Dato for udgivelse
03 May 2001 18:50
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
8. marts 2001
SKM-nummer
SKM2001.170.ØLR
Myndighed
Østre Landsret
Sagsnummer
18. afdeling, B-1798-99
Dokument type
Kendelse
Overordnede emner
Afgift
Overemner-emner
SKAT internt
Emneord
præjudicielle spørgsmål til EF-Domstolen, Tilladelse, Registreringsafgift
Resumé
Landsretten behandlede begæring fra sagsøger om tilladelse til at stille en række præjudicielle spørgsmål til EF-Domstolen omkring de danske regler for registreringsafgift og disses forenelighed med EU-Traktaten og andre dele af fællesskabsretten. Sagsøgers begæring blev taget til følge for så vidt angik enkelte spørgsmål vedrørende registreringsafgiftens forhold til artikel 28 om kvantitative indførselsrestriktioner. Landsretten afslog at tage begæringen til følge for så vidt angik spørgsmål i forhold til 6. momsdirektiv, informationsproceduredirektivet og EU's konkurrenceregler.
Reference(r)
6. momsdirektiv artikel 11 A2, litra a, EF-traktaten (efter 1/5-1999) artikel 234, EF-traktaten (efter 1/5-1999) artikel 28
Registreringsafgiftsloven § 8, stk. 1

Parter:

F1
(advokat Karen Dyekjær-Hansen)

mod

Skatteministeriet,
Told- og Skattestyrelsen
(Kammeradvokaten v/advokat K. Hager-Sørensen)

Afsagt af dommerne:

Kallehauge, Linde Jensen og Anja Olsen (kst.)

Denne kendelse vedrører spørgsmålet, om sagsøger, F1, skal have medhold i en begæring om tilladelse til at stille præjudicielle spørgsmål til EF-Domstolen i overensstemmelse med EU-Traktatens art. 234. Temaet er, om de danske regler om registreringsafgift af biler og andre motorkøretøjer er forenelige med EU-Traktaten og andre dele af fællesskabsretten.

Sagsøgte, Skatteministeriet, har protesteret imod sagsøgerens begæring om at få tilladelse til at stille sådanne spørgsmål.

Denne kendelse tager ikke stilling til, hvordan spørgsmålene i givet fald skal formuleres, men alene til, om de skal stilles.

Parternes påstande

Sagsøger, F1, har under en mod Skatteministeriet den 22. juni 1999 anlagt sag nedlagt påstand om,

    1)
    principalt, at Skatteministeriet tilpligtes at anerkende, at den i forbindelse med sagsøgers køb af køretøjet registreringsnummer TJ ... og chassisnummer WAUZZ... opkrævede registreringsafgift er opkrævet med urette,
    2)
    at sagsøgte tilpligtes til sagsøger at betale 80.094 kr. med tillæg af sædvanlig procesrente,
    3)
    subsidiært, at sagsøgte tilpligtes til sagsøger at betale 79.680 kr.,
    4)
    mere subsidiært, at sagsøgte tilpligtes til sagsøger at betale 77.209 kr. subsidiært et mindre beløb efter rettens skøn, med tillæg af sædvanlig procesrente, og
    5)
    mest subsidiært, at sagsøgte tilpligtes til sagsøger at betale 6.487 kr. med tillæg af sædvanlig procesrente.

Sagsøgte har nedlagt påstand principalt om afvisning af sagsøgers principale anerkendelsespåstand nr. 1 og subsidiært frifindelse over for såvel denne som over for sagsøgers øvrige påstande, nr. 2 - 5.

Sagen angår

Baggrunden for sagen er følgende:

Den 14. januar 1999 købte sagsøger hos F2, en Audi A6. Køretøjet var indkøbt til brug for sagsøgers direktør, B. I forbindelse med købet betalte sagsøger registreringsafgift med 297.456 kr.

Da registreringsafgiften ifølge sagsøgers opfattelse er erlagt med urette, anmodede sagsøger ved skrivelse af 26. januar 1999 Told- og Skatteregion Hvidovre om tilbagebetaling af registreringsafgiften. Told- og Skatteregionen afslog ved skrivelse af 25. februar 1999 anmodningen, hvorefter sagsøger den 9. marts 1999 påklagede afgørelsen til sagsøgte. Ved skrivelse af 23. marts 1999 afslog sagsøgte sagsøgers begæring.

Det fremgår af sagen, at sagsøger efterfølgende, i januar måned 2000, har afhændet bilen i Danmark for 365.000 kr.

Sagsøger har til støtte for sin principale anerkendelsespåstand anført, at sagsøger med urette er blevet tilpligtet at betale registreringsafgiften med 297.456 kr. ved sit køb af bilen, idet registreringsafgiften, som strider mod fællesskabsretten ikke lovligt kan opkræves. Sagsøger gør gældende, at den danske registreringsafgifts størrelse reducerer importen af køretøjer fra de øvrige EU-lande i et sådant omfang, at afgiften udgør en foranstaltning med virkning svarende til en kvantitativ indførselsrestriktion og derfor er forbudt efter EF-Traktatens art. 28.

Sagsøger har endvidere anført, at den manglende adgang til at få registreringsafgift tilbagebetalt ved eksport af brugte biler fra Danmark til andre EU-lande, medfører, at en sådan eksport fuldstændig afskæres, hvilket udgør en foranstaltning med samme virkning som en kvantitativ udførselsrestriktion, hvorfor registreringsafgiften skal tilsidesættes som stridende mod EF-Traktatens art. 29. Anbringendet er tillige anført til støtte for sagsøgers påstand nr. 3.

Sagsøger har anført, at alternativet til en anvendelse af traktatens art. 28 og 29 må være at få efterprøvet, om registreringsafgiften kan anses for en efter art. 25 ulovlig indførsels- eller udførselstold.

Sagsøger gør gældende, at det forhold, at registreringsafgiften, jf. registreringsafgiftslovens § 8, stk. 1, ikke indgår ved beregning af moms, strider mod 6. Momsdirektiv art. 11, A, stk. 2, litra a, og at registreringsafgiften, bl.a. af samme årsag, har en sådan momslignende karakter, og påvirker det fællesskabsretlige merværdiafgiftssystem i en sådan grad, at afgiften tillige strider mod 6. Momsdirektiv, jf. direktivets art. 33.

Sagsøger har anført, at den i registreringsafgiftslovens § 8, stk. 1, jf. lov nr. 436 af 26. juni 1998, nu lov nr. 964 af 20. december 1999, stadfæstede fiksering af forhandleravancen på 7,5 % er i strid med Danmarks forpligtelse til loyalt at påse, at konkurrencereglerne respekteres, jf. herved nærmere EF-Traktatens art. 5, jf. art. 3, litra g, jf. art. 85 og Forordning 1475/95. Anbringendet er tillige anført til støtte for sagsøgers påstand nr. 4.

Sagsøger har under sagen fremlagt forskellige beregningsmodeller vedrørende de beløbsmæssige krav i sagsøgers påstande og har beregnet differencen mellem formuetab ved salg af bilen i Danmark og et beregnet formuetab ved bilens eventuelle salg i Tyskland til 80.094 kr. svarende til påstand 2, og genindvundet registreringsafgift indeholdt i salgssummen ved salg i Danmark til 79.680 kr., svarende til påstand 3. Sagsøger har beregnet et formuetab bestående af differencen mellem det beløb, sagsøger havde kunnet sælge bilen for i Tyskland tillagt refunderet registreringsafgift og den pris som sagsøger har solgt bilen for til 77.209 kr., svarende til påstand nr. 4. Sagsøgers påstand nr. 5 er beregnet som tab, bestående af den forholdsmæssige andel af differencen mellem den oprindelige købesum og salgssummen, som svarer til den del af registreringsafgiften, der vedrører forhandleravancens andel af den oprindelige købesum.

Sagsøgte har til støtte for sin påstand om afvisning gjort gældende, at sagsøger ikke har anført noget til støtte for, at sagsøger har en retlig interesse i at få påstand nr. 1 pådømt sideordnet med påstand nr. 2 om betaling af 80.094 kr. Det er endvidere gjort gældende, at det selvstændige indhold af påstanden i forhold til påstanden om betaling af 80.094 kr. er uklart, hvilket illustreres af, at de to sideordnede påstande kun suppleres af en subsidiær, en mere subsidiær og en mest subsidiær påstand, der alle knytter sig til påstanden om betaling af 80.094 kr.

Sagsøgte har til støtte for sin påstand om frifindelse, blandt andet gjort gældende, at art. 28 ikke finder anvendelse på interne nationale afgifter og dermed heller ikke på den danske registreringsafgift. Dette er senest blevet gentaget i EF-Domstolens dom af 3. februar 2000 i sag C-228/98 (Dounias). Det bestrides, at registreringsafgiften beskytter indenlandsk produktion eller indebærer en diskrimination af importerede produkter i forhold til produkter fremstillet her i landet.

Det bestrides, at registreringsafgiften er omfattet af art. 25, idet der er tale om en afgift, der er et led i en generel intern afgiftsordning, der systematisk anvendes på bestemte kategorier af produkter, uanset deres oprindelse.

Som allerede fastslået af EF-Domstolen, strider registreringsafgiften ikke mod art. 90, jf. sag C-47/88 (Kommissionen mod Danmark).

Når sagsøger påberåber sig traktatens konkurrenceregler, jf. traktatens art. 10, jf. art. 3, litra g, og 81 (tidl. art. 5 og art. 85), hviler hele argumentationen på den forudsætning, at registreringsafgiftsloven fastlåser den faktiske mindsteforhandleravance. Da denne forudsætning ikke er rigtig, er det allerede af den grund åbenbart, at registreringsafgiftsloven ikke indebærer en tilsidesættelse af Danmarks forpligtelse til loyalt at sikre gennemførelsen og efterlevelsen af traktatens konkurrenceregler.

Sagsøger har anmodet om, at der under sagens behandling ved landsretten forelægges præjudicielle spørgsmål for EF-Domstolen. Sagsøger har i processkrifter af 15. maj og 30. november 2000 redegjort for og begrundet sin begæring.

Sagsøgte har afgivet sit svar herpå i processkrift af 6. september 2000. Der henvises til parternes processkrifter og de deri anførte anbringender.

Sagsøger ønsker følgende seks præjudicielle spørgsmål stillet til EF-Domstolen:

    "1)
    Vedrørende forbuddet mod kvantitative indførselsdistriktioner/Toldlignende afgifter (art. 28 - tidligere art. 30 EF/art. 25 - tidligere art. 12 EF).
      a)
      Kan en af en medlemsstat opkrævet indirekte afgift (en registreringsafgift), der for nye biler udgør 105 % af 53.000,- kr. og 180 % af resten af den afgiftspligtige værdi udgøre en foranstaltning med virkning svarende til en kvantitativ indførselsrestriktion og derfor være forbudt efter EF-Traktatens art. 28, jf. herved Domstolens udtalelse i sag C-47/88 Kommissionen mod Danmark, Saml. 1990 I-4509, præmis 13 og/eller
      b)
      kan en bestemmelse i en medlemsstats lovgivning, der fikserer eller tilskynder til fastsættelse af en bestemt forhandleravance på 7,5 % (efter den i medlemsstaten seneste gennemførte lovændring 9 %) udgøre en foranstaltning med virkning svarende til en kvantitativ indførselsrestriktion og derfor være forbudt efter EF-Traktatens art. 28?
      c)
      Kan ovennævnte afgift, hvis svaret på spørgsmål a) og/eller b) er benægtende, anses for en toldlignende afgift, jf. art. 25 ?
    2)
    Vedrørende kvantitativ eksportrestriktion/toldlignende afgift (art. 29 - tidligere 34 EF - art. 25 - tidligere art. 25 EF).
      a)
      Er en manglende adgang til at få registreringsafgift som beskrevet i spørgsmål 1) tilbagebetalt ved eksport af brugte biler til andre EU-lande en foranstaltning med samme virkning som en kvantitativ udførselsrestriktion, jf. EF-Traktatens art. 29, idet det herved forudsættes, at den indebærer, at sådan eksport afskæres?
      b)
      Kan ovennævnte afgift, hvis svaret på spørgsmål a) er benægtende, anses for en toldlignende afgift, jf. art. 25?
    3)
    Vedrørende 6. Momsdirektiv art. 11, A, stk. 2, litra a og art. 33.
    Er det efter 6. Momsdirektiv art. 11, A, stk. 2, litra a, lovligt at beregne moms af nye biler på en sådan måde, at en intern afgift som ovennævnte registreringsafgift ikke indgår ved beregning af moms. Registreringsafgiften beregnes således af bilens salgspris tillagt moms. Specielt spørges om dette gælder, når og fordi registreringsafgiftspligten først indtræder, hvis køberen af bilen indregistrerer den, hvilket er en forudsætning for, at kunne anvende bilen til almindelig brug (færdsel på offentligt tilgængelige arealer (veje m.v.)), hvorimod momsen forfalder, uanset om bilen indregistreres eller ej?
    4)
    Er en registreringsafgift, som udover det ovenfor anførte om beregningsmetode, har følgende karakteristika,
      -
      afgiften anvendes generelt,
      -
      afgiften er proportional med prisen for varen
      -
      afgiften opkræves på grundlag af varens samlede værdi, inklusiv andre afgifter (herunder moms)
      -
      afgiften opkræves ikke i hvert led af produktions- og omsætningsforløbet og beregnes ikke med fradrag af afgift betalt i tidligere led,
    tillige i strid med 6. Momsdirektiv, jf. direktivets art. 33?
    5)
    Er en bestemmelse, som nævnt i spørgsmål 1) b) i strid med Danmarks forpligtelse til loyalt at påse, at konkurrencereglerne respekteres, jf. herved nærmere EF-Traktatens art. 10, jf. art. 3, litra g, jf. art. 81 og Forordning 1475/95 af 28. juni 1995 om anvendelse af traktatens art. 85, stk. 3, (nu 81, stk. 3), på kategorier af salgs- og serviceaftaler vedrørende motorkøretøjer?
    6)
    Vedrørende informationsproceduredirektivet.
    Kan betaling i form af en afgift, som beskrevet i spørgsmål 1) a for en ret til at benytte et køretøj på offentlige veje anses for en teknisk handelshindring, som skal notificeres efter Direktiv 98/34, som ændret ved Direktiv 98/48 (Informationsproceduredirektivet) og betyder manglende notifikation, at forskriften ikke kan anvendes?"

Sagsøgte har nedlagt principal påstand om, at sagsøgers begæring om forelæggelse af præjudicielle spørgsmål for EF-Domstolen ikke tages til følge, subsidiært, at der alene forelægges spørgsmål om fortolkningen af traktatens artikel 28.

Spørgsmålet om eventuel forelæggelse af præjudicielle spørgsmål har været gjort til genstand for mundtlig forhandling.

Parternes argumenter

Sagsøger har til støtte for sin begæring om tilladelse til at stille præjudicielle spørgsmål navnlig gjort gældende, at en sådan begæring i henhold til acte clair doktrinen kun bør afvises, når forelæggelse må anses som åbenbart overflødig. Det er det ikke i dette tilfælde, hvor der er rimelig tvivl om, hvorvidt de danske regler om registreringsafgift af motorkøretøjer på et eller flere punkter er uforenelige med fællesskabsretten. Det er af procesøkonomiske grunde hensigtsmæssigt, at landsretten beslutter, at der skal ske forelæggelse, og ikke udsætter en afgørelse af, om dette skal ske, til sagen indbringes for Højesteret, uanset at pligt til at forelægge præjudicielle spørgsmål først indtræder i sidste instans.

Sagsøger har en klar retlig interesse i at få afgjort, om de danske regler er i strid med fællesskabsretten, og den foreliggende sag er en aktuel retstvist og ikke et konstrueret retstilfælde. Der er ikke nogen tvivl om, hvordan de danske nationale regler skal forstås. Uden forelæggelse for EF-Domstolen mister sagsøger sin eneste reelle mulighed for at få afprøvet, om de danske regler er i strid med fællesskabsretten og derfor bør tilsidesættes. Der er intet ulogisk i både at nedlægge en principal anerkendelsespåstand om, at dette er tilfældet og en subsidiær påstand om tilbagebetaling af registreringsafgift, da det vil være den logiske konsekvens, hvis sagsøgers anerkendelsespåstand tages til følge.

Ved bedømmelsen af, om der er rimelig tvivl om, hvad fællesskabsretten medfører, bør den nationale domstol udøve et forsigtigt skøn og ikke tillægge rettens egen fortolkning af fællesskabsretten for stor betydning. En for restriktiv forelæggelsespraksis kan resultere i retsnægtelse. Kun i de tilfælde, hvor det er åbenbart for enhver domstol inden for Den Europæiske Union, at forelæggelse er overflødig, bør forelæggelse af præjudicielle spørgsmål undlades.

Ad spørgsmål 1 vedrørende art. 28 om kvantitative indførselsrestiktioner.

Sagsøger har anført, at behovet for en forelæggelse fremgår af EF-Domstolenes udtalelse i Sag C-47/88 Kommissionen mod Danmark, Saml. 1990 I-4509, præmis 13, hvor det udtales, at spørgsmålet om, hvorvidt registreringsafgifter, som de danske, udgør et indgreb i varernes fri bevægelighed skal bedømmes i lyset af art. 28 (tidl. art. 30). En lignende udtalelse fremgår af Sag 31/67 Stier, saml. 1968 235. Da Kommissionen havde baseret sit søgsmål i sagen på art. 95 (forbuddet mod diskriminerende interne afgifter, nu art. 90), fik Domstolen ikke i denne traktatkrænkelsessag mod Danmark anledning til at tage stilling til, hvorvidt de danske registreringsafgifters størrelse indebar en sådan begrænsning af importen, at de måtte anses for stridende mod art. 28 (eller for en toldlignende afgift, der forbydes efter art. 25). Domstolenes obiter dictum viser, at Domstolen fandt det nærliggende, at de danske registreringsafgifter kunne være omfattet af art. 28.

I tillæg til det om afgiftens størrelse anførte kommer, at afgiftens beregningsmetoder, herunder den særegne forhandleravanceregel, som blev indført ved lov nr. 363 af 2. juni 1997, i sig selv og selvstændigt i kraft af den yderligere hindring denne beregning frembyder for importen må antages at udgøre en foranstaltning med tilsvarende virkning som kvantitativ handelsrestriktion, jf. sag 229/83 Leclerc, saml. 1983 p 1, præmis 26 og 29.

Der er ikke nogen tvivl om den faktiske virkning, som de ekstremt høje danske registreringsafgifter har på importen og salg af nye motorkøretøjer i Danmark. Salg af nye biler er et meget konjunkturfølsomt marked. Når registreringsafgiften stiger, flyttes efterspørgslen fra nye motorkøretøjer til brugte. Avancen på salg af nye motorkøretøjer er så lav i Danmark, at det er meget svært at etablere sig som ny importør her i landet, og prisen på nye biler eksklusiv afgifter så lav, at reeksport af nye biler kun kan betale sig, hvis køber ikke er afgiftspligtig i Danmark.

Den faste forhandleravance, som er lovbestemt, skaber et særligt problem, fordi der ikke gælder tilsvarende regler vedrørende forhandleravance på brugte motorkøretøjer. Importen af nye biler til Danmark udsættes herved for en diskriminerende retlig regulering, som stiller dem ringere i konkurrencen med salg af brugte biler på det danske marked.

Ad spørgsmål 2 vedrørende art. 29 om kvantitative udførselsrestriktioner.

Den registreringsafgift, som er pålagt motorkøretøjer i Danmark, er så høj, at den forhindrer enhver eksport af brugte motorkøretøjer til det europæiske marked. Der er tale om et de facto eksportforbud, fordi afgifterne er prohibitive i forhold til ethvert salg i Europa. Om dette er uforeneligt med EU-traktatens art. 29's forbud mod kvantitative udførselsrestriktioner, er ikke afgjort i praksis. Forelæggelse af et præjudicielt spørgsmål herom er derfor ikke overflødigt.

Sagsøger har anført, at alternativet til anvendelse af art. 28 og 29 ikke, som anført af sagsøgte, er at afgiften uden videre anses for lovlig, men at det må efterprøves, om afgiften kan anses for en efter Traktatens art. 25 ulovlig indførsels- eller udførselstold, hvilket begrunder spørgsmål 1) c og 2) b.

Ad spørgsmål 3 vedrørende 6. momsdirektiv.

Angående dette spørgsmål har sagsøger anført, at umiddelbart synes afgiften klart at stride mod 6. momsdirektiv art. 11, A, stk. 2, litra a, hvorefter følgende medregnes i beskatningsgrundlaget: "... skatter, told, importafgifter og andre afgifter med undtagelse af selve merværdiafgiften." Der ses således ikke praksis, der støtter den af sagsøgte påberåbte fortolkning af bestemmelsen, hvorefter en forbrugsafgift - som registreringsafgiften hævdes at være - falder udenfor art. 11 A, stk. 2, litra a, idet afgifspligten principielt (om ikke i praksis) først indtræder, hvis køberen af en bil beslutter sig for at lade den indregistrere.

Ordvalget i art. 11 A stk. 2, litra a "... andre afgifter ..." støtter sagsøgers fortolkning, og sagsøgtes anbringende om, at registreringsafgiften ikke hviler på motorkøretøjet som sådan, men på den efterfølgende brug, man kan vælge at gøre af det ved at benytte det til kørsel på offentlige veje her i landet, er nærmest sofistisk. Det er den sjældne undtagelse, langt fra det normale, at en her i landet importeret bil ikke bliver undergivet registreringsafgift. Kun yderst få kan benytte et motorkøretøj uden at køre på offentlig vej.

Traktatens art. 90 forbyder interne afgifter, som gør forskel mellem udenlandske og indenlandske varer. I sagen Kommissionen mod Danmark, sag C 47/88, overså man konkurrenceforholdet mellem importerede og brugte biler, hvortil kommer, at man ikke dengang havde indført fast forhandleravance.

Ad spørgsmål 4 vedrørende 6. momsdirektiv.

Vedrørende spørgsmål nr. 4 har sagsøger blandt andet anført, at det ikke helt klart fremgår af praksis om art. 33, om en afgift som den her omhandlede kan anses for en (forbudt) momslignende afgift.

Ad spørgsmål 5 vedrørende EU's konkurrenceregler.

Sagsøger har i relation til spørgsmål nr. 5 vedrørende EF-Traktatens art. 10 (tidl. art. 5), jf. art. 3, litra g, og art 81 (tidl. art. 85) anført, at det gøres gældende, at registreringsafgiftslovens § 8, stk. 1, fikserer eller tilskynder til fastholdelse af en forhandleravance på 7,5 % (nu 9 %). Dette rejser spørgsmål om foreneligheden af loven med EU-konkurrencereglerne, til hvis gennemførelse medlemsstaterne ifølge praksis fra EF-Domstolen, jf. art. 10 og art. 3, litra g, har pligt til loyalt at medvirke. På motorkøretøjsområdet er der udstedt en gruppefritagelse (Forordning 1475/95). Det er imidlertid en grundlæggende betingelse for at forhandlere og bilproducenter kan påberåbe sig gruppefritagelsesforordningen, at forhandleren har frihed til at føre en selvstændig prispolitik, jf. herved præamblen pkt. 25 samt art. 6, nr. 6. Det er efter sagsøgers opfattelse meget tvivlsomt, om den faste forhandleravance er forenelig med fællesskabsretten på dette punkt.

Selvom de danske regler om en forhandleravance på 7,5 % (nu 9 %) ikke forbyder en forhandler ikke at tage nogen avance eller mindre end den i loven anførte avanceprocent, medfører disse regler, at avancen i praksis fastfryses. Formålet med faste avancer ved import af motorkøretøjer var ikke kun et værn imod afgiftsunddragelse, således at staten sikres dens afgiftsprovenu, men tillige at sikre forhandlerne en passende avance som kompensation for den samtidig indførte kortere kredit med afregning af registreringsafgift. En eventuel nedsættelse af forhandleravancen slår ikke igennem krone for krone på bilens udsalgspris. Man kan ikke frit fravige avancen, men skal anmelde nye priser til Told og Skat. Der foreligger ikke nogen praksis fra EF-Domstolen vedrørende dette spørgsmål.

Ad spørgsmål 6 vedrørende informationsproceduredirektivet.

Sagsøger har vedrørende spørgsmål nr. 6 anført, at såfremt Østre Landsret ikke umiddelbart finder, at kunne afvise sagsøgtes standpunkt, hvorefter registreringsafgiften ikke er en afgift knyttet til købet, men er en betaling for retten til at anvende et køretøj i henhold til færdselsloven, foreslår sagsøger tillige, at der stilles spørgsmål om, hvorvidt afgiften må anses for en teknisk handelshindring, der må tilsidesættes som ikke i sin nuværende form notificeret i henhold til Direktiv 98/34, som ændret ved Direktiv 98/48 (Informationsproceduredirektivet).

Sagsøgte har til støtte for sin principale påstand blandt andet anført, at der ikke er grundlag for at forelægge det af sagsøger foreslåede spørgsmål 1a, idet det fremgår af en fast og langvarig praksis fra EF-Domstolen, at artikel 28 ikke finder anvendelse på mellemstaternes afgiftsbestemmelser, samt at artiklen omfatter "enhver foranstaltning der direkte eller indirekte, aktuelt eller potentielt hindrer samhandelen mellem medlemsstaterne".

Hvis artikel 28 fandt anvendelse på interne afgiftsbestemmelser fastsat i medlemsstaternes lovgivning, ville det følge af denne praksis, at enhver afgift ville være EF-stridig, fordi enhver afgift "aktuelt eller potentielt, direkte eller indirekte" kan påvirke det samlede forbrugsmønster.

I sagen Kommissionen mod Den Hellenske Republik, C-132/88, blev Grækenland frifundet i en sag vedrørende differentierede interne afgifter på biler beregnet efter motorernes cylindervolumen, jf. navnlig præmis 17-20. Når der skete frifindelse i den sag, hvor reglerne var gunstigst for biler med lavt cylindervolumen, svarende til de i Grækenland producerede biler, må de danske regler så meget mere anses for forenelige med fællesskabsretten.

De danske regler om registreringsafgift af motorkøretøjer er på ingen måde probitive i forhold til importen. Det fremgår både af at registreringsafgiften i år 2000 gav et provenu på ca. 16 mia. kr. og af størrelsen af den danske bilpark.

Der er ingen holdepunkter i fællesskabsretten for at være særlig liberal i relation til forelæggelse af præjudicielle spørgsmål. Retten skal kun stille sådanne spørgsmål, når der er relevant og rimelig tvivl om fællesskabsrettens indhold og rette forståelse. Hensynet til om en sagsøger får en fair adgang til at få prøvet et givet spørgsmål har ingen støtte i fællesskabsretten. Er spørgsmålet overflødigt, vil det blive afvist, jf. sag C-61/97 vedrørende Laserdisken præmis 9 og 10.

Østre Landsret vil være i fuld overensstemmelse med EF-Domstolens praksis i CILFIT-dommen, sag 283/81, hvis landsretten undlader en forelæggelse, idet EF-Domstolen i denne dom anerkendte, at pligten for en national sidste instans domstol til at forelægge spørgsmål efter artikel 234 bortfalder, når det pågældende spørgsmål kan anses for dækket af en besvarelse fra Domstolen i en tidligere sag. EF-Domstolen understregede, at det ikke er nødvendigt, at den tidligere forelagte sag er identisk med den nu verserende.

Subsidiært har sagsøgte gjort gældende, at såfremt Østre Landsret måtte finde, at der er anledning til at stille et spørgsmål ad modum spørgsmål 1a, bør spørgsmålet suppleres med følgende spørgsmål:

"Såfremt Domstolen måtte finde, at en afgift som beskrevet i spørgsmål 1a er i strid med traktatens artikel 28, ønskes det oplyst, om Domstolens praksis efter artikel 30 eller de hensyn, der af Domstolen er anerkendt som særligt beskyttelsesværdige, jf. særlig dommen i Cassis de Dijon-sagen, kan retfærdiggøre en afgift som den beskrevne".

Sagsøgte har vedrørende spørgsmål 1b anført, at spørgsmålet er overflødigt, allerede fordi det bestrides, at lovgivningen indeholder en fiksering eller en tilskyndelse til at fastholde en bestemt forhandleravance.

Til sagsøgers spørgsmål 1c har sagsøgte blandt andet anført, at alternativet til at anse afgiften for en kvantitativ handelshindring er, at afgiften anses som en intern afgift, der skal bedømmes efter traktatens artikel 90, hvilket allerede er sket ved EF-Domstolens dom i sagen C-47/88, Kommissionen mod Danmark. Sondringen mellem toldlignende afgifter og interne afgifter er belyst ved en særdeles omfattende domspraksis fra EF-Domstolen. Det gøres gældende, at det på grundlag heraf med sikkerhed kan fastslås, at registreringsafgiften ikke er en toldlignende afgift, hvorfor spørgsmålet er overflødigt. En afgift kan ikke både være en intern afgift og en told. Registreringsafgift er ikke en told. Den opkræves ikke ved import og forfalder først, når en bruger ønsker at benytte køretøjet til kørsel på offentlig vej. Registreringsafgift er helt klart en intern afgift.

Sagsøgte har vedrørende spørgsmål 2a blandt andet gjort gældende, at en forelæggelse er overflødig, allerede fordi sagsøger ikke har en retlig interesse i besvarelsen af spørgsmålet, efter at sagsøger har afhændet den bil, der er omfattet af retssagen, ved salg i Danmark. Det bestrides i den forbindelse som fuldstændig udokumenteret, at sagsøger skulle have ønsket at sælge bilen til en køber i et andet medlemsland, og det gøres gældende, at denne del af sagen er af en hypotetisk og konstrueret karakter, som landsretten bør afstå fra at befordre ved at stille sådanne spørgsmål til EF-Domstolen. Det kan med en betydelig sikkerhed udledes af EF-Domstolens faste og langvarige praksis, at artikel 29 ikke finder anvendelse på spørgsmålet om refusion af forbrugsafgifter. De relevante bestemmelser er artikel 90 og 91, der også gælder ved eksport, jf. sag 142/77, Statens kontrol med ædle metaller, saml. 1978, side 1543.

