Dato for udgivelse
10 Sep 2001 12:40
SKM-nummer
SKM2001.337.TSS
Myndighed
Told- og Skattestyrelsen
Sagsnummer
99/01-311-00031
Dokument type
Meddelelse
Overordnede emner
Afgift
Overemner-emner
SKAT internt
Emneord
lønsumsafgift, erhvervsskole, skole, tilskud, offentlig, modydelse
Resumé

Statstilskud, der gives i henhold til kapitel 3 i lov om erhvervsskoler, skal betragtes som et offentligt tilskud i lønsumsafgiftslovens forstand, ved vurderingen af om en erhvervsskole overvejende er finansieret af offentlige midler. Statstilskuddet kan ikke anses som betaling for en konkret modydelse i lønsumsafgiftslovens forstand.

Reference(r)

Lønsumsafgiftsvejledningen afsnit B.3.2


Statstilskud, der gives i henhold til kapitel 3 i lovbekendtgørelse nr. 962 af 26. oktober 2000 (lov om erhvervsskoler), senest ændret ved lov nr. 286 af 25. april 2001, skal betragtes som et offentligt tilskud i lønsumsafgiftslovens forstand, ved vurderingen af om en erhvervsskole overvejende er finansieret af offentlige midler, jf. lønsumsafgiftslovens § 2a, nr. 2 og lønsumsafgiftsbekendtgørelsens § 1, stk. 2. Statstilskuddet kan ikke anses som betaling for en konkret modydelse i lønsumsafgiftslovens forstand.

Tilskud til erhvervsskoler er bl.a. reguleret af kapitel 3 i lov om erhvervsskoler.

Det følger af lovens § 12, at undervisningsministeren inden for en årlig ramme yder tilskud til skolens administration, ledelse og bygningsdrift m.v. efter stk. 2-7.

Det følger endvidere af § 12, stk. 2, 1. pkt., at driftstilskuddet udgøres af et grundtilskud, der fastsættes på de årlige finanslove, og et tilskud der ydes ud fra den enkelte skoles antal årselever og takst pr. årselev.

Tilskud givet i henhold til § 12 i lov om erhvervsskoler skal betragtes som et tilskud til driften, og skal dermed klassificeres som et offentligt tilskud i lønsumsafgiftslovens forstand.

Det fremgår af lovens § 14, at skoler, der er godkendt efter § 1, efter regler fastsat af undervisningsministeren, kan opnå rammetilskud til de direkte undervisningsudgifter for de i § 1 nævnte uddannelser, medmindre der ydes tilskud til disse udgifter efter de pågældende uddannelseslove.

Ovennævnte rammetilskud er efter fast praksis at betragte som et offentligt tilskud i lønsumsafgiftslovens forstand, hvilket fremgår af lønsumsafgiftsvejledningens afsnit B.3.2.

At tilskuddene skal betragtes som offentlige tilskud underbygges endvidere af § 19 i lov om erhvervsskoler, hvoraf det fremgår, at skolen disponerer frit inden for sit formål ved anvendelsen af de samlede statslige tilskud og øvrige indtægter under et.