Dato for udgivelse
03 Jul 2001 13:45
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
27. februar 2001
SKM-nummer
SKM2001.246.LSR
Myndighed
Landsskatteretten
Sagsnummer
2-5-1891-0081
Dokument type
Kendelse
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
SKAT internt
Emneord
Objektiv skattepligt. Renteindtægter
Resumé
Ved delvis indfrielse af en fordring havde hverken debitor eller kreditor tilkendegivet, om indbetalingen skulle anses for dækning af hovedstol eller renter. Betalingen blev anset for betaling af renter i overensstemmelse med debitors interesse i at opnå fradrag for betalingen.
Reference(r)

Statsskattelovens § 6 e

Redaktionelle noter

Sagen er indbragt for domstolene. Sagen er efterfølgende hævet.


A klager for indkomståret 1995 over, at de stedlige skattemyndigheder har anset beløb modtaget fra debitor vedrørende fordring for betaling af rente og ikke afdrag.

Det fremgår af sagen, at klageren samt B - herefter benævnt klagerne - i 1995 havde en fordring mod debitor.

Fordringens saldo udviste pr. den 1. juni 1995 227.253 kr., idet mellemværendet er oplyst fortsat ikke at være endeligt afsluttet.

Klagerens andel af fordringen udgjorde 1/3 og B´s andel 2/3.

Den omhandlede fordring opstod som følge af debitors salg i 1983 af et hus til klagerne, hvilken ejendom senere konstateredes at være mangelfuld. Herom afsagdes af Retten i X den 10. april 1990 upåanket dom, hvorefter debitor tilpligtedes at betale 152.500 kr. med procesrente og sagsomkostninger til klagerne som i dommen nærmere anført.

Efter en efterfølgende korrespondance, som ikke førte til fordringens indfrielse, tinglystes den 5. juli 1995 udlæg i en anden ejendom tilhørende debitor på rekvisition af klagerne.

Som betingelse for udlæggets aflysning blev det på klagernes vegne af klagernes daværende advokat meddelt debitor, at aflysning kun kunne ske mod transport i det debitor tilkommende provenu ved det igangværende salg af ejendommen, hvori udlægget var foretaget.

Dette vilkår tiltrådtes af debitor, og provenuet, i alt 90.689, 51 kr., fremsendtes herefter den 26. maj 1995 til advokaten fra debitors bank uden nærmere meddelelse om, hvorledes beløbet skulle afskrives på fordringen tilkommende klagerne.

Endvidere aftaltes i forholdet mellem klagerne og debitor, at debitor, foruden den nævnte betaling, påbegyndte et afdragsforløb, hvorved restfordringen amortiseredes gennem en månedlig betaling stor 600 kr. til klagerne. I 1995 betaltes 12 x 600 kr.

Der er under sagen fremlagt et brev af 28. februar 1995 fra advokaten til debitor, hvori det for så vidt angår den nævnte amortisationsordning er anført, at:

"Mine klienter er endvidere indforståede med, at debitor fortsætter med at afdrage restgælden med kr. 600,00 om måneden".

Det har ikke af debitor været tilkendegivet klagerne, hvorledes de anførte betalinger skulle afskrives på den samlede fordring tilkommende klagerne.

Endvidere fremgår det ikke, at klagerne har meddelt debitor en specificeret opgørelse eller anden tilkendegivelse om, hvorledes betalingerne er anset afskrevet på fordringen.

Der er fremlagt kopi af en uadresseret erklæring dateret den 15. september 2000 underskrevet af klagerne, hvoraf fremgår, at de indbetalinger i 1995 på 97.890 kr., som debitor foretog i 1995, var afdrag på hovedstolen, som herefter er nedsat med det pågældende beløb.

De stedlige skattemyndigheder har ved den påklagede afgørelse forhøjet klagerens indkomst med 32.630 kr. vedrørende den anførte betaling svarende til klagerens andel på 1/3 af den samlede fordring, jf. statsskattelovens § 6 e.

Skattemyndighederne har bl.a. henvist til, at der ikke findes nogen aftale om afdrag på fordringens hovedstol. Herefter er det modtagne beløb med rette anset for rentebetaling, og skal derfor skal medregnes i indkomstopgørelsen for det indkomstår, i hvilket det er forfaldent til betaling, jf. Landsskatterettens kendelse af 7. januar 1988, TfS 1988.109, samt jf. fogedrettens kendelse som stadfæstet af landsretten i TfS 1991.459 V.

Klagerens advokat har over for Landsskatteretten nedlagt påstand om, at klagerens kapitalindkomst vedrørende det påklagede indkomstår nedsættes med 32.630 kr. svarende til den ved den påklagede afgørelse foretagne forhøjelse.

Til støtte herfor har advokaten bl.a. gjort gældende, at hele det i 1995 fra debitor modtagne beløb medgik til dækning af den i sagen omhandlede fordrings hovedstol, og at der ikke på noget tidspunkt har været indgået nogen aftale mellem klagerne og debitor om, hvad debitors indbetalinger har skullet dække, ligesom debitor ikke i øvrigt har tilkendegivet noget om, hvorvidt indbetalingerne har skullet anses at dække renter eller hovedstol.

Det har herefter været anført at være kreditor som har bestemmelsesretten for så vidt angår beløbets anvendelse, jf. grundlæggende skattemæssige og obligationsretlige principper samt i overensstemmelse hermed bl.a. ligningsvejledningen 1997, side 593 og Henry Ussing, "Obligationsretten - Almindelig del", 4. udgave 1967, side 309 - 312. Advokaten har bl.a. med henvisning til sidstnævnte fremstillings side 310 anført, at valgretten, når skyldneren ikke har tilkendegivet nogen bestemmelse, antages at tilkomme fordringshaveren med visse begrænsninger, at ingen af disse begrænsninger konkret er fundet at være relevante, og at det således må anses for uomtvisteligt, at bestemmelsesretten er klagernes. Herved har advokaten anført, at det ikke - modsat hvad der har været antaget af den stedlige skatteforvaltning - kan kræves, at der skal foreligge en aftale mellem kreditor og debitor om, at betalingen skal anses for at dække hovedstol. Ved brev til debitor af 28. februar 1995 har det dog under alle omstændigheder været tilkendegivet overfor debitor, at der nu var tale om en "restgæld", således at der var sket en nedskrivning af gælden, det vil sige af hovedstolen.

Advokaten har endvidere gjort gældende, at TfS 1988.109 LSR, ikke længere kan anses som udtryk for gældende skatteretlig praksis, og at almindelige obligationsretlige regler som anført fører til et andet resultat i denne sag.

For Landsskatteretten har debitor bl.a. tilkendegivet i 1995 at have fratrukket beløbet 97.890 kr. vedrørende opgørelse af kapitalindkomsten for dette år som renter af gæld. Debitor har endvidere udtalt, at ligningsmyndigheden i D Kommune i forbindelse med behandlingen af debitors selvangivelse for det pågældende år aktivt har taget stilling til spørgsmålet, og har anerkendt, at der har været tale om renter af gæld, hvilket er meddelt debitor den 27. april 1999 samt ved endelig årsopgørelse den 21. juni 1999. Yderligere har debitor udtalt ikke at huske, hvad der har været korresponderet om i den lange periode, hvor sagen mellem klagerne og debitor har verseret, og at debitor ikke personligt har været i kontakt med kreditor siden domsforhandlingen i Retten i X.

Al kommunikation er senere af debitor anført at være gået igennem klagernes advokat eller gennem debitors ejendomsmægler, idet det under sagen omhandlede beløb blev betalt direkte fra ejendomsmægleren til klagernes advokat.

Debitor har herved alene anført det som sin andel af aftalen at have accepteret, at overskud fra salget af debitors senere ejendom, som klagerne gjorde udlæg i, blev overdraget til klagerne som betingelse for, at ejendommen kunne sælges til tredjemand.

Landsskatteretten skal udtale:

Efter det for retten oplyste findes det at måtte lægges til grund, at debitors betaling af beløbet 90.689,51 kr. den 26. maj 1995 samt betalingen af de 12 månedlige beløb á 600 kr. i 1995 er foretaget uden, at debitor på noget tidspunkt overfor klagerne har tilkendegivet, hvorvidt disse betalinger skulle anses som renter eller afdrag på hovedstolen vedrørende det i sagen omhandlede tilgodehavende. Endvidere findes det ikke godtgjort, at klagerne overfor debitor har tilkendegivet, at betalingerne agtedes afskrevet på tilgodehavendets hovedstol. Endelig er det overfor retten oplyst, at debitor har fratrukket beløbet som renter.

Det bemærkes herefter, at det i skatteretlig praksis antages, at afdrag på gæld, der består af hovedstol og renter - medmindre andet følger af retsforholdet mellem parterne - forlods dækker påløbne renter, jf. TfS 1988.109 LSR.

Herefter finder retten, at den omhandlede betaling med rette er anset for betaling af rente. Det bemærkes, at dette ikke ses at stride imod almindelige obligationsretlige regler, hvorefter valgretten i en situation som den foreliggende må tilkomme kreditor under visse begrænsninger, begrundet i hensynet til debitors interesser, idet det er debitors anerkendelsesværdige interesse at opnå fradrag for den foretagne betaling. Den påklagede afgørelse vil således være at stadfæste.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter