Afgiften af cigaretter og røgtobak, der udleveres til forbrug, betales via køb af stempelmærker, se C.1.5 om stempelmærker og C.1.8 om afregning af afgift. 

Skatterådet kunne i et bindende svar af 18. maj 2011, SKM2011.341.SR, ikke bekræfte, at cigaretter og røgtobak anses som overgået til forbrug på det tidspunkt, hvor pakker påsat stempelmærker (banderoleret) oplagres på virksomhedens beskattede lager, selv om cigaretterne og røgtobakken fortsat er virksomhedens ejendom, og det beskattede lager befinder sig på samme adresse som, men fysisk adskilt fra, selskabets ubeskattede lager.

§ 29
Virksomheden kan levere varer ubeskattet efter de generelle regler i E.A.1.7 

Herudover gælder bl.a.:

Til virksomhed i
Danmark
§ 29, stk. 1, nr. 1
Cigaretter og røgtobak kan i upakket stand overføres ubeskattet til andre autoriserede fremstillingsvirksomheder i Danmark. Fremstillingsvirksomheder kan efter ansøgning få tilladelse til ubeskattet at overføre færdigpakkede varer, som er bestemt til eksport, til en anden autoriseret fremstillingsvirksomhed.

Til virksomheder i
andre EU-lande
§ 29, stk. 1, nr. 2
Cigaretter og røgtobak kan leveres i upakket og pakket stand til virksomheder i andre EU-lande, der er berettiget til at modtage disse uden afgift.

Prøver
Fremstillingsvirksomheder kan ubeskattet udtage cigaretter og røgtobak, hvis det alene er i den hensigt at prøve varens beskaffenhed. Prøverne skal opføres på en særlig fortegnelse med en specifikation af varerne. Varer, der udleveres som handelsprøver (smagsprøver mv.), skal beskattes.

Tyveri o.l.
§ 29, stk. 1, nr. 4
Der kan ikke gives afgiftsfritagelse for cigaretter og røgtobak, der er gået tabt (forsvundet) ved tyveri, herunder indbrudstyveri/røveri, jf. SKM2002.149.HR.

Stempelmærker
§ 6, stk. 2
Den autoriserede virksomhed kan efter ansøgning få godtgjort værdien af stempelmærker i følgende tilfælde:

Ikke-anvendte stempelmærker
1. Ikke-anvendte stempelmærker, der er beskadigede, eller på anden måde er blevet uanvendelige for virksomheden, fx ved omlægning af produktionen, kan godtgøres virksomheden.

Godtgørelsen af beskadigede stempelmærker er betinget af, at mærkerne trods beskadigelsen uden tvivl kan identificeres.

Virksomheden må indlevere stempelmærkerne til SKAT sammen med en ansøgning, som skal indeholde en specificeret angivelse af de mærker, der ønskes godtgjort, samt oplysning om grunden til, at der ønskes godtgørelse.

Se i øvrig SKAT's nyhedsbrev om "Tobaksafgift - cigaretter og røgtobak - afgiftsforhøjelse fra 1. januar 2010" vedrørende godtgørelse, som følge af, at der fra 1. januar 2010 skal benyttes nye stempelmærker, som følge af afgiftsforhøjelsen.

Anvendte stempelmærker
2. Anvendte stempelmærker for varer, som findes på virksomhedens lager. Det gælder også varer, der er returneret til virksomheden.

Virksomheden skal sende en ansøgning til SKAT med specificerede oplysninger om varerne og de anvendte stempelmærker.

Godtgørelsen er betinget af, at pakningernes indhold af tobaksvarer tilintetgøres eller tilføres virksomhedens lager, og at stempelmærkerne tilintetgøres eller på tydelig måde annulleres.

Der kan også gives godtgørelse af anvendte stempelmærker i tilfælde, hvor mærkerne, som er påsat pakningerne, er brudt eller på anden måde ødelagt ved SKATs undersøgelse af mærker eller pakningernes indhold.

Se i øvrig SKAT's nyhedsbrev om "Tobaksafgift - cigaretter og røgtobak - afgiftsforhøjelse fra 1. januar 2010" vedrørende godtgørelse, som følge af, at der fra 1. januar 2010 skal benyttes nye stempelmærker, som følge af afgiftsforhøjelsen.

Brand, skibs- og flyforlis
3. Anvendte stempelmærker for varer, der er gået tabt ved brand o.l. hos den autoriserede virksomhed eller under transport til og fra den autoriserede virksomhed, fx ved skibs- eller flyforlis, se E.A.1.7.

Der kan ikke gives godtgørelse for varer, der er gået tabt (forsvundet) ved tyveri, herunder indbrudstyveri/røveri, hverken hos den autoriserede virksomhed, under transporten eller hos detailhandleren.

Efter lov nr. 424 af 6. juni 2005, der trådte i kraft den 8. juni 2005, jf. nyhedsbrev af juni 2005, kan virksomheden dog få godtgørelse for anvendte stempelmærker for varer, der som følge af tyveri er beskattet i et andet EU-land, jf. EU-reglerne, se E.A.1.8

Afgiftsgodtgørelse ved udførsel af varer
§ 10 a, stk. 7
Der ydes godtgørelse af afgiften af beskattede varer, der leveres til et andet EU-land, se E.A.1.7. Afgiftsbeløb på under 50 kr. udbetales ikke.

En evt. afgiftsgodtgørelse vil kræve, at stempelmærkerne annulleres, se i øvrigt C.1.4 om sundhedsadvarsel og C.1.5. om makulering.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter