilling af varme mv., jf. mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 4, 1. punktum, kulafgiftslovens § 8, stk. 3, 1. punktum og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 4, 1. punktum, samt elafgiftslovens § 11, stk. 3.

Endvidere kan virksomheder mv., som varetager drift af gadebelysning, ikke opnå godtgørelse af afgiften af forbruget af elektricitet hertil.

Meddelelse om gadebelysning Told- og Skattestyrelsen har den 12. juni 2001 på baggrund af en forespørgsel udsendt en meddelelse, SKM2001.215.TSS, om den godtgørelsesmæssige stilling for afgift af elektricitet i relation til serviceydelsesvirksomheder, der varetager belysning af gader, p-pladser mv.

Der var tale om en serviceydelsesvirksomhed, som en kommune havde etableret med henblik på at varetage belysningsopgaver indenfor kommunen. Belysningsopgaven har tidligere været varetaget af det kommunale belysningsvæsen/elforsyningsselskab.

Serviceydelsesvirksomheden havde påtaget sig at levere belysning til kommunen mod betaling af et samlet vederlag, hvori der, blandt andre internt opgjorte kalkulationselementer såsom omkostninger ved administration, vedligeholdelse, renovering og overvågning af anlægget, indgår selskabets udgifter til indkøb af elektricitet, der forbruges i lysarmaturerne.

Det påhvilede endvidere serviceydelsesvirksomheden at drive og vedligeholde vejbelysningsanlægget på en sådan måde, at de til enhver tid gældende regler om krav til vejbelysning og vejbelysningsanlæg opfyldes, og på en sådan måde, at der sikres kommunens borgere en tilfredsstillende, hensigtsmæssig, forsvarlig og omkostningseffektiv vejbelysning. Vejbelysningsanlæg på private fællesveje drives og vedligeholdes som øvrige belysningsanlæg.

Det er styrelsens opfattelse, at serviceydelsesvirksomheden ikke opfylder betingelsen om, at elektriciteten skal være forbrugt i virksomheden, for at opnå afgiftsgodtgørelse, jf. elafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 1. Tilsvarende kan serviceydelsesvirksomheden ikke opnå afgiftsgodtgørelse efter CO2-afgiftsloven, jf. denne lovs § 9, stk. 1, jf. stk. 4.

Baggrunden for denne opfattelse er bl.a., at man må se på, hvem der drager nytte af den anvendte energi, som i dette tilfælde er borgere, virksomheder mfl. i en by og ikke serviceydelsesvirksomheden, der har forpligtet sig til at varetage en opgave med belysning af gader, p-pladser mv. i byen. Dette kom i øvrigt klart til udtryk i aftalen mellem kommunen og selskabet.

Det ændrer efter styrelsens opfattelse heller ikke på forholdet, at udgiften til elforbruget afholdes af serviceydelsesvirksomheden i forhold til "elforsyningsvirksomheden". I det konkrete tilfælde var der fra kommunens side tale om en omkostningsdækning for elforbruget til gadebelysning mv. overfor serviceydelsesvirksomheden.

Endvidere er der ved direkte sammenligning mellem en serviceydelsesvirksomhed, der varetager gadebelysning mv. i en by, og fx et hotel, hvor der betales moms af vederlaget for udlejningen af lokalet, og hvor udlejer efter hidtidig praksis har adgang til afgiftsgodtgørelse for elforbruget til belysning af de udlejede lokaler, den forskel, at forbruget af elektricitet sker inden for de "fysiske" rammer af den virksomhed, der er omfattet af momsregistreringen - i modsætning til serviceydelsesvirksomheden, hvor forbruget af elektricitet til gadebelysning mv. ligger udenfor den momsregistrerede virksomheds rammer.

Se endvidere F.6.2.3 om Landsskatterettens kendelse af 11. marts 2002, jf. SKM2002.171.LSR.

Landsskatteretten - gadebelysning Landsskatteretten har den 19. juni 2002, jf. SKM2002.492.LSR, afsagt kendelse om, at et serviceselskab, der varetager kommunal gadebelysning mv., ikke er berettiget til afgiftsgodtgørelse for elektricitet, der indkøbes af selskabet og som i henhold til indgået aftale med en kommune anvendes til belysning af offentlige gader mv. , idet serviceselskabet ikke kan anses at forbruge den afgiftspligtige elektricitet. Se endvidere  - Meddelelse om gadebelysning - ovenfor.

Serviceselskabet har indbragt afgørelsen for domstolene.

Udlejere af fast ejendom kan ikke opnå afgiftsgodtgørelse for fx elektricitet og varme, der forbruges af lejerne, se SKM2001.610.LSR.

Udlejere, der som led i udlejningen også leverer fx elektricitet, har derimod adgang til at viderefakturere afgiftsbelastningen af elforbrug hos lejeren. Det er herefter lejerens godtgørelsesmæssige stilling, der er afgørende for, hvorvidt der kan ydes afgiftsgodtgørelse for elforbruget. Udlejerens registrering efter momsloven skal også omfatte levering af fx elektricitet.

Dog kan feriehoteller, feriecentre o.l. i lighed med hoteller, moteller mv. opnå godtgørelse af energiafgift og CO2-afgift af elektricitet til procesformål, der er forbrugt i forbindelse med den momspligtige udlejning af værelser, lejligheder mv. Det er uden betydning, om der opkræves særskilt betaling for elforbruget, eller om betaling for elektricitet indgår i lejen.

Virksomheder, der er frivilligt registreret efter momsloven for udlejning af fast ejendom, kan ikke få godtgjort afgift af elektricitet og varme (og vand), som lejerne har forbrugt. Dette gælder også, hvor huslejen indeholder betaling for elektricitet og varme.

Reklamelæskure og reklamesøjler Landsskatteretten har ved kendelse af 11. marts 2002 truffet afgørelse om, at en virksomhed, der opstillede læskærme ved busholdepladser, reklamesøjler o.l., og som afholdt alle omkostninger til opsætning og drift mod at få retten til at udleje reklamepladsen på det opstillede udstyr, blev anset for at drive udlejningsvirksomhed og ikke reklame eller bureauvirksomhed. Retten fandt, at virksomheden måtte anses som forbruger af selve reklamebelysningen, idet der i overvejende grad var tale om korttidsudlejning af reklamepladserne. Retten henviste i den forbindelse til den nedenfor refererede afgørelse om idrætshaller m.v. fra 1988. Retten fandt endvidere, at virksomheden måtte anses som forbruger af funktionsbelysningen i det opstillede byudstyr, idet retten lagde vægt på, at, forbruget sker i det af selskabet opstillede udstyr, at det alene er selskabet, der bestemmer omfanget af belysningen, og at belysningen ikke efter det foreliggende erstattede anden kommunal belysning. Se SKM2002.171.LSR. Se endvidere F.6.6.2 om afgørelsen.


Idrætshaller, forsamlingshuse mv.
I 1988 resolverede den daværende skatteminister, at idrætshaller, svømmehaller, udstillingshaller og udstillingscentre samt forsamlingshuse og medborgerhuse, der er frivillig registreret efter momsloven for udlejning af fast ejendom, kan få godtgjort afgifterne af olie, el, gas og kul, som anvendes til belysning, opvarmning mv.

Bemærk, at adgangen til afgiftsgodtgørelse kun omfatter de formål, der er omfattet af den generelle adgang til afgiftsgodtgørelse. Dvs., at der med de nugældende regler ikke længere ydes afgiftsgodtgørelse for energi til rumvarme og varmt vand

Om godtgørelse af vandafgift se G.5.6.2.

Campingpladser og lystbådehavne
Campingpladser og lystbådehavne kan ikke opnå afgiftsgodtgørelse for elektricitet, der leveres til forbrug i campingvogne, lystbåde mv.

Dette gælder uanset, om der kræves særskilt betaling for den forbrugte elektricitet, eller om betaling for elektricitet indgår som en del af betalingen for overnatning på campingpladsen/leje af bådplads.

For så vidt angår dokumentationen for opgørelsen af den elektricitet, der er leveret til brug i campingvognen eller båden, se F.6.8.2.

Ved levering af elektricitet til forbrug i fx campingvogne og hytter, som er campingpladsens eget driftsmiddel, og som anvendes til udlejningsformål, kan der dog ydes godtgørelse af elafgiften og CO2-afgiften efter reglerne for let proces. Elektricitet, der anvendes til fremstilling af rumvarme og varmt vand til forbrug i egne driftsmidler, er dog ikke godtgørelsesberettiget, se F.6.3.

Elektricitet, der forbruges i køkken- og badefaciliteter mv., og til belysning mv. af campingpladsen/lystbådehavnens fællesarealer er godtgørelsesberettiget efter reglerne for let proces, medmindre der er tale om elektricitet, der anvendes til fremstilling rumvarme/varmt vand.

§ 11, stk. 2, sidste punktum
Momsregistrerede virksomheder har ikke adgang til fradrag for afgift af karburatorvæske, der er afgiftspligtige efter mineralolieafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 16. (karburatorvæske).

Ved SKM2001.552.TSS har Told- og Skattestyrelsen udsendt meddelelse om muligheden for tilbagebetaling af elafgift mv. for virksomheder med forsikrings- og finansielle aktiviteter i relation til udenlandske kunder uden for EU.

Virksomheder, der er anmeldelses- og regnskabspligtige efter momsbekendtgørelsens § 31, er ikke af den grund omfattet af momslovens og momsbekendtgørelsens regler om registreringspligt og kan derfor ikke anses for momsregistrerede virksomheder i momslovens forstand. Virksomheder, der alene er omfattet af anmeldelses- og regnskabspligten i momsbekendtgørelsens § 31, er ligeledes ikke omfattet af momslovens bestemmelser om fradragsret, jf. endvidere elafgiftslovens § 11, stk. 15, men derimod alene af momslovens bestemmelser om momsgodtgørelse.

Det er derfor styrelsens opfattelse, at virksomheder, der udøver forsikrings- og genforsikringsvirksomhed og finansielle aktiviteter i relation til udenlandske kunder uden for EU, ikke er berettiget til godtgørelse af afgift af elektricitet i medfør af elafgiftslovens § 11, stk. 1 for elektricitet, der forbruges i forbindelse med den pågældende aktivitet, uanset at virksomheden kan få godtgørelse af moms i relation til de nævnte aktiviteter, jf. momslovens § 45, stk. 4.

Som anført under F.6.1 skelnes der i godtgørelsesmæssig henseende mellem varme og varer anvendt til rumvarme/varmt vand på den ene side - og varme og varer anvendt til procesformål på den anden side.

Hvis samme anlæg/ledningsnet forsyner virksomheden med både rumvarme/varmt vand og procesenergi, skal forbruget deles præcist op. Hovedreglen er, at - for at opnå godtgørelse - skal der ske måling af den energi, der anvendes til procesformål.

De nærmere regler for fordeling af energiforbrug fremgår af F.6.8.

Hvis der i en virksomhed udelukkende skal ske fordeling af energiforbrug mellem privat og erhvervsmæssig anvendelse, kan fordelingen ske skønsmæssigt, dvs. uden konkret måling. Den skønsmæssige fordeling kan tage udgangspunkt i de standardsatser, som ligningsmyndighederne anvender ved skatteansættelsen af privatforbrug, se F.6.8.7.

RumvarmeVed rumvarme forstås energi, der bruges til at opvarme virksomhedens lokaler til fx
  • produktion
  • lager
  • salg
  • kontorer
  • hotelværelser og serveringslokaler.
Varmt vandVed varmt vand forstås i denne forbindelse vand, der bruges til fx
  • rengøring af lokaler og produktionsanlæg
  • bad
  • opvask
  • vask af hænder.

Ved energiafgifter forstås i denne forbindelse afgift efter mineralolieafgiftsloven, kulafgiftsloven, elafgiftsloven og naturgasafgiftsloven.

Efter mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 4, 1. punktum, ydes der ikke godtgørelse af energiafgift på varme og varer, der direkte eller indirekte anvendes til fremstilling af varme, der leveres fra virksomheden, rumvarme og varmt vand, jf. dog stk. 5.

Bestemmelserne i kulafgiftsloven (§ 8, stk. 3, 1. punktum) og naturgasafgiftsloven (§ 10, stk. 4, 1. punktum er parallelle med mineralolieafgiftslovens.

Bestemmelserne gælder som anført både for rumvarme og varmt vand, som virksomheden selv producerer, og for leverancer af varme og varmt vand fra fjernvarmeværker mv.

Efter elafgiftslovens § 11, stk. 3, ydes der heller ikke godtgørelse for afgift af elektricitet, der anvendes til fremstilling af varmt vand i vandvarmere og varmepumper. Det samme gælder elektricitet i fast installerede elektriske radiatorer, strålevarmeanlæg, varmeblæsere, konvektionsovne, varmepumper o.l. anlæg beregnet til rumopvarmning.

Afgiftsgodtgørelsen for energi til rumvarme og varmt vand blev aftrappet i perioden 1. januar 1996 til 1. januar 1998, hvor godtgørelsen bortfaldt helt, se F.6.1.2.

Naturgas og bygasFor naturgas og bygas, der blev afgiftspligtig fra 1. januar 1996, har der ikke på tilsvarende måde som for andre afgiftspligtige brændsler været en aftrapning i adgangen til afgiftsgodtgørelse for rumvarme og varmt vand, se F.6.1.2.

Naturgas, der anvendes til fremstilling af varme har i øvrigt indtil 1. januar 2001 været pålagt en lavere energiafgift end fx olie.

Afgiftsforskellen har almindeligvis ikke udmøntet sig i lavere priser for naturgas, der anvendes til fremstilling af rumvarme og varmt vand, da gasselskaberne har måttet sælge naturgas - beregnet til fremstilling af rumvarme og varmt vand - til en pris, som om der var "fuld" afgift på gassen svarende til afgiften på olien. Denne afgiftsforskel mellem den faktiske afgift og afgiften, hvis naturgas havde været belagt med fuld energiafgift, har været benævnt som "skyggeafgift". Overfor momsregistrerede virksomheder har skyggeafgiften også været benævnt som et "rumvarmetillæg".

Der ydes ikke godtgørelse af CO2-afgift for energiforbrug til rumvarme og varmt vand, jf. CO2-afgiftslovens § 9, stk. 4, jf. stk. 1.

Godtgørelsen for CO2-afgift til nævnte formål bortfaldt den 1. januar 1996.

Der henvises til F.6.4.6 og F.6.4.7.

Ved energiafgifter forstås i denne forbindelse afgift efter mineralolieafgiftsloven, kulafgiftsloven, elafgiftsloven og naturgasafgiftsloven.

Hvis samme anlæg/ledningsnet forsyner virksomheden med både rumvarme/varmt vand og procesenergi, skal forbruget deles præcist op. Hovedreglen er, at - for at opnå godtgørelse - skal der ske måling af den energi, der bruges til procesformål.

De nærmere regler for fordeling af energiforbrug fremgår af F.6.8.

Hvis der i en virksomhed udelukkende skal ske fordeling af energiforbrug mellem privat og erhvervsmæssig anvendelse, kan fordelingen ske skønsmæssigt, dvs. uden konkret måling. Den skønsmæssige fordeling kan tage udgangspunkt i de standardsatser, som ligningsmyndighederne anvender ved skatteansættelsen af privatforbrug, se F.6.8.7.

Virksomhederne har adgang til fuld (100 pct.) godtgørelse af energiafgifter af varer, varme og varmt vand, der anvendes til procesformål (procesenergi).

Virksomheders forbrug af elektricitet til fx
  • drift af maskiner, produktionsanlæg og edb-udstyr,
  • belysning og
  • pumper og blæsere i forbindelse med ventilation i virksomhedens lokaler
kan anses for procesenergi, jf. elafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 1.

Efter elafgiftslovens § 11, stk. 3 ydes der derimod ikke afgiftsgodtgørelse for elektricitet, der anvendes til fremstilling af varmt vand i vandvarmere og varmepumper. Det samme gælder elektricitet, der anvendes i fast installerede elektriske radiatorer, strålevarmeanlæg, varmeblæsere, konvektionsovne, varmepumper o.l. anlæg beregnet til rumopvarmning.

I § 11, stk. 4, sker der en modifikation af bestemmelserne i § 11, stk. 3, vedrørende rumvarme og varmt vand, idet § 11, stk. 4 - på nærmere anførte betingelser - giver adgang til afgiftsgodtgørelse for varer, varme og varmt vand, der anvendes som procesenergi i forbindelse med varefremstilling, se F.6.4.4.

Derudover ydes der ikke afgiftsgodtgørelse for elektricitet, der anvendes ved afsætning af visse momspligtige ydelser, der er nævnt i bilaget i medfør af elafgiftslovens § 11, stk. 2, se F.6.6.

Elvarmeafgift
Virksomheder, som drives fra erhvervslokaler, der har elmåleren fælles med en elopvarmet helårsbolig, skal ved beregning af godtgørelsen af elafgift, bruge den særlige elvarmesats. Der henvises til F.3.5.

Den godtgørelsesmæssige stilling for andet energiforbrug (energi omfattet af mineralolieafgiftsloven, kulafgiftsloven og naturgasafgiftsloven) afhænger i nogen grad af, om forbruget sker uden forbindelse med rum, se F.6.4.3, eller i forbindelse med rum, se F.6.4.4.

Der ydes dog, jf. mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 1, kulafgiftslovens § 8, stk. 1 og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 1, afgiftsgodtgørelse for varer, der som vare indgår som en del af en anden vare. Det er en forudsætning, at den herved fremstillede vare ikke i sig selv er afgiftspligtig efter en af de nævnte afgiftslove, herunder at der ikke er tale om en vare, som anvendes eller kan anvendes til fyringsformål eller som motorbrændstof.

Der ydes almindeligvis afgiftsgodtgørelse for forbrug af varer og varme til procesformål, når forbruget ikke sker i tilknytning til rum, - idet forbrug af varer og varme til procesformål i en virksomhed, der ikke sker i forbindelse med rum, ikke er omfattet af bestemmelserne i mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 4, 1. punktum, kulafgiftslovens § 8, stk. 3, 1. punktum, og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 4, 1. punktum.

Momsregistrerede virksomheder kan opnå afgiftsgodtgørelse for sådant forbrug efter mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 1, kulafgiftslovens § 8, stk. 1, og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 1.

Derimod vil forbrug af varmt vand eksempelvis til rengøring o.l. af maskiner, produktionsudstyr mv. være omfattet af mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 4, 1. punktum, kulafgiftslovens § 8, stk. 3, 1. punktum, og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 4, 1. punktum - også selv om forbruget af varmt vand ikke sker i forbindelse med rum.

Som anført under F.6.3 ydes der ikke afgiftsgodtgørelse for varer og varme, der direkte eller indirekte anvendes til fremstilling af varme, der leveres fra virksomheden, rumvarme og varmt vand, jf. mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 4, 1. punktum, kulafgiftslovens § 8, stk. 3, 1. punktum og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 4, 1. punktum.

I mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 5, kulafgiftslovens § 8, stk. 4 og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 5, sker der en modifikation af ovennævnte bestemmelse om rumvarme og varmt vand, idet bestemmelsen - på nærmere anførte betingelser - giver adgang til afgiftsgodtgørelse for varer, varme og varmt vand, der anvendes som procesenergi i forbindelse med varefremstilling.

Der kan dog altid jf. mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 4, 2. punktum , kulafgiftslovens § 8, stk. 3, 2. punktum og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 4, 2. punktum, ydes afgiftsgodtgørelse for varme og varer, der bruges i lukkede anlæg til fremstilling eller forarbejdning af varer, og som indirekte bidrager til rumopvarmning, hvis højst 10 pct. af den energi, der er forbrugt i anlægget, bidrager til rumopvarmning,

Bestemmelsen, der blev indsat ved lov nr. 444 af 10. juni 1997, tager sigte på forbrug af varme og varer i lukkede procesanlæg, som ikke opfylder nedennævnte bestemmelse for procesenergi om temperaturstigning på mindst 10 grader C i forhold til det omgivende rum, og hvor der kun er tale om en mindre varmeafgivelse.

Procesformål, se nedenforFølgende forbrug af varme og varer, kan anses for procesformål:

Ad mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 1, kulafgiftslovens § 8, stk. 4, nr. 1 og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 5, nr. 1:

Vask mv. af varer bestemt for afsætningVarme og varmt vand, der anvendes ved fremstilling af varer, der er bestemt for afsætning, og som et led i forarbejdningen enten vaskes, renses eller rengøres i eller med særlige anlæg, fx varmt vand til skoldning af dyrekroppe på slagterier.

Denne bestemmelse findes tilsvarende i elafgiftslovens § 11, stk. 4, nr. 1.

Afgiften godtgøres, uanset at processen også bidrager til opvarmning af lokaler mv., jf. dog reglerne for nyttiggørelse af overskudsvarme, se F.6.9.

Temperaturstigninger på mindst 10 grader CVarme og varmt vand, der anvendes ved fremstilling af varer, der er bestemt for afsætning, og som udsættes for temperaturstigninger i forhold til det omgivende rum på mindst 10 grader C, såsom opvarmning, kogning, ristning, destillation, sterilisation, pasteurisering, dampning, tørring, inddampning, fordampning eller kondensering i særlige anlæg. Afgiften godtgøres, uanset at processen også bidrager til opvarmning af lokaler mv., jf. dog reglerne for nyttiggørelse af overskudsvarme, se F.6.9.

Den tilsvarende bestemmelse findes ikke i elafgiftsloven, da elektricitet forbrugt i maskiner og anlæg som udgangspunkt anses for procesenergi, medmindre der er tale om forbrug af elektricitet i elvandvarmere, elradiatorer e.l.

Ad mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 2, kulafgiftslovens § 8, stk. 4, nr. 2, elafgiftslovens § 11, stk. 4, nr. 1 og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 5, nr. 2:

Lokaler opvarmet til mindst 45 grader COpvarmning af særlige rum med en driftstemperatur på mindst 45 grader C ved fremstilling af varer, der er bestemt for afsætning, og som et led i forarbejdningen udsættes for temperaturændringer såsom opvarmning, kogning, ristning, destillation, sterilisation, pasteurisering, dampning, tørring, inddampning, fordampning eller kondensering.

Udover driftstemperaturen på mindst 45 grader C består afgrænsningen til almindelig rumvarme i, at rummet skal være specielt indrettet til forarbejdning af varer.

Afgiften godtgøres, uanset at opvarmningen af det særlige rum også bidrager til opvarmning af andre lokaler mv., jf. dog reglerne for nyttiggørelse af overskudsvarme, se F.6.9.

Malekabiner
Opvarmning af malekabiner. Afgiften godtgøres, uanset at opvarmningen af det særlige rum også bidrager til opvarmning af andre lokaler mv., jf. dog reglerne for nyttiggørelse af overskudsvarme, se F.6.9.

Malekabinen skal være et lukket rum. Dette gælder også for kabiner, der er utraditionelle p.g.a. størrelsen af det emne, der skal males/lakeres, fx maling af skorstene og vindmølletårne. Kabinen skal være indrettet med udsugning og anlægget skal være godkendt efter miljøreglerne.

Der må alene foregå sprøjtning med maling eller lak og efterfølgende tørring i malekabinen. Endvidere kan der ske forudgående afdækning i forbindelse med maling eller lakering. Derimod må der ikke foregå fx slibning eller samling af emner i kabinen. Undervognsbehandling (sprøjtepåføring af rustbeskyttelsesmiddel) er heller ikke omfattet af malekabine-bestemmelsen, jf. SKM2001.343.TSS.

Se endvidere F.6.4.6. Varmt vand i hedtvandsrenser, varmekalorifere og tørreanlæg til biler.

Lokaler til lagring af osteOpvarmning af lokaler specielt indrettet til lagring af oste, når lagringen er en integreret del af ostningsprocessen. Afgiften godtgøres, uanset at opvarmningen af det særlige rum også bidrager til opvarmning af andre lokaler mv., jf. dog reglerne for nyttiggørelse af overskudsvarme, se F.6.9.

Lokaler til lagring af spegepølserOpvarmning af lokaler specielt indrettet til lagring af spegepølser, når lagringen er en integreret del af spegepølseproduktionen. Afgiften godtgøres, uanset at opvarmningen af det særlige rum også bidrager til opvarmning af andre lokaler mv., jf. dog reglerne for nyttiggørelse af overskudsvarme, se F.6.9.

Lokaler til tørring af træOpvarmning af lokaler specielt indrettet til tørring af træ (trætørrestuer). Afgiften godtgøres, uanset at opvarmningen af det særlige rum også bidrager til opvarmning af andre lokaler mv., jf. dog reglerne for nyttiggørelse af overskudsvarme, se F.6.9.

Lukkede procesrumOpvarmning af specielt indrettede lukkede procesrum kan anses for procesenergi på følgende betingelser:

  • Opvarmningen skal bidrage aktivt til, at varen ændrer karakter under opholdet i lokalet.
  • Opvarmningen er udelukkende et led i forarbejdningen/fremstillingen af varer.
  • Under forarbejdningen må der kun lejlighedsvis opholde sig personer i lokalet - i forbindelse med fyldning og tømning samt ved kortvarig inspektion af processen.

Afgiften godtgøres, uanset at opvarmningen af det særlige rum også bidrager til opvarmning af andre lokaler mv., jf. dog reglerne for nyttiggørelse af overskudsvarme, se F.6.9.

Bestemmelsen blev indsat ved lov nr. 444 af 10. juni 1997.

Ad mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 3, kulafgiftslovens § 8, stk. 4, nr. 3, elafgiftslovens § 11, stk. 4, nr. 2 og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 5, nr. 3:

Proceslisten - tung procesVarme og varmt vand, der bruges i de anvendelser, fx væksthusgartnerier, der er nævnt i listen over tunge processer, se F.6.5jf. dog reglerne for nyttiggørelse af overskudsvarme, se F.6.9.

Opvarmning af staldbygningerVarme og varmt vand, der bruges i landbrugets staldbygninger, jf. dog reglerne for nyttiggørelse af overskudsvarme, Se F.6.9.

Ved lov nr. 963 af 20. december 1999, der trådte i kraft ved bekendtgørelse nr. 646 af 1. august 2002 og som har virkning fra 1. januar 2000, skete der en udvidelse af begrebet "opvarmning af staldbygninger", så forbruget af rumvarme i visse lokaler i tilknytning til staldbygningen kan anses for procesenergi.

Bestemmelsen er indsat som 2. og 3. punktum i mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 3, kulafgiftslovens § 8, stk. 4, nr. 3, elafgiftslovens § 11, stk. 4, nr. 2 og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 5, nr. 3, jf. nedenfor.

Omfattet af godtgørelsen af varme og varmt vand brugt i staldbygninger er også kontorlokaler og andre lokaler i staldbygninger, som indgår i driften, eller hvorfra driften styres og planlægges, hvis forsyningen med varme sker fra samme net som forsyningen til staldbygningen.

Det er dog en forudsætning, at selve staldområdet er opvarmet. Opvarmning af kontorlokaler i uopvarmede staldbygninger er dermed ikke godtgørelsesberettiget.

Udover lokaler, hvor fx selve fodringen styres, kan der være tale om forrum til selve staldarealet, hvor der sker omklædning og vask af hænder mv., samt gangarealer mellem forskellige dele af staldene.

Der kan derimod ikke ydes afgiftsgodtgørelse for rumvarme og varmt vand, som anvendes i værksteder, maskinhuse, medarbejderboliger, folkestuer, baderum mv.

Yderligere om bestemmelsens ikrafttræden og virkning fremgår af F.6.4.5.

Cirkulation af rengøringsvæskerDer ydes afgiftsgodtgørelse for varmt vand, der anvendes til rengøring eller sterilisering af tanke og lukkede produktionsanlæg, hvor rengøringsvæskerne cirkuleres med pumper med en kapacitet på mindst 1 kW, jf. dog reglerne for nyttiggørelse af overskudsvarme, se F.6.9.

Rengøring i sådanne anlæg benævnes også som CIP-rengøring. CIP-rengøring indebærer, at den samme rengøringsvæske kan sendes gennem tank- og rørsystemerne flere gange (cirkuleres).

Rengøring mv. af slagterierDer ydes afgiftsgodtgørelse for varmt vand, der anvendes af slagterier til rengøring eller sterilisering af produktionsudstyr og produktionslokaler i de lokaler, hvor selve slagtningen og grovparteringen finder sted, for fjerkræ dog kun varmt vand forbrugt inden partering, samt forbruget af varmt vand i tilstødende produktionslokaler, hvis der er fælles varmtvandsnet, og der ikke fremstilles udskæringer beregnet til detailsalg, jf. dog reglerne for nyttiggørelse af overskudsvarme, se F.6.9.

Se F.6.4.6  (TfS 2000, 643) om produktionsudstyr. Ved grovpartering forstås for svin og lam mv. partering i halve kroppe, for kvæg mv. partering til og med fjerdinger.

Ad mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 5, kulafgiftslovens § 8, stk. 4, nr. 5, elafgiftslovens § 11, stk. 4, nr. 3 og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 5, nr. 5:

Rengøring af genbrugsemballageDer ydes afgiftsgodtgørelse for varme og varmt vand, der anvendes til rengøring af genbrugsemballage, der anvendes ved transport eller salg af varer. De emballagetyper, der typisk er tale om, er kødkasser, fiskekasser, brødkasser m.m., der anvendes ved vareudveksling mellem virksomheder. Denne regel gælder også, selv om indtil 25 pct. af genbrugsemballagen (kasserne) bruges internt i virksomheden, dvs. til andre formål end transport eller salg af varer. Bestemmelsen blev indsat ved lov nr. 444 af 10. juni 1997.

Se iøvrigt F.6.4.6 om SKM2001.147.LSR, hvorefter containere ikke kunne anses som genbrugsemballage.

Vask mv. af tekstilerDer ydes afgiftsgodtgørelse for varme og varmt vand, der anvendes til vask eller rens af tekstiler og efterbehandling i forbindelse hermed i form af tørring, rulning m.m.

Denne bestemmelse blev indsat ved lov nr. 444 af 10. juni 1997.

Ad mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 6, kulafgiftslovens § 8, stk. 4, nr. 6, elafgiftslovens § 11, stk. 4, nr. 4 og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 5, nr. 6:

Rumvarme i jernstøberierBestemmelsen indebærer, at opvarmning af lokaler, hvor der foretages smeltning af jern og stål, som omfattet af nr. 30 i listen over tunge processer, og lokaler, hvor det flydende metal anvendes (udstøbes), kan anses for procesenergi.

Hvor dette forbrug af varme ikke kan adskilles fra det øvrige forbrug af varme, kan der dog højst ydes godtgørelse for 30 pct. af det samlede forbrug af energi til opvarmning i forbindelse med forarbejdningen af jern og stål.

Det er en forudsætning for godtgørelse, at der smeltes mindst 10 t jern eller stål om dagen.

Bestemmelsen er indsat ved lov nr. 963 af 20. december 1999, der trådte i kraft ved bekendtgørelse nr. 646 af 1. august 2002 og har virkning fra 1. januar 2000.

Yderligere om bestemmelsens ikrafttræden og virkning fremgår af F.6.4.5.

Ad mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 7, kulafgiftslovens § 8, stk. 4, nr. 7, elafgiftslovens § 11, stk. 4, nr. 5 og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 5, nr. 7:

Hærdning af glasfiberemnerBestemmelsen indebærer, at varme, der anvendes til opvarmning af lokaler, hvori der foretages hærdning af emner fremstillet af armeret hærdeplast, og som ikke er omfattet af godtgørelsesreglerne for lukkede procesrum, kan anses for procesenergi.

Armeringen kan eksempelvis bestå af glasfibre, kulfibre, træ, eller forskellige naturfibre samt af plastskum.

Der kan dog højst ydes godtgørelse for 1/3 af det samlede forbrug af varme i sådanne lokaler.

Det er en betingelse, for den udvidede adgang til afgiftsgodtgørelse, at anvendelsen sker i virksomheder, som har en industriel fremstilling af varer af armeret hærdeplast, eksempelvis skibe, vindmøllevinger og forskellige beholdere. Der kan ikke ydes godtgørelse til virksomheder, der som led i fremstillingen af andre produkter lejlighedsvist har en produktion af armeret hærdeplast.

Bestemmelsen er indsat ved lov nr. 963 af 20. december 1999, der trådte i kraft ved bekendtgørelse nr. 646 af 1. august 2002 og har virkning fra 1. januar 2000.

Yderligere om bestemmelsens ikrafttræden og virkning fremgår af F.6.4.5.

Ad mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 13, kulafgiftslovens § 8, stk. 12, og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 13:

Støttebrændsel i affaldsforbrændings-anlæg mv., der leverer varmeMineralolieafgiftslovens § 11, stk. 13, er sålydende:

"Uanset stk. 4 kan der dog altid ydes tilbagebetaling for forbruget af afgiftspligtige varer og varme, der overstiger en beregnet mængde, når mindst 25 pct. af den indfyrede energi hidrører fra andet end afgiftspligtige brændsler eller afgiftspligtig elektricitet. Denne mængde beregnes for hvert afgiftspligtigt brændsel som forholdet mellem på den ene side energiindholdet i det afgiftspligtige brændsel og på den anden side det totale energiindhold i de indfyrede mængder ganget med den leverede mængde varme divideret med 0,7 og omregnet til liter henholdsvis kilogram efter de i § 9, stk. 2, anførte værdier for energiindhold. Hvis virksomheden ikke nærmere kan dokumentere energiindholdet i de afgiftspligtige brændsler, anvendes de i § 9, stk. 2, anførte værdier. Kun varer, hvis energiindhold utvivlsomt overstiger 9,4 MJ/kg, medregnes, hvis energiindholdet i de indfyrede brændsler opgøres på grundlag af de i § 9, stk. 2, anførte værdier."

Bestemmelsen indebærer følgende:

  1. Den nytttiggjorte mængde varme skal måles.
  2. Ved brug af standardvirkningsgraden på 0,7 beregnes et teoretisk bruttoenergiforbrug.
  3. Der indføres et loft over afgiftsbetalingen svarende til det afgiftspligtige brændsels andel af den indfyrede energi.
  4. Energiindholdet i affald opgøres detaljeret af virksomheden, eller ved anvendelse af en standard på 9,4 MJ/kg. Affald med et energiindhold på under 9,4 MJ/kg sættes dog til 0 MJ/kg, hvis der anvendes standardberegning for energiindholdet i affaldet.
Eksempel:
Nyttiggjort varme700 GJ
Teoretisk bruttoenergiforbrug (700/0,7) =1000 GJ
Indfyret affald1000 GJ
Indfyret olie1000 GJ
Beregnet mængde (1000/2000 x 700/0,7) =500 GJ
Forskel (1000-500) GJ =500 GJ
Godtgørelsesberettiget mængde i liter:(500 GJ/35,9) =13.928 l

Der kan i det pågældende tilfælde opnås afgiftsgodtgørelse for halvdelen af olieforbruget.

Bestemmelserne i kulafgiftslovens § 8, stk. 12, og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 13 er parallelle med mineralolieafgiftslovens.

Bestemmelsen retter sig til virksomheder, der udover afgiftspligtige varer, fx olie eller naturgas, også anvender et ikke-afgiftspligtigt brændsel, som fx affald som brændsel ved varmefremstilling. Omfattet er fx dermed affaldsforbrændingsanlæg, der leverer varme, og som anvender afgiftspligtig støttebrændsel ved forbrændingen/varmefremstillingen.

Lov nr. 444 10. juni 1997
Ved lov nr. 444 af 10. juni 1997 skete visse justeringer af rumvarmeafgiften. Derudover skete en ændring af mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 1, kulafgiftslovens § 8, stk. 4, nr. 1 og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 5, nr. 1, hvorefter hotellers, restaurationerne forbrug af gas mv. til fremstilling og tilberedning af varer på komfurer eller kogeplader blev godtgørelsesberettiget som procesenergi. Der skete dermed en godtgørelsesmæssig ligestilling mellem forbrug af gas og elektricitet.

Lov nr. 963 af 20. december 1999Ved lov nr. 963 af 20. december 1999 skete en lempelse af reglerne for afgiftsgodtgørelse for opvarmning af kontorlokaler mv. i forbindelse med staldbygninger, opvarmning af lokaler, hvori der sker smeltning af jern eller stål, og opvarmning af lokaler, hvori der sker støbning og hærdning af fiberarmeret plast.

Ændringerne er nærmere beskrevet i F.6.4.4.

Ændringerne, der har afventet EU-Kommisionens godkendelse, er trådt i kraft ved bekendtgørelse nr. 646 af 1. august 2002. Ændringerne har virkning fra 1. januar 2000.

Rent praktisk betyder det, at virksomheden nu kan opnå afgiftsgodtgørelse med tilbagevirkende kraft fra den 1. januar 2000.

Nedenfor er omtalt visse afgørelser i relation til afgrænsningen mellem rumvarme/varmt vand og procesenergi:

Containere Landsskatteretten har den 13. december 2000 afsagt en kendelse, hvorefter containere ikke kunne anses som genbrugsemballage efter mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 5, og der derfor ikke kunne ske godtgørelse af afgift for energiforbruget ved anvendelse af højtryksrensere til rengøring af containerne. Retten lagde vægt på, at det af forarbejderne fremgår, at bestemmelsen har til formål at sikre konkurrencemæssig ligestilling mellem genbrugsemballage og engangsemballage, og at de omhandlede containere ikke kunne antages at være i konkurrence med varer, der alene anvendes én gang, hvorfor en afgiftsgodtgørelse ikke fandtes at være i overensstemmelse med lovens formål, ligesom retten lagde vægt på, at denne fortolkning  ikke kunne anses at stride mod bestemmelsens ordlyd, jf. SKM2001.147.LSR. Kendelsen er af virksomheden indbragt for landsretten.

SlagterierLandsskatteretten har den 15. juni 2000 afsagt kendelse i en sag om naturgasbaseret opvarmning af vand til rengøring af et slagteris lokaler og transportkasser til intern anvendelse (TfS 2000, 643).

Kendelse: Tilbagebetalingsberettiget er afgift af varmt vand til rengøring af både slagtehus og opskæringslokaler, hvis der er fælles varmvandsnet og der ikke fremstilles udskæringer til detailsalg. Tilbagebetalingsberettiget er afgift af varmt vand til rengøring af genbrugsemballage anvendt i produktionsprocessen.

Retten fandt, at "tilstødende produktionslokaler" i naturgasafgiftslovens § 10, stk. 5, nr. 3, alene er en procesteknisk afgrænsning, og at det ikke er et krav, at lokalerne fysisk støder op til hinanden. Retten lagde vægt på lovens ordlyd og dens forarbejder, hvoraf det bl.a. fremgår: "Af administrative grunde foreslås forbruget af varmt vand i opskæringslokaler, som forsynes med varmt vand fra samme net som selve slagtehuset, også friholdt for energiafgift. For at undgå konkurrenceforvridning er friholdelsen af opskæringsafdelingerne foreslået betinget af, at der ikke foregår opskæringer til detailsalg." Retten godkendte tilbagebetaling for følgende produktionslokaler: frysetunnel, udligningskølerum, tarm- og plucksrum, pluckskøletunnel, opskæringslokaler og udbeningslokaler.

Retten fandt, at "produktionsudstyr" i gasafgiftslovens § 10, stk. 5, nr. 3 omfatter slagteriers transportkasser til intern anvendelse, mens "genbrugsemballage" i naturafgiftslovens § 10, stk. 5, nr. 5, ikke kan anses for udformet m.h.p. slagteriers interne anvendelse af genbrugsemballage. Retten lagde herved vægt på, at slagterier er selvstændigt omfattet af tilbagebetalingsadgangen i gasafgiftslovens § 10, stk. 5, nr. 3, og at slagteprocessen ikke kan foregå uden brug af kasser.

PumpestationerLandsskatteretten har den 10. september 1999 afsagt kendelse i en sag om elbaseret opvarmning af pumpestationer (TfS 1999, 902).

Kendelse: Det omhandlede elforbrug anses for medgået til rumopvarmning i relation til elafgiftslovens § 11, stk. 3.

Retten lagde til grund, at de i sagen omhandlede installationer (elradiatorer og -temporatorer) er placeret i lukkede rum, samt at den forbrugte elektricitet er anvendt til opretholdelse af et maksimalt temperaturniveau i pumpestationerne på 4 grader C, så det deri placerede tekniske udstyr frostsikres.

Retten har endvidere udtalt, at uanset at det efter det oplyste om temperaturniveau og anvendelse af lokaliteterne kan lægges til grund, at rumopvarmningen alene er betinget af produktionstekniske forhold, er der ikke hjemmel i elafgiftsloven til godtgørelse af afgiften.

Landsskatteretten har den 3. december 1999 afsagt kendelse i en lignende sag vedr. pumpestationer.

Retten fandt også her, at forbruget af elektricitet til opvarmning af pumpestationer må anses for medgået til rumopvarmning/varmt vand.

Udtørring af bygningerVed Landsskatterettens kendelse af 16. december 1999 (TfS 2000, 431) fik en byggeentreprenør i forbindelse med nybyggeri og byggerenovering tilkendt godtgørelse efter mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 1, og kuldioxidafgiftslovens § 9, stk.1, af energi anvendt til drift af varmekanoner i forbindelse med byggeri.

Varmekanonerne anvendtes til at tørre cement, træ eller andre materialer for at bevare de optimale egenskaber ved de anvendte materialer eller fordi en hurtig tørring var en forudsætning for, at byggearbejdet kunne ske som en kontinuerlig proces. Varmekanonerne anvendtes til udtørring i færdige lokaler, lokaler, som var delvist færdiggjorte (interimslukkede), men hvor der eksempelvis manglede isætning af døre og vinduer og endelig lokaler uden tag og færdige ydervægge, hvor tildækning var sket med presenning.

Landsskatterettens flertal lagde vægt på, at de omhandlede varmekanoner udelukkende var anvendt til udtørring af byggematerialer i forbindelse med byggeprocessen, og at det fandtes bedst stemmende med de til lovforslaget fremsatte bemærkninger, at varmeanvendelsen ikke anses for omfattet af begrebet rumopvarmning.

Landsskatterettens mindretal (retsformanden) afgav dissens i sagen, idet han fandt, at energiforbruget måtte anses for medgået til rumopvarmning. Retsformanden fandt, at den i sagen omhandlede brug af varmekanoner måtte anses for foregået i en sådan lokalitet, der i mineralolieafgiftslovens forstand må karakteriseres som rum. Han lagde herved vægt på, at der hverken i loven eller i bemærkningerne hertil er en nærmere definition af selve begrebet rum, og at begrebet rum må opfattes i dets videste tekniske forstand udfra formuleringen af bestemmelserne i mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 4, og stk. 5, nr. 1-3.

Ved Landsskatterettens kendelse af 28. juli 2000 fik en virksomhed i forbindelse med opførelse af en ejendom tilkendt godtgørelse efter mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 1, naturgasafgiftslovens § 10, stk. 1, og CO2-afgiftlovens § 9, stk. 1, af afgiften på energi anvendt til drift af varmekanoner til opvarmning af bygningens facade i forbindelse med udførelse af pudsarbejde på facader, og til drift af varmekanoner og permanente radiatoranlæg til opvarmning af bygningens indre i forbindelse med udtørring af pudslag/anhydritgulv og opvarmning af bygningen i forbindelse med udførelse af gulv- og vægspartlingsopgaver samt malerarbejde i rummene. Til opvarmningen af bygningens indre havde der endvidere været brugt midlertidige elvarmeovne.

Retten lagde vægt på, at det omhandlede energiforbrug i varmekanoner og radiatoranlæg udelukkende har været anvendt i byggeperioden og til udtørring af byggematerialer samt opretholdelse af den for byggearbejdet fornødne temperatur. Under henvisning til den ovenfor gengivne kendelse TfS 2000.431 fandt retten, at varmeanvendelsen ikke er omfattet af begrebet rumopvarmning.

Som følge af kendelserne af 16. december 1999 og 28. juli 2000 har Told- og Skattestyrelsen udstedt cirkulære nr. 2002-16 af 17. maj 2002  om tilbagebetaling af olie- gas-, kul- el- og CO2-afgift ved brug i byggeperioden af varmekanoner og permanente radiatoranlæg udelukkende til udtørring af byggematerialer samt til opretholdelse af den for byggearbejdet fornødne temperatur.

Cirkulæret fastsætter endvidere retsvirkningerne af den ændrede retsstilling ved Landsskatterettens underkendelse af ToldSkats praksis.

På grundlag af ovennævnte Landsskatteretskendelser må følgende situationer herefter anses som forbrug til procesformål efter mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 1: Situationer, hvor opvarmning med varmekanoner og permanente radiatoranlæg udelukkende har det isolerede produktionstekniske formål at udtørre byggematerialer eller opretholde den for byggearbejdet fornødne temperatur under byggeperioden i forbindelse med opførelse eller renovering af ejendomme.

Den ændrede praksis vedrører således udelukkende opvarmning i forbindelse med opførelse og renovering af bygninger, dvs. den midlertidige opvarmning, der sker i selve byggeperioden, og som er nødvendig for at "producere" rummet, og kun hvis opvarmningen udelukkende har dette formål.

Den kortvarige opvarmning, der sker som led i den specielle arbejdsproces med at konstruere et rum, adskiller sig også fra den opvarmning, der er sket i landsskatteretskendelsen refereret i TfS 1999, nr. 902, ved at den opvarmning, der er omhandlet i denne kendelse, er af mere permanent karakter, og mere svarer til den opvarmning, der sker i private hjem, idet opvarmningen i private hjem også sker for at holde bygninger, inventar og installationer frostfri m.v.

Bygge- og renoveringsperioden afgrænses til det tidspunkt, hvor rummet fremtræder som færdigt, dvs. hvor det egentlige bygge- og konstruktionsarbejde står færdigt.

Det vil sige, at fx udtørring af vægge må anses som forbrug til procesformål, også selvom loft og betongulv er lagt og vinduer og døre isat. Rummet vil her fremstå som færdigt, når væggene er tørre. På samme måde vil en etageadskillelse være at anse som procesforbrug.

Lægning af træ- eller klinkegulve og opsætning af loftsbeklædning og skillevægge, malerarbejde, epoxybelægning og lignende vil typisk foregå efter rummets konstruktion. Hvis sådanne arbejder foregår, førend rummet er færdigt, vil det dog være at anse som procesforbrug, hvis det ligger indenfor rammerne af en sædvanlig arbejdstilrettelæggelse.

Opvarmning af springrum på tyrestation
En kvægavlsforening blev ikke anset for berettiget til godtgørelse af olieafgift- og kuldioxidafgift af olie til opvarmning af laboratorium og springrum. Kendelsen, der er afsagt af Landsskatteretten den 15. marts 2002, er offentliggjort i SKM2002.373.LSR og TfS 2002.734.

Landsskatteretten fandt ikke, at opvarmningen af de omhandlede lokaler kan anses som varme anvendt til fremstilling af varer, jf. mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 1, og 2. Retten lagde vægt på, at opvarmningen af de omhandlede rum ikke er direkte forbundet med fremstillingen eller forarbejdningen af varerne, og kun er af betydning for, hvor længe det til produktionen anvendte opvarmede udstyr i lokalerne kan bevare den nødvendige temperatur.

Retten fandt endvidere ikke, at opvarmningen af springrummet kan sidestilles med rumopvarmning i en staldbygning, jf. mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 3. Retten har herved lagt vægt på, at staldbygninger må forstås som bygninger, hvori dyrene opholder sig i længere perioder med henblik på bl.a. fodring mv. Landsskatteretten fandt ikke, at springrummet var egnet til en sådan benyttelse og fandt derfor, at rummet ikke kan karakteriseres som en staldbygning.

Varmt vand i hedtvandsrenser, varmekalorifere og tørreanlæg til biler
En virksomhed, der udførte undervognsbehandling, blev ikke anset for berettiget til godtgørelse af olieafgift og kuldioxidafgift af olieforbrug til varme og varmt vand i hedtvandsrenser, varmekalorifere og tørreanlæg til biler. Kendelsen, der er afsagt af Landsskatteretten den 22. april 2002, er offentliggjort i SKM2002.365.LSR og TfS 2002, 687.

Virksomheden anvendte olie til følgende formål:

  • Hedtvandsrenser, der anvendes til rengøring af biler inden undervognsbehandling. Hedtvandsrenseren var stationær og leverede 80 grader varmt vand.
  • Varmekalorifere til opvarmning af værkstedet.
  • Tørreanlæg i form af båse, hvor varm luft fra riste i gulvet blæses på bilerne inden den endelige undervogsnbehandling. Båsene var delvist adskilt af et maskinskab. Der var ikke opsat målere til anlægget. 

Landsskatteretten udtalte, at der i henhold til mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 4, ikke kan ydes tilbagebetaling for afgiften af varme og varer, der direkte eller indirekte anvendes til fremstilling af varme, som leveres fra virksomheden, rumvarme eller varmt vand, medmindre der er tale om procesformål som defineret i stk. 5. Dog ydes der tilbagebetaling for afgiften af varme og varer, der forbruges i lukkede anlæg til fremstilling eller forarbejdning af varer, og som indirekte bidrager til rumopvarmning, hvis højst 10 procent af den energi, der er forbrugt i anlægget, bidrager til rumopvarmning.

Landsskatteretten fandt, at det i sagen omhandlede energiforbrug som udgangspunkt er omfattet af bestemmelsen i mineralolieafgiftslovens 11, stk. 4. Henset til, at hverken vask med hedtvandsrenser eller den efterfølgende tørring foregår i særligt indrettede rum eller med særlige anlæg, fandt Landsskatteretten videre, at bestemmelserne i lovens § 11, stk. 4, 2. pkt. og § 11, stk. 5, nr. 1, og nr. 2, ikke fandt anvendelse.

Udlejning af stilladser og varmekanoner, udtørring af bygninger, overvæltning af afgift
Landsretten har den 28. juni 2002 afsagt dom i en sag om et selskab, der drev virksomhed ved udlejning af stilladser og varmekanoner og som deltog i en entreprise udbudt af Slots- og Ejendomsstyrelsen om renovering af en ejendom. Landsretten fandt, at selskabet ikke var berettiget til godtgørelse for olie- og CO2-afgift, idet afgiften var overvæltet på Slots- og Ejendomsstyrelsen. Selskabet havde derfor ikke noget godtgørelsesberettiget krav. Dommen er offentliggjort på SKM2002.362.ØLR (TfS 2002, 676).

Det fremgik af entreprisens udbudsmateriale, at der i forbindelse med opvarmning og udtørring skulle etableres 4 varmekanoner med tilhørende olietanke. Endvidere skulle der på buegangene etableres 3 aflukkede partier til opvarmning med elvarmeblæsere. Ydelsen skulle omfatte opstilling, omrigninger og nedtagning af materiel mv. samt levering af brændstof.

I tilbuddet skulle være indregnet alle ydelser i forbindelse med opvarmning i en samlet periode på 3 mdr. Der skulle i tilbudet indregnes et brændstofforbrug på 15.000 l olie. Der skulle også være indregnet det nødvendige mandtimeforbrug, serviceeftersyn, slangeflytninger mv. for opnåelse af kontinuerlig opvarmning i den angivne periode. Varmekanonerne skulle være forsynet med termostatstyring.

Under byggearbejdet blev det hurtigt klart, at den til entreprisen medgående olie ville overstige den mængde, der var stipuleret i udbudsmaterialet med flere hundrede procent. Selskabet aftalte derfor en fast pris på brændstof med Slots- og Ejendomsstyrelsen til gældende dagspris tillagt 5,3 pct.

Olien blev leveret fra Hydro Texaco A/S til forbrugstanke ved byggeplandsen. Faktureringen er sket fra Hydro Texaco A/S til Murer Laugets Hejseværker A/S, der har viderefaktureret til selskabet. Selskabet har faktureret - opgjort på månedsbasis - til Slots- og Ejendomsstyrelsen, med oplysninger om bruttopriser pr. liter brændstof uden angivelse af energi- og CO2-afgift.

I henhold til mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 1, kan momsregistrerede virksomheder som hovedregel få tilbagebetalt afgiften af de i virksomheden forbrugte afgiftspligtige varer. Endvidere kan der i henhold til CO2-afgiftslovens § 9, stk. 1, jf. stk. 4, ske tilbagebetaling af 10 pct. af afgiften for det forbrug, der er fuldt ud tilbagebetalingsberettiget efter § 11, i mineralolieafgiftsloven.

Landsretten bemærkede, at den af selskabet leverede opvarmning udelukkende er sket i forbindelse med opvarmning og udtørring af hvælv og terrassekonstruktion på ejendommen og i forbindelse med opvarmning af byggepladsen i perioder, hvor udetemperaturen har ligget under +5 grader. Det lægges til grund, at opvarmningen alene har fundet sted i selve byggeperioden og udelukkende har haft til formål at opretholde den for byggearbejdet fornødne temperatur.

Da selskabet imidlertid har overvæltet afgifterne på Slots- og Ejendomsstyrelsen, finder landsretten ikke, at sagsøger har afholdt udgift til energiafgifter, der kan føre til godtgørelse efter mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 1 og kuldioxidafgiftslovens § 9, stk. 1. Selskabet findes herefter ikke at have noget krav på godtgørelse.

Import og opdræt af akvariefisk til engrossalg Landsskatteretten har den 13. november 2002, jf. SKM2002.642.LSR, afsagt kendelse i en sag om godtgørelse af mineralolie- og CO2-afgift af olieforbrug anvendt til varme og varmt vand til brug i akvarier. Virksomhedens forbrug blev ikke anset for rumopvarmning og varmt vand i staldbygninger. Forbruget var omfattet af bestemmelsen i mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 4. og der kunne således ikke ydes tilbagebetaling af afgiften. Virksomheden har indbragt Landsskatterettens kendelse for Landsretten.

Fremstilling af betonelementer Landsskatteretten har den 20. september 2002, jf. SKM2003.31.LSR, afsagt kendelse i en sag om godtgørelse af olie- og kuldioxidafgift af et selskabs energiforbrug ved opvarmning i forbindelse med hærdning af betonelementer. Forholdet er nærmere beskrevet under F.6.4.7.

Varmeblæsere Landsskatteretten har den 17. december 2002, jf. SKM2003.55.LSR, afsagt kendelse om godtgørelse for energiafgifter for forbrug af elektricitet. Efter kendelsen kunne der ikke ydes godtgørelse for energiafgifter for forbrug af elektricitet til 4 blæsere med indbygget varmefunktion, som var opsat over en port mellem et lagerlokale og et produktionslokale.

Opvarmning af lagerlokaler, hvor der opbevares vin og chokolade Landsskatteretten har den 5. marts 2003, jf. SKM2003.172.LSR, afsagt kendelse om fradrag for mineralolie- og kuldioxidafgifter ved forbrug til rumvarme/varmt vand til at holde en bestemt temperatur i forbindelse med en transportvirksomheds oplagring af varer. Landsskatteretten fandt, at mineralolie til opvarmning af lagerlokaler med henblik på at sikre, at der ikke sker beskadigelse af de opbevarede varer, må anses som forbrug til rumvarme som omhandlet i mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 4. Der kan derfor ikke ydes tilbagebetaling af afgiften.

Nedenfor følger et uddrag af afgørelser i relation til afgrænsningen mellem procesenergi og rumvarme/varmt vand:

Nedkøling/klimaanlæg
Energi, der bruges til nedkøling, kan anses for anvendt til procesformål, uanset at nedkølingen sker af hensyn til de ansattes eller kundernes komfort (fx klimaanlæg).

Evt. varme, der fremstilles eller forbruges ved drift af klimaanlæg, er dog omfattet af rumvarmereglerne.

Lønforarbejdning
Der har været rejst spørgsmål om den godtgørelsesmæssige stilling i relation til farveriers forarbejdning/ farvning af uld mv., når dette sker i lønarbejde, hvorved det ikke er farveriet, der ejer ulden.

Baggrunden for spørgsmålet er følgende bestemmelse i afgiftslovgivningen: "Varme og varer, der anvendes til fremstilling af varer, der er bestemt for afsætning, og som et led i forarbejdningen vaskes ...".

Det er fastslået, at det ikke har været hensigten at udelukke virksomheder, der foretager lønforarbejdning af varer, fra at opnå afgiftsgodtgørelse.

Den afgørende grænse går således ikke på, om varen, der forarbejdes, ejes af forarbejderen eller ej, men om der er tale om forarbejdning som led i fremstillingen af en vare, der afsættes til endeligt forbrug.

Fremstilling af betonelementer
En betonelementfabrik anvender varme og damp til opvarmning af materialer til fremstilling af betonelementer, og varme til direkte opvarmning ved hærdning af betonelementerne.

Afgørelse: Ovennævnte forbrug er anset for procesenergi. Afgiftslovgivningens bestemmelse for procesenergi om opvarmning af en vare, der er under forarbejdning, til mindst 10 grader C over temperaturen i det omgivende rum, er dermed anset for opfyldt.

Opvarmningen sker enten ved direkte strålevarme på betonelementet eller ved indbyggede varmtvandsrør i selve formen, hvor betonelementet støbes.

Landsskatteretten har den 20. september 2002, jf. SKM2003.31.LSR, afsagt kendelse i en sag om godtgørelse af olie- og kuldioxidafgift af et selskabs energiforbrug ved opvarmning i forbindelse med hærdning af betonelementer, hvor der blev anvendt  kaloriferer ved opvarmningen.

Retten fandt, at den varme, der blæses fra kaloriferer placeret i en støbehal over de udstøbte elementer, er rumvarme omfattet af mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 4, 1. pkt. Retten fandt imidlertid, at det må antages at betonen udsættes for en temperaturstigning i forhold til det omgivende rum på mindst 10 grader C ved opvarmningen, hvorfor forholdet er omfattet af mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 1 og dermed også af kuldioxidafgiftslovens § 9.

Retten fandt således, at selskabet er berettiget til godtgørelse af olie- og kuldioxidafgift af selskabets forbrug af varme i forbindelse med hærdningen af betonelementer. 

Retten har efterfølgende i den konkrete sag præciseret, at under forudsætning af, at opvarmning i forbindelse med hærdningsprocessen, der foregår i en såkaldt klargøringshal, er identisk med forholdene i støbehallen, gælder kendelsen efter rettens opfattelse også for klargøringshallen.

Hvis der derimod sker en generel opvarmning af selve fabrikslokalerne, fx ved kaloriferer, hvor luften ikke - som anført i Landsskatterettens kendelse - blæses over de udstøbte betonelementer, skal energien behandles efter reglerne for rumvarme.

Elektriske apparater
Der har været rejst spørgsmål om den godtgørelsesmæssige stilling for elektricitet, der anvendes til drift af el-apparater og hårde hvidevarer (fx almindelige vaskemaskiner og opvaskemaskiner mv.).

Afgørelse: Nævnte apparater er ikke omfattet af elafgiftslovens § 11, stk. 3, og elforbruget anses derfor som procesenergi. Dette gælder også for den elektricitet, der anvendes til opvarmning af vand ved hjælp af et varmelegeme, der er monteret i selve apparatet/ maskinen.

Visse vaskerianlæg mv. kan være monteret/sammenbygget med en elbaseret vandvarmer, der ikke er en integreret del af apparatet/maskinen. Elektricitet, der forbruges i sådanne selvstændige vandvarmere, er omfattet af rumvarmereglerne, jf. elafgiftslovens § 11, stk. 3.

Frysehuse
Et frysehus anvender varme til opvarmning af gulvkonstruktionen.

Afgørelse: Opvarmning af gulve i frysehuse er anset for energi til procesformål, da opvarmningen udelukkende sker for at forhindre permafrost i jorden under frysehusene - og ikke i forbindelse med opvarmning af rum.

Hoteller mv.
Energiforbrug til opvarmning og varmt vand i hoteller, feriecentre mv. opfylder ikke afgiftslovgivningens regler for procesenergi og er derfor omfattet af rumvarmereglerne. Det gælder både forbruget i værelser, lejligheder og fællesrum. Det er uden betydning, om lejer afkræves særskilt betaling for forbrug af varme og varmt vand.

Portsluser
Opvarmning af indgangspartier i fx forretninger og portsluser til lagerlokaler med luftvarme (varmekanon/varmetæppe) eller anden varmekilde opfylder ikke afgiftslovgivningens regler for procesenergi og er derfor omfattet af rumvarmereglerne, se endvidere F.6.4.6.

Renrum
En virksomhed, der fremstiller medicinsk udstyr, anvender varme til opvarmning af ventilationsluft i renrum, hvor der fremstilles medicinsk udstyr mv.

Afgørelse: Opvarmning af renrum opfylder ikke afgiftslovgivningens regler for procesenergi. Den anvendte varme er derfor omfattet af rumvarmereglerne uanset det arbejdsmiljøbetingede krav til et stort luftskifte i virksomhedens produktionslokaler.

Opvarmning af varmt vand i en svømmehal
Energiforbrug til opvarmning af varmt vand i en svømmehal opfylder ikke afgiftslovgivningens regler for procesenergi og er derfor omfattet af rumvarmereglerne.

Ved opgørelse af kuldioxidafgift, som virksomheden kan opnå godtgørelse for, skelnes der mellem forbrug af energi til såkaldt let proces og tung proces i virksomheden.

Hvis det samme anlæg/ledningsnet forsyner virksomheden med både rumvarme/varmt vand og procesenergi, skal forbruget deles præcist op. Hovedreglen er, at der skal ske måling af den energi, der anvendes til procesformål. Hvis energien derudover anvendes til både let proces og tung proces, skal der ske måling af energien til tung proces, se F.6.8.

Efter § 9, stk. 1, jf. stk. 4, kan momsregistrerede virksomheder få godtgjort 10 pct. af CO2-afgiften af det energiforbrug, der er fuldt godtgørelsesberettiget efter energiafgiftslovene, dvs. energi, der er godtgørelsesberettiget efter mineralolieafgiftslovens § 11, kulafgiftslovens § 8, elafgiftslovens 11 og naturgasafgiftslovens § 10.

Godtgørelse af CO2-afgift af energiforbrug til let proces er blevet aftrappet fra 50 pct. til 10 pct. i perioden 1. januar 1996 og frem til år 2000, se F.6.1.2.

Efter § 9, stk. 2 kan momsregistrerede virksomheder opnå forhøjet godtgørelse (75 pct.) af CO2-afgiften af det energiforbrug, der anvendes til de processer, der er beskrevet i et bilag til CO2-afgiftsloven. Bilaget (proceslisten) indeholder i alt 35 punkter.

Godtgørelse af CO2-afgift af energiforbrug til tung proces er blevet aftrappet fra 95 pct. til 75 pct. i perioden 1. januar 1996 og frem til år 2000, se F.6.1.2.

Betingelser:Lovens § 9, stk. 2, indeholder en række betingelser mv. for at opnå forhøjet godtgørelse af CO2-afgiften:

Direkte anvendelseDen forhøjede godtgørelse omfatter kun energiforbrug , der anvendes direkte i forbindelse med de nævnte processer i listen. Der ydes således ikke forhøjet godtgørelse af andet energiforbrug i virksomheden.

Forbrug af elektricitetDer ydes som hovedregel ikke forhøjet godtgørelse for forbrug af elektricitet ved anvendelser nævnt under punkterne 1-14 i bilaget. Undtagelser fra hovedreglen fremgår direkte af det enkelte punkt i bilaget.

VentilationVentilation i forbindelse med punkterne 1-14 anses som hovedregel for let proces. Undtagelser fra hovedreglen fremgår direkte af det enkelte punkt i bilaget

Derimod er ventilation i forbindelse med punkterne 15-35 omfattet af den forhøjede godtgørelse af CO2-afgift.

Krav til produktionens størrelseFor punkterne 2-35 i bilaget er godtgørelse som tung proces betinget af en årlig produktion af varer omfattet af proceslisten på mindst 10 tons.

Fradrag i godtgørelsen- MinimumsafgiftGodtgørelse for tung proces ydes efter fradrag af EU's minimumsafgift på fuelolie, der anvendes til varmefremstilling, herunder dampproduktion, jf. CO2-afgiftslovens § 9, stk. 2, 4. punktum.

Minimumsafgiften for fuelolie udgør 11 øre pr. kg.

Fradraget i godtgørelsen udgør 3 øre pr. kg fuelolie.

Virksomheder med aktiviteter omfattet af mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 3, 1. punktum, fx væksthusgartnerier, er ikke omfattet af reglerne om fradrag i godtgørelsen i relation minimumsafgiften. Det betyder bl.a., at der ikke skal betales minimumsafgift af olie, der bruges til opvarmning af væksthuse. Det samme gælder for væksthusgartnerier, som får leveret fjernvarme, der er fremstillet på basis af fuelolie.

Hvis en varmeleverandør har brugt fuelolie, skal varmeleverandøren oplyse om størrelsen af minimumsafgiften på den forbrugte olie.

Fuelolie Fradraget for minimumsafgift har i perioden 1. januar 1996 og frem til år 2000 udgjort følgende for fuelolie, jf. § 3, stk. 6 i lov nr. 417 af 14. juni 1995:

19969,4 øre pr. kg94 kr. pr. ton
19977,8 øre pr. kg78 kr. pr. ton
19986,2 øre pr. kg62 kr. pr. ton
19994,6 øre pr. kg46 kr. pr. ton
20003,0 øre pr. kg30 kr. pr. ton

I perioden 1. januar 1996 og frem til 30. september 1997 kunne betalt svovlafgift modregnes i forhold til minimumsafgiften. Denne adgang bortfaldt ved lov nr. 1220 af 27. december 1996, hvor der i stedet blev indført et forhøjet bundfradrag for svovlafgift på fuelolie, se G.11.4.8.

Gas- og dieselolieFor gas- og dieselolie har der tilsvarende som for fuelolie skullet ske et fradrag i godtgørelsen af CO2-afgift.

Minimumsafgiften (kontrolafgiften) for gas- og dieselolie udgør 5 øre pr. liter.

Fra 1. januar 1999 har den ikke-godtgørelsesberettigede CO2-afgift (virksomhedernes betaling af CO2-afgift) være større end minimumsafgiften. Der har således ikke fra denne dato skullet ske fradrag for gas- og dieselolie, selv om olien anvendes i forbindelse med tung proces.

Fradraget for minimumsafgift har i perioden 1. januar 1996 og frem til 31. december 1998 udgjort følgende for gas- og dieselolie, jf. § 3, stk. 6, i lov nr. 417 af 14. juni 1995:

19963,7 øre pr. liter37 kr. pr. 1.000 liter
19972,3 øre pr. liter23 kr. pr. 1.000 liter
19981,0 øre pr. liter10 kr. pr. 1.000 liter

Nedennævnte indeholder en præcis gengivelse af ordlyden i proceslisten for det enkelte punkt. Der er derudover knyttet enkelte bemærkninger til visse af punkterne:

Punkt 1."Der anvendes til opvarmning af væksthuse med et overdækket areal på mindst 200 m2 i gartneriet og vækstlys i disse, dog bortset fra væksthuse, hvorfra der foregår detailsalg."

Punkt 2."Der anvendes direkte ved inddampning og tørring af vandopløst natriumklorid."

Punkt 3."Der anvendes direkte ved fremstilling af mælkebaserede produkter med et tørstofindhold på mindst 90 pct. Den særlige tilbagebetaling omfatter både elektricitet og brændsler. Forbruget af varme, varmt vand og varer, der direkte eller indirekte anvendes til fremstillingen af varme eller varmt vand, og som anvendes i lokaler, hvori ovennævnte produkter fremstilles, er endvidere omfattet af den forhøjede tilbagebetaling. Tilbagebetalingen ydes dog højst for 0,1 kWh elektricitet og 2 MJ brændsel pr. kg ostepulver med et tørstofindhold på mindst 90 pct., højst 0,7 kWh elektricitet og 14 MJ brændsel pr. kg vallebaserede mælkeprodukter samt kaseiner og kaseinater med et tørstofindhold på mindst 90 pct. og højst 0,35 kWh elektricitet og 7 MJ brændsel pr. kg af andre fremstillede mælkebaserede produkter med et tørstofindhold på mindst 90 pct." Bestemmelsen, der har haft virkning fra 1. januar 2000, blev indsat  ved lov nr. 963 af 20. december 1999 som erstatning for følgende bestemmelse:

"Der anvendes direkte ved pasteurisering, sterilisering, inddampning, homogenisering, koncentrering og tørring af mælk og mælkebaserede produkter med henblik på fremstilling af mælkebaserede produkter med et tørstofindhold på mindst 90 pct. Elektricitet anvendt direkte til opvarmning og tørring samt til drift af særlige anlæg, hvorved der som led i forarbejdningsprocessen sker en koncentration i form af f.eks. ultrafiltrering, er dog også omfattet. Koncentrering med henblik på fremstilling af de nævnte mælkebaserede produkter er omfattet, uanset om de foregår i virksomheden, som fremstiller disse produkter, eller i andre virksomheder."

Bemærkninger til ny bestemmelse, jf. lov 963:

Der blev ved lovændringen tilstræbt en simplere og billigere administration samt enklere måling for virksomhederne.

Efter de dagældende regler kunne virksomheder, som fremstiller mælkebaserede produkter med et tørstofindhold på mindst 90 pct. (tørmælk, ostepulver mv.), opnå godtgørelse efter reglerne for tung proces af forbruget af brændsler. Derimod var kun en mindre del af forbruget af elektricitet omfattet af reglerne for tung proces.

Med lovændringene kan der ydes forhøjet godtgørelse (tung proces) for både brændsler og elektricitet, der er anvendt direkte til fremstillingen af produkterne.

Derudover kan der ydes forhøjet godtgørelse af rumvarme og varmt vand, som anvendes i de lokaler, hvor selve fremstillingen finder sted. Forbrug af brændsler og elektricitet til øvrige formål i virksomheden er derimod ikke omfattet af den tunge proces.

Den forhøjede godtgørelse er begrænset til et maksimalt forbrug af elektricitet og brændsler pr. kilo af de fremstillede mælkebaserede produkter med et tørstofindhold på mindst 90 pct. Den resterende del af det omfattede energiforbrug kan godtgøres efter reglerne for let proces.

Energiforbrug omfattet af den tunge proces fremgår af nedenstående skema:

 Maksimal tung proces pr. kilo færdigvareMaksimal tung proces pr. kilo færdigvare
Færdigt produkt tørstofindhold mindst 90 pct.ElektricitetBrændsler
Ostepulver0,1 kWh7 MJ
Kaseiner og kaseinater0,7 kWh14 MJ
Vallebaserede mælkeprodukter0,7 kWh14 MJ
Andre mælkebaserede produkter0,35 kWh7 MJ

Det bemærkes endvidere, at den ny bestemmelse ikke - som den hidtidige - giver adgang til, at virksomheder, der koncentrerer mælk med henblik på fremstilling af tørmælk, men ikke i sig selv fremstiller den færdige tørmælk, kan opnå forhøjet godtgørelse af CO2-afgift. Sådanne virksomheder kan med den nye bestemmelse kun opnå afgiftsgodtgørelse efter reglerne for let proces.

De nærmere regler for bestemmelsens ikrafttræden og virkning fremgår af F.6.5.6.

Punkt 4.
"Der anvendes direkte ved fremstilling af foderstoffer, fodertilsætning, herunder foderfosfat, og foderblandinger samt tørring og inddampning af vinasse, mask, roepiller o.l. varer bestemt til dyrefoder. Dette gælder dog ikke forbrug til tørring af korn og frø. Til fremstillingen af varmebehandlet og pilleteret foderstof ydes dog særlig tilbagebetaling for et forbrug af elektricitet på op til 15 kWh pr. t færdigt foderstof."

Sidste punktum i bestemmelsen blev indsat ved lov nr. 963 af 20. december 1999, § 1, nr. 4.

Bemærkninger til ny bestemmelse, jf. lov 963:

Efter de dagældende regler ydedes der ikke godtgørelse efter reglerne for tung proces af CO2-afgift af elektricitet anvendt til fremstilling af foderstoffer.

Med lovændringen kan der ydes forhøjet godtgørelse af CO2-afgift af elektricitet, der anvendes til fremstilling af varmebehandlet og pilleteret foderstof. Baggrunden for ændringen er bl.a., at der som et led i salmonellabekæmpelsen sker varmebehandling af foderstofferne.

Det er en forudsætning for at opnå forhøjet godtgørelse for afgiften af elektricitet, at foderstofferne både varmebehandles og pilleteres.

Det er dog ikke et krav, at elektriciteten anvendes til selve varmebehandlingen eller pilleteringen, men den forhøjede godtgørelse kan kun opnås af den virksomhed, som foretager den afsluttende pilletering af varmebehandlet foderstof.

Der kan ikke ydes forhøjet godtgørelse af CO2-afgift af elektricitet til fremstilling af andre varer end varmebehandlet og pilleteret foderstof, uanset at proceslistens pkt. 4 også omfatter anvendelsen af brændsler til fremstilling af andre varer.

Til den tunge proces kan højst henregnes op til 15 kWh pr. ton færdigt foderstof. Hvis det faktiske forbrug er mindre end 15 kWh, kan der alene ydes forhøjet godtgørelse for det faktiske forbrug.

De nærmere regler for bestemmelsens ikrafttræden og virkning fremgår af F.6.5.6.

Punkt 5."Der anvendes direkte ved fremstilling af mel, pulver og pellets af kød eller slagteaffald, uegnet til menneskeføde, henhørende under position 2301.10 i EU''s kombinerede nomenklatur bortset fra fedtegrever egnet til menneskeføde."

Punkt 6."Der anvendes direkte ved fremstilling af grøntmel, grøntpiller og andet kunsttørret grønt. Til fremstillingen af pilleteret grøntfoder ydes dog særlig tilbagebetaling for et forbrug af elektricitet på op til 15 kWh pr. t færdigt foderstof."

Sidste punktum i bestemmelsen blev indsat ved lov nr. 963 af 20. december 1999, § 1, nr. 5.

Bemærkninger til ny bestemmelse, jf. lov 963:

Efter de dagældende regler ydedes der ikke godtgørelse efter reglerne for tung proces af CO2-afgift af elektricitet anvendt til fremstilling af grøntmel, grøntpiller og andet kunsttørret grønt.

Med lovændringen kan der ydes forhøjet godtgørelse af CO2-afgift af elektricitet, som anvendes til fremstilling af pilleteret grøntfoder. Der kan ikke ydes forhøjet godtgørelse af afgiften af elektricitet, som anvendes til fremstillingen af andre varer omfattet af proceslistens pkt. 6.

Det er dog ikke et krav, at elektriciteten anvendes til pilleteringen, men den forhøjede godtgørelse kan kun opnås af den virksomhed, som foretager den afsluttende pilletering.

Til den tunge proces kan henregnes op til 15 kWh pr. ton færdigt foderstof. Hvis det faktiske forbrug er mindre end 15 kWh, kan der alene ydes tung proces for det faktiske forbrug.

De nærmere regler for bestemmelsens ikrafttræden og virkning fremgår af F.6.5.6.

Punkt 7."Der anvendes direkte til fremstilling af pectinstoffer, pectinater og pectater samt planteslimer og gelateringsmidler, også modificerede, udvundet af vegetabilske stoffer henhørende under position 1302. 20 til og med position 1302.39 i EU''s kombinerede nomenklatur og modificeret stivelse henhørende under position 3505 i EU''s kombinerede nomenklatur samt direkte ved fremstilling af emulgatorer bestemt til fødevarefremstilling eller til teknisk brug på basis af vegetabilske eller animalske fedt- og oliestoffer."

Punkt 8."Der anvendes direkte ved destillering af alkohol og i kombination hermed fremstilling af gær, herunder efterfølgende tørring af gær."

Punkt 9."Der anvendes direkte ved tørring eller inddampning af papir- eller papmasse eller andre stoffer eller produkter opløst i eller iblandet vand med et tørstofindhold på højst 40 pct. før tørring og et tørstofindhold på mindst 90 pct. efter tørring."

Punkt 10."Der anvendes direkte ved fremstilling af glas."

Punkt 11."Der anvendes direkte ved fremstilling af

  1. slaggeuld, stenuld o.l. mineralsk uld, ekspanderet vermiculit, ekspanderet ler, skumslagger o.l. ekspanderede mineralske stoffer, blandinger og varer af varmeisolerende, lydisolerende eller lydabsorberende mineralske stoffer henhørende under position 6806 i EU's kombinerede nomenklatur,
  2. glasfibre, herunder glasuld, henhørende under position 7019 i EU's kombinerede nomenklatur,
  3. spånplader, træfiberplader og krydsfiner mv. henhørende under position 4410, 4411 og 4412 i EU's kombinerede nomenklatur og preskorkplader eller
  4. plader eller blokke af ekspanderet polystyren.

Elektricitet anvendt ved fremstilling af de under litra a, b, c og d nævnte varer er dog også omfattet, i det omfang elektriciteten udelukkende anvendes til opvarmning og varmholdelse af disse produkter samt mellemprodukter hertil i fremstillingsprocessen eller anvendes til ventilation af lokaler, hvori disse processer foregår."

Ved lov nr. 393 af 6. juni 2002, § 4, nr. 3, er efter sidste pkt. (2.pkt.) indsat følgende ny bestemmelse: "Ud over de i 2. pkt. nævnte anvendelser ydes der endvidere tilbagebetaling for elektricitet anvendt direkte til fremstilling af slaggeuld, stenuld o.l. mineralsk uld samt de under litra b nævnte varer for et forbrug på op til 150 kWh pr. t isoleringsmateriale."

Bemærkninger til ny bestemmelse, jf. lov 393:

Efter de hidtidige regler ydes der forhøjet godtgørelse af CO2-afgift af elektricitet anvendt ved fremstilling af de under litra a, b, c og d nævnte varer i det omfang elektriciteten udelukkende anvendes til opvarmning og varmholdelse af disse produkter samt mellemprodukter hertil i fremstillingsprocessen eller anvendes til ventilation af lokaler, hvori disse processer foregår.

Med lovændringen ydes der - udover de i 2. pkt. nævnte anvendelser - endvidere forhøjet godtgørelse af CO2-afgift af elektricitet anvendt direkte til fremstilling af slaggeuld, stenuld o.l. mineralsk uld, samt til de under litra b nævnte varer (glasfibre, herunder glasuld, henhørende under position 7019 i EU´s kombinerede nomenklatur) - for et forbrug på op til 150 kWh elektricitet pr. ton isoleringsmateriale.

De nærmere regler for bestemmelsens ikrafttræden og virkning fremgår af F.6.5.6.

Punkt 12."Der anvendes direkte til keramisk brænding samt forudgående tørring af varer bestemt hertil."

Ved lov nr. 393 af 6. juni 2002, § 4, nr. 4, er bestemmelsen udvidet til også at omfatte fremstilling af porebton. Bestemmelsen har herefter fået følgende ordlyd: "Der anvendes direkte til keramisk brænding samt forudgående tørring af varer bestemt hertil samt til fremstilling af porebeton."

Bemærkninger til ny bestemmelse, jf. lov 393:

Efter de hidtidige regler ydes der forhøjet godtgørelse af CO2-afgift af brændsler anvendt direkte til keramisk brænding samt forudgående tørring af varer bestemt hertil, hvilket indbefatter brændsler anvendt til fremstilling af teglsten.

Med lovændringen sker en udvidelse af vareområdet i punkt 12 med porebeton, hvorefter fremstilling af porebeton bliver omfattet af adgangen til forhøjet godtgørelse af CO2-afgift på samme måde som teglsten.

De nærmere regler for bestemmelsens ikrafttræden og virkning fremgår af F.6.5.6.

Punkt 13."Der anvendes direkte til opvarmning, inddampning, tørring eller brænding af kalk, kridt, kridtsten, marmor og andre calciumcarbonatprodukter, flint, gips, moler, betonit og andre lerarter, ferrosulfat, kobbersulfat og calciumoxid samt gødningsstoffer med et tørstofindhold på mindst 90 pct., heraf mindst 5 pct. fosfat efter tørring. Elektricitet anvendt direkte til fremstilling af calciumcarbonatprodukter dog alene i form af opvarmning og tørring samt til drift af særlige anlæg, hvorved der som led i forarbejdningsprocessen sker en koncentration af calciumcarbonatprodukterne samt afgiftspligtige varer bortset fra elektricitet til opvarmning af gipspladehærdelokaler, er dog også omfattet."

Ved lov nr. 393 af 6. juni 2002, § 4, nr. 5, er efter sidste pkt. (2.pkt.) indsat følgende ny bestemmelse: "Desuden omfattes elektricitet anvendt direkte ved produktion af moler og betonit for den del af forbruget, der ikke overstiger 60 kWh pr. t færdigt materiale."

Bemærkninger til ny bestemmelse, jf. lov 393:

Efter de hidtidige regler ydes der forhøjet godtgørelse af CO2-afgift af varer, undtaget elektricitet, der anvendes direkte til opvarmning, tørring mv. af blandt andet moler og betonitprodukter.

Med lovændringen ydes der endvidere forhøjet godtgørelse af CO2-afgift af elektricitet anvendt direkte ved produktion af moler og betonit for den del af forbruget, der ikke overstiger 60 kWh elektricitet pr. ton færdigmateriale.

De nærmere regler for bestemmelsens ikrafttræden og virkning fremgår af F.6.5.6.

Punkt 14."Der anvendes direkte ved fremstilling af vegetabilske olier, sukkerstoffer og proteiner på baggrund af olieholdige frø, nødder og frugter. Videreforarbejdning af vegetabilsk olie til teknisk eller kemisk brug er også omfattet. Forbrug af elektricitet ved ekstraktion eller presning af olie fra frugter og nødder mv. samt ved ekstraktion eller presning af proteinstoffer fra den oliefrie kage er omfattet."

Punkt 15."Der anvendes direkte til fremstilling af K-sorbat."

Punkt 16.Der anvendes direkte ved fremstilling af fiskeolie samt fiskemel henhørende under position 2301.20 i EU''s kombinerede nomenklatur på baggrund af fisk og krebsdyr, bløddyr eller andre hvirvelløse vanddyr samt affald heraf. Dette gælder dog ikke forbrug af elektricitet til fremstilling af fiskemel, efter at fiskeolien og limvand er blevet udskilt fra pressekagen, og efter at fiskeolien er blevet separeret fra solubles i produktionsprocessen. Det gælder heller ikke forbrug af elektricitet til videreforædling af fiskeolien, efter at denne er blevet separeret fra solubles."

Punkt 17."Der anvendes direkte ved fremstilling af rør- og roesukker henhørende under position 1701 i EU''s kombinerede nomenklatur på baggrund af sukkerroer og sukkerrør."

Punkt 18."Der anvendes direkte ved fremstilling af stivelse henhørende under position 1108 i EU''s kombinerede nomenklatur, hvis tørstofindholdet er på mindst 80 pct."

Punkt 19."Der anvendes direkte til tørring og brænding af malt."

Punkt 20."Der anvendes direkte til frysning af vand til is henhørende under position 2201 i EU''s kombinerede nomenklatur. Det er en forudsætning, at mindst 75 pct. af den fremstillede is afsættes til uafhængige aftagere. Uafhængige aftagere er andre virksomheder end dem, som er forbundet med den pågældende virksomhed, ved at samme ejere direkte eller indirekte ejer 90 pct. eller mere af kapitalen i hver virksomhed eller direkte eller indirekte råder over 90 pct. eller mere af en eventuel stemmeværdi i hver virksomhed. Ejere som nævnt i personskattelovens § 19 a, stk. 3, anses for én og samme person."

Punkt 21. "Der anvendes direkte til fremstilling af papir og pap på basis af retur- og affaldspapir og pap eller pulp heraf eller cellulose samt anvendes til formaling af calciumcarbonatprodukter til pulver med en diameter på højst 3 my, i det omfang pulveret er bestemt til at anvendes til fremstilling af papir. Dette gælder dog ikke afgiftspligtige varer, der anvendes til efterbehandling af papir eller pap, herunder efterfølgende fremstilling af papir og pap eller andre papir- og papprodukter på basis af færdigfremstillet papir, bortset fra coatning eller glitning. Elektricitet anvendt til fremstilling af papir og pap i andre former end ruller eller ark er dog ikke omfattet, når papiret eller pappet har andre former end æggebakker. Afgiftspligtige varer anvendt direkte til fremstilling af æggebakker af andre materialer er også omfattet."

Punkt 22."Der anvendes direkte til fremstilling af cellulose eller pulp af retur- og affaldspapir og pap."

Punkt 23."Der anvendes direkte ved fremstilling af hydrogen, argon, inaktive gasser, nitrogen, dinitrogenmonoxyd, ozon og oxygen, herunder påfyldning af disse gasser i trykbeholdere, i det omfang gasserne anvendes i virksomhedens produktion i stedet for indkøbte gasser eller gasserne afsættes."

Punkt 24."Der anvendes direkte ved fremstilling af mineralske eller kemiske gødningsstoffer henhørende under kapitel 31 i EU''s nomenklatur samt anvendes direkte ved fremstilling af kaliumnitrat og magnesiumsulfat henhørende under henholdsvis position 2834.21 og position 2833.21 i EU''s kombinerede nomenklatur samt direkte ved fremstilling af salpetersyre, svovlsyre og fosforsyre, uanset om disse finder anvendelse ved gødningsfremstilling."

Punkt 25."Der anvendes direkte ved fremstilling af vitaminer henhørende under position 2936 i EU''s kombinerede nomenklatur."

Punkt 26."Der anvendes direkte ved fremstilling af enzymer henhørende under position 3507 i EU''s kombinerede nomenklatur."

Punkt 27."Der anvendes direkte ved fremstilling af hormoner og andre steroider, der hovedsageligt anvendes som hormoner, henhørende under position 2937 i EU''s kombinerede nomenklatur."

Punkt 28."Der anvendes direkte ved raffinering og destillering af mineralolieprodukter samt stenkulstjære og andre mineraltjærer samt produkter udvundet heraf."

Punkt 29."Der anvendes direkte til fremstilling af cement."

Punkt 30."Der anvendes direkte til smeltning af metaller og glas og varmholdelse af smeltede metaller og glas samt direkte til fremstilling af valsede eller kontinuert støbte slabs og knipler samt til videreforarbejdning af slabs og knipler ved varmvalsning til plader, tråd, stænger o.l. varer af jern og stål, ikke yderligere forarbejdet ved f.eks. sandblæsning mv., til metalvarmebehandlingsanlæg og til ventilation af lokaler, hvor smeltet metal og glas forarbejdes. Alene opvarmning af glas til over 300 grader samt varmholdelse af glas, der har været opvarmet herover i fremstillingsprocessen, betragtes som smeltning af glas samt varmholdelse af smeltet glas."

Punkt 31.Der anvendes direkte ved fremstilling af kemiske stoffer og produkter, når mindst 75 pct. finder anvendelse ved fremstilling af varer henhørende under position 3808 i EU''s kombinerede nomenklatur."

Punkt 32."Der anvendes direkte ved fremstilling af regenere-ret plastic i form af pellets, pulver eller granulat på baggrund af plastikaffald mv. eller direkte ved fremstilling af gummipulver på baggrund af brugte dæk (gummiaffald)."

Punkt 33."Elektricitet anvendt ved fremstilling af de under punkt 1-16 nævnte varer, i det omfang elektriciteten anvendes i inddampningsanlæg, hvor mindst 40 pct. af væsken fordampes ved en temperatur på under 90 pct. af væskens kogepunkt under normalt tryk, dog højst 4 kWh pr. tons bortdampet væske."

Punkt 34."Der anvendes direkte til blanding mv. af forskellige gummiarter med henblik på fremstilling af ubearbejdede plader, bånd eller batch af ikke vulkaniserede gummiblandinger, samt fremstilling af kalandrerede transportgummibånd på basis heraf ikke yderligere forarbejdet end vulkaniseret."

Ved lov nr. 963 af 20. december 1999, § 1, nr. 6, er "blanding" ændret til "blanding mv.

Punkt 35."Der anvendes direkte til fremstilling af syntetiske organiske pigmenter og fremstilling af præparater i forbindelse hermed."

Retningslinier for optagelse på proceslistenUdgangspunktet for, at en produktionsproces kan komme i betragtning til at blive optaget på proceslisten er, at produktionsprocessen er energiintensiv. Energiintensiteten vurderes ved at betragte den økonomiske belastning af en virksomhed og/eller branche som følge af CO2-afgiften. Denne vurdering foretages på baggrund af virkningen af en CO2-afgift på 50 kr. pr. ton. Den samlede belastning af en CO2-afgift på 50 kr. pr. ton skal således udgøre mindst 3 pct. af værditilvæksten i en relevant produktionsenhed og mindst 1 pct. af omsætningen.

Ved afgrænsningen mellem tung proces og let proces skal der tages udgangspunkt i beskrivelsen af det enkelte punkt i proceslisten.

Fremstilling af andre produkter end dem, der er omfattet af proceslisten, er ikke omfattet af reglerne for tung proces.

I nogle punkter i proceslisten er det stort set hele energiforbruget i produktionsforløbet fra råvare til færdigvare, der er omfattet af den tunge proces - medens det i andre punkter kun er en delproces, der er omfattet af den tunge proces.

Afgrænsningen af en tung proces kan illustreres ved fremstilling af cement (punkt 29 i proceslisten). Dette punkt er kendetegnet ved, at en stor del af energiforbruget ved cementfremstillingen er omfattet af den tunge proces:

Cementfremstillingen baserer sig på kridt. Kridtet føres med elektrisk drevne transportbånd til et slæmmeri. Det opslæmmede kridt føres videre efter blanding med blandt andet opslæmmet sand til lagertanke, hvorfra det indføres i cementovne. I cementovnene sker der tørring af blandingen, derefter en kalcinering, og til sidst en brænding/sintring.

De fremstillede cementklinker køles med luft og tilføres et lager, hvorefter der kan ske en formaling af klinkerne. Cementpulveret blæses herefter til udleveringssiloer.

Energiforbruget fra kridtgrav til udleveringssilo er omfattet af procesbeskrivelsen, altså inklusive de forskellige hjælpeprocesser under cementfremstillingen, intern transport, forarbejdning af cement og råvarer hertil. Derimod kan udleveringen herunder pakning fra silo indeholdende cement ikke anses for tung proces. Den tunge fremstilling slutter, når produktet tilføres lager, altså før emballering og udlevering.

Evt. forbrug af motorbrændstof i forbindelse med tung proces er omfattet af de almindelige regler for motorbrændstof. Forbrug af motorbrændstof er derfor ikke godtgørelsesberettiget efter reglerne for tung proces.

Indirekte energiforbrug
Energiforbrug, der anvendes indirekte i fremstillingen, anses for en let proces. Som eksempler på indirekte processer kan nævnes energiforbruget i tilknyttede værksteder, garager, salgslokaler, lagerlokaler, administrationsbygninger, udviklings- og forskningslokaler samt energiforbrug ved vedligeholdelse og opførelse af anlæg mv.

Rensningsanlæg
Energiforbrug i et rensningsanlæg, der fungerer i direkte tilknytning til det anlæg, hvor den egentlige fremstilling af varer sker, kan anses for en del af den tunge proces. Dette gælder rensning af røg fra ovne eller kedler, som normalt er integreret i produktionsprocessen.

Hvis rensningen er adskilt geografisk eller tidsmæssigt fra produktionsprocessen, er der ikke tale om en integreret del af processen. Dette gælder fx. rensning af spildevand, herunder forskellige processer i forbindelse med spildevandsrensning.

Bagatelgrænse ved tung proces
Nedennævnte indeholder et uddrag af skatteministerens svar af 19. maj 1995 til Skatteudvalget på en henvendelse fra Cheminova af 2. maj 1995, L 209 - bilag 20:

"I de lokaler eller områder, hvor de tunge processer foregår, vil der ofte være et mindre energiforbrug, der ikke direkte har med produktionen at gøre. Det kan være almindeligt orienteringslys, brug af elektricitet til værktøj ved reparation, radio til underholdning af medarbejderne, kaffemaskiner mv. Dette energiforbrug er strengt taget ikke "direkte" og burde strengt taget med under let proces. Jeg går imidlertid ud fra, at der overfor et sådant forbrug i den praktiske administration udvises almindelig konduite, så der ikke gøres særskilte forsøg på at udskille et sådant forbrug. Det er dog en forudsætning herfor, at der klart er tale om ubetydeligt forbrug, hvor der i givet fald ville være uforholdsmæssigt store omkostninger til måling og adskillelse. Jeg har ikke fundet det hensigtsmæssigt direkte at lovgive om, hvornår der er tale om ubetydeligt forbrug, da man da skulle foretage måling, hvorefter der ikke var vundet noget administrativt. Det er også klart, at hvis dette "frynse" forbrug i forvejen bliver målt, f.eks. fordi det er tilsluttet et andet elektrisk kredsløb end det kredsløb, der forsyner den tunge proces, skal der ikke gøres forsøg på at udskille forbruget fra det lette energiforbrug. Selvsagt vil bevidste omgåelser heller ikke blive accepteret. Jeg vil finde det rimeligt, at man tillader sådant "frynse" forbrug med under tung proces, hvis virksomheden umiddelbart kan sandsynliggøre, at der er tale om under 1-2 pct. af det samlede energiforbrug i de pågældende energiforsyningsnet. Givet usikkerheden ved sådanne summariske kalkulationer vil alene energiforbrug godt under 1 pct. i praksis kunne komme med i "slipstrømmen". Hvis virksomheden selv er i tvivl om, hvorvidt omfanget er under 1-2 pct. på grund af usikkerhed mv., er det et godt tegn på, at der måske ikke alene er tale om et "frynse" forbrug, men om et forbrug af et sådant omfang, at der bør ske udskillelse til let sats."

Som anført gælder der på de nævnte betingelser en bagatelgrænse for energiforbrug i relation til adskillelsen mellem tung og let procesforbrug. Forbrug af elektricitet i relation til lokaler, hvori der ikke foregår nogen tung proces, fx administrationslokaler og lagerlokaler er ikke omfattet af bagatelgrænsen.

Væksthusgartnerier er omfattet af punkt 1 i proceslisten, og som tung proces betragtes opvarmning af væksthuse med et overdækket areal på mindst 200 m2 i gartnerier og vækstlys i disse, dog bortset fra væksthuse, hvorfra der foregår detailsalg.Som tung proces betragtes også sekundær opvarmning ved hjælp af flaskegas eller naturgas, hvorfra gartneren udnytter CO2-indholdet i røggassen i forbindelse med planteproduktionen. Det er en forudsætning for godtgørelse efter reglerne for tung proces, at den fremstillede varme samtidig bidrager aktivt til opvarmning af væksthuse og dermed erstatter varme fra den primære opvarmningsform, som fx kan være fjernvarme eller olie- eller kulbaseret varme.

Lovgrundlag mv. El til vækstlys blev omfattet af den tunge proces den 1. oktober 1997 - med virkning fra 1. oktober 1996, jf. lov nr. 1220 af 27. december 1996.

Ved lov nr. 963 af 20. december 1999 blev der indsat en mere forenklet metode til at opgøre el til vækstlys. Lov nr. 963 er trådt i kraft ved bekendtgørelse nr. 646 af 1. august 2002 - med virkning fra 1. januar 2000.

Der er herefter 2 motoder til at opgøre el til vækstlys.

Metode 1: Metoden er baseret på en opgørelse på baggrund af de enkelte planters behov for lys og den faktiske daglige indstråling.

Metode 2: Metoden er baseret på en opgørelse på baggrund af det faktiske elforbrug i væksthusgartneriet.

Reglerne herom fremgår af CO2-afgiftslovens § 9, stk. 10-17.

Med hjemmel i § 9, stk. 15, er der udstedt en bekendtgørelse om opgørelse af elektricitet til vækstlys (bekendtgørelse nr. 688 af 19. august 2002, der erstatter bekendtgørelse nr. 754 af 24. september 1997).

Metode 1 kan være mest fordelagtig for nogle væksthusgartnere, mens metode 2 kan være mest fordelagtig for andre.

Valg af metode

Det er op til den enkelte væksthusgartner at vælge, hvilken metode man ønsker at bruge. Når der er valgt metode, gælder den imidlertid for et kalenderår ad gangen.

Gartnere, der indtil ikrafttrædelsen af lov nr. 963 i 2002 har brugt den gamle metode, kan dog skifte til den ny metode, sådan at skiftet kommer til at gælde for hele 2002.

Gartnere, der driver flere væksthusgartnerier, som ligger på forskellige adresser, kan vælge mellem opgørelsesmetoderne for hvert enkelt væksthusgartneri.

AfgiftsperiodenAfgiftsperioden er den samme periode, for hvilken der foretages opgørelse af godtgørelsesberettigede energiafgifter og CO2-afgift. Hvis gartneriet har bevilling til fremskyndet tilbagebetaling af energiafgifter eller har måneden som momsperiode, er afgiftsperioden dermed måneden. For øvrige gartnerier er afgiftsperioden - afhængig af momsperioden - enten kvartalet eller halvåret.

METODE 1

Klassificering af planter Væksthuskulturer kan opdeles i lysplanter, skyggeplanter og mellemgruppen fakultative planter. Derudover kan planter opdeles i kortdagsplanter, som blomstrer ved en daglig belysning på under 14 timer, og langdagsplanter/dagneutrale planter.

Bekendtgørelsen indeholder et bilag, hvor samtlige væksthuskulturer er fordelt på disse grupper.

Endvidere indeholder § 1, stk. 4, i bekendtgørelsen en bestemmelse om, at planter, som ikke er nævnt i listen, kan placeres i en af grupperne efter plantetype og lysbehov med dokumentation fra Danmarks Jordbrugs-Forskning, Forskningscenter Ârslev, Kirstinebjergvej 10, 5792 Ârslev, og efter aftale med ToldSkat.

Naturlig indstrålingDen anden faktor, der skal tages hensyn til ved opgørelsen af den godtgørelsesberettigede CO2-afgift, er antallet af timer, hvor effekten af det faktiske daglige sollys udgør mindst et antal Watt pr. kvadratmeter (W/m2).

Den faktiske naturlige indstråling opgøres på baggrund af Danmarks Meteorologiske Instituts (DMI) timemålinger af den globale stråling, jf. bekendtgørelsens § 3.

For de forskellige egne af landet gælder følgende målinger:

Amter/kommunerMålestation
Købenshavns KommuneLedreborg
Frederiksberg Kommune 
Københavns Amt 
Roskilde Amt 
Vestsjællands Amt 
Storstrøms Amt 
Bornholms Amt (Bornholms Kommune fra 1. januar 2003) 
  
Fyns AmtÅrslev
Sønderjyllands Amt 
Ribe Amt 
Vejle Amt 
  
Ringkøbing AmtØdum
Århus Amt 
Viborg Amt 
Nordjyllands Amt 

Hvis en af de nævnte målestationer har været helt eller delvis ude af drift i en afgiftsperiode, fastsættes den globale indstråling som et simpelt gennemsnit af data for indstråling for de to øvrige målestationer.

Dansk Erhvervsgartnerforening (DEG) optrykker i erhvervsgartnernes ugeblad Gartner Tidende en vækstlyskvote for hver plantekategori for hver af de nævnte målestationer i den pågældende opgørelsesperiode. Vækstlyskvoten udtrykker det antal kWh pr. m2 for de forskellige plantekategorier, som der kan opnås forhøjet godtgørelse (tung proces) for i en måned.

Vækstlyskvoten er udtryk for det maksimale godtgørelsesberettigede forbrug af el til tung proces pr. m2 med fradrag for den naturlige indstråling. Der kan blive tale om at anvende delkvoter i tilfælde af kulturskifte eller perioder med udyrkede arealer. Oplysninger om delkvoter fås hos DEG.

Dokumentation for naturlig indstrålingDokumentation for beregningen af den naturlige indstråling skal på forlangende forevises ToldSkat. Dokumentationen kan evt. bestå i den beregning af vækstlyskvoten, som DEG offentliggør, så den enkelte gartner ikke selv skal abonnere på oplysningerne fra DMI.

Gartnere kan imidlertid også selvstændigt indhente oplysningerne fra DMI.

Den forhøjede godtgørelse af CO2-afgift af elektricitet til vækstlys kan således opgøres enten ud fra oplysninger om naturlig indstråling fra DMI eller ud fra oplysninger om vækstlyskvote fra DEG.

Skematisk beskrivelseOrdningen kan beskrives i skemaform som følger:

§ 9PlantetypeKortdagsplanter

Maksimal godtgørelsesberettiget elforbrug omfattet af tung proces:
Andre planter

Maksimal godtgørelsesberettiget elforbrug omfattet af tung proces:
Fradrag for naturlig indstråling, når den udgør:
stk. 11Lysplanter650 Wh/m2 pr. døgn900 Wh/m2 pr. døgn*)Mindst 75 W/m2: Antal timer x 50 W/m2*)
stk. 12Skyggeplanter260 Wh/m2 pr. døgn360 Wh/m2 pr. døgnMindst 30 W/m2: Antal timer x 20 W/m2
stk. 13Andre planter390 Wh/m2 pr. døgn540 Wh/m2 pr. døgnMindst 45 W/m2: Antal timer x 30 W/m2

For det antal kWh, der efter ovenstående skema betragtes som tung proces, ydes der godtgørelse med 75 pct. af CO2-afgiften. Det bemærkes, at godtgørelsen har udgjort 75 pct. siden bestemmelsens ikrafttræden.

For det resterende forbrug af elektricitet i væksthuset ydes der godtgørelse efter reglerne for let proces, medmindre der er tale om rumvarme/varmt vand.

Hvis det faktisk målte elforbrug til vækstlys er mindre end det maksimale godtgørelsesberettigede forbrug, er det kun det målte elforbrug, der betragtes som tung proces. Der kan ikke ske overførsel til efterfølgende perioder.

Virksomheder, der har tilsagn fra Energistyrelsen om tilskud til CO2-afgift (aftalevirksomheder), se F.8, kan få tilskud til CO2-afgift af el til vækstlys efter de almindelige regler for tilskud til CO2-afgift.

Måling af elforbrug og opgørelse af vækstlysarealDen samlede mængde elektricitet til vækstlys skal opgøres for hver opgørelsesperiode ved hjælp af målere. Hvis der er flere væksthuse beliggende inden for samme geografiske område, kan der ske en samlet opgørelse af den målte elektricitet til vækstlys.

Der kan ske måling af enten den samlede mængde elektricitet til vækstlys eller den samlede mængde el til andet forbrug end til vækstlys.

Måling kan ske ved elmåler eller driftstimetæller.

Driftstimetællere skal indbygges i elanlægget for hver selvstændig afbrydelig vækstlysgruppe. Elforbrug opgøres som antal driftstimer gange med gruppens installerede effekt.

Der skal endvidere ske opgørelse af vækstlysarealet, dvs. det dyrkede areal med vækstlys (nettoareal). Det tillades, at gartnere opgør det dyrkede areal ved hjælp af ugentlige optællinger, som herefter danner grundlag for beregning af en gennemsnitlig arealanvendelse i afgiftsperioden. Den ugentlige optælling skal foretages på samme ugedag. Gartnerens valg af ugedag til den ugentlige optælling gælder for mindst 1 år.

Dokumentationen for opgørelsen af el til vækstlys og vækstlysareal skal fremvises på forlangende over ToldSkat.

Regnskab mv.Der skal løbende føres regnskab over de væksthusarealer med vækstlys, der anvendes. Enhver udvidelse eller begrænsning af arealer i opgørelsesperioden skal straks registreres med anførsel af tidspunkt for ændringen. Regnskabet opdeles for hver planteart og opdelt efter godtgørelseskategori.

Der skal føres regnskab over den samlede mængde forbrugte el i gartneriet. Det skal kunne dokumenteres over for ToldSkat, hvorledes den forbrugte mængde el til vækstlys er opgjort.

Måling af el til vækstlys skal foretages og registreres for hver opgørelsesperiode.

Oplysninger om vækstlyskvoter mv. indhentet hos DEG og oplysninger om naturlig indstråling indhentet fra DMI indgår som en del af virksomhedens regnskabsmateriale.

Der skal på fakturaer mv. være oplysning om plantearter med betegnelse som nævnt i bilaget til bekendtgørelsen.

Regnskabet kan føres i det almindelige forretningsregnskab. Kan dette ikke indpasses i forretningsregnskabet, skal der føres et specielt regnskab, der skal afstemmes med forretningsregnskabet.

I øvrigt gælder de almindelige regler for regnskab mv., jf. F.6.16.

METODE 2  Gartnerier med vækstlys kan medregne 85 pct. af elforbruget til vækstlys, - dog skal der altid mindst medregnes 20 kWh pr. m2 væksthusareal for hvert kalenderår til andre formål i gartneriet, svarende til et forbrug på 1,67 kWh pr. m2 væksthusareal pr. måned. Bestemmelserne indebærer, at der kan foretages en acontoopgørelse for hver afgiftsperiode - og på det grundlag få den forhøjede godtgørelse af CO2-afgift til vækstlys udbetalt a conto. Ved udgangen af kalenderåret skal der foretages en årsopgørelse. Viser det sig ved årsopgørelsen, at der er brugt mere eller mindre end beregnet ved acontoopgørelserne, skal dette rettes ved at korrigere på den førstkommende opgørelse afCO2-afgift af el til vækstlys.

Elforbrug i gartneriet 

Eksempler på elforbrug, der kan medregnes som elforbrug i gartneriet:

El til drift af pumper, drift af et kraftvarmeanlæg, ventilation, almindelig lys, køling o.l.

For at medregne el til drift af varmecentral og drift af kraftvarmeanlæg skal den producerede varme bruges i gartneriet. Dvs., at der skal være en naturlig sammenhæng mellem elforbruget ved varmefremstillingen og forbruget af varme i gartneriet. Der kan herved ses bort fra, at en mindre del af den producerede varme bruges til at opvarme en privatbolig.

Hvis der leveres varme til andre end gartneriet, fx til et andet gartneri eller et lokalt varmeforsyningsselskab, skal elforbruget i varmecentralen/kraftvarmeanlægget nedsættes forholdsmæssigt svarende til forholdet mellem den totale varmeproduktion og varme leveret til anden anvendelse end i gartneriet. Den beregnede andel af elforbruget trækkes fra gartneriets samlede elforbrug.

Ikke-elforbrug i gartneriet 

Eksempler på elforbrug, der ikke kan medregnes:

  • Elforbrug i en privatbolig
     
  • Elforbrug i fx elradiatorer og varmepumper til varmefremstilling og elforbrug i elvandvarmere til fremstilling af varmt vand
     
  • Elforbrug til andre former for erhverv mv. og aktiviteter, der ikke knytter sig direkte til gartneriet. Det gælder fx elforbrug i en landbrugsvirksomhed - der drives sammen med gartneriet
     
  • Elforbrug i en varmecentral eller i et kraftvarmeanlæg organiseret i en anden juridisk enhed end gartneriet. Det gælder fx også, hvis to eller flere gartnere sammen har etableret et kraftvarmeanlæg i fx et aktie- eller et anpartsselskab. Det er uden betydning, at hele varmeproduktionen leveres til de pågældende gartnere.

Væksthusarealet  

Væksthusarealet er det glasoverdækkede areal (bruttoarealet), dvs. det samlede areal i gartneriet, der er overdækket med glas. Til arealet medregnes fx også glasoverdækkede mellemgange mellem væksthuse samt væksthuse, der helt eller delvis bruges som pakkerum, lagerrum mv.

Hele væksthusarealet skal medregnes - også selv om kun en del af arealet bliver brugt. Væksthusarealet efter denne metode er dermed ikke det samme areal som vækstlysarealet efter metode 1.

Væksthusarealet efter den ny metode vil dermed som hovedregel kun ændre sig, hvis der bygges, købes eller lejes nye væksthuse - eller modsat, hvis der nedrives, sælges eller udlejes væksthuse.

Ved opgørelse af væksthusarealet er det brugsretten til væksthusarealet, der afgør, om det er ejeren eller brugeren, der skal medregne arealet. Brugsretten skal dokumenteres ved lejekontrakt e.l. Det forudsættes desuden, at der er sammenhæng mellem brugsret og elforbrug hos lejeren - og dermed muligheden for at få godtgjort afgift af elforbruget.

Opgørelse af vækstlysOpgørelsen skal baseres på mængden af det tilfakturerede elforbrug i opgørelsesperioden.

Hvis gartneriet fx får faktureret el en gang om måneden (månedsafregning) og bruger måneden som opgørelsesperiode, er det elforbruget i opgørelsesperioden ifølge fakturaen, der skal bruges ved opgørelsen. Tilsvarende princip om sammenhæng mellem elforbrug og opgørelsesperioder gælder også i øvrige tilfælde.

Elforbrug, der ikke kan medregnes som elforbrug i gartneriet, fx elforbrug i privatbolig, trækkes fra den tilfakturerede mængde el.

Resultatet af beregningen bruges herefter ved opgørelse af elforbrug til vækstlys.

Regnskab Gartneriet skal føre regnskab over elforbruget og væksthusarealet. Enhver ændring af væksthusarealet skal fremgå af regnskabet.

Opgørelsen af elforbrug mv. og arealer skal kunne dokumenteres overfor ToldSkat.

Regnskabet kan føres i det almindelige forretningsregnskab. Kan dette ikke indpasse i forretningsregnskabet, skal Der føres et specielt regnskab, der skal afstemmes med forretningsregnskabet.I øvrigt gælder de almindelige regler for regnskab mv., jf. F.6.16.

Lov 963Ved lov nr. 963 af 20. december 1999 er der sket visse ændringer af proceslisten. Loven er trådt i kraft ved bekendtgørelse nr. 646 af 1. august 2002. Ændringerne har virkning fra 1. januar 2000.

Ændringerne i proceslisten er nærmere beskrevet i F.6.5.5.

Rent praktisk betyder det, at virksomheden nu kan opnå afgiftsgodtgørelse med tilbagevirkende kraft fra 1. januar 2000.

Lov 393Ved lov nr. 393 af 6. juni 2002 er der sket en udvidelse af adgangen til at opnå forhøjet godtgørelse af CO2-afgift for punkterne 11, 12 og 13 i proceslisten. Loven er trådt i kraft ved bekendtgørelse nr. 36 af 22. januar 2003. Ændringerne har virkning fra 1. juli 2002.

Ændringerne i proceslisten er nævnt under de pågældende punkter i F.6.5.3.

Rent praktisk betyder det, at virksomheden nu kan opnå afgiftsgodtgørelse med tilbagevirkende kraft fra 1. juli 2002.

Nedenfor er omtalt visse domme og kendelser i relation til afgrænsningen mellem tung proces og let proces:

Proceslistens punkt 4 - Fældning af kartoffelprotein, der anvendes som dyrefoder Skatteministeriet har den 7. november 2002 indgået forlig i en sag om fældning af kartoffelprotein. Af forliget fremgår det, at det anerkendes, at energiforbruget - bortset fra elektricitet - ved fældning af kartoffelprotein, som er anvendt som dyrefoderstof/dyrfodertilsætning, er omfattet af pkt. 4 i bilaget til kuldioxidafgiftsloven og dermed af tilbagebetalingsreglen i kuldioxidafgiftslovens § 9, stk. 2, se SKM2003.202.TSS.

Proceslistens punkt 11 - Glasuldsfremstilling Vestre Landsret har den 17. december 2001 afsagt dom i en sag om tilbagebetaling af CO2-afgift for elforbrug ved visse produktionsprocesser i forbindelse med fremstilling af glasuld. Retten lagde til grund, at elektriciteten alene anvendtes til drift af ventilatorer eller kompressorer, der er indgået som et led i eller et hjælpemiddel til opvarmningsprocessen, og fandt, at den omstridte elektricitet ikke er omfattet af proceslistens nr. 11, stk. 2, idet den ikke udgør selve varmekilden i nogen af de omhandlede produktionsprocesser, se SKM2002.66.VLR

- Fremstilling af letklinker
Landsskatteretten har den 12. april 2000 afsagt kendelse i en sag om elforbrug ved fremstilling af letklinker (ekspanderet ler).

Sager drejede sig om elforbrug i relation til primærblæsere, sekundærblæsere, røggasblæsere, elektrostatisk filter og i kulanlæg.

Virksomheden har bl.a. gjort gældende, at den har indgået en aftale med Energistyrelsen, hvor ovennævnte elforbrug er anset for tung proces i energisynsrapporten, der ligger til grund for aftalen.

Retten har lagt til grund, at virksomhedens fremstilling af letklinker er tung proces, jf. kuldioxidaf-giftslovens § 9, stk. 2, samt bilagets punkt 11, litra a. Det er videre lagt til grund, at det nævnte elforbrug udelukkende er medgået til processen ved fremstilling af letklinker.

Kendelse: Retten fandt, at elforbruget ikke kan anses for omfattet af bilagets punkt 11, idet ingen del heraf kan anses for udelukkende anvendt til opvarmning eller varmholdelse af de fremstillede produkter. Retten har herved henset til, at det ud fra en ordlydsfortolkning af bestemmelsen ikke kan anses for tilstrækkeligt, at elektricitet er medgået som en nødvendig del af selve opvarmningsprocessen samt forudgående eller efterfølgende processer i tilknytning hertil, når selve varmefremstillingen ikke er elbaseret.

Retten har endvidere bemærket, at den mellem virksomheden og Energistyrelsen indgåede aftale ikke kan tillægges vægt i relation til den afgiftsmæssige behandling.

Proceslistens punkt 13 - Drift af kedelcentral
Landsskatteretten har den 5. maj 2000 afsagt kendelse i en sag om elforbrug i en kedelcentral, der forsyner den tunge proces i virksomheden med varme.

Retten har lagt til grund, at virksomhedens produktion er tung proces, jf. CO2-afgiftslovens § 9, stk. 2 og bilagets nr. 13, 1. punktum, samt at denne produktion ikke er omfattet af bilagets nr. 13. 2. punktum.

Kendelse: Retten fandt, at elforbruget i kedelcentralen ikke kan anses for omfattet af adgangen til forhøjet godtgørelse af CO2-afgift efter lovens § 9, stk. 2.

Proceslistens Punkt 20 - Isfremstilling
Landsskatteretten har den 28. april 2000 afsagt kendelse i en sag om en virksomhed, der fremstiller stang- og skælis til brug for fiskerieerhvervet.

Det er oplyst, at isen fremstilles i isgeneratorer ved, at vand pumpes op i et såkaldt istårn, hvorefter det løber ned af afkølende stænger. Lidt af vandet fryser fast til stængerne, og det tilbageværende vand pumpes på ny op i istårnet. Isen transporteres via transportsnegle herefter til islageret, hvor temperaturen er ca. minus 5 grader. Uden for islageret er placeret kompressorer, hvori der dannes kold væske, der via fordampere sikrer temperaturen i islageret. Fordamperne er placeret i islageret og sørger for udblæsningen af den kolde luft, der produceres i kompressorerne. I afløbet fra fordamperne er placeret frostsikringer, bestående af 300 W tråde, der sikrer, at smeltevand fra fordamperne ikke fryser fast.

Det er endvidere oplyst, at isen på islageret gennemgår en proces, der er nødvendig, for at isen kan sælges til sit formål. For at få isen til at slippe rørene i isgeneratorerne er det nødvendigt at tilføre varme. Isen er derfor våd, når den forlader isgeneratoren og er på dette tidspunkt nær 0 grader. På islageret nedkøles isen til ca. minus 5 grader. På islageret opnår isen en særlig struktur, som gør isen modstandsdygtig overfor slag. Efterbehandlingen på islageret tager 1-3 dage.

Kendelse: Landsskatteretten lægger i overensstemmelse med virksomhedens oplysninger til grund, at der på islageret sker en efterbehandling af isen, som ændrer dens karakter. Retten lægger endvidere til grund, at det primære formål med opbevaringen af isen på islageret er denne efterbehandling, og at isen derfor kun undtagelsesvis opbevares på islageret ud over den periode på 1-3 dage, som efterbehandlingen strækker sig over. Henset hertil har retten fundet, at energi medgået til opretholdelse af en temperatur på islageret på minus 5 grader må anses som medgået direkte til fremstilling af den type is, som virksomheden afsætter. Energi medgået til drift af de omhandlede kølekompressorer, fordampere og frostsikring, der hver især medvirker til opretholdelsen af denne temperatur, er endvidere af retten anset for omfattet af punkt 20.

Retten har derimod ikke fundet grundlag for at anse de omhandlede transportsnegle, som anvendt direkte til frysning af vand til is.

Endelig har Landsskatteretten ikke fundet grundlag for at udskille den del af isfrysningsprocessen, der består i, at vand i isgeneratorerne ved hjælp af pumper føres op i istårnet, fra den øvrige del af den tunge proces.

Proceslistens punkt 21 - Papirfremstilling
Landsskatteretten har den 20. september 1999 afsagt kendelse i en sag om efterbehandling af papir i forbindelse med papirfremstilling (TfS 1999, 900).

Kendelse: Retten fandt, at efterbehandling, såsom skæring, klipning, rulning og emballering ikke kunne anses for en tung proces i henhold til bilaget til CO2-afgiftsloven, men måtte anses for omfattet af lovens § 9, stk. 1, (let proces).

Proceslistens punkt 30 - Forarbejdning af aluminium
Landsskatteretten har den 28. april 2000 afsagt kendelse i en sag om fremstilling af aluminiumsrør og andre profiler af råaluminium.

Det er oplyst, at aluminiumsstængerne opvarmes til ca. 480 grader C, hvorved de opnår en højplastisk konsistens. Smeltepunktet for aluminium er 600-700 grader. Det opvarmede aluminium presses herefter igennem en form med huller svarende til de profiler, som metallet skal have (ekstrudering). Ved denne proces opvarmes metallet yderligere på grund af friktionen, og er på dette stade meget nær smeltepunktet.

Kendelse: Retten fandt, at energiforbruget til opvarmningen ikke kan anses for anvendt direkte til smeltning af metaller, da den forarbejdede aluminium ikke på noget tidspunkt er opvarmet til smeltepunktet.

Retten fandt endvidere, at den skete videreforarbejdning af aluminium i virksomheden heller ikke kan anses for omfattet af proceslisten, da videreforarbejdning i proceslisten kun omfatter jern og stål.

Proceslistens punkt 35 - Fremstilling af syntetiske organiske pigmenter Landsskatteretten har den 30. maj 2002, jf. SKM2002.495.LSR, afsagt kendelse i en sag om en virksomheds forbrug af elektricitet i forbindelse med tilførsel af farvepigment fra et mellemlager til en blandingssilo. Aktiviteten blev anset for tung proces omfattet af CO2-afgiftslovens § 9, stk. 2, jf. proceslistens punkt 35.

Proceslistens punkt 1 - (Væksthusgartnerier)
I forlængelse af ét af i alt fem væksthuse havde en virksomhed en mellembygning med et oliefyr og et pakkerum, hvor der også var indrettet et frokostlokale og toiletfaciliteter. Der var tale om en helt anden bygningstype end et væksthus, og pakkerummet mv. var ikke en integreret del af væksthuset.

Afgørelse: Energiforbruget til opvarmning af mellembygningen og pakkerummet er ikke omfattet af den tunge proces.

Som tung proces betragtes også sekundær opvarmning ved hjælp af flaskegas eller naturgas, hvorfra gartneren udnytter CO2-indholdet i røggassen i forbindelse med planteproduktionen. Det er en forudsætning for godtgørelse efter reglerne for tung proces, at den fremstillede varme samtidig bidrager aktivt til opvarmning af væksthuse og dermed erstatter varme fra den primære opvarmningsform, som fx kan være fjernvarme eller olie- eller kulbaseret varme.

Proceslistens punkt 16 - (Fremstilling af fiskeolie og fiskemel)
En fiskeindustrivirksomhed producerer primært makrelkonserves, og som et biprodukt i produktionen fremkommer der fiskeolie, som er omfattet af proceslistens punkt 16. Virksomheden gjorde gældende, at hele produktionen af makrelkonserves derfor også er omfattet af den tunge proces.

Afgørelse: Selskabets energiforbrug til forarbejdning og forædling af makrel til makrelkonserves er ikke omfattet af proceslistens punkt 16 som en del af produktionen af fiskeolie.

Proceslistens punkt 25 (fremstilling af vitaminer)
Et medicinalfirma fremstiller vitaminpiller som en blanding af vitaminer henhørende under toldtariffens position 2936. Som råvarer anvendes vitaminpræparater, der er indkøbt hos vitaminproducenter, og som også er omfattet af position 2936.

Afgørelse: Medicinalfirmaets energiforbrug til fremstilling af vitaminpillerne er ikke omfattet af den tunge proces, da blanding/videreforarbejdning af et vitaminprodukt til vitamintabletter ikke kan karakteriseres som direkte anvendt til fremstilling af vitaminer omfattet af proceslistens punkt 25.

Vitaminproducentens direkte fremstilling af vitaminpræparaterne er derimod omfattet af tung proces.

Proceslistens punkt 30 (Jernstøberier mv.)
Nedenstående er et uddrag af et svar i 1996 fra Skatteministeriets Departement på en konkret henvendelse om fortolkningen af punkt 30:

"Punkt 30 omfatter følgende:

El og brændsel brugt til:

  1. Smeltning og varmholdelse af metaller.
  2. Smeltning og varmholdelse af glas.
  3. Fremstilling af valsede eller kontinuert støbte slabs og knibler.
  4. Videreforarbejdning af slabs og knibler ved varmvalsning til plader, tråd, stænger o.l. varer.
  5. Metalvarmebehandlingsanlæg.
  6. Ventilation af lokaler, hvor smeltet metal og glas forarbejdes. (El til ventilation i de lokaler, hvor aktiviteterne nævnt i 1-4 finder sted, er automatisk med under "tung proces").

For det første rejses spørgsmålet om smeltning og varmholdelse af zink i forbindelse med varmforsinkning.

Denne proces er omfattet af 1.

Valsning af jern ved en temperatur på 1.250 grader C er varmvalsning. Som det fremgår at punkt 4, vil denne proces være omfattet, hvis der valses slabs og knibler, og hvis det færdige produkt har form af plader, tråd, stænger eller andre simple former.

De øvrige spørgsmål vedrører fortolkningen af metalvarmebehandlingsanlæg. Af bemærkningerne til bestemmelsen fremgår: Det er foreslået, at også metalvarmebehandlingsanlæg omfattes af procesbeskrivelsen. Drift af metalvarmebehandlingsanlæg (hærdningsanlæg) ........ Som det fremgår af bemærkningerne er begrebet metalvarmebehandlingsanlæg således knyttet til hærdning af metal.

Metalvarmebehandlingsanlæg må således afgrænses til de anlæg, der indgår i hærdning af metaller. Metalvarmebehandlingsanlæg må på den baggrund opfattes som hærdningsanlæg med tilknyttede for- og efterbehandlingsanlæg, herunder tilknyttede anløbnings- og udglødningsanlæg.

Sintring af pulvermetal er efter det oplyste en proces, hvor sammenpresset pulvermetal varmebehandles, for at emnet skal ændre egenskaber. Selv om hærdning også har til formål, at metallet ændrer egenskaber, er sintring af pulvermetal efter det oplyste en anden type proces end hærdning. På den baggrund kan sintring af pulvermetal ikke henregnes under drift af metalvarmebehandlingsanlæg.

Lodde-, svejse- og smedeanlæg samt selvstændige udglødnings- og anløbningsanlæg er således eksempler på anlæg, der ikke vil være omfattet af begrebet metalvarmebehandlingsanlæg, selv om metallet i et eller andet omfang opvarmes i anlægget."

Udover godtgørelse af CO2-afgift kan visse virksomheder opnå tilskud til CO2-afgift, jf. lov om statstilskud til dækning af udgifter til kuldioxidafgift i visse virksomheder med et stort energiforbrug.

Det er en betingelse for at opnå tilskud, at virksomheden indgår aftale med Energistyrelsen.

Der er to måder, hvorpå virksomheder kan være berettiget til at indgå aftale:

Virksomheden skal

  • enten udføre en energiintensiv proces, der er optaget på proceslisten, se F.6.5.3, eller
  • opfylde det såkaldte promskriterium.
Reglerne for udbetaling af tilskud til CO2-afgift er nærmere beskrevet i F.8.

Følgende virksomheder (liberale erhverv mfl.), som fremgår af bilaget til elafgiftsloven, jf. elafgiftslovens § 11, stk. 2, kan ikke få godtgørelse af elafgift og CO2-afgift af elektricitet, selv om elforbruget vedrører omsætningen af momspligtige ydelser:

  • Advokater.
  • Arkitekter.
  • Bureauer, fx. reklamebureauer, adresseringsbureauer, oplysningsbureauer, analyseinstitutter. Edb-bureauer kan dog få godtgørelse af elafgiften af elektricitet, der anvendes ved drift af edb-materiel. Det er herved forudsat, at der er tale om virksomheder, der udfører ugentlige edb-mæssige produktionsopgaver for andre. Derimod kan fx en bureauvirksomheds anvendelse af edb - som en integreret del af udførelsen af virksomhedens funktion/ydelse ikke anses for et edb-bureau.
  • Forlystelsesvirksomhed, fx. biograf- og teaterforestillinger, revyer, cirkusforestillinger, koncerter, varietéforestillinger, forlystelsesparker og vandlande.
  • Landinspektører.
  • Mæglere, fx. ejendomsmæglere og ejendomshandlere samt virksomheder, der formidler udlejning af fast ejendom.
  • Revisorer.
  • Rådgivende ingeniører.
  • Virksomheder, der formidler udlejning af plads til lysreklamer. Det samme gælder, hvis en virksomhed i forbindelse med leje af reklameplads selv afholder udgiften. Elafgift af virksomhedens egne reklamer kan godtgøres, hvis reklamerne er anbragt på bygninger mv., som ejes eller er lejet af virksomheden. Det gælder fx lysreklamer på detailforretninger og servicestationer.

Der gælder samme begrænsning i adgangen til godtgørelse af elafgift som for godtgørelse af vandafgift, se G.5.

Blandede aktiviteterVirksomheder, der både udøver aktiviteter, som der ydes godtgørelse for, og aktiviteter, som der ikke ydes godtgørelse for, kan opnå delvis godtgørelse af afgiften. Dette gælder fx en virksomhed, der har et kombineret reklamebureau og trykkeri, som dermed kan opnå godtgørelse af afgiften af elforbruget i trykkeriet.

Hvis forbruget måles ved hjælp af én måler, beregnes godtgørelsen som hovedregel efter en omsætningsfordeling. Hvis forbruget til de enkelte aktiviteter måles, anvendes dette som grundlag for fordelingen af elforbruget.

Bureauvirksomhed - markedsanalyse
Højesteret har den 8. august 2001 stadfæstet Østre Landsrets dom, TfS 2000, 289, i en sag vedrørende elforbrug i et markedsanalyseinstitut, jf. SKM2001.488.HR.

Dom: Højesteret fandt, at virksomheden ikke har adgang til godtgørelse af elafgift og CO2-afgift, idet virksomhedens aktiviteter må anses for omfattet af bilaget til elafgiftsloven.

Landsretten afgav følgende udtalelse, der er tiltrådt af Højesteret: "Efter sagens oplysninger lægges til grund, at sagsøgerens virksomhed består i indsamling og bearbejdning af erhvervsmæssige oplysninger med henblik på afsætning af blandt andet analyser heraf. At viderebringelsen til aftagerne af sagsøgerens ydelser foregår ved levering af rapporter, disketter og cd-rom, der fremstilles på egne maskiner, findes ikke at gøre virksomhedens vareproducerende.

Sagsøgerens virksomhed findes herefter at bestå i afsætning af service- og tjenesteydelser og må anses for omfattet af lovbekendtgørelse nr. 734 af 4/11 1991, § 11, stk. 2, jf. det i bilaget anførte begreb "bureauer", jf. tillige § 9, stk. 3, nr. 3 i lov nr. 888 af 21. december 1991.

Virksomheden må efter det oplyste bedømmes som en helhed, og der er ikke grundlag for i afgiftsmæssig henseende at foretage en opdeling af denne. Herefter tages Skatteministeriets frifindelsespåstand til følge."

Landboforening Vestre Landsret har den 13. marts 2003 afsagt dom i relation til aktiviteter, der udføres af en landboforening, jf. SKM2003.160.VLR. Se endvidere F.6.6.2. vedrørende afgørelsen.

Nedenfor er omtalt visse af Landsskatterettens kendelser og domme i relation til bilaget til elafgiftsloven:

Opstiller af læskærme og reklamesøjler Landsskatteretten har den 11. marts 2002 truffet afgørelse om, at en virksomhed, der opstillede læskærme ved busholdepladser, reklamesøjler o.l., og som afholdt alle omkostninger til opsætning og drift mod at få retten til at udleje reklamepladsen på det opstillede udstyr, blev anset for at drive udlejningsvirksomhed og ikke reklame eller bureauvirksomhed. Selskabet var derfor ikke omfattet af bilaget til elafgiftsloven. Retten lagde vægt på, at selskabet alene udlejer og vedligeholder pladserne til ophængning af materialet, men i øvrigt ikke ellers er involveret i idéudvikling, layout eller fremstilling/produktion af materialet. Se SKM2002.171.LSR. Se endvidere F.6.2.3. vedrørende afgørelsen.

Geoteknisk specialfirma Landsskatteretten har den 21. december 2000 afsagt kendelse i en sag vedrørende elforbruget i et geoteknisk specialfirma, som udarbejder geotekniske rapporter til kunder på baggrund af foretagne jordbundsundersøgelser.

Kendelse: Retten fandt, at firmaet er omfattet af bilaget til elafgiftsloven. Retten har henset til, at en integreret del af virksomhedens aktiviteter, herunder beskrivelsen af funderingsforhold i enkelte af rapporterne, kan sidestilles med rådgivende ingeniørers virksomhed.

Revisionsfirma Landsskatteretten har den 21. juli 2000 afsagt kendelse i en sag vedrørende elforbruget i et revisionsfirma. Kendelsen er gengivet i TfS 2000.681. I Told - og Skatteregion København 3 og styrelsens afgørelser i sagen blev samtlige revisionsfirmaets aktiviteter vurderet som værende omfattet af bilaget til elafgiftsloven, jf. elafgiftslovens § 11, stk. 2 og dermed ikke anset for godtgørelsesberettiget.

Ved Landsskatterettens kendelse - som blev afsagt med dissens - blev der truffet afgørelse om, at revisionsfirmaet efter elafgiftslovens § 11, stk. 1 kan få delvis tilbagebetaling for afgiften vedrørende aktiviteter, som ikke kan anses at være en integreret del af revisorydelser, såsom rådgivning om handel med virksomheder, miljøforhold, informationsteknologi, effektivisering, økonomisk styring, lederudvælgelse, organisations- og lederudvikling, miljøstyring, logistik og produktion. Landsskatteretten henså til, at revisorydelsen og disse øvrige nævnte aktiviteter kan udøves særskilt og uafhængigt af hinanden, og at disse aktiviteter ikke kan anses at være selvstændigt omfattet af bilaget under bureau eller rådgivende ingeniører. Virksomhedens rådgivning med skat, moms, told, mv. ansås at være en integreret del af den basale aktivitet for revisorer og er således omfattet af bilaget.

Skatteministeriet har indbragt Landsskatterettens kendelse for domstolene. Som konsekvens af indbringelsen skal modtagne tilbagebetalingskrav ikke realitetsbehandles, førend sagen er afsluttet ved domstolene. Forældelsesfrister suspenderes med virkning fra 1. august 2000, til der fældes endelig dom i sagen eller anden meddelelse udsendes. Relevante virksomheder skal fortsat opgøre deres forhold vedrørende elafgift som hidtil og dermed efter gældende retningslinier for området.

Ny tekst startØstre Landsret har den 8. oktober 2003, jf. SKM2003.462.ØLD, truffet afgørelse i sagen. Landsretten gav Skatteministeriet medhold i, at revisionsfirmaet ikke var berettiget til hel eller delvis tilbagebetaling af elektricitetsafgiften. Landsretten lagde til grund, at "bureauvirksomheder" i den forstand, hvori udtrykket "bureauer" benyttes i bilaget til elektricitetsloven, må forstås som "virksomheder, der udøver selvstændige servicefunktioner", herunder også rådgivning i form af managementkonsulentydelser. Landsretten fandt heller ikke, at det var godtgjort, at der efter fast administrativ praksis gives tilbagebetaling af elafgiften for så vidt angår rådgivningsydelser vedrørende edb.Ny tekst slut

Landboforening Landsskatteretten har den 5. september 2001, jf SKM2001.611.LSR, afsagt kendelse i en sag vedrørende elforbruget i en landboforening. Skatteministeriet har indbragt kendelsen for domstolene, jf. SKM2001.634.TSS, og suspenderet forældelsesfristen i tilsvarende sager med virkning fra den 18. december 2001 og til der fældes endelig dom i sagen eller til anden meddelelse herom udsendes.

Kendelse: Retten fandt bl.a., at foreningens rådgivningsydelser "Planteavl", "Kvægavl", "Kvægproduktion", "Svineproduktion" og "Forsikring" ikke typisk leveres af de i bilaget opregnede erhverv, der beskæftiger sig med rådgivning, og at de heller ikke kan karakteriseres som bureauvirksomhed.

Vestre Landsret afsagde dom i sagen den 13. marts 2003, jf. SKM2003.160.VLR

Af dommen fremgår bl.a. følgende:

"Landboforeningens aktiviteter i form af udarbejdelse af regnskaber blev anset for omfattet af bilaget til elektricitetsafgiftsloven, idet aktiviteten måtte anses for en typisk revisorydelse.

Ydelser leveret af landboforeningens ejendomsskontor måtte anses for udøvet som led i eller i nær tilknytning til den advokatvirksomhed, som en advokat i henhold til aftale med foreningen udførte for dens medlemmer. Aktiviteten fandtes herefter ligeledes omfattet af bilaget til elafgiftsloven, idet der var tale om aktiviteter udøvet af "advokater".

Vedrørende en række øvrige aktiviteter, der bestod i faglig rådgivning og hertil relaterede aktiviteter i relation til bl.a. "Planteavl", "Kvægavl", "Svineproduktion" og "Forsikring" fandt landsrettens flertal, at der var tale om aktiviteter, der måtte bestå i afsætning af service og tjenesteydelser. Efter forarbejderne til elafgiftslovens § 11 sammenholdt med forarbejderne til vandafgiftslovens § 9 lagde Landsrettens flertal til grund, at hovedformålet bag bestemmelsen i § 11, stk. 1, jf. stk. 2, og bilaget til stk. 2, måtte anses for at være at friholde de vareproducerende virksomheder for afgift, men i almindelighed ikke de virksomheder, der afsætter service og tjenesteydelser, hovedsageligt de såkaldte liberale erhverv.

Efter karakteren af ydelserne fandt landsrettens flertal, at landboforeningens virksomhed med rådgivningsydelser måtte anses for bureauvirksomhed, hvis afsætning af ydelser ikke giver adgang til tilbagebetaling af afgift."

Dommen er anket til Højesteret.

Markedsana-
lyseinstitut
Landsskatteretten har den 4. december 1998 afsagt kendelse i en sag vedrørende elforbruget i et markedsanalyseinstitut.

Kendelse: Retten fandt, at instituttet er omfattet af bilaget til elafgiftsloven. Retten har henset til, at selskabet ikke er vareproducerende, men leverer serviceydelser, hvilket ikke adskiller sig fra sædvanlig bureauvirksomhed.

Retten har endvidere fundet, at anvendelsen af edb indgår som en integreret del af udarbejdelsen af markedsanalyser, således at selskabet ikke afsætter egentlige edb-ydelser.

Badeland
Landsskatteretten har den 27. august 1999 afsagt kendelse i en sag vedrørende elforbruget i et feriecenter med momspligtig udlejning af feriehuse og i tilknytning hertil et badeland. Badelandet anvendes både af feriecentrets gæster og særskilt betalende gæster (TfS 1999/782).

Kendelse: Retten fandt, at badelandet ikke kunne anses for en integreret del af den basale aktivitet med udlejning af ferielejligheder. Retten har herved lagt vægt på, at de to aktiviteter kan udøves særskilt og uafhængigt af hinanden. Der blev ikke fundet grundlag for i godtgørelsesmæssig henseende at foretage en sondring mellem den benyttelse, der blev foretaget af henholdsvis ferielejlighedernes gæster og særskilt betalende gæster. Badelandsaktiviteten i sin helhed blev derfor anset for omfattet af bestemmelserne i elafgiftslovens § 11, stk. 2.

Landskatteretten har samme dag afsagt tilsvarende kendelser i 2 andre sager om badelande, der drives i tilknytning til feriecentre.

Østre Landsret har den 30. april 2003, jf. SKM2003.218.ØLR afsagt dom i sagen. Landsretten fandt på baggrund af forarbejderne til bestemmelserne i elafgiftslovens § 11, stk. 2, og vandafgiftslovens § 9, stk. 2, at driften af badelandene måtte anses for omfattet af begrebet "forlystelser", uanset at badelandene var etableret med henblik på at udgøre en integreret del af en hotel-/feriecentervirksomhed.

Mailcenter
Landsskatteretten har den 8. september 1999 afsagt kendelse i en sag vedrørende elforbruget (og vandforbruget) i en virksomhed, der leverer totalløsninger i form af kuvertering, pakning og adressering af kunders materiale (TfS 1999, 904).

Kendelse: Retten fandt, at virksomheden ikke kan anses for omfattet af bilaget til el- og vandafgiftsloven, og derfor er berettiget til godtgørelse af el- og vandafgift.

Der er henset til, at virksomheden - efter en helhedsvurdering af den udbudte flerhed af ydelser, disses karakter, og hvad der må anses for det overordnede virksomhedskoncept, samt under hensyntagen til, at den omfattende maskinpark må anses at udgøre et væsentligt element og en væsentlig forudsætning i forhold til virksomhedskonceptet - ikke kan anses for eller sidestilles med bureauvirksomhed, således som dette begreb efter dets kontekst og efter forarbejderne til el- og vandafgiftsloven må skulle forstås.

Oversættelses-virksomhed Landsskatteretten har den 13. marts 2002 afsagt en kendelse om en oversættelsesvirksomheds adgang til godtgørelse af energiafgifter. Kendelsen er offentliggjort i SKM2002.374.LSR.

Oversættelsesvirksomheden blev anset for en bureauvirksomhed omfattet af bilaget til elektricitetsafgiftsloven, således at den ikke var berettiget til godtgørelse af el- og CO2-afgift. Landsskatteretten lagde vægt på, at oversættelsesvirksomhed ikke kan betragtes som salg af en vare, men må anses som levering af en service/tjenesteydelse jf. herved Højesterets dom af 8. august 2001 (TfS 2001, 703). Da sådanne service/tjenesteydelser endvidere ikke har karakter af rådgivning, jf. herved at visse ikke-vareproducerende rådgivere er medtaget i bilaget, findes klagerens oversættelsesvirksomhed at måtte anses som bureauvirksomhed, der ikke er berettiget til godtgørelse af el- og CO2-afgift.

Fællesarealer - SpillelandLandsskatteretten har den 10. december 2002, jf. SKM2003.44.LSRafsagt kendelse om fradrag af energiafgift. En virksomhed med spille- og underholdningsmaskiner i lejede lokaler i et butikscenter kunne ikke fradrage den energi- og CO2-afgift af elektricitet, der vedrørte spillelandets arealmæssige andel af udlejerens udgifter vedrørende fællesarealer, som var særskilt viderefaktureret fra udlejeren til virksomheden. Landsskatteretten har i øvrigt for så vidt angår eventuelle alternative dispensationsmuligheder bemærket, at udlejer ikke har fradragsret for godtgørelse for el forbrugt af lejere, hvorfor energiafgiften, uanset om lejeaftalen var ændret, ikke kunne godtgøres.

Telemarketing-virksomhed Landsskatteretten har den 2. juni 2003, jf. SKM2003.243.LSR afsagt kendelse om, at en telemarketingsvirksomhed ikke kunne opnå godtgørelse af el- og CO2-afgift for aktiviteter vedrørende telemarketing og Voice Responce. Landsskatteretten fandt, at begge aktiviteter måtte anses som bureauydelser omfattet af bilaget til elafgiftsloven. Der blev herved lagt vægt på, at disse aktiviteter måtte anses som afsætning af service- og tjenesteydelser og ikke produktion eller afsætning af varer. Det forhold, at der i større omfang blev anvendt edb til udførelsen af opgaverne, kunne ikke føre til et andet resultat, jf. SKM2001.488.HR, ligesom Landsskatteretten ikke fandt grundlag for at karaktisere ydelserne som levering af edb-mæssige produktionsopgaver for andre.

Forlystelse - Musikhus
Momsnævnet har den 6. februar 1995 truffet afgørelse i en sag vedrørende elforbruget i et musikhus, der er frivillig registreret efter momsloven for udlejning af fast ejendom.

Afgørelse: Der er fradragsret for elafgift i det omfang, hvor forbruget til belysning kan henføres til restaurationsvirksomheden, herunder også når større dele af foyeren inddrages under restaurationsvirksomheden i forbindelse med større arrangementer. Desuden kan afgiften fradrages i det omfang, elforbruget kan henføres til publikums brug af foyeren i pauser i forbindelse med udlejningsarrangementer i salene.

Der ydes ikke godtgørelse af den del af elforbruget, der vedrører belysning af foyeren i det omfang, der gøres brug af foyeren til gratis kulturelle arrangementer, udstillingsvirksomhed, billetbureauvirksomhed samt almindelig færden til og fra momspligtige arrangementer. Begrundelse: Aktiviteterne må betragtes som dels forlystelsesvirksomhed dels - for så vidt angår informations/billetsalgsvirksomhed ved skranken - for bureauvirksomhed.

Der kan dog ydes godtgørelse af en forholdsmæssig del af afgiften af elforbruget i salene i perioder, hvor disse ikke er udlejede og ikke anvendes til egne arrangementer. Forbruget i disse perioder, hvor der ikke kan ske viderefakturering til lejere, kan betragtes som en integreret del i udlejningsvirksomheden og i egne arrangementer, hvor sidstnævnte må betragtes som forlystelsesvirksomhed, og dermed omfattet af bilaget.

Der ydes ikke godtgørelse af elafgift af elektricitet til belysning i en park i tilknytning til musikhuset.

Badeland
Momsnævnet har den 27. september 1995 truffet afgørelse i en sag vedrørende elforbruget i et kombineret badeland og svømmehal, der er frivillig registreret efter momsloven for udlejning af fast ejendom (TfS 1995/670).

Afgørelse: Det pågældende anlæg blev ud fra en helhedsvurdering ikke anset for omfattet af bilaget til elafgiftsloven, idet badet efter nævnets opfattelse i overvejende grad har karakter af en almindelig svømmehal og ikke af vandland, dvs. forlystelse.

Det fremgår videre af afgørelsen, at nævnet lagde vægt på, at anlægget er bygget op om 50 m-bassinet, der anvendes til motionssvømning, undervisning og sport, at badet ifølge det oplyste ligger nær bymæssig bebyggelse og kasernen, at der sker udlejning til sportsklubber og skoler mv., således at badet må anses for primært af betjene lokalområdet, samt at der ikke er opholdsarealer af betydning eller mulighed for egentlig fortæring i forbindelse med badet.

Bureauvirksomhed - markedsanalyse
Momsnævnet har den 26. marts 1998 truffet afgørelse i en sag vedrørende elforbruget i et markedsanalysefirma.

Afgørelse: Markedsanalysefirmaets aktiviteter er ud fra en helhedsvurdering anset for bureauvirksomhed og dermed omfattet af bilaget til elafgiftsloven.

Sagen har været indbragt for Landsretten, som afsagde dom i sagen den 10. februar 2000, (TfS 289, 2000). Se endvidere F.6.6.1.

Bureauvirksomhed - konsulentydelser
Momsnævnet har den 25. august 1998 truffet afgørelse i en sag vedrørende elforbruget i en virksomhed, der afsætter konsulentydelser.

Afgørelse: Virksomhedens aktiviteter i form af at skabe, udvikle og markedsføre egne værktøjer til brug for udvælgelse og udvikling af mennesker og deres organisationer og på det grundlag tilbyde konsulentydelser til private og offentlige virksomheder anses efter en helhedsvurdering for bureauvirksomhed, som er omfattet af bilaget til elafgiftsloven (og vandafgiftsloven).

Bureauvirksomhed - virksomhedsrådgivning mv.
Momsnævnet har den 7. oktober 1998 truffet afgørelse i en sag vedrørende elforbruget i en virksomhed, der afsætter ydelser i form af virksomhedsrådgivning mv.

Afgørelse: Virksomhedens aktiviteter i form af virksomhedsrådgivning/konsulentydelser inden for statistik og operationsanalyse mv. er anset for bureauvirksomhed, og dermed omfattet af bilaget til elafgiftsloven.

Elektricitet har siden 1. juli 1999 været pålagt et eldistributionsbidrag, jf. lov nr. 389 af 2. juni 1999.

Eldistributionsbidraget er 4 øre pr. kWh (kilowatt-time). Bidraget er et tillæg til den gældende elafgift.

Almindelig godtgørelse af eldistributionsbidrag
Der ydes en godtgørelse på 3 af de 4 øre pr. kWh, dvs. 75 pct. af bidraget kan godtgøres virksomheden i samme omfang, som virksomheden kan få godtgjort elafgiften.

Godtgørelsen følger i øvrigt reglerne for godtgørelse af elafgift til momsregistrerede virksomheder. Dette indebærer bl.a., at der ikke er adgang til afgiftsgodtgørelse for elektricitet anvendt til rumvarme eller i de erhverv, der er nævnt i bilaget til elafgiftsloven, jf. F.6.6.

Godtgørelsen af eldistributionsbidraget skal ske sammen med godtgørelsen af elafgift i momsangivelsens rubrik for Elafgift.

Hvis virksomheden har bevilling til fremskyndet tilbagebetaling af energiafgifter er det den tilsvarende rubrik i denne blanket for Elafgift, der skal anvendes.

Forhøjet godtgørelse af eldistributionsbidrag
Virksomheder, som er berettigede til godtgørelse af elafgift, og som har et samlet årligt forbrug over 15 mio. kWh, kan også få godtgjort den sidste øre af eldistributionsbidraget for den del af forbruget, som ligger ud over 15 mio. kWh, jf. elafgiftslovens § 11. stk. 14.

En virksomhed skal i denne sammenhæng forstås som en juridisk enhed.

Der kan således ikke ske samlet beregning af det årlige forbrug for flere virksomheder, som angiver og afregner moms mv. på ét CVR/SE-nummer (fællesafregning).

For en juridisk enhed (virksomhed), som anvender flere SE-numre (delregistreringer), kan virksomheden anvende det samlede forbrug for delregistreringerne ved opgørelsen af virksomhedens samlede elforbrug.

Hele elforbruget, herunder også elektricitet anvendt til rumvarme, kan medregnes både ved opgørelsen af det årlige forbrug og ved opgørelse af det forbrug, for hvilket virksomheden kan opnå godtgørelse af en-øren.

Elforbrug i forbindelse med aktiviteter omfattet af bilaget til elafgiftsloven eller ikke momspligtige aktiviteter er derimod ikke omfattet.

Virksomheder, som i det foregående kalenderår havde et samlet forbrug på over 15 mio. kWh, kan få en løbende godtgørelse af enøren. Den løbende godtgørelse ydes for den del af virksomhedens samlede forbrug, som ligger udover 1,25 mio. kWh pr. måned.

Der skal ved kalenderårets udløb ske en samlet opgørelse af virksomhedens forbrug af elektricitet. Der skal herefter ske en regulering af godtgørelsen af en-øren af eldistributionsbidraget, hvis virksomheden har haft løbende godtgørelse i en del af årets måneder.

Virksomheder, som ikke har haft løbende godtgørelse, men som har brugt over 15 mio. kWh inden for et kalenderår, skal beregne godtgørelsen af en-øren ved kalenderårets udløb.

Ikrafttræden af forhøjet godtgørelse
Fra den 1. december 2000 kan virksomhederne opnå afgiftsgodtgørelse for den sidste øre af eldistributionsbidraget. Godtgørelsen gives med tilbagevirkende kraft fra den 1. juli 1999.

Baggrunden for dette er, at den forhøjede godtgørelse har virkning fra 1. juli 1999, jf. § 4, stk. 2 i lov nr. 389 af 2. juni 1999 om ændring af lov om afgift af elektricitet, lov om ændring af forskellige energiafgiftslove og lov om kuldioxidafgift af visse energiprodukter, men at godtgørelsen først er trådt i kraft den 1. december 2000, jf. bekendtgørelse nr. 1000 af 15. november 2000.

Hovedreglen er som tidligere nævnt i F.6.3 og F.6.4, at hvis det samme brændsel/energi bruges til såvel rumvarme/varmt vand som proces, vil energiforbruget blive betragtet som brugt til rumvarme/varmt vand, medmindre der sker en konkret måling/fordeling af energiforbruget til proces.

På samme måde gælder det, at hvis det samme brændsel anvendes til såvel let proces som tung proces, så vil energiforbruget blive betragtet som brugt til let proces, medmindre der sker en konkret måling/fordeling af energiforbruget til tung proces.

Reglerne for fordeling af energiforbrug er nærmere beskrevet henholdsvis for Andet energiforbrug end elektricitet, se F.6.8.1 og for Elektricitet, se F.6.8.2.

EnergiafgiftFor at opnå godtgørelse af energiafgiften af olie, kul, LPG-gas, naturgas og bygas, der anvendes til produktion af varme (energi) til såvel godtgørelsesberettigede formål (procesformål) som til ikke-godtgørelsesberettigede formål (rumvarme/varmt vand), skal der ske en fordeling af energiforbruget.

Fordelingen af energiforbruget skal ske på basis af måling af den samlede fremstillede mængde varme (energi) og den forbrugte mængde energi til procesformål.

Fordelingen af energiforbruget til rumvarme/varmt vand og procesformål kan dermed ikke ske på basis af en fast fordelingsnøgle, et skøn eller ved anden fordeling.

Anvendes samme anlæg til forsyning af både procesenergi og almindelig rumvarme/varmt vand opgøres den godtgørelsesberettigede andel som forholdet mellem på den ene side den mængde energi, som forbruges til procesformål, og på den anden side den samlede mængde fremstillede energi på anlægget, jf. mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 4, kulafgiftslovens § 8, stk. 4, nr. 4, og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 5, nr. 4.

Målingen af energiforbruget til procesformål skal ske på det sted, hvor energien overgår til procesformål.

CO2-afgiftLigeledes er det for at opnå forhøjet godtgørelse af CO2-afgift en betingelse, at der sker en måling af den fremstillede mængde varme (energi) og forbruget af energi ved den tunge proces.

Fordelingen af energiforbruget mellem tung og let proces kan dermed ikke ske på basis af en produktionsrelateret fordelingsnøgle, et skøn eller ved anden fordeling.

Den del af energiforbruget, for hvilken der kan opnås forhøjet godtgørelse af CO2-afgift, opgøres som forholdet mellem på den ene side den mængde energi, der anvendes til formål nævnt i proceslisten for tung proces, og på den anden side den samlede mængde fremstillede energi i anlægget, jf. CO2-afgiftslovens § 9, stk. 3, 2. punktum.

Anvendes samme anlæg til forsyning af både tung proces, let proces og rumvarme/varmt vand, anvendes først reglerne om fordeling mellem rumvarme/varmt vand og proces, derefter opdeles procesdelen mellem tung og let proces efter den beskrevne metode.

Målingen af energiforbruget til tung proces skal ske på det sted, hvor energien overgår til den tunge proces.

Eksempel
Måling af energi til procesformål og placering af bimålere/fordelingsmålere i virksomheden kan illustreres ved denne skitse:

Forbrug af elektricitet kan almindeligvis anses for procesenergi, medmindre der er tale om forbrug af elektricitet i vandvarmere og varmepumper til opvarmning af brugsvand samt i fast installerede elektriske radiatorer, strålevarmeanlæg, varmeblæsere, konvektionsovne, varmepumper o.l. anlæg beregnet til rumopvarmning, jf. elafgiftslovens § 11, stk. 3.

Virksomheder, der forbruger elektricitet i vandvarmere, elradiatorer mv. til rumvarme og varmt vand, kan anvende en af følgende 4 metoder til opgørelse af energiafgiften, som der ikke ydes godtgørelse for, jf. elafgiftslovens § 11, stk. 5:

  1. Den faktiske mængde elektricitet forbrugt i nævnte anlæg opgjort efter særskilt måler. Afgiften af det målte forbrug til varmefremstilling mv. fradrages herefter afgiften af det samlede elforbrug i virksomheden.
  2. Den fremstillede mængde varme opgjort efter varmemåler, ganget med 1,1, og omregnet til kWh.
  3. Den installerede effekt ganget med 350 timer pr. måned.
  4. Den installerede effekt ganget med den faktisk målte driftstid.

EksempelAnvendelse af metode 3 kan illustreres ved følgende eksempel:

For en radiator med en effekt på fx 800 Watt beregnes forbruget ved at gange effekten med 350 timer således: 800 W x 350 timer = 280.000 Watt-timer = 280 kWh pr. måned.

Afgiften af 280 kWh skal opgøres for hver måned og herefter fradrages den elafgift, som virksomheden kan opnå godtgørelse for.

Virksomheden kan i stedet for at anvende en af ovennævnte metoder til opgørelse af elforbrug i vandvarmere, elradiatorer mv. vælge at måle forbruget af elektricitet til andre formål i virksomheden.

Fordeling af elforbrug mellem let proces og tung proces skal ligeledes baseres på en måling.

Reversible varmepumper Reglerne for måling og fordeling af elforbrug i såkaldte reversible varmepumper er beskrevet nedenfor.

Reversible varmepumper er udformet således, at de kan køle om sommeren (let proces) og varme om vinteren (rumvarme). Det er de samme enheder, der bruges i begge tilfælde, man foretager blot en omkobling af rørforbindelserne, således at energistrømmen vendes. Fordelingsmæssigt opstår der et problem ved, at den energi, der anvendes til køling skal betragtes som anvendt til proces, hvorimod den energi, der tilføres en varmepumpe skal henregnes til rumvarme. Hvis varme/kølefladen tilmed sidder i et ventilationsanlæg, der tager friskluft ind vil der i mange tilfælde findes en supplerende varmekilde, der kan være en elpatron, eller en vandbaseret varmeflade. Et anlæg kan typisk se ud som vist på denne skitse

Boksen benævnt køle/varmeudligning skal illustrere varmeafgivelsen fra kompressoren, når den køler og den afgivelse af kulde, der sker når den varmer. Denne enhed har som sådan ingen betydning for fordelingen, men er udelukkende medtaget i illustrationen for fuldstændighedens skyld.

Fordeling af energiforbruget mellem rumvarme og proces kan foretages således:

Ventilatoren er proces.

Den supplerende varmeflade er rumvarme, og skal måles særskilt. Hvis det er en elpatron kan målingen foretages med en timetæller gange varmefladens kapacitet/effekt.

Kompressorens energiforbrug, som både er anvendt til køling og til opvarmning fordeles ved direkte måling af energiforbruget i de to driftsformer.

Fordelingen kan foretages ved at anvende en flertarifmåler med mindst to forskellige tariftællere. Ved hjælp af et styresignal kan man styre de to tariftællere, således at den ene tæller, når varmepumpen kører som køl, og den anden tæller, når varmepumpen kører som varme.

Der findes målere med op til fire uafhængige tælleværker. Det er det samme forbrug, der måles hele tiden, men forbruget bliver registreret på forskellige tællere afhængig af hvilken kombination, der er på indgangssignalerne.

Målerne anvendes hos alle forbrugere, der har flertarif afregning, og er derfor ikke en speciel enhed, men en normal lagervare hos forhandlerne. Når metoden anvendes skal man imidlertid sikre, at en simpel fejl (ledning der falder af) ikke medfører, at et forbrug der skulle registreres som rumvarme nu bliver registreret som proces. Dette kan sikres ved, at vælge fordelingen efter det der kaldes failing safe. Det vil sige, at en fejl bliver registreret enten som en fejl, eller ved at energiforbruget bliver registreret til den høje afgiftssats.Eksempel Eksempel på tilslutning af 4-tarif måler :

Aktiv tarifIndgang 1Indgang 2Anvendelse
Tarif 100Fejlmelding
Tarif 210Varme incl. varmepatron
Tarif 301Varme
Tarif 411Køl

Eksempel Eksempel på tilslutning af 2-tarif måler:

Aktiv tarifIndgangAnvendelse
Tarif 10Varme
Tarif 21Køl

Der må kun anvendes målere, hvor tælleværkerne ikke kan nulstilles. Styringen af omkoblingen skal monteres/indbygges på en sådan måde, at den ikke uden særlige tekniske indgreb kan ændres eller gøres uvirksom.

Campingpladser og lystbådehavne Elektricitet, der videresælges til anvendelse i campingvogne og lystbåde mv., der ikke ejes af campingpladsen eller lystbådehavnen, er ikke godtgørelsesberettiget, se F.6.2.3.

Videresalget af elektricitet skal som udgangspunkt dokumenteres ved direkte måling. I mange tilfælde vil måling af den samlede videresolgte mængde elektricitet kunne ske ved opsætning af bimåler på den eller de relevante grupper på campingpladsen eller lystbådehavnens eltavle. I nogle tilfælde vil disse eltavle-grupper dog også omfatte andre mindre forbrug på pladsen eller i havnen, eksempelvis belysning. Såfremt elnettets opbygning umuliggør en direkte måling af den videresolgte elektricitet, kan et sådant mindre godtgørelsesberettiget forbrug ansættes skønsmæssigt. Det forudsættes dog, at virksomheden kan sandsynliggøre størrelsen af det godtgørelsesberettigede elforbrug.

Lovgivningen indeholder visse undtagelser fra hovedreglen for fordeling af energiforbruget. Undtagelserne omfatter

  • Kvadratmeterafgift ved virksomhedernes betaling af rumvarmeafgift, se F.6.8.4.
  • Opgørelse af forbrug af mindre end 50 GJ varmt vand, der kan ske ved andet end måling, se F.6.8.5.
  • Særregel for fordeling/måling af energi med en fremløbstemperatur på over 90 grader C (hedtvand og damp) og fordeling/måling, hvor det ikke-godtgørelsesberettigede forbrug udgør mindre end 10 pct. af den fremstillede mængde energi, se F.6.8.6.

Virksomheder kan - i stedet for at basere fordelingen af energiforbruget mellem rumvarme og procesformål ved måling - vælge at betale en rumvarmeafgift opgjort på basis af en standardafgift pr. m2 pr. måned.

Afgiften udgør 10 kr. pr. m2 pr. måned. I perioden 1. januar 1999 til 31. december 2001 udgjorde afgiften 9 kr. pr. m2. Før 1. januar 1999 udgjorde afgiften 8 kr. pr. m2.

For at anvende kvadratmeterafgiften er det en betingelse, at der benyttes samme forsyningsnet til både rumvarme og procesformål. Kravet om samme forsyningsnet gælder dog ikke for elbaseret varme.

Virksomheders adgang til at benytte bestemmelsen om kvadratmeterafgift omfattede fra 1. januar 1996 opvarmning af et areal under 100 m2.

Ved lov nr. 444 af 10. juni 1997 blev adgangen til at benytte kvadratmeterafgift udvidet til også at gælde for rumareal over 100 m2. For rumareal over 100 m2 er det dog en betingelse, at virksomheden kan sandsynliggøre, at en direkte måling ville medføre en større godtgørelse, dvs. at der skal mindst betales det samme i kvadratmeterafgift, som hvis afgiften af energi til rumopvarmning blev opgjort på grundlag af en egentlig måling. Især skal virksomheder, der bruger elektricitet til rumopvarmning, og virksomheder med et særligt stort forbrug af rumvarme, fx som følge af ventilation, være opmærksom på denne forudsætning.

Hvis der til opvarmningen er anvendt andre varer, hvor virksomheden ikke har fået godtgjort afgiften, kan den betalte afgift modregnes i kvadratmeterafgiften.

Virksomhedens betaling af afgift skal ske ved, at den beregnede samlede kvadratmeterafgift fradrages godtgørelsesberettigede energiafgifter.

Beregningen og fradraget af kvadratmeterafgift skal vises i virksomhedens regnskab.

Hvis virksomheden fx bruger fyringsgasolie ved fremstilling af varme, fradrages kvadratmeterafgiften forlods i den godtgørelsesberettigede olieafgift. Evt. overskydende kvadratmeterafgift fradrages i anden godtgørelsesberettiget energifgift.

Kvadratmeterafgiften omfatter ikke forbrug af varmt vand i en virksomhed.

Reglerne for virksomheders betaling af kvadratmeterafgift fremgår af mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 6 og 7, kulafgiftslovens § 8, stk. 5 og 6, elafgiftslovens § 11, stk. 6 og 7 og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 6 og 7. jf. stk. 10.

Kvadratmeterafgiften dækker både energiafgiften og CO2-afgiften, så der skal ikke ske regulering af fradraget for CO2-afgiften.

Naturgas og bygasFor varme, der er fremstillet på anlæg, hvor der i perioder af mindst én måneds varighed udelukkende er brugt naturgas, udgør afgiften pr. m2 følgende pr. måned:

1. januar år200020012002 og fremover
Kvadratmeterafgift pr. måned i kr.160x9
202
196x9
202
10

For bygas - omfattet af de særlige regler som nævnt ovenfor for naturgas - udgør afgiften pr. m2 følgende pr. måned:

1. januar år2000200120022003200420052006
Kvadratmeter-
afgift pr. måned i kr.
38x9
202
68x9
202
99x10
202
125x10
202
150x10
202
175x10
202
10

Reglerne fremgår af naturgasafgiftslovens § 10, stk. 10.

Forsyner samme ledningsnet virksomheden med varmt brugsvand og varmt vand til procesformål kan forbruget af varmt vand fastsættes ved andet end en måling, når det faktiske forbrug er mindre end 50 GJ årligt jf. mineralolieafgiftslovens § 11. stk. 7, kulafgiftslovens § 8, stk. 6, elafgiftslovens § 11, stk. 7 og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 7.

Denne bestemmelse blev indsat ved lov nr. 444. af 10. juni 1997.

Det er en betingelse for at anvende metoden, at virksomheden kan sandsynliggøre, at en direkte måling ville medføre en større godtgørelse, dvs. at der skal mindst betales det samme i afgift som ved direkte måling.

Som en tommelfingerregel kan der regnes med et forbrug på 0,2 GJ varmt vand pr. måned pr. ansat. Hvis det varme vand også bruges til badning, skal der regnes med et større forbrug pr. ansat.

BagatelgrænseDer kan ved opgørelse af forbrug af varmt vand til andet end procesformål ses bort fra en enkelt varmt-vandshane på et procesnet, hvis der kun lejlighedsvis bruges varmt vand.

Baggrunden for bagatelgrænsen fremgår af bemærkningerne til lovforslag L 218; § 1, nr. 14: "almindelig konduite vil dog stadig foreskrive, at en enkelt varmtvandshane på et procesnet, der kun helt lejlighedsvis benyttes, henregnes til procesformål, uanset om forbruget strengt taget burde beskattes som rumvarme."

Hovedreglen er, at der skal ske måling af det energiforbrug, hvor virksomheden kan opnå den højeste godtgørelse, se F.6.8.1.

Ved fordeling mellem rumvarme/varmt vand og procesformål kan der ses bort fra hovedreglen i følgende tilfælde:

  1. Anlæg, hvor fremløbstemperaturen er over 90 grader C (hedtvandsanlæg og dampanlæg).
  2. Andre anlæg, hvor det ikke-godtgørelsesberettigede energiforbrug (rumvarme/varmt vand) udgør under 10 pct. af den samlede fremstillede mængde energi.

Reglerne herom fremgår af mineralolieafgiftsloven § 11, stk. 5, nr. 4, kulafgiftslovens § 8, stk. 4, nr. 4 og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 5, nr. 4.

Virksomheden kan - i henhold til afgiftslovgivningen - vælge mellem at opgøre brændselsandelen, der anvendes til ikke-godtgørelsesberettigede formål, enten

a) som forholdet mellem på den ene side den målte mængde energi, som forbruges til rumvarmeformål, og på den anden side den samlede mængde fremstillede energi på anlægget, eller

b) at opgøre brændselsforbruget til ikke godtgørelses-berettigede formål direkte. Den direkte opgjorte mængde sker ved måling af forbruget omfattet af rumvarmereglerne, divideret med energiindholdet i de indfyrede brændsler, jf. oversigten nedenfor. Den herved beregnede mængde divideres derefter med anlæggets virkningsgrad.

Oversigt over brændsler energiindhold:

Spildolie40,4 MJ/kg
Fyringstjære6,4 MJ/kg
Gas- og dieselolie35,9 MJ/l
Petroleum34,8 MJ/l
Fuelolie40,4 MJ/kg
LPG46,0 MJ/kg
Raffinaderigas52,0 MJ/kg
Stenkul25,2 GJ/t
Koks28,9 GJ/t
Jordoliekoks31,4 GJ/t
Brunkulsbriketter og brunkul18,3 GJ/t
Benzin32,9 MJ/l
Halm14,5 MJ/kg
Træaffald14,7 MJ/kg
Andet affald9,4 MJ/kg
Naturgas39,6 MJ/Nm3
Biogas19,7 MJ/Nm3
Forgasningsgas4,0 MJ/Nm3

MJ = megajoule

GJ = gigajoule

NM3 = normal kubikmeter

Virkningsgraden er for gasfyrede anlæg 0,90, for oliefyrede anlæg 0,85 og for andre anlæg 0,80. De nævnte virkningsgrader skal anvendes, dvs. at der ikke er mulighed for at bruge beregnede virkningsgrader (fx kedelproducentens oplysning om virkningsgrad).

Den resterende mængde brændsel henregnes til den godtgørelsesberettigede del (proces).

Det tillades, at opgørelsen beregningsteknisk i stedet kan ske ved, at der foretages en beregning af kedlens samlede produktion. Kedlens samlede produktion skal beregnes på baggrund af det indfyrede brændsels energiindhold og kedlens virkningsgrad. Der kan herefter ske en opgørelse på samme måde som nævnt under metode a.

Tillæg til rumvarmeforbrug på 10 pct.Hvis målingen af energiforbruget til rumvarme/ varmt vand ikke sker i umiddelbar nærhed af anlægget, der fremstiller varmen, skal rumvarme/varmt vand ved begge metoder tillægges yderligere 10 pct. (ledningstab), eller hvis ledningstabet fra kedlen til radiatoren registreres ved måling, det faktisk målte ledningstab.

CO2-afgift - særregelVed fordeling af energiforbrug mellem tung og let proces i relation til CO2-afgiften anvendes de samme principper/metoder, som nævnt ovenfor, jf. CO2-afgiftslovens § 9, stk. 3. Dvs., måle energiforbruget til let proces og derefter enten beregne brændselsforbruget for let proces indirekte eller direkte.

For virksomheder med andre anlæg end hedtvandsanlæg eller dampanlæg er anvendelse af særreglen betinget af, at mindst 90 pct. af det godtgørelsesberettigede forbrug er til tung proces.

Hvis målingen ikke sker i umiddelbar nærhed af anlægget, der fremstiller varmen, skal det målte forbrug til let proces tillægges 10 pct. - jf. ovenfor om 10 pct. tillæg til rumvarmeforbrug.

Den resterende mængde brændsel henregnes til tung proces.

Eksempler
Principskitse over måling af energi til rumvarme fremstillet på basis af damp:

Skitse over måling af energi til rumvarme (almindeligt varmtvandsanlæg), hvor der bruges mindre end 10 pct. af den fremstillede energi til rumvarme:

Hvis der i en virksomhed udelukkende skal ske fordeling af energiforbrug til privat og erhvervsmæssig anvendelse, kan fordelingen ske skønsmæssigt, dvs. uden konkret måling.

Der er derfor ikke krav om, at der skal ske måling af energi i relation til privatforbrug, hvis der udelukkende skal skelnes mellem energi til privatforbrug og til erhverv.

Den skønsmæssige fordeling kan tage udgangspunkt i de standardsatser, som ligningsmyndighederne anvender ved skatteansættelsen af privatforbrug.

Hvis der er fastsat et større forbrug som privatforbrug end nedenstående standardsatser for 1-familiehuse, er det i stedet dette forbrug, der skal lægges til grund.

Ifølge TSS-cirkulære 1999-4 af 28. juni 1999, kan den private andel af elektricitet og varme beregnes på grundlag af følgende oplysninger om årligt forbrug:

Elforbrug
80 kWh pr. m2 til opvarmning
3.000 - 3.600 kWh til varmt vand for 1-4 personer
2.000 kWh til lys og husholdning for lejligheder
4.000 kWh til lys og husholdning for parcelhuse

Olieforbrug
For et 1-familiehus på 120-130 m2 fastsættes olieforbruget til 2.500 liter.

Gasforbrug
For et 1-familiehus på 120-130 m2 fastsættes gasforbruget til 2.200 m3.

Ved fordeling af energiforbrug mellem procesformål og rumvarme/varmt/vand eller mellem tung proces og let proces anvendes almindelige gængse målere. Krav til målere er nærmere omtalt i F.6.13.

Det er virksomhedens ansvar, at installerede bimålere/fordelingsmålere virker rigtigt. Virksomheden skal straks sørge for, at defekte målere repareres eller udskiftes.

Virksomheden skal ved byggetekniske tegninger eller på anden måde kunne vise, at målerne er placeret korrekt.

Nedenfor er omtalt diverse kendelser fra Landsskatteretten i relation til måling af energiforbrug:

Kendelse  Landsskatteretten har den 15. juni 2000 afsagt kendelse i en sag, hvor et slagteri havde opsat målere fra den 1. februar 1996, men hvor målingerne var behæftet med konkrete mangler p.g.a. en fejlagtig fortolkning af gasafgiftsloven. Kendelse: Retten fandt, at der på nævnte baggrund kunne godkendes en forholdsmæssig tilbagebetaling af afgifter for en skønsmæssig fastsat del af det godtgørelsesberettigede forbrug. Se TfS 2000,643.

