Rejsegodtgørelse, der udbetales efter reglerne i LL § 9 A, kan udbetales skattefrit, jf. LL § 9, stk. 4. Der skal endvidere ikke betales AM-bidrag. , da der ikke er tale om vederlag for beskæftigelse.  De nærmere regler og satserne for 2010 - 2013 inkl. fremgår af Den juridiske vejledning afsnit C.A.7.1 og C.A.7.2. Det er forudsat, at godtgørelsen udbetales på grundlag af det faktiske antal rejsedage. Der kan alene udbetales rejsegodtgørelse (kost-, 25 pct.- og /eller logigodtgørelse) for rejse med overnatning.

Beløb, der udbetales som skattefri rejsegodtgørelse, skal ikke dække lønmodtagerens/hvervtagerens udgifter til befordring. Sådanne udgifter forudsættes dækket direkte af arbejdsgiveren/hvervgiveren som udlæg efter regning (f.eks. udgifter til taxa, tog eller fly) eller ved udbetaling af godtgørelse for benyttelse af egen bil/motorcykel, cykel, knallert eller EU-knallert til erhvervsmæssig kørsel, jf. ovenfor i afsnit B.1.7.1.2.

Om fradragsmuligheder, hvor der er udbetalt godtgørelse beregnet med et lavere beløb end standardsatserne, eller der slet ikke er udbetalt nogen godtgørelse, se LL § 9 A, stk. 7, samt Den juridiske vejledning afsnit C.A.7.3 og C.A.7.3.4.1.

Det påhviler arbejdsgiveren/hvervgiveren at sikre, at der ikke udbetales skattefri godtgørelse til personer, som ikke opfylder betingelserne, jf. afsnit H.3 samt bekendtgørelse om rejse- og befordringsgodtgørelse, nr. 173 af 13. marts 2000. Hvis arbejdsgiveren/hvervgiveren udbetaler godtgørelse uden at foretage den i førnævnte bekendtgørelse fastsatte kontrol, bliver godtgørelsen skattepligtig som personlig indkomst for den pågældende modtager. Der skal derfor indeholdes A-skat og AM-bidrag af beløbet, jf. KSL § 43, stk. 1 og KSL § 49 A, stk. 1. Lønmodtageren/hvervtageren har i stedet mulighed for at foretage et ligningsmæssigt fradrag i den skattepligtige indkomst efter reglerne i LL § 9 A, stk. 7 og 9.

En arbejdsgiver/hvervgiver har mulighed for efterfølgende - med tilladelse fra SKAT - at betale et beløb på 56 pct af rejsegodtgørelser, der ikke opfylder betingelserne for at være udbetalt skattefrit, jf. bestemmelserne i KSL § 69 A, LL § 7 Ø og lov om arbejdsmarkedsbidrag § 3, nr. 3, jf. § 2, stk. 1, nr. 1. Se nærmere herom ovenfor i afsnit B.1.7.1.1.

RejsebegrebetDet er i LL § 9 A, stk. 1 defineret, hvornår der skattemæssigt er tale om en rejse.

Der kan således kun udbetales skattefri rejsegodtgørelse til en lønmodtager, når denne påføres merudgifter, fordi:

  • lønmodtageren på grund af afstanden mellem bopælen og et midlertidigt arbejdssted ikke har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl, eller fordi
  • arbejdsgiveren midlertidigt udsender den pågældende lønmodtager til et andet arbejdssted end lønmodtagerens sædvanlige arbejdsplads, når dette medfører, at lønmodtageren ikke har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl.

Se nærmere om rejsebegrebet i Den juridiske vejledning afsnit C.A.7.1.           

Om lønmodtagerens mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl, se SKM2005.318.HR, hvor Højesteret stadfæstede landsrettens dom, jf. SKM2004.335.VLR. Landsretten fandt, at betingelsen for skattefri rejsegodtgørelse ikke var opfyldt, idet der ikke var grundlag for at fastslå, at lønmodtageren på grund af afstanden mellem bopæl og midlertidigt arbejdssted var uden mulighed for at overnatte på bopælen (afstand mellem bopæl og arbejdssteder: ca. 60 km. og normal transporttid: 45-60 minutter hver vej). Landsretten fandt, at det ikke var afgørende, at lønmodtageren af private grunde havde valgt at overnatte i en campingvogn ved arbejdsstederne.

Se om tilsvarende afgørelser i SKM2004.390.LSR og SKM2004.419.LSR. I begge disse sager var afstanden mellem bopæl og arbejdssted ca. 90 km. Se endvidere SKM2004.503.LSR, hvor lønmodtageren var bosiddende i Korsør og arbejdede på Metroprojektet i København. Efter det oplyste overnattede han i campingvogn ved Nordhavn Station. Lønmodtageren blev ikke anset for berettiget til fradrag for rejseudgifter, jf. ligningslovens § 9 A, henset til afstanden mellem bopælen i Korsør og arbejdsstedet og manglende dokumentation for den enkelte arbejdsdags længde.

Se endvidere SKM2005.492.ØLR ("Metro-dommen"), hvor landsretten fandt, at metroarbejdere var berettigede til fradrag i medfør af LL § 9 A efter en helhedsvurdering under inddragelse af afstand, transporttid og længden af arbejdstiden. Rådighed over egen bil var uden betydning for bedømmelsen af muligheden for at overnatte hjemme. Skatteministeriets departement har i SKM2006.138.DEP kommenteret dommen.

I SKM2007.145.SR bekræftede Skatterådet, at der kunne udbetales skattefri rejsegodtgørelse, hvor arbejdstiden var på 12 timer, og hvor der var en transporttid på mellem 1 og 1,5 time, og arbejdet var fysisk hårdt. Samtidig bekræftede Skatterådet, at der kunne udbetales skattefri rejsegodtgørelse, hvor arbejdstiden var på 10 timer eller mere, og hvor der var mere end 100 km/90 minutters transporttid, og arbejdet var fysisk hårdt.

SKM2008.41.SR fandt Skatterådet ikke, at lønmodtageren kunne modtage skattefri rejsegodtgørelse ved et midlertidigt arbejde. Lønmodtageren skulle i en periode på ca. 4 uger arbejde på et lager i 3 dage pr. uge med timer svarende til en hel arbejdsuge, dvs. 12 timer pr. dag. Afstanden mellem hjemmet og den midlertidige arbejdsplads var 66 km, og den vejledende køretid efter Kraks ruteplan var 1 time og 2 minutter.

I SKM2008.259.LSR fandt Skatterådet, at ved vurderingen af, om en langturschauffør opfyldte betingelserne for at være på rejse, skulle transporttid ved kørsel mellem bolig og køretøj ikke anses for hviletid, men som arbejdstid, og der kunne ikke lægges vægt på afstanden til det faste arbejdssted.

Se også SKM2008.969.BR. Sagen vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt sagsøgeren havde krav på godtgørelse de dage, hvor hans arbejdsdag var  på 10 timer inkl. frokost eller mere, og hvor hans transporttid til arbejdspladsen udgjorde henholdsvis 1 time og 21 minutter og 1 time og 18 minutter fra de to forskellige adresser, som han boede på i den pågældende periode. Retten lagde ved sin afgørelse vægt på, at det af sagsøgeren udførte arbejde havde karakter af fysisk krævende og hårdt arbejde og fandt herefter, at oplysningerne om afstand, transporttid og arbejdets karakter sammenholdt med arbejdsdagens længde på 10 timer eller mere samt tidspunkterne for arbejdets start og ophør på de arbejdsdage, som sagen omhandlede, udgjorde et tilstrækkeligt grundlag til at antage, at sagsøgeren disse dage ikke havde mulighed for at overnatte på sin bopæl.

Når der er tale om en tjenesterejse, kan den ansattes samlede arbejdsvilkår på det midlertidige tjenestested tillige bevirke, at det ikke er muligt at overnatte på bopælen, se nærmere herom DJV C.A.7.2 .

I SKM2009.333.HR udtalte Højesterets flertal, at afgørelsen af, om en arbejdstager i forbindelse med en midlertidig udsendelse til et andet arbejdssted end det sædvanlige har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl, skal træffes efter en konkret bedømmelse, hvor der ikke alene skal tages hensyn til afstanden og transporttiden, men også til den enkelte lønmodtagers samlede situation, herunder bl.a. arbejdsforholdene, arbejdstiden og arbejdsgiverens instruktioner til den ansatte. Ved vurderingen af afstanden og transporttiden kan der ikke opstilles en generel regel om, at der skal lægges vægt på transporttiden i bil, hvis dette fører til den korteste transporttid. Højesterets flertal udtalte endvidere, at en afstand mellem den sædvanlige bopæl og et midlertidigt ansættelsessted kan være så kort, at dette i sig selv indebærer, at betingelsen om, at det ikke er muligt at overnatte på bopælen, ikke er opfyldt, medmindre der er behov for, at arbejdstageren overnatter på eller i nærheden af det midlertidige arbejdssted.

