Dato for udgivelse
15 Jun 2001 17:21
SKM-nummer
SKM2001.222.LR
Myndighed
Ligningsrådet
Sagsnummer
99/99-4340-00070
Dokument type
Afgørelse
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
SKAT internt
Emneord
rentefiksering, omgørelse, afslag, koncern, god tro
Resumé

Ligningsrådet gav afslag på en anmodning om omgørelse og genoptagelse i en sag, hvor renten fandtes aftalt som led i koncernens almindelige rentepolitik og ikke på grund af skattemyndighedernes praksis.

 

Reference(r)

TSS-cirkulære 2001-15
Ligningsvejledningen 2000 S.F.4

Redaktionelle noter

Der er udsendt cirkulære på området - TSS-cirkulære 2000-15.


En hovedaktionær ejede 100% af aktierne i et holdingselskab, A A/S , der var moderselskab til to danske datterselskaber, B A/S og C A/S, samt et datterselskab, D Ltd. beliggende i England. Han ejede desuden 50% af aktierne i et femte selskab, E A/S. En tysk aktionær ejede de andre 50% i selskab E A/S, der indtil 30. december 1995 var moderselskab for C A/S. Pr. 30. december 1995 blev aktierne i C A/S overdraget til A A/S. I 1995 blev aktierne i den tyske del af koncernen solgt.

Aktierne i B A/S var indtil 14. marts 1994 ejet af hovedaktionæren, den tyske aktionær og 4 andre aktionærer. Ved overdragelsen til A A/S og den tyske aktionær blev der udfærdiget to gældsbreve. Det fremgik af selskabets vedtægter, at gældsbrevene skulle forrentes.

Rådgiver har overfor Kommunen oplyst, at hovedaktionæren ikke på noget tidspunkt havde haft et aktionærlån, men tværtimod altid havde haft og stadig havde et stort tilgodehavende både i A A/S og i B A/S. Disse tilgodehavender var blevet forrentet.

Som konsekvens af Højesterets domme af 11. februar (TfS 1998.199) og 3. marts 1998 blev der anmodet om tilladelse til at tilbageføre renter, der var blevet betalt over koncernselskabernes mellemregningskonti.

Det fremgik af en af kommunen foretaget gennemgang af regnskaberne for de tidligere år, at det altid havde været koncernens politik at forrente mellemregningskontiene mellem selskaberne. Dette var også tilfældet forud for TSS-cirk 1995-24 og gjaldt også mellemregningskontiene med de tyske datterselskaber.


Kommunens indstilling

Kommunen indstillede, at anmodningen om genoptagelse af skatteansættelsen ikke burde imødekommes.

Dette blev begrundet med, at det også forud for indkomståret 1995 havde været koncernens politik, at mellemregningskontiene skulle forrentes. Da mellemregningskontiene rent faktisk var blevet forrentet, må forrentningen være begrundet i en aftale selskaberne imellem.

Desuden måtte renterne anses som betalt over mellemregningskontiene med bogføringen af beløbene, jf. analogi til bestemmelserne i ligningslovens § 5, stk 7, jf. cirkulæret til ligningsloven nr. 72 af 17/4 1996, pkt 8.1.6, litra e, 2. pkt., hvoraf det fremgår, at en renteudgift anses som betalt, når renteudgiften debiteres på den skattepligtiges kassekredit eller lignende mellemværende indenfor det aftalte kreditmaksimum. Der var intet kreditmaksimum på mellemregningskontoen med/ mellem selskaberne.

Endeligt havde A A/S udgiftsført renter af mellemregningskontoen med den tyske aktionær. Disse renter ønskedes ikke tilbageført.

Kommunen henviste endvidere til Ligningsrådets afgørelse af 24. april 1999 99/99-4340-00363, hvor der blev givet afslag på en anmodning om omgørelse med den begrundelse, at parterne selv havde valgt at lade mellemregningskontiene forrente. I den konkrete sag havde skattemyndighederne aldrig fremsat krav om forrentning af mellemregningskontiene.

Der henvistes til at en omgørelse ifølge SD-cirkulære 1986-22 og TfS 1995.73 kun kommer på tale, når en transaktion får en anden skattemæssig virkning end forudsat.

I den foreliggende sag, havde skattemyndighederne ikke foretaget korrektion af selvangivelserne, og det måtte efter kommunens opfattelse have været klart for skatteyder, hvad de skattemæssige konsekvenser ved en aftale om forrentning af tilgodehavenderne i selskaberne ville være.

Kommunen fandt heller ikke, at genoptagelsescirkulæret TS 1998-33 gav grundlag for omgørelse, idet skatteyder netop havde selvangivet på grundlag af en faktisk foretaget rentebetaling.

Den omstændighed, at en skatteyder finder det hensigtsmæssigt, at en aftale indgået mellem to parter ændres som følge af, at Højesteret ændrer en praksis, ansås ikke for at være en tilstrækkelig begrundelse for omgørelse.

Told- og Skatteregionens indstilling

Regionen fandt det ikke sandsynliggjort, at forentningen af gælden var sket af "frygt for" at der i modsat fald ville være sket rentefiksering, og tilsluttede sig kommunens udtalelse.

Told- og Skattestyrelsens indstilling

Told- og Skattestyrelsen fandt, at en skatteyder må kunne siges at have været i god tro i relation til omgørelsesreglerne, såfremt han har handlet i overensstemmelse med en praksis ført af skattemyndighederne, som han ikke kunne eller burde vide ikke havde tilstrækkelig hjemmel.

Når man ved at aftale forrentning følger en kendt og offentliggjort praksis for at undgå korrektion fra skattemyndighedernes side, og denne praksis senere underkendes ved lov, vil man således kunne opnå tilladelse til omgørelse. En sådan tilladelse forudsætter dog, at skatteyders renteaftale alene er begrundet i et ønske om at undgå, at skattemyndighederne foretager rentefiksering.

Såfremt renten er aftalt som led i selskabets eller koncernens almindelige forretningspolitik eller af andre årsager ikke kan betragtes som aftalt på baggrund af skattemyndighedernes praksis, vil der ikke kunne gives tilladelse til omgørelse.

I det konkrete tilfælde var der aftalt en forrentning af samtlige aktionærers mellemregningskonti. Det bemærkes, at der var sket forrentning af såvel danske som udenlandske aktionærers mellemregningskonti, ligesom dette også var tilfældet i den tyske del af koncernen. Det er endvidere anført, at det af vedtægterne til A A/S fremgår, at der skal ske forrentning af mellemværender med aktionærerne.

Henset hertil, og til at der også skete forrentning af koncernens mellemregningskonti forud for offentliggørelse af skattemyndighedernes praksis om rentefiksering, fandt Told- og Skattestyrelsen det ikke godtgjort, at aftalen om forrentning var aftalt på baggrund af skattemyndighedernes praksis. Det blev således indstillet et afslag på anmodningen om omgørelse af de betalte renter.

Ligningsrådets afgørelse

Ligningsrådet tilsluttede sig, at forrentning i det konkrete tilfælde ikke kunne anses for aftalt på baggrund af skattemyndighedernes praksis. Herefter fandt Ligningsrådet, at der ikke var grundlag for at imødekomme det ansøgte.