Dato for udgivelse
06 Jun 2001 12:01
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
5. februar 2001
SKM-nummer
SKM2001.206.LSR
Myndighed
Landsskatteretten
Sagsnummer
2-1-1901-40
Dokument type
Kendelse
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
SKAT internt
Emneord
Lønmodtagere, standardfradrag
Resumé

En dagplejemor havde i 1997 haft barselsorlov. Efter endt orlov fratrådte hun som dagplejer. Der kunne hverken beregnes dagplejefradrag af den optjente feriegodtgørelse, der tilfaldt ved ansættelsens ophør, eller vederlaget modtaget i forbindelse med barselsorlov, hvorimod der kunne beregnes dagplejefradrag af aften- og nattillæg, der vedrørte december 1996, men først kom til udbetaling i januar 1997.

Reference(r)

Ligningsloven § 9 H


A klager for indkomståret 1997 over, at skatteankenævnet ikke har godkendt fradrag som dagplejer.

Det fremgår af sagen, at klageren har været ansat som dagplejer. Klageren fik barselsorlov sidst i 1996. Klageren fødte den 24. februar 1997 og fratrådte som dagplejer umiddelbart efter endt barselsorloven.

Klageren har i det påklagede indkomstår foretaget fradrag som dagplejer med 42.996 kr.

Det fremgår af lønsedler for januar, februar og marts måned 1997, at klageren fra X kommune har fået udbetalt 10.655,56 kr. som fast løn.

Det fremgår endvidere af lønseddel for januar måned 1997, at klageren har fået udbetalt plejetillæg for aften/nat med henholdsvis 121,30 kr. og 2.092,80 kr., der vedrører 1996. Klagerens revisor har oplyst, at klageren var dagplejemor for et barn, hvor forældrene arbejdede henholdsvis aften og nat, hvorfor det var almindeligt, at det endelige vederlag for arbejdet blev opgjort med nogen forsinkelse månedsvis bagud. Klagerens barselsperiode startede primo januar 1997.

Skatteankenævnet har ikke godkendt fradrag som dagplejer i henhold til ligningslovens § 9 H. Der er ved afgørelsen tillige lagt vægt på statsskattelovens § 6, idet der ikke har været udgifter til at vedligeholde indkomsten, da klageren i hele 1997 ikke har arbejdet som dagplejer.

Klagerens revisor har nedlagt påstand om, at der indrømmes fradrag efter bestemmelsen i ligningslovens § 9 H. Han har til støtte herfor anført, at det er indtægten som dagplejer der danner grundlag for fradrag i henhold til ligningslovens § 9 H, det er således grundlaget for indkomsten der berettiger til fradrag uanset tidspunktet for udbetalingen af vederlaget.

Han har vedrørende udbetaling af det særlige dagplejevederlag for aften- og natarbejde i december 1996, der blev udbetalt sammen med det almindelige vederlag for dagarbejde i 1997, samt optjent feriegodtgørelse for 1996, nedlagt påstand om at der opgøres fradrag efter ligningslovens § 9 H på følgende måde:

Aftentillæg december 1996

121,30 kr.

 

Nattillæg december 1996

2.092.80 kr.

2.214,10 kr.

optjent feriegodtgørelse brutto 1996

16.708,42 kr.

 

Feriegodtgørelse særlig 1996

-2.004,97 kr.

14.703,45 kr.

Direkte indtjening vedr. arbejde udført i 1996

 

16.917,55 kr.

Fradrag opgjort jf. ligningslovens § 9 H

 

6.767 kr.

Han har til støtte herfor gjort gældende, at såfremt udbetaling var sket i samme år som arbejdet var blevet udført, ville der ikke have været tvivl om berettigelsen til det anførte fradrag.

Han har endvidere nedlagt påstand om, at der er grundlag for at  opgøre fradrag efter ligningslovens § 9 H med 40 % af vederlag modtaget de første 90 dage af sygeperioden. Vederlaget er opgjort på følgende måde:

Januar

10.655,56 kr.

 

februar

10.655,56 kr.

 

marts

10.655,56 kr.

 

I alt vederlag de første 90 sygedage

31.966,68 kr.

 

Fradrag i henhold til ligningslovens § 9 H

 

12.786 kr.

Landsskatteretten bemærker:

Følgende fremgår af ligningslovens § 9 H, LOVbek nr. 869 af 15.11.1995:

"Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst kan dagplejere, der udfører privat dagpasning omfattet af bistandslovens kapitel 14 eller kommunalt formidlet dagpleje omfattet af bistandslovens kapitel 16, i stedet for at fradrage faktiske udgifter forbundet med dagplejen foretage et standardfradrag jf. stk. 2 og stk. 3. Standardfradrag kan foretages uanset den beløbsmæssige begrænsning i § 9, stk. 1.

I henhold til stk. 2 beregnes standardfradraget med den i stk. 3 anførte procent (for indkomståret 1996, 38 % og for indkomståret 1997, 40 %) af den skattepligtige del af det vederlag, der modtages for dagplejen. Ved sammenhængende sygeperioder på mere end 3 måneder inden for et indkomstår beregnes der kun standardfradrag af vederlag, der er modtaget i de første 90 dage af sygeperioden.

Med virkning for indkomståret 1994 blev reglerne for fradrag i forbindelse med dagpleje ændret ved indsættelse af ligningslovens § 9 H, lov nr. 1113 af 22.12.1993, således at
dagplejere har mulighed for at foretage fradrag for faktiske udgifter forbundet med dagplejen eller at foretage fradrag af et standardfradrag uden begrænsning i henhold til ligningslovens § 9, stk. 1.

Af bemærkninger til lovforslaget og cirkulære 72 af 17. april 1996 til ligningsloven fremgår, at fradraget skal dække udgifterne til børnenes kost, sanitær service mv., og at hensigten bl.a. var at sikre, at dagplejerne fortsat fik rimelig dækning for slitage på hjemmet mv. som de påføres i forbindelse med dagplejen.

Det fremgår af Bek. nr. 768 af 19.91995 til kildeskatteloven § 22, at lønindtægter og anden A-indkomst, der kommer til udbetaling efter indkomstårets udløb, skal medtages i indkomstopgørelsen for det indkomstår hvori udbetalingen finder sted, dog senest på det tidspunkt, hvor der er forløbet 6 måneder efter retserhvervelsen.

Feriegodtgørelse beskattes i optjeningsåret. Feriegodtgørelse, der tilfalder lønmodtageren ved ansættelsesforholdets ophør efter ferielovens § 14, stk. 3 beskattes dog i fratrædelsesåret. For lønmodtagere med ret til ferie med løn beskattes ferielønnen først i det år, hvori ferien holdes.

Landsskatteretten bemærker, det fremgår af  ligningslovens § 9 H, stk. 1 og bemærkningerne til loven, at det er en betingelse jf. bestemmelsens ordlyd "…. der udfører privat dagpasning…", at fradraget gives for udgifter som dagplejeren påføres i forbindelse med dagplejen. Da klageren i indkomståret 1997 ikke udfører arbejde som dagplejer, finder Landsskatteretten, at der ikke kan beregnes fradrag jf. ligningslovens § 9 H af den optjente feriegodtgørelse, der tilfalder klageren ved ansættelsesforholdets ophør. Retten finder endvidere i lighed med skatteankenævnet, at der ikke kan foretages fradrag efter ovennævnte bestemmelse for vederlag modtaget i forbindelse med barselsorlov. Der henvises til, at beregning af standardfradrag i forbindelse med sygdom efter bestemmelsens stk. 2, ikke kan anses at omfatte vederlag modtaget i forbindelse med barselsorlov.

Retten finder derimod for så vidt angår det udbetalte aften- og nattillæg, der vedrører december 1996, at klageren må anses for berettiget til fradrag opgjort efter bestemmelsens stk. 2 og 3, da vederlag vedrørende denne godtgørelse først har kunnet afregnes i januar 1997. Landskatteretten finder herefter at klageren er berettiget til at foretage standardfradrag af  aften- og nattillæg med 38 % af 2.214,10 kr. svarende til 841,36 kr. Den påklagede ansættelse ændres i overensstemmelse hermed. Afgørelsen er tiltrådt af Told- og Skattestyrelsen.