Kendelse Landsskatteretten har den 22. december 2000 afsagt kendelse i en sag, hvor en engroshandel for perioden 1996 - 1999 havde foretaget måling af det samlede elforbrug til både tilbagebetalingsberettiget (let proces) og ikke-tilbagebetalingsberettiget (rumvarme/varmt vand) formål.Kendelse: Retten fandt, at der alene kunne godkendes tilbagebetaling af elafgift efter bestemmelserne i elafgiftslovens § 11, stk. 5 og 6. Retten fandt ikke, at der var hjemmel til at foretage en opgørelse på grundlag af de af repræsentanten i sagen foretagne beregninger.

KendelseLandsskatteretten har den 28. september 2000 afsagt kendelse i en sag, hvor et typehusfirma særskilt havde målt elforbruget i tre af sine udstillingssommerhuse. Elforbruget i tre identiske udstillingssommerhuse var ikke særskilt målt. Virksomheden gjorde gældende, at elforbruget var opgjort ved måling begge steder, idet resultatet fra det ene sted uden videre kunne overføres fra de særskilt målte huse til de tre andre huse.

Kendelse: Retten fandt henset til, at der ikke var opsat målere for de tre af husene, at der alene kan godkendes tilbagebetaling efter elafgiftslovens § 11, stk. 5 og stk. 6. Retten fandt ikke, at der efter 1. juli 1996 er hjemmel til at godkende en skønsmæssigt foretaget fordeling af energiforbruget. Den omstændighed, at virksomheden havde foretaget konkret måling af forbruget i identiske huse med tilsvarende forbrug, fandtes ikke at ændre herved.

KendelseLandsskatteretten har den 13. september 1999 afsagt kendelse i en sag om manglende måling af energiforbrug i en industrivirksomhed i perioden fra 1. januar 1996 og indtil opsætning af målere den 1. juli 1998.

Virksomheden havde i nævnte periode ikke efterlevet reglerne for opsætning af målere, herunder ikke ansøgt ToldSkat om tilladelse/dispensation til at basere forholdsmæssige fordelinger indtil 1. juli 1996, jf. § 11 i lov nr . 1102 af 20. december 1995.

Kendelse: Retten fandt, at der ikke er grundlag for at yde godtgørelse for nogen del af energiafgiften og CO2-afgiften som procesformål, idet der først blev installeret målere i virksomheden den 1. juli 1998.

KendelseLandsskatteretten har den 9. august 1999 afsagt kendelse i en sag, hvor en produktions- og salgsvirksomhed ikke for peroden fra 1. januar 1996 til 30. april 1999 havde opsat målere til måling af det elforbrug, der var medgået til rumvarme i virksomheden.

Kendelse: Retten fandt henset til, at virksomheden ikke havde opsat målere, at tilbagebetaling alene kunne godkendes efter elafgiftslovens § 11, stk. 5 og 6. Retten fandt ikke, at der efter 1. juli 1996 er hjemmel til at godkende en skønsmæssig foretaget fordeling af energiforbruget. Den omstændighed, at der senere er opsat målere, hvis udvisende kan dokumenteres, fandt retten ikke kunne ændre herved.

KendelseLandsskatteretten har den 31. august 2001 afsagt kendelse i en sag, hvor en kro ikke havde foretaget særskilt måling af el i relation til forbruget af el til rumvarme, jf. SKM2002.76.LSR.

Sagen drejede sig om hvorvidt elafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 3 (installeret effekt multipliceret med 350 timer pr. måned) indebærer, at opgørelsen af elforbrug til rumvarme skal ske på årsbasis, eller om opgørelsen kun skal ske for de måneder, hvor opvarmningen fandt sted. Kroen har fremført, at værelserne har været udlejet i en periode på i alt 3 måneder om året, og at elforbruget medgået til rumvarme alene skal beregnes for den periode, hvor værelserne har været udlejet.

Kendelse: Retten fandt, at bestemmelsen i elafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 3 er en absolut beregningsregel, der ikke åbner mulighed for anvendelsen af skøn. Retten fandt således, at der ved beregningen af el medgået til rumopvarmning efter elafgiftslopvens § 11, stk. 5, nr. 3, skal ganges med det antal måneder, som virksomheden generelt er omfattet af reglerne om godtgørelse af elafgift, jf. elafgiftslovens § 11.

Reglerne for betaling overskudsvarmeafgift fremgår af mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 8-11, kulafgiftslovens § 8, stk. 7-10, elafgiftslovens § 11, stk. 8-11, naturgasafgiftslovens § 10, stk. 8-11 og CO2-afgiftslovens § 9, stk. 5-8.

Virksomheder skal ikke betale afgift af varme fra procesformål, fx produktionsprocessen, motorer eller køleanlæg, der umiddelbart bidrager til opvarmning af det samme rum, som varmen dannes i.

Udnyttelse af overskudsvarme fra procesformål
Hvis varme eller varmt vand fra procesformål derimod udnyttes ved særlige installationer, skal der som hovedregel betales afgift af den nyttiggjorte overskudsvarme, der anvendes til rumvarme eller varmt vand. Det gælder fx varme og varmt vand fra procesformål, der nyttiggøres i rør- og radiatorsystemer til rumopvarmning eller varmt vand.

Der skal endvidere betales afgift af varm luft fra procesformål, der direkte eller gennem direkte opvarmning af anden luft nyttiggøres ved særlige installationer til opvarmning af andre rum, end hvor den varme luft er nyttiggjort fra. Der skal derimod ikke betales afgift af nyttiggjort varm luft, der anvendes til opvarmning af det samme rum, som varmen kommer fra. Reglerne for betaling af afgift af overskudsvarme for varm luft er beskrevet i F.6.9.3.

Hvis nyttiggørelsen har medført et øget forbrug af brændsel i de anlæg, hvor varmen nyttiggøres, ydes der ikke godtgørelse af afgift, medmindre det øgede forbrug skyldes en varmekilde indsat i overskudsanlægget, og at dette energiforbrug nøje kan opgøres.

Energiafgifter
Godtgørelsen af energiafgifter skal nedsættes med et beløb i kr. pr. gigajoule (GJ) overskudsvarme, der anvendes i virksomheden til rumopvarmning eller varmt vand. For varme, der afsættes fx til et varmeforsyningsselskab, nedsættes godtgørelsen dog højst med en procentdel af det samlede vederlag for varmeleverancen. Ved det samlede vederlag forstås såvel det vederlag, som afregnes i forhold til den leverede mængde varme, som faste bidrag.

Told- og Skattestyrelsen har udarbejdet et notat om overskudsvarme, der afsættes, se F.6.9.5.

Satsen for overskudsvarme udgjorde i perioden 1. januar 1996 - 31. december 1998 42,50 kr. pr. GJ.

For overskudsvarme, der afsættes, udgjorde nedsættelsen af godtgørelsen i perioden 1. januar 1996 - 31. december 1998 højst 42,5 pct. af vederlaget.

Ved lov nr. 437 af 26. juni 1998 skete en forhøjelse af satserne således:

01.01.1999 - 31.12.199947,50 kr./GJ
01.01.2000 - 31.12.200150,00 kr./GJ
01.01.2002 og fremover52,50 kr./GJ


Ved lov nr. 393 af 6. juni 2002 er der med virkning fra 1. juli 2002 sket en nedsættelse af satsen for procesoverskudsvarme fra industriel kraftvarmeproduktion, hvormed godtgørelsen skal reduceres. Nedsættelsen, der er fra 52,50 kr. pr. GJ varme til 42,00 kr. pr. GJ varme, gælder for nyttiggjort spild-/overskudsvarme fra en proces, hvor varmen kommer fra en virksomheds eget "industrielle" kraftvarmeværk.

For overskudsvarme, der afsættes, udgør den maksimale nedsættelse af godtgørelsen følgende:

01.01.1999 - 31.12.200145,0 pct. af vederlaget
01.01.2002 og fremover47,5 pct. af vederlaget

Nedsættelsen er den samme for energiafgiften af olie, LPG-gas, kul og el. Der gælder dog særlige regler for udnyttelse af overskudsvarme på basis af naturgas, se særligt for naturgas og bygas under F.6.9.2.

Der skal ske måling af den mængde overskudsvarme, som der skal svares afgift af efter ovennævnte regler.

CO2-afgift
Efter samme regler som for energiafgiften nedsættes godtgørelsen af CO2-afgift af procesenergi, når der er tale om nyttiggjort overskudsvarme fra tung proces, jf. CO2-afgiftslovens § 9, stk. 5.

Nedsættelsen udgør 7,50 kr. pr. GJ varme.

Ved lov nr. 393 af 6. juni 2002 er der med virkning fra 1. juli 2002 sket en nedsættelse af satsen for procesoverskudsvarme fra industriel kraftvarmeproduktion, hvormed godtgørelsen skal reduceres. Nedsættelsen, der er fra 7,50 kr. pr. GJ varme til 6,00 kr. pr. GJ varme, gælder for nyttiggjort spild-/overskudsvarme fra en proces, hvor varmen kommer fra en virksomheds eget "industrielle" kraftvarmeværk.

For varme, der afsættes, udgør nedsættelsen dog højst 7,5 pct. af det samlede vederlag for varmeleverancen. Se endvidere F.6.9.5.

Reglen gælder også for udnyttelse af overskudsvarme fra raffinaderiers fremstilling af afgiftspligtige olieprodukter, jf. CO2-afgiftslovens § 7, stk. 3.

Ved udnyttelse af overskudsvarme fra let proces, skal der ikke ske nedsættelse af godtgørelsen af CO2-afgift.

Virksomheden skal beregne den nedsatte godtgørelse. Beløbet skal modregnes i den afgift, som virksomheden ellers kan få godtgjort til procesformål i den samme periode.

Der skal alene beregnes/betales afgift af overskudsvarme, der anvendes i virksomheden som rumvarme/varmt vand. Der skal således ikke betales afgift af overskudsvarme, hvis overskudsvarmen anvendes til formål, som der ydes fuld godtgørelse af energiafgiften for (procesformål).

Virksomheden skal kun betale afgift af nyttiggjort overskudsvarme til eget forbrug af rumvarme i virksomheden i perioden 1. oktober - 31. marts, dvs. oktober, november, december, januar, februar og marts. Det samme gælder for internt forbrug af varmt vand, der er fremstillet af overskudsvarme. Denne bestemmelse blev indsat i mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 8, kulafgiftslovens § 8, stk. 7, elafgiftslovens § 11. stk. 8, naturgasafgiftslovens § 10, stk. 8 og CO2-afgiftslovens § 9, stk. 5 ved lov nr. 444 af 10. juni 1997.

For varme, der afsættes, skal der betales afgift af overskudsvarmen hele året.

Kvadrameterafgift- eget forbrug af overskudsvarmeI stedet for at betale afgift af overskudsvarme baseret på en måling kan virksomheden vælge i stedet at betale overskudsvarmeafgift af eget forbrug på basis af en standardsats pr. m2 pr. måned efter areal (kvadratmeterafgift), se F.6.8.4. Ovennævnte lempelse for betaling af overskudsvarmeafgift gælder også her. Kvadratmeterafgiften skal dermed kun betales i vinterhalvåret.

Standardsatsen udgør 10 kr. pr. m2. I perioden 1. januar 1999 - 31. december 2001 udgjorde satsen 9 kr. pr. m2. Før 1. januar 1999 udgjorde satsen 8 kr. pr. m2.

Kvadratmeterafgiften omfatter ikke internt forbrug af varmt vand, der er fremstillet af overskudsvarme.

Eldrevne varmepumperHvis nyttiggørelsen sker ved eldrevne varmepumper, hvortil virksomheden ikke kan få godtgørelse af elafgiften af elforbruget, nedsættes godtgørelsen kun for den del af den nyttiggjorte varme, der overstiger 3 gange elforbruget i varmepumpen, jf. mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 8, kulafgiftslovens § 8, stk. 7, elafgiftslovens § 11. stk. 8, naturgasafgiftslovens § 10, stk. 8 og CO2-afgiftslovens § 9, stk. 5.

Eksempel

Dette kan illustreres ved følgende eksempel:

Elforbrug i varmepumpe:1.000 kWh
3 x 1.000 kWh =3.000 kWh
  
Omregnet til energiindhold (1 MWh = 3,6 GJ): 
  
3.000 kWh : 1.000 = 3 MWh x 3,6 GJ =10,8 GJ
  
Nyttiggjort varme målt ved udgang fra varmepumpe:15,0 GJ
- Elforbrug x 3 =10,8 GJ
Reduktion i godtgørelsen for:4,2 GJ

Overskudsvarme baseret på flere brændslerI det omfang den nyttiggjorte varme eller varmt vand delvis er fremstillet ved andet end afgiftspligtige brændsler eller afgiftspligtig el, nedsættes godtgørelsen for en forholdsvis mængde varme.

Den forholdsvise nedsættelse opgøres som forholdet mellem på den ene side energiindholdet i de brændsler, som der ydes godtgørelse for, og på den anden side det totale energiindhold i de indfyrede brændsler mv.

Reglerne herom fremgår af mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 9, kulafgiftslovens § 8, stk. 8, elafgiftslovens § 11. stk. 9, naturgasafgiftslovens § 10, stk. 9 og CO2-afgiftslovens § 9, stk. 6.

Er der fx indfyret 2.000 GJ træ og 2.000 GJ olie i en proces, som der ydes godtgørelse for, og der efterfølgende nyttiggøres 1.000 GJ varme, nedsættes godtgørelsen af energiafgiften med 2.000 GJ : 4.000 GJ x 1.000 GJ x 52,50 kr./GJ = 26.250 kr.

Hvis overskudsvarmen nyttiggøres fra en tung proces, skal der ske en tilsvarende fordeling ved opgørelse af, hvad der skal betales i CO2-afgift af overskudsvarmen.

Særligt for naturgas og bygasFor nyttiggjort overskudsvarme, der stammer fra anlæg, hvor der i perioder af mindst én måneds varighed udelukkende er brugt naturgas, udgør nedsættelsen af godtgørelsen af energiafgiften følgende, jf. naturgasafgiftslovens § 10, stk. 10:

1. januar år200020012002 og fremover
Overskudsvarme-
afgift pr. Gj i kr.
160x50,00
202
196x50,00
202
52,50
Overskudsvarme-
afgift max i pct. af
vederlag
160x45%
202
196x45%
202
47,5%

For bygas, omfattet af de særlige regler, beregnes overskudsvarmeafgiften efter dette skema:

1. januar år2000200120022003200420052006
Overskuds-
varme-afgift
pr. Gj i kr.
38x50,00
202
68x50,00
202
99x52,50
202
125x52,50
202
150x52,50
202
175x52,50
202
52,50
Overskuds-
varme-afgift max i pct. af
vederlag
38x45%
202
68x45%
202
99x47,5%
202
125x47,5%
202
150x47,5%
202
175x47,5%
202
47,5%

Vælger virksomheden at betale afgift af overskudsvarme på basis af kvadratmeterafgiften udgør afgiften pr. m2 følgende pr. måned for naturgas:

1. januar år200020012002 og fremover
Kvadratmeterafgift pr. måned i kr.160x9
202
196x9
202
10

For bygas udgør den tilsvarende afgift pr. m2 følgende pr. måned:

1. januar år2000200120022003200420052006
Kvadratmeter-
afgift pr. måned i kr.
38x9
202
68x9
202
99x10
202
125x10
202
150x10
202
175x10
202
10

Reglerne fremgår af naturgasafgiftslovens § 10, stk. 10.

I perioder, hvor der er anvendt flere eller andre brændsler end naturgas i ét anlæg, skal der betales afgift af overskudsvarme efter de almindelige overskudsvarmeregler.

For virksomheder, hvis overskudsvarme hidrører fra såvel anlæg, der er baseret på naturgas, som anlæg baseret på andre brændsler end naturgas, gælder den reducerede nedsættelse kun for den overskudsvarme, der hidrører fra det eller de naturgasbaserede anlæg.

Overskudsvarmereglerne for udnyttelse af varm procesluft fremgår af mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 10 og 11, kulafgiftslovens § 8, stk. 9 og 10, elafgiftslovens § 11, stk. 10 og 11, naturgasaf-giftslovens § 10, stk. 10 og 11 og CO2-afgiftslovens § 9, stk. 7 og 8.

Opvarmning af samme rumDer skal ikke betales afgift af nyttiggjort varm luft, der anvendes til opvarmning af det samme rum, som varmen kommer fra.

Det gælder uanset, om nyttiggørelse er sket ved almindelig ventilation (udsugning ved anlæg monteret i loft eller væg) fra et rum, hvor der foregår en proces, eller om der er tale om et udsugningsanlæg, der er centreret omkring selve processen, men hvor der også foregår udsugning af anden varme (emhættemodellen). Det er endvidere uden betydning, om den nyttiggjorte varme føres tilbage til det samme rum ved opvarmning af anden luft i et ventilationssystem, eller om varmen føres tilbage til rummet i væskeform, fx som radiatorvarme.

Hvis der er tale om varm luft udelukkende fra procesformål, fx varm luft ved udsugning fra selve produktionsprocessen, hvor der ikke samtidig sker udsugning af anden luft, skal der betales afgift af overskudsvarmen, hvis den i forbindelse med nyttiggørelsen gøres væskebaseret.

Opvarmning af andre rumEr der gjort en aktiv indsats for at udnytte den varme procesluft i andre rum, fx i form af en rørføring, skal der betales afgift af overskudsvarme af den luftbaserede overskudsvarme.

Da det kan være vanskeligt at opgøre energiindholdet i luft ved måling, kan beregningen ske på grundlag af energiforbruget (dvs. elektriciteten) i de anlæg, som transporterer luften til andre rum. Anvendes fx en ventilator til at puste varm luft ind i et ventilationssystem, som opvarmer virksomhedens øvrige lokaler, kan mængden af overskudsvarme opgøres som 2 gange ventilatorens elforbrug.

Dette kan illustreres ved følgende eksempel:

Elforbrug i ventilator: 
Overskudsvarme: 2 x 3.000 kWh =6.000 kWh
Omregnet til GJ (1 kWh = 0,0036 GJ): 
6.000 kWh x 0,0036 GJ/kWh =21,6 GJ
Afgift af overskudsvarme: 
21,6 GJ x 52,50 kr./GJ =1.134 kr.

Hvis overskudsvarmen nyttiggøres fra en tung proces, skal der også betales CO2-afgift af overskudsvarmen (7,50 kr. pr. GJ/7,5 pct. af vederlaget).

Energiindholdet kan dog også opgøres ved konkret måling af den varme luft.

Udnyttes procesluften ved en varmeveksler, så der er én ventilator, som puster/suger procesluften ud, og en anden, som transporterer den friske luft ind, er det alene elforbruget til den ventilator, som transporterer den friske luft ind, der skal anvendes som beregningsgrundlag.

Når beregningen sker ved at anvende metoden for 2 gange energiforbruget, og en del af den varme luft efterfølgende anvendes til opvarmning af væsker, medregnes denne opvarmning af væsker i rør- og radiatorsystemer som nyttiggjort varme efter de almindelige regler for nyttiggørelse af overskudsvarme. Samtidig modregnes denne opvarmning i det beregnede energiindhold i den varme luft.

Transporterer de pågældende anlæg også luft, der ikke er omfattet af reglerne om nyttiggjort overskudsvarme, kan beregningen baseres på en forholdsmæssig andel. Andelen opgøres som den andel af det samlede energiforbrug i de pågældende anlæg, som svarer til forholdet mellem på den ene side mængden af luft omfattet af overskudsvarmereglerne, og på den anden side den totale mængde transporteret luft.

Forbrug af leveret overskudsvarme Virksomheder, der får leveret overskudsvarme fra en anden virksomhed, kan opnå godtgørelse af afgiften på overskudsvarmen efter samme regler som for den indirekte afgiftsbelastning for almindelig fjernvarme, jf. mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 14, kulafgiftslovens § 8, stk. 13, elafgiftslovens § 11, stk. 13, naturgasafgiftslovens § 10, stk. 14 og CO2-afgiftslovens § 9, stk. 18.

Genindvinding af rumvarme er som hovedregel ikke omfattet af overskudsvarmereglerne, idet det typisk må antages, at der er betalt rumvarmeafgift af selve opvarmningen. I de tilfælde hvor der indvindes varme fra rum, som opvarmes ved, at processen direkte afgiver varme, skal der dog betales afgift af den overskudsvarme, som indvindes og forbruges andre steder.

Er rummet også opvarmet med fx varme fra et oliefyr, kan denne mængde varme modregnes i den afgift af overskudsvarme, der beregnes af den genindvundne varme. Varmen pålægges dermed ikke rumvarmeafgift to gange.

Princippet for den nævnte behandling af indvunden rumvarme kan illustreres ved følgende eksempel:

I et støberi er der i forbindelse med udluftningen monteret et anlæg til genindvinding af varme i form af en varmeveksler, hvor den varme procesluft opvarmer frisk luft. Varmen forbruges i administrationsbygningen.


Til at sende luften gennem anlægget og over til administrationsbygningen bruger ventilatoren 250 GJ årligt. Virksomheden har valgt ikke at måle opvarmningen af luften direkte og fastsætter derfor den udnyttede varme til 500 GJ (2 x ventilatorens elforbrug).


Støbelokalet opvarmes også med et oliefyr. Varmeforbruget i radiatorerne er årligt 100 GJ. Denne mængde varme kan modregnes i den energimængde, som ligger til grund for beregningen af nedsættelsen af afgiftsgodtgørelsen. Grundlaget for nedsættelsen bliver i det aktuelle tilfælde dermed 400 GJ. Havde varmeforbruget i radiatorerne været over 500 GJ, var grundlaget blevet 0.

Told- og Skattestyrelsen har i 1999 udarbejdet et notat om bl.a. grundlaget for beregning af afgift af overskudsvarme, der afsættes. Notatet har følgende indhold:

"1. Overskudsvarme skal i denne sammenhæng forstås som varme, som udnyttes fra en produktionsproces. Det er således en ubetinget forudsætning for anvendelsen af de særlige regler, at udnyttelsen af overskudsvarmen ikke medfører et forøget brændselsforbrug.

2. Overskudsvarmereglerne er sammenfaldende for de forskellige brændsler. Den særlige ordning for olie, kul og elektricitet for anlæg, hvor etableringen er påbegyndt før 6. april 1995, og hvortil der er søgt om tilladelse til afgiftsgodtgørelse af varmeleverancen inden samme dato, finder dog ikke anvendelse for naturgas.

De udstedte tilladelser gælder kun så længe, der ikke er sket væsentlige ændringer i de faktiske forhold, som forelå ved udstedelsen af tilladelse til afgiftsgodtgørelse af varmeleverancen.

Det er derudover ikke fundet relevant at beskrive disse regler nærmere i dette notat.

3. Afgiften af overskudsvarmen beregnes ud fra den målte varmemængde. Denne mængde skal måles i forbindelse med nyttiggørelsen, dog senest når varmen forlader virksomhedens bygninger.

4. Afgiften af overskudsvarme betales ved, at virksomhedens adgang til afgiftsgodtgørelse nedsættes. Afgiften udgør (i 1999) 47,50 kr. pr. Gigajoule (GJ). For varme, der afsættes til eksempelvis et fjernvarmenet, udgør nedsættelsen dog højest 45 pct. (1999-sats) af vederlaget for varmen.

For naturgas reduceres afgiften og procentsatsen dog ud fra forholdet mellem afgiftssatsen i øre pr. Nm³ og 202, jf. naturgasafgiftslovens § 10, stk. 10. Brøken fremgår af Nyhedsbrev til alle momsregistrerede virksomheder, udsendt august 1999.

Hvis varmen udnyttes fra en proces omfattet af bilaget til CO2-afgiftsloven (proceslisten), udgør afgiften af overskudsvarme 7,50 kr. pr. GJ. For varme, der afsættes, udgør nedsættelsen dog højst 7,5 pct. af vederlaget.

Af forarbejderne til reglerne fremgår det, at der ved det samlede vederlag forstås såvel vederlag, som afregnes i forhold til den leverede mængde varme, som faste bidrag.

Dette skal efter styrelsens opfattelse forstås således, at vederlaget omfatter alle omkostninger for varmeværket forbundet med leveringen af overskudsvarme fra virksomheden.

Udgangspunktet for beregningen af vederlaget er den situation, hvor virksomheden har opsat et anlæg til nyttiggørelse af overskudsvarmen og derefter afsætter varmen til et varmeselskab. Der sker herefter betaling for varmen i forhold til leverancen. Ved overvæltning af overskudsvarmeafgiften bliver afgiften en del af vederlaget. Afgiftens maksimale andel af vederlaget skal dermed beregnes af vederlaget inkl. afgift.

I nogle tilfælde betales der et fast bidrag, fx til administration eller til vedligeholdelse af anlægget. Dette bidrag skal fordeles på den årlige varmemængde, sådan at vederlaget kommer til at omfatte alle udgifter for varmeværket, ved at få varmen leveret til det sted, hvor leverancen anses for at ske. Dette følger af bemærkningerne til L 210 af 6. april 1995, vedtaget som lov nr. 418 af 14. juni 1995.

5. Hvis investeringen i (og evt. driften af) anlægget til udnyttelsen af overskudsvarmen betales af varmeværket, og altså ikke af virksomheden, vil det vil typisk modsvares af, at der vil kunne aftales en lavere pris for varmen. De samlede omkostninger forbundet med, at der sker nyttiggørelse, er imidlertid de samme.

Det er på denne baggrund styrelsens opfattelse, at alle udgifter forbundet med nyttiggørelsen, som virksomheden enten modtager direkte betaling for, eller som varmeværket afholder, indtil varmen anses for leveret til varmeværket på et sted uden for virksomhedens produktionsbygninger, vil skulle indregnes i vederlaget. Begrundelsen for dette er, at i modsat fald ville fastlæggelsen af vederlaget for varmen blive afhængig af den kontraktmæssige fordeling mellem virksomheden og varmeværket af udgiften til nyttiggørelsen af varmen og ikke, som forudsat i lovgivningen, af den reelle pris, som varmeværket betaler for varmen i leveret stand."

For virksomheder, der inden den 6. april 1995 har ansøgt om tilladelse til afgiftsgodtgørelse for varmeleverancer efter reglerne i den daværende lovgivning (mineralolieafgiftslovens § 9, stk. 5, kulafgiftslovens § 8, stk. 4, eller elafgiftslovens § 11, stk. 5), skal der ikke ske nogen nedsættelse af tilbagebetalingen/betaling af afgift af overskudsvarme, når varmen i henhold til tilladelsen afsættes af virksomheden fra et overskudsvarmeanlæg, som er påbegyndt etableret inden den 6. april 1995.

Dette fremgår af mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 12, kulafgiftslovens § 8, stk. 11, elafgiftslovens § 11, stk. 12 og CO2-afgiftslovens § 9, stk. 9.

Der er ingen lignende bestemmelse i naturgasafgiftsloven, idet der ikke var afgift på naturgas før den 1. januar 1996. Virksomheder, der afsætter overskudsvarme på basis af naturgas, skal derfor under alle omstændigheder betale afgift af overskudsvarmen.

Det bemærkes dog, at hvis der er sket ændringer i de forhold, der forelå før den 6. april 1995 og dermed lå til grund for behandlingen af dispensationsansøgningen, så bortfalder tilladelsen, og dermed også virksomhedens adgang til at levere overskudsvarme uden afgift. Dette kan blive aktuelt, hvis der fx sker ændringer af overskudsvarmeanlæggets tekniske installationer mv., eller sker væsentlige produktionsomlægninger/-udvidelser mv. Almindelig nødvendig reparation af anlæg mv. kan dog udføres uden konsekvenser.

Endvidere kan ændringer af kontraktmæssige forhold mellem leverandøren af overskudsvarme og varmeaftageren bevirke, at en tilladelse til afgiftsgodtgørelse bortfalder. Det gælder fx, hvis en virksomhed forpligter sig til at levere en vis mængde varme enten generelt eller i bestemte perioder uden hensyn til virksomhedens vareproduktion. Et konstateret merforbrug af energi, der ikke kan begrundes i vareproduktionen, har også betydning for muligheden for at opretholde en tilladelse til afgiftsgodtgørelse.

Virksomheder, der ikke har den nævnte tilladelse, er omfattet af reglerne for betaling af overskudsvarmeafgift. Det bemærkes i øvrigt, at der skal betales afgift af et internt forbrug af overskudsvarme i virksomheden, selv om den har tilladelse til afgiftsgodtgørelse i forbindelse med leverancer af overskudsvarme.

I de følgende afsnit omtales reglerne for godtgørelse af motorbrændstof generelt.

Der ydes som hovedregel ikke godtgørelse af energiafgiften og CO2-afgift af olie, LPG-gas og naturgas, der bruges som motorbrændstof, jf. mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 2, 2. punktum og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 2, 2. punktum.

Der ydes dog afgiftsgodtgørelse for varer, der bruges ved mark- og skovarbejde o.l., se F.6.10.2.

Ved motorbrændstof forstås almindeligvis olie, autogas, flaskegas og naturgas, der anvendes som brændstof til drift af fx vare- og lastbiler, busser, traktorer, mejetærskere, entreprenørmaskiner og stationære motorer.

Det samme gælder for olie, autogas, flaskegas og naturgas, der anvendes til drift af særlige aggregater, der er monteret på lastbiler, andre motordrevne køretøjer, trailere mv., - fx pumper, kraner, kompressorer og køleanlæg (kølemotorer).

Eksempler på forbrug af motorbrændstof, hvor der ikke ydes afgiftsgodtgørelse:

  1. Drift af registrerede motorkøretøjer, fx person-, vare- og lastbiler.
  2. Drift af fx stationære motorer, kølemaskiner mv.
  3. Drift af entreprenørmateriel, herunder drift af materiel, der bruges ved dræning, grusgravning, udgravning til gylletank mv.
  4. Drift af traktorer mv., som bruges til andet arbejde end egentligt landbrugsarbejde mv., fx ved landbrugsvirksomheders snerydning for kommuner og drift af grusgrav.
  5. Transport af varer mellem landbrugsvirksomheder og korn- og foderstofforretninger, sukkerfabrikker mv. udført af andre end landbrugsvirksomheden selv, herunder transport af afgrøder, som en maskinstation høster for en landbrugsvirksomhed.

Der ydes afgiftsgodtgørelse for motorbrændstof, der anvendes ved momspligtige aktiviteter indenfor landbrug mv., jf. mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 3. 1. og 2. punktum, og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 3, 1. og 2. punktum.

Ved landbrug mv. forstås virksomheder indenfor jordbrug, husdyrbrug, gartneri, frugtavl, skovbrug, fiskeri, dambrug eller pelsdyravl.

Landbrugsvirksomheder mv. kan dog heller ikke opnå afgiftsgodtgørelse for motorbrændstof, der anvendes i registrerede motorkøretøjer, fx person- og varebiler, jf. mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 3, sidste punktum og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 3, sidste punktum.

Eksempler på forbrug af motorbrændstof, hvor der ydes afgiftsgodtgørelse:

  1. Drift af fx traktorer, mejetærskere, arbejds- og motorredskaber ved mark- og skovarbejde, uanset om arbejdet udføres af en landbrugsvirksomhed eller af en maskinstation mv. Det bemærkes, at en traktor ikke er et motorkøretøj efter færdselsloven. Det er derfor uden betydning for adgangen til afgiftsgodtgørelse, om traktoren er registreret (forsynet med almindelige hvide nummerplader).
  2. Transport af afgrøder fra marken til driftsbygningerne, uanset om transporten udføres af en landbrugsvirksomhed eller en maskinstation mv.
  3. Landbrugsvirksomheders transport af egne varer, der er produceret i landbruget, bort fra ejendommen ved hjælp af virksomhedens traktorer. Der kan fx være tale om transport af grise, mælk eller roer med traktor til henholdsvis slagteri, mejeri og sukkerfabrik. Hvis andre end landmanden selv udfører transporten, skal der betales motorbrændstofafgift.

Det bemærkes, at for forbrug omfattet af punkterne 1 og 2 er det aktiviteten, der er afgørende for, hvorvidt en virksomhed er berettiget til afgiftsgodtgørelse. Der skelnes dermed mellem primæraktiviteter (punkt 1 og 2) og transportopgaver (punkt 3).

Landsskatteretten har den 15. maj 2003, jf. SKM2003.244.LSR, afsagt kendelse i en sag om godtgørelse af mineralolieafgift. En landmand var ikke berettiget til godtgørelse af mineralolieafgift af olie forbrugt som motorbrændstof ved transport af indkøbt halm.

Primæraktivitet ctr. transport I 2000 blev det præciseret, at hvis der i forbindelse med transporten bort fra ejendommen skete rensning i forbindelse med læsningen, skulle rensningen anses for en del af transporten. Der kunne derfor alene ydes godtgørelse af motorbrændstof, som anvendtes til rensning og læsning, hvis aktiviteten blev foretaget af landmanden selv. Hvis rensningen skete uafhængigt af læsningen kunne aktiviteten anses for omfattet af de godtgørelsesberettigede aktiviteter i mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 3, uanset hvem der foretog rensningen.

Landsskatteretten har den 6. december 2002, jf. SKM2003.45.LSR, afsagt kendelse i en sag om godtgørelse af olie- og CO2-afgift af olie forbrugt som motorbrændstof ved anvendelse af særskilt materiel i forbindelse med rensning og læsning af roer forinden transport til sukkerfabrikken. Landsskatteretten fandt, at det er den udøvende aktivitet, der er afgørende for, om der foreligger et godtgørelsesberettiget motorbrændstofforbrug. Der foreligger således ikke hjemmel til at foretage en sondring afhængig af, hvem der udfører en given aktivitet, der i øvrigt kan henregnes til mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 3, 1. pkt. Told- og Skattestyrelsen har udsendt TSS-cirkulære 2003-10 om ændring af praksis og genoptagelse af sager om godtgørelse af olie- og CO2-afgift af olie forbrugt som motorbrændstof i forbindelse med rensning af roer mv. Ny tekst startSe rettelse til TSS-cirkulære 2003-10 jf. TSS-cirkulære 2003-37 foranlediget af ændrede fristregler på afgiftsområdet. Om fristreglerne se A.12.4.3 eller den jurdiske vejledning "Processuelle regler på ToldSkats område".Ny tekst slut

Indfangning og pakning af kyllinger, der sker i forbindelse med læsningen af kyllingerne m.h.p. transport til slagteriet, anses som en del af transporten, hvorfor der alene kan ydes godtgørelse for motorbrændstof, som anvendes til indfangning og pakning af kyllinger, hvis aktiviteten foretages af fjerkræavleren selv.

Landsskatteretten har den 29. april 2003, jf. SKM2003.304.LSR, afsagt kendelse i en sag om godtgørelse af olie- og CO2-afgift af olie forbrugt som motorbrændstof af et selskab, der drev virksomhed med losning af fisk og andre serviceaktiviteter for fiskere. Aktiviteten blev ikke anset for fiskerivirksomhed, ligesom transporten af fisk ikke var omfattet af mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 3. Selskabet var derfor ikke berettiget til godtgørelse for olie- og CO2-afgift.

Maskinstationer Der gælder særlige regler for maskinstationer, der både udfører almindeligt maskinstationsarbejde i form af markarbejde for landbrugsvirksomheder mv. og fx entreprenøropgaver, se F.6.12.

Afgiftsgodtgørelse ved afprøvning af gasmotorer Der ydes afgiftsfritagelse for naturgas og bygas, der anvendes ved afprøvning af gasmotorer i forbindelse med produktionen af disse, jf. naturgasafgiftslovens § 10, stk. 2, 3. punktum.

Der kan dog stadig ikke opnås fradrag for afgift af naturgas, der anvendes ved afprøvning i forbindelse med vedligeholdelse af gasmotorer.

Ved spørgsmål om hvornår der er tale om produktion, og hvornår der er tale om vedligeholdelse, vil blandt andet følgende momenter kunne pege i retning af, at der er tale om produktion:

  1. der er tale om en prototype,
  2. maskinen består fortrinsvis af nye dele, eller
  3. motoren tilvirkes hos producenten.

Bestemmelsen, der trådte i kraft den 1. januar 2001, er indført ved lov nr. 1289 af 20. december 2000.

Godtgørelse af CO2-afgift Hvis der efter ovennævnte regler kan gives godtgørelse af energiafgiften af motorbrændstof, kan der også gives godtgørelse af CO2-afgiften efter CO2-afgiftslovens § 9, stk. 4, jf. stk. 1, dvs. godtgørelse efter reglerne for let proces.

Der gælder særlige regnskabsregler for visse virksomheder, der benytter olie og gas, som motorbrændstof.

Omfattet er virksomheder, der både bruger olie og gas som motorbrændstof og til andre formål, fx til opvarmning, samt virksomheder, der bruger motorbrændstof til både godtgørelsesberettigede og ikke-godtgørelsesberettigede formål.

Virksomheder, der udelukkende bruger motorbrændstof til ikke-godtgørelsesberettigede formål, og som ikke bruger olie eller gas til fyringsformål, er derimod ikke omfattet af regnskabsreglerne.

Reglerne fremgår af bekendtgørelse nr. 241 af 4. april 2000, der er udstedt i medfør af mineralolieafgiftsloven. Reglerne, der har været uændrede siden 1992, er under ajourføring, men dette arbejde var ikke færdigt ved redaktionens ophør. De nuværende regler forventes dog i store træk videreført uændrede.

I det nugældende regelsæt for motorbrændstof er der tale om følgende to typer af regnskaber:

  • Forbrugsregnskab, der omfatter forbruget af olie eller gas, jf. bekendtgørelsens §§ 2 - 4.
  • Beholdningsregnskab, som kun er aktuelt for virksomheder med egen beholdning, jf. bekendtgørelsens § 8.

Forbrugsregnskabet skal enten omfatte

  • forbruget af olie/gas, der bruges som motorbrændstof (metode 1), jf. bekendtgørelsens § 3, eller
  • forbruget af olie/gas til andre formål end motorbrændstof (metode 2), jf. bekendtgørelsens § 4.

Metode 1 Metoden kan med fordel benyttes af virksomheder, der har et overvejende forbrug af olie eller gas til andre formål end motordrift.

Der skal føres regnskab for hvert enkelt køretøj mv., og det skal oplyse:

  • Den målte mængde brændstof, der er påfyldt, og dato for hver påfyldning.
  • Kilometertællerens udvisende ved begyndelsen af hver afgiftsperiode efter momsloven (momsperiode) og ved hver påfyldning (for driftsmidler uden kilometertæller registreres det antal timer, hvori det har været i drift).
  • Om brændstoffet er påfyldt fra egen beholdning, på tankstationer mv. eller i udlandet.

Efter udløbet af hver momsperiode skal det samlede forbrug af brændstof opgøres på grundlag af regnskabet for det enkelte køretøj mv. For virksomheder med egen beholdning skal forbruget afstemmes med beholdningsregnskabet.

Købes eller sælges et køretøj i løbet af en momsperiode, oplyses i regnskabet datoen herfor og kilometertællerens udvisende.

For landbrugsvirksomheder mv. skal forbrugsregnskabet kun omfatte registrerede motorkøretøjer. Landbrugsvirksomheder mv. kan derfor i de fleste tilfælde med fordel anvende metode 1 - uanset olien overvejende anvendes til motordrift.

BagatelgrænseVirksomheder, som kun har én dieseldreven varebil eller personbil og et forbrug af olie hertil på højst 1.500 liter årligt (pr. regnskabsår), er fritaget for at føre forbrugsregnskab og beholdningsregnskab.

Forbruget af olie i bilen skal i stedet opgøres på grundlag af det antal kilometer, som bilen har kørt i momsperioden, og bilfabrikantens/-importørens oplysning om bilens gennemsnitlige brændstofforbrug.

Der skal således kun ske en registrering af kilometertællerens udvisende og beregning af forbruget af olie ved slutningen af hver momsperiode - hvilket skal fremgå af regnskabet. Købes eller sælges bilen i løbet af perioden, oplyses i regnskabet datoen herfor og kilometertællerens udvisende.

Hvis virksomheden i løbet af regnskabsåret overskrider bagatelgrænsen på 1.500 liter, skal de almindelige regnskabsregler anvendes i resten af regnskabsåret.

Metode 2Metoden kan med fordel benyttes af virksomheder, der har et overvejende forbrug af motorbrændstof og kun et mindre forbrug af olie eller gas til andre formål.

Regnskabet skal omfatte den olie eller gas, der bruges til andre formål end motorbrændstof.

For olie og gas, der bruges til rumvarme og/eller procesformål, skal forbruget opgøres ved direkte måling (gennemstrømningsmåler) af den indfyrede mængde for hver forbrugende enhed (kedel e.l.). Opgørelserne skal fremgå af regnskabet.

Virksomheder med egen beholdning af olie eller gas, skal føre et beholdningsregnskab. Der skal kun føres beholdningsregnskab, hvis virksomheden skal føre forbrugsregnskab, jf. bekendtgørelsens § 8, stk. 1.

Hver bevægelse (tilgang og udlevering/tankning) skal løbende posteres i regnskabet. Regnskabet skal afsluttes ved udløbet af regnskabsåret, og beholdningen overføres til næste regnskabsår.

Regnskabet over udlevering skal oplyse dato for udlevering, udleveret mængde samt hvilket køretøj mv. brændstoffet er udleveret til (påfyldt). Ved påfyldning af registrerede køretøjer anføres registreringsnummeret.

Der skal ske sammentælling af regnskabet for hvert køretøj mv. og afstemning med forbrugsregnskabet for hver momsperiode.

Produkter til motorbrændstof skal opbevares adskilt fra anden olie og gas, jf. bekendtgørelsens § 8, stk. 2.

Virksomheder, der kun har én tank, og som anvender indholdet til både motordrift og til andre formål, fx til opvarmning, skal købe al olie eller gas i afgiftsberigtiget stand som motorbrændstof.

Reglerne for, hvornår der kan opnås godtgørelse af afgiften af motorbrændstof, fremgår af bekendtgørelsens § 9.

For motorbrændstof, der indkøbes udelukkende til brug for arbejde inden for landbrug mv., følger tidspunktet for godtgørelse af energiafgiften og CO2-afgiften momsfradraget, dvs. at godtgørelse kan ske på købstidspunktet. Hvis virksomheden herefter anvender motorbrændstof til formål, som der ikke ydes godtgørelse for, skal afgiften indbetales/reguleres over momsangivelsen eller - hvis virksomheden har bevilling til fremskyndet tilbagebetaling af energiafgifter - (anmodningsblanket 23.001) i takt med, at motorbrændstoffet anvendes til andre formål.

Øvrige virksomheder kan ikke få godtgørelse af afgiften af motorbrændstof på købstidspunktet. For motorbrændstof, der bruges til formål, hvortil der ydes godtgørelse, fås godtgørelsen i takt med forbruget hertil, dvs. at forbrugstidspunktet er afgørende for tidspunktet for afgiftsgodtgørelsen, se F.6.11.

Anvendes en leverance, der er indkøbt som motorbrændstof, til andre formål end motordrift, kan virksomheden få godtgørelse for den forbrugte mængde hertil af forskellen i afgiften mellem motorbrændstof og olie til andre formål (anden gas- og dieselolie), jf. mineralolieafgiftslovens § 12, stk. 6.

Tilsvarende kan der ved anvendelse af motorbrændstof, der indkøbes udelukkende til brug for arbejdet inden for landbrug mv., og som anvendes til fx privat boligopvarmning - se F.8.7 - ske regulering/indbetaling over momsangivelsen af godtgjort afgift af motorbrændstof med sats for olie til andre formål.

Motorbrændstof - grødeskæringLandsskatteretten har den 21. september 1998 afsagt kendelse i en sag om en virksomhed, der udførte arbejde med oprensning af åer og vandløb mv. for amter og kommuner (TfS 1998/794).

Kendelse: Retten fandt, at virksomhedens aktiviteter med oprensning af grøfter og vandløb for det offentlige ikke er omfattet af bestemmelsen i momslovens § 66, stk. 1 (nu mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 3, 1. punktum), eller kan anses for mark- og skovarbejde for en landbrugsvirksomhed.

Motorbrændstof - skoventreprenør- virksomhedLandsskatteretten har den 28. april 2000 afsagt kendelse i en sag om en virksomhed, der udfører forskellige aktiviteter for skovejere - i form af afretning af vandløbskanter og profilering, dvs. gendannelse af oprindelige vandløbssider. Derudover forestår virksomheden oprensning, rensning af vandløb for tilløbet sand og mudder, opsamling af grene, blade og træ samt fjernelse af selvgroede vækster fra vandløbsbunden.

Kendelse: Retten fandt, at det af virksomheden udførte arbejde med vedligeholdelse må anses for skovarbejde, der er omfattet af mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 3.

Told- og Skattestyrelsens bemærkninger:
Det præciseres, at arbejdesopgaver som fx nyetablering af vandløb, veje mv. i skove er entreprenørvirksomhed, der ikke kan henføres under mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 3.

Motorbrændstof - vognmandsforretning - herunder spørgsmål om berettiget forventningLandsskatteretten har den 23. november 1999 afsagt kendelse i en sag om forbrug af olie i en vognmandsforretning - til drift af en varebil.

Kendelse: Retten fandt, at der ikke kan ske afgiftsgodtgørelse for forbruget af olie, jf. mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 2, og CO2-afgiftslovens § 9, stk. 4, nr. 1.

Retten har derudover bemærket, at alene en positiv tilkendegivelse fra myndighederne kan bibringe en retsbeskyttet forventning. Den omstændighed, at regionen ikke har taget forholdet op til bedømmelse bl.a. i forbindelse med modtagelsen af momsangivelserne kan ikke skabe en berettiget forventning hos klager om, at der kan ske godtgørelse af olieafgift og CO2-afgift, heller ikke ved udbetaling til virksomheden i forbindelse med en negativ momsangivelse, som skyldes godtgørelse af olie- og CO2-afgift.

Motorbrændstof - maskinstation - vedligeholdelse af dræningsarbejder for landmænd Ny tekst startLandsskatteretten har den 13. juni 2003, jf. SKM2003.427.LSR, afsagt kendelse i en sag om en maskinstation, der udfører vedligeholdelse af dræningsarbejder for landmænd, herunder udskiftning af drænrør. Landsskatteretten fandt ikke, at maskinstationen var berettiget til godtgørelse af energiafgifterne for forbrug af olie forbrugt som motorbrændstof, idet de nævnte aktiviteter ikke kan karakteriseres som egentligt landbrugsarbejde.Ny tekst slut

Der ydes ikke afgiftsgodtgørelse for benzin, jf. mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 1.

Dette gælder i alle tilfælde - også hvor benzinen anvendes ved aktiviteter omfattet af mineral-olieafgiftslovens § 11, stk. 3, 1. punktum.

Der ydes dog afgiftsgodtgørelse for benzin, der anvendes efter reglerne i mineralolieafgiftslovens § 9, fx godtgørelse af benzin, der anvendes ved erhvervsmæssig sejlads, jf. lovens § 9, stk. 4, nr. 1 og 2, (fiskeri mv.), se F.1.5.3.

Der ydes ikke godtgørelse af afgift af karburatorvæske, jf. mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 2, sidste punktum.

 

Efter mineralolieafgiftslovens § 9, stk. 5, ydes der afgiftsgodtgørelse for svovlfattig dieselolie, dvs. diesel med et svovlindhold på højst 0,005 pct. og LPG-gas, der anvendes i personmotorkøretøjer, der med tilladelse efter lov om buskørsel anvendes til rutekørsel.

Tilsvarende ydes der efter naturgasafgiftslovens § 9, stk. 1 afgiftsgodtgørelse for naturgas til rutekørsel.

Efter elafgiftslovens § 11b, stk. 2 ydes der afgiftsgodtgørelse for kørestrøm, der anvendes af rutebiler samt i eltog til personbefordring.

Endvidere ydes der efter CO2-afgiftslovens § 7, stk. 4, nr. 3 afgiftsgodtgørelse for CO2-afgift for ovennævnte energiprodukter til rutekørsel med rutebiler/busser.

Derudover ydes der godtgørelse af momsen af den godtgørelsesberettigede energiafgift og CO2-afgift af de pågældende produkter.

Endelig ydes der forhøjet godtgørelse af afgiften med følgende beløb i øre pr. liter LPG-gas og pr. Nm3 naturgas, jf. § 9, stk. 7 og 8 i lov nr. 325 af 28. maj 1999:

Vareart2000200120022003
LPG-gas2525250
Svovlfattig diesel10500
Naturgas4141410

Indtil udgangen af 2001 blev der også ydet forhøjet godtgørelse af afgiften af svovlfattig diesel. Forhøjelsen udgjorde 10 øre pr. liter i 2000 og 5 øre pr. liter i 2001, jf. § 9, stk. 6 i lov nr. 325 af 28. maj 1999.

Indtil 1. juni 1999 var godtgørelsen til rutekørsel betinget af, at der blev anvendt ultralet diesel. Men efter 1. juni 1999 ydes der ikke længere afgiftsgodtgørelse for ultralet diesel.

Det er dermed kun forbrug af LPG-gas, svovlfattig diesel og naturgas samt elektricitet, som der ydes afgiftsgodtgørelse for.

Indirekte forbrug af svovlfattig diesel, LPG-gas, naturgas eller elektricitet, fx olie til opvarmning af garageanlæg mv. og elektricitet til belysning mv. er ikke omfattet af adgangen til afgiftsgodtgørelse.

Told- og Skattestyrelsen har den 11. februar 2003 udsendt en meddelelse, jf. SKM2003.59.TSS, der præciserer reglerne om godtgørelse af energiafgifterne i forbindelse med rutekørsel.

Godtgørelsesordningen
Virksomheder, der ønsker at få godtgørelse af afgift af svovlfattig diesel, LPG-gas, naturgas og el til rutebiler, og som ikke allerede er momsregistrerede, må lade sig registrere hos ToldSkat for at blive omfattet af godtgørelsesordningen. Der er tale om en administrativ, teknisk registrering.

Ved godtgørelse anvendes den periodiske momsangivelse. Hvis virksomheden har bevilling til fremskyndet tilbagebetaling - anvendes anmodningsblanket 23.001.

Forbrugstidspunktet Virksomheden kan opnå afgiftsgodtgørelse på forbrugstidspunktet, der er det tidspunkt, hvor motorbrændstoffet er påfyldt den enkelte bus. Forbrugsprincippet gælder, uanset om der er tale om blandet kørsel eller udelukkende godtgørelsesberettiget rutekørsel.

At virksomheden har bevilling til fremskyndet tilbagebetaling af energiafgifter ændrer ikke ved forbrugsprincippet. Lov om fremskyndet tilbagebetaling ændrer ikke opgørelsesprincipperne, men fremrykker alene tidspunktet for angivelse af godtgørelsen i forhold til fradrag over momsangivelsen.

Regnskabsregler og regler for opgørelse af godtgørelsesberettiget afgift fremgår af kapitel 1 i bekendtgørelse nr. 241 af 4. april 2000.

Opgørelsen af energiafgifter, som der ydes godtgørelse for, kan ske enten

  • på grundlag af en registrering af forbruget af motorbrændstof i hvert køretøj (forbrugsregnskab), jf. bekendtgørelsens §§ 6 og 7, eller
  • forholdsmæssigt på grundlag af en omsætningsfordeling, jf. bekendtgørelsens § 7.

Virksomheden skal føre et forbrugsregnskab for hver bus. Regnskabet skal føres løbende og med følgende oplysninger:

  • Kilometertællerens udvisende ved begyndelsen af hver momsperiode.
  • Den målte mængde brændstof, der er påfyldt, brændstoffets art samt dato for hver påfyldning.
  • Om brændstoffet er påfyldt fra egen beholdning, på tankstationer mv. eller i udlandet.
  • For busser, der bruges både til rutekørsel og til anden kørsel, skal regnskabet også indeholde oplysning om kilometertællerens udvisende ved hver begyndelse og afslutning af rutekørsel, jf. bekendtgørelsens § 6, stk. 3.

For busser, der skiftevis i løbet af en dag bruges til både rutekørsel og turistkørsel, tillades det, at der alene sker en registrering af kilometertællerens udvisende ved dagens begyndelse, og at det samlede antal kørte kilometer ved rutekørsel noteres i regnskabet for hver dag. Det forudsættes dog, at der kan opgøres et normalt fast kilometertal for den enkelte rute.

Der skal efter udløbet af hver momsperiode ske en opgørelse af det samlede forbrug af brændstof på grundlag af regnskabet for den enkelte bus og ske afstemning af forbruget.

Anskaffes eller afhændes en bus i momsperioden, oplyses i regnskabet datoen herfor og kilometertællerens udvisende.

Forbruget af brændstof skal fordeles forholdsmæssigt på grundlag af det kørte antal kilometer til henholdsvis rutekørsel og anden kørsel. Opgørelsen skal fremgå af virksomhedens regnskab.

For virksomheder, der bruger svovlfattig dieselolie og anden dieselolie til drift af busser, der både benyttes ved rutekørsel og turistkørsel, tillades det, at den svovlfattige dieselolie først og fremmest anses for at være brugt ved rutekørsel. Der kan dog aldrig opnås godtgørelse af afgiften af en større mængde olie, end mængden af forbrugt svovlfattig diesel.

Ved opgørelsen skal virksomheden som udgangspunkt anvende en sektorisk opdeling efter reglerne for busmoms. Virksomheden har herved beregnet en momsfradragsprocent (fradragsret for fællesomkostninger) for de benyttede busser på grundlag af forholdet mellem virksomhedens momspligtige busomsætning og den samlede busomsætning.

Ved opgørelsen af energiafgift, som der ydes godtgørelse for, skal virksomheden modsætningsvis beregne en fradragsprocent for de benyttede busser til rutekørsel på grundlag af forholdet mellem virksomhedens momsfri omsætning ved rutekørsel og den samlede busomsætning.

Opgørelsen af den forholdsmæssige fordeling af omsætningen og opgørelsen af afgift, som virksomheden kan opnå godtgørelse for, skal fremgå af regnskabet.

Virksomheder, der bruger omsætningsfordelingen som grundlag for opgørelse af afgift, som der ydes godtgørelse for, fritages for at føre et forbrugsregnskab for hver bus.

Virksomheder med egen beholdning af svovlfattig diesel eller LPG-gas skal føre regnskab over tilgang, beholdning og udlevering (tankning), jf. bekendt-gørelsens § 8, stk. 1.

Hver bevægelse (tilgang og udlevering) skal løbende posteres i regnskabet. Regnskabet skal afsluttes ved udløbet af regnskabsåret, og beholdningen overføres til næste regnskabsår.

Regnskabet over udlevering skal føres med angivelse af dato for udlevering, udleveret mængde samt hvilket køretøj mv., som brændstoffet er udleveret til (påfyldt). Ved påfyldning af registrerede køretøjer anføres registreringsnummeret.

Der skal ske sammentælling af regnskabet for hvert køretøj mv. Endvidere skal virksomheder, der fører forbrugsregnskab, foretage en afstemning af forbrugs- og beholdningsregnskabet for hver momsperiode.

Virksomheder, der har egen beholdning af svovlfattig diesel og anden diesel, skal opbevare svovlfattig diesel adskilt fra anden olie, jf. bekendtgørelsens § 8, stk. 2 og 3.

En blanding af svovlfattig dieselolie og anden dieselolie i virksomhedens tank anses dermed ikke for svovlfattig diesel, og virksomheden kan derfor ikke opnå godtgørelse af afgiften.

Et rutebusselskab har rejst spørgsmål om, hvorvidt der kan ydes afgiftsgodtgørelse for elektricitet, der anvendes til forvarmning af bussers motorsystem ved eldrevne varmepumper, som tilsluttes bussen ved hjælp af el-stilk.

Virksomheden gjorde gældende, at forvarmningen er en integreret del af køreprocessen, at den sker som et miljøvenligt alternativ til en nu forbudt opvarmning af motorerne ved tomgang.

Ifølge elafgiftslovens § 11 b, stk. 2 ydes der afgiftsgodtgørelse for kørestrøm, der anvendes af rutebiler og eltog til personbefordring.

Afgørelse: Told- og Skattestyrelsen fandt, at elafgiftslovens § 11b, stk. 2, alene efter dens ordlyd omfatter den strøm, som direkte anvendes i forbindelse med driften af det pågældende trafikmiddel. Der kan derfor ikke ydes afgiftsgodtgørelse for elektricitet, der anvendes til forvarmning af busser.

Som anført under F.6.10.2 ydes der afgiftsgodtgørelse for motorbrændstof, der anvendes ved momspligtige aktiviteter indenfor landbrug mv., jf. mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 3. 1. og 2. punktum, og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 3, 1. og 2. punktum.

Ved landbrug mv. forstås virksomheder indenfor jordbrug, husdyrbrug, gartneri, frugtavl, skovbrug, fiskeri, dambrug eller pelsdyravl.

Dette gælder også for maskinstationer, som udøver sådanne aktiviteter for landbrugsvirksomheder mv.

Maskinstationer mv., der både anvender olie til formål, som der ydes godtgørelse for, fx markarbejde o.l., og til formål, som der ikke ydes godtgørelse for, fx entreprenørarbejde, har på visse betingelser mulighed for at opgøre godtgørelsen forholdsmæssigt på grundlag af en omsætningsfordeling, jf. bekendtgørelsens § 5, stk. 2.

Sådanne virksomheder kan herefter vælge at foretage opgørelsen enten

  1. forholdsmæssigt på grundlag af en omsætningsfordeling, eller
  2. på grundlag af en konkret registrering og opgørelse af forbruget af motorbrændstof i hvert motordrevet køretøj.

Ved en forholdsmæssig fordeling skal virksomheden opgøre forbruget i registrerede motorkøretøjer og forbrug til opvarmning særskilt. Forbruget i registrerede motorkøretøjer og forbrug til opvarmning må ikke indgå i den forholdsmæssige fordeling og skal derfor forinden fradrages virksomhedens samlede forbrug af olie.

Afhængig af omfanget af virksomhedens aktiviteter gælder der herefter følgende regler:

A. For maskinstationer, som i overvejende grad udøver almindeligt maskinstationsarbejde (markarbejde med traktorer mv.), og kun i beskedent omfang udfører aktiviteter med de samme motordrevne driftsmidler, som der ikke ydes godtgørelse for, fx snerydning for kommuner og transportopgaver, kan virksomhedens samlede omsætning lægges til grund for den forholdsmæssige fordeling.

Forbruget af motorbrændstof, som der kan ydes godtgørelse for, kan herefter opgøres forholdsmæssigt på grundlag af den del af omsætningen, hvortil der kan ydes godtgørelse, og maskinstationens samlede omsætning.

B. For maskinstationer, som fx udøver vognmandsvirksomhed ved siden af maskinstationsvirksomheden, må omsætning og olieforbrug for vognmandsvirksomheden ikke medregnes ved den forholdsmæssige fordeling. Det samme gælder for anden virksomhed, der udøves uafhængigt af maskinstationsvirksomheden.

Efter fradrag af forbruget af olie i registrerede motorkøretøjer, i motordrevne driftsmidler uden for maskinstationsvirksomheden, fx entreprenørmateriel, og forbrug til opvarmning, kan forbruget af motorbrændstof, som der kan ydes godtgørelse for, herefter opgøres forholdsmæssigt på grundlag af den del af omsætningen, hvortil der kan ydes godtgørelse og maskinstationens samlede omsætning.

Opgørelserne skal fremgå af virksomhedens regnskab.

Hvis motordrevne driftsmidler, fx traktorer, i betydeligt omfang anvendes til andre formål i virksomheden end ved godtgørelsesberettiget maskinstationsvirksomhed, kan en omsætningsfordeling ikke lægges til grund for opgørelse af godtgørelsesberettiget olieafgift.

Virksomheden skal i sådanne tilfælde foretage en konkret registrering og opgørelse af forbruget ved hver enkelt arbejdsaktivitet, se F.6.12.2.

Regnskab over omsætningVirksomheden skal føre regnskabet over omsætning, sådan at det er muligt at foretage en fordeling af omsætningen i aktiviteter, som der kan ydes godtgørelse for, og andre aktiviteter.

Ved samlet fakturering af en arbejdsopgave, der både omfatter aktiviteter, som der ydes godtgørelse for, fx optagning af roer, og aktiviteter, som der ikke ydes godtgørelse for, fx transport af roer til sukkerfabrik, skal hver af aktiviteterne specificeres i fakturaen.

Virksomheden skal føre et forbrugsregnskab for hvert motordrevet driftsmiddel (traktor, mejetærsker mv.), jf. bekendtgørelsens § 5, stk. 1. Forbrugsregnskabet skal for hver enkelt aktivitet indeholde oplysning om forbruget af motorbrændstof og arbejdsydelsens art.

Regnskabet skal i øvrigt føres efter reglerne nævnt i F.6.10.3, F.6.10.4 og F.6.10.5.

Der skal herefter ved udgangen af hver afgiftsperiode efter momsloven ske en opgørelse af forbruget af motorbrændstof, der er brugt til aktiviteter, som virksomheden kan opnå godtgørelse for, og aktiviteter, som den ikke kan opnå godtgørelse for.

Opgørelserne skal fremgå af virksomhedens regnskab.

Med hjemmel i mineralolieafgiftslovens § 14, stk. 11, kulafgiftslovens § 11, stk. 4, elafgiftslovens § 17 og naturgasafgiftslovens § 14, stk. 4 er der fastsat regler for indretning af teknisk måleudstyr og montering af dette i virksomhederne.

Udgangspunktet herfor er, at virksomhederne anvender målere, der har en kvalitet og nøjagtighed og upåvirkelighed, som gælder for godkendte målere.

Nedenfor er der en nærmere beskrivelse af målere og måling af forskellige energityper.

Det er derudover virksomhedens ansvar, at installerede bimålere og målere til fordeling af energiforbrug i virksomheden virker og måler rigtigt, at defekte målere straks repareres eller udskiftes. Virksomheden skal ved byggetekniske tegninger eller på anden måde kunne vise, at målerne er placeret korrekt.

Hovedreglen for måling er at man skal foretage en sand energimåling.

Energi kan tilføres et anlæg på to principielt forskellige måder, den ene er i form af direkte energikilder, den anden er i form af energibærende medier.

Energikilderne er elektricitet og de forskellige typer brændsler. Som energibærende medier vil vi her kun omtale vand og damp.

El måles med en elektricitetsmåler, der direkte angiver energien i kWh (MWh).

Energiindholdet i brændsler findes ved at måle den tilførte mængde i liter, m3, kg, ton og derefter gange med brændslets brændværdi.

Energiindholdet i et varmebærende medie bestemmes ved, at måle energiindholdet i mediet, når det tilføres anlægget og derfra trække energiindholdet i mediet når det forlader anlægget.

I særlige tilfælde kan det tillades, at energimængden bestemmes ved en indirekte måling og beregning.

I de enkelte afsnit er omtalt nogle typer af indirekte måling som fx anvendelse af timetællere til registrering af forbrugt elektricitet til varmepaneler.

Krav til og normer for varmeenergimålere, der anvendes ved afregning, reguleres af Erhvervs- og Boligstyrelsen under Økonomi- og Erhvervsministeriet (tidligere Erhvervsfremmestyrelsen under Erhvervsministeriet).

Afregningsmålere til fjernvarme skal typegodkendes. Selve typegodkendelsen har hjemmel i lov om erhvervsfremme og bekendtgørelse om udstedelse og gennemførelse af måletekniske bestemmelser. Erhvervs- og Boligstyrelsen har i Målerteknisk Direktiv fastsat krav om typegodkendelse, herunder nøjagtighed, udformning og fremstilling.

En ny typegodkendt måler til afregning ved en almindelig fjernvarmeinstallation har en unøjagtighed på mindre end 4 pct.

Ønsker en virksomhed at montere ikke-typegodkendte målere, skal måleren have en nøjagtighed svarende til, hvad en typegodkendt afregningsmåler vil have for den pågældende installation. Virksomheden har i sådanne tilfælde mulighed for at få gennemført en måleteknisk kontrol af måleren hos et godkendt laboratorium. Erhvervsfremmestyrelsen bemyndiger laboratorier til at udføre måletekniske kontroller.

Varmeenergimåleren består af en volumenmåler (antal m3 vand), en beregningsenhed og temperaturfølerpar (måling af afkøling mellem fremløb og returløb). Med denne kombination er det muligt forholdsvis præcist at beregne produceret eller forbrugt varmeenergi. Ved brug af en volumenmåler, der alene måler den passerede vandmængde, måles der ikke varmeenergi. Volumenmålere vil derfor ikke kunne anvendes til fordeling af varme.

Nedenstående skitse viser et eksempel på placering af måler og temperaturfølere i et varmeforsyningsnet. Pilene markerer vandets cirkulation i systemet. De punkterede linier markerer forbindelsen mellem temperaturfølere og beregningsenheden.



Det fremgår af skitsen, at måleren er indbygget i varmeinstallationens returløb. Indbygning i frem- eller returløb har, når der er tale om et lukket kredsløb, dvs. at der er samme vandmængde i fremløb og returløb, ingen betydning for måling af volumen.

Mange varmekredse har en såkaldt shuntforbindelse mellem fremløb og returløb til regulering af fremløbstemperaturen. Man skal i disse situationer sikre sig, at måleren og temperaturfølerne sidder på samme side af shuntforbindelsen.

Måleren ved energiforsyningsstedet monteres så tæt derved som muligt for at måle den samlede fremstillede energi. Måleren ved processen monteres så tæt derved som muligt for at måle det reelle energiforbrug. Er et energiforsyningsanlægs konstruktion til hindring for montering af målere, fx på grund af skjulte rørføringer, monteres måleren, hvor rørføringen bliver synlig, eller hvor det praktisk bliver muligt.

Man skal tilstræbe, at der ikke er monteret en varmeveksler mellem måleren og den energi, man ønsker at måle, da der er et energitab i en varmeveksler.

Erhvervs- og Boligstyrelsen har i Måleteknisk Direktiv opstillet krav om, at der skal foretages periodisk kalibrering af fjernvarmemålere. ToldSkat stiller ikke krav om kalibrering af målere. Vedligeholdelsespligten er pålagt virksomheden. Virksomheden må ud fra en målers alder, slid mv., evt. i samråd med sagkyndige vurdere, om en måler skal kalibreres eller udskiftes.

FjernvarmemålereHvis varmeforsyningsselskabet anvender varmeenergimålere som afregningsmåler, kan virksomheder, der forbruger varme til både proces og rumvarme, anvende denne måler til opgørelse af den samlede mængde energi.

Enkelte forsyningsselskaber anvender volumenmålere som afregningsmålere. Denne målertype måler som nævnt ikke energiforbrug. Uanset om der indlægges en konstant for afkøling, fx 38 grader C, og der beregnes energiforbrug på basis heraf, vil en sådan måling ikke kunne danne grundlag for en tilstrækkelig nøjagtig opgørelse af den samlede mængde energi.

HovedregelMåling af energi til forbrugsvandvarmere skal som hovedregel ske efter samme princip som ved rumopvarmning. Der skal ikke ske særskilt måling af energi til opvarmning af ikke-godtgørelsesberettiget forbrugsvand, når energiforbrug til rumvarme/varmt vand beregnes som forskellen mellem den målte samlede mængde produceret varmeenergi og den målte energi til proces.

Hvis der anvendes varmt vand til godtgørelsesberettigede formål, skal dette energiforbrug måles med en varmeenergimåler. Anvendes varmt vand fra samme beholder/veksler til både proces og rumvarme, skal der yderligere ske volumenmåling af den samlede mængde vand, der er varmet op, og den mængde vand, der er anvendt til proces. Se nedenstående skitse.

Særregel, se F.6.8.7.Anvendes særreglen, dvs. at der sker måling af rumvarme i stedet for procesenergi, gælder særreglen også for varmt vand. Der skal derfor ske måling af varmeenergi, der tilføres en varmtvandsbeholder/veksler. Er beholderen monteret i varmeinstallationens rumvarmedel, der i forvejen er målt, skal der dog ikke ske yderligere måling. Er beholderen derimod monteret i varmeinstallationens ikke målte procesdel, indbygges en varmeenergimåler som vist i nedenstående skitse.

Anvendes varmt vand fra en beholder/veksler til både proces og varmt forbrugsvand, skal energiforbruget fordeles ved volumenmåling af den samlede mængde vand, der er varmet op og den mængde vand, der er anvendt til ikke-godtgørelsesberettigede formål. Energiforbrug til opvarmning af vandet måles med varmeenergimåler. Se nedenstående skitse.

Krav til volumenmålere er opstillet i et EF-direktiv. Erhvervs- og Boligstyrelsen opstiller krav til typegodkendelse ud fra dette direktiv, hvorefter volumenmålere har en unøjagtighed på mindre end 3 pct. Målere, der opfylder disse nøjagtighedskrav, vil kunne anvendes.

Der er udstedt en bekendtgørelse fra Erhvervs- og Boligstyrelsen (tidligere Erhvervsfremmestyrelsen), Bekendtgørelse nr. 54 af 23. januar 1997, om kontrol af elmålere, der anvendes til måling af elforbrug.

Af denne bekendtgørelse følger det, at målere, som anvendes til afregning mellem elselskab og forbruger, skal opfylde følgende krav:
Enten

  1. EØF-typegodkendelse og førstegangsverifikation i overensstemmelse med EØF-kravene

    eller
  2. Dansk typegodkendelse og førstegangsverifikation på et DANAK akkrediteret laboratorium i henhold til Erhvervs- og Boligstyrelsens regler.

Elmålere, som opsættes til brug for virksomhedens godtgørelse af el- og CO2-afgift, skal herefter opfylde disse krav.

En eventuel målerfaktor skal være angivet ved mærkning på eller ved måleren.

Målerens godkendelse og førstegangsverifikation vil normalt fremgå af en lille mærkat påsat måleren.

DriftstimetællereVirksomheder kan i visse situationer montere en driftstimetæller i stedet for en elmåler til fordeling af energi. En driftstimetæller måler den samlede tid, som en elinstallation, fx forbrugsvandvarmer, har været i drift. Installationens maksimale effekt lægges til grund for beregning af det samlede elforbrug.

Denne målemetode er anvendelig, hvor der er tale om en enkelt installation. Ved flere uafhængige installationer, fx et antal fastmonterede termostatstyrede varmepaneler, der uafhængigt af hinanden afbrydes/ tilsluttes, vil måling med timetæller ikke være anvendelig, medmindre der installeres en driftstimetæller for hver radiator (varmepanel). Måling i sådanne tilfælde kan i stedet ske ved elmåling.

Der må kun anvendes driftstimetællere, der ikke kan 0-stilles. Timetælleren skal monteres/indbygges på en sådan måde, at den ikke uden særlige tekniske indgreb kan udtages eller gøres uvirksom.

Nøjagtig måling af energi i dampbaserede varmeforsyningsanlæg er mere kompliceret end måling af energiforbrug i vandbaserede anlæg. Der henvises til F.6.8.6 hvorefter den samlede producerede dampenergi kan beregnes på basis af de indfyrede brændsler.

I de tilfælde, hvor der leveres varme (damp) fra et dampbaseret varmeforsyningsanlæg til både proces og rumvarme, uden at dampen til rumvarme går igennem en vandveksler, er det nødvendigt at installere dampmålere.

Måling af damp skal som udgangspunkt ske ved hjælp af egentlige dampmålere. Under visse betingelser kan måling af damp dog ske ved hjælp af kondensatmåling. Endvidere kan det i forbindelse med brug af dampkaloriferer til opvarmning på visse betingelser tillades, at opgørelsen af varmen baseres på kaloriferens effekt og måling af kaloriferens driftstid. Nedenfor er der gjort nærmere rede for de tre målemetoder.

Egentlige dampmålereVed dampmåling skelnes mellem måling på mættet damp og overhedet damp.

Ved overhedet damp kræves der ud over måling af dampmængden også en måling af tryk og temperatur, samt en flowcomputer, der er i stand til at udregne det nøjagtige energiindhold i dampen under hensyntagen til både tryk og temperatur.

Ved mættet damp er det tilstrækkeligt at supplere mængdemåleren med enten tryk eller temperaturmåling og hvis målingen foretages i umiddelbar nærhed af kedlen, kan man nøjes med mængdemåling, blot flowcomputeren er indstillet til kedlens nominelle tryk.

Erhvervs- og Boligstyrelsen har ikke fastsat forskrifter og krav til dampmålere.

Installerede dampmålere skal have samme nøjagtighed og upåvirkelighed som varmeenergimålere.

KondensatmålingTold- og Skattestyrelsen har tilladt, at kondensatmåling i stedet kan benyttes ved måling af dampenergi til rumvarme under forudsætning af, at der anvendes mættet damp.

I produktionsanlæg anvendes damp som oftest direkte i processen, fx ved dampning og sterilisering, og der opstår ikke målbare mængder kondensat.

Anderledes forholder det sig, når der anvendes damp til rumopvarmning. Dampen ledes ind i en varmtluftsblæser (kalorifer), der under varmeafgivelse kondenserer dampen til kondensat (vand). Denne kondensat pumpes tilbage til kedlen som fødevand, hvorved det er muligt at måle denne mængde.

Systemet kan opbygges på flere måder alt afhængig af tryk- og temperaturforhold. Et kondensatmåleanlæg kan fx bestå af en beholder, der opsamler kondensat. Når beholderen er fyldt til et vis niveau, aktiveres en ventil/pumpe, og beholderen tømmes til et lavere niveau. Volumenmåleren, der er indbygget i rørføring fra beholderen, måler mængden ved tømningen af kondensatet.

En forudsætning for måling af energi ved kondensatmåling er, at alt kondensat, der vedrører rumvarme, opsamles.

Energimålingen gennemføres ved at finde forskellen mellem energiindholdet i dampen, der tilføres fx en eller flere kaloriferer (indgangstilstanden), og energiindholdet i kondensatet (udgangstilstanden). Kondensatet, der oftest har en temperatur på ca. 100 grader C, pumpes tilbage til kedlen, og energien i kondensatet er derfor ikke forbrugt.

Indgangstilstanden fastlægges ved måling af damptryk. Ud fra særlige damptabeller kan energiindholdet i dampen beregnes. Udgangstilstanden (kondensat) findes ved en temperaturmåling, og den gennemstrømmede mængde findes ved en volumenmåling af kondensat.

Energiindholdet i kondensatet kan også beregnes via energitabeller.

Opgørelse af energiforbrug ved kondensatmåling svarer til princippet for opgørelse af energi med varmeenergimåler (måling af afkøling mellem fremløb og returløb samt volumenmåling).

Hvis der er et konstant damptryk og kondensattemperatur, kan der anvendes en fast faktor for energi pr. liter kondensat. Er der derimod varierende kondensattemperaturer, skal der gennemføres en energimåling af kondensatet.

Eksempel I eksemplet er energiindholdet i damp og kondensat (tabelværdier) anført i runde tal og kan derfor ikke direkte lægges til grund ved en konkret beregning.

En virksomhed har et varmeforsyningsanlæg, der leverer damp til både proces og rumvarme. Virksomheden anvender særreglen for fordeling af energi til rumvarme/proces og opgør forbruget til rumvarme ved kondensatmåling. Virksomheden har i et år ved volumenmåling af kondensat fra samtlige kaloriferer målt, at der ved nyttiggørelse af energi i dampen er fremkommet i alt 260.416 liter kondensat.

I eksemplet er der benyttet følgende energiindhold og vægtfylde:

  • 1 kg damp ved 3 atmosfære tryk har et energiindhold på 1,0 kWh.
  • 1 kg kondensat ved 1 atmosfære tryk og ved en temperatur på 95 grader C har et energiindhold på 0,2 kWh.
  • Vægtfylden for kondensat ved 1 atmosfære tryk er 0,96.

Kondensatmængden i liter omregnes til kg:

(260.416 liter x 0,96) =250.000 kg.

Ved beregning af forbrugt energi til rumvarme trækkes energiindholdet i kondensatet fra energiindholdet i dampen (1,0 kWh - 0,2 kWh). Forbrugt energi til rumvarme pr. kg kondensat udgør således 0,8 kWh. Forbrugt energi i 1 kg damp omregnet til MJ (1 kWh = 3,6 MJ)

(0,8 x 3,6) =2,8 MJ/kg.

Forbrugt energi til rumvarme findes ved at gange mængden af kondensat (kg) med energiindhold pr. kg kondensat:

Kaloriferens effekt og driftstid Told- og Skattestyrelsen har endvidere på visse betingelser tilladt, at varmemåling i relation til dampkaloriferer kan baseres på kaloriferens effekt og driftstid.

En del virksomheder anvender dampkaloriferer som varmekilde. Dampkaloriferer anvendes ofte også som suppleringsvarme i produktionslokaler, hvor processen normalt afgiver tilstrækkelig med varme til at dække behovet. Det gælder fx i vaskerier, hvor der efter ferier og week-ends i vinterperioden kan være behov for opvarmning af produktionslokaler i kortere perioder.

En dampkalorifer er normalt installeret med en fast dampforsyning, hvor dampmængden styres af en vandudlader, monteret i kondensatledningen. Det betyder, at det udelukkende er kondensationsvarmen, der anvendes, og der er derfor en konstant temperatur på overfladen. Til overførsel af varmen fra kondensatoren er der monteret en blæser, der kører med konstant hastighed og dermed konstant lufthastighed. Med konstant rumtemperatur vil den afgivne effekt være konstant. Effekten varierer ca. 1 pct. pr. grad ændring i rumtemperaturen.

Varmemåling i relation til dampkaloriferer kan baseres på kaloriferens effekt og driftstid på følgende betingelser for de driftsmæssige forhold:

  1. Dampen skal være mættet damp med et konstant tryk. Der må dermed ikke være tale om overhedet damp.
  2. Kaloriferen må ikke være tilsluttet et aggregat, der i større eller mindre omfang indtager udeluft.

    Dette indebærer bl.a., at kaloriferen ikke må være en integreret del af et ventilationsanlæg, hvor lufttilførslen påvirkes af andet end kaloriferens påmonterede blæser.
  3. Der skal monteres en timetæller for hver kalorifer, som virksomheden ønsker at anvende opgørelsesmetoden for. Hvis blæseren på kaloriferen har flere hastighedstrin, skal der monteres en timetæller for hvert trin.
  4. Der skal monteres en ventil, der effektivt stopper dampflowet, når kaloriferen er stoppet.

    Timetællerens registrering, jf. ovenfor, skal følge ventilens åbningstid.
  5. Kaloriferens effekt skal være den maximale ydelse ved nominelt damptryk og en rumtemperatur på 15 grader C. Effekten skal kunne dokumenteres, fx ved fremlæggelse af materiale udarbejdet af producenten.

Eksempel Nedenstående viser et eksempel på opgørelse af rumvarmeforbrug og anvendt brændsel hertil - baseret på kaloriferens effekt og måling af kaloriferens driftstid. Opgørelsen er baseret på følgende forudsætninger:

Kaloriferens effekt: 40 kW
Driftstid:100 timer
Brændsel:Fuelolie (Brændværdi 40,4 MJ/kg)
Kedlens virkningsgrad:0,85
Afstand mellem kedel og kalorifer:30 meter, dvs. ikke i umiddelbar nærhed af kedlen

Beregning, jf. reglerne i mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 4:

Beregnet forbrug i MJ: 100 timer x 40 kW = 4.000 kWh x 3,6 = 14.400 MJ

Forbrug af fuelolie i kg: 14.400/40,4/0,85 + 10 pct. (ledningstab) = 461 kg fuelolie

Virksomheder, der anvender naturgas til både proces og rumvarme, skal foretage en fordeling af energien ved måling.
 
Afregningsmålere til naturgas skal være typegodkendte. Erhvervs- og Boligstyrelsen har i målerteknisk direktiv fastsat krav om typegodkendelse, herunder nøjagtighed, udformning og fremstilling. En typegodkendt måler har en unøjagtighed på mindre end 3 pct. afhængig af gennemstrømningen.
 
Ikke-typegodkendte målere, der anvendes som bimålere, skal have en nøjagtighed og upåvirkelighed svarende til, hvad en typegodkendt afregningsmåler vil have for den pågældende installation.
 
Naturgasselskaberne har oplyst, at der i langt de fleste tilfælde vil kunne anvendes bælggasmålere. Gasselskaberne kan rådgive nærmere om valg/montage af målere.
 
Gasforsyningsselskabets afregningsmåler anvendes til opgørelse af den samlede mængde energi.
 
Virksomheder med flere gaskedler, der fremstiller varme enten udelukkende til procesformål eller til rumvarme, skal montere bimåler, hvor rørnettet forsyner gas til proceskedlen/erne. Hvis det af økonomiske eller tekniske årsager er mest praktisk at måle gasforbruget til rumvarme, kan måleren i stedet indbygges i gasforsyningsnettet til rumvarmekedlen/erne.
 
DriftstimetællereNaturgasselskaberne har oplyst, at der ved driftstimetælling på en modulerende (trinløs) gasbrænder er en unøjagtighed på op til 8 pct. inkl. unøjagtigheden på dyserne. Driftstimetælling kan derfor ikke anvendes i relation til modulerende gasbrændere.
 
Der er rejst spørgsmål om, hvorvidt dette også gælder for naturgasbrændere/-kedler med 1- eller 2-trins-brændere, dvs. brændere med et konstant forbrug ved drift modsat modulerende (trinløse) gasbrændere, hvor forbruget ved drift er variabelt.
 
Driftstimetælling kan bruges som grundlag for opgørelse af forbrug af naturgas, hvis følgende betingelser er opfyldt:
 
IndstillingsniveauerDe(n) monterede gasbrænder(e) må kun have 1 eller 2 indstillingsniveauer, dvs. at der er tale om 1 eller 2-trinsbrændere. Ved 2-trinsbrændere er det endvidere en forudsætning, at der påmonteres en driftstimetæller for hver af de 2 indstillingsmuligheder.
 
Driftstimetællere skal monteres på en sådan måde, at de ikke uden særlige tekniske indgreb kan udtages eller gøres aktive, uden at brænderen er i drift.
 
ErklæringVirksomheden skal kunne fremlægge en erklæring fra producenten af gasbrænderen eller en autoriseret gasinstallatør om, at der er tale om en brænder(e), der alene har 1 eller 2 indstillingsniveauer (1- eller 2-trinsbrænder). Erklæringen skal også oplyse om størrelsen af forbruget pr. time. For brændere med 2 trin skal forbruget for hvert trin være oplyst.
 
Ved udskiftning af brændere eller andre ændringer, der har indflydelse på størrelsen af forbruget, skal virksomheden kunne fremlægges en ny erklæring. 
 
DriftstimetællingDriftstimetælling er omfattet af den almindelige hovedregel om måling ved fordeling af energiforbrug.
 
Driftstimetællere kan derimod ikke anvendes som fordelingsgrundlag i forbindelse med modulerende (trinløse) gasbrændere. Endvidere kan driftstimetælling ikke anvendes i forbindelse med brændere/kedler, der både fremstiller energi til rumvarme/varmt vand og til procesformål.
 
Naturgasselskaberne har oplyst, at langt det overvejende antal gasbrændere er modulerende. Endvidere skønner naturgasselskaberne, at den omkostningsmæssige fordel ved anvendelse af driftstimetællere kun er til stede i de tilfælde, hvor der er tale om forholdsvis mange målesteder.

Anvendes der fra samme olietank olie til to oliefyr, der producerer varme til henholdsvis proces og rumvarme, skal fordeling af olieforbruget opgøres på grundlag af en oliemåler (volumenmåler). Målingen kan foretages enten på mængden af olie til procesfyret eller til rumvarmefyret, se nedenstående skitse.
 
Målingen kan også foretages på mængden af olie til rumvarmefyret.
 
Hvis der er en olietank for hvert oliefyr, skal der ikke installeres målere.
 
Oliemålere er omfattet af Erhvervs- og Boligstyrelsens bestemmelser om typegodkendelse. Der er fastsat krav om, at oliemålere med flow på mere end 1 liter/time skal have en unøjagtighed på mindre end 0,5 pct., og målere med flow på mindre end 1 liter/time skal have en unøjagtighed på mindre end 1 pct. Det er oplyst, at der for tiden kun er typegodkendt oliemålere med stort flow i Danmark.
 
Dette gælder for oliemålere bestemt til afregning af køb af olie/benzin på fx tankstationer og tankbiler til fyringsolie, hvor der naturligt kræves en meget høj nøjagtighed.
 
For oliemålere til opdeling af energiforbrug i rumvarme og proces eller tung og let proces er det tilladt at anvende en flowmåler med en nøjagtighed på +/- 2 pct.
 
DriftstimetællereErhvervs- og Boligstyrelsen har oplyst, at der ved driftstimetælling på en oliebrænder er tale om en unøjagtighed på op til 10 pct. inkl. unøjagtigheden på dysestørrelsen. Driftstimetælling kan derfor ikke anvendes i relation til oliebrændere.

Ved § 11 i lov nr. 1102 af 20. december 1995 var der hjemlet adgang til en udsættelse af kravet om opsætning af målere for fordeling af energiforbrug.
 
De statslige told- og skattemyndigheder blev herved bemyndiget til - efter ansøgning fra virksomhederne - at tillade, at virksomhederne kunne basere forholdsmæssige fordelinger og mængden af nyttiggjort procesvarme på andet end direkte måling. En betingelse herfor var, at virksomheden kunne godtgøre, at tekniske forhold forhindrede måling straks fra den 1. januar 1996, eller at andre ganske særlige omstændigheder gjorde sig gældende, samt at installeringen af de nødvendige målere blev foretaget umiddelbart efter, at de tekniske forhold eller andre ganske særlige omstændigheder ikke længere stillede sig hindrende i vejen herfor og senest den 1. juli 1996.
 
Opgørelser, der ikke er baseret på direkte måling, skulle foretages, så der uden for almindelig tvivl og usikkerhed ikke blev ydet godtgørelse ud over, hvad en direkte måling ville berettige til. Virksomheden skulle kunne sandsynliggøre på baggrund af fx målerregistreringer for en del af året, tidspunktet for måleropsætningen, karakteren af de pågældende lokaler, produktionens omfang o.l., at der ikke blev ydet større godtgørelse end, hvad en måling for hele året ville berettige til.
 
Opgørelse af energiforbrug til rumvarme, som ikke var baseret på direkte måling, kunne fx beregnes på grundlag af forholdet mellem antallet af graddage i perioden uden måling og det samlede gennemsnitlige antal graddage om året.

Virksomheden skal aflæse målere, der ligger til grund for opgørelse af godtgørelsesberettiget energiafgift og CO2-afgift.
 
Disse aflæsninger er virksomhedens dokumentation for fordeling af energiforbrug og dermed godtgørelse af energiafgift og CO2-afgift.
 
Det er derfor nødvendigt, at virksomheden jævnligt foretager måleraflæsning. Dette skal ske mindst 1 gang i kvartalet. Aflæsningsdatoen skal anføres i regnskabet.
 
Virksomheder, der kun i en del af året skal fordele energi, fx ved sæsonafhængig produktion, kan i stedet foretage aflæsningen ved produktionens start, under produktionen og ved produktionens afslutning. Der skal ske mindst 4 målinger i produktionsperioden.
 
MålerregnskabDer skal endvidere føres et regnskab for hver måler over det aflæste energiforbrug. Regnskabet kan føres i særskilt logbog eller indgå i virksomhedens almindelige regnskabsførelse. Regnskabet skal uden videre kunne henføres til den enkelte måler.
 
Aflæsning af målere kan ske via elektronisk dataoverførsel til PC e.l. datamat. Det er en forudsætning, at aflæsningerne til enhver tid kan udskrives i klarskrift.

Reglerne for opgørelse af godtgørelsesberettiget energiafgift og CO2-afgift fremgår af mineralolieafgiftslovens § 12, kulafgiftslovens § 9, elafgiftslovens § 11 a, naturgasafgiftslovens § 12 og CO2-afgiftslovens § 10.

Virksomheden skal som hovedregel opgøre størrelsen af godtgørelsesberettigede energiafgifter og CO2-afgift for hver afgiftsperiode efter momsloven.

For virksomheder med bevilling til fremskyndet tilbagebetaling af energiafgifter er opgørelsesperioden måneden, se F.7.

Grundlaget for opgørelse af godtgørelsen er de tilfakturerede afgifter i samme periode. For leverancer af olie og kul er det dog en betingelse, at energiprodukterne er leveret til virksomhedens normale oplagringsanlæg, jf. mineralolieafgiftslovens § 7, stk. 8, og kulafgiftslovens § 5, stk. 7. Er dette ikke tilfældet, kan ToldSkat bestemme, at virksomheden først kan opnå godtgørelse af energiafgift og CO2-afgift på tidspunktet for modtagelsen af energiprodukterne i de normale oplagringsanlæg.

Det er de pågældende godtgørelsesprocenter, der er gældende i godtgørelsesperioden, der skal anvendes ved beregningen af godtgørelsen.

Anvendelse til ét formål
For energi, fx olie, der indkøbes udelukkende til ét formål, fx til procesformål (let proces) kan virksomheden opnå fuld (100 pct.) godtgørelse for energiafgiften og 10 pct. i godtgørelse for CO2-afgiften for den indkøbte energi.

Blandet anvendelse
For energi, der indkøbes til blandet anvendelse (rumvarme/varmt vand og proces eller både let og tung proces), hvor der gælder forskellige godtgørelsesprocenter, kan der ikke umiddelbart foretages en beregning af den godtgørelsesberettigede energiafgift og CO2-afgift.

Der skal i dette tilfælde ske en fordeling af den indkøbte energi og afgiften heraf. Grundlaget for fordelingen er det faktiske energiforbrug til de pågældende formål opgjort efter reglerne herfor.

Reglerne for opgørelse af godtgørelsesberettigede afgifter ved blandet anvendelse er beskrevet i nedenstående afsnit om acontogodtgørelse, se F.6.15.1.

For virksomheder, der anvender løbende leverancer, fx el eller naturgas, til blandet anvendelse, og hvor der sker månedsvis eller kvartalsvis slutafregning mellem leverandøren og virksomheden, stilles der ikke krav om, at den skal anvende reglerne om acontogodtgørelse, hvis den på grundlag af foretagne målinger/ opgørelser er i stand til at fordele afgiften ifølge den enkelte slutafregning og dermed opgøre godtgørelsesberettigede afgifter.

Virksomheden kan få en foreløbig godtgørelse (aconto-godtgørelse) i den enkelte momsperiode (måned/kvartal/ halvår) for afgift af energi, der købes til forbrug til både rumvarme/varmt vand og procesformål eller både til let og tung proces.

Virksomheder med bevilling til fremskyndet tilbagebetaling af energiafgifter kan opnå acontogodtgørelsen månedsvis. De almindelige regler for fremskyndet tilbagebetaling gælder også for acontogodtgørelse, se F.7.

Acontogodtgørelsen omfatter udover olie- og kulprodukter løbende leverancer af fx el og naturgas. Acontoordningen kan også anvendes i de tilfælde, hvor der sker månedsvis eller kvartalsvis slutafregning af fx naturgas mellem leverandøren og virksomheden.

Virksomheden skal foretage en endelig opgørelse af godtgørelsen ved kalenderårets udløb. Hvis den ikke anvender kalenderåret som opgørelsesperiode, er perioden en 12 måneders periode.

Acontogodtgørelsen beregnes på grundlag af den faktiske fordeling det foregående år. Hvis der det foregående år er brugt fx 80 pct. af energiforbruget til procesformål, kan der a conto henregnes 80 pct. af energiforbruget til procesformål det efterfølgende år.

Ved opgørelsesperiodens udløb foretages en endelig opgørelse og fordeling af årets indkøbte energi (årsregulering). Opgørelsen/fordelingen sker på baggrund af den målte fordeling af energiforbruget.

Acontogodtgørelsen reguleres på grundlag af resultatet af den endelige opgørelse. Eventuelle differencer trækkes fra henholdsvis lægges til godtgørelsen for energiafgiften og CO2-afgiften.

I en virksomheds første år anvendes et sandsynlig skøn for acontogodtgørelsen. Det samme gælder, hvis der er sket væsentlige ændringer i virksomhedens fordeling af energiforbrug til rumvarme/varmt vand og procesformål i forhold til det foregående år.

Overgangsregler for løbende leverancer -
CO2-afgift
For løbende leverancer, der er anvendt til procesformål, og for hvilken afregningsperioden fx er påbegyndt i 1999 og først afsluttet i 2000, beregnes den godtgørelsesberettigede CO2-afgift i 2000 af så stor en del af leverancen, som tidsrummet fra 1. januar 2000 til afregningsperiodens slutning udgør i forhold til den samlede afregningsperiode.

Godtgørelse af energiafgifter og CO2-afgift opnås i praksis ved et fradrag på virksomhedens momsangivelse eller for virksomheder med bevilling hertil - ordningen om fremskyndet tilbagebetaling af energiafgifter og CO2-afgift, se F.7.

Afgifterne angives i hele kroner i de pågældende rubrikker på momsangivelsen.

Opgørelsen af afgift, som virksomheden kan opnå godtgørelse for, skal ske for hver afgiftsperiode efter momsloven (momsperiode), dvs. halvårlig, kvartalsvis eller månedsvis. Godtgørelse af afgiftsbeløb for el, varme og vand kan dog omfatte flere perioder under ét.

Opgørelsen skal ske for hver momsregistrering. Virksomheder, der er delregistreret efter momsloven, skal dermed opgøre afgifterne særskilt for hver delregistreret enhed.

Der må ikke angives afgifter for én momsregistreret virksomhed/delregistreret enhed på en anden virksomheds/enheds momsangivelse. Undtaget herfra er dog virksomheder, der er omfattet af en fællesregistrering efter momsloven (flere momsregistrerede virksomheder med ét fælles registreringsnummer, der bruges til fælles afregning af moms).

Fremskyndet tilbagebetaling
Momsregistrerede virksomheder, som har et vist energiforbrug, kan efter ansøgning opnå tilladelse til månedsvis tilbagebetaling af energiafgifter og CO2-afgift. De nærmere regler herfor fremgår af F.7.

Reglerne om dokumentation for godtgørelse af energiafgifter og CO2-afgift fremgår af mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 15, kulafgiftslovens § 8, stk. 2, 2. punkt, elafgiftslovens § 11, stk. 15, 2. punkt, naturgasafgiftslovens § 11 og CO2-afgiftslovens § 9, stk. 20.

Fakturaer mv.
Det er en betingelse for godtgørelse af energiafgifter og CO2-afgift (og vandafgift), at virksomheden kan fremlægge fakturaer, regninger, afregningsbilag, notaer eller acontoopkrævninger, der opfylder kravene til fakturaer, jf. A.10. Disse krav gælder for virksomheder, der er registreret efter de pågældende afgiftslove, fx olieselskaber, der er registreret efter mineraloliafgiftsloven, og naturgasselskaber, der er registreret efter naturgasafgiftsloven.

Andre virksomheder, der sælger afgiftspligtig olie, kul, gas, elektricitet og naturgas, skal efter anmodning fra en momsregistreret køber udstede en faktura med de krævede oplysninger.

Hvis afgiftsbeløbet for leverancen ikke direkte fremgår af fakturaen, må virksomheden selv beregne afgiftsbeløbet. Det gøres ved at gange den leverede mængde med afgiftssatsen. Afgiftssatsen skal derfor fremgå af fakturaen. Det er køberen selv, der må sikre sig, at fakturaen indeholder de nødvendige oplysninger, herunder oplysninger om afgiftens størrelse.

Det samme gælder minimumsafgift, hvis varmen er fremstillet ved brug af fuelolie.

Elektricitet
Virksomheder, der leverer elektricitet, skal mindst en gang årligt oplyse momsregistrerede virksomheder om størrelsen af elafgift, eldistributionsbidrag og CO2-afgift på den leverede elektricitet, jf. elafgiftslovens § 11a, stk. 8 og CO2-afgiftslovens § 10, stk. 5.

Naturgas og bygas
Virksomheder, der leverer naturgas og bygas, skal mindst en gang årligt oplyse momsregistrerede virksomheder om størrelsen af naturgasafgift og CO2-afgift på den leverede gas, jf. naturgasafgiftslovens § 12, stk. 8 og CO2-afgiftslovens § 10, stk. 5.

Ledningsført varme
Det er en betingelse for at opnå godtgørelse, at varmen er leveret særskilt til virksomheden fra et fjernvarmeværk eller en anden momsregistreret varmeproducent. Varmen kan dog også være leveret via en ejendomsudlejer, som så skal være registreret efter momsloven for levering af varme.

Virksomhedens forbrug af varme skal mindst én gang årligt opgøres af den pågældende varmeleverandør.

Varmeproducenter (fjernvarmeværker og andre momsregistrerede varmeproducenter) og varmeleverandører skal føre et regnskab, der kan danne grundlag for opgørelse af afgiften af den energi, der er forbrugt til produktion af varme eller fjernvarme. Afgiftsbelastningen på den leverede varme skal fremgå særskilt af regnskabet og faktura. Dette gælder også udlejningsvirksomheder, der i forbindelse med udlejningen leverer varme.

Endvidere skal varmeleverandøren mindst én gang årligt oplyse momsregistrerede virksomheder om størrelsen af energiafgiften og CO2-afgiften på den olie, el, gas, kul eller affaldsvarme, der er brugt ved fremstilling af den varme, som er leveret til virksomheden, jf. mineralolieafgiftslovens § 12, stk. 10, kulafgiftslovens § 9, stk. 9, elafgiftslovens § 11a, stk. 8, naturgasafgiftslovens § 12, stk. 8 og CO2-afgiftslovens § 10, stk. 5. .

Afgiften kan være angivet med oplysning om afgiftsbelastningen pr. enhed (fx afgift pr. GJ eller MWh. Afgiftsbeløbet beregnes herefter ved at gange afgiftsbelastningen pr. enhed med den samlede varmeleverance i perioden.

Hvis der er brugt flere slags afgiftspligtige brændsler til fremstilling af den leverede mængde varme, fx både olie og kul, skal opgørelsen indeholde særskilt oplysning om olie-, kul- og CO2-afgift.

Momsregistrerede virksomheder skal føre et regnskab, som kan danne grundlag for opgørelse af afgifterne af olie, LPG-gas, kul, elektricitet, naturgas, bygas og CO2-afgift.

Der skal oprettes en konto for hver af de afgifter, der er aktuelle for virksomheden.

I regnskabet skal indgå beregninger for opgørelse af godtgørelsen for de enkelte afgifter, herunder årsregulering.

Hvis regnskabet ikke kan indpasses i forretningsregnskabet på særskilte konti, skal der for hver afgiftsperiode efter momsloven føres en specifikation over afgiften af den købte olie, LPG-gas, kul, elektricitet og naturgas. Specifikationen vedlægges momsregnskabet.

Der gælder særlige regnskabsregler i relation til motorbrændstof, se F.6.10.

Med hensyn til regnskabsførelse i øvrigt og opbevaring af regnskaber, henvises til de generelle regnskabsregler for virksomheder (bogføringsbekendtgørelsen mv.).

BetalingHvis beløbet for godtgørelse af energiafgifter og CO2-afgift overstiger det beløb, som virksomheden skal betale i moms, udbetales forskellen til virksomheden. Reglerne herfor fremgår af reglerne i § 12 i lov om opkrævning af skatter og afgifter mv., som der henvises til i de enkelte energiafgiftslove.

For angivelser, der er modtaget i rette tid, sker udbetalingen senest 3 uger efter, at ToldSkat har modtaget angivelsen for den pågældende periode, jf. opkrævningslovens § 12, stk. 2. Afgiftsbeløb på under 50 kr. udbetales ikke, jf. opkrævningslovens § 12, stk. 1, 3. pkt.

Hvis ToldSkat ikke kan foretage kontrol af angivelsen på grund af virksomhedens forhold (fx ferielukning, bortrejse eller ikke ajourført regnskab), kan denne 3-ugers frist overskrides, jf. opkrævningslovens § 12, stk. 3.

Det er en betingelse for udbetalingen, at ToldSkat har modtaget momsangivelser for tidligere afgiftsperioder efter momsloven. Hvis virksomheden skylder moms og eventuelle renter m.m. fra tidligere momsperioder, vil denne gæld blive modregnet ved udbetalingen.

Hvis virksomheden efter opkrævningsloven skylder andre beløb til statskassen i form af skatter og punktafgifter mv., kan en sådan gæld også modregnes i godtgørelsen, jf. opkrævningslovens § 12, stk. 4.

Uberettiget anvendelse af olie og gasAfgiftspligtige olieprodukter må ikke uden ToldSkats tilladelse blandes, sælges eller anvendes til andet formål, end det, som produkterne er afgiftsberigtiget som, jf. mineralolieafgiftslovens § 1, stk. 7.

Hvis olieprodukter overdrages, erhverves eller anvendes på en sådan måde, at der ikke er betalt den afgift, der skulle have været betalt efter mineralolieafgiftsloven, fx hvis fyringsgasolie anvendes som motorbrændstof, afkræves det skyldige beløb til betaling senest 14 dage efter påkrav, jf. mineraloliefgiftslovens § 29, stk. 1.

Det samme gælder for naturgas og bygas, jf. naturgasafgiftslovens § 28, stk. 1.

For meget udbetalt godtgørelseHvis en virksomhed har fået udbetalt for meget i godtgørelse, afkræves den for meget udbetalte godtgørelse til betaling senest 14 dage efter påkrav.

Bestemmelserne herom fremgår af mineralolieafgiftslovens § 29, stk. 1, kulafgiftslovens § 24, stk. 2, elafgiftslovens § 14, stk. 1 og 2, naturgasafgiftslovens § 28, stk. 1 og CO2-afgiftslovens § 19, stk. 2.

Skønsmæssig ansættelseKan størrelse af den for meget udbetalte godtgørelse ikke opgøres på grundlag virksomhedens regnskaber, kan ToldSkat foretage en skønsmæssig ansættelse af beløbet.

Bestemmelserne herom fremgår af mineralolieafgiftslovens § 29, stk. 1, elafgiftslovens § 14, stk. 2, naturgasafgiftslovens § 28, stk. 2 og CO2-afgiftslovens § 19, stk. 2.

Kontrol mv.Reglerne for kontrol, efterbetalinger og straffebestemmelser og klagevejledning gælder også for virksomheder der har fået udbetalt godtgørelse af energiafgift og CO2-afgift.

Reglerne fremgår af kapitlerne om de enkelte energiafgifter og CO2-afgift og af A.12, A.13 og A.14.