Nedenfor er omtalt visse af Landsskatterettens kendelser og domme i relation til bilaget til elafgiftsloven:

Opstiller af læskærme og reklamesøjler Landsskatteretten har den 11. marts 2002 truffet afgørelse om, at en virksomhed, der opstillede læskærme ved busholdepladser, reklamesøjler o.l., og som afholdt alle omkostninger til opsætning og drift mod at få retten til at udleje reklamepladsen på det opstillede udstyr, blev anset for at drive udlejningsvirksomhed og ikke reklame eller bureauvirksomhed. Selskabet var derfor ikke omfattet af bilaget til elafgiftsloven. Retten lagde vægt på, at selskabet alene udlejer og vedligeholder pladserne til ophængning af materialet, men i øvrigt ikke ellers er involveret i idéudvikling, layout eller fremstilling/produktion af materialet. Se SKM2002.171.LSR. Se endvidere F.6.2.3. vedrørende afgørelsen.

Geoteknisk specialfirma Landsskatteretten har den 21. december 2000 afsagt kendelse i en sag vedrørende elforbruget i et geoteknisk specialfirma, som udarbejder geotekniske rapporter til kunder på baggrund af foretagne jordbundsundersøgelser.

Kendelse: Retten fandt, at firmaet er omfattet af bilaget til elafgiftsloven. Retten har henset til, at en integreret del af virksomhedens aktiviteter, herunder beskrivelsen af funderingsforhold i enkelte af rapporterne, kan sidestilles med rådgivende ingeniørers virksomhed.

Revisionsfirma Landsskatteretten har den 21. juli 2000 afsagt kendelse i en sag vedrørende elforbruget i et revisionsfirma. Kendelsen er gengivet i TfS 2000.681. I Told - og Skatteregion København 3 og styrelsens afgørelser i sagen blev samtlige revisionsfirmaets aktiviteter vurderet som værende omfattet af bilaget til elafgiftsloven, jf. elafgiftslovens § 11, stk. 2 og dermed ikke anset for godtgørelsesberettiget.

Ved Landsskatterettens kendelse - som blev afsagt med dissens - blev der truffet afgørelse om, at revisionsfirmaet efter elafgiftslovens § 11, stk. 1 kan få delvis tilbagebetaling for afgiften vedrørende aktiviteter, som ikke kan anses at være en integreret del af revisorydelser, såsom rådgivning om handel med virksomheder, miljøforhold, informationsteknologi, effektivisering, økonomisk styring, lederudvælgelse, organisations- og lederudvikling, miljøstyring, logistik og produktion. Landsskatteretten henså til, at revisorydelsen og disse øvrige nævnte aktiviteter kan udøves særskilt og uafhængigt af hinanden, og at disse aktiviteter ikke kan anses at være selvstændigt omfattet af bilaget under bureau eller rådgivende ingeniører. Virksomhedens rådgivning med skat, moms, told, mv. ansås at være en integreret del af den basale aktivitet for revisorer og er således omfattet af bilaget.

Skatteministeriet har indbragt Landsskatterettens kendelse for domstolene. Som konsekvens af indbringelsen skal modtagne tilbagebetalingskrav ikke realitetsbehandles, førend sagen er afsluttet ved domstolene. Forældelsesfrister suspenderes med virkning fra 1. august 2000, til der fældes endelig dom i sagen eller anden meddelelse udsendes. Relevante virksomheder skal fortsat opgøre deres forhold vedrørende elafgift som hidtil og dermed efter gældende retningslinier for området.

Ny tekst startØstre Landsret har den 8. oktober 2003, jf. SKM2003.462.ØLD, truffet afgørelse i sagen. Landsretten gav Skatteministeriet medhold i, at revisionsfirmaet ikke var berettiget til hel eller delvis tilbagebetaling af elektricitetsafgiften. Landsretten lagde til grund, at "bureauvirksomheder" i den forstand, hvori udtrykket "bureauer" benyttes i bilaget til elektricitetsloven, må forstås som "virksomheder, der udøver selvstændige servicefunktioner", herunder også rådgivning i form af managementkonsulentydelser. Landsretten fandt heller ikke, at det var godtgjort, at der efter fast administrativ praksis gives tilbagebetaling af elafgiften for så vidt angår rådgivningsydelser vedrørende edb.Ny tekst slut

Landboforening Landsskatteretten har den 5. september 2001, jf SKM2001.611.LSR, afsagt kendelse i en sag vedrørende elforbruget i en landboforening. Skatteministeriet har indbragt kendelsen for domstolene, jf. SKM2001.634.TSS, og suspenderet forældelsesfristen i tilsvarende sager med virkning fra den 18. december 2001 og til der fældes endelig dom i sagen eller til anden meddelelse herom udsendes.

Kendelse: Retten fandt bl.a., at foreningens rådgivningsydelser "Planteavl", "Kvægavl", "Kvægproduktion", "Svineproduktion" og "Forsikring" ikke typisk leveres af de i bilaget opregnede erhverv, der beskæftiger sig med rådgivning, og at de heller ikke kan karakteriseres som bureauvirksomhed.

Vestre Landsret afsagde dom i sagen den 13. marts 2003, jf. SKM2003.160.VLR

Af dommen fremgår bl.a. følgende:

"Landboforeningens aktiviteter i form af udarbejdelse af regnskaber blev anset for omfattet af bilaget til elektricitetsafgiftsloven, idet aktiviteten måtte anses for en typisk revisorydelse.

Ydelser leveret af landboforeningens ejendomsskontor måtte anses for udøvet som led i eller i nær tilknytning til den advokatvirksomhed, som en advokat i henhold til aftale med foreningen udførte for dens medlemmer. Aktiviteten fandtes herefter ligeledes omfattet af bilaget til elafgiftsloven, idet der var tale om aktiviteter udøvet af "advokater".

Vedrørende en række øvrige aktiviteter, der bestod i faglig rådgivning og hertil relaterede aktiviteter i relation til bl.a. "Planteavl", "Kvægavl", "Svineproduktion" og "Forsikring" fandt landsrettens flertal, at der var tale om aktiviteter, der måtte bestå i afsætning af service og tjenesteydelser. Efter forarbejderne til elafgiftslovens § 11 sammenholdt med forarbejderne til vandafgiftslovens § 9 lagde Landsrettens flertal til grund, at hovedformålet bag bestemmelsen i § 11, stk. 1, jf. stk. 2, og bilaget til stk. 2, måtte anses for at være at friholde de vareproducerende virksomheder for afgift, men i almindelighed ikke de virksomheder, der afsætter service og tjenesteydelser, hovedsageligt de såkaldte liberale erhverv.

Efter karakteren af ydelserne fandt landsrettens flertal, at landboforeningens virksomhed med rådgivningsydelser måtte anses for bureauvirksomhed, hvis afsætning af ydelser ikke giver adgang til tilbagebetaling af afgift."

Dommen er anket til Højesteret.

Markedsana-
lyseinstitut
Landsskatteretten har den 4. december 1998 afsagt kendelse i en sag vedrørende elforbruget i et markedsanalyseinstitut.

Kendelse: Retten fandt, at instituttet er omfattet af bilaget til elafgiftsloven. Retten har henset til, at selskabet ikke er vareproducerende, men leverer serviceydelser, hvilket ikke adskiller sig fra sædvanlig bureauvirksomhed.

Retten har endvidere fundet, at anvendelsen af edb indgår som en integreret del af udarbejdelsen af markedsanalyser, således at selskabet ikke afsætter egentlige edb-ydelser.

Badeland
Landsskatteretten har den 27. august 1999 afsagt kendelse i en sag vedrørende elforbruget i et feriecenter med momspligtig udlejning af feriehuse og i tilknytning hertil et badeland. Badelandet anvendes både af feriecentrets gæster og særskilt betalende gæster (TfS 1999/782).

Kendelse: Retten fandt, at badelandet ikke kunne anses for en integreret del af den basale aktivitet med udlejning af ferielejligheder. Retten har herved lagt vægt på, at de to aktiviteter kan udøves særskilt og uafhængigt af hinanden. Der blev ikke fundet grundlag for i godtgørelsesmæssig henseende at foretage en sondring mellem den benyttelse, der blev foretaget af henholdsvis ferielejlighedernes gæster og særskilt betalende gæster. Badelandsaktiviteten i sin helhed blev derfor anset for omfattet af bestemmelserne i elafgiftslovens § 11, stk. 2.

Landskatteretten har samme dag afsagt tilsvarende kendelser i 2 andre sager om badelande, der drives i tilknytning til feriecentre.

Østre Landsret har den 30. april 2003, jf. SKM2003.218.ØLR afsagt dom i sagen. Landsretten fandt på baggrund af forarbejderne til bestemmelserne i elafgiftslovens § 11, stk. 2, og vandafgiftslovens § 9, stk. 2, at driften af badelandene måtte anses for omfattet af begrebet "forlystelser", uanset at badelandene var etableret med henblik på at udgøre en integreret del af en hotel-/feriecentervirksomhed.

Mailcenter
Landsskatteretten har den 8. september 1999 afsagt kendelse i en sag vedrørende elforbruget (og vandforbruget) i en virksomhed, der leverer totalløsninger i form af kuvertering, pakning og adressering af kunders materiale (TfS 1999, 904).

Kendelse: Retten fandt, at virksomheden ikke kan anses for omfattet af bilaget til el- og vandafgiftsloven, og derfor er berettiget til godtgørelse af el- og vandafgift.

Der er henset til, at virksomheden - efter en helhedsvurdering af den udbudte flerhed af ydelser, disses karakter, og hvad der må anses for det overordnede virksomhedskoncept, samt under hensyntagen til, at den omfattende maskinpark må anses at udgøre et væsentligt element og en væsentlig forudsætning i forhold til virksomhedskonceptet - ikke kan anses for eller sidestilles med bureauvirksomhed, således som dette begreb efter dets kontekst og efter forarbejderne til el- og vandafgiftsloven må skulle forstås.

Oversættelses-virksomhed Landsskatteretten har den 13. marts 2002 afsagt en kendelse om en oversættelsesvirksomheds adgang til godtgørelse af energiafgifter. Kendelsen er offentliggjort i SKM2002.374.LSR.

Oversættelsesvirksomheden blev anset for en bureauvirksomhed omfattet af bilaget til elektricitetsafgiftsloven, således at den ikke var berettiget til godtgørelse af el- og CO2-afgift. Landsskatteretten lagde vægt på, at oversættelsesvirksomhed ikke kan betragtes som salg af en vare, men må anses som levering af en service/tjenesteydelse jf. herved Højesterets dom af 8. august 2001 (TfS 2001, 703). Da sådanne service/tjenesteydelser endvidere ikke har karakter af rådgivning, jf. herved at visse ikke-vareproducerende rådgivere er medtaget i bilaget, findes klagerens oversættelsesvirksomhed at måtte anses som bureauvirksomhed, der ikke er berettiget til godtgørelse af el- og CO2-afgift.

Fællesarealer - SpillelandLandsskatteretten har den 10. december 2002, jf. SKM2003.44.LSRafsagt kendelse om fradrag af energiafgift. En virksomhed med spille- og underholdningsmaskiner i lejede lokaler i et butikscenter kunne ikke fradrage den energi- og CO2-afgift af elektricitet, der vedrørte spillelandets arealmæssige andel af udlejerens udgifter vedrørende fællesarealer, som var særskilt viderefaktureret fra udlejeren til virksomheden. Landsskatteretten har i øvrigt for så vidt angår eventuelle alternative dispensationsmuligheder bemærket, at udlejer ikke har fradragsret for godtgørelse for el forbrugt af lejere, hvorfor energiafgiften, uanset om lejeaftalen var ændret, ikke kunne godtgøres.

Telemarketing-virksomhed Landsskatteretten har den 2. juni 2003, jf. SKM2003.243.LSR afsagt kendelse om, at en telemarketingsvirksomhed ikke kunne opnå godtgørelse af el- og CO2-afgift for aktiviteter vedrørende telemarketing og Voice Responce. Landsskatteretten fandt, at begge aktiviteter måtte anses som bureauydelser omfattet af bilaget til elafgiftsloven. Der blev herved lagt vægt på, at disse aktiviteter måtte anses som afsætning af service- og tjenesteydelser og ikke produktion eller afsætning af varer. Det forhold, at der i større omfang blev anvendt edb til udførelsen af opgaverne, kunne ikke føre til et andet resultat, jf. SKM2001.488.HR, ligesom Landsskatteretten ikke fandt grundlag for at karaktisere ydelserne som levering af edb-mæssige produktionsopgaver for andre.