Hæftelse efter KSL § 69 er ikke begrænset til det løbende indkomstår. Det opgjorte beløb opkræves særskilt af skattecentrene ved skriftlig begrundet meddelelse over for den indeholdelsespligtige. A-skat og AM-bidrag specificeres på indkomstmodtagere og på indkomstperioder.

Krav opgjort efter indkomstårets udløb, men inden den ordinære årsopgørelse er tilgængelig
Hvis den indeholdelsespligtige ikke har indsendt oplysningsseddel med den pågældende A-indkomst mv., udskriver skattecenteret med henblik på ligningen straks en sådan udvisende A-indkomsten. Den beregnede, ikke indbetalte A-skat og det beregnede AM-bidrag må derimod ikke anføres på oplysningssedlen. Supplerende oplysningsseddel udvisende A-skat og AM-bidrag udskrives først, når den indeholdelsespligtige har indbetalt det opgjorte tilsvarbeløb.

Hvis tilsvaret indbetales i afdrag, skal supplerende oplysningsseddel udskrives for hvert indbetalt afdrag.

Krav opgjort efter den ordinære årsopgørelse er tilgængelig
Skattecentrene skal, før krav fremsættes over for den indeholdelsespligtige, for hver indkomstmodtager undersøge,

  • om den opgjorte A-indkomst mv. er medtaget ved indkomstmodtagerens skatteansættelse for det pågældende indkomstår, og
  • om der ifølge indkomstmodtagerens årsopgørelse forekommer restskat og restbidrag til særskilt opkrævning, samt om beløbet i givet fald er betalt.
Er A-indkomsten mv. ikke medregnet ved skatteansættelsen, eller forekommer der restskat mv. til særskilt opkrævning, kan ikke indeholdt A-skat og AM-bidrag umiddelbart opkræves hos den indeholdelsespligtige. Oplysningssedler udskrives som ovenfor anført.

Det tilsvarsbeløb, der opkræves hos den indeholdelsespligtige, må ikke overstige indkomstmodtagerens samlede, ikke betalte restskat eksklusiv procenttillæg og eventuelle morarenter for det pågældende indkomstår.

Hvis en restskat og restbidrag vedrørende indkomstmodtageren er til tvangsinddrivelse, og der samtidig af den indeholdelsespligtige indbetales et beløb efter KSL § 69, skal det straks sikres, at restskatten og restbidraget for indkomstmodtageren nu vil blive nedskrevet med det indbetalte beløb.