SKM2011.401.ØLR: En maskinarbejder der udførte rørmontage var ikke på rejse de dage, hvor den daglige arbejdstid var mellem 8½ og 9½ timer incl. frokostpause og hvor afstanden mellem bopæl og arbejdsplads var godt 100 km, og rejsetiden ca. 1½ time hver vej. Landsretten bemærkede i sin begrundelse, at det af forarbejderne til LL § 9 A sammenholdt med Højesterets dom i SKM2009.333.HR fremgår at afgørelsen af, om en arbejdstager i forbindelse med en midlertidig udsendelse til et andet arbejdssted end det sædvanlige har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl, jf. ligningslovens § 9 A, stk. 1, skal træffes efter en konkret bedømmelse, hvor der ikke alene skal tages hensyn til afstanden og transporttiden, men også til den enkelte lønmodtagers samlede situation, herunder blandt andet arbejdsforholdene, arbejdstiden og arbejdsgiverens instruktioner til den ansatte.Landsretten konstaterede herefter at skatteyderen var midlertidigt udsendt af sin arbejdsgiver, som ikke havde givet ham instruktioner om rejsemåde eller ophold. Landsretten lagde endvidere til grund at skatteyderen havde overnattet ude de pågældende dage, ligesom Landsretten lagde til grund at skatteyderen, som led i sit arbejde under udsendelsen udførte fysisk krævende rørmontage. Landsretten konstaterede endvidere at afstanden fra skatteyderens sædvanlige bopæl ved ... til arbejdsstedet ved ..., var godt 100 km og rejsetiden for skatteyderen - som disponerede over bil - var cirka 1½ time hver vej.Under hensyn til det oplyste om afstand og rejsetid fra bopælen til det midlertidige arbejdssted, samt det oplyste om mødetidspunkt og varighed af de omhandlede arbejdsdage, sammenholdt med skatteyderens transportmæssigt ukomplicerede adgang til arbejdsstedet, fandt Landsretten, at det var muligt for skatteyderen at overnatte på sin sædvanlige bopæl de omhandlede dage. Højesterets dom i SKM2009.333.HR kunne således ikke føret til et andet resultat, og højesteretsdommen gav derfor ikke anledning til genoptagelse af skatteansættelsen for den pågældende.

Med udgangspunkt i konkrete eksempler har SKAT i  SKM2008.853.SKAT præciseret, hvornår en lønmodtagers arbejdssted kan anses for midlertidigt, og hvornår afstanden mellem en lønmodtagers bopæl og midlertidige arbejdssted medfører, at det ikke er muligt for lønmodtageren at overnatte på dennes sædvanlige bopæl, jf. rejsebegrebet i ligningslovens § 9 A, stk. 1.

Om fastlæggelse af afrejsetidspunkt fra bopæl, se SKM2005.297.LSR. Landskatteretten fandt, at fradrag for rejseudgifter for en skatteyder med bopæl i Korsør i forbindelse med arbejde i Esbjerg skulle beregnes fra afrejsetidspunktet søndag aften, idet det blev anset for naturligt, at skatteyderen afrejste fra bopælen søndag aften inden påbegyndelse af arbejdet mandag morgen.

Det er endvidere en betingelse for udbetaling af skattefri rejsegodtgørelse, at rejsen varer mindst 24 timer, jf. LL § 9 A, stk. 5, 1. pkt.

Om forståelsen af begrebet "midlertidigt arbejdssted" vedrørende fiskeres fradrag efter LL § 9 A, se SKM2003.294.TSS. I SKM2006.132.VLR blev 3 havne anset for fiskerens faste arbejdssteder, idet fiskeren var fast tilknyttet alle 3 havne. Afgørelsen er stadfæstet af Højesteret, se SKM2007.559.HR. Tilsvarende afgørelse i SKM2011.182.BR.Se endvidere om begrebet i forbindelse med ansættelse på prøve, der efterfølges af fast ansættelse, SKM2003.453.LSR. En sygeplejerske, der var bosiddende på en ø, havde fået arbejde på et hospital på fastlandet, således at der var 3 måneders prøvetid og herefter var arbejdet fast. Da arbejdet- bortset fra de 3 måneders prøvetid- var fast, kunne der alene ske fradrag for rejseudgifter for 3 måneders-perioden.

Se også SKM2008.849.SR, hvor Skatterådet fandt, at en medarbejder, der var ansat på en 1 års-kontrakt i en industriproduktionsvirksomhed, ikke var berettiget til standardfradrag for rejseudgifter til kost og logi efter reglerne i ligningslovens § 9 A ved en 1-årig forlængelse af denne kontrakt, dvs. i sin anden ansættelsesperiode, og heller ikke i endnu en forlængelse på 1 år, dvs. i en tredje ansættelsesperiode, idet arbejdsstedet efter den første ansættelsesperiode ikke kunne anses for midlertidigt, men reelt måtte anses for et fast arbejdssted uanset, at ansættelseskontrakterne blev indgået for 1 år ad gangen.

I SKM2011.752.SR, kunne Skatterådet endvidere ikke bekræfte, at der kunne tages fradrag med standardsatserne for logi for hele perioden af en på forhånd aftalt midlertidig ansættelse på 24 måneder hverken i relation til rejsereglerne i ligningslovens § 9 A eller i relation til reglerne for dobbelt husførelse.

Se endvidere SKM2009.129.HR, hvor en fastansat på en færgerute havde fast mødested på færgen, når den lå i en bestemt havn, hvor han også sluttede sit arbejde. Havnen ansås derfor for hans faste arbejdssted i relation til LL § 9 A. Se tilsvarende afgørelse i SKM2009.146.LSR og SKM2010.847.LSR.

Som nævnt ovenfor i afsnit B.1.7.1.1 gælder reglerne om skattefri rejsegodtgørelse også for såvel aflønnede som ulønnede medlemmer af eller medhjælpere for bestyrelser, udvalg, kommissioner, råd og lign.

12 måneders-
begrænsningen
ved kostgodt-
gørelse
Der er en tidsgrænse for, hvor længe en arbejdsplads kan anses for midlertidig m.h.t. udbetaling af skattefri godtgørelse med standardsatserne for kostudgifter, jf. LL § 9 A, stk. 5.

Man kan kun få skattefri kostgodtgørelse med standardsatserne i de første 12 måneder af en rejse.

Tidsbegrænsningen på 12 måneder gælder dog ikke, når arbejdsstedet er mobilt eller flyttes over en strækning på mindst 8 km i takt med arbejdets udførelse eller færdiggørelse.Med virkning fra indkomståret 2011 finder tidsbegrænsningen på 12 måneder i ligningslovens § 9 A, stk. 5, 2. pkt., heller ikke anvendelse på en arbejdsgivers udbetaling af godtgørelse med standardsatsen til dækning af udgifter til kost og småfornødenheder i de tilfælde, hvor en arbejdsgiver udsender en lønmodtager på enkeltstående og kortvarige tjenesterejser til samme midlertidige arbejdssted se nærmere herom i Den juridiske vejledning afsnit C.A.7.2.5.1.

Ifølge LL § 9 A, stk. 6, påbegyndes en ny 12 måneders periode:

  1. når lønmodtageren skifter til et nyt midlertidigt arbejdssted, der ligger mindst 8 km ad normal transportvej fra det tidligere arbejdssted, eller
  2. når lønmodtageren har arbejdet i en sammenhængende periode på mindst 40 arbejdsdage på et andet arbejdssted, før den pågældende lønmodtager vender tilbage til det tidligere midlertidige arbejdssted.

Se SKM2008.851.SR, hvor Skatterådet fandt, at 6 ugers vinterlukning ikke ville afbryde 12-måneders grænsen for anvendelsen af standardsatsen for kost i medfør af ligningslovens § 9 A, stk. 5, fordi ferie, fridage, tjenesterejser eller sygedage efter reglerne ikke afbryder optællingen af de 12 måneder, hvis arbejdstageren vender tilbage til samme arbejdsplads. Den omstændighed, at der var tale om vinterlukning medførte ingen ændring heri. Der ville modsat være tale om en ny 12-måneders grænse for anvendelse af kostsatsen, hvis arbejdet fortsatte på en ny arbejdsplads.

Ingen 12 må-
neders-begræns-
ning ved logi-
godtgørelse
Tidsbegrænsningen på 12 måneder, der gælder for udbetaling af skattefri kostgodtgørelse med standardsatserne, gælder ikke for udbetaling af skattefri logigodtgørelse. Logigodtgørelse kan derfor udbetales med standardsatserne, så længe en arbejdsplads er midlertidig, jf. rejsebegrebet ovenfor.

Hvornår og hvor længe en arbejdsplads kan anses for midlertidig, må afgøres konkret ud fra en vurdering af lønmodtagerens eller hvervtagerens (f. eks. bestyrelsesmedlemmets) ansættelses- og/eller arbejdsforhold.

Standartsat-
ser, kost og
logi:

lønmodtagere
samt besty-
relsesmedlem-
mer og lign.
Til lønmodtagere - undtagen turistchauffører - og til bestyrelsemedlemmer og lign. kan der i 2010 - 2013 inkl. til dækning af udokumenterede rejseudgifter udbetales skattefri godtgørelse med følgende beløb:

Ved rejse med overnatning i Danmark og i udlandet:

Til kost og småfornødenheder: 455 kr. pr. døgn. og 1/24 heraf pr. påbegyndt time for tilsluttende rejsedag.

Til logi: 195 kr. pr. døgn.

 

TuristchaufførerTil turistchauffører kan der ved rejse med overnatning i Danmark og i udlandet til dækning af udokumenterede udgifter til kost og småfornødenheder udbetales skattefri godtgørelse med følgende beløb :

Ved rejse med overnatning i Danmark: 75 kr. pr. døgn og 1/24 heraf pr. påbegyndt time for tilsluttende rejsedag.

Ved rejse med overnatning i udlandet: 150 kr. pr. døgn og 1/24 heraf pr. påbegyndt time for tilsluttende rejsedag.

Satserne for turistchauffører reguleres ikke årligt.

Der kan ikke udbetales skattefri logigodtgørelse til turistchauffører, jf. LL § 9 A, stk. 2, pkt. 4.

Reduktion af kostgodt-
gørelsen ved fri kost
Hvis en lønmodtager eller en hvervtager (f. eks. et bestyrelsesmedlem) på rejse med overnatning i Danmark eller i udlandet modtager hel eller delvis fri kost, skal der ske reduktion i kostgodtgørelsen med 15 pct., 30 pct. og 30 pct. for henholdsvis fri morgenmad, fri frokost og fri middag, jf. LL § 9 A, stk. 3, 2. pkt.

De særlige kostsatser for turistchauffører skal ikke nedsættes med værdien af fri kost på rejsen, jf. LL § 9 A, stk. 3, 2. pkt.

Uanset reduktionen for fri kost kan arbejdsgiveren/hvervgiveren dog altid til dækning af udgifter til småfornødenheder udbetale et beløb på indtil 25 pct. af kostsatsen. De 25 pct. beregnes for den samlede rejse, dvs. også for evt. påbegyndte timer på en tilsluttende rejsedag.

Hvis lønmodtageren/hvervtageren (f.eks. et bestyrelsemedlem) modtager fri kost på rejsen, skal kostgodtgørelsen reduceres på ovennævnte måde, selvom arbejdsgiveren/hvervgiveren ikke selv har afholdt udgifterne, herunder kompenseret den, der har afholdt udgifterne.

Dæknings-
princip for kost- og logiudgifter
Der kan ikke udbetales skattefri godtgørelse til dækning af kostudgifterne på en rejse, hvis arbejdsgiveren/hvervgiveren helt eller delvist har dækket udgifterne hertil som udlæg efter regning. Arbejdsgiveren/hvervgiveren kan dog i denne situation udbetale et skattefrit beløb til dækning af udgifter til småfornødenheder - den såkaldte 25 pct.-godtgørelse, jf. LL § 9 A, stk. 4.

Skattefri logigodtgørelse kan heller ikke udbetales til dækning af et rejsedøgns logiudgift, hvis arbejdsgiveren/hvervgiveren helt eller delvist har dækket denne udgift som udlæg efter regning eller har stillet frit logi til rådighed i det pågældende døgn, jf. Den juridiske vejledning afsnit C.A.7.2.5.2.

MorgenmadsreglenSe om morgenmadsreglen i Den juridiske vejledning afsnit C.A.7.2.6.

Personer, som ikke kan få nogen form for skattefri rejsegodt-
gørelse
Der kan ikke udbetales nogen form for skattefri rejsegodtgørelse til følgende personer, som er omfattet af eller anvender særlige skatteordninger, jf. LL § 9 A, stk. 11:

  • personer, som arbejder på danske skibe registrede i D.I.S., og som kan anvende reglerne i sømandsbeskatningslovens § 5, stk. 1, jf. stk. 4,
  • personer, som kan tage fradrag efter sømandsbeskatningslovens § 3, jf. § 4, stk. 2,
  • personer, som modtager ydelser efter LL § 7, nr. 15 (ansatte udsendt af den danske stat),
  • personer, som modtager ydelser efter LL § 31, stk. 4 (ansatte under uddannelse mv., der er omfattet af andre, tilsvarende regler) og
  • personer (registrerede erhvervsfiskere), som har valgt at tage fradrag efter ligningslovens § 9 G ved fangstture i det pågældende indkomstår.

Personer, som ikke kan få skattefri logigodtgørelseUd over ovennævnte personkreds, som ikke kan få nogen form for skattefri rejsegodtgørelse, kan der ikke udbetales skattefrilogigodtgørelsetil følgende personer, jf. undtagelsesbestemmelserne i LL § 9 A, stk. 2, 4. pkt. om lønmodtagere og stk. 9 om aflønnede eller ulønnede medlemmer af eller medhjælpere for bestyrelser, udvalg, kommissioner, råd og lign.:

  • personer, som i deres hverv medvirker til transport af varer eller passagerer,
  • personer, som gør tjeneste om bord på skibe (herunder fiskerfartøjer),
  • personer, som arbejder på luftfartøjer, og 
  • personer, som arbejder i fartøjer og installationer, der anvendes i tilknytning til efterforskning og udnyttelse af naturforekomster.

De nævnte personer, som er omfattet af LL § 9 A, stk. 2, 4. pkt. og stk. 9, kan dog godt få udbetalt skattefri kostgodtgørelse, hvis de ikke samtidig er omfattet af den tidligere nævnte personkreds, der ikke kan få nogen form for skattefri rejsegodtgørelse.

25 pct.-godtgørelse, LL § 9 A, stk. 4Efter LL § 9 A, stk. 4, kan en arbejdsgiver, som afholder en lønmodtagers udgifter til kost mv. på rejsen som udlæg efter regning, supplerende udbetale lønmodtageren et skattefrit beløb på indtil 25 pct. af satsen for kostgodtgørelse beregnet for den samlede rejse. Turistchauffører kan  dog ikke få udbetalt 25 pct.-godtgørelse, jf. LL § 9 A, stk. 4.

25 pct.-godtgørelsen kan endvidere udbetales til såvel aflønnede som ulønnede medlemmer af eller medhjælpere for bestyrelser, udvalg, kommissioner, råd og lignende.

25 pct.-godtgørelsen kan ikke udbetales skattefri, hvis den modregnes i en forud aftalt bruttoløn.

Arbejdsgiveren/hvervgiveren kan vælge at udbetale 25 pct.-godtgørelse uden yderligere refusion af de udgifter, som godtgørelsen tilsigter at dække, eller arbejdsgiveren/hvervgiveren kan i stedet vælge at dække alle lønmodtagerens eller hvervtagerens (f. eks. bestyrelsesmedlemmets) udgifter som udlæg efter regning i det omfang, det er muligt, og herudover udbetale en skattefri godtgørelse på op til 25 pct. af kostsatsen. Hvis kun en del af lønmodtagerens eller hvervtagerens regninger refunderes, kan der ligeledes udbetales en skattefri godtgørelse på 25 pct. af kostsatsen.

Om fradragsmuligheder, hvis der er udbetalt godtgørelse beregnet med et lavere beløb end 25 pct. af standardsatserne, eller der slet ikke er udbetalt nogen godtgørelse, se Den juridiske vejledning afsnit C.A.7.3.4.1.

Udbetaler arbejdsgiveren/hvervgiveren godtgørelse med beløb, der overstiger 25 pct. af kostsatsen, skal de almindelige regler for udbetaling af godtgørelse med beløb, der er større end satserne, følges, se afsnit B.1.7.1.1. De personer, som er helt afskåret fra at få nogen form for skattefri rejsegodtgørelse, jf. ovenfor, kan heller ikke få 25 pct.-godtgørelse.