Det gøres endvidere gældende, at registreringsafgiften er en intern afgift, der er uden diskriminerende virkning, og at artikel 29 alene vedrører foranstaltninger, der er diskriminerende, jf. senest EF-Domstolens dom af 23. maj 2000 i sag C209/98, Entreprenørforeningens Affalds/Miljøsektion mod Københavns Kommune.

Sagsøgte har vedrørende spørgsmål 2b blandt andet anført, at det med fornøden sikkerhed kan fastslås, at en manglende refusion af en afgift, der kan være pålagt flere år før en påtænkt eksport, ikke i sig selv udgør en toldlignende afgift.

Vedrørende spørgsmål 3 har sagsøgte blandt andet anført, at en forelæggelse er overflødig, fordi det med fornøden sikkerhed kan fastslås, at momsdirektivets artikel 11 A, stk. 2, litra a), ikke kan forstås således, at momsen skal beregnes af en forbrugsafgift, når afgiftspligten først indtræder på et senere tidspunkt end købstidspunktet, nemlig hvis køberen af bilen beslutter at lade den indregistrere med henblik på færdsel på områder, hvor færdselsloven gælder.

Sagsøgte har vedrørende sagsøgers spørgsmål 4 blandt andet anført, at spørgsmålet om, hvorvidt en afgift har karakter af en omsætningsafgift, er et af de mest udførligt analyserede spørgsmål i EF-Domstolens retspraksis om skatter og afgifter.

Sagsøgte anerkender ikke, at sagsøgers forslag til spørgsmål 4 indeholder alle de relevante karakteristika ved registreringsafgiften, men selv hvis man lagde de elementer til grund, som er indeholdt i sagsøgers spørgsmål, er det åbenbart, at registreringsafgiften ikke er en omsætningsafgift. Den opkræves på grundlag af varens samlede værdi og ikke af en merværdi. Den opkræves ikke i hvert led af produktions- og omsætningsforløbet, og der er heller ikke fradrag af afgift betalt i tidligere omsætningsled. Navnlig på baggrund af Denkavit-dommen, der blev afsagt på foranledning af et spørgsmål fra Østre Landsret, kan det fastslås, at en afgift som registreringsafgiften ikke er en omsætningsafgift, og at spørgsmål 4 derfor er overflødigt.

Sagsøgte har i denne forbindelse påberåbt sig de forenede sager 93/88 og 94/88, Wisselink og Co. BV m.fl. mod Staatssceretaris van Financiën vedrørende forbud mod at opkræve andre nationale afgifter, der har karakter af omsætningsafgift af biler, jf. præmis 9-11. Da afgiften kun opkrævedes en gang ved levering eller ved indførsel, var der ikke tale om en delvis opretholdelse af en tidligere kumulativ flerledsafgift. Efter præmis 19-21 antog EF-Domstolen herefter ikke, at afgiften havde karakter af en omsætningsafgift, jf. 6. momsdirektiv art. 33. Dette svarer ganske til den danske registreringsafgift.

Vedrørende spørgsmål 5 har sagsøgte gjort gældende, at landsretten ikke kan foretage en forelæggelse af dette spørgsmål, før landsretten har konstateret, at denne er nødvendig, hvilket forudsætter, at sagsøger har ret i sin fortolkning af §§ 8 og 9 i registreringsafgiftsloven. Sagsøgte bestrider sagsøgers lovfortolkning.

Sagsøgte har anført, at spørgsmål 6 vedrører direktiv 98/34, der er en konsolideret udgave af det direktiv 83/189, der var genstand for Højesterets bedømmelse i dommen i UfR 2000, side 2232. Som det fremgår af Højesteretsdommen, er danske domstole i stand til selv at vurdere, om en foranstaltning er en teknisk handelshindring i direktivets forstand. Spørgsmålet er således overflødigt, fordi det med fornøden sikkerhed kan fastslås, at loven om registreringsafgift ikke indeholder nogen teknisk handelshindring. Lov om registreringsafgift skal ikke notificeres, og de ændringer som f.eks. afgiftslempelse vedrørende visse foranstaltninger, der gavner færdselssikkerheden, som f.eks. installation af airbags, er blevet notificeret.

Begrundelse og konklusion

Uanset at traktatens art. 234 ikke gør en i øvrigt nødvendig forelæggelse af præjudicielle spørgsmål til en pligt for en 1. instans domstol, finder landsretten, at det af procesøkonomiske grunde er mest hensigtsmæssigt og rigtigt at tage stilling til dette spørgsmål i 1.instans. Det kan heller ikke på forhånd afvises, at sagsøger kan have en retlig interesse i at få afprøvet, om de danske regler om registreringsafgift af motorkøretøjer på et eller flere punkter er uforenelige med fællesskabsretten, og at der i den forbindelse kan være behov for at stille et eller flere præjudicielle spørgsmål i medfør af traktatens art. 234.

Adgangen til at stille præjudicielle spørgsmål afhænger imidlertid ikke, som af sagsøger anført, af, om sagsøgers muligheder for at få efterprøvet om fællesskabsretten er blevet tilsidesat er mere eller mindre gode, men alene af om den nationale domstol ved sin efterprøvelse heraf finder, at der er en sådan tvivl om fællesskabsrettens fortolkning, at der som følge heraf er behov for at anmode EF-Domstolen om at besvare spørgsmål om, hvorledes traktatens og/eller andre dele af fællesskabsretten på et eller flere punkter nærmere skal fortolkes og forstås.

Ad spørgsmål 1 vedrørende art. 28 om kvantitative indførselsrestriktioner.

For så vidt angår sagsøgers begæring om tilladelse til at stille et præjudicielt spørgsmål vedrørende den betydning, som den rette forståelse af traktatens art. 28 måtte kunne have for denne sags udfald, jf. temaet for spørgsmål 1a, finder landsretten navnlig som følge af præmis 13 i sag C-47/88 Kommissionen mod Danmark, at denne begæring bør tages til følge.

Det tillades endvidere sagsøgte at stille spørgsmål herom i overensstemmelse med sagsøgtes subsidiære påstand.

Der ses derimod ikke at være tilstrækkelig anledning til at stille spørgsmål vedrørende temaet for spørgsmål 1b og 1c, dels fordi forhandleravancen ikke er ufravigelig, dels fordi registreringsafgift af motorkøretøjer efter dens forfaldstid og betingelserne for dens opkrævning ikke kan anses som en told eller toldlignende afgift.

Ad spørgsmål 2 vedrørende art. 29 om kvantitative udførselsrestriktioner.

Det må lægges til grund, at sagsøger har solgt sin bil her i landet.

Det tiltrædes herefter af de af sagsøgte anførte grunde, at der ikke er nogen aktuel retstvist mellem sagsøger og sagsøgte vedrørende sagsøgers retsstilling ved bilens salg uden for Danmark. Allerede som følge heraf tages sagsøgers begæring om at stille spørgsmål 2a ikke til følge.

Spørgsmål 2b er der heller ikke tilstrækkelig anledning til at stille, fordi spørgsmålet, om registreringsafgift er en intern ikke diskriminerende afgift og ikke en told eller toldlignende afgift, ikke er behæftet med en sådan tvivl, at der er behov for at forelægge dette for EF-Domstolen.

Ad spørgsmål 3 og 4 vedrørende 6. momsdirektiv.

Da registreringsafgift af motorkøretøjer ikke er knyttet til køb af et motorkøretøj, men til dets indregistrering med henblik på kørsel på offentlig vej i Danmark, er spørgsmålet, om reglerne om registreringsafgift falder uden for art. 11, A, stk. 2, litra a) i 6. momsdirektiv, ikke behæftet med en sådan tvivl, at det anses for påkrævet at stille spørgsmål herom til EF-Domstolen, jf. spørgsmål 3. Det samme gælder for så vidt angår spørgsmål 4, allerede fordi registreringsafgift ikke opkræves af nogen merværdi, men af bilens samlede værdi, og ej heller opkræves i hvert omsætningsled, men kun ved første ejers indregistrering af en ny ubrugt bil, jf. præmis 19-21 i de forenede sager 93/88 og 94/88 Wisselink og Co. B.V. m.fl. mod Staatssecretaris van Financiën.

Ad spørgsmål 5 vedrørende EU-Traktatens konkurrenceregler.

Den forhandleravance, som er hjemlet i § 8, stk. 1, i lov om registreringsafgift, er, som foran anført, ikke ufravigelig. Sagsøger ønsker ved sit præjudicielle spørgsmål afklaret, om den i loven hjemlede forhandleravance tilskynder forhandlerne så meget til at fastholde denne, at loven som følge heraf er uforenelig med EU-Traktatens konkurrencebestemmelser. Ej heller dette spørgsmål frembyder en sådan fællesskabsretlig tvivl, at det gør forelæggelse nødvendig, hvorved bemærkes, at spørgsmålet om, hvorledes den danske registreringsafgiftslovs § 8, stk. 1, skal fortolkes, henhører under landsrettens og ikke under EF-Domstolens kompetence.

Ad spørgsmål 6 vedrørende informationsproceduredirektivet.

Sagsøger ønsker ved dette præjudicielle spørgsmål afklaret, om registreringsafgift kan anses som en teknisk handelshindring, som skulle have været notificeret og tillige oplyst, om manglende notifikation medfører, at forskrifterne ikke kan anvendes.

Der er heller ikke på dette punkt en sådan tvivl om, hvorvidt registreringsafgift som betingelse for lovlig benyttelse af et motorkøretøj til kørsel på offentlig vej kan anses som en teknisk handelshindring, at forelæggelse af præjudicielle spørgsmål herom kan anses for fornøden. Sagsøgers begæring vedrørende spørgsmål 6 tages derfor ikke til følge.

Thi bestemmes:

Sagsøgers begæring om tilladelse til at stille præjudicielle spørgsmål vedrørende det tema, som er dækket af spørgsmål 1 a), jf. traktatens art. 28, og sagsøgtes subsidiære påstand om tilladelse til at stille modspørgsmål vedrørende samme tema tages til følge.

Der findes ikke i øvrigt grundlag for at stille spørgsmål til EF-Domstolen som angivet af sagsøger.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter